Seneste nyheder

4. april 2026

FN-forhandlinger om plastikforurening slutter uden aftale

Det er ikke lykkedes at nå til enighed om en global plastikaftale efter forhandlinger mellem 180 lande i Genève i Schweiz.

Det skriver nyhedsbureauet AFP og det norske medie NRK.

NRK har fredag morgen talt med Rachel Haug Fossbakk, som er chefforsker ved det norske forskningsinstitut Sintef Ocean og har siddet med ved forhandlingerne.

Hun fortæller, at forhandlingslederen besluttede at afslutte forhandlingerne, da landene ikke kunne nå til enighed.

– Der er vidt forskellige ambitionsniveauer, i forhold til hvor meget de forskellige lande både er villige til, og hvor meget de har mulighed for at forpligte sig til, siger hun.

Forhandlingernes officielle deadline var torsdag ved midnat. Men Miljøministeriet oplyste natten til fredag til Ritzau, at forhandlingerne fortsatte i de sene nattetimer – indtil de altså brød sammen fredag morgen.

Det er ikke første gang, at forhandlingerne om en global aftale om at begrænse plastikforurening strander i FN.

Samme ambitioner var på bordet i december sidste år, da næsten 200 lande ikke kunne enes om en global aftale efter knap en uges forhandlinger i Sydkorea.

5. august satte FN gang i et nyt forsøg.

Ved forhandlingerne i Genève har miljøminister Magnus Heunicke (S) talt på vegne af EU’s ministerråd gennem det danske EU-formandskab.

Onsdag aften kunne den danske miljøminister fortælle til Ritzau, at forhandlingerne var gået i stå kort før deadlinen.

– Forhandlingerne er enten gået i stå eller går den forkerte vej på helt afgørende punkter, lød det onsdag.

Sent torsdag aften skrev Magnus Heunicke på det sociale medie X, at der ventede “hårde timer forude.”

Det var i 2022, at verdens lande blev enige om at forsøge at lave en juridisk bindende aftale for at begrænse plastikforurening.

Ifølge NRK havner flere millioner ton plastik hvert år i havet.

Trump og Putin mødes klokken 21 på militærbase i bjergene

Det ventes at få global opmærksomhed, når USA’s præsident, Donald Trump, og den russiske præsident, Vladimir Putin, fredag aften mødes i den amerikanske delstat Alaska.

Her håber den amerikanske præsident at kunne skabe fundamentet for en aftale om våbenhvile mellem Rusland og Ukraine.

Mødet afholdes i Alaskas største by, Anchorage, på en militærbase fra Den Kolde Krig.

Den første melding lød, at de to skulle mødes klokken 11.30 lokal tid – 21.30 dansk tid.

Tidligt fredag morgen oplyser Det Hvide Hus dog i en pressemeddelelse ifølge Reuters, at mødet i stedet vil finde sted klokken 11 – klokken 21 dansk tid.

Det er første gang, at de to statsledere mødes ansigt til ansigt siden 2019.

Det er desuden første gang, at Vladimir Putin sætter fødderne i et vestligt land, siden at Rusland i 2022 invaderede nabolandet Ukraine.

Invasionen har sidenhen kostet titusindvis af russere og ukrainere livet.

Trump insisterede, inden han i januar blev taget i ed som præsident, på, at han ville kunne afslutte krigen i Ukraine på under 24 timer.

Torsdag erkendte han, at den tre og et halvt lange år krig i Ukraine har vist sig at være en hårdere nød at knække end først antaget.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er ikke inviteret til mødet mellem Putin og Trump.

Hvis fredagens møde går godt, vil Trump arrangere endnu et møde, hvor Zelenskyj også skal deltage, lyder det.

Ifølge Trump vil det at få arrangeret et sådan trepartstopmøde være endnu vigtigere end fredagens møde med Putin.

CNN beskriver, hvordan Trump og Det Hvide Hus har forsøgt at lægge en dæmper på verdens forventninger til mødet mellem den amerikanske præsident og hans russiske modstykke.

Pressesekretær Karoline Leavitt har i den forbindelse beskrevet mødet som en simpel øvelse i at lytte.

Torsdag sagde Trump dog, at han tror på, at Putin før eller siden vil indgå en aftale om krigen.

Byen Anchorage ligger omgivet af bjerge i Alaska. Ifølge nyhedsbureauet AFP bærer byen tidligt fredag ikke væsentligt præg af, at den snart lægger hus til det opsigtsvækkende topmøde.

I byens centrum er der dog opsat enkelte skilte, som fordømmer Putin, og i gaderne er der blandede følelser omkring begivenheden.

– Jeg synes, at det er en parodi at invitere en krigsforbryder som Putin til USA. Min primære bekymring er, at han vil forhandle alt væk, og at det ikke bliver muligt at finde en fredelig løsning, siger den 62-årige pensionist Jay Ahuja.

Den 63-årige Kimberly Brown mener dog, at Alaska er det perfekte sted til at afholde et topmøde.

– Jeg synes bare, at Trump er den bedste person til at forhandle verdensfred, siger hun til AFP.

Reuters

Artiklen fortsætter efter annoncen

Varm weekend står for døren: Fredag kan byde på 30 grader

Man kan denne weekend se frem til en fin dosis sommervejr, hvor temperaturerne vil ligge i den høje ende.

Det fortæller Anja Bodholdt, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt fredag morgen.

– Alt i alt ser det altså rigtig pænt og sommerligt ud den her weekend, siger meteorologen.

Der lægges varmt fra land med en fredag, der byder på temperaturer på op mellem 23 og 28 grader. På Østsjælland, i Københavnsområdet og på Bornholm kan den endda komme op omkring 30 grader.

