Seneste nyheder

1. april 2026

Journalist og forfatter Lasse Ellegaard er død i en alder af 81 år

Journalist og forfatter Lasse Ellegaard er død i en alder af 81 år.

Det oplyser Karen Fredslund Ellegaard, som var gift med Lasse Ellegaard gennem 21 år.

Lasse Ellegaard var svækket af sygdom og døde natten til fredag i sit hjem på Falster.

Han har været skribent ved flere af de største medier i Danmark og vundet flere priser, blandt andet Publicistprisens ærespris i 2021.

Og så er han kendt for at sige, at han ikke arbejder som journalist – han ER journalist.

De senere år skrev han analyser om Mellemøsten og klummer på Dagbladet Information.

Det var også her, han startede karrieren i sin tid, og her har han været både chefredaktør og korrespondent.

Ellegaard var et forbillede for mange af dagbladets journalister, lyder det i et mindeord fra chefredaktør Rune Lykkeberg.

– Han var et fyrtårn som forbillede for de skrivende og en mand, som havde kanter og larmede og både tog og gav.

– Der var dem, som slog sig på ham, men der var endnu flere, som blev inspirerede og fortryllede af mødet med Lasse Ellegaard, skriver Rune Lykkeberg på Information.dk.

Lasse Ellegaard var uddannet på Roskilde Tidende og ud over Dagbladet Information har han skrevet for Weekendavisen, Det fri Aktuelt og Ekstra Bladet.

Han var Jyllands-Postens Mellemøst-korrespondent fra 1997 til 2004 og korrespondent for Politiken i London fra 2005 til 2007.

Lasse Ellegaard har ikke kun dyrket det skrevne ord. I 1982 tog han en afstikker til TV-Avisen, og han har også været højskolelærer på Askov.

Ellegaard holdt sig godt orienteret om et bredt udvalg af emner, og flere af dem har han også skrevet bøger om:

Rockmusik, fodbold, cykelløb, dansk politik og udenrigspolitik – særligt Mellemøsten, som han har dækket med bopæl i blandt andet Israel, Tyrkiet og Libanon.

Den garvede skribent kom i 2022 i modvind, da han i en klumme om dansk politik skrev om Enhedslistens konsekvente valg af “kønne unge kvinder som udadvendt ansigt”.

Det fik Enhedslistens tidligere politiske ordfører Pernille Skipper til at replicere med et “rend mig”.

Lasse Ellegaard beklagede senere og forklarede, at det var ment som en spøg.

Han efterlader sig tre børn og fem børnebørn.

Direktørs hjerneforskerløgn koster ham nu en fængselsdom

En opdigtet mastergrad i neurovidenskab og en lige så usand historie om en baggrund som forsker koster nu 38-årige Armin Kavousi en dom på 60 dages ubetinget fængsel.

Den tidligere direktør i den konkursramte tech-virksomhed MeeW har fredag i Københavns Byret erkendt sig skyldig i med sine falske informationer at have manipuleret børsmarkedet, i forbindelse med at virksomheden i 2023 stod foran en børsnotering.

I en pressemeddelelse fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) siger senioranklager Natali Nasr:

– Jeg er tilfreds med dommen. Ved at lyve om sin baggrund som hjerneforsker i forbindelse med børsnoteringen af virksomheden, har den dømte manipuleret markedet og vildledt potentielle investorer,

I februar 2023 annoncerede selskabet MeeW en forestående børsnotering. Den skulle finde sted 16. marts, og planen var at rejse 18,5 millioner kroner fra investorerne.

Men mindre end to uger før aktien for første gang skulle handles på børsen i Stockholm, bragte Frihedsbrevet en afsløring af, at selskabets direktør pyntede sig med lånte fjer.

Armin Kavousi havde ved flere lejligheder i medierne optrådt som hjerneforsker med universitetsbaggrund, og i tiden op til børsnoteringen turnerede han med fortællingen om en nyudviklet hjernescanner.

Byretten har vurderet, at Kavousis løgne om sin påståede forskerbaggrund kunne påvirke efterspørgslen og dermed også aktiekursen, når selskabet kom på børsen.

Den slags er strafbart.

– Som investor skal man kunne regne med, at en virksomheds oplysninger i forbindelse med en børsnotering er korrekte, så man kan træffe sin investeringsbeslutning på et korrekt og velinformeret grundlag, siger senioranklager Natali Nasr.

Selskabet MeeW Studios, som var det største i MeeW-koncernen, gik konkurs i kølvandet på afsløringerne i marts 2023.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den tyske inflation stiger for første gang i år

Siden december sidste år har inflationen i Tyskland været aftagende, men i august er den steget.

Det tyske statistikbureau Statistisches Bundesamt har opgjort inflationen i august til 2,2 procent. Til sammenligning lød inflationen på 2,0 procent i juli.

Dermed er inflationen steget for første gang i otte måneder.

Ruth Brand, formand for statistikbureauet, hæfter sig ved stigningen.

– Inflationen er steget en smule for første gang i år. Stigningen i fødevarepriserne tog fart i august. Desuden bidrog faldende energipriser mindre end i de foregående måneder til at bremse inflationen, siger hun i en pressemeddelelse.

De tyske fødevarepriser var i august 2,5 procent højere end i samme måned sidste år. Det er samtidig en stigning fra juli, hvor priserne var 2,2 procent højere.

