Seneste nyheder

26. april 2026

Tre personer i Nordtyskland dræbt af væltet træ under æggejagt

Tre personer er blevet dræbt, efter at et træ søndag formiddag er væltet i den nordtyske by Satrupholm, der ligger ved Flensborg.

Det oplyser tysk politi ifølge nyhedsbureauet dpa.

De tre dræbte er en 16-årig pige, en 21-årig mor samt hendes 10 måneder gamle baby. Det skriver det tyske medie Bild.

Den 16-årige og den 21-årige døde på ulykkesstedet.

Babyen pådrog sig livstruende skader og blev fløjet til et hospital i Kiel med helikopter. Babyen døde på hospitalet.

En 18-årig pige kom også alvorligt til skade i forbindelse med ulykken. Hun behandles på et hospital. Flere andre pådrog sig lettere skader.

Træet, der væltede, var cirka 30 meter højt.

Ulykken skete søndag klokken 11.00 i et skovområde i forbindelse med en jagt efter påskeæg.

Mere end 80 redningsfolk arbejdede efterfølgende på stedet, skriver Bild.

Omkring 50 personer befandt sig ifølge dpa i skoven, da ulykken skete. Det drejer sig hovedsageligt om beboere og plejepersonale fra et plejehjem i nærheden.

Den nøjagtige årsag til at træet væltede, kendes endnu ikke.

Politiet har ifølge dpa indledt en efterforskning af årsagen til ulykken.

Den tyske vejrtjeneste DWD har dog advaret om kraftig blæst i området med vindstød på op mod 22 meter i sekundet.

Trump indkalder til pressemøde sammen med militæret

Den amerikanske præsident, Donald Trump, vil mandag aften dansk tid afholde et pressemøde sammen med militæret.

Det skriver han i et opslag på sit eget sociale medie, Truth Social, søndag, hvor han også omtaler en redningsaktion af et amerikansk besætningsmedlem i Iran.

– En FANTASTISK fremvisning af mod og talent fra alle, skriver Trump.

Fredag lød det, at et amerikansk F-15-kampfly med to personer om bord var blevet skudt ned i Iran. Senere lød det fra uofficielle kilder, at piloten på kampflyet var blevet reddet, men at det andet besætningsmedlem var savnet.

Tidligt søndag morgen skrev Donald Trump så på Truth Social, at et amerikansk besætningsmedlem var i god behold efter en redningsaktion i Iran.

Søndag eftermiddag skriver han, at mandagens pressemøde vil blive afholdt i Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus og begynde klokken 13 lokal tid – klokken 19 dansk tid.

USA og Israel indledte krigen mod Iran 28. februar. Ifølge Trump skete det for at forhindre Iran i at udvikle atomvåben og udvikle missiler, der kan nå USA.

Det fik iranerne til at lukke Hormuzstrædet, hvor omkring en femtedel af verdens olie transporteres igennem.

Søndag skriver Donald Trump i et separat opslag:

– Åbn det fucking stræde, I sindssyge skiderikker, eller I kommer til at bo i Helvede – VENT OG SE! Lovet være Allah.

Lørdag lød det fra Trump, at hvis ikke Iran indgår en aftale med USA eller åbner Hormuzstrædet inden for 48 timer, så vil “helvede bryde løs”.

Den 22. marts gav han ligeledes Iran et ultimatum om, at USA vil “ramme og udslette deres forskellige kraftværker”, hvis ikke landet åbnede Hormuzstrædet inden for 48 timer.

Efterfølgende forlængede Trump sin deadline med ti dage. Den udløber mandag den 6. april klokken 20.00 lokal tid. Det er i Danmark 7. april klokken 02.00.

Fredag skrev The Wall Street Journal, at forhandlinger mellem Iran og USA under ledelse af Pakistan er gået i stå.

Det oplyste unavngivne mæglere til det amerikanske medie.

Ifølge mæglerne havde Iran officielt meddelt dem, at iranske embedsfolk ikke vil mødes med amerikanske embedsfolk i Pakistans hovedstad, Islamabad, i de kommende dage, skrev mediet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fortuna Hjørring lider overraskende nederlag til bundskraber

De forsvarende mestre fra Fortuna Hjørring tabte søndag potentielt et vigtigt skridt i topkampen i A-Ligaen.

Hjemme i Nordjylland tabte Lene Terps udvalgte 1-2 til mesterskabsspillets bundskraber, Kolding IF.

Det er tredje ligakamp ud af de seneste fire, at Fortuna Hjørring forlader grønsværen uden point.

Det er et skidt tidspunkt, at det formdyk rammer.

Kampen om mesterskabet begynder at spidse til, og senere søndag blev Fortuna Hjørring både overhalet af Brøndby, der slog FC Nordsjælland, og distanceret af førerholdet HB Køge, som hjemme vandt 2-0 over AGF.

HB Køge har dermed 40 point, mens Brøndby med 34 point er ny på andenpladsen. Fortuna har 32 point og et markant stykke arbejde foran sig i sæsonens resterende seks runder.

Kolding kommer ikke med i kampen om titlen, men vandt søndag sin første ligakamp siden 18. oktober.

