Seneste nyheder

2. april 2026

Facebookkommentar om fejring af Hamas-angreb udløser dom

Det koster en 29-årig mand en dom på 45 dages betinget fængsel, at han i december 2023 skrev på Facebook i en debattråd, at “Ja, jeg fejrede 7. oktober som var det jul.”

Det har Retten i Glostrup tirsdag afgjort, oplyser anklager Katja Keldbæk fra Københavns Vestegns Politi.

Anklagen imod den dømte lød på billigelse af Hamas’ angreb på Israel 7. oktober 2023.

Domstolene har tidligere vurderet, at angrebet kan karakteriseres som et terrorangreb, og flere lignende sager om billigelse af angrebet har allerede været igennem retssystemet.

Den 29-årige mand svarede ifølge anklageskriftet i sagen på en anden brugers kommentar i en debattråd på mediet B.T.’s facebookside.

Her spurgte den anden bruger ham, om han “billiger et modbydeligt terrorangreb på Israel 7. oktober”? ifølge anklageskriftet.

Det var her kommentaren faldt.

– Han udbad sig betænkningstid, så nu har han 14 dage, hvis han ønsker at anke sagen til landsretten, siger Katja Keldbæk.

Statsadvokaten i København kan ligeledes anke sagen, hvis man eksempelvis ønsker at gå efter en hårdere straf.

Ejendomsvirksomhed giver Rosenkrantz-Theil gratis valgplatform

Overborgmesterkandidat i Københavns Kommune Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har ifølge Ekstra Bladet fået stillet 465 kvadratmeter lokaler gratis til sin rådighed midt i København til at føre valgkamp.

Lokalerne tilhører ikke Socialdemokratiet, men den københavnske ejendomsvirksomhed Jeudan.

– Vi har lånt lokalerne af Jeudan. Det er sådan nogle lokaler, der er mellem udlejning. Og derfor har de været så søde at stille dem til rådighed for os, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Ekstra Bladet.

Ifølge mediet har hun haft lokalerne til rådighed siden 1. august, og hun vil have dem gratis mindst frem til kommunalvalget 18. november.

Lokalerne på de 465 kvadratmeter står i en annonce på Jeudans hjemmeside til at koste 96.594 kroner om måneden, 77.384 kroner eksklusive el- og drift.

Jeudan ejer ifølge Ekstra Bladet over 200 ejendomme, der samlet har en værdi på omkring 35 milliarder kroner, i København og på Frederiksberg. Det gav sidste år virksomheden lejeindtægter for 1540 millioner kroner.

Jeudan er af samme årsag en virksomhed, der har økonomiske interesser i den boligpolitik, der bliver ført af politikerne i Københavns Borgerrepræsentation.

Ekstra Bladet har spurgt Jeudan om, hvad virksomheden regner med at kunne få ud af at stille lokalerne gratis til rådighed for Pernille Rosenkrantz-Theil op til valget.

Administrerende direktør Per Wetke Hallgren svarer mediet i en skriftlig kommentar, at Jeudan har en naturlig interesse i at støtte op om valget i kommunen.

– Hvis et politisk parti derfor kontakter os omkring mulighed for lån af lokaler, så hjælper vi derfor om muligt, siger han.

Pernille Rosenkrantz-Theil mener ikke, at det kan se ud som om, at Jeudan forsøger at købe sig til hendes gunst.

– Det vil I helt sikkert beskylde mig for. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Men det har ikke noget på sig, siger hun til Ekstra Bladet.

Hun oplyser, at hun har taget imod tilbuddet om de gratis lokaler, fordi hun har brug for lokaler til at føre valgkamp, og fordi “lokalerne er ret fede”.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rigsadvokat vil have kræftsag fra Aarhus genåbnet

Østjyllands Politi skal genoptage efterforskningen i kræftsagen fra Aarhus Universitetshospital, hvor patienter ventede for længe på operationer på mave- og tarmkirurgisk afdeling.

Det har Rigsadvokaten afgjort.

– Rigsadvokaten har med afgørelsen besluttet, at efterforskningen i sagen skal genoptages, idet Rigsadvokaten har fundet, at der er behov for at foretage yderligere efterforskning, forinden der kan træffes en afgørelse på et fuldt ud oplyst grundlag, skriver Rigsadvokaten i et skriftligt svar til Ritzau.

Statsadvokaten i Viborg besluttede i maj at stoppe efterforskningen i sagen. Her frafaldt anklagemyndigheden også sigtelserne imod ledende medarbejdere.

I første omgang var det Østjyllands Politi, som selv valgte at standse efterforskningen.

Men det klagede en af patienterne ifølge DR over til Statsadvokaten i Viborg, som nåede frem til samme resultat. Et resultat, som patienten igen klagede over til øverste instans hos anklagemyndigheden.

