Seneste nyheder

2. april 2026

Aryna Sabalenka moser amerikaner og vinder US Open

Verdensetteren Aryna Sabalenka fejrede lørdag karrierens fjerde triumf i en grandslam-finale.

På Arthur Ashe Stadium i New York slog belaruseren amerikanske Amanda Anisimova 6-3, 7-6 i US Open-finalen.

Sabalenka fik med sin triumf samtidigt revanche for tabte grandslam-finaler i Australien og Frankrig tidligere i 2025 samt nederlaget til Anisimova i semifinalen ved Wimbledon.

Den 27-årige belaruser står noteret for to sejre i Australian Open og ditto i US Open samt i alt 21 titler på WTA-niveau.

Tabende Anisimova må nøjes med karrierens anden grandslam-finale og mandag en fjerdeplads i verdensranglisten, hvilket er hendes hidtil bedste placering.

Hun kan også trøste sig med, at der trods alt var klar fremgang fra årets Wimbledon-finale, som hun tabte efter to gange 0-6 mod Iga Swiatek.

Selv om Anisimova vandt seneste møde og førte 6-3 i de indbyrdes kampe, var Sabalenka forholdsvis klar favorit hos bookmakerne.

Første sæt gav et klart praj om årsagen. Sabalenka var således en del mere driftsikker end Anisimova.

Amerikaneren har et stort anlagt spil, og det gav både en del flotte vindere, men også en overvægt af uprovokerede fejl, hvilket blev afgørende i meget afvekslende første sæt.

Sabalenka leverede det første servegennembrud og kom på 2-0, inden Anisimova rystede nerverne af sig, endelig vandt karrierens første parti i en grandslam-finale og bragte sig på 3-2.

Herefter tippede kampen dog fuldstændigt over til Sabalenka, som vandt fire partier i rap uden at være synderligt i problemer.

Anisimova beklagede sig i sætpausen over at være blændet af en projektør, når hun servede, men fik trods alt kæmpet andet sæts første parti hjem.

Sabalenka holdt dog fast i sit momentum og bragte sig på 3-1, inden Anisimova kortvarig blomstrede op, brød tilbage og kom på 3-3.

Efter et nyt momentumskifte havde Sabalenka foran 5-3 mulighed for at serve titlen hjem, men ved 30-30 smækkede hun et oplagt vindersmash i nettet, og Anisimova fik ny luft.

Tribunerne summede med støtte til Anisimova, men Sabalenka viste stor mental styrke og kæmpede sig i tiebreaken, hvor hun har vist enorm styrke i 2025.

Trods et par missede matchbolde blev det også til tiebreaksejr nummer 21 af 22 mulige siden årsskiftet og dermed et flot forsvar af US Open-titlen.

Zelenskyj melder om øget produktion af våben i Ukraine

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger, at knap 60 procent af de våben, der bliver brugt af landets militær, nu bliver produceret i Ukraine.

Det sker i hans daglige tale, skriver nyhedsbureauet Reuters.

– I den her krig er Ukraine nået til et punkt, hvor næsten 60 procent af de våben, vi har, de våben, som er i hænderne på vores soldater, bliver lavet i Ukraine, lyder det.

– Og det er kraftfulde våben med mange avancerede funktioner.

En ukrainsk produktion af 60 procent af de anvendte våben betyder, at Zelenskyj har overgået et mål, han meddelte for omkring to måneder siden.

I juli sagde præsidenten således, at landet skulle skrue op for den ukrainske våbenproduktion, og at mere end 50 procent af landets våben skulle produceres på egen jord.

Dengang udgjorde ukrainskproducerede våben omkring halvdelen af de våben, der blev brugt ved frontlinjen og i andre militære operationer, sagde han.

Det var den højeste andel siden Sovjetunionens opløsning i 1991.

I talen nævner den ukrainske præsident ifølge Reuters også en aftale om produktion i Danmark. Det fremgår ikke, præcis hvad Zelenskyj siger om den.

Onsdag præsenterede regeringen en aftale med en ukrainsk forsvarsvirksomhed, som fremover får en produktionsadresse i Danmark.

Aftalen blev præsenteret, mens Zelenskyj var i Danmark.

Zelenskyj selv og en række andre ukrainske embedsmænd har længe talt for at styrke våbenproduktionen. De mener, at det er vigtigt for at sikre muligheden for at forsvare Ukraine i fremtiden.

Landet har særligt fokuseret på produktion af droner og på at styrke luftforsvaret for at kunne forsvare sig mod Ruslands intensive drone- og missilangreb på ukrainske byer.

Ukrainske embedsmænd har desuden understreget betydningen af, at der udvikles droner, som er i stand til at opfange andre droner. Det vil ifølge dem være en effektiv og økonomisk måde at håndtere luftangrebene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kabel hoppede af forulykket kabelbane i Lissabon

Et kabel løsrev sig, da den dødelige ulykke på den kendte kabelbane Gloria onsdag kostede 16 mennesker livet i Portugals hovedstad, Lissabon.

Det konkluderer den portugisiske havarikommission (GPIAAF), der undersøger ulykken, i et foreløbigt notat.

Det pågældende kabel blev inspiceret visuelt samme morgen, som ulykken skete, meddeler myndigheden videre ifølge nyhedsbureauet AFP.

