Seneste nyheder

1. april 2026

Syg Magnus Ditlev udgår af VM i ironman

Det blev ikke til VM-guld for danske Magnus Ditlev, der ved søndagens ironman-verdensmesterskab i sydfranske Nice måtte udgå efter 17 kilometer af det afsluttende maratonløb.

Sygdom var ifølge en pressemeddelelse årsag til, at Ditlev ikke kunne gennemføre. Han lå nummer ni, da beslutningen om at udgå blev taget.

– Der var simpelthen ikke saft og kraft nok til en hel ironman, efter at Magnus har kæmpet med sygdom en hel uge.

– Han hostede meget på løbet, og så bliver det for vanskeligt, siger Ditlevs træner, Jens Petersen-Bach, i pressemeddelelsen.

I 2023 vandt Ditlev VM-bronze, mens det sidste år blev til sølv. Derfor var håbet, at han søndag i Nice kunne tage det sidste skridt op på podiet, men sådan skulle det ikke gå.

– Han var kun fem minutter fra de førende efter cyklingen, så vi havde håbet, at han kunne holde den kørende i 10-15 kilometer af løbet for måske at få hul igennem.

– Men han blev bare langsommere og langsommere, og der var desværre bare slukket, siger træner Jens Petersen-Bach.

– Selv om han fik en ok start på racet og var positivt stemt på toppen af bjerget, så gik gassen af ballonen, og der skete det, vi havde frygtet: At kroppen ikke var, hvor den skulle være.

I stedet endte de 3,9 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og maratonløbet i en stor triumf for Norge, der ryddede podiet.

Casper Stornes vandt guld i tiden 7 timer, 51 minutter og 36 sekunder, mens VM-vinderen fra 2022 Gustav Iden var lidt over to minutter langsommere og tog sølvet.

Kristian Blummenfelt, der i 2021 blev verdensmester i ironman, fuldendte den tredobbelte norske sejr, da han små fem minutter efter Stornes snuppede bronzen.

Jakob Poulsen sejrer med AGF på sin tidligere hjemmebane

For første gang, siden Jakob Poulsen i juni skiftede cheftrænergerningen i Viborg FF ud med AGF, var den tidligere midtbaneprofil tilbage i domkirkebyen. Og det blev en succesoplevelse for den 42-årige AGF-træner.

På sidelinjen kunne han se sit mandskab tage en 2-1-sejr over Viborg, og dermed udbyggede aarhusianerne en flot sejrsstime.

AGF har vundet de seneste fem kampe i Superligaen og blot tabt en enkelt kamp i sæsonen. Det rækker til en foreløbig førsteplads. FC Midtjylland kan dog overtage den position senere søndag, når midtjyderne gæster FC Nordsjælland.

Viborg er at finde et stykke længere nede i tabellen og står efter de første otte kampe noteret for tre sejre og fem nederlag.

Gæsterne kom klart bedst ud på det regnvåde græs i Viborg, og efter et lille kvarter udmøntede det sig i en føring.

Et hjørnespark blev sendt ind i det tæt befolkede lille Viborg-felt, og her svingede en liggende Nicolai Poulsen højrebenet og sparkede en løs bold i kassen.

Det satte gang i første halvleg, der bød på underholdning i begge ender.

Først svarede Viborg igen, da AGF-keeper Jesper Hansen halvklarede et forsøg fra Charly Nouck og sendte bolden direkte ud i fødderne på Thomas Jørgensen, der udlignede.

Kort efter kom AGF dog tilbage i førersædet på en straffesparksscoring, da værternes anfører, Jeppe Grønning, kastede sig ned og blokerede et forsøg i eget felt med armene.

Patrick Mortensen har i lang tid haft straffesparkstjansen for AGF, men spydspidsen har i sæsonens indledning brændt flere gange fra de 11 meter.

Derfor var det Kristian Arnstad, der sparkede, og den norske midtbanespiller lignede en, der har prøvet det før. Han sparkede flot bolden op i nettaget uden chance for Lucas Lund i Viborg-målet.

Efter de tre scoringer inden for kort tid fortsatte begge mandskaber med at skabe chancer i de første 45 minutter. Afslutningerne havde dog ikke samme kvalitet som hidtil.

Hvor første halvleg mest havde stået i AGF’s tegn, overtog værterne efter sidebyttet.

Viborg satte sig mere og mere på kampen, der ikke havde samme mængde af chancer som i første halvleg.

I stedet var det i højere grad dueller, som fyldte mere og mere, og det virkede aarhusianerne til at trives i.

Værterne formåede dog i slutminutterne at komme tæt på en udligning, men Jesper Hansen reddede i AGF-målet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jamaicaner tager overraskende guld i 100-meterløb

Det blev en jamaicansk triumf i mændenes 100-meterløb ved VM i atletik. Men det blev ikke favoritten Kishane Thompson fra Jamaica, der snuppede titlen.