På Vestkysten må man dog nøjes med 18 til 20 grader, og her kan det i løbet af dagen også blive skyet.

– Og så er der enkelte byger over Bornholm først på dagen og også dis og tåge særligt i Jylland. Men ellers bliver en dag, hvor det holder tørt og bliver med nogen eller en del sol, siger Anja Bodholdt.

Fredag morgen er der stort set ingen vind, men den vil i løbet af dagen tage til og kan ved kysterne ende som frisk eller hård vind.

Lørdag falder temperaturen til 18 til 23 grader. Solen vil dog igen skinne og kun møde konkurrence fra enkelte skyer.

– Men det vil være lidt mere blæsende med en let til frisk vind fra nordvest og ved Veskysten op til en hård vind. Den kan nok opleves som lidt generende, siger Anja Bodholdt.

Ugens sidste dag tegner ifølge meteorologen til at blive rigtig flot og solrig.

Her vil man opleve 20 til 25 grader og en aftagende vind.

– Så det bliver en rigtig sommerlig weekend, hvor man i den grad får mulighed for at få luftet sit sommertøj og spist en masse is, lyder det.

Det rolige vejr – med god plads til solens stråler – skyldes et højtryk i nærheden af Danmark, forklarer hun.

Også næste uge ser ud til at blive skudt solrigt i gang med sommerlige temperaturer.

– Hvad der sker fra midten af ugen og hen mod næste weekend er dog stadig lidt tidligt at sige. Men måske sommervejret ikke varer ved hele ugen, siger meteorologen.

En meldes dræbt og ti såret i ukrainsk droneangreb i Rusland

En person er blevet dræbt i et ukrainsk droneangreb i den sydvestlige del af Rusland.

Det skriver den russiske grænseregion Kursks guvernør, Aleksandr Khinsjtejn, tidligt fredag morgen på den krypterede beskedtjeneste Telegram.

– Desværre døde en 45-årig kvinde på stedet, skriver guvernøren.

Han tilføjer, at yderligere ti personer er såret som følge af angrebet. Blandt de sårede er en teenager, skriver han.

Guvernøren har på beskedtjenesten desuden delt et billede af den ramte boligblok. Det fremgår ikke præcist, hvornår droneangrebet er sket.

Meldingerne om angrebet kommer, inden at Ruslands præsident, Vladimir Putin, og USA’s præsident, Donald Trump, fredag aften dansk tid skal mødes i den amerikanske delstat Alaska.

Russiske styrker har i denne uge – forud for mødet mellem de to statsledere – foretaget et pludseligt og markant fremstød i det østlige Ukraine nær kulminebyen Dobropillja i Donetsk.

Det viste data fra det ukrainske krigskort DeepState tirsdag ifølge Reuters, der samtidigt kaldte fremrykningen for “en af de mest dramatiske” i det seneste år.

Rusland har sidenhen hævdet, at man har taget kontrol over landsbyerne Iskra og Sjtjerbynivka, der ligeledes ligger i Donetsk.

Rusland og Ukraine udvekslede torsdag hver især 84 krigsfanger. Der har været flere fangeudvekslinger mellem de to nabolande, siden Rusland for tre et halvt år siden invaderede Ukraine.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er ikke inviteret til mødet mellem Putin og Trump klokken 21 fredag dansk tid.

Det er første gang, at Putin og Trump mødes fysisk siden 2019.

Hvis mødet, der afholdes fredag på en militærbase i Anchorage i Alaska, går godt, har Trump sagt, at han vil ringe til Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og flere europæiske ledere efterfølgende.

Hvis det bliver et dårligt møde, vil han ikke ringe til nogen.

AFP

56 meldes døde efter voldsom regn i landsby i Himalaya

Mindst 56 personer har mistet livet, og en række andre er meldt savnet, efter at voldsom regn har ramt en landsby i den indisk-administrerede del af Kashmir.

Det oplyste en embedsmand i beredskabet til nyhedsbureauet AFP torsdag.

Regionen ligger i den vestlige del af bjergkæden Himalaya.

Regnen har sendt store mængder vand og mudder til området.

– Det er en grim nyhed, lød det tidligere torsdag fra Omar Abdullah, der er førsteminister i Jammu og Kashmir-regionen, i en udtalelse.

Han meldte her om en byge af tung regn, der har ramt distriktet Kishtwar.

Nyhedsbureauet og det amerikanske medie CNN skrev tidligere torsdag på baggrund af meldinger fra embedsmænd, at mindst 46 personer har mistet livet i forbindelse med regnen.

Reuters skriver, at der er tale om byen Chasoti.

Ifølge AFP har folk torsdag været samlet ved et hospital i Kishtwar, hvor sårede er blevet båret til.

Mohammad Irshad, som er højtstående embedsmand i akutberedskabet, fortæller, at 56 lig er blevet bjærget.

Han fortæller samtidig, at 300 personer er blevet reddet ud af det ramte område. Omkring 50 af dem er ifølge Irshad blevet alvorligt såret, og de modtager nu behandling på forskellige lokale hospitaler.

Lokale myndigheder oplyser til AFP, at antallet af dræbte ventes at stige.

Flere huse er blevet beskadiget eller ødelagt i oversvømmelserne.

– Jeg så mindst 15 lig blive bragt til hospitalet, siger Sushil Kumar, som bor i landsbyen Atholi, der ligger nær Chisoti, til AFP.

Chisoti ligger på en hinduistisk pilgrimsrute til templet Machail Mata.

Der er varslet yderligere regn og oversvømmelser i området.