Rigsadvokaten understreger over for Ritzau, at afgørelsen ikke er lig med, at sagen skal indbringes for retten. Den betyder alene, at politiet skal foretage yderligere efterforskning.

Det var DR, der i 2023 kunne afsløre, at mere end 300 kræftpatienter havde ventet for længe på en operation på Aarhus Universitetshospital.

Den maksimale ventetid var to uger.

Depardieu skal i retten under anklage for voldtægt

Den franske skuespiller Gérard Depardieu er blevet tiltalt i en voldtægtssag.

Det bekræfter anklagemyndigheden i Paris tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Han er anklaget for at have voldtaget skuespilleren Charlotte Arnould.

Den 76-årige Depardieu, der har været med i over 200 film og serier, er igennem flere år blevet anklaget for forskellige seksuelle overgreb, men han har løbende nægtet sig skyldig.

Senest i maj blev han idømt 18 måneders betinget fængsel for seksuelle overgreb på to kvinder under optagelserne til filmen “Les volets verts” (“De Grønne Skodder”), som havde premiere i 2022.

Digitaliseringsministeren er gravid

Digitaliseringsminister Caroline Stage (M) er gravid.

Det skriver hun på Instagram.

Privat danner hun par med Rikke Blom, som hun har en datter med. Desuden har ministerens partner to børn fra et tidligere forhold.

– Snart med fire børn på matriklen – det skal nok blive lidt af en mundfuld, skriver Caroline Stage blandt andet.

Caroline Stage har været minister i lidt over et år. Hun var en af tre ministre fra Moderaterne, som i dag ikke sidder i Folketinget, men som blev hentet ind på ministerholdet i en regeringsrokade.

Stage fik en udfordrende begyndelse som minister. Dagen efter, at Stage blev udnævnt til minister, kunne B.T. beskrive en klage fra ansatte i Moderaternes sekretariat til Arbejdstilsynet om dårligt arbejdsmiljø i partiet. Stage var fra januar 2023 til sommeren 2024 politisk chef i sekretariatet.

Sagen var så alvorlig, at Stage overvejede at trække sig. Det har hun udtalt i et interview med Ritzau.

Dagen før, hun blev udnævnt som minister, sagde Stage ifølge opslaget på Instagram til partistifter Lars Løkke Rasmussen, at “det kan altså være, at jeg bliver gravid, mens jeg er minister. Det tænker jeg, du skal vide, før du tilbyder mig jobbet endeligt”.

– Nu er der gået et år. Og nu er jeg gravid. Og hvor er jeg glad, skriver ministeren.

Ifølge Stage så Løkke, Danmarks udenrigsminister, ingen problemer med at udpege en minister, som måske kunne blive gravid i regeringsperioden. Moderaterne vil også gerne have, at danskerne får flere børn.

Chefen for TV 2’s fiktionsafdeling stopper efter tre år

Chef for TV 2’s fiktionsafdeling Mette Nelund stopper på posten efter tre år.

Det fremgår af en meddelelse fra TV 2, som Ritzau og flere andre medier har set.

Indholdsdirektør Lotte Lindegaard overtager ledelsen af afdelingen, indtil en ny chef er fundet. Den proces går nu i gang.

Mette Nelunds pludselige exit kommer efter en periode, hvor der har været kritik af fiktionsafdelingen.

Filmmagasinet Ekko har beskrevet et åbent brev fra Danske Dramatikere til TV 2, hvori de beskriver et dårligt arbejdsmiljø i afdelingen. Brevet blev sendt 26. august.

Heri lyder det blandt andet, at der ikke er tale om enkeltstående tilfælde, men “en lang række vidnesbyrd, der tegner et generelt billede af et arbejdsmiljø, som efterlader mange manuskriptforfattere nedkørte og udpinte”.

Manuskriptforfatterne kritiserer blandt andet årelange udviklingsforløb, hvor “deadlines rykkes, og beslutninger trækkes i langdrag”.

Problemerne gælder også udvikling af serier, efter at finansieringen er på plads.

Flere medlemmer af Danske Dramatikere oplever “manglende tillid til deres arbejde og deraf en begrænsning af deres kreative frihed, som er demoraliserende at opleve igen og igen”.

Også foreningen Danske Filminstruktører har over for Ekko bakket op om kritikken.

Men TV 2 selv skriver i meddelelsen, at det “ikke er en reaktion på de synspunkter, som Danske Dramatikere har delt”.

Det er “en ledelsesmæssig beslutning, at der skal nye kræfter i spidsen for vores fiktionsafdeling”, udtaler Lotte Lindegaard i meddelelsen.

Samtidig lyder det, at TV 2 “fastholder sine ambitioner, strategiske retning og solide engagement i dansk fiktion”.

Danske Dramatikere slutter deres brev med at konkludere, at problemerne ligger i fiktionsafdelingens struktur og kultur.