I stedet var det landsmanden Oblique Seville, der i tiden 9,77 sekunder var hurtigst og kan kalde sig verdensmester.

Legenden og verdensrekordholderen på distancen, Usain Bolt, fulgte entusiastisk med fra tilskuerpladserne og kunne se en dobbelt jamaicansk triumf.

Kishane Thompson vandt sølv – 0,05 sekunder efter Seville.

Den forsvarende verdensmester og olympiske mester, amerikanske Noah Lyles, snuppede bronzen i tiden 9,89 sekunder.

I finalen var det hurtigt Seville og Thompson, der trak fra resten og skulle dele guld og sølv mellem sig.

Seville havde mest i tanken på de sidste meter og strakte sig forrest på målstregen.

For den olympiske vinder på 200-meter i Paris, Letsile Tebogo fra Botswana, stoppede festen, inden den var begyndt.

Tebogo var i første omgang for hurtigt ude af starthullerne og blev diskvalificeret i finalen.

I kvindernes finale i 100-meterløb vandt amerikanske Melissa Jefferson-Wooden suverænt guld, da hun satte mesterskabsrekord med tiden 10,61 sekunder.

Amerikaneren fløj ud af startblokken, og ingen var i nærheden af at true hende.

Jamaicanske Tina Clayton var 0,15 sekunder efter Jefferson-Wooden og tog sølv, mens den forsvarende olympiske mester fra Paris i fjor, Julien Alfred fra Saint Lucia, vandt bronze i tiden 10,84 sekunder.

Jefferson-Woodens tid er den fjerdehurtigste, der nogensinde er løbet på distancen for kvinder. Hun var 0,12 sekunder fra Florence Griffith-Joyners legendariske verdensrekord i 1988.

Spaniens premierminister er stolt af Vuelta-demonstranter

Den spanske premierminister, Pedro Sánchez, udtrykker søndag stor beundring for de propalæstinensiske demonstranter, der flere gange har forstyrret cykelløbet Vuelta a España.

– Spanien stråler i dag som et forbillede og som en kilde til stolthed. Et eksempel for det internationale samfund, der ser Spanien tage et skridt fremad i forsvaret af menneskerettighederne, siger han under et møde i Malaga ifølge NTB.

Pedro Sánchez er formand for det spanske socialistparti PSOE, der sidder i den spanske regering.

Lederen af det konservative oppositionsparti, Alberto Nunez Feijoo, kritiserer derimod demonstrationerne.

– Heldigvis er Spanien ikke sådan. Men hvor trist at have givet et så pinligt billede under Vuelta a España. I stedet for at ministre opmuntrer det, burde regeringen fordømme det, tage afstand fra det og forhindre det, skrev han lørdag på den sociale platform X.

Propalæstinensiske demonstrationer har flere gange medført, at etaper i cykelløbet måtte afsluttes før målstregen.

Flere ryttere er desuden styrtet, mens det israelske cykelhold Israel-Premier Tech har taget nye trøjer i brug undervejs.

Her har man fjernet navnet “Israel” af hensyn til rytternes og holdets sikkerhed.

Den Internationale Cykelunion (UCI) har taget afstand fra demonstranternes indblanding i løbet.

– UCI udtrykker sin solidaritet og støtte til holdene og deres ansatte og med rytterne, som skal kunne udøve deres profession under optimale forhold med sikkerhed og ro, lød det fra unionen, efter at 11. etape af Vueltaen måtte afbrydes før målstregen.

Søndag køres Vueltaens sidste etape med mål i hovedstaden Madrid.

Her er der indkaldt over 1000 ekstra politibetjente, der skal sørge for rytternes sikkerhed.

Danske Jonas Vingegaard (Visma) fører før søndagens etape løbet med 1 minut og 16 sekunder ned til nærmeste forfølger i form af João Almeida (UAE).

Iran genoptager samarbejde med FN’s atomvagthund

Irans øverste nationale sikkerhedsråd har godkendt en aftale med FN’s Internationale Atomenergiagentur (IAEA) om at genoptage inspektioner af Irans atomanlæg.

Det skriver dpa søndag.

Tirsdag blev aftalen indgået mellem Irans udenrigsminister Abbas Araghchi og chef for IAEA, Rafael Grossi.

Samarbejdet mellem FN’s atomagentur, der også beskrives som atomvagthund, og det iranske styre blev suspenderet i juli.

Det skete i forbindelse med Israels bombeangreb mod flere iranske atomanlæg. Her lød begrundelsen fra det iranske styre, at man suspenderede samarbejdet, da atomagenturet ikke ville fordømme angrebene.

