Seneste nyheder

3. april 2026

Trump tror stadig på fred i Ukraine: Jeg har talt med Putin

USA’s præsident, Donald Trump, tror fortsat på en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine.

Det siger Trump mandag, en uge efter at han havde en række europæiske ledere og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på besøg i Det Hvide Hus for at drøfte en mulig afslutning på den tre et halvt år lange krig.

– Jeg tror fortsat på, at vi får afsluttet krigen, siger Trump.

Under sidste uges møder efterlyste Trump et møde mellem Zelenskyj og Ruslands præsident, Vladimir Putin. Der er dog endnu ikke arrangeret et møde mellem de to præsidenter.

Trump fortæller, at han siden møderne i Det Hvide Hus med Zelenskyj og de europæiske ledere har talt med Putin.

– Ja, det har jeg, siger Trump.

– Enhver samtale med ham er en god samtale. Og bagefter bliver der desværre smidt en bombe i Kyiv (Ukraines hovedstad, red.) eller et andet sted, og jeg bliver meget vred, siger præsidenten.

Zelenskyj har meldt sig parat til at mødes med Putin, men Ruslands præsident er mere tilbageholdende.

– Fordi han (Putin, red.) ikke kan lide ham (Zelenskyj), siger Trump.

AFP

Trump ønsker møde med Nordkoreas leder i nær fremtid

USA’s præsident, Donald Trump, vil gerne mødes med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i den nære fremtid.

Det siger Trump under et møde i Det Hvide Hus med Sydkoreas præsident, Lee Jae-myung.

– Jeg ser frem til at mødes med ham i den nære fremtid. Jeg forstår ham, og vi har brugt meget fritid sammen, hvor vi har talt om ting, vi måske ikke burde tale om, siger Donald Trump ifølge BBC.

– Jeg kommer godt ud af det med ham, og jeg mener, at han har et land med et stort potentiale.

Nordkorea har ikke umiddelbart kommenteret meldingen fra Trump.

USA’s præsident mødtes tre gange med Kim Jong-un i Trumps første præsidentperiode fra 2017 til 2021.

Lee Jae-myung, der tiltrådte som præsident i Sydkorea i juni, opfordrede på mødet i Det Hvide Hus Trump til at hjælpe med at mindske spændingerne mellem de to nabolande.

– Jeg håber, du kan bringe fred til den koreanske halvø – den eneste delte nation i verden, sagde Lee Jae-myung ifølge Reuters på mødet.

Sydkoreas præsident udtrykte senere mandag under et besøg ved tænketanken Center for Strategic and International Studies i Washington D.C. bekymring over Nordkoreas atomvåbenprogram.

Ifølge Lee Jae-myung kan Nordkorea producere mellem 10 og 20 atomvåben om året. Samtidig er Nordkorea ifølge Sydkoreas præsident tæt på at have udviklet en raket, der kan nå USA.

– Vi har gjort en indsats for at afskrække Nordkorea og indføre sanktioner, men resultatet har været, at Nordkorea fortsætter med at udvikle sit atomprogram.

– Den barske realitet er, at antallet af atomvåben, som Nordkorea besidder, er steget over de seneste tre til fire år, siger Lee Jae-myung ifølge AFP.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Svingende Rune slår flad hollænder i tre sæt i US Open

Holger Rune er klar til anden runde i US Open for første gang siden 2022.

Mandag aften dansk tid åbnede 11.-seedede Rune grand slam-turneringen i New York med en sejr i tre sæt over hollænderen Botic van de Zandschulp, der rangerer som verdens nummer 73.

Cifrene lød 6-3, 7-6, 7-6.

En lettelse for Rune, der i 2023 og 2024 åbnede med skuffende nederlag i New York.

Trods sejren i tre sæt spillede Rune ikke specielt overbevisende, men han kunne lukrere på, at modstanderen virkede mat og lavede mange fejl.

Botic van de Zandschulp nåede i ugen op til US Open helt til finalen i Winston-Salem Open, og han kom derfor sent til New York i privatfly.

De seks kampe i sidste uge så ud til at sidde i kroppen på den lange hollænder, der så mærket ud fra start og slet ikke kunne finde timing.

Rune kunne let bringe sig foran med 3-0, men så var det som om, at Rune faldt ned på modstanderens niveau. I hvert fald begyndte han også at lave mange fejl og spille usammenhængende.

Det var uskønt og ujævnt, men efter et langt parti lykkedes det at serve sættet hjem til 6-3.

Andet sæt startede på samme måde. Botic van de Zandschulp lavede fejl på fejl, men Rune var ikke i stand til at straffe det på behørig vis.

Ved stillingen 2-1 til van de Zandschulp fik man måske svaret på hollænderens dårlige spil, da han blev tilset ved sideskiftet.

Han fortsatte imidlertid. Det samme gjorde det mindre prangende spil fra begge sider, og det endte i tiebreak, efter at Rune undervejs havde været to bolde fra at tabe sættet ved 5-6.

I tiebreaken førte Rune 4-1, men dryssede føringen væk, inden han i sidste ende vandt med 7-4.