En mere detaljeret rapport ventes om cirka 45 dage.

11 af de 16 mennesker, der mistede livet i ulykken, var udlændinge. Blandt dem var tre briter, to canadiere og to sydkoreanere.

Ulykken skete onsdag klokken 18.05, da den ene af de to gule vogne på kabelbanen pludselig rasede ukontrolleret ned ad en stejl skråning.

Vognen nåede en hastighed på omkring 60 kilometer i timen, inden den bragede ind i en bygning. Hele episoden udspillede sig på 50 sekunder, oplyser havarikommissionen.

Foruden de 16 dræbte blev 21 mennesker kvæstet.

Der er to vogne på kabelbanen Gloria. De kører på skinner og trækkes med kabler fra pladsen Restauradores og op til bydelen Bairro Alto, der er et forlystelseskvarter.

Det er en stejl tur på 292 meter, som typisk varer omkring tre minutter.

Når den ene vogn kører op til Bairro Alto, kører den anden ned til Restauradores.

Vognene trækkes af et kabel. Energien fra den vogn, der kører ned, er med til at trække den anden vogn op.

Det var dette kabel, som forbandt de to vogne, der pludselig ikke længere sad fast i den øverste vogn, der styrtede ned ad bakken.

Der er blevet iværksat to forskellige undersøgelser, der skal klarlægge de nærmere omstændigheder for ulykken.

Resultaterne af de to undersøgelser ventes fremlagt inden for 45 dage.

Måling tyder på sejr til Støres regering ved norsk valg

Meningsmålinger tyder på et klart rødt-grønt flertal, når Norge mandag holder valg til Stortinget.

En meningsmåling foretaget for norsk TV 2, som er mediets sidste måling inden valget, giver den rødgrønne fløj 91 mandater, mens den borgerlige blok beholder sine nuværende 77 mandater.

Der skal 85 mandater til at have et flertal i Stortinget.

I TV 2’s måling bliver det socialdemokratiske Arbeiderpartiet (Ap) størst med 27,3 procent af stemmerne, mens Fremskrittspartiet (Frp) står til 21,3 procent.

Dermed tyder meget på, at statsminister Jonas Gahr Støre (Ap) kan fortsætte på posten.

Målingen viser også, at fire mindre partier ligger tæt på spærregrænsen på fire procent. Det er en situation, der især rammer de borgerlige partier, skriver nyhedsbureauet NTB.

Høyre, der har den tidligere statsminister Erna Solberg i spidsen, står i TV 2’s måling til en opbakning på 14,9 procent.

Solberg håber på et comeback og øjner trods de seneste meningsmålinger stadig en chance for, at der kan komme et regeringsskifte.

– Målingerne i denne uge viser, at et nyt flertal og regeringsskifte er muligt. Men det kræver, at Høyre bliver lidt større, for at vi kan klare det, siger hun.

Ved det seneste valg i 2021 blev Høyre Norges næststørste parti med 20,4 procent, mens Fremskrittspartiet var fjerdestørst med 11,6 procent.

Et gennemsnit af de 13 meningsmålinger, der hidtil er blevet foretaget i september, viser en opbakning til Ap på 27,1 procent, mens det tegner til, at Frp kan få 21,0 procent og Høyre 14,4 procent.

Dette gennemsnit giver ligeledes et flertal til den rødgrønne side på 88 mandater, mens de borgerlige partier står til 81 mandater, skriver NTB.

Skjelmose styrter og udgår i USA tre uger før VM

Den danske cykelrytter Mattias Skjelmose udgik lørdag af det amerikanske endagsløb Maryland Classic efter et styrt.

Det skriver løbets officielle profil på X. Efterfølgende har Lidl-Trek også bekræftet danskerens exit.

– Han var involveret i et styrt, og selv om han var i stand til at komme tilbage på cyklen, udgik han, så han kan blive tjekket af vores lægestab, skriver holdet.

Styrtet sker 22 dage inden, at der skal køres VM i Rwanda, hvor Skjelmose er udråbt som dansk kaptajn på en bjergrig rute, der ligger godt til danskeren.

Skjelmose røg i asfalten i et solostyrt på brostenen i Baltimore og landede hårdt ned på sin højre side.

Efterfølgende tog danskeren sig til sin højre arm, som han slet ikke var i stand til at bruge.

Han formåede i første omgang at kæmpe sig tilbage på cyklen, men måtte kort efter opgive og udgik af løbet.

Skjelmose har efter PostNord Danmark Rundt i midten af august været i USA, hvor han har forberedt sig til VM-linjeløbet i Rwanda, der køres 28. september.

Torsdag udtog landstræner Michael Mørkøv et landshold, der i høj grad var bygget op om Skjelmose som kaptajn i linjeløbet.

Foruden Lidl-Trek-profilen består landsholdet af Anders Foldager, Anthon Charmig, Christopher Juul Jensen, Michael Valgren, Asbjørn Hellemose, Mikkel Honoré og Casper Pedersen.

Kort før Vuelta a España meddelte Jonas Vingegaard, at han ikke kører VM, da han vil fokusere på EM i Frankrig ugen efter.