Den nye aftale kommer i kølvandet på, at europæiske lande gjorde klar til at genindføre sanktioner mod Iran.

De har ellers været løftet siden 2015, hvor Iran indgik en atomaftale med flere medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd.

Diplomater fra Iran siger ifølge Reuters, at aftalen med IAEA vil blive suspenderet igen, hvis sanktionerne bliver genindført.

IAEA havde før suspenderingen holdt opsyn ned iranske atomanlæg, herunder hvor store mængder beriget uran landet er i besiddelse af.

Det opsyn kan agenturet nu genoptage.

Forhandlingerne mellem Iran og atomagenturet om at genoptage inspektioner har været undervejs i flere uger, skriver dpa.

IAEA har haft særligt fokus på lokaliteten af 400 kilo beriget uran, der ifølge agenturet har en så høj grad af renhed, at det er tæt på at kunne bruges til at producere atomvåben.

Iran siger selv, at atomprogrammet kun har civile formål og har flere gange afvist, at landet skulle have intentioner om at udvikle et atomvåben.

Både amerikanske efterretningstjenester og IAEA har i kølvandet på krigen mellem Iran og Israel, hvor også USA deltog, udtalt, at de ikke har fundet beviser for, at Iran forsøger at fremstille atomvåben.

Tyske myndigheder redder beruset mand på kirketag

Tyske myndigheder har reddet en 24-årig mand, der lørdag aften kravlede op på et 50 meter højt tag på en kirke i den tyske by Landshut.

Det skriver DPA.

Manden kravlede op på taget af Sankt Martins-kirken i den sydtyske by for at tage et billede af udsigten med sin mobiltelefon.

Manden var “tydeligt beruset”, siger en talsmand for politiet til den tyske avis PNP.

Den unge mand klatrede ved hjælp af et stillads op på taget nær kirketårnet, skriver avisen.

Myndighederne reddede manden ved hjælp af en drejestige.

Ifølge politiet hævdede den unge mand, at der var en anden person på taget, som han var klatret efter.

Derfor måtte man gennemsøge taget med blandt andet en drone og et termisk kamera, skriver PNP.

Man fandt dog ingen andre personer.

Den 24-årige mand vil ifølge en politirapport blive sigtet for ulovlig indtrængen og skal betale for redningsindsatsens omkostninger, skriver DPA.

Kirken ligger i byen Landshut i den tyske delstat Bayern.

Sankt Martins-kirken er et af byens vartegn og har det højeste kirketårn i delstaten på 130,1 meter, fremgår det af byens hjemmeside.

Ukraine angriber et af Ruslands største olieraffinaderier

Ukrainske droner har natten til søndag angrebet det russiske olieraffinaderi Kirisji i Leningrad oblast.

Det oplyser områdets guvernør, Aleksandr Drozdenko, skriver det ukrainske medie The Kyiv Independent.

Raffinaderiet er ifølge Reuters et af Ruslands to største olieraffinaderier målt på volumen.

Kirisji raffinerer omkring 17,7 millioner ton russisk råolie om året – 355.000 tønder om dagen – svarende til 6,4 procent af landets samlede mængde.

Ukraines dronekommando har bekræftet, at den har angrebet raffinaderiet og udtalt, at de har “udført et vellykket angreb”.

Alexander Drozdenko har udtalt, at tre droner blev ødelagt i Kirisji-området, og at nedfaldende vragrester udløste en brand, som er blevet slukket.

Ifølge guvernøren kom ingen til skade, skriver Reuters.

Nyhedsbureauet har ikke haft mulighed for at verificere omfanget af eventuelle skader på raffinaderiet.

Siden begyndelsen af august har Ukraine intensiveret angrebene på Ruslands energiinfrastruktur, herunder mod raffinaderier og rørledninger.

Tidligere angreb ukrainske droner havnen Primorsk, hvilket antændte et fartøj og en pumpestation, udtalte den regionale guvernør.

Primorsk er den største havn i det vestlige Rusland og har kapacitet til at laste omkring en million tønder råolie om dagen, skrev Reuters.

Rusland er blandt de største olieeksportører i verden. Ifølge Reuters udgør olie- og gaseksporten en fjerdedel af landets budgetindtægter.

I slutningen af august skrev nyhedsbureauet, at de intensiverede droneangreb rammer Ruslands olieforarbejdning og -eksport.

Dele af Rusland har siden været ramt af benzinmangel.

Krigen i Ukraine begynde i februar 2022, hvor Rusland indledte en fuldskala-invasion af landet.

Fredag sagde Dmitrij Peskov, der er talsmand for Ruslands præsident, Vladimir Putin, at der mellem de to lande er pause i forhandlingerne om en fredsaftale.

