Seneste nyheder

31. marts 2026

Taliban løslader ældre britisk ægtepar efter syv måneder

Et britisk par, som siden februar har været frihedsberøvet af Taliban, er blevet løsladt og fløjet til Doha.

Det britiske udenrigsministerium udtaler ifølge nyhedsbureauet Reuters fredag, at det er lettet over, at det med hjælp fra Qatar er lykkedes at få løsladt parret, Peter og Barbie Reynolds.

– Storbritannien har arbejdet intensivt siden deres frihedsberøvelse og har støttet familien løbende, siger Hamish Falconer, som er minister med ansvar for Mellemøsten.

Familien til parret har løbende udtrykt bekymring over Peter og Barbie Reynolds, som er henholdsvis 80 og 76 år.

Der var både frygt for deres helbred og evne til at overleve i Taliban-fangenskab.

Parret blev frihedsberøvet af gruppens indenrigsministerium 1. februar.

De nærmere detaljer om, hvorfor de blev anholdt, er Taliban aldrig kommet med. Gruppen siger blot, at parret havde brudt afghansk lovgivning, og at de to er blevet løsladt efter en retsproces, lyder det ifølge BBC.

Parret har boet i landet i årtier og driver Rebuild, der beskriver sig selv som en afghanskbaseret forsknings- og uddannelsesvirksomhed. De var angiveligt ved at rejse tilbage til deres hjem i det centrale Afghanistan, da de blev anholdt sammen med en ven og en oversætter.

Til Sky News siger Barbie Reynolds ved afgang fra lufthavnen i Afghanistans hovedstad, Kabul, at parret er blevet behandlet godt.

– Vi glæder os til at se vores børn, siger hun.

– Vi glæder os til at vende tilbage til Afghanistan, hvis vi kan. Vi er afghanske statsborgere, fortsætter Barbie Reynolds.

Ifølge en anonym embedsmand, der udtaler sig til Reuters, var Qatar i flere måneder i forhandlinger med Taliban om parrets frigivelse.

– Staten Qatar spillede en afgørende rolle i denne sag, hvilket jeg er meget taknemmelig for, siger minister Hamish Falconer.

Qatar har hjulpet med at få frigivet en række udlændinge, som er blevet tilbageholdt i Afghanistan, siden Taliban kom til magten i 2021. Blandt andet er tre amerikanere blevet løsladt med hjælp fra golfstaten.

Vestlige lande, heriblandt Storbritannien og USA, lukkede deres ambassader efter Talibans magtovertagelse.

Det britiske udenrigsministerium fraråder alle rejser til Afghanistan, blandt andet på grund af risiko for tilbageholdelse.

Udenrigsministeriet i Danmark har ingen rejsevejledning for landet, men henviser til en række andre landes vejledninger.

Reuters

Partier retter hård kritik af Troels Lund for at forringe tillid

Forligspartier retter i et brev kritisk henvendelse til forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

Kritikken går på, at regeringen ikke har involveret forsvarsforligskredsen inden regeringens udmelding onsdag om, at der skal købes langtrækkende angrebsvåben.

– Et udspil af den karakter – med potentielt vidtrækkende konsekvenser for Danmarks sikkerheds- og forsvarspolitik – burde have været forelagt og drøftet blandt Folketingets partier, heriblandt forligskredsen, inden regeringen gik offentligt.

– Det forringer den tillid, som bør være grundlaget for samarbejdet mellem regeringen og de partier, der står bag forsvarsforliget, lyder det i et brev til ministeren, som Ritzau har set.

Forsvarsordførerne fra Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance, Konservative og Radikale står bag brevet.

For ordførerne er det en skærpende omstændighed, at regeringen selv kalder beslutningen om indkøbet et “paradigmeskift”.

I brevet opfordrer ordførerne til, at forsvarsministeren straks indkalder forligskredsen til et møde og redegør for de konkrete planer for investeringen – herunder sikkerheds-, kapacitets- og økonomiske konsekvenser.

Det var på et pressemøde onsdag, at regeringen meldte ud, at Danmark skal købe langtrækkende angrebsvåben.

I den forbindelse vurderede forsvarsministeren, at det er muligt at foretage investeringen inden for den eksisterende forsvarsramme.

Regeringen ved endnu ikke, hvornår Danmark kan råde over angrebsvåben. På pressemødet fremgik det heller ikke, hvilke specifikke våben der skal købes.

Lisbeth Bech-Nielsen, der er forsvarsordfører for SF, undrer sig over, at regeringen ikke har involveret forligskredsen og kalder det for en “meget mærkelig proces”.