Efter sættet fik Rune behandling ved maveregionen, men han var ikke mere mærket, end at han kunne fortsætte uden at se hæmmet ud.

Zandschulp virkede helt færdig, og Rune bragte sig hurtigt på 4-0. Men så mistede Rune fokus, og hollænderen kæmpede for miraklet.

Kort efter havde han udlignet til 4-4 og havde endda en åbning til at bryde til 5-4.

Det endte igen i tiebreak, og her vågnede Rune. Danskeren var fokuseret og bragte sig foran 5-0, inden han vandt 7-2 på anden matchbold.

Rune skal i anden runde på onsdag møde tyskeren Jan-Lennard Struff, der i første runde slog amerikaneren Mackenzie McDonald med 3-1 i sæt.

Medie: USA’s regering vil standse endnu en havvindmøllepark

Den amerikanske regering forsøger at standse udviklingen af endnu et stort havvindmølleprojekt.

Det skriver Bloomberg News ifølge finansmediet MarketWire.

Indenrigsministeriet har fredag i sidste uge indleveret et dokument til en domstol, hvor ministeriet forsøger at trække en godkendelse fra 2024 af et projekt ud for delstaten Maryland tilbage.

Projektet blev sidste år godkendt af den tidligere præsident Joe Bidens administration.

Det første arbejde på Maryland Offshore Wind Project, der består af op til 114 vindmøller, skulle efter planen påbegyndes i 2026.

Det er selskabet U.S. Wind, der står bag havvindmølleprojektet ud for Marylands kyst.

Vicedirektør i U.S Wind, Nancy Sopko, oplyser, at selskabet har været igennem grundig proces forud for godkendelsen.

– Vi er fortsat sikre på, at de føderale tilladelser, vi sikrede efter en flerårig og grundig offentlig proces, er juridisk holdbare, siger Nancy Sopko ifølge MarketWire i en udtalelse til Bloomberg News.

I sidste uge blev det danske selskab Ørsted bedt om at stoppe alle igangværende aktiviteter på havvindmølleprojektet Revolution Wind ud for delstaterne Rhode Island og Connecticut.

Revolution Wind er godt i gang med at blive opført, og den skulle efter planen tages i brug i 2026.

Ordren kom fra Bureau of Ocean Energy Management (BOEM), der hører under USA’s indenrigsministerium.

Ørsted har meldt ud, at selskabet vil forsøge at gå i dialog med de relevante tilladelsesmyndigheder for at opnå en nødvendig afklaring. Samtidig overvejer Ørsted en række scenarier, herunder mulige retsskridt.

Guvernørerne i Rhode Island og Connecticut, Dan McKee og Ned Lamont, har kritiseret standsningen af Ørsted-projektet.

Lamont har i et opslag på det sociale medie X betegnet standsningen af havvindmølleparken som et politisk træk fra Trump-administrationen.

Kvinde er i livsfare efter eksmands overfald med kniv

En 30-årig kvinde er mandag aften blevet stukket ned af sin eksmand i Hornbæk.

Det oplyser David Eckert, der er vagtchef hos Nordsjællands Politi, til Helsingør Dagblad.

– Det er meget voldsomt, og man vurderede, at der ikke var tid til at rekvirere en helikopter. Hun er kørt afsted til sygehuset, og hun er i livsfare, siger han.

Politiet fandt kvinden i hendes hjem på Østerbækvej, hvor også gerningsmanden, hendes 52-årige eksmand, befandt sig. Han er blevet anholdt.

Det var en nabo, der anmeldte knivstikkeriet. Kvindens tre børn havde søgt tilflugt hos naboen, efter at de havde overværet deres far stikke deres mor med en kniv, skriver Helsingør Dagblad.

Frankrigs regering kan kollapse i næste måned

Den politiske uro fortsætter i Frankrig.

Frankrigs regering risikerer således at blive væltet næste måned, da premierminister Francois Bayrou har varslet en tillidsafstemning. Formålet med afstemningen er at få gennemført omfattende sparetiltag.

Men både National Samling, De Grønne og Socialistpartiet siger, at de ikke kan se, hvordan de skal kunne støtte regeringen.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at det “i stigende grad” er sandsynligt, at regeringen afsættes. Mediet Politico har samme vurdering.

Især Socialistpartiet spiller en afgørende rolle for Bayrou og regeringens skæbne.

Tillidsafstemningen skal finde sted 8. september. Taber Bayrou, falder regeringen.

I så fald kan præsident Emmanuel Macron vælge at udpege en ny premierminister med det samme, bede Bayrou om at blive på posten i en midlertidig rolle eller udskrive nyvalg.

Den seneste Macron-udpegede premierminister, Michel Barnier, stoppede på posten sent i 2024 efter en tillidsafstemning på grund af finansloven.

Bayrou erkender, at en tillidsafstemning i et meget splittet parlament er en risikabel strategi.

– Ja, det er risikabelt, men det er endnu mere risikabelt ikke at gøre noget, siger Bayrou ved et pressemøde.