Den 5. august blev landsbyen Dharali, som ligeledes ligger vestligt i Himalaya i den indiske delstat Uttarakhand, også ramt af oversvømmelser, der sendte store mængder mudder ind over byen. Ifølge AFP menes det, at 70 personer her mistede livet, men tallet er endnu ikke blevet officielt bekræftet.

57-årig mand anholdt efter røveri med oversavet jagtgevær

En 57-årig mand er natten til fredag blevet anholdt efter et væbnet røveri med et oversavet jagtgevær og en stor kniv i en dagligvarebutik.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi natten til fredag i en pressemeddelelse.

Røveriet fandt sted i Rødding, der ligger i Skive Kommune, torsdag aften omkring klokken 19. Her truede manden ifølge politiet butikkens personale og andre tilstedeværende personer.

Vidner fortæller til politiet, at han inden røveriet havde været voldelig mod en kunde i butikken.

Politiet fandt efterfølgende frem til manden på en adresse i Krejbjerg, der ligger nordvest for Rødding.

Betjente har gennem aftenen og natten været talstærkt tilstede ved adressen i Krejbjerg i Salling for at få manden ud af det hus, som han opholdt sig i.

Manden afgav skud ud fra adressen, ligesom politiet afgav et enkelt skud, fremgår det af pressemeddelelsen. Ingen blev ramt.

Omkring klokken 01.15 gik manden ud af huset. Få minutter efter blev han anholdt, skriver politiet.

– Når vi har været så talstærkt til stede, skyldes det blandt andet også, at manden var i besiddelse af våben og blev betragtet som potentielt farlig.

– I de tilfælde tager vi ingen chancer. Men jeg er rigtig glad for, at vi i sidste ende fik anholdt den pågældende, uden at nogen kom til skade, siger vicepolitiinspektør Bjørn Nørgaard Bo, der havde ansvaret for politiets indsats, i pressemeddelelsen.

Manden vil blive sigtet for væbnet røveri og flere andre forhold, fremgår det.

Den 57-årige mand var ifølge politiet alene om at begå røveriet. Han ventes fredag at blive fremstillet i grundlovsforhør i Viborg.

Politiet forventer fortsat at være til stede på adressen i Krejbjerg resten af natten og noget af fredag.

Ansat i USA’s justitsministerium fyret efter sandwichkast mod betjent

En ansat i det amerikanske justitsministerium er blevet fyret, efter at han søndag angiveligt kastede en sandwich efter en betjent i USA’s forbundshovedstad, Washington D.C.

Det meldte USA’s justitsminister, Pam Bondi, torsdag i et opslag på det sociale medie X.

– Jeg har netop fået besked om, at den anklagede arbejdede i Justitsministeriet – ikke længere, skriver ministeren.

Hun tilføjer, at den nu tidligere ansatte ikke kun er blevet fyret, men at han også er anklaget for vold.

Den anklagede er den 37-årige Sean Dunn.

Ifølge en embedsmand arbejdede Dunn i justitsministeriets strafferetlige afdeling, inden han ifølge Bondi blev afskediget.

Anholdelsen af og anklagerne mod Dunn har fået opmærksomhed, fordi landets præsident, Donald Trump, den seneste uge har skruet markant op for antallet af betjente i forbundshovedstaden, indsat Nationalgarden og taget midlertidig kontrol over byens politistyrke.

Præsidenten mener, at kriminaliteten i Washington D.C. er kommet ud af kontrol.

Dunn er foruden anklagen om vold også anklaget for modsætte sig politiet ordrer.

Ifølge anmeldelsen henvendte Dunn sig søndag til en grænsevagt, der var udstationeret i forbundshovedstaden.

Han kaldte grænsevagten for fascist og råbte, “Jeg vil ikke have jer i min by”, før han svingede armen tilbage og med kraft kastede med sandwichen, står der videre i anmeldelsen.

Dunn blev efterfølgende anholdt og har erkendt sig skyldig i at have kastet med sandwichen, fremgår det af dokumenter, hvor anklagerne mod ham er beskrevet.

Alle de 800 soldater fra Nationalgarden, som Trump har aktiveret i Washington D.C., var torsdag blevet mobiliseret. Det oplyste Pentagon torsdag aften dansk tid ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er anden gang denne sommer, at Donald Trump har indsat soldater i en demokratisk styret by.

En føderal retssag gik mandag i gang i San Francisco om, hvorvidt Trump overtrådte loven, da han i juni indsatte Nationalgarden i Los Angeles uden godkendelse fra Californiens guvernør, Gavin Newsom.

Reuters

Demonstranter raserer serbisk regeringspartis kontorer

Sammenstød mellem rivaliserende grupper af demonstranter er torsdag aften igen taget til i Serbien.

Det oplyser serbisk politi ifølge nyhedsbureauet AFP.

Måneders demonstrationer har denne uge udviklet sig deciderede gadekampe, skriver nyhedsbureauet.

Demonstranter trængte tidligere torsdag aften ind i og raserede regeringspartiet SNS’ kontorer i landets næststørste by, Novi Sad.

Vinduer blev smadret, mens der blev kastet med møbler og maling.

Demonstranterne kom desuden i klammeri med både politi og tilhængere af regeringspartiet, skriver Reuters.

Politiet har torsdag aften spærret flere gader af i byen og taget tåregas i brug for at opløse forsamlingerne.

Demonstrationerne begyndte i november sidste år, efter at et tag på en togstation i Novi Sad kollapsede, hvilket kostede 15 mennesker livet.

Modstandere af præsident Aleksandar Vucic mener, at korruption havde ført til byggesjusk. Demonstranterne kræver et lynvalg og håber på, at Vucics styre kan få en ende.