– Jeg synes, det er uklogt, og der er heller ingen grund til det, fordi vi er i en tid, hvor det er vigtigt, at regeringen og Folketinget kan arbejde sammen – specielt på så vigtigt et område her.

– Vi har en meget bred kreds af partier, som ligesom bakker op omkring de her ting, og som jo også erklærer sig principielt enige i den her principbeslutning, siger Lisbeth Bech-Nielsen til Ritzau.

Troels Lund Poulsen affejer kritikken i et interview med TV 2 News. Ifølge forsvarsministeren blev partierne orienteret “om det her spørgsmål for to år siden”.

Han siger videre, at “den konkrete anskaffelse” af langtrækkende præcisionsvåben kommer til at blive drøftet i forligskredsen.

Desuden hæfter han sig ved, at det ikke er alle forsvarsforligets partier, der er afsendere på brevet.

Kun Dansk Folkeparti fra forligskredsen er ikke afsender på brevet.

Ritzau har forsøgt at få en kommentar til kritikken fra Troels Lund Poulsen. Forsvarsministeriet henviser til interviewet med TV 2 News.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Erhvervsmand dømmes for at hvidvaske rockers hashmillioner

Retten i Roskilde finder fredag erhvervsmanden Carl Richard Christensen, kendt som “Køge-Calle”, skyldig i hvidvask. Han straffes med fængsel i to år.

I sagen er også et tidligere medlem af Hells Angels, Frank Errington Olsen, fundet skyldig. Han straffes med en tillægsstraf på et år og syv måneder.

En tredje tiltalt, der var ansat hos Carl Richard Christensen, frifindes.

Den 66-årige Christensen blev landskendt, da han ufrivilligt optrådte i TV 2-dokumentaren “Den sorte svane”. Her talte han med programmets muldvarp om netop hvidvask.

Lokalt var han kendt blandt andet for sin involvering i ejendomsbranchen i selskabet CC Ejendomme.

I nogle år var han i byrådet for Socialdemokratiet, og desuden har den bankuddannede mand på et tidspunkt været formand for Herfølge Boldklub. For nylig fik han konkurskarantæne i tre år.

Straffesagen drejer sig om det økonomiske samarbejde mellem Christensen og det daværende medlem af Hells Angels.

Sidstnævnte tjente store penge på salg af hash i Nørrebroparken i København.

Det var netop Christensens håndtering af rockerens sorte penge, som har været omdrejningspunkt i sagen. Og mere præcist købet af to lejligheder i Sydspanien.

Under sagen har alle tre nægtet sig skyldige.

Blandt de fremlagte beviser er en såkaldt økonomisk oversigt, som viser mellemværender mellem de to mænd.

I alt skal “Køge-Calle” ifølge retten have hvidvasket 5,4 millioner kroner i samarbejde med rockeren. Deres manøvrer gik ud på at skjule, at pengene stammede fra lovovertrædelser, fastslår retten.

Desuden dømmes den 66-årige for at have modtaget 750.000 kroner, som han skulle lave fiktive fakturaer for. Her var samarbejdspartneren en ukendt mand. På WhatsApp har han optrådt under navnet “Don Diego.”

Hos Frank Errington Olsen konfiskeres i øvrigt den ene af de to ejendomme i Sydspanien.

De to dømte anker straks til landsretten. De kræver enten sagen afvist eller frifindelse, lyder det.

EU-Kommissionen vil fremlægge 19. sanktionspakke mod Rusland

EU-Kommissionen vil fremlægge sin 19. sanktionspakke mod Rusland.

Det siger cheftalsperson Paula Pinho fredag ifølge nyhedsbureauet TT i Bruxelles.

Yderligere detaljer vil blive offentliggjort af kommissionsformand Ursula von der Leyen og udenrigschef Kaja Kallas i en udtalelse i løbet af eftermiddagen.

Der ventes blandt andet tiltag for hurtigere at kunne frakoble sig russisk gas, skriver TT.

Derudover ventes flere fartøjer at blive opført på listen over mistænkte fartøjer i den såkaldte russiske skyggeflåde.

Den russiske skyggeflåde beskrives af FN’s søfartsorganisation som skibe med utilstrækkelige forsikringsaftaler, der omgår sanktioner og undgår kontroller.

Skibene sejler under andre flag end det russiske og omgår på den måde Vestens sanktioner af Ruslands olieeksport.

Der ventes også tiltag mod russiske banker.