I denne sæson har det ene styrt afløst det andet for Skjelmose, der også udgik af sommerens Tour de France efter et voldsomt styrt, da han kolliderede med et vejskilt.

I marts røg danskeren i asfalten og udgik af Paris-Nice, da han overså en midterhelle i vejen.

Derudover styrtede Skjelmose også i april i Baskerlandet Rundt, da han lå lunt i svinget til en etapesejr.

Mellem de mange uheld viste danskeren i endagsløbet Amstel Gold Race i april prøver på sit høje topniveau, da han satte stjernerne Tadej Pogacar og Remco Evenepoel til vægs i en spurt og tog sejren.

England tager forventet sejr over miniput

Uden på noget tidspunkt at sprudle tog England lørdag aften en forventet sejr over miniputten Andorra i VM-kvalifikationen.

Hjemme i Birmingham vandt Thomas Tuchels tropper 2-0 takket være et selvmål og et hovedstødsmål fra Arsenal-profilen Declan Rice.

I juni sled englænderne sig til en snæver 1-0-sejr i det omvendte opgør i Andorra, og langt hen ad vejen gentog kampbilledet fra det møde sig lørdag aften.

Andorra stod med alle 11 mand tæt på eget felt, mens englænderne rullede bolden frem og tilbage, men havde svært ved at finde åbninger.

Der skulle også hjælp til, for at England efter 25 minutter kom i front.

Andorras midtstopper Christian Garcia kom uheldigt i fokus, da han med et selvmål bragte værterne i front.

Garcia satte ved forreste stolpe hovedet på et indlæg fra Noni Madueke, og efterfølgende sejlede bolden i en blød bue i mål ved den fjerne stolpe.

Havde Andorra-stopperen været i den angribende rolle, havde det været en flot hovedstødsscoring.

Efter selvmålet fortsatte kampbilledet med at minde om powerplay i ishockey.

Når England endelig formåede at nedbryde Andorras stramme organisation, var der ikke nok kvalitet i afslutningerne hos de engelske stjerner.

Det var der dog i højrebacken Reece James’ indlæg halvvejs i anden halvleg. Han sendte bolden fornemt ind i pandebrasken på Declan Rice, der fordoblede føringen.

Dermed fik England de tre forventede point og topper VM-kvalifikationsgruppe K efter fire kampe med maksimumpoint.

Med fire kampe tilbage har England fem point ned til Serbien, der dog har en kamp i hånden og tirsdag tager imod englænderne.

Nummer et tager den direkte billet til næste års VM i USA, Canada og Mexico, mens nummer to skal spille playoff til marts.

Jihadister dræber mindst 55 i by for internt fordrevne

Militante jihadister har dræbt mindst 55 mennesker i det nordøstlige Nigeria.

Drabene skete fredag aften i byen Darul Jama, hvor indbyggere er blevet genhuset efter lukning af en lejr for internt fordrevne.

Det oplyser en leder af en civil milits og en medarbejder i en ngo til nyhedsbureauet AFP lørdag.

Byen huser også en militærbase, der ligger tæt ved grænsen til Cameroun.

En sikkerhedskilde meddeler, at der var fem soldater blandt de dræbte. En leder fra en milits, der er loyal over for Nigerias regering, sætter antallet af dræbte soldater til seks.

Beboere fortæller, at angrebet begyndte lørdag omkring klokken 20.30 lokal tid. Snesevis af krigere ankom på motorcykler, skød med automatvåben og satte ild til huse.

– De kom råbende og skød på alle, de kunne få øje på, fortæller Malam Bukar, som flygtede ud i bushen med sin kone og tre børn.

– Da vi vendte tilbage ved daggry, lå der lig overalt.

Ifølge militsleder Babagana Ibrahim blev 55 mennesker dræbt.

En medarbejder fra en international ngo, der ønsker at være anonym, siger til AFP, at dødstallet er 64.

En talsmand for hæren vendte ikke tilbage på en anmodning om en kommentar.

Mange af ofrene er familier, der for nylig var blevet flyttet fra en lejr på en skole i byen Bama, som myndighederne lukkede tidligere i år.

– Regeringen sagde, vi ville være i sikkerhed her, siger Hajja Fati, der er mor til fem børn.

Hun mistede sin bror i angrebet.

– Nu begraver vi vores folk igen, siger hun.

Nigeria har i de senere år lukket lejre for civile, der er blevet tvunget på flugt fra voldelige uroligheder i andre dele af landet. I stedet bliver folk bosat i landsbyer.

Den jihadistiske vold i Nigeria er aftaget, siden det oprør, som gruppen Boko Haram stod bag, nåede et højdepunkt i årene 2013-2015.

Men andre militante grupper fortsætter de voldelige angreb.

Det gælder blandt andet rivalen Islamisk Stat i Vestafrika-provinsen (ISWAP), som fortsat udfører angreb i landområder i det nordøstlige Nigeria.

AFP

Verstappen sætter banerekord og sikrer pole position i Monza

Hollandske Max Verstappen (Red Bull) var hurtigst i lørdagens Formel 1-kvalifikation til italienske Monza og starter dermed i pole position søndag.

