Seneste nyheder

3. april 2026

Økonomisk Redegørelse: Inflationen dykker og købekraften vokser

Reallønnen får et pænt nøk op i år og næste år, hvor inflationen tager et voldsomt dyk, og dermed vokser købekraften.

Det er prognosen fra regeringen, som fredag formiddag vil fremlægge de danske nøgletal i Økonomisk Redegørelse, erfarer TV2 og Ritzau.

Inflationen skønnes i år at ende på 1,7 procent, mens den næste år kommer helt ned på 0,9 procent.

Det er temmelig langt fra de 2,0 procent, som anses for at være den ideelle balancegang mellem de fordele og ulemper, der kan være ved høj eller lav inflation. Hos Den Europæiske Centralbank (ECB) sigter man efter 2,0 procent.

Økonomisk Redegørelse viser også, at væksten i bruttonationalproduktet (bnp) nedjusteres fra 3 procent til 1,4 siden maj. Den skønnes dog at komme op på to procent næste år.

Regeringens redegørelse beskriver handelsrelationerne til USA, hvor de nye toldsatser får konsekvenser for den danske eksport, som mindskes.

Blandt andet ventes fremgangen i eksporten af medicin, som fylder meget i dansk økonomi, ikke at fortsætte i samme høje kadence som hidtil.

Overordnet ventes eksporten markant lavere i år og næste år, end den har været de seneste fire år.

Beskæftigelsen vokser stadig. Det er båret af udenlandsk arbejdskraft og flere ældre – men også unge – på arbejdsmarkedet. Beskæftigelsen vokser med 41.000 personer i år og 10.000 næste år.

Sammenlignet med de øvrige EU-lande har Danmark en særdeles stærk økonomi. Udlandsgælden er helt i bund. Den danske gæld er mindre end halvdelen af gennemsnittet i unionen.

Der har de seneste år været en tilbageholdenhed i det private forbrug, men det vender i år.

Boligmarkedet kører på pænt blus, og det skønnes at fortsætte. Der ventes prisstigninger på 4,7 procent i 2025 og 3,2 procent næste år.

De stigende priser på boliger er en konsekvens af de højere lønninger, den høje beskæftigelse og lavere renter på boliglån.

Regeringen vil sænke forældrebetaling til dagtilbud

Regeringen vil gøre det billigere for forældre at sende deres børn i vuggestue og børnehave.

Det skal ske ved at sænke loftet for den maksimale forældrebetaling for en institutionsplads fra 25 til 21,3 procent af den samlede pris.

Det fremgår af regeringens finanslovsforslag for 2026, der præsenteres fredag formiddag, og som Ritzau har set. TV 2 og DR erfarede det samme tidligere torsdag.

Forslaget fra regeringen vil betyde, at prisen for et vuggestuebarn sænkes med cirka 4.000 kroner om året, mens det er cirka 3000 kroner om året for et barn i børnehave. Det viser regeringens egne beregninger, skriver DR.

Besparelserne vil dog også afhænge af, hvilken kommune forældrene bor i, skriver TV 2. Det skyldes, at nogle kommuner i dag udnytter loftet på 25 procent, mens andre kommuner har en lavere forældrebetaling.

Når loftet for forældrebetaling skal sænkes, vil det betyde, at kommunernes tilskud til en institutionsplads stiger, da det er den enkelte kommune, der betaler resten af udgifterne til pladsen i dagsinstitutionen.

Tidligere på ugen præsenterede regeringen et andet initiativ fra finanslovsforslaget med fokus på landets daginstitutioner.

Statsminister Mette Frederiksen (S) fortalte mandag til flere medier, at regeringen vil afsætte 1,1 milliard kroner fra 2026 og frem. Pengene kan der ansættes 1360 ekstra ansatte for i dagstilbud i landets kommuner.

Det forslag skal finansieres af det økonomiske råderum, der er blevet opjusteret markant det seneste år.

Hvordan regeringen vil finansiere det lavere loft for forældrebetaling, fremgår ikke af TV 2 og DR’s dækning.

Men finansminister Nicolai Wammen (S) siger torsdag aften til TV 2, at det økonomiske råderum og besparelser på administration finansierer årets finanslovsforslag.

Regeringens finanslovsforslag præsenteres klokken 11 fredag i Finansministeriet, hvor der afholdes et pressemøde.

Efterfølgende skal der forhandles en finanslov på plads med resten af Folketinget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

DR dropper konsulenthus på grund af sikkerhedsrisiko i Mellemøsten

DR har med øjeblikkelig virkning valgt at afslutte samarbejdet med konsulenthuset Boston Consulting Group (BCG).

Det skriver DR’s generaldirektør, Bjarne Corydon, torsdag på DR’s hjemmeside.

BCG havde for nylig fået til opgave at hjælpe med at udvikle DR’s strategi og give et bud på fremtidens DR. Men det bliver ikke til noget.

Årsagen er en sag om BCG’s arbejde angående Gaza, skriver Corydon.

– Det følger af en sag, som ifølge BCG omhandler BCG’s amerikanske afdelings involvering i arbejde angående Gaza, som førte til BCG’s afskedigelse af to partnere, der agerede uden tilladelse og uden om BCG’s systemer, lyder det.