Dermed refererer han til Frankrigs voksende gæld.

Tillidsafstemningen skal være en test af, om der er støtte til besparelser på 44 milliarder euro svarende til knap 330 milliarder danske kroner.

Sidste år havde Frankrig et budgetunderskud på 5,8 procent af bnp – næsten det dobbelte af EU’s officielle grænse på 3,0 procent.

Reuters

Politiet efterforsker to dødsfald i Brøndby Strand

To personer er mandag fundet døde på en adresse i Brøndby Strand.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i et opslag på det sociale medie X.

– Vi har her til eftermiddag og aften været på en adresse på Pilevangen i Brøndby, hvor to personer er fundet afgået ved døden. Dødsfaldene efterforskes nu nærmere.

– Vi har p.t. ikke yderligere oplysninger i forbindelse med sagen, skriver politiet.

Pilevangen ligger mellem Brøndby Strandpark og S-togstationen Brøndby Strand.

Politiet har ikke oplyst nogen detaljer om de to afdøde.

Over for Ritzau afviser Københavns Vestegns Politi at svare på, om politiet vurderer, at der kan være tale om et kriminelt forhold.

Politiet oplyser, at der ikke vil blive kommenteret yderligere på sagen mandag, men at man forventer at kunne melde noget ud tirsdag morgen.

Områder i Rusland har benzinmangel efter øgede ukrainske angreb

Ukraine har skruet op for droneangreb på russiske olieraffinaderier og dermed skabt problemer og bidraget til benzinmangel i dele af Rusland.

Udregninger fra Reuters viser, at ukrainske angreb på i alt ti anlæg har skabt forstyrrelser for mindst 17 procent af Ruslands raffinaderikapacitet.

Det svarer til 1,1 million tønder per dag.

Analytikere siger, at den ukrainske regering med angrebene forsøger at imødegå idéen om, at Ukraine allerede skulle have tabt krigen mod Rusland.

De øgede angreb kommer, på et tidspunkt hvor USA’s præsident, Donald Trump, har forsøgt på ny at få sat gang i en fredsproces.

De falder også sammen med en øget sæsonbetinget efterspørgsel på benzin i Rusland. Den skyldes turister og landmænd.

Rusland havde således allerede inden angrebene i juli strammet et eksportforbud gældende for benzin.

Der har været benzinmangel i nogle dele af det russiskkontrollerede Ukraine, det sydlige Rusland og endda i det russiske Fjernøsten.

Derfor er nogle bilister blevet tvunget til at skifte til dyrere benzintyper på grund af mangel på den almindelige 95 oktan-benzin.

– Vi kan klare os, men det er et stort slag for vores familiebudget, et stort slag, siger Svetlana Bazjanova, som bor i Sevastopol – den største by på halvøen Krim.

– Det kan virkelig mærkes, siger hun.

Det var i 2014, at Rusland besatte og senere annekterede Krim-halvøen.

Også i Vladivostok, en havneby i Fjernøsten, har det været problemer med lange køer til benzinstationer. Det oplyser en journalist fra nyhedsbureauet Reuters.

De lokale myndigheder siger dog, at det skyldes turistsæsonen.

De ramte raffinaderier har kun mistet en del af deres kapacitet. Men alligevel kan angrebene skabe problemer med indenrigsforsyningen af brændstof, siger Sergej Vakulenko, som er fellow ved tænketanken Carnegie Russia Eurasia Center og tidligere har arbejdet for olieselskabet Gazprom Neft.

Reutrs

Kongeparret smed skoene og vadede mod Danmarks nordspids

På den nordlige spids af Jylland trådte dronning Mary mandag ud i vandet ved Grenen i bare tæer der, hvor bølgerne fra Skagerrak og Kattegat slår sammen.

Det skete på førstedagen af kongeparrets sensommertogt, der mandag begyndte i det nordjyske.

Inden besøget til Grenen mandag eftermiddag havde parret blandt andet været forbi Råbjerg Mile, hvor både kongen og dronningen hurtigt smed skoene for at vandre i klitterne.

Her fik de en guidet vandretur af en skovrider og en naturvejleder fra området. Råbjerg Mile er én af Europas største vandreklitter.

Råbjerg Mile er cirka en kilometer på hver led og vandrer omkring 15 meter mod nordøst hvert år ved hjælp af vindens kraft.

Dette års sensommertogt, der er en del af parrets anden sejlsæson som kongepar, blev mandag formiddag indledt ved Sæby Havn i Frederikshavn Kommune, hvor kongeskibet “Dannebrog” ligger mandag.

Sommertogtet om bord på kongeskibet rundt i Danmark er en mangeårig tradition, der går tilbage til Christian IX’s tid.

Men hos Ekstra Bladets kongehuskommentator, Kim Bach, vækker det undren, at man ikke har moderniseret togtet mere.

Han henviser til brugen af det dieseldrevne kongeskib, der følger kongeparret rundt på togtet de kommende dage.

– Frederik har rigtig længe forsøgt at engagere sig i klima, så at han har valgt ikke at gøre op med det mest svinende element, er lidt af en gåde, siger Kim Bach til mediet.