Den forsvarende verdensmester havde i tredje kvalifikationsrunde, Q3, for alvor fart i bilen. Hans hurtigste omgang lød på 1 minut og 18,792 sekunder, og det var samtidig banerekord på den italienske asfalt.

– På denne bane er det altid svært at køre den optimale omgang. Det er nemt at lave fejl, når man bremser, men på den sidste omgang havde jeg en god fornemmelse. Det er fantastisk at få pole position her, siger Verstappen.

McLarens Lando Norris var 0,077 sekunder langsommere end Verstappen og næsthurtigst i lørdagens kvalifikation. Norris holdkammerat, Oscar Piastri, starter som nummer tre i søndagens grandprix.

Lørdagens pole position var den femte i sæsonen til Max Verstappen, men blot én gang, hvor han er startet forrest, har han vekslet det til en grandprixsejr.

– I denne sæson har grandprixerne været lidt sværere for os, men vi må give alt, hvad vi har. Det er alt, vi kan gøre, og så ser vi, hvad der sker i morgen (søndag, red.), lyder det fra hollænderen.

Verstappens seneste sejr var også i Italien, da hollænderen i maj vandt i Imola efter at være startet som nummer to.

Oscar Piastri fører inden søndagens grandprix den samlede VM-stilling med 309 point, mens holdkammeraten Norris er nummer to – 34 point efter.

Fra de to McLaren-kørere er der et stort spring ned til Verstappen, der på tredjepladsen har 205 point.

Vatikanet modtager de første LGBTQ-pilgrimme nogensinde

For første gang i Vatikanets historie er mere end tusind katolikker, som er LGBTQ-personer, sammen med deres støtter i denne weekend på pilgrimsrejse.

Sammenkomsten med omkring 1400 deltagere fra cirka 20 lande er en del af den katolske kirkes jubelår.

Selv om LGBTQ-grupper tidligere har besøgt Vatikanet, er det første gang, at en sådan pilgrimsrejse indgår i det officielle jubilæumsprogram.

Deltagerne fremhæver det som et vigtigt tegn på større mangfoldighed i den katolske kirke.

Yveline Behets, en 68-årig transkvinde fra Bruxelles, gik 130 kilometer sammen med 30 andre LGBTQ-personer ad en del af den gamle pilgrimsrute Via Francigena for at nå frem til Rom.

Hun fortæller, at hun tidligere har oplevet vanskeligheder med andre katolikker og forklarer, at hun “ikke altid følte sig anerkendt” blandt dem.

– Man skal ikke misbruge ordet “velkommen”, siger Yveline Behets, der er iført en bluse med regnbuen fra LGBTQ-fællesskabet.

– Vi er ikke bare nogle udefrakommende, som bliver budt velkommen en gang imellem eller lidt oftere. Vi er en del af den samme familie.

Der er dog ikke planlagt nogen privat audiens med pave Leo XIV for LGBTQ-pilgrimmene.

35-årige Hugo fra Quebec i Canada, der ikke ønsker at oplyse sit efternavn, mener, pilgrimsrejsen er “et virkelig vigtigt signal for os, så vi kan føle os mere inkluderede”.

Han håber, at den vil “få folk, som er i tvivl, til at tillade sig selv at være mere imødekommende over for homoseksuelle i kirken”.

Men i en kirke, der i to årtusinder har set homoseksuelle handlinger som i strid med doktrinen om sex med det formål at forplante sig og betragtet homoseksuelle par som en form for iboende forstyrrelse, er vejen til accept stadig lang.

– Der er frygt og en form for misforståelse, når det kommer til det liv, som homoseksuelle lever, siger Hugo.

– Hvis alle lærte hinanden at kende, tror jeg, at mange barrierer ville falde.

Begrebet LGBTQ dækker over lesbiske, bøsser, biseksuelle, transpersoner og queers.

Pilgrimsrejsen er organiseret af La Tenda di Gionata (Jonatans Telt). Det er en italiensk forening, der arbejder for større inklusion blandt de troende.

AFP

Storspillende Arnoldsen skaffer Aalborg sejr i Nordsjælland

Aalborg Håndbolds Thomas Arnoldsen er i den grad stemplet ind i den nye sæson.

Lørdag var det særligt takket være 11 scoringer og et hav af målgivende afleveringer fra landsholdsplaymakeren, at Aalborg vandt 37-34 på udebane over Nordsjælland Håndbold i Herreligaen.

Værternes offensive forsvar voldte ellers de nordjyske gæster store problemer i løbet af kampen, men i anden halvleg viste Arnoldsen sit store offensive repertoire og skaffede nordjyderne den forventede sejr.

Det var den anden ligasejr i to kampe til Aalborg. I premieren scorede Arnoldsen ni mål mod Skanderborg AGF.

Nordsjælland Håndbold tabte den første kamp i sæsonen til TTH Holstebro og er fortsat uden point.

I indledningen så det ud til, at det skulle blive en overlegen sejr til Aalborg lørdag eftermiddag. En velspillende Lukas Nilsson bankede hurtigt fem mål i kassen, og efter et kvarter lød forspringet på syv mål.

Nordsjælland lod sig dog ikke slå ud af den svære start. Tværtimod gik værterne over i et offensivt forsvar. Det voldte en del problemer for Aalborg, der fik brudt rytmen angrebsmæssigt og pludselig lavede en del fejl.