I meddelelsen fra TV 2 lyder det fra Mette Nelund, at hun “ser tilbage på et frugtbart samarbejde med producenter, kreative kræfter og nordens dygtigste fiktionsteam”.

– Sammen har vi skabt store og små fortællinger om alt det, livet er gjort af. Jeg efterlader mig et TV 2 Fiktion, der står stærkt. Pas godt på det, udtaler hun.

FE og PET anerkender samarbejde med Samsam efter højesteretsdom

Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) anerkender i en fælles udtalelse, at Ahmed Samsam samarbejdede med tjenesterne under sine rejser til Syrien i 2013 og 2014.

I en fælles udtalelse udsendt af PET tirsdag eftermiddag skriver tjenesterne, at de tager tirsdagens højesteretsdom til efterretning.

– På baggrund af Højesterets afgørelse skal PET og FE således anerkende, at Ahmed Samsam i forbindelse med sine rejser til Syrien i 2013 og 2014 samarbejdede med efterretningstjenesterne, og at han modtog honorar og andre ydelser til gengæld for at levere oplysninger om danske syrienkrigere til efterretningstjenesterne, lyder det.

Ritzau har spurgt PET, om de ord skal forstås som en anerkendelse af samarbejdet. Det bekræfter PET.

Tirsdag klokken 12.00 afsagde Højesteret dom i en sag, hvor Ahmed Samsam har stævnet PET og FE. Han ville have efterretningstjenesterne til at anerkende, at han samarbejdede med dem under rejser til Syrien.

Syv dommere i Højesteret nåede frem til, at efterretningstjenesterne skal anerkende samarbejdet.

Sagen var blevet afvist i Østre Landsret.

– Vi tager til efterretning, at Højesteret ikke har været enige med Østre Landsret for så vidt angår spørgsmålet om afvisning, og at Højesteret i denne helt særlige situation undtagelsesvist finder, at hensynet til fortroligheden om efterretningstjenestens arbejde må vige for borgernes interesse i at kunne få fastslået eksistensen af et kildeforhold eller lignende, lyder det i udtalelsen.

PET og FE har i Højesteret blandt andet argumenteret for, at efterretningstjenester ikke har pligt til offentligt at be- eller afkræfte deres kapaciteter og kilder.

Ahmed Samsam, der er dansk statsborger med syriske rødder, rejste i 2012 til Syrien. Efterfølgende rejste han til landet flere gange frem til 2014.

I 2017 blev han anholdt i Spanien og fik året efter en dom for at have tilsluttet sig Islamisk Stat.

Under retssagen sagde han, at han kæmpede med syriske oprørere og ikke Islamisk Stat, og at han efter sin første rejse var blevet hvervet af PET og FE.

Efterretningstjenesterne afviste at bekræfte dette.

Han stævnede efterretningstjenesterne for at få dem til at anerkende, at han samarbejdede med dem.

Samsam vil gerne bruge dommen til at få den spanske dom omstødt.

I et interview med TV 2 siger Michael Hamann, der er chef for Center for Kommunikation og Strategi hos PET, at man endnu ikke kan sige, om dommen giver anledning til at udarbejde en udtalelse til de spanske myndigheder.

– Det er noget af det, som vi kigger ind i, hvad giver dommen anledning til, hvad giver den ikke anledning til? lyder det.

Kim Jong-un ankommer med tog til Beijing før parade med Putin og Xi

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, er tirsdag ankommet med tog til Beijing, hvor han skal mødes med Kinas præsident, Xi Jinping.

Det rapporterer det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA ifølge Reuters.

Tilsyneladende har Kim Jong-un taget sin datter Ju Ae med til Kina, skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

Yonhap har oplysningen fra en sydkoreansk efterretningstjeneste.

Datteren var indtil for et par år siden ukendt i offentligheden, men er siden slutningen af 2022 flere gange blevet set sammen med Kim Jong-un ved officielle begivenheder.

Det er ifølge nyhedsbureauet AFP sjældent, at den nordkoreanske leder bevæger sig uden for landets grænser.

– Det er en usædvanlig risiko, siger Christopher Green, der er seniorkonsulent med fokus på Korea ved International Crisis Group, til AFP.

– Kim deltager generelt ikke i multilaterale begivenheder, fordi det er svært at kontrollere den politiske fortælling. Det bliver interessant at se, hvordan Nordkorea vil håndtere det.

Også Ruslands præsident, Vladimir Putin, befinder sig i Beijing. Han skal sammen med Kim Jong-un, Xi Jinping og en række andre ledere overvære en stor militærparade onsdag.

Paraden markerer 80-året for afslutningen på Anden Verdenskrig.

Reuters skriver, at også Irans præsident, Masoud Pezeshkian, og Min Aung Hlaing, juntaleder i Myanmar, ventes at overvære paraden sammen med Slovakiets premierminister, Robert Fico.