Tirsdag drager kongeskibet og kongeparret videre på sensommertogtet og besøger den næste kommune på togtet. Her går turen til Thisted Kommune.

Sensommertogtet varer fra mandag til torsdag. Foruden besøg til Frederikshavn og Thisted skal parret omkring Læse Kommune og Samsø Kommune, hvor togtet afsluttes.

Kongeskibet “Dannebrog” tjener som officiel og privat residens for kongeparret samt øvrige medlemmer af den kongelige familie, når de er på sommertogt i hjemlige farvande eller på oversøiske officielle besøg.

Sidste år var kongeskibet vidt omkring med både et rigsfællesskabstogt til Grønland og statsbesøg i henholdsvis Sverige og Norge.

De mange ture kostede i kongehusets CO2-regnskab. Skibet havde brugt 284 kubikmeter diesel, viste Forsvarets opgørelse over udgifter til kongehuset sidste år.

DR skrev i maj, at det svarede til en CO2-udledning på cirka 767 ton.

Til sammenligning udleder den gennemsnitlige dansker omkring 13 ton CO2 om året.

Studerende i Aarhus kan gå til strik og fodbold på kommunens regning

Som studerende i Aarhus kan man ved siden af studiet blandt andet gå til curling, madlavning, spejder, fodbold eller strik gratis i 12 uger.

Det er en del af et nyt initiativ, som to afdelinger i kommunen har finansieret med en halv million kroner hver. Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Det nye initiativ, der hedder Aarhus Try Out, giver studerende på en videregående uddannelse muligheden for at deltage i en fritidsaktivitet i op til 12 uger gratis.

De gratis aktiviteter, hvor der er 70 forskellige at vælge mellem, strækker sig over en periode fra 1. september til 1. december i år.

Målet er, at de studerende finder en fritidsaktivitet, som de fremadrettet ønsker at være en del af.

Det er en fantastisk mulighed for de studerende i Aarhus, lyder det fra Rabih Azad-Ahmad (R), der er rådmand for magistratsafdelingen Kultur og Borgerservice, som er en af de to afdelinger, der står bag initiativet.

– Aarhus er en sprudlende studieby, og det er vigtigt, at vi introducerer især de mange nye studerende for byens mange fritidstilbud, hvor foreningslivet og aftenskolerne spiller en central rolle, siger han videre i pressemeddelelsen.

Magistratsafdelingerne Kultur og Borgerservice samt Sundhed og Omsorg bidrager med 500.000 kroner hver for at dække fritidslivets omkostninger til de deltagende.

Christian Budde (V), der er rådmand for Sundhed og Omsorg, pointerer, at “meningsfyldte fællesskaber” styrker trivsel og forebygger ensomhed.

– Hvert år starter omkring 12.000 nye studerende på uddannelserne i Aarhus. Dem skal vi tage godt imod, og det gør vi blandt andet ved at invitere indenfor i fællesskabet i vores mange foreninger og aftenskoler, siger han i meddelelsen.

Over 50 foreninger og aftenskoler har tilsluttet sig initiativet Aarhus Try Out.

Tilbuddet er inspireret af en lignende indsats med et meget enslydende navn i Aalborg – Aalborg Try Out. Initiativet kører på tredje år i Aalborg.

Aarhus er en studieby med cirka 43.000 unge på videregående uddannelser.

Netanyahu om angreb på hospital i Gaza: Et tragisk uheld

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, siger, at Israel dybt beklager, hvad han omtaler som et “tragisk uheld” på Nasser-hospitalet i Gaza tidligere mandag.

Palæstinensiske sundhedsmyndigheder har ifølge nyhedsbureauet Reuters oplyst, at mindst 20 mennesker blev dræbt i et israelsk angreb på Nasser-hospitalet, som ligger i Khan Younis i det sydlige Gaza.

Blandt de dræbte var fem journalister, der blandt andet arbejdede for nyhedsbureauer som Reuters og AP samt mediet Al Jazeera.

– Vores krig er med Hamas-terrorister. Vores retfærdige mål er at besejre Hamas og bringe vores gidsler hjem, skriver Netanyahu på det sociale medie X.

Angrebet har udløst en række internationale reaktioner. USA’s præsident, Donald Trump, har sagt, at han ikke er glad for det. Imens har den britiske udenrigsminister erklæret sig “forfærdet” over hændelsen.

– Israel beklager dybt det tragiske uheld, som fandt sted i dag på Nasser-hospitalet i Gaza, skriver Netanyahu på X.

– Israel sætter pris på journalisters, sundhedsarbejderes og alle civiles arbejde. De militære myndigheder gennemfører en grundig undersøgelse.

Blandt de dræbte journalister er Mariam Abu Dagga, som var freelancer for AP og andre nyhedsmedier og -bureauer, Mohammed Salama, som arbejdede for Al Jazeera, Moaz Abu Taha, som var freelancejournalist for flere nyhedsorganisationer, og Ahmed Abu Aziz. Det skriver Reuters.