På et vindblæst stadion i Hjørring fik Fortuna Hjørring en skidt afslutning på første halvleg. 16-årige Frederikke Ludvigsen bragte lige inden pausefløjt gæsterne i front med et fornemt langskudsmål.

Den mulige overraskelse kom nærmere efter en lille times spil, da Kamma Fredsted fordoblede Koldings føring.

Fortuna Hjørring forsøgte derfra at undgå blamagen, og 20 minutter før tid gav amerikanske Ashley Riefner lidt håb med sin reducering.

Mere blev det dog ikke til for det forsvarende mesterhold, der altså led et uventet nederlag.

Paven markerer påsken med klar besked til krigsførende magthavere

Mens missiler og droner flyver på tværs af Mellemøsten, og mens Rusland fortsætter sin krig i Ukraine på femte år, har pave Leo dedikeret påskesøndag til at opfordre verdens ledere til at vælge freden.

Søndag middag talte den katolske kirkes overhoved fra balkonen på Peterskirken i Rom til hundredvis af fremmødte, skriver Reuters.

– Lad dem, der har våben, lægge dem!

– Lad dem, der har magten til at starte krige, vælge fred, sagde paven.

Talen med titlen “urbi et orbi” – på dansk: til byen og til verden – fulgte efter den traditionsrige påskemesse i Peterskirken.

Det var pave Leos debut som leder af påskemessen, der markerer den største højtid i den kristne kirke, og det var hans første “urbi et orbi”-tale.

Pave Leo blev således indsat i embedet i maj sidste år.

Trods det klare budskab nævnte paven ikke nogen navne eller specifikke konflikter eller krige i talen, som var usædvanligt kort og direkte.

Ifølge pave Leo er verden blevet så vant til krig, at der opstået en ligegyldighed over for vold og drab blandt mennesker.

– Vi vænner os til vold, accepterer den og bliver ligeglade. Ligeglade med tusindvis af menneskers død, sagde paven.

Han påpegede, at fortællingen om påsken, hvor Jesus ifølge Bibelen genopstod fra de døde påskemorgen, to dage efter at han blev korsfæstet uden at gøre modstand, viser, at Jesus var “helt igennem ikke-voldelig”.

– Lad os på denne fejringens dag opgive enhver trang til konflikt, dominans og magt og bønfalde Herren om, at han må skænke sin fred til en verden hærget af krige, lød det fra den katolske kirkes overhoved.

Det er ikke første gang, at paven kritiserer de igangværende konflikter og opfordrer til fred. Det har han gjort flere gange de seneste uger – blandt andet under sin prædiken fra Peterspladsen palmesøndag.

– Jesus lytter ikke til bønnerne fra dem, der fører krig, men afviser dem og siger: Selv om I sender mange bønner, vil jeg ikke lytte: Jeres hænder er fulde af blod, formanede pave Leo for en uge siden.

Ud over at holde tale sendte pave Leo søndag middag påskehilsner på ti sprog – herunder latin, arabisk og kinesisk – fra balkonen på Peterskirken.

Fejl på signaler og storm stopper mange tog i Jylland

Flere steder i Jylland må selskabet GoCollective opgive at køre tog.

Det skyldes signalfejl hos Banedanmark.

Det skrev GoCollective på sin hjemmeside søndag middag. Her kan man læse, at stoppet gælder “i det meste af Jylland”.

Banedanmark skriver kort før klokken 14 søndag på det sociale medie X, at fjernstyringsfejlen nu er fundet.

Derfor er det forventningen, at man kan genoptage togdriften på de berørte strækninger klokken 15.

Samtidig oplyser DSB på sin hjemmeside, at signalfejlen og væltede træer gør, at der ikke køres med tog på strækningen mellem Fredericia og Kolding og mellem Vejle og Struer.

Enkelte tog fra Kolding vil kun køre til Lunderskov, og derfor vil der være togbusser mellem Lunderskov og Fredericia.

Problemerne mellem Fredericia og Kolding skyldes en køreledning, der er revet ned på strækningen.

Derfor forventes det først, at der kan køre tog på den pågældende strækning igen sidst på eftermiddagen, skriver Banedanmark på X.

Stormen har i øvrigt påvirket GoCollectives trafik søndag formiddag, så der er sket flere aflysninger.

Et træ er blevet påkørt på strækningen mellem Skanderborg og Aarhus. Og stormvejret angives af selskabet som årsag til nogle aflyste tog mellem Herning og Vejle.

I forvejen er der indsat togbusser på det vestlige Fyn hen over påsken.

Det skyldes, at der er planlagt sporarbejde.

Familie på flugt meldes dræbt i israelsk angreb i Sydlibanon

En familie på seks samt yderligere én person er søndag blevet dræbt i et israelsk angreb på byen Kfar Hatta i det sydlige Libanon.

Det siger en kilde fra Libanons civilforsvar til nyhedsbureauet AFP.

Israels militær havde inden angrebet beordret byen evakueret.

Ifølge kilden var familien flygtet fra en by længere mod syd og ventede på at få et lift fra Kfar Hatta, da angrebet ramte.