Generaldirektøren går ikke nærmere i detaljer om BCG-sagen, men tilføjer, at BCG selv “har taget afstand fra arbejdet”.

Han skriver videre:

– Det siger sig selv, at vi prioriterer hensynet til DR’s medarbejderes sikkerhed over alt andet – ikke mindst i løsningen af den p.t. nok vanskeligste af alle journalistiske opgaver, som er dækningen af krigen i Gaza, skriver Corydon.

Ifølge generaldirektøren er det “vurderingen fra DR’s rådgivere i sikkerhedsfirmaet Guardian, at engagementet med BCG kan udløse sikkerhedsudfordringer for DR’s medarbejdere i Mellemøsten”.

Det store finansmedie Financial Times beskrev i sidste uge, at BCG var blevet genstand for kritik på grund af konsulenthusets arbejde i Gaza.

BCG har blandt andet hjulpet med at få etableret den omstridte organisation Gaza Humanitarian Foundation (GHF), der uddeler nødhjælp i Gaza.

GHF arbejder uden om FN og er blevet fordømt af flere humanitære organisationer, skriver Financial Times. Hundredvis af palæstinensere er blevet dræbt under uddelingen af GHF’s nødhjælp.

Ifølge Bjarne Corydon betyder det droppede samarbejde med BCG, at DR nu skal finde nogle andre at give opgaven til.

– DR vil derfor straks søge at engagere en anden egnet udbyder til løsning af den samme opgave – igen inden for statens rammeaftale, skriver Corydon.

FN afvikler fredsbevarende styrke i Libanon efter knap 50 år

FN’s mangeårige fredsbevarende mission i Libanon, Unifil, bliver forlænget frem til udgangen af 2026. Men derefter er det slut.

Det har et enigt FN’s Sikkerhedsråd besluttet ved en afstemning torsdag.

Den resolution, der nu er vedtaget, understreger, at det er “sidste gang”, at Unifils mandat forlænges.

Det sker ud fra et hensyn til USA, der henviser til den forbedrede sikkerhedssituation i Libanon.

USA havde truet med at nedlægge veto mod resolutionen og dermed blokere for en forlængelse af mandatet.

Men nu har landet stemt for en forlængelse en sidste gang, siger USA’s fungerende FN-ambassadør, Dorothy Shea.

– Sikkerhedssituationen i Libanon er radikalt anderledes end for blot et år siden, hvilket skaber rum for, at Libanon kan påtage sig et større ansvar, siger hun til rådet.

Unifils mandat blev udvidet i 2006 efter en månedlang krig mellem Israel og den militante libanesiske Hizbollah-bevægelse.

Det skete, så fredsbevarende styrker kunne hjælpe den libanesiske hær med at holde dele af det sydlige Libanon fri for våben og væbnede grupper.

Men det har skabt spændinger med Hizbollah, der – trods den libanesiske hærs tilstedeværelse – reelt kontrollerer det sydlige Libanon.

Hizbollah er en tungt bevæbnet bevægelse og Libanons stærkeste politiske aktør.

– Årtier efter at Unifils mandat blev udvidet, er det på tide at fjerne illusionen. Unifil har fejlet i sin mission og har tilladt Hizbollah at udvikle sig til en farlig regional trussel, sagde Israels FN-ambassadør, Danny Danon, efter afstemningen.

Libanons premierminister, Nawaf Salam, hilser forlængelsen til udgangen af 2026 velkommen.

Salam bemærker, at den “gentager opfordringen til Israel om at trække sine styrker tilbage fra de fem områder, landet fortsat besætter”.

Unifils mandat udløber 31. december 2026. Derpå skal styrken i løbet af 2027 foretage en “ordnet og sikker nedtrapning og tilbagetrækning” fra Libanon, hvor den har været til stede siden 1978.

Det skal ske “i tæt konsultation med Libanons regering med henblik på at gøre den libanesiske regering til den eneste udbyder af sikkerhed i det sydlige Libanon”, lyder det i resolutionsteksten.

Reuters

FCM kvaser upåagtede finner og er igen klar til Europa League

FCM kvaser over to kampe upåagtede KuPS fra Finland og er dermed klar til ligafasen i sæsonens Europa League i suveræn stil.

Det står klart efter torsdagens udesejr på 2-0, der betyder, at midtjyderne samlet slår finnerne med 6-0 i playoffrunden til Europa League.

Det er andet år i træk, at FCM avancerer til ligaspillet i Europa League.

Midtjyderne havde inden den afgørende udekamp et særdeles fordelagtigt udgangspunkt for at booke en billet til Europa League-turneringen.

Hjemme i Herning vandt FCM med 4-0 i det første opgør, og missionen blev gjort færdig i sikker stil på den finske udebane torsdag aften.

De danske vicemestre greb kontrollen over opgøret fra første fløjt og viste tænder flere gange.

Efter en halv time headede angriberen Junior Brumado på overliggeren, men finnerne slap med skrækken.

Få minutter efter gjorde KuPS livet svært for sig selv i jagten på at bestige bjerget og slå midtjyderne ud.

Forsvarsspilleren Arttu Lötjonen rev FCM’s Denil Castillo ned med retning mod det finske mål, og det takserede dommeren til et direkte rødt kort.