Fredag eftermiddag er planlagt et møde med EU-landenes ambassadører. Alle EU-lande skal enes om en pakke, inden den kan træde i kraft.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har for nylig lagt yderligere pres på Europa i forbindelse med køb af russisk olie, som altså ventes at være omfattet af pakken.

– Europa køber olie fra Rusland. Jeg vil ikke have, at de køber olie. Og de sanktioner, de har indført, er ikke hårde nok, har Trump ifølge Politico sagt.

EU har allerede markant nedbragt brugen af russisk olie og gas, siden Ruslands invasion i fuld skala af Ukraine begyndte i februar 2022.

Den danske EU-kommissær for energi og boliger, Dan Jørgensen, har sagt, at han tror, at der snart vil falde en aftale på plads om at gøre sig helt fri af russisk energi i 2027.

Fagforeninger får flere medlemmer efter Novo Nordisks fyringsrunde

En række fagforeninger har fået flere medlemmer til, siden Novo Nordisk i sidste uge varslede en stor fyringsrunde.

Det oplyser fagforeningerne Pharmadanmark, Lederne, HK og Djøf til Børsen.

Ingeniørforeningen, IDA, har også bidt mærke i tendensen.

Til Ritzau oplyser IDA, at man den seneste måned har fået 231 nye medlemmer, der alle arbejder i Novo Nordisk.

Til sammenligning fik fagforeningen 49 nye medlemmer fra medicinalselskabet i samme periode sidste år.

IDA står klar til at hjælpe foreningens medlemmer i Novo Nordisk, siger forperson for Ansattes Råd i IDA Malene Matthison-Hansen.

– Mange Novo-medarbejdere står i en svær situation, fyldt med usikkerhed og bekymring for fremtiden. Derfor er det indlysende godt at have en fagforening ved sin side, siger hun til Ritzau.

IDA har cirka 7000 medlemmer, der arbejder i Novo Nordisk.

I sidste uge meddelte Novo Nordisk, at der globalt skal afskediges 9000 medarbejdere. 5000 af dem skal findes i Danmark.

Forsvaret genetablerer patruljeskib til at overvåge danske farvande

På grund af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation genetableres den 6. enhed af patruljeskibene i “Diana”-klassen.

Det sker efter indstilling fra forsvarschef Michael Wiggers Hyldgaard, meddeler Forsvarsministeriet fredag på sin hjemmeside.

– Farvandsovervågningen og suverænitetshævdelsen af dansk søterritorium er højt prioriteret i regeringen.

– Derfor har jeg fulgt forsvarschefens indstilling om at genetablere den 6. enhed af “Diana-klassen”. Foruden de militære opgaver vil genetableringen også bidrage til havmiljø- overvågningsopgaver, søredning og støtte til politiet, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til Forsvarsministeriets hjemmeside.

Skibene i “Diana”-klassen er designet til at løse opgaver som overvågning og suverænitetshævdelse, eftersøgninger og redningstjeneste.

Det tager 15 måneder at genetablere den 6. enhed. Dermed kan patruljeskibet, der bærer navnet “Havfruen”, være fuldt operativt i slutningen af 2026.

“Havfruen” har siden 2017 ikke indgået i de forskellige opgaveløsninger, som de fem nuværende skibe i “Diana”-klassen foretager.

Materieldele har derfor været afmonteret og er blevet anvendt som reservedele på andre enheder, meddeler Forsvarsministeriet.

– De nuværende fem enheder i Diana-klassen løser dagligt vigtige operative opgaver med blandt andet overvågning og suverænitetshævdelse af dansk søterritorium. I den nuværende sikkerhedspolitiske situation er det centralt, at de opgaver, Diana-klassen løser, sikres den nødvendige robusthed.

– Ved at genetablere en 6. enhed får vi øget den operative maritime robusthed. Samtidig får vi ligeledes mulighed for bedre kunne støtte andre myndigheder, som for eksempel politiet, siger forsvarschef Michael Wiggers Hyldgaard.

Ny aftale skal vejlede forældre når børn skal have en telefon

Forældre vil fremover blive klædt bedre på, når de køber en telefon eller tablet til deres børn.

Med en ny aftale skal forældre tilbydes information og vejledning i at indstille deres børns digitale enheder alderssvarende.

Det skriver Digitaliseringsministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalen er foruden regeringen indgået af en lang række aktører, heriblandt Børns Vilkår, Forbrugerrådet Tænk og flere teleselskaber som Telenor og 3 Danmark.

Teleselskaber og butikker skal fremover tilbyde forældre hjælp til at indstille børnenes telefoner. Og det skal ske, allerede når forældrene køber telefonen – uanset om det er online eller i en fysisk butik.