Siden sidste år er det særligt priserne på frugt, sukker, syltetøj og honning, som er steget, skriver det tyske statistikbureau. Priserne på disse produkter er steget med mellem 6,9 og 7,1 procent.

Samtidig er priserne på kaffe og chokolade i Tyskland steget med henholdsvis 22,8 og 21,3 procent.

Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, mener også, at inflationstallet hænger sammen med de stigende fødevarepriser.

– Den øgede inflation skyldes et stigende bidrag fra fødevarer. De globale fødevarepriser er steget over de seneste måneder, og det sender forbrugerpriserne op.

– Det er især priserne på mejeriprodukter, oksekød, kaffe og kakao, som er steget, siger cheføkonomen i en skriftlig kommentar.

På et år er de globale fødevarepriser steget med 6,9 procent.

I Danmark kan de stigende priser også mærkes.

En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at de danske fødevarepriser er de næsthøjeste i hele EU, kun overgået af Luxembourg.

De danske priser ligger 19 procent højere end gennemsnittet for alle 27 medlemslande i EU.

På varer som oksekød og chokolade er prisen steget med 20 procent på et år, og for kaffe er prisen oppe med 32 procent.

Kvinde erkender drab på sine børn – ligene blev fundet i kufferter

En kvinde har erkendt, at hun dræbte sine to børn, hvis lig senere blev fundet i kufferter i et opbevaringsrum i byen Auckland i New Zealand.

Kvinden, den 44-årige Hakyung Lee fra Sydkorea, har erkendt, at hun gav børnene nortriptylin, hvilket førte til deres død.

Det har anklageren i sagen sagt under retssagen, der kører i New Zealand.

Det fremgår af retsdokumenter, der er offentliggjort fredag.

Nortriptylin bruges til at behandle depression.

Myndighederne mener, at børnene på seks og otte år døde i juni eller juli 2018. Det har ikke været muligt at fastlægge et præcist tidspunkt for deres død.

Det skyldes, at deres lig har ligget i lang tid. De blev først fundet flere år senere, i 2022.

Det har også gjort det svært at påvise, at børnene udelukkende døde af medicinen, har lægen Simon Stables forklaret i retten.

– Man kan argumentere for, at det er dødsårsagen, men man kan også sige, at det er sket i kombination med noget andet.

Mens moren har erkendt, at hun forårsagede sine børns død, vil hun alligevel frifindes. Hun mener, at hun var sindssyg i gerningsøjeblikket.

Hendes mands død i 2017 havde sendt hende ud i en depression, og på et tidspunkt fik hun tanken, at det ville være bedre, hvis hele familien døde, har hendes forsvarsadvokat sagt.

Derfor gav hun børnene medicinen, og hun tog den også selv. Men ved en fejl tog hun ikke nok, og da hun vågnede op, var børnene døde, lyder hendes forsvar.

Anklagemyndigheden siger omvendt, at hun skal dømmes for drab.

Myndigheden mener, at Hakyung Lee godt var klar over, at hun gjorde noget forkert.

I retten er det kommet frem, at børnene den 27. juni 2018 for sidste gang loggede ind på deres PlayStation.

Samme dag købte moren ifølge anklagemyndigheden skraldeposer, gaffertape og bobleplast.

Tre dage senere købte hun flere skraldeposer og en hængelås.

Derefter ændrede hun sit navn og rejste fra New Zealand til Sydkorea.

Børnenes lig blev fundet i august 2022 i to ferskenfarvede kufferter pakket ind i plastik. De blev fundet af en familie, som havde købt kufferterne på auktion, hvor indhold fra forladte opbevaringsrum blev solgt.

Nogle måneder senere blev Hakyung Lee anholdt i Sydkorea og udleveret til New Zealand.

AFP

Dreng mistænkt for at kaste taske med ladt pistol ud af bygning

En dreng på 16 år er mistænkt for at have været i besiddelse af en ladt pistol og vil formentlig blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling i løbet af fredag, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Drengen blev anholdt torsdag formiddag på en adresse på Hækkerupsvej i Ringsted, i forbindelse med at politiet havde et ærinde på stedet, fremgår det af politikredsens døgnrapport.

Da politipatruljen var på vej ind i bygningenblev en taske smidt ud af et vindue, og det skulle vise sig, at der i tasken lå en ladt pistol.

Indenfor befandt sig en 16-årig dreng, og politiet mistænker ham for at have kastet tasken ud.

I lejligheden fandt politiet desuden 115 gram hash og en lille smule kokain. Stofferne lå i, hvad politiet betegner som “salgsposer”.

Politiet har sigtet en 31-årig kvinde, som også opholdt sig i lejligheden, for at have været i besiddelse af stofferne.

Midt- og Vestsjællands Politi har ikke oplyst, hvorledes drengen og kvinden stiller sig til de rejste sigtelser.

Danmark køber luftforsvar i Europa i historisk stort indkøb

Danmarkshistoriens største våbenindkøb er en realitet.

Forsvaret har fået grønt lys af forsvarsforligskredsen til at anskaffe sig otte mellem- eller langtrækkende, jordbaserede luftforsvarssystemer for mere end 50 milliarder kroner.

Det oplyser forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.

På et pressemøde i Forsvarsministeriet, hvor anskaffelsen præsenteres, kalder Troels Lund Poulsen det et “kvantespring” i forhold til Danmarks evne til at forsvare sig selv.