De danske gæster skulle bruge fem minutter af anden halvleg på at bringe sig foran. På et straffespark tog Brumado ansvaret og sparkede bolden sikkert ind i midten af målet.

To minutter senere fordoblede midtjyderne føringen, da Aral Simsir midt i feltet sparkede 2-0-målet ind i det lange hjørne.

Dermed var det et spørgsmål om tid, før FCM kunne juble over et sikret ligaspil i europæisk sammenhæng.

I slutfasen faldt tempoet gevaldigt, og sejren blev dermed kørt i land i ren cruise control.

FCK tørner sammen med Barcelona og Franks Tottenham i CL

FC København skal møde storklubberne Borussia Dortmund, Barcelona og Tottenham i Champions Leagues ligafase.

Det står klart efter torsdagens lodtrækning.

Desuden møder FCK og tyske Leverkusen, spanske Villarreal, italienske Napoli, Qarabag fra Aserbajdsjan og kasakhiske Kairat Almaty.

Dermed skal københavnerne tørne sammen med Tottenham, der har danske Thomas Frank i trænersædet.

Mødet med Tottenham spilles på udebane i den engelske hovedstad.

Kampen mod Dortmund spilles i Parken, mens opgøret mod Barcelona finder sted i det spanske.

Napoli, der er forsvarende italiensk mester, gæster desuden Parken i København.

De endegyldige datoer for ligafasens kampe mangler endnu at blive fastlagt.

FCK har tidligere stiftet bekendtskab med Dortmund og Barcelona i Champions League-regi.

I 2022 spillede københavnerne 1-1 med Dortmund på hjemmebane. På udebane vandt tyskerne med 3-0.

I 2010 var FCK i gruppe med mægtige Barcelona. Her blev det til et enkelt point med et historisk 1-1-resultat i Parken.

FCK har også før stået over for Leverkusen. Det var i playoffrunden til Champions League i 2014. Dengang tog tyskerne billetten til den fornemme turnering med en samlet sejr på 7-2 over de to kampe.

I Champions Leagues ligaspil er 36 hold med, og de spiller i en og samme liga.

Hver hold spiller otte kampe mod otte forskellige modstandere. Fire kampe er på hjemmebane, og fire kampe er på udebane.

Modstanderne blev valgt via lodtrækning, hvor hvert mandskab trak to modstandere fra hvert af de fire seedningslag.

Efter ligaspillet går de 24 bedste hold videre til knockoutfasen.

De øverste otte går direkte videre til ottendedelsfinalen, mens nummer ni til 24 skal ud i en ekstra knockout-fase.

Mand fløjet til Rigshospitalet efter frontalt sammenstød nær Slagelse

En mand er blevet fløjet til Rigshospitalet, efter at to biler torsdag eftermiddag er kørt frontalt sammen på Sønder Bjergevej i Dalmose nær Slagelse.

Det oplyser Bo Georg Pedersen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til Ritzau.

Manden, der kørte i den ene af de to biler, er svært tilskadekommen og sad fastklemt i bilen, da politi og beredskab kom frem.

I den anden bil sad en kvinde og hendes datter. De er blevet kørt med ambulance til Slagelse Sygehus. De er umiddelbart lettere tilskadekomne, lyder det fra vagtchefen.

– Vi kender ikke grunden endnu, andet end at de er kørt frontalt sammen på en smal landevej, siger Bo Georg Pedersen.

Anmeldelsen om ulykken tikkede ind klokken 16.04.

Politiet har tilkaldt en bilinspektør, der er ankommet til stedet.

En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

Vagtchefen oplyser, at politiet har afspærret området.

– Vi regner med, at der går en halv time endnu, før vi åbner, siger han klokken 18.10.

De pårørende er underrettet.

Vingegaard afgiver førertrøjen igen – UAE-rytter sejrer i Spanien

Australske Jay Vine (UAE) var stærkeste mand efter en lang dag i udbrud og vandt 6. etape af årets Vuelta a España.

Vine var med i et udbrud på ti mand, men med 20 kilometer stak han afsted.

I sidste ende kunne han snuppe sejren, der var den tredje i hans karriere i det spanske etapeløb.

Jonas Vingegaard (Visma) bar den røde førertrøje, men danskeren kom ind næsten fem minutter efter frontgruppen med de fleste af favoritterne. Juan Ayuso (UAE) var dog ikke med i den gruppe.

UAE-profilen var inden Vueltaen udnævnt som delt kaptajn sammen med João Almeida, men 22-årige Ayuso blev tidligt sat og endte med at tabe næsten 12 minutter.

Norske Torstein Træen (Bahrain-Victorious) ny mand i den røde førertrøje. Træen endte som nummer to på bjergetapen.

Vingegaard ligger samlet nummer fem i klassementet og har 2 minutter og 33 sekunder op til Torstein Træen.

Torsdag var den første rigtige bjergetape i årets Vuelta a España med 170,3 kilometer fra Olot til Pal i Andorra.

Et udbrud på ti ryttere fik lov at køre afsted, og de fik et solidt forspring til feltet.

Med 40 kilometer tilbage havde udbruddet mere end seks minutters afstand, og det trak derfor gevaldigt op til en finale mellem de ti duellanter i front.