Kameramanden Hussam al-Masri, der arbejdede som kontraktansat for Reuters, blev dræbt på en af de øvre etager på hospitalet i Khan Younis under et første angreb. Det oplyser palæstinensiske embedsmænd til Reuters.

Efterfølgende ramte et andet angreb området, oplyser ansatte på hospitalet og vidner til Reuters. Det dræbte journalister og redningsarbejdere, der var hastet til området for at hjælpe, forklarer de.

Udenlandske journalister har som udgangspunkt ikke haft adgang til Gaza under krigen. Internationale medier er derfor afhængige af, at palæstinensiske journalister rapporterer fra området.

Siden krigens begyndelse i 2023 er flere end 200 palæstinensiske journalister blevet dræbt i Gaza ifølge International Journalist Federation, der er en international sammenslutning af fagforeninger for journalister.

Elon Musks AI-selskab sagsøger Apple og ChatGPT-skaber

Milliardæren og erhvervsmanden Elon Musks selskab xAI sagsøger mandag Apple og OpenAI, som står bag ChatGPT.

Søgsmålet er anlagt ved en føderal domstol i delstaten Texas.

I det beskyldes Apple og OpenAI for at have “låst markeder for at fastholde deres monopoler og forhindre innovatorer som X og xAI i at konkurrere”.

OpenAI har i et samarbejde med Apple fået integreret sin kunstig intelligens-platform ChatGPT i iPhones, iPads og på Mac-computere.

– Hvis ikke det var for en eksklusiv aftale med OpenAI, ville Apple ikke have nogen grund til at undlade at give X-appen og Grok-appen en mere fremtrædende plads i App Store, står der i søgsmålet.

Grok er en chatbot baseret på kunstig intelligens, som er lavet af xAI, som nu siger, at det kræver milliarder af dollar i erstatning fra Apple og OpenAI.

En talsperson for OpenAI har i en meddelelse svaret på søgsmålet:

– Dette seneste sagsanlæg er i overensstemmelse med hr. Musks fortsatte chikane.

Apple har ikke svaret på en henvendelse.

Musks xAI blev etableret for mindre end to år siden og er i konkurrence med Microsoft-støttede OpenAI samt kinesiske DeepSeek.

Elon Musk har også et andet søgsmål mod OpenAI og dets topchef, Sam Altman.

Her forsøger Musk at stoppe OpenAI i at blive omdannet fra et nonprofit-selskab til et kommercielt selskab.

Elon Musk var med til at etablere OpenAI. Men han forlod selskabet igen i 2019.

Apples App Store og selskabets måde at drive den på har været genstand for flere søgsmål. I en sag med selskabet Epic Games, som står bag “Fortnite”, krævede en dommer, at Apple skulle give mulighed for mere konkurrence i forbindelse med forskellige app-betalingsløsninger.

Reuters

110.000 CPR-numre er stjålet i hackerangreb mod dansk virksomhed

165.000 personer har fået stjålet persondata i forbindelse med et hackerangreb mod it-virksomheden KOMiT.

Det oplyser virksomhedens direktør, Anders Banke, til DR.

KOMiT leverer it-løsninger til friskoler, efterskoler, højskoler og frie menigheder.

Det er oplysninger som navn, adresse og mailadresse, der er blevet stjålet. For 110.000 personer gælder det også deres CPR-nummer.

– Jeg er rigtig ked af den situation, og jeg tager det fulde ansvar for, at det er sket. Det er især dem, der er berørt af det, mine tanker går til, siger Anders Banke til DR.

Sagen er både meldt til politiet og Datatilsynet, oplyser KOMiT, som ikke ønsker at forklare, hvordan personen eller personerne bag angrebet fik adgang til dataene. Hullet er ved at blive lukket, siger Anders Banke.

KOMiT er et andelsselskab. Det betyder, at brugeren – for eksempel en højskole – også er en del af ejerkredsen.

Blandt andet bruger Aalborg Sportshøjskole, Roskilde Festival Højskole og Odense Valgmenighed software fra KOMiT.

Hackerangrebet skete den 11. august, og flere systemer blev berørt, da en eller flere personer hackede sig ind i it-virksomhedens systemer.

Det skriver virksomheden den 20. august i et brev, der er sendt til eksempelvis forældre til elever på de skoler, der bruger systemer fra KOMiT.

Det gælder blandt andet software, der bruges i forbindelse med karaktergivning, indmeldelse på skoler og udsendelse af mails.

Brevet er også lagt op på virksomhedens hjemmeside.

– En formodet gerningsperson har tiltvunget sig adgang til en server for at kopiere og stjæle personoplysninger.

– Der er på nuværende tidspunkt ikke konstateret spredning af de stjålne data til tredjepart. Den formodede gerningsperson har øjensynlig ikke intentioner om at sælge eller dele informationerne, men derimod at sætte fokus på eventuelle sikkerhedshuller i de nævnte systemer, skriver KOMiT i brevet.

Virksomheden tilføjer, at det ikke kan udelukkes, at gerningspersonen på et senere tidspunkt vælger at sælge eller dele informationerne med andre.