I Serbien hovedstad, Beograd, kastede hundredvis af demonstranter og tilhængere af SNS torsdag fyrværkeri efter hinanden på en af byens største gader.

Også her tog politiet tåregas i brug, fortæller en kilde på stedet til Reuters.

Ifølge AFP har demonstranter sent torsdag aften samlet sig i flere serbiske byer.

Serbiens indenrigsminister, Ivica Dacic, beskylder demonstranter for at have angrebet politiet i byerne Novi Sad, Beograd, Pancevo og Sabac.

Ifølge ministeren er mindst fem betjente torsdag blevet såret under sammenstødene, skriver Reuters.

Det er ikke første gang i denne uge, at der er meldinger om voldelige sammenstød og sårede betjente i Serbien.

Onsdag var der sammenstød mellem store grupper af regeringsvenlige demonstranter, hvoraf mange var iført masker, og regeringskritiske demonstranter flere steder i landet.

Begge grupper tog under sammenstødene fyrværkeri, sten og flasker i brug som kasteskyts.

Omkring 30 betjente blev såret i forbindelse med sammenstødene, mens lige knap 50 demonstrationer blev anholdt, skriver AFP.

Præsidenten Aleksandar Vucics embedsperiode slutter i 2027. Senest det år skal der også holdes parlamentsvalg.

Silkeborg ryger ud af Europa mod polsk overmagt

Silkeborg IF er som det første danske hold i denne sæson ude af europæisk fodbold.

Torsdag aften blev silkeborgenserne sendt ud af Conference League-kvalifikationens tredje runde, da udekampen mod polske Jagiellonia Bialystok endte 2-2, så Silkeborg tabte dobbeltopgøret med samlet 2-3.

Den spanske midtbanespiller Jesus Imaz blev den store drillepind, da han med to scoringer i første halvleg hurtigt fjernede spændingen.

Den kom først tilbage i det sidste minut af tillægstiden, da Jens Martin Gammelby udlignede, men da var det for sent at lave endnu et mål og tvinge opgøret i forlænget spilletid.

Silkeborg var ellers rejst til Polen med en tro på, at 0-1 kunne vendes til samlet avancement, men det lykkedes aldrig at få sat en formstærk Tonni Adamsen i scene, og resten af offensiven havde heller ikke nogen prangende dag.

I forsvaret var Silkeborg udfordret af flere skader, men en uvant konstellation i bagkæden kan ingenlunde lastes for torsdagens exit.

Polakkerne var ganske enkelt bedre på dagen, for hjemmeholdet vandt de fleste nærkampe, og holdets offensiv var langt mere pågående og succesfuld end Silkeborgs ditto, der først vågnede op i de døende minutter.

Silkeborg nåede lige at blive advaret af Jesus Imaz’ stolpeskud i det 29. minut, men få sekunder senere lå bolden alligevel bag Nicolai Larsen. Silkeborg fik aldrig samlet returbolden op, og så havnede en tværpasning hos Imaz, der let kunne score.

Seks minutter senere var spanieren på spil igen. Alexander Busch smed bolden væk foran eget felt, og lidt heldigt blev et indlæg rettet af, så Imaz pludselig var fri og kunne heade hjemmeholdet på 2-0.

Lige inden pausen reddede overliggeren et passivt Silkeborg-mandskab fra at komme bagud 0-3.

De danske gæster jagtede en reducering i anden halvleg, men den kom lidt for sent til at gøre en forskel.

I det 87. minut drejede Sofus Berger bolden i mål med et velplaceret spark helt ude ved stolperoden, og da tillægstiden næsten var gået, udlignede Jens Martin Gammelby til 2-2 efter et indirekte frispark, så Silkeborg forlader Europa med lidt pynt på måltavlen.

Kent Nielsens mandskab kan nu i stedet allokere alle sine kræfter til at jagte succes i Superligaen, hvor Silkeborg ligger sidst efter de første fire spillerunder.

Brøndby leverer vildt comeback trods tidlig dumhed

Brøndby er klar til at spille om en plads i Conference League mod franske Strasbourg i playoffrunden de kommende to uger.

Det står klart efter et forrygende Brøndby-comeback torsdag aften, hvor det lykkedes at slå islandske Vikingur med 4-0 efter nederlag på 0-3 i den første kamp i Reykjavik for en uge siden.

En sejr af den størrelse er måske, hvad man kan forvente af et dansk tophold hjemme mod en islandsk klub, men det var mere, måden det skete på, der var opsigtsvækkende.

I 75 minutter spillede Brøndby i undertal på grund af udvisningen til Clement Bischoff. Det lignede 0-0 ved pausen, men da den første scoring faldt, kom der hul på bylden foran en vild kulisse med 17.329 tilskuere.

Nicolai Vallys scorede de to første mål, og siden blev også Filip Bundgaard dobbelt målscorer.

Længe lignede det ellers endnu en skidt europæisk aften for Brøndby. Trods massiv opbakning fra fansene, der søndag demonstrerede utilfredshed ved at lege stilleleg mod Vejle, havde Frederik Birks tropper det svært.

Ligesom på Island sidste torsdag havde holdet svært ved at skabe chancer i første halvleg, og vilkårene blev på papiret endnu sværere efter 17 minutter, da venstrekanten Clement Bischoff begik en dumhed helt uden for kategori.

Helt overtændt stemplede han den liggende Tarik Ibrahimagic i skridtet og fik korrekt rødt kort.

Det så længe ud til at tage modet fra Brøndby-spillerne, der lod sig frustrere gang på gang over dommeren, men Nicolai Vallys fik sat ild til stadion, da han smaskede bolden i nettet med hovedet i første halvlegs tillægstid.