Visma kontrollerede løbet fra feltet, men uden synlige ambitioner om at hale udbryderne ind.

Med 20 kilometer til målstregen kørte Jay Vine alene fra frontgruppen, og australieren fik skabt et større hul.

UAE-rytteren skabte et hul på tæt på et minut, inden finalestigningen tog fat på de sidste ti kilometer.

Dermed kunne australieren tage sin tredje sejr i karrieren i det spanske løb. Vine snuppede de to første sejre i 2022.

Blandt favoritterne angreb løbets nummer fem, Giulio Ciccone (Lidl-Trek), kort før toppen, men Jonas Vingegaard fulgte trop i klassementduellen.

Selv om de kortvarigt slog et hul, gik angrebet i sig selv, og Vingegaard kørte over målstregen blandt de fleste øvrige favoritter.

Dog ikke Ayuso, der altså blev kørt agter ud i klassementet.

DR erkender mulige misforståelser i login-sag og laver justering

DR vil lave en mindre justering på DRTV, når brugere skal oprette et login, så der ikke opstår misforståelser.

Det fremgår af et svar fra DR til Datatilsynet, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Konkret vedrører det formuleringen “Fortæl os dit navn”, når man skal oprette en profil på DRTV.

– DR anerkender dog, at denne formulering kan give anledning til misforståelser, og DR vil derfor justere teksten, så det tydeligere fremgår, at der er tale om et valgfrit brugernavn, skriver mediehuset til tilsynet.

Tilsynet har krævet svar fra DR på en række yderligere opfølgende spørgsmål, efter at DR både i maj og i juni har sendt svar til tilsynet med argumenter for login-løsningen på DRTV.

Det skete i kølvandet på en række klager til Datatilsynet om DR’s krav om login med e-mail og brugernavn, hvis brugere vil se andet indhold ud over livekanalerne fra DRTV.

DR understreger i sit svar til tilsynet, at brugere af DRTV alene skal oplyse et navn, som skal anvendes til at tiltale brugeren på platformen.

– Brugeren kan frit vælge et navn, og det er ikke nødvendigt, at brugeren angiver sit rigtige navn, skriver DR.

Datatilsynet, der løbende har bedt DR om svar vedrørende login-kravet, har senest bedt DR undersøge en løsning, hvor seere kan se indhold på DRTV uden at logge ind.

Derudover lød det i spørgsmålene fra tilsynet, at hvis DR ikke havde en sådan løsning, skulle DR redegøre for hvorfor.

Bestyrelsesmedlem i USA’s centralbank sagsøger Trump

Lisa Cook, der er bestyrelsesmedlem i den amerikanske centralbank, Fed, har sagsøgt USA’s præsident, Donald Trump, på grund af hans forsøg på at fyre hende.

– Denne sag udfordrer præsident Trumps hidtil usete og ulovlige forsøg på at fjerne Cook fra hendes stilling, hvilket, hvis det får lov at ske, vil være første gang i bestyrelsens historie, lyder det i retsdokumenterne.

Cook vil have en domstol til at bekræfte, at hun kan fortsætte i Feds bestyrelse.

Hun beder også om en “påbudsmæssig retsbeskyttelse”, der kan værne om den uafhængighed, Fed-embedsmændene har.

Centralbankens uafhængighed af præsidentembedet er fastsat af Kongressen.

Mandag aften offentliggjorde Trump et brev på sit sociale medie, Truth Social, hvor han meddelte, at han havde fjernet Cook fra posten.

Han hævder, at der er begrundet mistanke om, at hun har afgivet falske oplysninger på en eller flere aftaler om realkreditlån.

Ifølge Trump skal Cook have angivet, at hun har to primære boliger – en i Michigan og en i Georgia.

Cook er ikke sigtet for nogen lovovertrædelse, og de påståede episoder fandt sted, før hun tiltrådte sin nuværende stilling.

Lisa Cook har afvist at have gjort noget forkert.

I USA har præsidenten begrænsede muligheder for at fjerne embedsmænd i centralbanken.

Ifølge en nylig kendelse fra højesteret kræver det en gyldig årsag som en egentlig forseelse eller embedsmisbrug.

Cook blev indsat på posten i centralbanken i 2022 som den første sorte kvinde i bestyrelsen. Hun blev udpeget af USA’s daværende præsident, Joe Biden.

Trumps forsøg på at fyre Cook ses som en optrapning af hans forsøg på at få kontrol over den uafhængige centralbank.

Det er et skridt, der ifølge analytikere kan bringe bankens uafhængighed i fare.

Han har gentagne gange tidligere sagt, at han også ønsker centralbankens chef, Jerome Powell, udskiftet.

AFP

Kongepar fik indsigt i Samsøs grønne ambitioner ved historisk mølle

Kong Frederik og dronning Mary fik torsdag et indblik i, hvordan fremtiden skal se ud for den 114 kvadratkilometer store ø i Kattegat, Samsø.

Det skete på sidstedagen af parrets sensommertogt med udsigt til Samsøs natur ved Brundby Stubmølle, der er en af de 16 stubmøller, der er tilbage i Danmark.