Copenhagen Half Maraton afvikles som planlagt på trods af uvejr

Trods regnbyger og lokal torden i København afvikles Copenhagen Half Marathon som planlagt.

Det bekræfter presseansvarlig for Sparta Atletik & Løb, Morten Eklöf Risager.

– Sikkerhed for vores løbere er en stor prioritet, men vi har været i kontakt med DMI i løbet af aftenen og morgenen, og ud fra de seneste meldinger vurderer vi, at det er sikkert at afholde løbet, siger han og tilføjer.

– Vi får nok en del våde løbere, men det skulle være det.

I 2017 blev det københavnske halvmaraton aflyst på grund af massiv regn, torden og lyn.

Tre personer kom lettere til skade som følge af lynnedslag.

Sparta Atletik & Løb, der organiserer løbet, vil løbende holde øje med vejret for at vurdere, om det kan afvikles sikkerhedsmæssigt forsvarligt, siger presseansvarlig for organisationen.

– Det er en vurdering, vi tager løbende. Der er et rigtigt stort kriseberedskab klar til sådan en begivenhed, hvis der skulle ske noget, siger Morten Eklöf Risager.

Ifølge DMI’s varsling vil regnvejret først klare op først på eftermiddagen.

– Er du én af de mange, der skal løbe halvmaraton i København, vil det blive en våd affære, skriver DMI.

Løbet startede klokken 9.30.

Ruten på 21,0975 kilometer går igennem Indre By, Nørrebro, Østerbro, Vesterbro og Frederiksberg.

Over 32.000 løbere er tilmeldt.

Stor mindehøjtidelighed for Charlie Kirk skal afholdes på stadion

Næste søndag afholdes en stor mindehøjtidelighed for den dræbte amerikanske højrefløjsaktivist Charlie Kirk i delstaten Arizona.

Det skriver organisationen Turning Point USA, som Charlie Kirk var med til at stifte, på det sociale medie X.

– Vær med til at fejre Charlie Kirks bemærkelsesværdige liv og vedvarende arv, en amerikansk legende, skriver organisationen.

Mindehøjtideligheden finder sted på det amerikanske fodboldstadion State Farm Stadium, hvor der er plads til over 60.000 mennesker.

BBC skriver, at USA’s præsident, Donald Trump, ventes at deltage.

Også vicepræsident J.D. Vance og USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, forventes at deltage, skriver BBC.

Charlie Kirk blev skudt og dræbt onsdag formiddag lokal tid ved et debatmøde i den amerikanske delstat Utah.

Fredag blev den 22-årige Tyler Robinson anholdt for skuddrabet på Charlie Kirk.

Robinson boede selv i delstaten Utah. Flere naboer beskriver over for BBC, at de er chokerede over, at det er ham, der er mistænkt.

Politiet har endnu ikke kunnet sige noget om, hvilket motiv der ligger bag drabet på Charlie Kirk.

Ifølge politiet var der dog indgraveret antifascistiske udsagn på patroner, som blev fundet i den riffel, der menes at være gerningsvåbnet.

Drabet på Charlie Kirk har fremkaldt stærke reaktioner flere steder i verden. Også danske politikere har reageret på hændelsen.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtalte sig torsdag.

– Jeg er dybt chokeret over det tragiske drab på Charlie Kirk. Han var en markant figur i det amerikanske politiske landskab, og han stod op for det, han troede på.

Charlie Kirk var en kendt Donald Trump-støtte, og den amerikanske præsident har efterfølgende posthumt tildelt ham præsidentens frihedsmedalje.

– Charlie var en mastodont i sin generation, en forkæmper for frihed og en inspiration for millioner af mennesker, sagde Donald Trump torsdag nat dansk tid.

Frihedsmedaljen er den højeste civile æresbevisning, som en borger kan blive tildelt i USA.

Regeringen vil se bort fra over 20 regler ved ukrainsk våbenfabrik

Når den ukrainske virksomhed Fire Point skal bygge en fabrik i Skrydstrup, er der lagt op til, at mere end 20 forskellige regler og love skal tilsidesættes.

Det skriver DR på baggrund af et udkast til en bekendtgørelse fra Erhvervsstyrelsen, der er sendt i høring.

Tidligere på ugen vedtog Folketinget en ny lov, som giver forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) mulighed for at se bort fra en række regler, når det kommer til militære projekter med væsentlig national betydning.

Det kommer bag på Frederik Waage, som er professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, hvor omfattende fravigelserne er.

– Bekendtgørelsen viser, at loven ikke handler om at fjerne et enkelt hjørne af miljølovgivningen. Man vil virkelig bruge muligheden for fravigelser for fuld styrke, siger han til DR.