Ved at tilpasse telefonens indstillinger kan man blandt andet blokere specifikke hjemmesider, apps eller funktioner, der er uegnede for børn.

Aftalen understøttes af nye tal fra Digitaliseringsministeriet, som viser, at en ud af seks forældre med børn under 18 år har fået vejledning i, hvordan man indstiller en telefon alderssvarende.

Det kan være en jungle for forældre at tilpasse telefoner, så de passer til deres børns alder, siger digitaliseringsminister Caroline Stage (M).

– Jeg er meget glad for, at der er bred opbakning fra telebranchen til, at telefoner og tablets skal være mere alderssvarende, og at de vil hjælpe forældre med at navigere i værktøjerne.

– Mit håb er, at aftalen vil hjælpe flere familier med at få tilpasset deres enheder alderssvarende og få udskudt børns smartphonedebut til 13 år, siger ministeren i meddelelsen.

Trivselskommissionen, som blev nedsat af regeringen til at komme med anbefalinger til, hvordan flere unge får det bedre mentalt, anbefaler, at børn først får en telefon, når de er 13 år.

Ifølge Digitaliseringsministeriet er børn i dag i gennemsnit cirka otte år, når de får deres første telefon.

Implementeringen af aftalen sættes i gang inden udgangen af 2025.

Norsk kvinde får 350.000 efter at være blevet forbyttet som spædbarn

En norsk kvinde, der blev forbyttet som spædbarn, indgår forlig med den norske stat efter i årtier ikke at have kendt sit biologiske ophav.

Kvinden modtager 550.000 norske kroner for at undgå en retssag. Det svarer til godt og vel 350.000 kroner.

Sagen udspringer af, at to nyfødte blev forvekslet på fødestuen i kommunen Herøy på den norske vestkyst i 1965.

Kvinderne voksede op hos hinandens biologiske forældre, men først årtier senere lærte de den fulde historie at kende.

Staten erkender ikke et ansvar, og to andre kvinder i sagen – en mor og den anden forbyttede – har afslået lignende forlig.

I forliget hedder det ifølge public service-mediet NRK:

– Staten ved Sundheds- og Omsorgsministeriet har forståelse for, at det har været en stor belastning for Linda Karin Risvik Gotaas, at hun først fik kendskab til sit biologiske ophav i efteråret 2021. At hun blev forbyttet på fødestuen på Eggesbønes i 1965 er stærkt beklageligt. Det burde ikke være sket.

Kommune og stat blev – efter at sagen var kommet frem – sagsøgt for brud på menneskerettighederne. Men begge blev i 2024 frifundet i den norske tingrett – det første niveau i det norske domstolssystem.

En ankesag for de to kvinder, som ikke har indgået forlig, starter tirsdag.

Selv om den fulde historie først er kommet frem i de senere år, har flere længe haft vished om, at noget var gået galt.

Allerede tilbage i 1981 blev Linda Risvik Gotaas’ ikke-biologiske mor opmærksom på en blodprøve fra den person, hun troede var hendes datter, og fandt ud af, at det ikke kunne være hendes biologiske barn.

Hun kontaktede senere myndighederne – blandt andet med et ønske om at vide, at hendes biologiske datter havde det godt – og myndighederne fandt frem til fem mulige kandidater, der kunne være blevet forvekslet.

Men efter at sundhedsmyndighederne i 1985 havde konstateret, at kandidaterne formentlig levede “under tilfredsstillende sociale og materielle forhold”, blev sagen afsluttet, uden at de mulige forbyttede blev informeret. Det skriver det norske TV 2 i en opsummering af sagen.

I 1989 fortalte opvækstmoren Linda Karin Risvik Gotaas, at hun ikke var hendes biologiske datter.

Først i 2021 fik den anden forvekslede kvinde taget en DNA-prøve, som blev lagt ind på My Heritage, der er en hjemmeside for slægtsforskning. Her fandt hun først sin kusine og senere resten af sin familie.

Nu fortsætter sagen for de kvinder, der ikke har indgået forlig.

Advokat Sølvi Nyvoll Tangen, som repræsenterer den ene mor, siger til NTB, at alle dele af tingrettens dom er blevet anket, og at man især vil have fokus på, at myndighederne i 1985 ikke informerede alle om forvekslingen.

– Vi ønsker en fuld behandling i dag i lagmannsretten (svarende til landsret, red.). Det er en omfattende sag, unik i norsk sammenhæng, siger Tagen.

NTB

Politiet rykkede ud til mor og datters død i Hammel

To kvinder blev torsdag fundet døde i deres hjem i Hammel. Politiet rykkede ud for at foretage undersøgelser, og fredag lyder det fra Østjyllands Politi, at intet tyder på en kriminel handling.