Her fortalte borgmester Marcel Meijer (S), falkoner Louise Vedel, lodsejer Jens Kristian Kjeldahl og biolog Knud Tybirk om øens grønne helhedsplan, der er under udvikling.

Planen skal på sigt danne grundlag for en bæredygtig anvendelse af Samsøs arealer med et helhedsorienteret blik på natur, landbrug og udvikling.

Samsø har længe været kendt for sit arbejde med den grønne omstilling.

I 1997 blev øen udnævnt til at blive Danmarks vedvarende energiø af daværende miljøminister Svend Auken (S).

Ti år efter formåede Samsø at blive selvforsynende med vedvarende energi.

Kong Frederik, der med dette års sensommertogt er i gang med sin anden sejlsæson som regent, har tidligere sagt, at han som konge vil have fokus på at støtte den grønne omstilling.

Efter besøget ved Brundby Stubmølle skal kongeparret blandt andet besøge Nordby, som tidligere er blevet udnævnt som en af Danmarks bedst bevarede landsbyer.

Torsdag aften afsluttes besøget på Samsø og kongeparrets fire dage lange sensommertogt med en reception på kongeskibet “Dannebrog”.

Kongeskibet tjener som officiel og privat residens for kongeparret samt øvrige medlemmer af den kongelige familie, når de er på sommertogt i hjemlige farvande eller på oversøiske officielle besøg.

Dermed har skibet været med på alle fire destinationer på dette års sensommertogt, Frederikshavn, Thisted, Læsø og Samsø.

Sommertogtet om bord på kongeskibet rundt i Danmark er en mangeårig tradition, der går tilbage til Christian IX’s tid.

Den mangeårige tradition medfører dog også et dilemma for kongehuset og kongen, der har sat den grønne omstilling i fokus.

Kongeskibet “Dannebrog” er nemlig dieseldrevet, og det koster i kongehusets CO2-regnskab.

Skibet brugte sidste år 284 kubikmeter diesel, viste Forsvarets opgørelse over udgifter til kongehuset sidste år.

DR skrev i maj, at det svarede til en CO2-udledning på cirka 767 ton. Til sammenligning udleder den gennemsnitlige dansker omkring 13 ton CO2 om året.

Kongehuset erkendte dilemmaet til DR i et skriftligt svar.

– Forsvaret er i gang med at undersøge muligheden for at anvende alternative drivmidler med henblik på at reducere udledninger fra kongeskibet, skrev kommunikationschef i kongehuset Nina Munch-Perrin til mediet.

Dommer fængsler formodet lampetyv fra Varde

En 58-årig mand er torsdag blevet varetægtsfængslet i en sag om tyveri af designerlamper.

Manden er sigtet for at stå bag to indbrud på en adresse i Slotsgade i Varde, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

– Jeg vil gerne takke borgerne for deres henvendelser til politiet i denne sag. Borgerne har været årvågne, og de har henvendt sig til os med de oplysninger, de har kunnet bidrage med, siger politikommissær Kent Brynilsen i pressemeddelelsen.

Ifølge politikommissæren har der i den seneste måned været flere indbrud i Varde, hvor man er gået efter at stjæle designerlamper.

De seneste anmeldelser modtog politiet mandag og tirsdag, hvor der fra samme adresse ad to omgange var blevet stjålet lamper.

Onsdag fandt politiet frem til den formodede gerningsmand, som viste sig at være en 58-årig lokal mand.

Han blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg, hvor dommeren valgte at imødekomme anklagemyndighedens krav om varetægtsfængsling, selv om den sigtede nægtede sig skyldig.

Den 58-årige skal foreløbig sidde fængslet i fire uger, mens politiet efterforsker sagen. Herefter skal der igen tages stilling til, hvorvidt han skal forblive bag tremmer eller løslades.

Grønlands regeringschef varsler konsekvenser for top i Nuuk Lufthavn

Den grønlandske regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, er ikke tilfreds med de forhold, der hersker i den nye lufthavn i Nuuk.

Det siger han til det grønlandske medie Sermitsiaq, efter at lufthavnen senest måtte sætte direkte udenrigsrejser på pause på grund af mangelfuld sikkerhedskontrol.

Han påpeger, at udpegelsen af bestyrelsen i Greenland Airports, der driver Nuuk Lufthavn, ligger hos Naalakkersuisut, den grønlandske regering.

Derfra er det så bestyrelsens ansvar at ansætte ledelsen.

– Vi har fra Naalakkersuisut meddelt over for selskabet, at vi ikke er tilfredse med forholdene i selskabet, og at selskabet ikke har levet op til vores krav, og det vil vi reagere på, siger han til mediet.

Hvordan Naalakkersuisut konkret vil reagere, svarer han ikke på, men understreger, at man først og fremmest vil kigge på bestyrelsen.

Derudover lyder det, at det ikke omhandler de menige medarbejdere, men at ledelsen har “behov for fornyelse”.

Den nye lufthavn, der er et af rigsfællesskabet største infrastrukturprojekter de seneste mange år, har været ramt af mange bump på vejen.

Først og fremmest har det været en længere proces at få bygget den nye lufthavn og at få godkendt en ny landingsbane på 2200 meter.

Senest måtte Trafikstyrelsen tirsdag og onsdag midlertidigt suspendere sikkerhedskontrollen for udenrigsrejsende i Nuuk Lufthavn.