Familien havde ikke selv en bil og skulle hentes af en bekendt, der ville køre familiemedlemmerne ud af byen.

Manden, der skulle hente familien, blev også dræbt i det israelske angreb.

Ud over angrebet i det sydlige Libanon har Israel søndag formiddag iværksat en række angreb mod Hizbollah-mål i den libanesiske hovedstad, Beirut.

Det meddeler Israels militær i en udtalelse.

Under Israel og USA’s krig mod Iran har Hizbollah løbende angrebet primært det nordlige Israel med droner og raketter. Det har fået Israel til at svare igen med angreb på mål, der sættes i forbindelse med Hizbollah i Libanon.

Angrebene har været rettet mod Beirut og det sydlige Libanon.

Tidligere på ugen annoncerede Israels forsvarsminister, Israel Katz, at Israel vil etablere en sikkerhedszone i det sydlige Libanon og fortsat kontrollere området, efter at den nuværende væbnede konflikt med Hizbollah er ovre.

– Ved operationens afslutning vil IDF (Israels militær, red.) etablere en sikkerhedszone inde i Libanon og opretholde sikkerhedskontrollen over hele området op til Litanifloden, sagde Israel Katz tirsdag efter et møde med den israelske militærledelse.

Litanifloden løber cirka 30 kilometer nord for grænsen mellem Israel og Libanon.

Formålet med sikkerhedszonen er ifølge forsvarsministeren “at fjerne truslerne nær grænsen én gang for alle”.

Samtidig vil Israel forbyde flere end 600.000 personer at vende tilbage til deres hjem i Libanon syd for Litanifloden, meddelte Israel Katz.

Indbyggerne må først vende hjem, når Hizbollah ikke længere udgør en trussel mod indbyggerne i det nordlige Israel.

Johnny Reimar banede vejen for Birthe Kjærs første plade

Det er Johnny Reimars skyld, at Birthe Kjær har kunnet gøre musikken til sin levevej.

Det fortæller den folkekære sanger til Ritzau, efter at det søndag er kommet frem, at Johnny Reimar er død.

– Jeg havde jo haft hele min barndom, hvor jeg havde været ude at synge, men jeg havde jo aldrig troet, at det kunne blive en karriere, fortæller hun.

Johnny Reimar gav Birthe Kjær hendes første pladekontrakt.

Inden da havde hun selv troet, at hun skulle ud og lave “noget almindeligt”, fortæller hun.

– Han har jo betydet alt for min karriere. Det var jo ham, som i 1968 gav mig chancen for at indspille min første plade, siger Birthe Kjær.

Reimars datter, Lotte Reimar, skriver søndag på Facebook, at musikeren og tv-værten døde lørdag efter kortere tids sygdom.

Ved siden af Johnny Reimars egen musikkarriere, var han også i mange år musikproducer.

Det, der står tilbage for Birthe Kjær, er Johnny Reimar som person, fortæller hun.

Birthe Kjær beskriver ham som ualmindeligt sød og en rigtig god chef.

– Han var hele tiden på med noget nyt. Han var meget idérig, fortæller Birthe Kjær.

– Og så var han jo festlig at være sammen med, indskyder hun.

Med Birthe Kjærs ord var det aldrig kedeligt, når hun mødte musikeren på de danske landeveje.

Birthe Kjær var i mange år tilknyttet Johnny Reimars pladeselskab.

– Der var han jo fantastisk til at finde det ene hit efter det andet, som jeg fik indsunget og kom på Dansktoppen med, siger hun.

Johnny Reimar blev 82 år.

Trods mandattab ser LA samme mulighed for at danne en blå regering

Muligheden for at kunne danne en regering primært bestående af blå partier er fortsat den samme, selv om blokken har mistet flere mandater siden folketingsvalget.

Sådan lyder det søndag fra Liberal Alliances Ole Birk Olesen.

Lørdag aften meddelte folketingsmedlem Emilie Schytte, at hun trak sig “helt ud” af Borgernes Parti. Forudsat at hun beholder sit mandat, har blå blok mistet tre mandater – to fra Borgernes Parti og et fra Liberal Alliance.

Men den seneste udvikling har ingen betydning, mener Ole Birk Olesen.

– Der er jo ikke borgerligt flertal uden Moderaterne.

– Det flertal, der teoretisk set var fra Moderaterne og over til Borgernes Parti, har jo aldrig været et reelt flertal, fordi ingen har kunnet forestille sig, at man kunne forene Moderaterne og Borgernes Parti i et parlamentarisk grundlag for en regering, siger han.

Med den seneste udmelding er Borgernes Parti gået fra fire til to folketingsmedlemmer siden valget 24. marts.

Lørdag aften skrev Emilie Schytte i et længere Facebook-opslag, at hun ikke længere kunne stå “inde for den retorik, partiet fører – og som Lars forsvarer”, med henvisning til partiformand Lars Boje.

Hun forholdt sig ikke til en sag, hvor Radio IIII har berettet, at hun har angivet upræcise oplysninger om tidligere ansættelsesforhold i sit cv på Borgernes Partis hjemmeside.