Juri Knorr, der hen over sommeren er kommet til Aalborg, har ikke været med i de første kampe på grund af en skade, men undervejs i første halvleg lørdag fik den tyske stjerne debut i den røde trøje.

Heller ikke han kunne ændre på, at momentum i kampen var ændret.

I anden halvleg fortsatte Nordsjælland med opportunistisk at æde sig ind på nordjyderne, og otte minutter efter sidebyttet var der kontakt ved 21-21.

Derfra overtog Thomas Arnoldsen dog kampen.

Den danske landsholdsplaymaker var involveret i næsten alle Aalborgs scoringer. Enten ved selv at være i målscorens rolle, assistere eller tilkæmpe sig straffekast, som blev omsat til mål.

Takket være Arnoldsens dominans kom Aalborg tilbage på sejrskurs med en føring på fem mål, og denne gang åd Nordsjælland sig ikke tilbage.

Tidligere lørdag vandt Skjern Håndbold sin første kamp i sæsonen, da Sønderjyske blev besejret med 32-27 på udebane.

Nikolej Krickau mareridtsdebuterer i Berlin med ydmygelse

Nikolej Krickau fik lørdag en skrækstart som cheftræner og sportschef i Füchse Berlin, da den forsvarende tyske mester i egen hule tabte 32-39 til seneste sæsons Champions League-vindere fra Magdeburg i den tyske Bundesliga.

Magdeburg offensive profiler gjorde kampen igennem, hvad der passede dem, og Krickaus tropper fik aldrig sat en prop i defensiven.

I den anden ende kunne Berlins angreb ført an af Lasse Andersson og Mathias Gidsel ikke følge med Magdeburgs høje scoringsfrekvens. Det gav sæsonens første nederlag.

Det var en bombe, der sprang tidligere på ugen, da hovedstadsklubben sagde farvel til både cheftræner og sportschef og hev den danske træner ind til at indtage begge roller.

Lørdag stod 38-årige Krickau så for første gang på sidelinjen i den tyske hovedstadsklub mod mesterskabsrivalerne, og det blev ikke en køn debut.

Allerede i indledningen blev det tydeligt, at værterne slet ikke kunne styre Magdeburgs tempofyldte angrebsspil, som Felix Claar og Ómar Ingi Magnússon ledte an i.

Efter 11 minutter havde gæsterne lavet ti mål og var foran med fem. Det fik Krickau til for første gang som Berlin-træner at kalde sine spillere til samling.

Det gav en kort optur for Berlin, der bragte gæsternes forspring ned på to mål, men den varede kort.

I Bundesligaen bliver fejl straffet prompte, og da værterne lavede en hel del af dem og samtidig havde flere store afbrændere, øgede Magdeburg føringen på ny.

Gæsterne fandt hurtigt igen melodien offensivt og broderede sig gang på gang gennem Füchse Berlins forsvar. Op mod pausen kom Magdeburg foran 22-13.

I anden halvleg blev det en regulær ydmygelse, hvor gæsternes føring undervejs rundede 12 mål.

Füchse Berlin reddede i de sidste minutter en smule af æren, men det ændrede ikke på, at det var en debut, som Nikolej Krickau nok helst vil glemme hurtigst muligt.

Israel bomber mistænkt Hamas-højhus i Gaza By

Israelsk militær har bombet et højhus i Gaza By lørdag. Forinden havde militæret opfordret indbyggere i Gaza By til at tage mod den sydlige del af Gazastriben.

Det er ikke umiddelbart oplyst, om der er dræbte eller sårede ved angrebet.

Militæret hævder, at det 15 etager høje hus blev brugt af den militante palæstinensiske Hamas-bevægelse.

Angiveligt skal Hamas have anvendt bygningen til at indsamle efterretninger. Der skal ifølge Israels militær også have været placeret sprængladninger på stedet.

Militæret har lørdag ikke umiddelbart fremlagt bevis for det.

Hamas afviser at have anvendt bygningen til militære formål. Ifølge bevægelsen havde fordrevne palæstinensere søgt tilflugt i højhuset.

Israelske styrker har i ugevis ført offensiv mod områderne i den nordlige del af Gaza By, efter at premierminister Benjamin Netanyahu beordrede militæret til at indtage den.

Netanyahu mener, at Hamas fortsat står stærkt i Gaza By, og at det er nødvendigt at indtage byen for at besejre den militante gruppe.

Inden lørdagens angreb på højhuset udsendte militæret såkaldte “evakueringsvarsler” til civile i visse dele af Gaza By. Her blev beboerne advaret om, at et angreb ville finde sted.

Den israelske militærtalsmand Avichay Adraee skrev på X, at beboere skulle forlade byen og tage til et kystområde ved Khan Younis i den sydlige del af Gazastriben.

Adraee lover, at de vil kunne få mad, lægehjælp og husly i det udpegede område, som ifølge talsmanden er en “humanitær zone”.

De seneste angreb truer med at fordrive de hundredtusinder af palæstinensere, der har søgt tilflugt i Gaza By i løbet af de knap to år, krigen mellem Hamas og Israel foreløbig har varet.

Inden krigen boede omkring en million mennesker i Gaza By. Det er næsten halvdelen af Gazastribens samlede befolkning.