Suspenderingen blev begrundet med, at de ansattes efteruddannelse i screening af rejsende til udlandet ikke lever op til alle kravene.

Suspenderingen har betydet, at udenrigsrejsende i stedet skulle gennem sikkerhedskontrol i lufthavnen i Kangerlussuaq eller Narsarsuaq, før de kunne rejse ud af Grønland.

Kangerlussuaq ligger i fugleflugt omtrent 320 kilometer nord for Nuuk.

Narsarsuaq ligger knap 450 kilometer sydøst for Nuuk.

Torsdag har lufthavnen genåbnet sikkerhedskontrollen, da certificerede ansatte til sikkerhedskontrol fra to lufthavne i Danmark rejste til Nuuk for at hjælpe.

Jens-Frederik Nielsen siger til Sermitsiaq, at der er en ekstraordinær generalforsamling i Naalakkersuisut på trapperne, hvor sagen skal drøftes.

Det bliver ifølge regeringschefen “meget snart” og “helst” inden efterårssamling i Inatsisartut, det grønlandske parlament. Samlingen begynder 19. september, skriver mediet.

Peter Lund Madsens bog udkommer en måned efter hans død

Kort inden hjerneforsker, psykiater og tv-personlighed Peter Lund Madsen døde, havde han sat sidste punktum i en ny bog om søvn.

Bogen med titlen “Mysteriet om den sovende hjerne” udkommer 10. september – en måned efter hans død.

Det skriver forlaget Lindhardt og Ringhof i en pressemeddelelse, hvor det lyder, at udgivelsen 10. september er som først planlagt.

Lund Madsens familie meddelte 11. august, at hjerneforskeren, der også var kendt under navnet Hjernemadsen, var død efter et ildebefindende på en cykeltur.

Han blev 65 år.

Samme dag lød det fra Lindhardt og Ringhof, at det på daværende tidspunkt var uafklaret, om bogen ville udkomme.

Bogen har Peter Lund Madsen skrevet i samarbejde med Thomas Thaulov Raab, der er foredragsholder og forfatter med speciale i formidling af moderne hjerneforskning.

De to har arbejdet sammen siden 2003 om både bøger, tv og foredrag.

– Det er en bog om søvn, men den handler lige så meget om Peters egen historie som forsker og hans interesse for søvnforskning, som han også selv har bidraget til, siger Thomas Thaulov i meddelelsen fra forlaget.

Han tilføjer, at noget af Peter Lund Madsens forskning inden for søvn danner grundlag for den forskning, der bliver lavet “i dag”.

Peter Lund Madsen excellerede i videnskabsformidling og delte første gang ud af sin viden på tv i programrækken “Hjernemadsen”.

Her blev han kendt – og anerkendt – for at formidle komplicerede emner letforståeligt og underholdende.

Han har også delt ud af sin viden i andre tv-programmer, samt i radioen og på de skrå brædder, ofte i selskab med sin tre år yngre bror, Anders Lund Madsen.

Derudover har han skrevet bøger om hjernen og udgivet et album med sange om organet.

Peter Lund Madsen har gennem årene modtaget en række priser – både inden for videnskab og i sit virke som formidler.

Glutenfri plantepostej tilbagekaldes: Kan indeholde gluten

Den økologiske fødevareproducent Hanegal tilbagekalder en glutenfri plantepostej, da der i en rutinekontrol er fundet hvede i varen.

Det oplyser Hanegal i en pressemeddelelse.

Den omtalte postej bliver solgt under navnet Hanegal Peber Plantepostej.

– Dette produkt er markedsført glutenfri, hvormed ingrediensen hvede (gluten) ikke fremgår af ingredienslisten. Forbrugere, der har glutenintolerance eller hvedeallergi, frarådes at spise produktet, skriver Hanegal i pressemeddelelsen.

Alle plantepostejer fra det omtalte mærke med “bedst før”-dato til og med den 21. september tilbagekaldes.

Glutenintolerance, der også kaldes cøliaki, er en sygdom, hvor man er overfølsom over for nogle bestemte proteiner, som findes i korn. Disse kornproteiner – også kaldet gluten – findes især i hvede, byg og rug.

Det er meget forskelligt, hvordan mennesker med intolerance over for gluten reagerer, når de indtager det.

Symptomerne kan blandt andet være lette mavesmerter, diarré, luftgener og afmattelse, fremgår det af sundhed.dk.

Fødevareproducenten opfordrer til, at kunder kasserer produktet eller leverer det tilbage til butikken.

Produktet er solgt i Føtex, Bilka, Netto, Nemlig, Meny, Kvickly og SuperBrugsen.

Novo Nordisk fyrer ansatte som ikke er startet endnu

Novo Nordisk fyrer nyansatte, som endnu ikke er startet i deres stilling.

Det bekræfter Novo Nordisk i et svar til flere medier herunder Ekstra Bladet og Finans.

For nylig bekræftede medicinalselskabet, at det havde indført et globalt stop for nye ansættelser, som ikke er kritisk nødvendige for virksomhedens drift.

Det er dette ansættelsesstop, som rammer de nyansatte.