Fico er den eneste EU-leder, der deltager – noget Fico i en udtalelse på mail til nyhedsbureauet Reuters mandag beklagede:

– Jeg beklager personligt, at det kun er Slovakiet blandt EU-landene, der vil være til stede i Beijing- og jeg må indrømme, at jeg ikke forstår hvorfor. En ny verdensorden er ved at blive opbygget, nye regler for en multipolær verden, en ny magtbalance, hvilket er ekstremt vigtigt for stabiliteten i verden.

Justitsminister afviser frygt for rekruttering af agenter efter Samsam-dom

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) tror ikke, at det vil blive sværere at rekruttere agenter, efter at Højesteret tirsdag har pålagt efterretningstjenester at anerkende, at Ahmed Samsam har arbejdet for dem.

– Det håber jeg ved gud ikke, og det tror jeg heller ikke. Som Højesteret skriver i sin afgørelse, så er det et helt klart og utvetydigt princip, at samarbejde er hemmeligt, siger han.

Ahmed Samsams samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Politiets Efterretningstjeneste (PET) skete i forbindelse med rejser til Syrien i 2013 og 2014.

I juni 2017 blev han anholdt i Spanien. Året efter blev han idømt otte års fængsel for at have tilsluttet sig Islamisk Stat.

Under retssagen i Spanien sagde Samsam, at han kæmpede for de syriske oprørere og ikke den militante bevægelse Islamisk Stat.

Derudover fortalte han, at han efter den første rejse til Syrien var blevet hvervet af PET og FE.

Danske myndigheder afviste dog at kende til ham, da de blev kontaktet af spanske myndigheder. Efter tirsdagens dom har de nu i en fælles udtalelse anerkendt hans arbejde.

Spørgsmålet er, om potentielle agenter vil være tilbageholdende med at lade sig hverve.

– Altså helt grundlæggende, så gør vores tjenester et kæmpestort stykke arbejde hver evig eneste dag for at passe på os alle sammen og beskytte os, siger Peter Hummelgaard.

Spørgsmål: Så du mener ikke, der er nogen grund til at sikre, at for eksempel potentielle agenter får bedre muligheder og bedre retsvilkår med det arbejde, de laver for staten Danmark?

– Jeg tror, det værste du kan gøre for potentielle samarbejde med kilder eller andre, der måtte samarbejde med tjenesterne, det er jo at stille dem i udsigt, at der vil være en eller anden form for offentlighed omkring det, siger han.

Forudsætningen for efterretningstjenesternes arbejde er, at det er fortroligt ifølge justitsministeren. Og det kan kun i helt ekstraordinære situationer fraviges.

– Det er det, som Højesteret så har ment, at denne her situation er, og der er ikke andet at gøre end at tage det til efterretning, siger han.

Han svarer ikke direkte på, om han har fuld tillid til efterretningstjenesterne.

– Jeg må simpelthen sige, at med alle de mange sager, der alene har været, mens jeg har været justitsminister, der har de gjort et exceptionelt stykke arbejde.

– Ofte i god tid med at holde os alle sammen trygge og sikre. Det er det, jeg vurderer min tillid på baggrund af, siger han.

Der er iværksat en undersøgelse under Tilsynet med Efterretningstjenesterne, som skal undersøge efterretningstjenesternes ageren, som han afventer konklusionerne på.

Det vides ikke, hvornår den er færdig, og om den bliver offentlig.

Mand er død efter skud i Høje Gladsaxe

Torsdag aften blev en 34-årig mand alvorligt såret af skud i Høje Gladsaxe.

Tirsdag er han afgået ved døden, oplyser Københavns Vestegns Politi.

– Den mand, der torsdag aften blev ramt af skud i Høje Gladsaxe, er afgået ved døden.

– Vi efterforsker fortsat sagen intenst og kommer senere i dag med yderligere info om gerningsmændenes færden, skriver politiet i et opslag på det sociale medie X.

Politiet fik anmeldelsen om skyderiet i Høje Gladsaxe i det nordvestlige København torsdag klokken 23.02.

Da politiet ankom til stedet, var den skudramte mand alvorligt såret, og han blev kørt på hospitalet med ambulance.

Politiet har siden efterforsket sagen. Det foretog undersøgelser på gerningsstedet, ligesom politihunde undersøgte området.

Det har dog endnu ikke været muligt for politiet at få anholdt nogen i sagen.

Senere tirsdag vil politiet komme med nærmere oplysninger om, hvilken flugtrute gerningsmændene menes at have taget.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var den 34-årige mand medlem af rockerklubben Hells Angels. Han skal angiveligt tidligere have været medlem af banden NNV.

Ikea, Pippi Langstrømpe og kampfly er med i ny svensk kulturkanon

Sverige har tirsdag fået landets første kulturkanon.