Vallys er gået forrest for Brøndby i en svingende sæsonstart og fortsatte i det spor. Syv minutter efter pausen gav han for alvor sit hold blod på tanden, da han afsluttede et mønsterangreb med at helflugte Brøndby på 2-0.

Nu kogte det på Brøndby Stadion, spillet flød, og det var ikke til at se, at hjemmeholdet spillede i undertal.

Bare fire minutter senere blev det også 3-0, da Bundgaard foran kassen satte prikken over i’et på Mats Köhlerts indlæg.

Så stod det 3-3 samlet, men Brøndby var ovenpå, og udstillede trods undertal den forskel, der skal være på dansk og islandsk klubfodbold.

Brøndby havde flere chancer til at score til 4-0, og det kom efter 70 minutter, da Bundgaards venstreben lynede fra 25 meter.

Vikingur havde intet modsvar, og man kunne bare undre sig over, at Brøndby kunne tabe det første opgør med 0-3. Sidstnævnte resultat kan nu gå i glemmebogen, da det lykkedes at afværge blamagen sammenlagt.

Mette F. vil kulegrave høje madpriser – afgifter kan blive sat ned

Priser på mad og drikke er nu så høje, at regeringen igangsætter en kortlægning af årsagerne bag.

Afgiftsnedsættelser kan være på vej med finansloven, varsler statsminister Mette Frederiksen (S) i et interview med Politiken.

– Vi fremlægger finanslov lige om lidt, og der vil man så kunne se nogle af de initiativer, vi kommer til at tage, siger hun.

Danske fødevarepriser er de næsthøjeste i hele EU kun overgået af Luxemborg, viser tal fra Danmarks Statistik.

De danske priser ligger 19 procent højere end gennemsnittet for alle 27 af EU’s medlemslande.

På varer som oksekød og chokolade er prisen steget med 20 procent, og for kaffe er prisen oppe med svimlende 32 procent på et år.

Regeringen vil samtidig undersøge, om konkurrencen er god nok. Det gælder ikke kun dagligvarer, men også i den finansielle sektor, fortæller statsministeren til avisen.

Flere partier har over sommeren ytret ønske om at nedsætte afgifter på eksempelvis chokolade og kaffe, som er steget kraftigt.

Danmark har generelt højere priser end andre lande, hvilket begrundes med, at de høje lønninger og skatter i Danmark trækker prisen op.

Hvis der er nogen, der får store overskud, vil statsministeren gå direkte til dem.

– Der må være nogen, der tjener flere penge lige nu, og de bliver jo nødt til at gå i dialog med os, om det er rimeligt, at de gør det på et tidspunkt, hvor en helt almindelig dansk familie synes, det er blevet for dyrt at handle, siger Mette Frederiksen.

Den grønne trepart – som regeringen står bag – vil i de kommende år øge priserne på blandt andet mælk og oksekød.

Prisen på et halvt kilo oksekød vil stige med en krone i 2030 og to kroner i 2035, viser regeringens beregninger fra aftalen, som skal omdanne en stor del af dansk landbrug til natur.

Dansk Industri har forståelse for statsministerens bekymring ifølge branchedirektør Jakob Lave, DI Fødevarer.

– I den forbindelse er det meget positivt, hvis regeringen vil se på flere unødvendige afgifter. Man kunne starte med den 100 år gamle luksusskat på chokolade og kaffe, som stammer fra en fjern fortid, hvor kun få drak kaffe, siger Jakob Lave i en skriftlig kommentar.

Han mener dog, at det først og fremmest er et globalt problem.

– Det er drevet af mange forskellige faktorer, herunder ikke mindst en anspændt verdenssituation og på nogle områder også mangel på råvarer. Men også handelskrig, klima og valutakurser spiller ind, siger han.

FN advarer Israel: Ny bosættelse dræber al håb om en tostatsløsning

FN opfordrer Israel til at droppe planerne om en ny bosættelse, der reelt vil afskære Østjerusalem fra den besatte Vestbred.

For den israelske bosættelse vil én gang for alle sende tostatsløsningen – og dermed muligheden for en palæstinensisk stat – i graven.

Det siger talsperson for FN Stéphane Dujarric på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Det bliver enden for udsigterne til en tostatsløsning.

– Bosættelser er imod international lov og befæster besættelsen yderligere, siger Stéphane Dujarric.

Israels finansminister, Bezalel Smotrich, godkendte tidligere torsdag opførelsen af 3400 boliger i en ny bosættelse, der skal etableres mellem Østjerusalem og Vestbredden. Området er kendt som E1.

Bosættelsen har været længe undervejs. Byggeplanerne har stået stille siden 2012 på grund af kritik fra USA og flere af Israels europæiske allierede.

Kritikken har lydt, at bosættelsen vil splitte Vestbredden i to og blokere for en fremtidig palæstinensisk stat.

Palæstinenserne ønsker, at Østjerusalem bliver hovedstad i en fremtidig palæstinensisk stat. Den skal i øvrigt bestå af Vestbredden og Gaza.

Men med en israelsk bosættelse, der afskærer Østjerusalem fra Vestbredden, er det svært at se, hvordan en palæstinensisk stat skal kunne etableres.

I forvejen er israelske bosættelser spredt ud over Vestbredden, og der er derfor ikke tale om et sammenhængende palæstinensisk territorium.

Bosættelserne på Vestbredden er afgrænsede byer, som er forbeholdt israelere, og som er bygget på palæstinensisk jord.