I forbindelse med, at den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, for nylig besøgte Danmark, kom det frem, at Fire Point skal producere fast raketbrændstof i Danmark.

Tilsidesættelserne, som der lægges op til i udkastet, skal sikre, at den nye fabrik hurtigt kan komme op at køre.

Ifølge DR skal Fire Point blandt andet midlertidigt fritages fra en bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer.

Dermed er der regler, som skal forebygge større uheld, som virksomheden midlertidigt ikke behøver at leve op til.

Erhvervsstyrelsen understreger i et skriftligt svar til DR, at den nye våbenfabrik med tiden skal leve op til de normale krav for den type virksomhed.

Styrelsen skriver også, at man fortsat vil følge projektet tæt, løbende føre tilsyn og bidrage til praktiske løsninger.

Den nye lov, som Folketinget vedtog tirsdag, er tidligere blevet kritiseret af flere organisationer.

Da forsvarsministeren også selv mener, at loven er vidtgående, er der indført en solnedgangsklausul, så den udløber ved udgangen af 2028.

Politiet beslaglægger taxa efter vanvidskørsel i København

Københavns Politi har natten til søndag beslaglagt en taxa på grund af vanvidskørsel på Hareskovvej i Brønshøj.

Det oplyser Martin Kajberg, der er vagtchef ved Københavns Politi.

– Vi har haft en målrettet indsats.

– I den forbindelse kunne vi konstatere, at der var en bil, der overskred fartgrænsen med over 100 procent. Den blev stoppet, føreren sigtet og bilen beslaglagt, siger Martin Kajberg.

Vagtchefen vil ikke oplyse, hvor hurtigt politiet har målt taxachaufføren til at køre. Det står derfor ikke klart, hvad hastigheden var.

Fartgrænsen på stedet er 50 kilometer i timen.

Det står heller ikke klart, om det var andre passagerer i bilen.

Hareskovvej i Brønshøj forbinder Frederikssundsvejstunnelen i syd med Hillerødmotorvejen mod nord.

Martin Kajberg kan ikke oplyse mere omkring føreren af bilen og køretøjet.

Naboer til 22-årig anholdt for drab på Charlie Kirk er chokerede

Folk i amtet Washington County i den amerikanske delstat Utah er chokerede over, at den 22-årige Tyler Robinson – som boede i amtet – er anholdt i sagen om drabet på aktivist Charlie Kirk.

Det skriver mediet BBC.

– Det ryster et lokalsamfund, fordi man ikke forventer det, siger 20-årige Addi Jacobsen, som bor i området.

Hun kender ikke Robinson-familien selv, men hun siger, at hendes bedstemor kender dem.

– Hun har lige sagt, at hun mener, at ud fra det, hun har set og ved, er de en god familie, som bare er helt normale borgere, siger Addi Jacobsen.

Utahs guvernør, Spencer Cox, har tidligere oplyst, at Tyler Robinson længe havde boet med sin familie i Washington.

Han blev anholdt torsdag, efter at et familiemedlem fik mistanke om, at han havde begået drabet, og politiet blev kontaktet via en ven af familien.

Robinson ventes formelt at blive sigtet på tirsdag, når anklageren i Utah County har gennemgået bevismaterialet. Det oplyste anklagerens kontor lørdag til mediet CBS News. Tirsdag ventes Robinson desuden at blive fremstillet i retten.

31-årige Charlie Kirk blev dræbt af ét skud onsdag under et debatmøde på Utah Valley University. Han blev ramt i halsen.

Tyler Robinson var ikke selv studerende på universitetet.

Ifølge BBC har føderale og lokale politimyndigheder i de efterfølgende dage været til stede i Washington, hvor de har banket på døre og afspærret flere gader i forbindelse med efterforskningen.

– Vi kendte deres familie. Alle i vores kvarter er meget tætte, siger en nabo til Robinson-familien. Hun ønsker ifølge BBC at være anonym.

Kvinden beskriver Tyler Robinson som ret stille, hans mor som en fantastisk forælder og hans far som hårdtarbejdende. Begge forældre kom lejlighedsvis i en mormonkirke i området, siger hun.

En anden nabo til familien – 66-årige Kristin Schwiermann – siger til The Guardian, at hun har haft indtryk af, at Tyler Robinson var akademisk begavet.

Robinson er ifølge flere medier ikke tidligere dømt for kriminalitet og politiet har endnu ikke kunnet sige, hvilket motiv der skulle ligge bag drabet på Charlie Kirk.

Politiet anholder mand efter knivstikkeri i indre København

Københavns Politi har natten til søndag anholdt en mand efter et knivstikkeri ved Kattesundet i det indre København.

En mand er kørt til hospitalet, men han meldes uden for livsfare.