– Vi er med til nu at få en langt bedre beskyttelse af det danske samfund.

Luftforsvaret købes hos fire europæiske producenter. Dermed er det amerikanske Patriot-system blevet fravalgt.

Ifølge Per Pugholm, direktør for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), har leveringshastighed været “det afgørende parameter”. Han nævner, at der er historisk stor efterspørgsel efter Patriot-systemet.

Troels Lund Poulsen uddyber, at det ikke har været afgørende for beslutningen, at systemerne er europæiske og ikke amerikanske.

Det langtrækkende system SAMP/T anskaffes hos en fransk-italiensk producent og skal være klart i 2028 eller 2029, mens de mellemrækkende systemer købes hos en norsk, tysk og fransk producent.

Danmark har ikke haft jordbaserede luftforsvarssystemer siden 2004.

Der er dog allerede luftforsvarssystemer på vej i forvejen.

I juni blev det annonceret, at producenter fra Tyskland, Frankrig og Norge skal levere kortrækkende luftforsvarssystemer til Danmark for mere end seks milliarder kroner.

I pressemeddelelsen fredag lyder det, at “de samlede omkostninger relateret til anskaffelser og drift af jordbaserede luft- og missilforsvarssystemer estimeres til 58 milliarder kroner i forligsperioden”.

Derfor har fredagens indkøb en samlet pris på over 50 milliarder kroner.

Til sammenligning kostede Danmarks 27 F-35-kampfly omkring 16 milliarder kroner, hvilket var det hidtil største enkeltstående våbenindkøb i Danmark.

Oprindeligt var der kun afsat fra 19 til 25 milliarder kroner i forsvarsforliget til indkøbet af et jordbaseret luftforsvar mod missiler, fly og droner.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvordan det øgede budget finansieres.

Toppen af poppen vender tilbage efter pause

Musikprogrammet “Toppen af poppen” vender tilbage i 2026, efter at programmet har holdt pause i halvandet år.

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

I år er det Tina Dickow, Pil, Asger Guldimund, Lis Sørensen, Burhan G og Nikolaj Manuel Vonsild, forsanger i When Saints Go Machine, som skal fortolke hinandens musik.

– Vi har glædet os til at fortælle, at vi nu vender tilbage med en ny udgave af “Toppen af poppen” med et virkelig stærkt og varieret lineup, som seerne kan glæde sig til at opleve på skærmen næste år, siger Dorte Borregaard, der er underholdningsredaktør på TV 2, i pressemeddelelsen.

Der kom fokus på kulturen på produktionen af programmet, efter at DR sidste år sendte dokumentaren “Sexisme i musikbranchen”.

Her fortalte Katinka Bjerregaard og Mathilde Falch om upassende og krænkende kommentarer fra et medlem af bandet The Antonelli Orchestra i forbindelse med optagelserne af programmet i 2021.

Tidligere i år offentliggjorde produktionsselskabet Mastiff, som laver programmet, en undersøgelse, som viste, at der var en udbredt usund omgangsform på produktionen fra 2015 til 2022.

Dengang lød det fra TV 2, at man var i dialog med Mastiff om, hvordan programmet kunne fortsætte.

TV 2 skriver i pressemeddelelsen, at der er lavet, hvad kanalen kalder et nødvendigt kulturarbejde.

Det uddybes ikke, hvad der konkret menes med det.

Desuden er der sat et nyt band sammen til programmet.

Fremover er det det nyetablerede Pop Kollektivet, der ledes af Poul Reimann, som skal stå for musikken.

Både Lis Sørensen og Burhan G har tidligere været med i “Toppen af poppen”, men ifølge Dorte Borregaard er man slet ikke færdig med at udforske de to danske musikeres bagkatalog.

Den kommende sæson af programmet optages ved Anneberg Kulturpark i Odsherred.

TV 2 forventer, at programmet får premiere i foråret 2026.

Prins Harry på overraskelsesbesøg i Kyiv for at hjælpe veteraner

Storbritanniens prins Harry er fredag på besøg i Ukraines hovedstad, Kyiv.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Det var ikke kendt på forhånd, at prinsen skulle til Ukraine.

Han er taget til landet sammen med et hold fra Invictus Games Foundation, som arbejder med at forbedre forhold for veteraner.

I forbindelse med turen vil fonden offentliggøre nye initiativer, der skal hjælpe de mennesker, der er blevet såret i krigen.

På vej til Kyiv har prins Harry talt med Guardian. Han fortæller, at han med besøget vil forsøge at minde folk om konsekvenserne af krigen.

– Vi kan ikke stoppe krigen, men vi kan gøre alt, der står i vores magt, for at hjælpe med genopretningsprocessen.

– Vi kan fortsætte med at menneskeliggøre de folk, der er involveret i den her krig. Vi er nødt til at minde folk om det. Jeg håber, at den her tur vil bringe det tættere på dem derhjemme, for man bliver let mindre følsom over for det, der foregår, siger prins Harry.

I København er interessen for lån til køb af bolig stigende

Der har de seneste måneder været fremgang på boligmarkedet, og i august var der ligeledes voksende interesse for at handle en bolig.

Tal fra Finans Danmark viser, at der i august blev indhentet 5,5 procent flere lånetilbud, som relaterede sig til boligkøb, sammenlignet med samme måned sidste år.