Inden for bosættelserne gælder israelsk lovgivning, og indbyggerne har rettigheder på linje med borgere, der bor i Israel.

Forskellige statslige ordninger giver israelere økonomiske incitamenter til bosætte sig i bosættelserne.

Finansminister Bezalel Smotrich, som befinder sig på den yderste israelske højrefløj, har ikke lagt skjul på, at den nye bosættelse uden for Jerusalem vil få konsekvenser for palæstinenserne.

Da han præsenterede godkendelsen af byggeplanerne, skete det i en erklæring under overskriften: “At begrave ideen om en palæstinensisk stat”.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) tager ligesom FN afstand fra de israelske planer om en ny bosættelse, fortæller han til DR.

– Danmarks linje er klar. Bosættelserne er i strid med folkeretten og udgør en væsentlig barriere for en tostatsløsning.

– Forslaget vil skære Vestbredden over i to og vil underminere muligheden for en sammenhængende palæstinensisk stat i forbindelse med en tostatsløsning, siger Løkke i en skriftlig kommentar til DR.

Kernen i en tostatsløsning er, at en palæstinensisk stat med et selvstændigt styre skal eksistere side om side med Israel.

Idéen om en tostatsløsning opstod allerede inden oprettelsen af staten Israel.

I 1947 fremlagde FN således en delingsplan for det, der dengang var det britiske mandatområde Palæstina. Planen betød, at området skulle opdeles i en jødisk og en arabisk stat, men forslaget blev afvist af arabiske ledere.

Svensk mester snupper enkeltstartssejr i Kerteminde

Den svenske mester i enkeltstart, Jakob Söderqvist, er også hurtig, når han kæmper mod uret på dansk asfalt.

Den talentfulde Lidl-Trek-rytter tog torsdag sejren på en enkeltstart i og omkring Kerteminde, da 3. etape af PostNord Danmark Rundt blev afviklet.

Söderqvist trampede på livet løs og tilbagelagde de 14,3 kilometer på 15 minutter og 28 sekunder.

Dermed tog den 22-årige svensker sin tredje professionelle sejr i karrieren. De to andre sejre er blevet hentet ved det svenske mesterskab i enkeltstart. Det var første gang siden 2008, at en svensker vandt en etape i den danske rundtur.

Söderqvist blev ikke bare hyldet på podiet i Kerteminde for sin etapesejr, han overtager også løbets ungdomstrøje fra ColoQuick-rytteren Conrad Haugsted.

Ved den sidste mellemtid så den danske mester i disciplinen, Mads Pedersen, ud til at kunne fravriste sin svenske holdkammerat sejren, men på vej ind mod målstregen kunne den danske stjerne ikke holde kadencen.

Mads Pedersen endte således med at være 14 sekunder efter sin holdkammerat, hvilket akkurat sikrede Pedersen tredjepladsen på etapen. Dermed forsvarer han førertrøjen.

I mål havde Mads Pedersen trods en stor kraftanstrengelse overskud til at lykønske sin tempostærke svenske kollega, der havde stået og ventet på at se, om hans tid ville række til en sejr.

De danske tempospecialister Niklas Larsen og Johan Price-Pejtersen blev nummer fire og fem.

Den hollandske stjernesprinter Fabio Jakobsen, der har haft problemer med blodomløbet og ikke har kørt et løb siden marts, valgte at stå af inden enkeltstarten.

Fredag venter løbets kongeetape, når holdene skal transportere sig fra Svendborg til Vejle. Den 227 kilometer lange etape slutter i kuperet terræn, hvor klassementryttere kan jagte sekunder på konkurrenterne.

Løbet slutter lørdag.

Minister oplever ingen panik trods kritiseret handelsaftale med USA

Ingen panik. Hverken hos erhvervsminister Morten Bødskov (S) eller dansk erhvervsliv.

Det er ifølge ministeren konklusionen efter et møde torsdag om den handelsaftale, som EU og USA indgik 27. juli, og som blandt andet indebærer, at der som udgangspunkt lægges 15 procent told på varer, der eksporteres fra EU til USA.

Med på mødet var både parter fra erhvervslivet og fagbevægelsen.

– Der er tilfredshed med, at der er kommet en aftale. Det skaber klarhed, og der er et billede af, at der ikke er panik, men en vilje til nu at arbejde og fortsætte fremvæksten i USA.

– Det, vi producerer til USA, det er der fortsat behov for, siger Bødskov om aftalen, som alle parter – bortset fra USA anført af præsident Donald Trump – gerne ville have været foruden.

Toldsatsen på 15 procent er det halve af den toldsats på 30 procent, som Trump forinden havde truet med at indføre på den amerikanske import af varer fra EU.

Det handler for dansk erhvervsliv om fortsat at have vækst i USA, siger Bødskov. Det skal blandt andet ske ved at styrke tilstedeværelsen og investeringerne i USA.

– Derfor styrker vi nu samarbejdet med erhvervslivet, om hvordan konsekvenserne udvikler sig. Altså en tættere koordination, flere indmeldinger fra virksomheder, som er til stede, siger Bødskov.

Morten Langager, direktør i Dansk Erhverv, siger, at der fortsat er usikkerhed om, hvad handelsaftalen konkret indebærer og vil have af konsekvenser.

Den indgåede aftale er bedre end ingen aftale, selv om Dansk Erhverv gerne havde været den foruden. For ingen har brug for en toldkrig, siger han.

– Vi modtager mange spørgsmål fra vores medlemmer om konsekvenserne af aftalen, og vi ser frem til og få afklaret alle hjørner af aftalen. For der skal ikke herske tvivl om, at usikkerheden stadig er en faktor, siger Langager i en skriftlig kommentar.