Trump beskylder Sydkorea for udrensning kort inden præsidentmøde

USA’s præsident, Donald Trump, kritiserer Sydkorea, kort inden han skal mødes med landets nyvalgte præsident.

På Truth Social skriver han mandag:

– Hvad sker der i Sydkorea? Lader til, at der foregår en udrensning eller revolution. Det kan vi ikke have og samtidig drive forretning der. Jeg skal i dag møde den nye præsident. Tak for din opmærksomhed vedrørende denne sag!!!

Han uddyber ikke, hvad han mener – og han præsenterer heller ikke beviser for sin påstand.

Sydkoreas præsident, Lee Jae-myung, der satte sig på posten i juni, besøger Det Hvide Hus mandag.

Liberale Lee Jae-myung kom til magten, da der måtte afholdes valg, efter at den konservative præsident Yoon Suk-yeol blev afsat i en rigsretssag.

Det skete, fordi Yoon Suk-yeol til alles store overraskelse erklærede militær undtagelsestilstand i december sidste år.

Et tiltag, som i nogle timer skabte alvorlig tvivl om det sydkoreanske demokrati, men som hurtigt blev trukket tilbage efter demonstrationer og et drama i parlamentet.

Yoon, som er konservativ og havde tætte forbindelser til USA, er nu tiltalt for at have tilrettelagt et oprør med undtagelsestilstanden. Hans hustru risikerer tiltale i en sag om korruption og bestikkelse.

Sydkoreas økonomi er stærkt afhængig af USA, som har soldater i landet og med sine atomvåben leverer nuklear afskrækkelse over for Nordkorea.

Trump er tidligere kommet med overraskende – og stærkt tvivlsomme – påstande om et land op til eller i forbindelse med et møde med en statsleder.

Da Trump i maj mødtes med den sydafrikanske præsident, Cyril Ramaphosa, viste han ham videoer, der skulle forestille folkedrab på hvide mennesker i Sydafrika.

Nyhedsbureauet Reuters foretog et faktatjek af påstanden om et folkedrab og beskriver den som falsk. I den forbindelse kom det frem, at der blev brugt et foto fra DR Congo til at føre bevis for det påståede folkemord.

Klubløs Christian Eriksen er sorteret fra landsholdet

Christian Eriksen klubløs, og derfor er han ikke en del af Brian Riemers landsholdstrup til VM-kvalifikationskampene mod Skotland og Grækenland.

Det står klart mandag eftermiddag, hvor landstræneren har peget på de spillere, der skal repræsentere Danmark i de vigtige kampe i september.

Christian Eriksen er det største danske fodboldnavn gennem mere end et årti og er normalt selvskrevet til en landsholdsplads, selv hvis han for eksempel ikke spiller fast i sin klub.

Men efter afskeden med Manchester United har Christian Eriksen slet ikke en klub at spille i, og derfor har landstræneren valgt at se bort fra fynboen.

– Det har været et sindssygt svært og stort dilemma for mig, fordi jeg stadig synes, at Christian er en af vores bedste spillere på mange områder, siger Brian Riemer.

– Faktum er også, at situationen er endt på et niveau, hvor vi er løbet tør for tid. Det betyder, at Christian hen over de seneste to måneder ikke har haft en klub at træne i, og det har han stadig ikke.

– Det betyder, at det mest fundamentale for fodboldspillere, som er træningen og kampene, ikke er blevet opfyldt i dette tilfælde. Og det gør, at vurderingen fra trænerteamet har været, at vi må se bort fra Christian, siger Riemer.

Brian Riemer fortalte i slutningen af juli, at han havde svært ved at forestille sig, at man kunne “spille på landsholdet i september, hvis man ikke har en fodboldklub”. Og de ord lever han altså op til.

Til gengæld hev Brian Riemer lidt af en kanin op af hatten ved udtagelsen i Brøndby mandag eftermiddag.

Den 25-årige offensivspiller Victor Jensen har fået en forrygende sæsonstart i hollandske FC Utrecht, hvor han har scoret otte mål i otte kampe, og det har fået landstræneren til at udtage ham til de vigtige landskampe.

Det er første gang, at Victor Jensen får mulighed for at komme på banen i en A-landskamp. Han har tidligere repræsenteret Danmark på flere forskellige ungdomslandshold.

I forsvaret er der gode nyheder. Andreas Christensen er tilbage på landsholdet for første gang siden EM-slutrunden for over et år siden, efter at Barcelona-stopperen fik spoleret næsten hele sidste sæson på grund af skader.

Bemærkelsesværdigt er det desuden, at Gustav Isaksen ikke er med i truppen. Han var i foråret en evig trussel for Danmarks modstandere, men blev tidligere på sommeren ramt af kyssesyge, hvilket har holdt ham ude af Lazios sæsonstart.

Riemer fortæller, at Isaksen ikke er til rådighed for landsholdet denne gang. Det samme er tilfældet med Christian Nørgaard, der døjer med en skade og endnu ikke har fået sin officielle debut for Arsenal.