Samlet blev der indhentet 5177 tilbud på lån til boligkøb i august.

Ifølge Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, har fart på boligmarkedet smittet af på antallet af indhentede lånetilbud til boligkøb.

– Bolighandlerne er løftet med 20 procent i 2025, hvor det især er lejligheder, som løber hurtigst.

– Det smitter positivt af på lånetilbuddene til boligkøb, da en bolighandel i langt de fleste tilfælde også vil kaste et lånetilbud af sig, når boligfinansieringen skal på plads, siger han i en skriftlig kommentar.

Tallene fra Finans Danmark viser, at interessen for et lånetilbud relateret til boligkøb var størst i København, Københavns omegn samt på Østsjælland.

Antallet af den slags lånetilbud steg mellem 13 og 22,2 procent i august.

Generelt har Finans Danmark set en stigning i aktiviteten i august sammenlignet med sidste år. Det siger Peter Jayaswal, underdirektør for realkredit, ejendomsfinansiering og samfundsomstilling i Finans Danmark, i en pressemeddelelse.

– Det gælder både boligejere, der ønsker at omlægge eller udvide deres lån, og danskere, som ønsker at købe en ny bolig.

– Særligt i hovedstadsområdet er der stor interesse for boligkøb, hvilket afspejles i markante stigninger i antallet af lånetilbud over sommeren, siger han i meddelelsen.

Der blev i alt indhentet 10.745 lånetilbud i august – svarende til en stigning på 5,7 procent set i forhold til samme måned sidste år.

Lånetilbud relaterer sig nemlig ikke udelukkende til boligkøb, men bruges også i forbindelse med omlægning af lån, tillægslån eller nybyggeri.

Mand tiltalt for attentatforsøg på Trump talte om Hitler i retten

En dommer måtte torsdag afbryde en mand, der sidder på anklagebænken for sidste år at have forsøgt at dræbe den amerikanske præsident, Donald Trump.

Det skete under første retsmøde i sagen, skriver nyhedsbureauerne Reuters og Associated Press (AP).

Den tiltalte er 59-årige Ryan Wesley Routh.

Han var i færd med sine indledende bemærkninger i sagen og kom ind på emner som menneskehedens oprindelse, krigene i Ukraine og Gaza samt Adolf Hitler.

– Denne sag betyder absolut ingenting, sagde Routh ifølge Reuters, da distriktsdommeren Aileen Cannon afbrød ham.

To gange sendte Cannon juryen ud af salen, skriver AP.

Routh repræsenterer sig selv i sagen.

Cannon havde advaret Routh om, at hendes tålmodighed var begrænset over for argumenter, der “gør nar ad retssalen og dens værdighed”.

Anklagerne og Routh havde hver fået 40 minutter til at udføre de indledende bemærkninger, men allerede efter 10 minutter blev Routh afbrudt.

– Jeg gav dig én chance mere, og du fortsatte med at læse noget op, der ikke har nogen relevans for den her sag, sagde Cannon i retten.

Det formodede attentatforsøg fandt sted 15. september 2024, hvor Trump spillede golf på Trump International Golf Club i West Palm Beach.

En agent ved navn Robert Fercano fra Secret Service vidnede torsdag i retten.

Han fortalte juryen, at han patruljerede i en golfvogn foran Trump, da han så et ansigt og en riffel, som pegede på ham gennem et hegn. Han skød herefter i retning af våbnet, hvilket ifølge anklagemyndigheden fik Routh til at flygte. Han blev efterfølgende anholdt.

Anklageren John Shipley sagde under de indledende bemærkninger, at Routh i ugevis planlagde at dræbe Trump, før han blev opdaget på golfbanen.

Ifølge anklageren rejste Routh fra sit hjem på Hawaii til delstaten North Carolina og til sidst West Palm Beach i en bil med stjålne nummerplader og seks mobiltelefoner på sig.

I juli sagde Routh til distriktsdommeren, at han ikke stolede på, at det, som han betegnede som en tilfældig fremmed, kunne tale på hans vegne. Derfor har han valgt at forsvare sig selv.

Han havde tidligere to forsvarere. De fungerer som såkaldte standby-advokater, der hjælper med logistiske anliggender.

Routh har nægtet sig skyldig i fem føderale anklager, heriblandt drabsforsøg på en præsidentkandidat, som Trump var på det tidspunkt.

Tv-kanal med ren kvindesport går i luften i Saudi-Arabien

Tv-stationen All Women’s Sports Network (AWSN) lancerer fredag en tv-kanal, der udelukkende viser kvindesport, i Saudi-Arabien.

Det sker i samarbejde med landets fodboldforbund og det nationale tv-netværk Saudi Sports Company.

AWSN blev lanceret sidste år og er blandt andet stiftet af den amerikanske skuespiller og komiker Whoopi Goldberg. Det er den første globale kanal dedikeret udelukkende til kvindesport.

Tv-kanalen, der kører 24 timer i døgnet, bliver tilgængelig i Saudi-Arabien fra fredag og kan tilgås via streamingplatformen MBC Shahid, siger en talsperson for AWSN til nyhedsbureauet Reuters.

Den konservative islamiske stat har i mange år ikke dyrket kvindelige talenter inden for sport. Det var indtil 2017 forbudt for piger på offentlige skoler at deltage i idrætsundervisning og sportsgrene. Indtil 2018 havde kvinder ikke adgang til landets stadioner.