Hos Dansk Industri siger chef for global handel i Dansk Industri Lukas A. Lausen, at handelsaftalen både er “ubalanceret og urimelig”.

– Men det er Trump, som pinedød vil gøre det dyrere for amerikanske virksomheder og forbrugere at købe importerede produkter. Derfor er det også godt og nødvendigt, at EU har indgået en aftale.

– Hvis ikke, havde vi stået over for mindst 30 procent straftold fra amerikansk side, europæisk gengældelsestold og så formentlig yderligere amerikansk straftold. Kort sagt, en eskalerende handelskrig, siger DI-chefen i en skriftlig kommentar.

Trump om territorie i Ukraine: Det handler om at give og tage

Det bliver et spørgsmål om at give og tage, når der skal diskuteres grænser og territorie i forhandlingerne om krigen i Ukraine.

Det siger USA’s præsident, Donald Trump, i et radiointerview med Fox News, skriver Reuters.

Han taler om sit kommende møde med Ruslands præsident og siger, at Vladimir Putin kan blive ramt af sanktioner, hvis der ikke findes en løsning ved mødet i Alaska om Ukraine-krigen.

Hvad Trump konkret mener med, at det handler om “at give og tage”, fremgår ikke, men han har tidligere sagt, at der før eller siden vil ske en udveksling af territorier mellem Ukraine og Rusland.

– Dette møde baner vejen for det andet møde, men der er 25 procents sandsynlighed for, at mødet ikke bliver et succesfuldt møde, siger Trump.

Han henviser til, at han vil indkalde til et nyt møde om Ukraine-krigen, hvor også Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, skal deltage.

Det forudsætter dog, at mødet med Putin bliver en succes.

– Det andet møde bliver meget, meget vigtig, for det bliver et møde, hvor de indgår en aftale. Og jeg vil ikke bruge formuleringen “at opdele tingene”, men til en vis grad er det ikke en dårlig formulering, siger Trump.

USA’s præsident overvejer tre steder, hvor det andet møde kan afholdes, fortæller han uden at sige, hvilke lokationer han har i tankerne.

Trump tror på, at Putin vil indgå en aftale om krigen før eller siden. Men han ved ikke, om der umiddelbart ville kunne indgås en aftale om en våbenhvile på mødet fredag.

– Han kommer til at lave en aftale, siger Trump.

Trump vurderer, at trusler fra USA om sanktioner mod Rusland har fået Putin til at gå med til at mødes med den amerikanske præsident.

Det er første gang, at de to statsledere mødes fysisk siden 2019.

Hvis mødet, der afholdes fredag på en militærbase i Anchorage i Alaska, går godt, vil Trump ringe til Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og flere europæiske ledere efterfølgende.

Hvis det bliver et dårligt møde, vil han ikke ringe til nogen.

Starmer efter Zelenskyj-besøg: Møde i Alaska er en chance for Ukraine

Mødet fredag i Alaska mellem Donald Trump og Vladimir Putin er en reel mulighed for fremskridt i arbejdet for at afslutte Ukraine-krigen.

Det fastslår det britiske premierministerkontor i en udtalelse ifølge Reuters.

Udtalelsen er udsendt efter et møde torsdag eftermiddag i haven bag Downing Street 10 i London mellem Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

– De så frem mod morgendagens møde mellem præsident Trump og præsident Putin i Alaska, som er en realistisk chance for at gøre fremskridt, så længe Putin beviser, at han er seriøs i forhold til fred, skriver premierministerkontoret.

På det sociale medie X beskriver Zelenskyj mødet som godt og produktivt.

– Vi drøftede vores forventninger til mødet i Alaska og mulige udfald. Vi diskuterede også i detaljer de sikkerhedsgarantier, som kan sikre en reelt varig fred, hvis USA lykkes med at presse Rusland til at stoppe de mange drab og indgå i oprigtigt, afgørende diplomati, skriver han.

Ukraines præsident har besøgt Downing Street, hvor den britiske premierministerbolig ligger, dagen efter at han var i Berlin, hvor han mødte Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz.

Sammen deltog de i et virtuelt møde med USA’s præsident og en række europæiske regeringsledere. På agendaen var Trumps forestående møde med Ruslands præsident og generelt forhandlingerne om Ukraine-krigen.

– Vi diskuterede også fortsættelsen af støtteprogrammer for vores hær og vores forsvarsindustri, skriver Zelenskyj.

– Et separat og vigtigt emne på dagsordenen var investeringer i vores droneproduktion. Vi har et stort potentiale for at øge vores produktionsmængder og har akut brug for finansiering af dette.

Droner spiller en afgørende rolle ved frontlinjen, påpeger præsidenten.

– Derfor vil investeringer i den produktion bestemt påvirke situationen på et strategisk niveau, skriver Zelenskyj.

Han er ikke inviteret til mødet fredag mellem Trump og Putin.

USA’s præsident har sagt, at Zelenskyj vil blive inviteret til et nyt møde med Trump og Putin – eller alternativt kun med Putin – snarest muligt efter mødet i Alaska, hvis Trumps møde med Putin går godt.

Syv sigtede løsladt i sag om bortførelse og vold

Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har torsdag valgt at løslade syv personer i en sag, hvor en 17-årig dreng i april blev bortført fra Stationspladsen og udsat for vold i et skovområde nær Viborg.

Politiet har nu afsluttet efterforskningen af sagen, og anklagemyndigheden har vurderet, at der ikke længere er grundlag for en fængsling af de syv, lyder det i en pressemeddelelse fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Fire teenagedrenge – tre på 17 og en på 19 år – er fortsat fængslet i sagen, hvor det nu er op til anklagemyndigheden at vurdere, om der skal rejses tiltale og i givet fald for hvad.