Søndag siger Emilie Schytte til TV 2, at hun forventer at fortælle mere om sin fremtid i Folketinget mandag.

Imens er Jacob Harris og Cecilie Liv Hansen, der er blevet ekskluderet af henholdsvis Borgernes Parti og Liberal Alliance, blevet løsgængere.

Aktuelt afsøger Mette Frederiksen (S) som kongelig undersøger en regering bestående af Socialdemokratiet, SF og De Radikale.

Hos Liberal Alliance bakker man fortsat op om en centrumhøjre-regering, der går fra De Radikale og ud ad den borgerlige fløj, siger Ole Birk Olesen.

– Hvis man skal finde en model til højre for Socialdemokratiet, skal der findes en løsning på de to udeståender om, hvordan man løser udlændingepolitikken og den grønne politik – hvor enkelte partier ikke skal kunne blokere for, hvad der er flertal for i Folketinget.

Adspurgt om det er realistisk at finde en sådan løsning, svarer Ole Birk Olesen:

– Jeg synes, det er super realistisk, hvis der er en villighed i partierne til at finde og stræbe mod sådan en løsning. Der er ikke noget som helst teoretisk i vejen for, at man vil kunne det, men det forudsætter jo, at partierne vil det.

Ved valget fik blå blok 77 mandater, mens rød blok fik 84. Imens kunne Moderaterne tælle til 14 mandater.

Johnny Reimar er død i en alder af 82 år

Den danske musiker og tv-vært Johnny Reimar er lørdag død efter kort tids sygdom. Det skriver hans datter, Lotte Reimar, på Facebook.

Johnny Reimar blev 82 år.

– Det trøster os, at vores far har haft et sjovt, spændende og helt igennem fantastisk liv. Vi ved, at han har betydet meget for mange, og for os har han betydet alt, skriver datteren.

Det fremgår ikke, hvad musikeren døde af.

Johnny Reimar havde en lang karriere i musikbranchen og er blandt andet kendt for hits som “Bind dit gule hårbånd” og ikke mindst “Sikke’n fest” og “Du burde købe dig en tyrolerhat”.

Det var også Johnny Reimar, som stod den danske fodboldsang til VM i Mexico i 1986, “Halli, Halli, Hallo”.

Han fik sit gennembrud med bandet The Clifters. Bandet var inspireret af den britiske musiker Cliff Richard.

Ved siden af musikkarrieren blev der også tid til at være vært på tv-programmerne “Fællessang på Bakken” og “Fællessang på Charlie”.

I 1976 købte han rettighederne til Smølferne i Danmark, og han lavede også musik med de små, blå tegneseriefigurer.

Han har igennem firmaet Starbox også i en årrække stået for pladeproduktion bandet Mabel og for kunstnere som Birthe Kjær, Bjørn & Okay, Dorthe Kollo, Jørgen Ingmann og Victor Borge.

Johnny Reimar blev gift med Annie Lindberg i 1967. Parret fik fire børn sammen.

– Vores far var et hjertevarmt, kærligt og gavmildt menneske, der var ubeskriveligt stolt af sin store familie, og som altid har knoklet for at forsørge og forkæle os alle, skriver Lotte Reimar på Facebook.

Lotte Reimar håber på forståelse for, at familien har brug for ro i en svær tid, lyder det.

Detaljer om Johnny Reimars begravelse kommer “snarest muligt”, skriver hun videre.

Fire meldes dræbt i israelsk droneangreb på gruppe af civile i Gaza

Et israelsk droneangreb har tidligt søndag morgen dræbt fire og såret yderligere fem personer i Gaza By.

Det meddeler Gazas civilforsvar og al-Shifa-hospitalet, som har taget imod de dræbte og sårede, skriver nyhedsbureauet AFP.

– Et israelsk luftangreb dræbte før daggry fire og sårede flere andre, lyder det fra civilforsvaret.

Ifølge al-Shia-hospitalet var angrebet rettet mod en gruppe af civile.

– Fire martyrer og fem sårede ankom til hospitalet i morges, efter at en israelsk drone affyrede to missiler mod en gruppe af civile, skriver hospitalet i en udtalelse.

Det fremgår ikke, om de dræbte og sårede er civile, eller om der eventuelt er tale om militante, der befandt sig blandt civile palæstinensere.

Siden 10. oktober sidste år har der officielt været våbenhvile i Gaza mellem den militante bevægelse Hamas og Israel.

Alligevel har der gentagne gange været angreb i det palæstinensiske område.

Ny fængsling i sag om overfald i sydsjællansk landsby

I en sag om et groft overfald nær Kalvehave på Sydsjælland har politiet foretaget endnu en anholdelse.

En mand på 61 år blev anholdt lørdag aften, og søndag er han blevet varetægtsfængslet af en dommer i Nykøbing Falster.

Dermed er i alt fire personer fængslet i sagen, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Efterforskningen skyldes en hændelse i en villa i landsbyen Viemose ved Kalvehave onsdag eftermiddag.

Her blev en kvinde og en mand angiveligt frihedsberøvet i fire timer.