Det oplyser Martin Kajberg, der er vagtchef ved Københavns Politi.

– Vi fik anmeldelsen klokken 03.44 fra en restauration nede ved Kattesundet, hvor en person skulle være stukket med kniv, siger Martin Kajberg.

– Da vi kom frem fik vi kontakt med en person, der var kommet til skade. Den forurettede er på hospitalet, men har umiddelbart ikke på noget tidspunkt været i livsfare, siger vagtchefen.

Kort efter fik Københavns Politi også fat på en mulig gerningsmand, som blev anholdt.

– Vi er sikre på, at det er gerningsmanden, vi er anholdt, og han er kørt ind til sagsbehandling, siger vagtchefen.

Martin Kajberg ønsker ikke at oplyse, om der var alkohol involveret i episoden. Han vil heller ikke oplyse de to mænds alder.

– Jeg kan sige, at vi ingen indikationer har på, at det skulle have relation til en bandekonflikt, siger vagtchefen.

Martin Kajberg oplyser, at politiet tidligt søndag morgen i gang med at afhøre vidner til hændelsen.

– Personer og vidner skal afhøres, og vi er i gang med at sikre tekniske beviser og med udgangspunkt i det, så vil der komme en sigtelse, siger han.

Dansk hammerkaster booker plads i VM-finalen

Hammerkasteren Katrine Koch Jacobsen er videre til finalen ved atletik-VM i Japans hovedstad, Tokyo.

Søndag kvalificerede den 26-årige dansker sig til mandagens finale, da hun fik slynget hammeren ud på 72 meter.

Det rakte til en ottendeplads blandt de 35 deltagere, der deltog i to kvalifikationspuljer. Der var i alt 12 finalepladser på spil.

Katrine Koch Jacobsen var et godt stykke fra sin personlige rekord på 74,22 meter. Den satte hun for mere end tre år siden.

Bedst i kvalifikationen var canadiske Camryn Rogers, der fik hammeren ud på 77,52 meter.

Rogers, der vandt sidste års OL i Paris, stiller op i Tokyo som regerende verdensmester.

Finalen i hammerkast foregår mandag eftermiddag klokken 14.00 dansk tid.

Danskere slutter langt tilbage i kenyansk maratontriumf

Den kenyanske løber Peres Jepchirchir vandt søndag guld i kvindernes maraton ved VM i Japans hovedstad, Tokyo.

Den 31-årige kenyaner vandt udholdenhedsdysten efter 42.195 meter foran Etiopiens Tigst Assefa, efter at duoen på de sidste meter sprintede om at komme først over målstregen.

Jepchirchir krydsede målbåndet efter to timer, 24 minutter og 43 sekunder, mens Assefa var to sekunder langsommere.

De to danske deltagere, Sara Schou Kristensen og Karen Ehrenreich, blev henholdsvis nummer 43 og 57.

Sara Schou Kristensen nåede i mål efter to timer, 42 minutter og 34 sekunder, mens Ehrenreich var godt 14 et halvt minut langsommere end landsmanden.

I størstedelen af løbet i Tokyos varme så amerikanske Susanna Sullivan ud til at være i fuld kontrol, men efter halvanden time blev Sullivan overhalet af den senere vinder Jepchirchir og Assefa.

Assefa virkede mest ovenpå af de to førende, men til sidst fandt Jepchirchir kræfterne til at sætte den spurt ind, der sikrede hende sejren.

– Jeg er så lykkelig for det, jeg har opnået i Tokyo. Det var så varmt, så hårdt. Da jeg kom ind på stadion, fik jeg en masse energi fra fansene, siger den kenyanske vinder ifølge Reuters.

– Jeg havde virkelig ikke forventet at vinde. Det var ikke min oprindelige plan at sprinte de sidste meter, men da jeg så, at jeg kun var 100 meter fra mål, begyndte jeg bare at sætte farten op.

Uruguays Julia Paternain sikrede sig bronze i søndagens maratonløb. Dermed vandt Paternain Uruguays første VM-medalje i historien, skriver Reuters.

Rubio er på vej til Israel for at drøfte angreb i Qatar

USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, har lørdag sat kurs mod Israel.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Besøget finder sted, efter at USA’s præsident, Donald Trump, har kritiseret et israelsk angreb i Qatars hovedstad, Doha, tirsdag.

Ifølge Israel havde angrebet til formål at dræbe flere politiske ledere i den militante bevægelse Hamas.

Inden Rubio tog afsted mod Israel lørdag, sagde han til journalister, at selv om Trump ikke var begejstret for angrebet, vil det ikke ændre USA’s forhold til israelerne.

Udenrigsministeren tilføjede dog, at USA og Israel skal tale om, hvordan angrebet har påvirket bestræbelserne på at nå frem til en aftale om våbenhvile i Gaza.