Inden lørdagens angreb på højhuset i Gaza By havde palæstinensiske sundhedsmyndigheder meldt om mindst 23 dræbte lørdag. Blandt dem var mindst 13 blevet dræbt i området ved Gaza By.

Reuters

Told får 88 postleverandører til at droppe post til USA

88 postleverandører i en række lande har helt eller delvist suspenderet forsendelser til USA.

Det skyldes de nye toldsatser, meddeler Verdenspostunionen (UPU), som er et agentur under FN, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Antallet af breve og pakker til USA er faldet med mere end 80 procent, efter at der er indført højere toldsatser.

UPU arbejder på “hurtig udvikling af en ny teknisk løsning, der kan hjælpe med at få post til USA i gang igen”, siger UPU’s generaldirektør, Masahiko Metoki, i en meddelelse.

Præsident Donald Trumps administration meddelte i slutningen af juli, at USA fra 29. august afskaffede en skattefritagelse på mindre forsendelser til USA.

Beslutningen udløste en bølge af meddelelser fra postvæsener, herunder i Australien, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Indien, Italien og Japan, om at man nu ville stoppe med at tilbyde forsendelse af de fleste pakker til USA.

På det tidspunkt meddelte UPU, at det drejede sig om 25 af de 192 medlemslande.

Blandt de postleverandører, der nu indstiller en stor del af alle postforsendelser til USA, er Tysklands Deutsche Post og Storbritanniens Royal Mail.

Danske PostNord skrev 20. august i en pressemeddelelse, at man sætter forsendelser til USA midlertidigt på pause.

UPU oplyser, at data udvekslet mellem postoperatører via UPU’s elektroniske netværk viste, at posttrafikken til USA den 29. august var faldet med 81 procent i forhold til en uge tidligere.

De nye toldregler betyder, at alle forsendelser til USA eller Puerto Rico fortoldes, hvis de har en værdi under 800 dollar, hvilket svarer til lidt over 5000 danske kroner.

PostNord skriver dog på sin hjemmeside, at det ikke gælder breve uden varer eller pakker fra privatpersoner til en maksimal værdi af 100 dollar, så længe de markeres som gaver.

Bekymring for sikkerhed fylder på borgermøde om ukrainsk våbenfabrik

Bekymringer for sikkerheden fyldte en del på et velbesøgt borgermøde lørdag om planerne om at producere raketbrændstof nær Flyvestation Skrydstrup.

Det fortæller borgmester i Haderslev Kommune Mads Skau (V).

– Vi er jo en forsvarskommune i forvejen, så vi er jo vant til at se folk i uniform. Nu er det så våbenproduktion, det drejer sig om.

– Så borgerne er selvfølgelig meget bekymrede omkring sikkerheden i produktionen. Så der var rigtig mange spørgsmål om det, siger Mads Skau.

Flere end 300 borgere deltog på mødet i Vojens Hallerne, hvor også forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og erhvervsminister Morten Bødskov (S) svarede på spørgsmål.

Onsdag kom det frem, at en ukrainsk forsvarsvirksomhed vil producere raketbrændstof nær flyvestationen, som huser de danske kampfly.

Planen er, at produktionen allerede skal i gang til december.

Der blev ifølge borgmesteren luftet bekymringer på borgermødet om blandt andet sikkerhedsforhold ved fremstilling og opbevaring af raketbrændstoffet.

– Jeg er glad for, at ministrene kunne bekræfte, at sikkerheden går man ikke på kompromis med, lyder det fra Mads Skau.

Mødet vil ifølge borgmesteren blive fulgt op af flere borgermøder i den kommende tid.

Spørgsmål: Stiller Haderslev Kommune betingelser i forbindelse med projektet?

– Det er ikke en betingelsesløs omfavnelse. Vi skal sikre os, at selv om der nu kommer et fast track for den her virksomhed, så skal man ikke gå på kompromis med sikkerheden.

– Der skal være en åben dialog om det. Sådan fungerer det i Danmark. Der vil jeg gøre mit bedste til, at folk føler sig trygge ved, at det også kommer til at ske, siger Mads Skau.

Tilsynet med virksomheden vil ifølge borgmesteren skulle klares i et samarbejde mellem kommunen og staten.

Spørgsmål: Er det realistisk, at virksomheden kommer i gang allerede til december?

– Det skal jeg ikke kunne vurdere. Men det lyder hurtigt, i forhold til det vi er vant til. Men det er en ekstraordinær situation, så det kan godt ske.

Ungarsk politi slår ned på endnu et prideoptog

Ungarsk politi har forbudt en prideparade, som var planlagt til at blive afholdt i den sydungarske by Pécs i oktober.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge arrangørerne er optoget det eneste større prideoptog i Ungarn uden for Budapest.

– Vi nægter at blive bragt til tavshed. Vi vil ikke lade os true. Vi vil ikke tillade, at vores rettigheder bliver trampet på, lyder det i en udtalelse.

Årets optog i Budapest blev også gjort forbudt tidligere på sommeren.

Her endte et rekordhøjt antal deltagere dog med at deltage alligevel.

Pridens forperson, Viktoria Radvanyi, sagde efterfølgende til AFP, at op imod 180.000 havde deltaget.