I kanonen optræder udgivelser af Astrid Lindgren og Selma Lagerlöf, verdens første Ikea-varehus i den svenske by Älmhult og kampflyet “Viggen”, som i en længere årrække blev produceret af våben- og bilfabrikanten Saab.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Kanonen indeholder både værker fra kulturens verden – herunder litteratur, film, design, musik og scenekunst – og eksempler fra det øvrige samfund, økonomiens verden og fra svensk historie.

Blandt andet optræder Astrid Lindgrens bøger om Pippi Langstrømpe i kulturkanonen. Andre litterære værker er Selma Lagerlöfs roman “Gösta Berlings Saga” og August Strindbergs novellesamling “Ægteskab”.

Strindberg er også repræsenteret i kategorien “film og scenekunst”. Her optræder han med teaterstykket “Et Drømmespil”. Det samme gør filminstruktøren Ingmar Bergman med filmen “Det Syvende Segl”.

Listen over svenske musikalske klassikere omfatter blandt andet jazz – herunder Jan Johanssons album “Jazz på Svenska” – samt klassisk musik og børnesange.

En af svensk musik største internationale succeser, popgruppen Abba, er til gengæld ikke at finde i kulturkanonen.

Af store svenske opfindelser indeholder kanonen blandt andet Nobelprisen og kakkelovnen – foruden kampflyet “Viggen”.

Det er en til lejligheden nedsat komité, der har sammensat kulturkanonen. Komitéen har fået input fra den svenske befolkning, som har haft mulighed for at indsende deres bud på kandidater til kanonen.

Kulturkanonen er et resultat af den politiske aftale “Tidöaftalen” fra 2022. Den blev indgået mellem Moderaterna, Kristdemokraterna, Liberalerna og Sverigedemokraterna.

Det er endnu uvist, hvilken konkret rolle kulturkanonen får i Sverige, og om den bliver en obligatorisk del af undervisningen i det svenske skolesystem.

Nødlidende online-ordbog hænger alle håb på kommende finanslov

Det digitale opslagsværk Den Danske Ordbog – der findes på ordnet.dk – er truet af lukning på grund af manglende midler.

Det skriver Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL), som udgiver og ajourfører den frit tilgængelige ordbog.

DSL havde hængt sit håb på regeringens finanslovsforslag, der blev præsenteret fredag. Men her var der ikke flere midler at finde.

Der er afsat 1,5 millioner kroner årligt fra 2023 til og med 2026.

Men det er ifølge DSL ikke nok til at sikre ordbogens overlevelse.

DSL fremhæver, at hvis ikke finansloven sikrer ordbogen den “nødvendige finansiering”, må arbejdet med ordbogen indstilles.

Regeringen har i sit forslag afsat 500 millioner kroner til den såkaldte forhandlingsreserve.

Det er en pulje penge til finanslovsforhandlingerne, hvor resten af Folketingets partier kan komme med deres særlige ønsker til finansloven.

Oftest er finanslovsaftalen på plads i november og endeligt vedtaget i december.

Folketingets Kulturudvalg skrev til kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i april, at det opfordrede ministeren til at “prioritere finansieringen af en bæredygtig løsning for den fortsatte drift og udvikling af Den Danske Ordbog”.

Det kom, efter at Carlsbergfondet i marts meddelte, at det ville sløjfe sin hidtidige støtte.

Direktør i DSL Karen Skovgaard Pedersen oplyste dengang, at fondet droppede støtten til ordbogens drift, da fondet mente, det var en offentlig opgave.

DSL har udregnet et fremtidigt støttebehov til at sikre ordbogen. Det lyder på 6,4 millioner i 2026 og mere end 8 millioner i 2027 og 2028.

Som det ser ud på nuværende tidspunkt, står ordbogen helt uden finansiering i 2027.

De seneste års bevillinger har dog “kun holdt ordbogen nødtørftigt oven vande” ifølge DSL.

Det begrundes med, at samfundet og sproget udvikler sig i en rivende fart.

Myndigheder får kritik for at anerkende ægteskaber med børn

Social- og Boligministeriet udtaler kritik af danske myndigheders håndtering af 86 sager, hvor udenlandske ægteskaber med mindreårige er blevet anerkendt i CPR-systemet.

Det sker på baggrund af en tilsynsundersøgelse af i alt 272 sager fra 2017 til 2023.

Det skriver Social- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

– Reglerne er til for at beskytte børn. Jeg kan dårligt forestille mig noget, der er mere vigtigt, siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) i meddelelsen.

– Derfor er det dybt foruroligende, at danske myndigheder – i strid med reglerne – har anerkendt udenlandske ægteskaber med mindreårige. Det er på sin plads at udtale kritik, og en række myndigheder bør nu overveje, om og i givet fald hvad der skal ske i hver enkelt sag, siger hun videre.