Undervejs blev manden slået i hovedet med et baseballbat, ligesom han blev stukket med kniv og fik et øksehug i sit ene ben.

Desuden blev såvel manden som kvinden truet, mener politiet.

De tre først anholdte og fængslede er en kvinde på 63 år samt to mænd på henholdsvis 54 og 35 år.

Søndagens retsmøde blev holdt bag lukkede døre, oplyser anklager Jens Ole Jensen, som derfor ikke har yderligere oplysninger.

Alle fire er frihedsberøvet frem til 20. april.

Politi: Kvinde blev holdt fanget af mand i Greve

En kvinde i Greve har i påsken været udsat for frihedsberøvelse, mener politiet, som har efterforsket sagen siden lørdag.

En mand på 37 år er anholdt, og søndag formiddag vil en anklager bede Retten i Holbæk om at skride til varetægtsfængsling.

Det oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Sigtelsen drejer sig om frihedsberøvelse i nogle timer samt om det, der i straffeloven kaldes ulovlig tvang. Endelig indgår også hærværk mod en ejendom i sagen.

Foreløbig er politiet tilbageholdende med at frigive detaljer om sagen. Men vagtchefen siger, at den påståede frihedsberøvelse skal have stået på i “nogle timer”.

Hvad den anholdte mand siger til sigtelsen, er ikke oplyst.

Iran hævder at have nedskudt amerikansk militærfly og to helikoptere

Irans militær har nedskudt et amerikansk transportfly og to amerikanske militærhelikoptere.

Det meddeler en talsmand for det iranske militær søndag ifølge det iranske nyhedsbureau Tasnim, skriver Reuters.

Der skal være tale om et transportfly af typen C-130 Hercules og to Black Hawk-helikoptere. Det er mellemstore helikoptere, der ligesom Hercules-flyet bruges af militæret i en lang række lande.

USA har ikke bekræftet, at flyet og de to helikoptere er blevet skudt ned.

Det er uvist, hvor mange besætningsmedlemmer der var om bord, om de overlevede, og hvor de befinder sig.

Irans politi meddelte tidligere søndag, at et C-130 Hercules-fly var blevet skudt ned syd for byen Isfahan i det centrale Iran, så det kan være i dette område, at amerikansk militær skal lede efter besætningerne.

Meldingen om nedskydningen af flyet og helikopterne kommer, kort efter at eftersøgningen efter et besætningsmedlem fra et amerikansk F-15-kampfly søndag er blevet afsluttet i Iran.

Kampflyet styrtede ned i Iran fredag. Begge besætningsmedlemmer – en pilot og en officer – er blevet fundet i live af amerikansk militær.

Eftersøgningen efter officeren, som var den sidste, der blev fundet, var ifølge USA’s præsident, Donald Trump, “en af de mest dristige eftersøgnings- og redningsaktioner i USA’s historie”.

På det sociale medie Truth Social skrev Trump tidligt søndag morgen, at ingen amerikanere blev dræbt eller såret i redningsaktionerne.

Han skrev desuden, at det er første gang, at to amerikanske piloter er blevet reddet i separate redningsaktioner “dybt inde i fjendens territorium”.

Ifølge den iranske Revolutionsgarde blev adskillige “fjendtlige flyvende objekter” skudt ned under den seneste amerikanske redningsaktion.

Det er dog uklart, om Revolutionsgarden henviser til transportflyet og de to helikoptere.

Krigen i Iran har foreløbigt varet i fem uger. Den blev iværksat af Iran og Israel den 28. februar og har siden udviklet sig til en regional konflikt med iranske angreb på Israel og flere arabiske lande, der huser amerikanske militærbaser.

DMI forventer storm i det nordligste Jylland

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) varsler søndag en storm i Nord- og Nordvestjylland.

Lokalt kan der komme vindstød af orkanstyrke.

Det fremgår af et opdateret varsel på DMI’s hjemmeside.

Stormen er navngivet Dave af det britiske meteorologiske institut Met Office.

Tidligere har DMI varslet stormende kuling i kommunerne Thisted, Jammerbugt, Hjørring, Frederikshavn og Læsø.

Søndag er varslet i Nordjylland ændret fra et kategori 1-varsel om voldsomt vejr til et kategori 2-varsel om farligt vejr.

Når DMI varsler farligt vejr, opfordres man til at være ekstra opmærksom, når man færdes ude.

Man skal også være forberedt på, at vejret kan forstyrre trafik og forsyning.

– Resten af landet får dog også en blæsende søndag med en frisk vind til kuling omkring syd, der drejer sydvest og vest. Ved kysterne stedvis hård kuling med kraftige vindstød, der lokalt kan nå stormstyrke, lyder det i opdateringen om varslet.

Varslet gælder fra søndag klokken 11 til søndag klokken 20.

Dave er et stormlavtryk, som ventes at tage en nordøstlig bane lige nord om Skagerrak, skriver DMI.

Lørdag opfordrede Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse til, at man tog sine forholdsregler, hvis man skulle begive sig ud i søndagens blæsevejr.

– Tag dine forholdsregler, hvis du skal ud i trafikken i denne type vejr, og lyt naturligvis til anbefalingerne fra myndighederne, udtalte rådets administrerende direktør, Jakob Bøving Arendt.