Ungarsk politi har sagt, at det ikke vil skride ind over for deltagerne.

Men i august blev Budapests borgmester afhørt som mistænkt for at have organiseret paraden.

Ungarns parlament vedtog i marts en lov, der giver politiet juridisk grundlag for at forbyde LGBTQ-optog. Formålet skulle være at beskytte Ungarns børn.

Organisationen Diverse Youth Network, der står bag optoget i Pécs, kalder politiets forbud et hårdt slag for LGBTQ-samfundet.

De lover ifølge AFP i en udtalelse, at pridemarchen skal afholdes som planlagt 4. oktober.

Premierminister Viktor Orbans nationalkonservative parti, Fidesz, sidder på et stort flertal af pladserne i det ungarske parlament.

Orbans regering fører en restriktiv kurs over for LGBTQ-samfundet. Allerede i februar sagde premierministeren, at arrangørerne bag Budapest Pride ikke skulle gøre sig den ulejlighed at arrangere pridemarchen i år.

Ud over at forbyde LGBTQ-optog har politiet med den nye lovgivning fået lov til at bruge ansigtsgenkendelse for at identificere personer, der deltager i prideparader.

Pécs ligger i det sydlige Ungarn og er landets femtestørste by. Der bor omkring 140.000 mennesker i byen.

DF vil give styrelse magt til at lukke dyreopdræt ved vanrøgt

Dansk Folkeparti ønsker at give Fødevarestyrelsen beføjelser til at lukke dyreopdræt, hvis styrelsen vurderer, at dyrene vanrøgtes.

Det oplyser retsordfører for Dansk Folkeparti Mette Thiesen til Ritzau.

Udmeldingen kommer efter afsløringer fra TV 2, som har vist, at borgmesteren i Tønder, Jørgen Popp Petersen, siden 2019 har haft kontrolbesøg fra Fødevarestyrelsen på sin svinefarm 14 gange.

8 ud af de 14 gange måtte styrelsen politianmelde Jørgen Popp Petersen.

– Vi bakker fuldt op om, at Fødevarestyrelsen skal kunne lukke ned for sådan en svinefarm, som der eksempelvis var hos borgmesteren i Tønder, hvor der har været en række politianmeldelser siden 2019, siger Mette Thiesen.

I en video optaget af Fødevarestyrelsen under et kontrolbesøg, som TV 2 er i besiddelse af, ser man blandt andet en gris, hvis ører er helt sorte.

– De er simpelthen ved at blive afstødt, det er helt tydeligt. Hvis den gris får lov til at leve, så falder de ører af, siger dyrlæge Lena Rangstrup-Christensen til TV 2.

Tusindvis er mødt op for at besøge Armanis kiste i Milano

Tusindvis af mennesker er lørdag samlet i den italienske storby Milano for at sige et sidste farvel til modedesigneren Giorgio Armani, der døde tidligere på ugen.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

I forbindelse med at modehuset Giorgio Armani torsdag meddelte, at dets grundlægger var død, blev det oplyst, at der ville blive sat et begravelseskammer op lørdag og søndag.

Da dørene åbnede klokken 09.00 lørdag, havde hundredvis af mennesker allerede stillet sig i kø ved Teatro Armani, modehusets hovedkvarter, hvor begravelseskammeret er sat op.

Trækisten er blevet placeret i et mørkt rum, hvor den er omgivet af hvide papirlys samt et billede af den italienske modedesigner og en dertilhørende tekst. Selve begravelsen finder sted mandag i private rammer ifølge avisen The Guardian.

En af de fremmødte er Silvia Albonetti, der arbejder som ekspeditrice for Emporio Armani.

– Det er så følelsesladet, siger hun ifølge AFP.

– Han var en utrolig mand – nogle gange uhøflig, men menneskelig, lyder det videre.

Giorgio Armani blev 91 år.

Han havde haft det skidt i en periode og var blandt andet nødt til ikke at deltage i Armanis modeshows under modeugen for mænd i Milano i juni. Den præcise årsag til hans død er dog ikke umiddelbart blevet oplyst.

Giorgio Armani var ved sin død den eneste storaktionær i modehuset, som genererede en omsætning på 2,3 milliarder euro – 17 milliarder kroner – i 2024.

Han fik sit gennembrud som modedesigner, da han begyndte at arbejde for designeren Nino Cerutti.

Egentlig studerede han først medicin, men han droppede ud efter to år for efterfølgende at udføre sin militærtjeneste.

I Milano fik Giorgio Armani et job som vinduesdekoratør i et shoppingcenter, og så var kimen til et liv inden for mode lagt.

I 1975 debuterede han med sin første herrekollektion og blev hurtigt populær i Europa.

Modeselskabet Armani etablerede han i samarbejde med sin daværende partner, Sergio Galeotti.

Galeotti havde aids og døde som 40-årig i 1985.

Armani efterlader sig ingen børn til at arve modehuset. Men både hans lillesøster og andre familiemedlemmer vil sandsynligvis arve, har Reuters tidligere skrevet.

Gratis dagtilbud vil gavne tusindvis af velstillede familier i København

Pernille Rosenkrantz-Theils (S) forslag om at fjerne brugerbetaling for daginstitutioner i Københavns Kommune vil komme et stort antal børnefamilier med millionindtægter til gavn.