I 80 af de 86 sager har myndigheden, der har registreret ægteskabet, ifølge ministeriet ikke haft tilstrækkelig opmærksomhed på spørgsmålet om mindreårige.

I de sidste seks sager er ministeriet uenig med myndighederne om, hvorvidt ægteskabet skulle anerkendes af såkaldte tvingende årsager.

Det har siden 2017 været forbudt for mindreårige at blive gift i Danmark.

Udenlandske ægteskaber kan dog anerkendes, hvis der er “helt tvingende grunde til at gøre det”, eller hvis det er borgere fra EU-lande.

Tilsynsundersøgelsen blev sat i gang sidste år, efter at flere medier havde beskrevet, at hundredvis af udenlandske ægteskaber med mindreårige siden 2017 var blevet anerkendt af danske myndigheder, selv om det har været ulovligt.

Samtidig blev en uvildig undersøgelse af ægteskaber med mindreårige politisk vedtaget – en granskning, som tilsynsundersøgelsen bliver en del af.

Det er Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, der står for den uvildige undersøgelse.

Det er primært kommuner, der får kritik for deres håndtering af de i alt 86 sager. Udlændingestyrelsen får dog eksempelvis også kritik for seks sager.

Social- og Boligministeriet vil nu kontakte myndigheder og “oplyse, at myndigheden bør overveje, om og i givet fald hvad der juridisk skal ske i forhold til den konkrete sag, samt hvad den administrative håndtering af sagen måtte give anledning til”.

Sophie Hæstorp Andersen (S) forventer, at der er ægteskaber, der vil blive annulleret.

– Det er sådan, at den enkelte kommune eller myndighed, der har anerkendt ægteskabet, også har muligheden for at gå ind og annullere ægteskabet, hvis det er sådan, at man har anerkendt det på et forkert grundlag. Den mulighed forelægger, siger hun til Ritzau.

Har en myndighed begået en “decideret fejl” i håndteringen af en sag, skal der følges op med “at sikre oplæring, uddannelse eller reprimander til medarbejdere”, lyder det videre fra ministeren.

Samsam fik ret og vil nu have genoptaget sag i Spanien

Efterretningstjenesterne har virkelig trådt i spinaten.

Sådan lyder det fra Ahmed Samsam, der tirsdag har fået Højesterets ord for, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Politiets Efterretningstjeneste (PET) skal anerkende, at han har arbejdet for dem.

Efterretningstjenesterne ville ikke anerkende samarbejdet, og sagen skulle derfor helt til Højesteret, før Samsam fik ret.

Og Ahmed Samsam har ikke pæne ord om efterretningstjenesterne efter dommen.

– De har virkelig trådt i spinaten. De har virkelig håndteret denne her sag på den mest amatøragtige måde, siger han til medier foran Højesteret.

Samarbejdet med FE og PET skete i forbindelse med rejser til Syrien i 2013 og 2014.

I juni 2017 blev han anholdt i Spanien. Året efter blev han idømt otte års fængsel for at have tilsluttet sig Islamisk Stat.

Under retssagen i Spanien sagde Samsam, at han kæmpede med de syriske oprørere og ikke Islamisk Stat. Derudover fortalte han, at han efter den første rejse til Syrien var blevet hvervet af PET og FE.

Men det ville efterretningstjenesterne ikke anerkende, og Samsam blev altså dømt i Spanien.

Den sag vil han nu have genoptaget på baggrund af Højesterets dom.

– Jeg håber på, at der ikke går så lang tid, før jeg bliver afrenset officielt, siger han.

René Offersen, der er Ahmed Samsams advokat, siger efter højesteretsdommen, at han og Samsam nu vil fordøje dommen og tage et skridt tilbage.

– Vi har et overordnet mål, og det er at komme videre til Spanien. Så må vi tænke os ordentligt om i forhold til, hvordan vi får det bedst mulige grundlag at komme derned på, siger han.

Efter mere end tre år i et spansk fængsel blev Samsam i december 2020 overført til Danmark, hvor hans dom blev omsat til danske forhold.

Han blev løsladt i december 2023.

Samsams sag har fået stor mediedækning. Forskellige medier har erfaret, at han var agent for efterretningstjenesterne, som dog fastholdt, at de ikke ville afsløre samarbejdet af hensyn til deres hemmelige arbejde.

Ifølge Samsam har efterretningstjenesterne selv været skyld i den store mediedækning.

– Det kan de takke sig selv for, siger han.

Advokat vil nærlæse dom i Samsam-sag med efterretningstjenester

Det er et ærgerligt resultat for efterretningstjenesterne, at Ahmed Samsam tirsdag har vundet sin sag imod tjenesterne i Højesteret.

Sådan det lyder fra Tomas Ilsøe Andersen fra Kammeradvokaten, som har repræsenteret Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i sagen.