Kvinderne var mor og datter på henholdsvis 94 og 69 år, oplyser politiet. De boede i samme ejendom.

Alarmen om fundet af de døde kvinder kom tidligt torsdag aften.

Det er ikke lykkedes for politiet præcist at afklare, hvad der er sket, fremgår det af den officielle version af døgnrapporten på det sociale medie X.

Dødsårsagen kan måske blive fastslået i forbindelse med en obduktion.

Charlie Kirks enke bliver direktør i hans studenterbevægelse

Charlie Kirks enke, Erika Kirk, er blevet udnævnt som administrerende direktør for den konservative studenterbevægelse Turning Point USA, som hendes mand var medstifter af.

Det fremgår af en meddelelse, skriver mediet NBC News.

Ifølge Turning Point USA’s bestyrelse var det Charlie Kirks eget ønske, at hans hustru skulle have posten, hvis han mistede livet.

Den 31-årige Charlie Kirk blev skudt, mens han deltog i et arrangement på universitetet Utah Valley University i byen Orem i Utah.

– Charlie forberedte os alle på et øjeblik som det her. Han arbejdede utrætteligt for at sikre, at Turning Point USA kunne overleve selv de største prøver, lyder det ifølge nyhedsbureauet Reuters fra bestyrelsen.

– Og nu er det med stor stolthed at vi kan udnævne Erica Kirk som den nye administrerende direktør og formand for Turning Point USA.

Den 36-årige Erika Kirk holdt efter sin mands død en tale, hvor hun også kom ind på Turning Point USA’s fremtid.

Her sagde hun, at hun vil gøre bevægelsen til det største, USA nogensinde har set.

– Hvis I troede, at min mands mission var kraftfuld før, så har i ingen idé om, hvad I netop har sluppet løs i hele det her land, lød det blandt andet.

Hun uddybede dog ikke umiddelbart, præcis hvordan bevægelsen skulle fortsætte uden hendes mand.

Turning Point USA har afdelinger på forskellige universiteter i USA.

Bevægelsen har desuden haft en stærk tilstedeværelse på sociale medier, hvor flere videoklip af Charlie Kirk, der debatterer med universitetsstuderende, har fået stor opmærksomhed.

Ifølge NBC News ventes det, at Erika Kirk søndag deltager i en mindehøjtid for hendes mand i Arizona sammen med blandt andet præsident Donald Trump og andre fremtrædende republikanske politikere.

Den formodede gerningsmand bag drabet på Kirk er den 22-årige Tyler Robinson . Han blev to dage senere anholdt og er siden blevet sigtet for drab.

Erika Kirk og Charlie Kirk blev gift i 2021 og har en etårig søn og en treårig datter.

Jysk lander rekordsalg i år med global usikkerhed

Boligindretningskæden Jysk øger fortsat sin omsætning, som i regnskabsåret 2024/2025 har været rekordhøj.

I det skæve regnskabsår har Jysk solgt for 46,3 milliarder kroner. Det er 11,8 procent mere end det foregående regnskabsår.

Det skriver Jysk i en pressemeddelelse.

Her lyder det samtidig, at Jysk i løbet af året har investeret i at sænke priser på tværs af produktkategorier. Det har ført til, at antallet af solgte produkter er steget med 12,8 procent.

Rami Jensen, som er topchef i Jysk, er meget tilfreds med årets omsætning.

– Det viser tydeligt robustheden og styrken af vores Jysk-koncept i et detailmarked, der er under pres fra global usikkerhed og lav forbrugertillid, siger han i pressemeddelelsen.

– Vi fortsatte vores positive momentum gennem hele året med fokus på vores kunder, gode tilbud og et relevant og attraktivt sortiment, lyder det videre.

Jysk fortæller ikke, hvor meget butikskæden har tjent i regnskabsåret. Det vil umiddelbart først blive offentliggjort med regnskabet 27. november.

I løbet af regnskabsåret har Jysk i alt åbnet 148 nye butikker i blandt andet Europa og Afrika. I foråret blev dørene slået op til de første butikker i Marokko og Uruguay.

Jysk har nu over 3500 butikker fordelt på 50 lande.

Jysk hed oprindeligt Jysk Sengetøjslager, og den første butik åbnede på Silkeborgvej i Aarhus i 1979.

Kæden er stiftet af den nu afdøde Lars Larsen, der blev kendt for at optræde i tv-reklamer for butikskæden – altid med et godt tilbud på en dyne, en hovedpude eller et sæt sengetøj.