Reglerne på området er dog blevet ændret, hvilket blandt andet prinsesse Reema Bandar Al Saud, som er medlem af den saudiske kongefamilie og Saudi-Arabiens ambassadør i USA, har stået for.

Lanceringen af tv-kanalen for kvindesport falder sammen med, at sæsonen for den bedste kvindelige fodboldliga i Saudi-Arabien skydes i gang.

– Siden lanceringen af kvinders Premier League (den bedste fodboldliga, red.) i 2022, har jeg været utrolig stolt af den fremgang, der er sket, udtaler Reema Bandar Al Saud.

Hun tilføjer, at der i sidste sæson var spillere fra flere end 20 forskellige lande.

– Med det her partnerskab kan deres fans i udlandet se dem live.

Aalia Al Rasheed, som er chef for kvindefodbold i det saudiarabiske fodboldforbund, siger, at tv-kanalen vil være “en transformerende milepæl”, der kan give spillerne global anerkendelse.

De økonomiske forhold i aftalen er ikke blevet offentliggjort.

Saudi-Arabien har de seneste år forsøgt at trække flere investeringer ind fra udlandet som del af reformprogrammet “Vision 2030”, der blev præsenteret i 2016.

Det olierige land ønsker at skabe et skifte i økonomien, så det vil være mindre afhængigt af handlen med olie og have en stærkere privat sektor.

Der er generelt sket en opblødning af det saudiske samfund i de senere år.

Men selv om reformer blandt andet har givet kvinder mulighed for at køre bil, betyder landets strenge fortolkning af islam, at kvinders juridiske rettigheder og sociale forhold stadig er relativt begrænsede.

Det kræves blandt andet, at kvinder er underlagt en mandlig værge.

Saudi-Arabien er vært for VM i fodbold i 2034.

Reuters

Qatars premierminister skal mødes med Marco Rubio

Qatars premierminister, Mohammed bin Abdulrahman al-Thani, rejser fredag til USA, hvor han skal mødes med udenrigsminister Marco Rubio i Det Hvide Hus.

Det oplyser det amerikanske udenrigsministerium, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Medierne Politico og Axios skriver på baggrund af unavngivne kilder, at premierministeren også ventes at skulle mødes med USA’s præsident, Donald Trump, vicepræsident J.D. Vance og USA’s særlige udsending i Mellemøsten, Steve Witkoff.

Det er dog ikke blevet officielt bekræftet.

Israel udførte tirsdag et angreb i Qatars hovedstad, Doha, som ifølge Israel havde til formål at dræbe flere politiske ledere i den militante bevægelse Hamas.

Ifølge Reuters vil angrebet være højt på dagsordenen under premierministerens besøg i USA.

Angrebet er fra flere sider blevet kritiseret og fordømt. Det har særligt været omdiskuteret, fordi Qatar tidligere har fungeret som både vært for og mægler i forhandlinger mellem Israel og Hamas om våbenhvile i Gaza.

USA’s præsident, Donald Trump, har sagt, at angrebet hverken fremmer Israels eller USA’s mål.

Torsdag fordømte samtlige 15 medlemslande af FN’s Sikkerhedsråd i en udtalelse også angrebet mod Doha – heriblandt USA, der er allieret med Israel.

Israel blev dog ikke nævnt direkte i udtalelsen.

Drøftelserne af en våbenhvile i Gaza vil ifølge Reuters også være på dagsordenen under besøget i USA.

USA betragter Qatar som en stærk allieret i golfstaterne.

Da Trump tiltrådte som præsident i januar, lovede han, at han ville stoppe krigen. Hans embedsperiode begyndte med en våbenhvile i området, der varede to måneder og sluttede, da israelske angreb den 18. marts kostede 400 palæstinensere livet.

Qatar har siden været vært for flere samtaler, der har haft til formål at forsøge at lande en aftale om våbenhvile, løsladelse af gidsler i Gaza og en plan for det fremtidige styre i Gaza.

Cykelhold fjerner Israel fra sit navn til løb i Canada

Cykelholdet Israel-Premier Tech vil fredag og søndag stille op under navnet IPT ved to cykelløb i Canada.

Det oplyser lederen for de to canadiske cykelløb, Joseph Limare.

Arrangørerne vil desuden på opfordring fra cykelholdet forsøge at fjerne holdets normale navn, de steder hvor det er muligt.

– De bad os fjerne ordet “Israel” fra det, vi kunne, siger Joseph Limare.

Meldingen kommer, efter at Israel-Premier Tech under det igangværende Vuelta a Espana har været mål for propalæstinensiske demonstrationer.

Vuelta-arrangørerne aflyste i sidste uge opløbet i Bilbao på 11. etape, da de ikke kunne garantere rytternes sikkerhed.

Få dage senere valgte Israel-Premier Tech forud for 14. etape at benytte nye trøjer, hvor ordet “Israel” var fjernet fra designet.

– For at sikre vores rytteres sikkerhed – og hele feltets – efter nogle potentielt farlige demonstrationer i Vueltaen har Israel-Premier Tech fået lavet nye trøjer til rytterne med holdmonogrammet på til resten af løbet, meddelte holdet.

Canadiske medier har skrevet, at der forventes demonstrationer ved fredagens Quebec Grand Prix og søndagens Montreal Grand Prix.