Dave står også til at ramme Norge søndag.

Vindstødene kan i dele af Norge komme helt op på 45 meter i sekundet.

Trump: Savnet amerikansk besætningsmedlem er reddet i Iran

Det andet amerikanske besætningsmedlem fra et F-15-kampfly, der fredag styrtede ned i Iran, er blevet reddet af USA’s specialstyrker.

Det bekræfter den amerikanske præsident, Donald Trump, på sit sociale medie, Truth Social.

Den amerikanske militærmand er nu i sikkerhed og i god behold efter en storstilet redningsaktion i Iran, oplyser præsidenten.

– Vi fik ham, skriver Trump på Truth Social.

– På min ordre sendte det amerikanske militær dusinvis af fly, bevæbnet med verdens mest dødelige våben, for at hente ham. Han pådrog sig skader, men han vil klare sig fint, tilføjer præsidenten.

Fredag lød det, at et amerikansk F-15-kampfly med to personer om bord var blevet skudt ned i Iran. Senere lød det fra uofficielle kilder, at piloten på kampflyet var blevet reddet – men at det andet besætningsmedlem var savnet.

Trump skriver på Truth Social, at USA i første omgang ikke bekræftede, at piloten blev reddet for ikke at sætte redningsaktionen efter det andet besætningsmedlem over styr.

Trump kalder militæraktionen “mirakuløs” og “en af de mest dristige eftersøgnings- og redningsaktioner i USA’s historie.”

Præsidenten skriver, at det er første gang, at to amerikanske piloter er blevet reddet i separate redningsaktioner “dybt inde i fjendens territorium”.

Ifølge Trump blev ingen amerikanere dræbt eller såret i redningsaktionerne.

Irans Revolutionsgarde siger ifølge iranske medier, at et amerikansk fly, der deltog i redningsaktionen efter det savnede besætningsmedlem, blev skudt ned i Isfahan-provinsen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Irans Revolutionsgarde har også i løbet af de seneste 36 timer forsøgt at finde det savnede amerikanske besætningsmedlem i det sydvestlige Iran.

Ifølge det amerikanske medie Axios blev det første besætningsmedlem – piloten – reddet fredag flere timer efter, at kampflyet blev skudt ned.

Det tog over et døgn at lokalisere det andet besætningsmedlem, og en redningsaktion blev sat i gang.

De nedskudte kampfly viser de risici, som amerikanske og israelske fly stadig står overfor mod Iran på trods af påstande fra Trump og hans forsvarsminister, Pete Hegseth, om, at deres styrker har fuld kontrol over luftrummet.

USA og Israel indledte krigen mod Iran den 28. februar med omfattende bombardementer mod landet. Krigen har nu varet i over fem uger.

Alkoholpåvirket bilist kører ind i festivalparade i USA

Politiet i den amerikanske delstat Louisiana har lørdag anholdt en 57-årig mand og sigtet ham for i spirituspåvirket tilstand at køre ind i en gruppe mennesker, der deltog i en lokal parade.

Flere personer kom til skade, da han bragede ind i folkemængden i byen New Iberia. Enkelte af dem er alvorligt kvæstet.

Hændelsen skete i forbindelse med en lokal tredages festival i forbindelse med det laotiske nytår.

Nytåret i det asiatiske land Laos foregår typisk midt i april.

Den 57-årige bilist er sigtet for 18 tilfælde af uagtsom legemsbeskadigelse, hensynsløs kørsel og for at have en åben beholder med alkohol i bilen, melder delstatspolitiet i Louisiana.

En udåndingsprøve viste, at manden havde en promille på 0,137. Den tilladte promillegrænse for bilister i de fleste amerikanske delstater er 0,08.

Flere fodgængere blev ramt af køretøjet, lyder det.

Tidligere på lørdagen havde det lokale sherifkontor oplyst, at mindst 15 personer var blevet såret.

Meldingen fra sherifkontoret var, at intet tydede på en bevidst handling.

– Baseret på den indledende efterforskning tyder det ikke på, at der er tale om en bevidst handling, sagde talsperson Rebecca Melancon ifølge nyhedsbureauet AP.

Den private redningstjeneste, Acadian Ambulance, tog 13 personer med på hospitalet. To af dem blev fløjet til hospitalet med helikopter, oplyste redningstjenesten på det sociale medie X.

Acadian Ambulance oplyser, at hændelsen skete omkring klokken 14.30 lokal tid. Det svarer til klokken 23.30 dansk tid.

Arrangørerne af Louisiana Lao New Year Festival valgte efter lørdagens hændelse at aflyse aftenens koncerter og indstille salget af alkohol. Det fremgår af et opslag på Facebook.

– Vi er dybt berørte over nyheden om hændelsen nær festivalområdet. Vi beder for ofrene og deres familier i denne svære tid, står der på Facebook.

Festivalen, der afholdes hvert år, foregår over tre dage hen over påskeweekenden i New Iberia.