Kæden åbnede sin første butik i udlandet i 1984. Siden fulgte Island, Norge og Sverige og en lang række andre lande.

Jysk er ejet af Lars Larsen Group.

Harris langer ud efter demokratiske partifæller i ny bog

Demokraternes kandidat til sidste års præsidentvalg i USA, Kamala Harris, langer i en ny bog ud efter partifæller, som er i spil til at blive præsidentkandidater i 2028.

Det skriver Politico.

Bogen hedder “107 Days” og udkommer 23. september.

Blandt dem er Californiens guvernør, Gavin Newsom, som ifølge Harris ikke var til at få fat på, i de hektiske timer efter at den daværende præsident Joe Biden trak sig som præsidentkandidat.

– På vandretur. Ringer tilbage, lød det ifølge den tidligere vicepræsident fra Newsom i et opkald. Hun bemærker i bogen i en parentes, at “det gjorde han aldrig”.

Bogen gennemgår Harris’ ultrakorte præsidentkampagne efter Bidens beslutning om at trække sig.

Harris, der ifølge Politico er kendt for at være behersket i sin kommunikation, giver et relativt ufiltreret indblik i sit mislykkede forsøg på at blive USA’s præsident.

Hun kritiserer også det, som hun kalder Bidens hensynsløshed ved i første omgang at genopstille. Hun nævner allerede tidligt i bogen navne på demokrater, der reagerede på, at Harris måtte træde i hans sted.

Pennsylvanias guvernør, Josh Shapiro, og tidligere transportminister i Bidens regering Pete Buttigieg var hurtige til at støtte hende.

Men andre, såsom Michigans guvernør, Gretchen Whitmer, var mere tilbageholdende. Og Illinois guvernør, JB Pritzker, sagde at han ikke kunne støtte hende.

Californiens guvernør, Gavin Newsom, hvis status blandt sandsynlige kandidater til 2028 er steget kraftigt i de seneste uger, får bemærkelsesværdigt sparsom omtale i bogen, i betragtning af at han og Harris er venner privat.

Det fremgår i bogen ikke, at Newsom efter få timer selv udtrykte sin støtte til Harris.

En talsperson for Newsom har over for Politico afvist at kommentere anekdoten.

Harris kommer i bogen også ind på, at hendes førstevalg til posten som vicepræsident var Buttigieg, men at hun endte med at vælge Tim Waltz, fordi hun ikke kunne risikere at vælge en homoseksuel vicepræsidentkandidat.

– Vi bad allerede om meget af USA: at acceptere en kvinde, en sort kvinde, en sort kvinde gift med en jødisk mand.

– En del af mig havde lyst til at sige: “Skidt med det, lad os bare gøre det”. Men når jeg vidste, hvad der var på spil, var det en for stor risiko, skriver Harris.

Regeringen vil hæve bødeniveau for at sprede gylle på frosne marker

Regeringen vil hæve bødeniveauet til 50.000 kroner for at sprede gylle på frosne marker, hvilket kan skade vandløb og fjorde.

Det skriver DR fredag.

– Det er simpelthen fordi, at det skal være dyrere at få en bøde for at sprede gyllen på en frossen mark, end de omkostninger der er forbundet med at opbevare den gylle. Det er det, der har været skævt indtil nu, siger minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus (S) til mediet.

Det nuværende bødeniveau ligger i dag typisk mellem 10.000 kroner og 20.000 kroner.

Det kan betyde, at det, set ud fra et økonomisk synspunkt, bedre kan betale sig for landmænd at sprede gyllen og bryde loven, fordi det vil koste dem mere at investere i flere eller større opbevaringstanke til opbevaring af gylle.

Fra 1. februar er det tilladt at køre gylle ud på markerne, og nogle områder må få gylle helt frem til oktober.

Jorden skal være optøet i 15 centimeters dybde, før der må køres gylle ud. Det er dog tilladt at udbringe møg og gylle fra husdyr på nattefrossen jord, forudsat at jorden forventes at optø i løbet af dagen, skriver DR.

Der må heller ikke spredes gylle på en snedækket mark.

Gyllen kan i så fald ikke trænge ordentligt ned i jorden, og den vil i stedet ryge ud i åer og vand, hvilket betyder højere kvælstofudledning.

Myndighederne kender ikke omfanget af, hvor meget gylle der bliver spredt ulovligt. Jeppe Bruus siger, at det er et fåtal, der spreder gylle ulovligt.

– Det ændrer bare ikke ved, at det er komplet uacceptabelt, siger han til DR.

Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer minder om, at der kun er påvist få eksempler på, at landmænd har brudt reglerne “på grund af manglende plads”.

– Nu hæver ministeren strafferammen. Lad os bruge det til at øge fokus og planlægge, så der er kapacitet nok eller alternativt en god backup-plan, siger Martin Hjort Jensen, viceformand i Landbrug & Fødevarer, i en skriftlig kommentar til Ritzau.

– Vi skal huske, at det kun er meget få landmænd, der i vinter har overtrådt denne lov. Og selv om rammen for bødestørrelsen nu hæves, skal den enkelte bøde altid afspejle størrelsen af overtrædelsen, siger han.

Danmarks Sportsfiskerforbunds formand, Torben Kaas, mener, at der skal større fokus på at stille krav til landmændene om, at de skal have meget plads til at opbevare gylle.

Han er desuden kritisk over for, at landmændene allerede må køre gylle ud fra 1. februar.

Den forhøjede bødestraf ventes ifølge DR at træde i kraft fra 1. januar 2027.

Taliban forbyder bøger skrevet af kvinder på universiteter

Taliban-styret i Afghanistan har fjernet bøger skrevet af kvindelige forfattere fra undervisningen på landets universiteter.

Det skriver mediet BBC.

Bøgerne bliver fjernet som del af et forbud, der også har gjort det forbudt at undervise i menneskerettigheder og sexchikane.

I alt 680 bøger er blevet vurderet som værende bekymrende på grund af “anti-sharia og Taliban-politik.” 140 af dem er skrevet af kvinder, skriver BBC.

Universiteterne har desuden fået at vide, at der er 18 fag, de ikke længere må undervise i, fordi de ifølge en embedsmand fra Taliban er i konflikt med principperne i sharia.

Der er tale om de seneste forbud i en række restriktioner, som Taliban har indført, siden bevægelsen overtog styringen i landet for fire år siden.

Tidligere på ugen blev fiberoptisk internet – også kaldet fibernet – gjort forbudt i mindst ti af landets provinser, hvilket ifølge Taliban er sket for at forhindre umoralitet.

De nye regler har påvirket mange indbyggeres liv – men ifølge BBC er særligt kvinder og piger blevet ramt. De har således ikke længere adgang til uddannelse efter sjette klasse, og en af deres sidste veje til videregående uddannelse blev fjernet i slutningen af 2024, da landets jordmoderuddannelser begyndte at blive lukket ned.

Også bestemte fag, der har at gøre med kvinder og køn, er ramt af forbud.

Seks af de i alt 18 forbudte fag, handler specifikt om kvinder, skriver BBC. Det gælder blandt andet fagene “Køn og udvikling”, “Kvinders rolle i kommunikation” og “Kvindesociologi”.

Fra Taliban-styret har det tidligere lydt, at bevægelsen respekterer kvinders rettigheder i overensstemmelse med dens fortolkning af afghansk kultur og islamisk lov.

Et medlem af det udvalg, der har gennemgået universiteternes bøger, bekræfter til BBC, at der er indført forbud mod bøger skrevet af kvinder.

– Der må ikke undervises i nogen bøger skrevet af kvinder, lyder det.

Zakia Adeli – som var Afghanistans vicejustitsminister inden Taliban vendte tilbage til magten – siger, at hun ikke er overrasket.

Hun er selv på listen over forfattere, hvis bøger ikke længere er lovligt undervisningsmateriale på universiteterne.

– Taget i betragtning hvad Taliban har gjort i løbet af de sidste fire år, var det ikke usandsynligt, at de ville indføre ændringer i pensum, siger hun.

Vodka-studie får fredspris ved alternativ Nobel-uddeling

Flere forskningsstudier blev torsdag hædret på Boston University i USA ved en prisuddeling, der er kendt for at uddele alternative nobelpriser.

Fredsprisen ved IG Nobel Prize Ceremony gik til et studie, der har bevist, at en lille mængde vodka forbedrer folks evne til at tale fremmedsprog og dermed bringer folk tættere på hinanden.

Det skriver avisen The Guardian.

– En lille tår lader til at øge folks selvtillid, uden at verden falder fra hinanden, siger psykolog Fritz Renner, der en af forskerne bag studiet, ifølge The Guardian.

Renner, der er tilknyttet universitetet i tyske Freiburg, har arbejdet sammen med forskere fra Holland og Storbritannien.

Medforfatteren Matt Field fra University of Sheffield konstaterer dog, at de sproglige forbedringer efter en slurk vodka er minimale.