– Processen er, at nu må vi nærlæse dommen, og så må vi finde ud af, hvor det stiller os fremadrettet, siger han til TV 2 News.

Højesteret har fundet, at Ahmed Samsam har bevist, at han i forbindelse med rejser til Syrien arbejdede for efterretningstjenesterne under rejser til Syrien i 2013 og 2014, og at han leverede oplysninger om danske syrienkrigere til efterretningstjenesterne.

Ahmed Samsam rejste i 2012 til Syrien for første gang. Efterfølgende rejste han til landet flere gange frem til 2014.

I juni 2017 blev han anholdt i Spanien. Året efter blev han idømt otte års fængsel for at have tilsluttet sig Islamisk Stat.

Under retssagen i Spanien sagde Samsam, at han kæmpede med de syriske oprørere og ikke Islamisk Stat.

Derudover fortalte han, at han efter den første rejse til Syrien var blevet hvervet af PET og FE.

Den oplysning er aldrig blevet hverken be- eller afkræftet af de danske efterretningstjenester.

Under sagen i Højesteret har Tomas Ilsøe Andersen slået på, at man ikke kan bekræfte eller afkræfte noget af sikkerhedshensyn.

Heller ikke selv om en påstand er absurd, har det lydt.

Ahmed Samsam vil bruge dommen, som Højesteret tirsdag har afsagt, til at forsøge at få sin sag genoptaget i Spanien.

I retten har Kammeradvokaten dog argumenteret for, at Samsam ikke ville kunne bruge afgørelsen til at få ændret den spanske dom.

Tryg outsourcer it-drift og nedlægger 180 stillinger

Forsikringskoncernen Tryg møblerer om i sin it-afdeling og skærer i den forbindelse 180 stillinger væk.

Det sker, når driften af en række ældre it-systemer outsources til indiske Tata Consultancy Services.

Trygs egne folk skal i stedet bruge kræfterne på blandt andet at udvikle og skalere selskabets kundevendte systemer og koncernens skadebehandlingssystem.

– Vi forenkler vores it-landskab for yderligere at kunne investere i ny teknologi og udvikle vores forretning på tværs af Skandinavien.

– På den måde kan vi levere de bedste kundeoplevelser, så vi fortsat differentierer os i markedet og styrker vores konkurrenceevne, siger Johan Kirstein Brammer, der er koncernchef i Tryg.

47 af de stillinger, der bortfalder, er danske. De øvrige befinder sig i Norge og Sverige.

45 af de afskedigede medarbejdere bliver i stedet ansat i Tata Consultancy Services.

Aftalen mellem Tryg og Tata Consultancy Services er en udvidelse af det samarbejde, som allerede har eksisteret i 15 år.

Tryg-koncernen driver forretning i Danmark, Norge og Sverige og har mere end seks millioner kunder i Norden i selskaberne Tryg, Alka og Trygg-Hansa.

Tryg er børsnoteret i København og er en del af C25-indekset.

Tryghedsgruppen, som alle kunder i koncernen er medlem af, ejer 48,1 procent af aktierne i selskabet.

Tryghedsgruppen sender en del af sit overskud videre til TrygFonden, der støtter projekter, der øger trygheden i Danmark.

Det drejer sig blandt andet om Hjerteløber-ordningen og livredderindsatsen ved en lang række populære badestrande sommeren over.

En del af overskuddet i Tryghedsgruppen bliver dog også sendt direkte tilbage til medlemmerne i form af en årlig bonus.

Ahmed Samsam vinder sag over PET og FE i Højesteret

Højesteret afgør, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Politiets Efterretningstjeneste (PET) skal anerkende, at Ahmed Samsam i forbindelse med rejser til Syrien i 2013 og 2014 arbejdede for efterretningstjenesterne.

Efterretningstjenesterne skal desuden anerkende, at Samsam modtog honorarer for sit arbejde for tjenesterne.

Dommen er blevet afsagt i et retsmøde ved landets højeste domstol. Efter at retsformanden læste domsafsigelsen højt, blev der klappet og uddelt kram i retslokalet.

Mindst 1100 døde efter jordskælv i Afghanistan

Antallet af dræbte er steget til 1124 efter jordskælvet, som mandag ramte provinsen Kunar i den østlige del af Afghanistan.

Det oplyser hjælpeorganisationen Røde Halvmåne.

Foruden de omkomne er 3251 personer kommet til skade, og flere end 8000 bygninger er blevet ødelagt.

Ifølge Zabihullah Mujahid, der er talsperson for Taliban-administrationen, er dødstallet tirsdag eftermiddag nået over 1400.

Samme dag har et nyt jordskælv målt til 5,5 ramt området igen. Det er dog endnu uklart, hvor omfattende skaderne efter de nye rystelser er.

Redningsfolk forsøger tirsdag at nå frem til afsidesliggende landsbyer i Kunar og generelt i bjergrige områder, som endnu ikke har fået hjælp.