– Som vi tidligere har kommunikeret, har vi valgt at stoppe alle ansættelser, der ikke er kritisk nødvendige for virksomhedens drift, skriver Novo Nordisk i en mail til Ekstra Bladet.

– Dette omfatter desværre også en række nyansættelser i Danmark, hvor kandidaterne har fået tilbudt jobbet, men endnu ikke er begyndt i stillingen. Vi beklager den svære situation og usikkerhed, det medfører for disse kandidater, lyder det videre.

Novo Nordisk oplyser til Ekstra Bladet, at de ansatte, som troede, at de skulle starte på et nyt job i Novo, vil få udbetalt en måneds løn ud over deres opsigelsesvarsel.

Medicinalselskabet ønsker ikke at oplyse, hvor mange personer det drejer sig om.

Både den nye og den tidligere topchef i Novo Nordisk har varslet, at der skal spares i den kommende tid.

Da det blev annonceret i slutningen af juli, at Mike Doustdar ville blive den nye topchef i Novo Nordisk, sagde han, at der ville komme “besparelser og effektiviseringer” i selskabet.

Det ville ske inden for såkaldte “mindre vigtige områder” lød det.

Den tidligere topchef Lars Fruergaard Jørgensen sagde i forbindelse med sin afgang, at der formentlig ville komme afskedigelser.

– Når man skal justere en virksomhed, er der nogle områder, hvor man skal være færre, nogle der skal være mindre, så vi kommer nok ikke uden om fyringer, sagde han til DR på sin sidste arbejdsdag for to uger siden.

Novo Nordisk har de seneste år bidraget væsentligt til både væksten i dansk økonomi og til skabelsen af nye job.

Ved årsskiftet havde selskabet over 34.000 ansatte herhjemme. Heraf var knap 5500 blevet ansat i 2024.

Men medicinalselskabet har på det seneste været udfordret på det vigtige amerikanske marked, og det har taget noget af farten af væksten.

I år har Novo Nordisk nedjusteret sine forventninger til væksten to gange, så selskabet nu forventer en salgsvækst på 8 til 14 procent. Før den første nedjustering i maj var forventningen en vækst mellem 16 og 24 procent.

18-årig drabssigtet har udtrykt planer om angreb på moské i Norge

En 18-årig mand, der er sigtet for et drab i Oslo i weekenden, havde efter eget udsagn planer om at angribe en moské i Hønefoss i det sydlige Norge.

Det oplyser politiet i Oslo i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet NTB.

– Vi anser det nu som rigtigt at fortælle, at sigtede har udtrykt, at han havde til hensigt at begå et angreb mod en moské i Hønefoss. Vi går ud med dette nu for at undgå videre spekulationer, skriver politiet.

Manden er sigtet for at have dræbt en kvindelig ansat på et bosted i Oslo natten til søndag. Den 18-årige var selv beboer på institutionen.

Offerets familie offentliggjorde efterfølgende hendes navn. Der er tale om den 34-årige Tamima Nibras Juhar, der havde etiopisk baggrund.

Hun var ifølge NTB alene på arbejde, da hun blev slået ihjel.

Den formodede gerningsmand blev anholdt natten til søndag og sigtet for drab og brud på den norske terrorlovgivning.

Terrorsigtelsen skyldtes, at politiet vurderede, at den 18-årige havde til hensigt at skabe frygt i en del af den norske befolkning.

Den sigtede fortalte selv i en afhøring, at han havde planer om at såre flere personer foruden medarbejderen på bostedet.

Ifølge politiet er det dog tvivlsomt, at den formodede gerningsmand ville være i stand til at angribe moskéen i Hønefoss eller andre mål.

– Det er samtidig vigtigt at understrege, at der fortsat er meget, der tyder på, at sigtedes evne til at gennemføre nye angreb var dårlig, lyder det fra politiet i pressemeddelelsen torsdag.

Den 18-årige har tidligere fremsat trusler mod en ansat i den del af det norske socialvæsen, der håndterer sager om børn, oplyser politiet.

Offeret for truslerne var ikke kvinden, som blev dræbt i weekenden.

Der er ifølge politiet ikke noget, der tyder på, at den 18-årige mand har samarbejdet med andre om de formodede angrebsplaner.

Helle Thomsen får Bojana Popovic som assistent

Den nye landstræner for de danske håndboldkvinder, Helle Thomsen, får et prominent navn ved sin side på trænerbænken.

Den tidligere Viborg HK- og Slagelse-stjerne Bojana Popovic, som også har været landstræner for Montenegro, bliver assistenttræner for Helle Thomsen på det danske kvindelandshold i håndbold.

Det oplyser DanskHåndbold på sin hjemmeside.

Kontrakten løber i første omgang frem til 31. december 2026.

Ved siden af assistentjobbet fortsætter Popovic som cheftræner for klubben ŽRK Budućnost i hjemlandet Montenegro.

– Jeg har igennem nogle år haft en god kontakt til Bojana. Det bliver vildt fedt at få hende ind på holdet, med alt hvad hun kommer med af engagement og temperament, siger Helle Thomsen til DanskHåndbolds hjemmeside.

– Jeg har selv været træner i Østeuropa og kender til den lidenskab, der blandt andet findes på Balkan. Det bliver godt at få bragt lidt af den energi ind i vores skandinaviske kultur.