Samme dag som Montreal Grand Prix foregår, afsluttes Vueltaen. Jonas Vingegaard (Visma) indtager førstepladsen i klassementet, efter at der er afviklet 18 etaper.

AFP

Myndigheder i USA vil gå efter dødsstraf for drab på Kirk

Myndighederne i USA har modtaget flere end 7000 henvendelser fra borgere, der mener at have oplysninger i sagen om drabet på den konservative aktivist Charlie Kirk.

Det siger delstaten Utahs guvernør, Spencer Cox, på et pressemøde natten til fredag dansk tid.

Ifølge guvernøren er det det højeste antal henvendelser, som forbundspolitiet FBI har fået siden et angreb på Boston Marathon i 2013, hvor tre personer blev dræbt.

Den 31-årige Charlie Kirk blev skudt onsdag, mens han deltog i et arrangement på universitetet Utah Valley University i byen Orem i Utah. Han blev dræbt, og gerningsmanden har siden været på fri fod.

Myndighederne er nu i gang med at behandle en stor mængde retsmedicinske beviser, fortæller Cox på pressemødet, der også finder sted på universitetet – og de planlægger at gå efter dødsstraf i sagen.

– Det vil ske her i delstaten Utah, siger guvernøren.

Spencer Cox advarer på pressemødet desuden om, at der bliver spredt en masse misinformation om drabet på de sociale medier.

– Jeg synes, at Charlie sagde det bedst: Når tingene bliver svære, bør vi lægge vores telefoner fra os og bruge tid med vores familier, siger Spencer Cox.

FBI-direktør Kash Patel talte ikke på pressemødet, der varede omkring ti minutter, men han var ifølge det amerikanske medie CNN til stede.

Det var ikke muligt for pressen at stille spørgsmål.

FBI delte torsdag to billeder af en person, som sættes i forbindelse med drabet.

Natten til fredag dansk tid delte Utahs myndighed for offentlig sikkerhed yderligere fire billeder af personen, som myndigheden beskrev som “af interesse i forbindelse med drabet”.

Det er således ikke blevet oplyst direkte, hvorvidt personen er mistænkt for drabet på Charlie Kirk.

På nattens pressemøde omtaler myndighederne en video, som samtidig er blevet offentliggjort.

Mediet BBC skriver om videoen, at den viser den bygning, hvorfra der blev affyret skud mod Kirk. Her kan en person klædt i sort tøj ses løbe over taget på bygningen, hvorefter personen kravler ned og forsvinder fra området.

Myndighederne siger, at personen var iført solbriller og en sort trøje med et amerikansk flag og en ørn på.

Storbritanniens udenrigsminister rejser til Kyiv med øget bistand

Storbritanniens udenrigsminister, Yvette Cooper, rejser fredag til Ukraines hovedstad, Kyiv, hvilket bliver hendes første officielle besøg i udlandet, efter at hun overtog posten.

Cooper skal efter planen mødes med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og med flere højtstående ukrainske embedsmænd – heriblandt flere ukrainske ministre.

Hun vil under besøget bekræfte, at Storbritanniens støtte til Ukraine er urokkelig, lyder det i en udtalelse fra hendes kontor.

– Ukraines sikkerhed er afgørende for Storbritanniens sikkerhed, står der.

Udenrigsministeren vil desuden bekræfte landets løfte om såkaldt vinterstøtte til Ukraine på 142 millioner britiske pund – 1,23 milliarder kroner.

Den ekstra støtte er en del af en støttepakke, som Storbritannien meddelte i juni.

Den omfatter 100 millioner pund i humanitær støtte til de lokalsamfund, der ligger nær frontlinjen, og 42 millioner pund til at reparere og beskytte energisystemer, der bliver ramt af russiske angreb.

Meldingen om Yvette Coopers besøg i Ukraine kommer, mens spændingerne i regionen er vokset.

Det er sket, efter at droner natten til onsdag krænkede Polens luftrum.

Polen har hævdet, at dronerne var russiske. Den polske premierminister, Donald Tusk, har kaldt det en “storskalaprovokation” fra Rusland og sagt, at Polen står i en meget farlig situation.

Onsdag meddelte Storbritannien, at landet har planer om at masseproducere ukrainskdesignede droner, der kan afværge russiske missil- og droneangreb.

Det skal ske som en del af en større samarbejdsindsats om produktion af forsvarsvåben med Ukraine.

For en uge siden rokerede Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, rundt i regeringen, efter at hans vicepremierminister gik af.

Her overtog den 56-årige Yvette Cooper posten som udenrigsminister og forlod dermed posten som indenrigsminister.

Reuters

Større brand i Nettolager i Høng medfører røg

Brandvæsenet og politiet arbejder i Høng, hvor man forsøger at slukke en voldsom brand i et lagerhus.

Det oplyste Michael Hymøller, som er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi natten til fredag.

– Vi er stadig på stedet og forventer at være der resten af natten. Både Beredskabsstyrelsen, brandvæsenet og politi er derude, og det er stadig slukningsarbejdet, der pågår, siger han.

Ifølge vagtchefen er branden sandsynligvis opstået i forbindelse med montering af tagpap.

Den ramte bygning er et Nettolager i Høng. Omfanget af skader på bygningen er uklare.

– Det er voldsomt, og der er beboelse i nærheden, siger Michael Hymøller.