Danmark møder Skotland i Parken 5. september, mens Grækenland venter på udebane 8. september.

Mærsk tilbyder trøje uden logo til DHL-løb af hensyn til sikkerhed

Ansatte hos Mærsk har mulighed for at løbe i en trøje uden rederigigantens genkendelige lyseblå logo til motionsløbet DHL Stafetten i København.

Det sker af hensyn til sikkerheden for de ansatte, lyder det fra Mærsk i et skriftligt svar til Ekstra Bladet, ligesom rederiet bekræfter det over for Ritzau.

– Desværre ser vi i øjeblikket eksempler på aktivisme rettet direkte mod medarbejdere fra specifikke virksomheder. Derfor har vi foretaget en sikkerhedsvurdering og besluttet, at i år har den løbetrøje, vi tilbyder vores deltagere til DHL-stafetten, ikke et logo, oplyser Mærsk.

Tilbuddet om en trøje uden logo er sammen med “andre sikkerhedstiltag”, der ikke er yderligere uddybet, med til at reducere risikoen for Mærsks medarbejdere.

Der er tale om et tilbud og ikke et krav, uddyber Mærsk.

Rederiet oplyser til Ritzau, at det ikke har yderligere kommentarer angående tilbuddet og løbet.

Det seneste år har Mærsk flere gange oplevet, at aktivister synligt har demonstreret mod rederigigantens ageren på forskellige områder.

I februar blokerede et par hundrede aktivister for indgangen til Mærsks hovedkvarter i København og råbte slagord om, at Mærsk “profiterer på folkemordet i Gaza”.

Blokaden var en protest mod rederiets påståede våbentransporter fra USA til Israel. Rederigiganten har afvist at overtræde regler og love.

Omkring tre måneder senere trængte flere end 50 aktivister ind på kontorer i København tilhørende Maersk Tankers, der er ejet af A.P. Møller Holding.

Det var med et budskab om at sætte fokus på Mærsks rolle i klimakrisen, lød det.

DHL Stafetten er et årligt motionsløb for virksomheder og deres ansatte, som afholdes flere steder i landet.

Sidste uge blev løbet afholdt over flere dage i Aarhus. Denne uge løber det af stablen i Fælledparken i København fra 25. til 29. august.

Fejlagtigt deporteret mand risikerer igen udvisning fra USA

Kilmar Abrego Garcia, der i marts fejlagtigt blev deporteret fra USA til El Salvador, er igen blevet pågrebet af amerikanske immigrationsmyndigheder.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Han risikerer at blive deporteret på ny, denne gang muligvis til Uganda.

Salvadoranske Abrego Garcia blev fredag løsladt fra et fængsel i Tennessee, men skulle melde sig hos immigrationsmyndigheder i Baltimore som en del af betingelserne for løsladelse.

Da han gjorde det mandag, blev han tilbageholdt igen, siger hans advokat, Simon Sandoval-Moshenberg, til journalister uden for myndighedernes kontor i Baltimore.

Sagen om Abrego Garcia har fået stor opmærksomhed i flere amerikanske medier. Han er blevet fremstillet som et symbol på Trumps hårde immigrationspolitik.

I marts blev han fejlagtigt deporteret til El Salvador. En dommer havde tidligere ifølge nyhedsbureauet AP sagt, at han havde en “velbegrundet frygt” for vold i El Salvador.

I El Salvador sad han blandt andet i et megafængsel, der er kendt for barske forhold.

USA’s højesteret beordrede, at Trump-administrationen skulle arbejde for at hente Garcia tilbage, efter at regeringen havde indrømmet, at den ved en fejl havde sendt ham til El Salvador.

Men da han i juni kom tilbage til USA, blev han fængslet i Tennessee i en sag, hvor han er tiltalt for menneskesmugling.

Amerikanske embedsmænd har ifølge Reuters tilbudt, at Abrego Garcia kan blive udvist til Costa Rica i stedet for Uganda, hvis han erklærer sig skyldig i tiltalen.

Kommer han ikke med nogen tilståelse, kan han blive udvist til Uganda, hvilket vil være “langt mere farligt”, skriver hans advokater ifølge Reuters i dokumenter, som blev indgivet lørdag.

Abregos advokater har derfor erkendt, at de har påbegyndt samtaler med den amerikanske regering om en mulig aftale for at undgå udvisning til Uganda.

– De holder Costa Rica frem som en gulerod og Uganda frem som en pisk, siger Simon Sandoval-Moshenberg.

Lokofører og tankbilschauffør er i bedring efter togulykke

To personer har siden en alvorlig togulykke i Bjerndrup i Sønderjylland den 15. august været i kritisk tilstand, men nu er de i bedring.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi mandag på den sociale platform X.

– Deres tilstand vurderes ikke længere som kritisk, lyder det i opslaget fra politiet.

En 60-årig kvinde mistede livet i ulykken, hvor toget blev afsporet efter et sammenstød med en tankbil, der kørte med gylle. Lokoføreren og føreren af tankvognen kom alvorligt til skade og har siden været i kritisk tilstand.