Det viser beregninger, som den borgerlig-liberale tænketank Cepos har lavet for DR.

I august forslog Rosenkrantz-Theil, der er kandidat til overborgmesterposten i København, at gøre det gratis at have børn i vuggestue og børnehave i Københavns Kommune.

Der er 26.900 børnefamilier med børn mellem nul og seks år i København, og ifølge Cepos er den gennemsnitlige husstandsindkomst for børnefamilierne i København på 1,32 millioner kroner om året.

De ti procent rigeste børnefamilier har en husstandsindkomst på over to millioner kroner om året. Det gælder 2690 børnefamilier i København.

For en familie med to børn kan forslaget give en gevinst på mere end 60.000 kroner om året.

Ifølge forskningschef i Cepos Karsten Bo Larsen viser tallene, at børnefamilierne i København er relativt godt stillet økonomisk.

– Vores beregninger viser, at børnefamilierne i København er relativt velstillede, også når man sammenligner med familier uden børn, siger han til DR.

Spidskandidat for Liberal Alliance i Københavns Kommune Alexander Ryle kritiserer forslaget for at hjælpe københavnere, der ikke har brug for den økonomiske håndsrækning.

Rosenkrantz-Theil mener, at de rigeste familier også skal have del i gevinsten.

– Den gruppe, vi taler om her, betaler topskat og er derfor i den grad med til at finansiere det her forslag, siger hun til DR.

Ifølge Rosenkrantz-Theil vil forslaget koste 800 millioner kroner om året.

Forslaget har blandt andet mødt kritik, fordi der ikke er fremlagt et konkret forslag til finansiering. Men den socialdemokratiske overborgmesterkandidat har sagt, at størstedelen af pengene skal komme ved at “skære på administrationen” i kommunen.

Der er valg til borgerrepræsentationen i København – og til byrådene i landets øvrige kommuner – den 18. november.

Socialdemokratiet driller borgerlige partier ved konvent

Socialdemokratiet efterlyser en blå statsministerkandidat i forbindelse med det såkaldte borgerlige konvent lørdag i Fredericia.

Regeringspartiet har lørdag formiddag fået kørt en lastbil med et banner hen til indgangen til Messe C i Fredericia, hvor begivenheden, som Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Konservative holder sammen, finder sted.

På banneret står det “Dyt hvis du ser en blå statsministerkandidat”.

Der henvises til, at der i øjeblikket ikke findes sådan en. Kun statsminister Mette Frederiksen (S) har meldt ud, at hun igen er statsministerkandidat, når der senest ved udgangen af oktober næste år skal være folketingsvalg.

Den socialdemokratiske gimmick ser ikke ud til at have den store effekt på hverken de borgerlige partiledere eller deltagerne ved konventet. Her er der ifølge partierne 700-800 deltagere til stede, hvilket i sig selv ikke er så mange, taget i betragtning at det er fire partier.

Selve konventet handler om, at de fire borgerlige partier i oppositionen skal vise sammenhold samt fremvise et borgerligt projekt.

Der bruges ikke meget energi på at kigge på lastbilen, som i første omgang holdt tæt på indgangen, men som også hurtigt kørte lidt længere væk og til sidst var parkeret anonymt på parkeringspladsen.

De Konservative og DF har meldt ud, at de gerne ser Venstres formand, Troels Lund Poulsen, være blå bloks statsministerkandidat. Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance har ikke meldt det ud så fuldtonet.

Troels Lund Poulsen, der er forsvarsminister i den nuværende SVM-regering, har ikke meldt sig som statsministerkandidat.

Fiskefabrik stopper produktion af listeriaramte fisk

Fødevarestyrelsen har valgt at ophæve et markedsføringsforbud til fiskefabrikken Polar Salmon Hjerting Laks.

Det oplyser selskabet, som hører hjemme i Esbjerg, ifølge Fødevarewatch og JydskeVestkysten.

Polar Salmon Hjerting Laks fik markedsføringsforbuddet, efter at selskabet flere gange måtte tilbagekalde varer på grund af listeriafund.

Forbuddet er ophævet, da fiskefabrikken ikke længere producerer de pågældende varer.

– Fødevaresikkerhed og tillid til vores produkter kommer altid først. Derfor var det en nødvendig beslutning, siger administrerende direktør Jesper Kelly Innes i en pressemeddelelse, som de to medier har set.

Konkret er produktionen af såkaldte ikkestyrede produktionsfisk blevet stoppet, skriver Fødevarewatch.

Det kan eksempelvis være koldrøget laks og hellefisk.

Fremover vil fiskefabrikken i stedet koncentrere sig om produktion af fisk, hvor man kan styre vækstbetingelser for bakterier igennem saltning, røgning og temperaturkontrol.

Ifølge JydskeVestkysten har Fødevarestyrelsen knyttet virksomheden til mindst 27 sygdomstilfælde og fire dødsfald.

Listeria kan findes i mange fødevarer – både i kød, grøntsager, upasteuriserede mejeriprodukter og bearbejdede fiskeprodukter.

Infektion med listeria kan give febersymptomer, diarré og opkast.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]