Sent torsdag opfordrede politiet borgere i området til at blive indendørs.

Fredag morgen lyder det i et opslag på X, at borgerne godt kan bevæge sig udenfor.

– Borgere i Høng kan godt bevæge sig udenfor, men man skal ikke tage ophold i synlig røg. Hvis røgen dækker den bygning, du er i, skal døre og vinduer lukkes, skriver politiet.

Midt- og Vestsjællands Politi skriver videre, at man stadig arbejder på stedet kort før klokken 7.

Der er ikke umiddelbart nogen meldinger om personskade i forbindelse med branden, som politiet fik anmeldelse om klokken 18.16 fra flere borgere i lokalområdet.

– Der er en enkelt brandmand derude, som er blevet dårlig og er blevet kørt til tjek. Men det er ikke umiddelbart noget med røgforgiftning eller lignende. Det kan være en form for dehydrering, siger Michael Hymøller.

Bolsonaro idømmes 27 års fængsel for kupforsøg

Dommere i Brasiliens højesteret idømmer landets tidligere præsident Jair Bolsonaro 27 år og tre måneders fængsel i en sag om kupforsøg.

Tidligere torsdag nåede et flertal af dommere i Brasiliens højesteret frem til, at 70-årige Bolsonaro var skyldig i at planlægge et kup mod landets nuværende præsident, Luiz Inacio Lula da Silva.

Fire ud af fem dommere stemte for at kende Bolsonaro skyldig i kupforsøg, mens en enkelt dommer stemte for frikendelse.

Kuppet blev ifølge dommerne planlagt, efter at Bolsonaro tabte præsidentvalget i Brasilien i 2022.

Jair Bolsonaro var tiltalt for at have ledet en kriminel organisation og for med vold at have forsøgt at afskaffe demokratiet.

Bolsonaro havde ifølge tiltalen kendskab til planer om at dræbe præsident Lula, vicepræsident Geraldo Alckmin og højesteretsdommer Alexandre Moraes.

Den tidligere præsident opildnede ifølge højesteret til et stormløb på Brasiliens parlament, højesteret og præsidentpaladset, efter at Lula var taget i ed som præsident i januar 2023.

Bolsonaros syv medtiltalte, herunder tidligere ministre og militærchefer, blev også dømt.

Bolsonaro, der er tidligere kaptajn i hæren, har hævdet, at han er offer for en politisk heksejagt. Det samme har USA’s præsident, Donald Trump, tidligere sagt.

Efter at det torsdag stod klart, at et flertal ville kende Bolsonaro skyldig i kupforsøg, erklærede Trump sig overrasket og utilfreds.

– Det minder meget om, hvad de forsøgte at gøre mod mig, men det slap de ikke afsted med, sagde Trump.

Umiddelbart efter strafudmålingen har USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, meddelt, at USA vil komme med et svar.

Den tidligere præsident var ikke til stede i retten, men overværede retsmøderne fra sin bopæl, hvor han sidder i husarrest.

Bolsonaro, der var præsident i Brasilien fra 2019 og fire år frem, vil afsøge mulighederne for appellere, meddeler ekspræsidentens forsvarere i en udtalelse, skriver Reuters.

I udtalelsen betegnes strafudmålingen som overdreven og ude af proportion.

Mediet Politico skriver, at advokaterne vil have en ankesag, hvor samtlige 11 dommere i højesteretten skal dømme. For nuværende har sagen været behandlet af fem dommere.

BBC skriver dog, at det ikke er muligt at appellere selve skyldkendelsen, da det ville have krævet, at to ud af de fem dommere havde frifundet Bolsonaro.

Ud over fængselsdommen har højesteret udelukket den tidligere præsident fra at stille op til et offentligt embede frem til 2060.

AFP

Trump: Droner over Polen kan være sket ved en fejl

De droner, der natten til onsdag krænkede polsk luftrum, kan have befundet sig over Polen ved en fejl.

Det siger USA’s præsident, Donald Trump.

– Det kan have været en fejl, siger Trump ifølge nyhedsbureauet AFP.

Polen har hævdet, at dronerne var russiske. Den polske premierminister, Donald Tusk, har kaldt det en “storskalaprovokation” fra Rusland og sagt, at Polen står i en meget farlig situation.

I alt blev der registreret 19 krænkelser af polsk luftrum. Mindst tre droner blev skudt ned.

Donald Trump slår fast, at han ikke er glad for situationen.

– Jeg er ikke glad for noget som helst omkring hele den situation, men forhåbentlig er det også snart slut, siger præsidenten ifølge Reuters.

Ruslands forsvarsministerium har udtalt, at det ikke planlagde angreb mod mål i Polen og meldt sig klar til dialog.

– Der var ingen mål, som det var hensigten at ødelægge i Polen, lød det onsdag fra det russiske forsvarsministerium ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Ruslands forsvarsministerium forklarede videre, at Rusland udførte et stort angreb på militæranlæg i det vestlige Ukraine.

Ministeriet hævder, at de russiske styrker opnåede alle mål med angrebet, og sagde, at de droner, “som angiveligt krydsede grænsen til Polen”, ikke havde en rækkevidde på mere end 700 kilometer.

Polen har bedt om at få aktiveret artikel 4 i den vestlige forsvarsalliance Nato.