Antallet af dødsofre ventes at stige, når redningsholdene når frem, fortæller lederen af katastrofeberedskabet i Kunar, Ehsanullah Ehsan.

– Vi kan ikke forudsige præcist, hvor mange lig der måtte være fanget under murbrokkerne, siger han.

Efter rednings- og bjærgningsaktionerne følger arbejdet med at uddele nødhjælp til indbyggerne i de berørte områder.

– Vores indsats går ud på at gennemføre disse operationer snarest muligt og at begynde uddelingen af nødhjælp til de berørte familier, siger Ehsanullah Ehsan.

FN’s humanitære koordinator i Afghanistan fortæller på et pressemøde i Kabul, at ødelagte veje og jordskred har været den største udfordring for redningsarbejderne det første døgn efter jordskælvet.

– Der har været mange jordskred og nedfaldne klippestykker, og der har været meget begrænset adgang i løbet af de første 24 timer.

– Den største udfordring er at nå til disse afsidesliggende områder, hvor vejene er ekstremt beskadigede, siger talspersonen, Indrika Ratwatte.

Jordskælvets styrke blev målt til 6,0 og ramte ti kilometer under jordoverfladen ved midnat lokal tid natten til mandag.

Det er et af de hidtil kraftigste jordskælv, der er blevet målt i Afghanistan.

Reuters

Nye euro-inflationstal betyder formentlig uændret rente

Der er ikke mange økonomer, der tror på, at Den Europæiske Centralbank (ECB) sænker renten endnu engang på sit kommende rentemøde i næste uge.

Det står klart, efter at Eurostat tirsdag har offentliggjort foreløbige tal for inflationen i eurozonen i august.

Tallene viser, at priserne i de lande, der har euroen som valuta, steg med 2,1 procent på årsbasis.

Den såkaldte kerneinflation, der ikke medregner priser på energi og uforarbejdede råvarer, lød på 2,3 procent.

Tallene er som forventet og ligger fint i tråd med ECB’s målsætning om at holde inflationen på omkring to procent.

– Renten er nået ned på et niveau, hvor der er en fare for, at yderligere rentesænkninger vil presse inflationen op igen.

– Det betyder, at ECB snart ikke har flere rentesænkninger i ærmet. ECB kommer formentlig kun med en enkelt lille rentesænkning, og så er bunden nået for denne omgang, siger Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri.

Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, er af samme opfattelse.

– Med den økonomiske udvikling, vi ser nu – herunder et ventet tysk finanspolitisk løft næste år – vurderer vi, at der næppe kommer flere lempelser foreløbigt, siger Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.

Han holder dog også døren åben for, at der kan komme endnu en rentesænkning senere i år.

Rusland vil sende gas til Kina via ny gasledning fra Sibirien

Det statslige russiske energiselskab Gazprom er klar til at skrue op for gasleverancerne til Kina via den eksisterende gasledning Power of Siberia.

Samtidig har selskabet underskrevet en erklæring om, at en ny rørledning med navnet Power of Siberia 2 skal etableres.

Den skal løbe fra det nordvestlige Sibirien via Mongoliet til Kina.

Det oplyser Aleksej Miller, administrerende direktør for Gazprom, til russiske medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Leverancerne af gas via den eksisterende gasledning Power of Siberia øges fra 38 milliarder kubikmeter om året til 44 milliarder kubikmeter.

Den kommende gasledning, Power of Siberia 2, vil kunne levere 50 milliarder kubikmeter gas til Kina hvert år.

Det fremgår ikke, hvem der skal bygge gasledningen. Det er også uvist, hvordan den skal finansieres, og hvornår den skal stå færdig.

Meldingen om den nye gasledning kommer, samtidig med at Ruslands præsident, Vladimir Putin, besøger Kinas præsident, Xi Jinping, i Beijing.

Ifølge det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua har de to statsledere tirsdag underskrevet flere end 20 dokumenter om samarbejde.

Dokumenterne handler om samarbejde inden for en række områder. Energiområdet er ét af dem.

Rusland har arbejdet på at øge sine leverancer af gas til Kina, efter EU-landene har skåret markant i importen af russisk gas som følge af Ruslands invasion af Ukraine i 2022.

Mængden af gas, som Rusland vil kunne sende til Kina med udvidelsen af Power of Siberia og etableringen af Power of Siberia 2, vil dog være langt fra de mængder, som Rusland tidligere sendte til Europa.

Ruslands gaseksport til Europa toppede omkring 2018, hvor der blev sendt 177 milliarder kubikmeter gas til de europæiske lande.

Året før den russiske invasion af Ukraine – i 2021 – fik de europæiske lande dækket 45 procent af deres gasforbrug med gas importeret fra Rusland.

I dag kommer 18 procent af den gas, som Europa importerer, fra Rusland.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]