Som spiller høstede Popovic titler sammen med først Anja Andersens Dream Team i Slagelse, hvorefter hun tog til Viborg HK og gjorde det samme.

Hun blev i flere år betragtet som verdens bedste håndboldspiller, og hun var omdrejningspunktet på det montenegrinske hold, der i 2012 vandt OL-sølv.

Selv om hun forlod Danmark i 2010 efter et lille årti i den danske liga, har hun bevaret en tæt tilknytning til landet og det danske håndboldmiljø lige siden.

Derfor har hun også et godt kendskab til holdet og Helle Thomsen i forvejen.

– Det danske landshold har allerede bevist, at det hører til i toppen, og min opgave bliver at være en stor støtte for Helle og hele holdet og forsøge at løfte det til et endnu højere niveau, siger Popovic ifølge DanskHåndbold.

– Jeg tror på hårdt arbejde, disciplin og sammenhold, og jeg er sikker på, at vi sammen med spillerne og fansene kan fortsætte med at skrive historie.

Hun møder ind til første arbejdsdag i stillingen, når der er landsholdssamling midt i september.

Familiejet skokæde lukker efter flere år med faldende salg

De seneste år har været udfordrende for den familieejede skokæde Paw Sko, der har kæmpet med faldende salg år efter år.

Derfor drejer skokæden nøglen om på dens ni butikker rundt i landet og webshoppen. Det siger Jan Wentzel, der er administrerende direktør i Paw Sko, til DetailWatch.

– Vi bruger for mange penge på at drive forretning i forhold til den omsætning, vi har, og udsigterne til, at der kommer et løft i omsætningen i sko-retail, kan vi ikke se, siger han til mediet.

Lukningen vil dog ikke ske fra den ene dag til den anden, men i stedet over de kommende måneder, lyder det fra direktøren.

Han understreger, at afviklingen af driften vil ske “stille og roligt”.

Den familieejede skokæde startede i februar 1974 og har dermed eksisteret i mere end 50 år.

Anklager dropper minksag mod søn – far er stadig sigtet

Efter at politi og anklagemyndighed i tre et halvt år har arbejdet med en sag om ulovligt hold af mink på Djursland, er der nu en afgørelse – i hvert fald delvist.

Ifølge Østjyllands Politi har anklagemyndigheden opgivet at føre en straffesag mod en 59-årig mand, mens der endnu ikke er taget stilling til, om hans 88-årige far skal tiltales.

Det var i februar 2022, at Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse meldte ud, at man under en razzia med politiassistance havde fundet 119 ulovlige mink på en tidligere minkfarm i det nordøstlige Djursland.

– Vi havde ingen forestilling om, at der var levende mink tilbage i Danmark, men det er tredje gang nu, vi finder mink i større antal rundt om i landet, så det er svært at afvise, at der kan være flere, sagde chefen for styrelsens veterinærrejsehold, Majbritt Birkmose, dengang.

Sagen var, som Birkmose sagde, den tredje i rækken af sager om ulovligt minkhold under det forbud, som blev indført under coronapandemien.

Hun fortalte dengang, at minkavleren havde nægtet at slå dyrene ned, og derfor påtog myndighederne sig den opgave og sørgede for, at dyrene blev gasset til døde.

Forbuddet mod minkhold, som stod på frem til januar 2023, bundede i en frygt for, at coronavirus på grund af spredning blandt mink ville mutere, så de tilgængelige vacciner ikke ville kunne holde smitten nede.

Sagen fra Djursland blev af Fødevarestyrelsen meldt til politiet, hvor den længe lå hos efterforskerne.

Først i foråret 2025 oplyste politiet til Ritzau, at efterforskningen var slut, og at det nu var op til anklagemyndigheden at vurdere, om der skulle rejses en straffesag.

Det er den vurdering, som nu er delvist færdig. Anklagemyndigheden har vurderet, at der ikke er tilstrækkelige beviser til at rejse en straffesag mod en 59-årig mand i sagen.

Endnu har anklagemyndigheden ikke taget stilling til, om det samme gælder for hans 88-årige far, oplyser Østjyllands Politi til Ritzau.

De to andre sager, som Majbritt Birkmose omtalte i februar 2022, er for længst færdigefterforskede og har været hele vejen gennem retssystemet.

Den første sag blev endeligt afgjort ved Vestre Landsret i foråret sidste år og endte med en dom på to måneders betinget fængsel til den pågældende minkavler og en bøde på 100.000 kroner til hans selskab.

Den anden sag blev endeligt afgjort i december sidste år, da Vestre Landsret idømte en minkavler to måneders betinget fængsel og hans selskab en bøde på 120.000 kroner for ulovligt hold af 223 mink og 64 ræve på sin farm ved Løvel ved Viborg.

I den sag havde byretten i Viborg i første omgang idømt avleren en straf på tre måneders ubetinget fængsel og en bøde på 150.000 kroner.

En ubetinget fængselsstraf skal afsones, mens en betinget dom i udgangspunktet blot tjener som en form for advarsel og ikke skal afsones, hvis den dømte overholder de betingelser, der er knyttet til dommen – typisk et krav om ikke at begå ny kriminalitet i en periode.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]