Artikel 4 er den såkaldte konsultationsproces, der giver allierede mulighed for at bringe sikkerhedsemner på dagsordenen i Det Nordatlantiske Råd.

Natos generalsekretær, Mark Rutte, har samtidig opfordret Ruslands præsident, Vladimir Putin, til at stoppe krigen i Ukraine.

– Uanset om det var bevidst eller ej, så er det fuldstændig hensynsløst, og det er meget farligt. Men den fuldstændige vurdering er stadig i gang, sagde Rutte onsdag.

– Min besked til Putin er klar: Stop krigen i Ukraine. Stop med at krænke allieret luftrum. Og vid, at vi står klar, at vi er årvågne, og at vi vil forsvare hvert et hjørne af Nato s territorium, lød det videre.

Tyskland og Frankrig har torsdag besluttet at sende flere kampfly til Polen for at hjælpe med bevogtningen af landets luftrum.

Troels Lund holder fredag pressemøde om anskaffelse af luftforsvar

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) vil på et pressemøde fredag morgen “fortælle mere om næste skridt i opbygningen af jordbaserede luftforsvarssystemer i Danmark”.

Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Ifølge TV 2 har Forsvaret torsdag aften på et møde i forsvarsforligskredsen præsenteret sin anbefaling om, at Danmark skal købe otte luftforsvarssystemer til en samlet pris på omkring 53 milliarder kroner.

Det vil være Danmarkshistoriens største våbenindkøb.

Altinget erfarede også torsdag, at der er en indstilling om at købe jordbaseret luftforsvar for mere end 50 milliarder kroner.

Ifølge både TV 2, Altinget, Berlingske og DR har Forsvaret peget på europæiske producenter til at levere luftforsvarssystemerne frem for en amerikansk producent.

På pressemødet fredag klokken 08.30 vil forsvarschef Michael Hyldgaard og Per Pugholm, direktør for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), også deltage. Det samme vil aftalepartierne bag forsvarsforliget.

Oprindelig var der kun afsat fra 19 til 25 milliarder kroner til indkøbet af et jordbaseret luftforsvar mod missiler, fly og droner, men ifølge medierne er budgettet altså blevet hævet gevaldigt.

Flere medier skriver, at det blandt andet er på grund af forsvarsalliancen Natos nye, skærpede styrkemål til Danmark, at der nu skal købes flere våbensystemer end oprindelig planlagt.

Danmark har allerede indkøbt tre kortrækkende jordbaserede luftforsvarssystemer til mere end seks milliarder kroner. Det blev annonceret i juni.

Systemerne er indkøbt hos producenter fra Tyskland, Frankrig og Norge og bliver “gradvist operative fra slutningen af 2025 til starten af 2027”, fortalte Troels Lund Poulsen i juni.

Bolsonaro står til dom for kupforsøg efter valgnederlag i Brasilien

Et flertal af dommerne i Brasiliens højesteret har stemt for at kende tidligere præsident Jair Bolsonaro skyldig i planlægning af et statskup.

Det skriver Reuters.

Kuppet blev ifølge dommerne planlagt, efter at Bolsonaro tabte præsidentvalget i Brasilien i 2022. Han ville forsøge at fastholde magten.

70-årige Bolsonaro er den første brasilianske præsident, der bliver kendt skyldig i at forsøge at kuppe sig til magten i landet.

Dommerne i den brasilianske højesteret har stemt én efter én siden onsdag, og torsdag aften dansk tid står det altså klart, at der er flertal for at dømme Bolsonaro for kupplanerne.

Tre dommere har stemt for at kende Bolsonaro skyldig i kupforsøg, én har stemt for at frikende ham, mens én dommer endnu ikke har stemt.

Alle fem dommere skal have stemt, før der foreligger en formel skyldkendelse, men der er altså allerede flertal for at kende Bolsonaro skyldig.

Der ventes dom i sagen fredag.

Det kræver et simpelt flertal blandt dommerne for at kunne kende Bolsonaro skyldig i anklagerne. Dommer Carmen Lucia var den tredje dommer, der stemte for, at Bolsonaro skal dømmes for kupforsøg.

– Denne retssag er nærmest et møde mellem Brasilien og dets fortid, nutid og fremtid, sagde Carmen Lucia, inden hun afgav sin stemme.

Dommeren henviste til tidligere forsøg på at omstyrte Brasiliens demokrati.

Der er ifølge Carmen Lucia masser af eksempler på, at Bolsonaro har handlet “med det formål at nedbryde demokratiet og dets institutioner”.

Bolsonaro er tiltalt for en række anklager.

Ud over kupforsøg er han tiltalt for at have deltaget i en væbnet kriminel organisation og for med vold at have forsøgt at afskaffe demokratiet.

Bolsonaro risikerer mere end 40 års fængsel i sagen, hvis han bliver kendt skyldig i alle anklager.

Den kriminelle organisation, han skal have ledet, har ifølge anklagerne konspireret om at vælte Bolsonaros efterfølger, Brasiliens nuværende præsident, Luiz Inacio Lula da Silva.

Den tidligere præsident har sagt, at han er offer for en politisk heksejagt. Det samme har USA’s præsident, Donald Trump, tidligere sagt.

Kort efter afgørelsen har Trump ifølge Reuters sagt, at han er “overrasket” og “utilfreds” med dommen.

Bolsonaro får mulighed for at anke dommen.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]