– Det, der er sket, er sket. Vi skal mødes med dem. Vi skal tale om, hvad fremtiden bringer, sagde Rubio ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Der er stadig 48 gidsler, som fortjener at blive løsladt øjeblikkeligt, alle sammen på en gang. Og der er stadig hårdt arbejde forude – når det her er overstået – med at genopbygge Gaza på en måde, der giver folk den livskvalitet, de alle ønsker.

Angrebet i Qatar har særligt været omdiskuteret, fordi Qatar har fungeret som både vært for og mægler i forhandlingerne mellem Israel og Hamas om våbenhvile i Gaza.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har forsvaret angrebet. Han sagde lørdag, at drab på højtstående medlemmer af Hamas vil fjerne det, han kalder den største forhindring for en afslutning på krigen.

Unavngivne højtstående embedsmænd har til The Wall Street Journalist sagt, at Trump har meddelt Netanyahu, at angrebet ikke var en klog beslutning.

Det skal være sket i et ophedet telefonopkald.

Han har også sagt, angrebet hverken fremmer Israel eller USA’s mål.

Israel har den seneste tid skruet op for landets angreb og militære tilstedeværelse i Gazastriben. Med ny offensiv ønsker landet at tage kontrol over Gaza By, og indbyggere i byen er blevet opfordret til at forlade deres hjem.

Flere bygninger, som Israel hævder er tilholdssteder for Hamas, er blevet angrebet.

Indsamlingsshow sikrer 23,5 millioner til hjertesagen

Der blev lørdag aften indsamlet 23.590.152 kroner til hjertesagen ved indsamlingsshowet Hjertegalla 2025.

Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

På TV 2 Charlie holdt værterne Louise Wolff og Steen Langeberg styr på danskernes donationer, der ikke helt nåede de samme højder som de foregående år.

I både 2023 og 2024 blev der indsamlet mere end 35 millioner kroner ved det årlige show, der lørdag blev afholdt for 14. gang.

Direktør i Hjerteforeningen, Anne Kaltoft, siger i pressemeddelelsen, at hver en krone gør en forskel.

– Jeg er dybt taknemmelig for den enorme opbakning, vi har mødt i aften.

– Hver en krone tæller i kampen mod hjerte-kar-sygdomme, og danskerne har virkelig vist, at de står sammen med os. Det er en stærk påmindelse om, hvor mange der er berørt, siger Anne Kaltoft.

De indsamlede penge fra Hjertegalla 2025 går blandt andet til hjerteforskning, forebyggelsesindsatser samt støtte til patienter og pårørende.

Omkring 672.000 danskere lever ifølge Hjerteforeningen med en hjerte-kar-sygdom. Omkring 65.600 danskere rammes hvert år.

– Med over 670.000 danskere, som lever med hjerte-kar-sygdom, og over 65.000 nye tilfælde hvert år er behovet for forskning, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende større end nogensinde. De indsamlede midler gør en reel forskel, siger Anne Kaltoft.

Hver femte dansker dør af en hjerte-kar-sygdom. Det drejer sig årligt om cirka 12.100 danskere.

Det er sket mere end en halvering af antallet af dødsfald fra hjerte-kar-sygdomme siden 1995, fremgår det på Hjerteforeningens hjemmeside.

Omkring 500 danske børn får inden for tre måneder efter fødslen konstateret en medfødt hjertesygdom.

Norsk viceverdensmester skuffer stort ved atletik-VM

Den norske atletikstjerne Jakob Ingebrigtsen leverede en slem skuffelse søndag ved VM i Japan.

Den 24-årige nordmand måtte nøjes med en ottendeplads i sit indledende kvalifikationsheat i 1500 meterløb. Dermed missede det norske medaljehåb en plads i mandagens semifinaler.

– Chanceløst. Jeg leverede et fint løb taktisk og burde under normale forhold sagtens kunne gå videre i det løb. Desværre var benene virkelig tunge i dag, siger Ingebrigtsen til NRK.

Kravet for at gå videre fra det indledende heat var en sjetteplads.

De seneste to gange, der er blevet afholdt VM, har Ingebrigtsen vundet sølv på 1500 meter-distancen, men nordmanden har døjet med en skade i akillessenen de seneste måneder frem mod stævnet i Japan.

Han har derfor ikke deltaget i konkurrencer, siden han i marts blev verdensmester på både 1500 og 3000 meter ved indendørs-VM i Kina.

Jakob Ingebrigtsen håber, at han er mere klar, når han senere ved VM i Japans hovedstad, Tokyo, stiller op i 5000 meter.

Nordmanden har vundet VM-guld de seneste to gange på den distance.

Norge vil dog være repræsenteret i mandagens semifinaler i 1500 meterløb.