Reuters

Iran advarer mod radioaktivt udslip efter angreb nær atomanlæg

Irans udenrigsminister, Abbas Araqchi, har skrevet et brev til FN, hvor han advarer mod risikoen for et radioaktivt udslip og fordømmer de amerikansk-israelske angreb tæt på et atomkraftværk.

Det sker, efter at der lørdag ifølge Iran har været endnu et angreb nær et iransk atomkraftværk i Bushehr, skriver nyhedsbureauet Reuters og mediet Al Jazeera.

Araqchi mener, at “sådanne angreb udsætter hele regionen for en alvorlig risiko for radioaktiv forurening med alvorlige konsekvenser for både mennesker og miljø”.

Det skriver han i brevet, hvis tekst han har delt på Telegram ifølge Al Jazeera.

– De gentagne angreb fra aggressorerne i nærheden af det aktive Bushehr-atomkraftværk vækker stor bekymring, lyder det fra den iranske udenrigsminister ifølge mediet.

– Angreb så tæt på et aktivt nukleart anlæg skaber en uudholdelig situation, der udgør en alvorlig risiko for radiologisk udslip.

Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) skrev lørdag på det sociale medie X, at det havde fået meldinger fra Iran om et nyt angreb nær Bushehr-atomkraftværket.

Det er ifølge IAEA fjerde gang, at et område nær atomkraftværket er blevet angrebet de seneste uger.

En vagt på atomkraftværket i Bushehr blev dræbt i angrebet, og en bygning på atomkraftværkets grund blev beskadiget, lød det fra IAEA, som har fået oplysningerne fra Iran.

Irans udenrigsminister mener, at hvis atomkraftværket bliver direkte ramt, vil det gå ud over hovedstæderne i golfstaterne.

– Husker I den vestlige vrede over fjendtlighederne nær Zaporizjzja-atomkraftværket i Ukraine?, skriver Abbas Araqchi på X med henvisning til Europas største atomkraftværk, som Rusland tog kontrol over i begyndelsen af krigen mod Ukraine.

– Israel og USA har nu bombet vores Bushehr-anlæg fire gange. Radioaktivt nedfald vil afslutte livet i GCC-hovedstæderne, ikke Teheran, tilføjer udenrigsministeren.

Gulf Cooperation Council (GCC) er golfstaternes samarbejdsråd. Medlemslandene er Kuwait, Bahrain, Qatar, Oman, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.

Bushehr-anlægget, som er Irans eneste atomkraftværk, ligger ved Den Persiske Golf.

Atomkraftværket er tættere på hovedstæderne i Kuwait og Qatar end på Irans hovedstad, Teheran, som ligger mere end 750 kilometer væk. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Kuwait melder om skader på regeringsbygning efter iransk angreb

En regeringsbygning i Kuwait er natten til søndag blevet udsat for et iransk droneangreb.

Luftangrebet har forårsaget betydelig skade på regeringsbygningen.

Det melder Kuwaits finansministerium i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Der er umiddelbart ingen dræbte eller sårede, lyder det videre.

Bygningen, der ligger i hovedstaden Kuwait City, huser flere ministerier.

Af udtalelsen fra finansministeriet fremgår det, at medarbejdere søndag vil arbejde hjemmefra, mens der vil være lukket for besøg.

Et olieraffinaderi, der tilhører det statsejede olieselskab Kuwait Petroleum Corporation, i kystbyen Shuwaikh er også blevet udsat for et droneangreb, beretter det statslige nyhedsbureau Kuwait News Agency.

I forbindelse med angrebet er der opstået en brand, som brandvæsnet arbejder på at slukke.

Der er ingen meldinger om hverken dræbte eller sårede.

Kuwaits ministerium for elektricitet, vand og vedvarende energi melder om “alvorlig materiel skade” på to anlæg efter iranske droneangreb. Det skriver Reuters. To enheder, der producerer elektricitet, er sat ud af drift.

En talsperson fra ministeriet betegner ifølge mediet Al Jazeera angrebene som en “kriminel aggression”.

Det er to el- og vanddestillationsanlæg, der er blevet ramt, lyder det videre.

Kuwaits militær meddeler natten til søndag, at luftforsvaret er i gang med at afværge missil- og droneangreb.

– Kuwaits luftforsvar reagerer i øjeblikket på missilangreb og fjendtlige droner, skriver militæret natten til søndag på det sociale medie X.

– Enhver lyd af eksplosioner, der høres, er et resultat af luftforsvarssystemer, der opsnapper fjendtlige angreb. Alle bedes overholde sikkerhedsinstruktioner, der er udstedt af myndighederne, lyder det videre.

Efter at USA og Israel den 28. februar angreb Iran har krigen spredt sig til store dele af Mellemøsten.

Iran svarede igen ved at angribe en række mål på tværs af Mellemøsten med missiler og droner.

Flere olieraffinaderier i Kuwait har været mål for angreb. I begyndelsen af ugen førte et iransk droneangreb ifølge lokale medier til en større brand i Kuwaits internationale lufthavn.

Et fuldt lastet tankskib tilhørende Kuwait Petroleum Corporation blev ramt, da det tirsdag lå for anker i havnen i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater. Olieselskabet advarede om muligt olieudslip.