Det var i en jernbaneoverskæring uden bomme, at toget kolliderede med gyllevognen.

I første omgang blev togdriften på strækningen indstillet i en uge. Den blev genoptaget fredag, men Banedanmark har besluttet, at der skal køres med nedsat hastighed.

På samme strækning ved en overkørsel kun få kilometer fra Bjerndrup skete en lignende dødsulykke i juli i år. Her mistede en 24-årig mand livet, da hans bil blev ramt af et passerende tog.

Også her var der tale om en jernbaneoverskæring uden bomme.

Ud over den dræbte og de to, der var i kritisk tilstand, fik tre andre svære kvæstelser, mens 22 kom lettere til skade i ulykken.

Blandt passagerne var en skoleklasse fra Sønderborg. Børnene og deres lærere havde været på lejrskole i Silkeborg og var på vej hjem.

På overkørslen ved Bjerndrup, som ligger syd for Aabenraa, advares trafikanter kun med lyd og lys om, at et tog nærmer sig.

På et pressemøde efter ulykken oplyste sikkerhedschef i Banedanmark Martin Harrow, at der ventes at komme bomme i 2027.

I sidste uge sagde transportminister Thomas Danielsen (V), at han vil have hurtige tiltag, der kan tvinge bilister til at sænke farten ved jernbaneoverskæringer.

– Det kunne for eksempel være riller i vejen i stil med færiste, chikaner eller vejbump, der gør, at trafikanter tvinges til at nærme sig overkørslerne med lav hastighed, sagde ministeren i et folketingssvar.

Mand fra minkbranchen dømmes for hvidvask

En mand med en central position i minkbranchen er mandag af Retten i Esbjerg blevet fundet skyldig i hvidvask af 6,2 millioner kroner.

Straffen til den 62-årige mand er ubetinget fængsel i et år og ni måneder.

Det er tæt på det krav, som anklagere fra National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, er kommet med. De mente, at straffen burde lyde på ubetinget fængsel i to år.

Under sagen har manden nægtet sig skyldig.

Han vidste ikke, at de penge, han modtog fra en kinesisk mand fra Aarhus, stammede fra kriminalitet, har han sagt.

Men retten fastslår, at han ved at veksle de mange kontanter til minkskind gjorde sig skyldig i hvidvask.

Den dømte har været minkerhvervets repræsentant i en såkaldt overerstatningskommission.

Her blev der truffet afgørelse om, hvorvidt erhvervsdrivende i minkbranchen skulle have erstatning eller ej for tab på grund af nedlukningen af erhvervet under coronakrisen.

Den dømte er Kjeld Christensen fra Årre. Retten i Esbjerg besluttede ved sagens indledning af ophæve navneforbuddet. Det blev begrundet med, at han i forhold til offentligheden har indtaget en særligt betroet stilling.

Mandagens dom indgår i en lang række i et sagskompleks, som NSK har kaldt “Operation Bianco”.

Den har handlet om de manøvrer, som den kinesiske mand havde brug for at få udført i forbindelse med sin omfattende ulovlige forretning med hash.

Yang Xu tilstod i foråret at have indført 792 kilo hash, hvilket udløste en dom på fængsel i fem år.

Hashhandlen medførte et behov for at få de sorte penge tryllet om til lovlige, og det var her, at den 62-årige kom ind i billedet.

Hans rolle bestod i at være mellemmand, konstaterer NSK efter dommen.

– Den dømte har benyttet sine mange kontakter i minkbranchen til at facilitere, at millioner af kroner fra handel med narkotika kunne hvidvaskes gennem opkøb af danske minkskind, udtaler den ene af anklagerne, Jhin Lee, i en pressemeddelelse.

– Metoden er et eksempel på såkaldt handelsbaseret hvidvask, hvor handel med ellers lovlige varer bliver brugt til at hvidvaske kriminelt udbytte, tilføjer han.

I sagskomplekset er flere minkavlere tidligere blevet dømt på Fyn og i Jylland.

Dødelig fuglevirus er efter et år igen fundet hos danske fugle

Den dødelige virus usutuvirus er igen blevet fundet hos danske fugle, efter at virusset blev påvist i danske solsorte for første gang sidste år.

Det skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

Det er to unge solsorte fra hovedstadsområdet, der har fået påvist virusset i august i år.

Sidste år blev virusset påvist hos i alt 59 fugle i Danmark i perioden august til oktober, hvilket var første gang, man så usutuvirus i Danmark.

Mennesker kan i sjældne tilfælde smittes med usutuvirus. De fleste får dog ingen eller kun milde symptomer som feber, hovedpine eller udslæt.

Infektionen kan i værste fald udvikle sig til alvorlig sygdom som hjerne- eller hjernehindebetændelse hos immunsvækkede personer.

Virusset spredes via myg, hvorfor risikoen for smitte direkte fra en død solsort er meget lav. Men Statens Serum Institut opfordrer alligevel til at bruge handsker ved håndtering.

Det skyldes, at døde fugle kan have andre sygdomme.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]