Landsmanden Narve Gilje Nordås vandt det første af i alt fire indledende heat og er videre til semifinalen.

I samme heat deltog danske Kristian Uldbjerg Hansen, som sluttede som nummer 14 og næstsidst i heatet. Dermed var han langt fra at blive blandt de seks, der gik videre.

– Jeg er lidt uden ord. Det er super frustrerende at have sæsonens klart dårligste løb i det, der er sæsonens vigtigste løb. Men et eller andet har vi jo gjort fuldstændig forkert, siger danskeren til DR.

NTB

Dommer er bekymret over deportationer fra USA til Ghana

En dommer i USA siger, at præsident Donald Trumps administration tilsyneladende bevidst omgik immigrationslovgivningen, da den tidligere på ugen deporterede nigerianske og gambiske migranter til Ghana.

Dommer i Washington D.C. Tanya Chutkan indkaldte lørdag amerikansk tid til et hasteretsmøde i sagen. Det skete, efter at advokater for nogle af migranterne havde sagt, at migranterne risikerer at blive sendt videre til deres hjemlande, hvor de frygter tortur eller forfølgelse.

Efterfølgende har Chutkan beordret, at Trumps administration seneste klokken 21 lokal tid – klokken 03 natten til søndag dansk tid – skal indgive en rapport om sagen. Her skal administrationen forklare, hvordan den vil forhindre, at Ghana sender migranterne videre til Nigeria og Gambia.

Deportationerne til Ghana er del af Trumps strategi om at sende migranter til såkaldte tredjelande – et land, der ikke er deres hjemland.

Det skal øge tempoet i udvisninger fra USA og presse migranter, der opholder sig ulovligt i USA, til at forlade landet.

Ghanas præsident, John Dramani Mahama, meddelte tidligere på ugen, at Ghana har indgået en aftale med USA om at tage imod vestafrikanere, der udvises fra USA. Her sagde han også, at landet allerede har modtaget 14 migranter.

Tanya Chutkan mener dog, at det ser ud til, at USA har indgået aftalen som et forsøg på at finde et smuthul i lovgivningen. Her lyder det, at migranter ikke kan udvises til deres hjemlande, hvis de her vil være i fare.

– Det her er ikke spekulative bekymringer, siger Chutkan.

– Bekymringerne er reelle nok til, at den amerikanske regering er enig i, at de ikke bør blive sendt tilbage til deres hjemland.

I søgsmålet fra fredag lyder det, at migranterne blev fjernet fra et opholdssted i den amerikanske delstat Louisiana, blev lagt i lænker og så sat på et fly fra militæret uden at få oplyst, hvor de skulle hen.

Reuters

26 betjente er såret i højreaktivistisk demonstration i London

26 politibetjente er lørdag blevet såret under en stor demonstration i den britiske hovedstad, London.

Det skriver mediet BBC.

“Unite the Kingdom”-demonstrationen var arrangeret af højrefløjsaktivisten Tommy Robinson, hvis rigtige navn er Stephen Yaxley-Lennon.

Han er kendt for både at være antimuslimsk og imod indvandring.

London Metropolitan Police oplyser, at demonstranter blandt andet kastede flasker og andre genstande mod politiet.

Fire betjente meldes alvorligt såret.

Op mod 150.000 mennesker deltog i demonstrationen, der fandt sted i den centrale del af London.

Ifølge politiet er 25 personer blevet anholdt for en række forskellige lovovertrædelser, der beskrives som helt igennem uacceptabel vold.

Londons politi var til stede med 1000 betjente, og dertil blev 500 betjente kaldt ind fra andre afdelinger – blandt andet fra Leicestershire, Nottinghamshire, Devon og Cornwall.

Vicepolitidirektør Matt Twist siger ifølge BBC, at betjentene udførte deres arbejde uden frygt, selv om de vidste, at det ville være en udfordring.

– Der er ingen tvivl om, at mange kom for at udøve deres lovlige ret til at demonstrere, men der var mange, der kom med et formål om at udøve vold, siger han.

De sårede betjente har blandt andet fået knækket tænder og fået hjernerystelse, en har fået en diskusprolaps og en anden har fået et hovedtraume.

– De 25 anholdelser, vi indtil videre har foretaget, er kun begyndelsen, siger Matt Twist.

Indenrigsminister Shabana Mahmood har fordømt de personer, som har såret betjentene.

– Enhver, der deltager i kriminel aktivitet, vil blive straffet med lovens fulde kraft, siger hun.

Lørdag talte techmilliardæren Elon Musk til demonstranterne via en videoforbindelse.

5000 mennesker deltog lørdag desuden i en moddemonstration i London arrangeret af organisationen Stand Up To Racism.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]