Astronauter gennemgår opgaver før flyvning rundt om Månen

Astronauterne om bord på det bemandede amerikanske rumfartøj “Orion” nærmer sig stille og roligt Månen.

Besætningen er så småt begyndt at forberede sig på, at den inden længe skal flyve rundt om Månen, oplyser den amerikanske rumfartsorganisation, Nasa, på sin hjemmeside.

Astronauterne Jeremy Hansen, Reid Wiseman, Victor Glover og Christina Koch skal lørdag gennemgå en liste over de overflader på Månen, som de skal analysere og fotografere.

Efter planen vil “Orion” passere Månen mandag fra klokken 20.45 dansk tid og seks timer frem.

Da de fire astronauter vågnede op lørdag klokken 18.35 dansk tid mere end halvandet døgn efter opsendelsen fra Cape Canaveral i Florida var afstanden til Jorden 271.979 kilometer.

Månen lå på det tidspunkt 178.154 kilometer forude.

Efter planen vil “Orion” natten mellem søndag og mandag ramme det punkt, hvor Månens tyngdekraft vil overgå Jordens påvirkning på rumfartøjet.

Mens Nasas Apollo-missioner i 1960’erne og 1970’erne foregik i en afstand på ned til 110 kilometer fra Månens overflade, så kommer “Orion” ikke nær så tæt på.

Når rumfartøjet er tættest på Månen under den igangværende månemission, vil afstanden være på 6440 kilometer.

Besætningen vil mandag aften dansk tid efter planen sætte rekord for den længste distance, et bemandet rumfartøj har været fra Jorden, når det er omkring 400.000 kilometer fra Jorden.

Derefter vil rumfartøjet påbegynde hjemrejsen.

“Orion” skal efter planen lande i Stillehavet den 10. april, hvor redningshold vil være klar til at hente besætningen.

Opsendelsen er en del af Nasas Artemis II-mission. Hvis den lykkes, bliver det første gang siden 1970’erne, at mennesker sendes rundt om Månen.

Artemis II-missionen spiller en central rolle i Nasas planer om at få mennesker tilbage på Månen.

Planen er senere at bygge en permanent rumbase på Månen som afsæt for mere udforskning af rummet, herunder rejser til Mars.

AFP

Mussolinis sommerhus købt af kommunen for at holde fascister væk

En italiensk kommune har købt en sommervilla, der har tilhørt Italiens fascistiske leder Benito Mussolini.

Det skriver The Guardian.

Kommunen har blandt andet købt “Villa Mussolini” for at undgå, at ejendommen falder i hænderne på det, som betegnes som fascistiske nostalgikere.

Sommerhuset, der ligger på strandpromenaden i badebyen Riccione ved Adriaterhavet, tilhører nu den lokale kommune.

Det blev solgt på auktion.

Byrådet i Riccione havde afværget konkurrencen fra en privat køber, som var tidligere medlem af Movimento Sociale Italiano (MSI).

Det er et nyfascistisk parti grundlagt i 1946 af Mussolinis tilbageværende tilhængere.

Ifølge Ricciones borgmester, Daniela Angelini, blev sommerresidensen solgt for 1,2 millioner euro – næsten ni millioner kroner. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Der har tidligere været gentagne kontroverser om navnet på villaen. Kommunen har dog til hensigt at bevare navnet “Villa Mussolini”. Historien skal dyrkes, ikke slettes, mener Angelini ifølge The Guardian.

Villaen har en lang og kontroversiel historie. Den blev bygget få skridt fra havet i 1893 og blev købt af Mussolinis anden hustru i 1934.

Den fascistiske diktator ankom med vandfly og brugte ofte villaen til regeringsarbejde under sine ophold. Mussolini-familien udvidede ejendommen til at omfatte en tredje etage, 20 værelser og en tennisbane, skriver The Guardian.

Efter Anden Verdenskrig og fascismens fald i Italien kom ejendommen på offentlige hænder.

Under Ricciones økonomiske boom i 1950’erne og 1960’erne blev den brugt til forskellige kommercielle formål, herunder en dyrlægeklinik for hunde og en restaurant.

En kommunistisk borgmester i Riccione forsøgte at få den jævnet med jorden i slutningen af 1970’erne, skriver The Guardian.

Villaen stod forladt i årevis, før den i slutningen af 1990’erne blev købt af en sparekasse, som restaurerede den og genåbnede den i 2005 som et sted for kunstudstillinger og andre offentlige arrangementer.

Villaens tilstedeværelse og dens forbindelse til Mussolini har længe splittet Riccione. Debatten blussede op igen sidste år, da huset blev sat til salg på auktion.

Byrådsmedlemmer fra Italiens Brødre, premierminister Giorgia Melonis højreorienterede parti, argumenterede for, at den nye ejer ikke måtte ændre navnet “Villa Mussolini”, skriver The Guardian.

Benito Mussolini var Italiens leder fra 1922 til 1943.

Der findes stadig talrige Mussolini-tilhængere i Italien, herunder inden for det regerende parti Italiens Brødre, som har rødder i postfascismen.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]