Anklagemyndigheden vurderer, at de ud over sigtelserne om vold og frihedsberøvelse i forbindelse med episoden på Stationspladen og i skoven også har begået røveri mod det 17-årige offer.

Derudover er de sigtet for at have deltaget i en efterfølgende frihedsberøvelse og yderligere vold.

De løsladte – seks mænd og en kvinde i alderen 18 til 30 år – er fortsat sigtede i den del af sagen, som knytter sig til bortførelsen fra Stationspladsen og den efterfølgende vold.

Det var den 19. april klokken 22.39, at en politipatrulje fandt den forslåede dreng, efter at politifolkene havde set lyskegler fra en bil i skovområdet.

Omtrent en time inden da havde politiet modtaget en anmeldelse om, at drengen var blevet overfaldet inde på Stationspladsen i Viborg by.

Ifølge sigtelserne blev offeret efterfølgende holdt fanget og udsat for vold af en gruppe gerningsmænd.

Allerede i timerne efter overfaldet foretog politiet de første anholdelser i sagen, og fire teenagere mellem 16 og 18 år blev den følgende dag varetægtsfængslet i sagen.

Siden fulgte flere anholdelser, flere retsmøder og flere varetægtsfængslinger. Sagen har kørt for lukkede døre i retten, og det er derfor ikke kendt, hvad motivet var.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser i forbindelse med torsdagens pressemeddelelse, at man ikke har yderligere kommentarer i sagen.

Politiet oplyser ikke, hvorledes de sigtede stiller sig i forhold til sigtelserne.

Vegetarisk ret tilbagekaldt: Kan have indeholdt kylling

Fødevarevirksomheden Bodebjerg A/S tilbagekalder “enkelte glas” af vegetarretten dhal fra mærket MK, da glassene i stedet har indeholdt retten “Chicken Tikka Masala”, der indeholder kylling.

Det oplyser Bodebjerg A/S i en pressemeddelelse.

Virksomheden kan ikke oplyse, hvor mange glas det drejer sig om.

Glassene med den færdiglavede dhal er blevet solgt i Føtex, Netto og Bilka.

– Hvis produktet indeholder chicken tikka masala i stedet for dhal, bedes kunder kassere eller returnere produktet i en af kædens butikker. Forevisning af bon er ikke nødvendig, lyder det i pressemeddelelsen.

Dhal er en indisk vegetarret, der er lavet på linser og varme krydderier, mens tikka masala er en kyllingeret med krydret sovs – ofte med ingefær og gurkemeje, fremgår det af Arlas hjemmeside.

Ifølge Bilkas hjemmeside koster den tilbagekaldte dhal på 625 gram 55 kroner.

Fødevarestyrelsen er informeret om tilbagetrækningen, oplyser Bodebjerg A/S.

Mand fængsles ved mørklagt grundlovsforhør på Bornholm

En 33-årig mand er torsdag blevet varetægtsfængslet i 14 dage, efter at han blev stillet for en dommer i et lukket grundlovsforhør ved Retten på Bornholm.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Bornholms Politi på det sociale medie X.

– Sagen blev behandlet bag dobbelt lukkede døre og er fortsat under efterforskning, lyder det.

Ifølge TV2 Bornholm, der var til stede i retten inden dørene blev lukket, er den anholdte en voksen mand i en overtræksdragt, som fremstod rolig.

Når et grundlovsforhør foregår for dobbeltlukkede døre, skal det også drøftes bag lukkede døre, om grundlovsforhøret skal lukkes for offentligheden.

Det betyder, at det ikke er muligt at få indblik i, hvad den anholdte er sigtet for, hvad han eventuelt forklarer, og hvilke beviser politiet har i sagen.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få oplyst yderligere om sagen, inden grundlovsforhøret gik i gang.

Foreløbige regnskabstal sender FLSmidth-aktien opad

Egentlig skulle industrikoncernen FLSmidth først have præsenteret sit halvårsregnskab i næste uge, men tog forskud på glæderne allerede torsdag.

Her offentliggjorde selskabet, der har hovedsæde i Valby, foreløbige og ureviderede tal fra regnskabet for 2025 sammen med en opdatering af forventningerne til hele regnskabsåret.

Det er faldet så meget i investorernes smag, at aktien fredag eftermiddag handles i kurs 294, svarende til en stigning på 4 procent.

Det er endda sket på trods af, at omsætningsforventningerne skrues en smule ned.

Til gengæld stilles aktionærerne en lidt højere driftsmargin i udsigt, og det har formentlig været medvirkende til at sætte aktiekursen i svingninger.

De endelige regnskabstal præsenteres først onsdag 20. august.

FLSmidth har indtil for nylig fokuseret på to forretningsben. Én division har leveret materiel og serviceydelser til cementindustrien, og én har haft virksomheder inden for minedrift som kunder.

I januar 2024 meddelte selskabet imidlertid, at man ledte efter en køber til cementforretningen.

Efter længere tids søgen kunne FLSmidth så i juni i år fortælle, at man havde indgået en købsaftale med kapitalfonden Pacific Avenue Capital.

Handlen forventes at blive gennemført i andet halvår i år.

FLSmidth har for nylig også solgt ejendommen i Valby, hvor selskabets hovedkontor befinder sig.

FLSmidth blev stiftet af maskinkonstruktøren Frederik Læssøe Smidth i 1882 og handlede oprindeligt med damp- og møllerimaskiner.

Siden spredte selskabet sine aktiviteter ud over en række brancher inden for industrien.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]