– Det er jo ikke sådan, at folk blev forvandlet til perfekte hollandsktalende efter én enkelt drink, siger Matt Field.

Det er organisationen Improbable Research, der står bag torsdagens prisuddeling, der hædrer de alternative studier.

Improbable Research kan på dansk oversættes til usandsynlig forskning.

Den årlige prisuddeling har til formål at fejre bedrifter, der først får folk til at le og derefter til at tænke.

IG Nobel Prize Ceremony er blevet afholdt siden 1991.

Torsdag blev der i alt uddelt ti priser inden for forskellige kategorier som ingeniørdesign, psykologi, biologi og litteratur.

Prisen i biologi gik til en japansk forskergruppe, der har studeret i, om køer, der er malet med zebrastriber, kan undgå insektbid.

I psykologi blev et polsk, australsk og canadisk studie, der har undersøgt, hvordan narcissister reagerer, hvis man fortæller dem, at de er intelligente, selv om de måske ikke er det.

Talkshowværter og andre i Hollywood forsvarer Kimmel efter lukning

Hollywood-personligheder, organisationer, talkshowværter og fans har kritiseret Disneys selskab ABC for på ubestemt tid at stoppe talkshowet “Jimmy Kimmel Live!” efter pres fra FCC, som er det amerikanske kommunikationstilsyn.

Det skriver NBC News.

Kimmel kritiserede mandag aften den amerikanske præsident Donald Trumps parti, Republikanerne, og hans Maga-bevægelse som følge af drabet på den konservative aktivist Charlie Kirk.

ABC annoncerede onsdag, at det lukkede showet, få timer efter at FCC-formand Brendan Carr havde truet med at skride til handling.

Torsdag amerikansk tid bakker flere værter i deres talkshows op om Kimmel. Det gælder blandt andre Jon Stewart, Stephen Colbert og Jimmy Fallon.

Jon Stewart valgte en satirisk tilgang til sin kritik. Fra et guldudsmykket studie – en henvisning til indretningen af Det Hvide Hus under Trump – kom den normalt kritiske Stewart med overdreven Trump-ros.

– Vi kommer nu med endnu et sjovt, hylende morsomt regeringsvenligt show, sagde Stewart som indledning på sit talkshow og spillede rollen som underdanig tv-vært i et autoritært styre.

Trump har rost nedlægningen af Jimmy Kimmels show, ligesom hans partikolleger også har udtalt sig positivt om det. Men i Hollywood, hvor Kimmel er populær som hyppig vært på shows som prisuddelingerne Oscars og Emmys, har det vakt røre.

Blandt dem, der har utrykt deres støtte til Kimmel, er skuespillerne Ben Stiller, Jamie Lee Curtis, Jean Smart og Henry Winkler samt en række komikere.

Også den tidligere præsident Barack Obama har kritiseret beslutningen fra ABC.

Fagforeninger, der repræsenterer forfattere og skuespillere, heriblandt Writers Guild of America (WGA) har fordømt nedlæggelsen af programmet og kalder den for et angreb på ytringsfriheden.

NBC News skriver, at flere hundrede mennesker torsdag demonstrerede uden for Disney Studios i Burbank i Californien. Blandt demonstranterne var medlemmer af WGA.

Stephen Colbert er blandt dem, der bakker op om Jimmy Kimmel. I juli sagde CBS, at det dropper hans tv-program, “The Late Show with Stephen Colbert”, fra 2026.

Colbert refererer til Trump som en autokrat og kalder det for åbenlys censur, at Kimmels program er blevet lukket.

Også komiker og tidligere vært på “The Late Show” David Letterman har reageret på ABC’s beslutning. Letterman stod bag tv-programmet frem til 2015, hvor Colbert overtog.

– Det er styrede medier, og det er ikke godt. Det er fjollet. Det er latterligt, og man kan ikke gå rundt og fyre nogen, fordi man er bange eller prøver at fedte for en autoritær, kriminel administration i Det Ovale Værelse, siger han ifølge NBC News.

Kimmel har endnu ikke selv udtalt sig om, at hans show stoppes.

Tusinder evakueres fra Berlins centrum efter fund af bombe

Tusindvis af indbyggere i Tysklands hovedstad, Berlin, blev sent torsdag bedt om at lade sig evakuere fra et område i byens centrum efter fundet af en bombe fra Anden Verdenskrig.

Det skriver mediet Tagesspiegel og flere andre tyske medier.

Det lokale politi har oprettet en sikkerhedszone på 500 meter omkring det sted i floden Spree, hvor bomben blev fundet.

I et opslag på det sociale medie X kort efter midnat natten til fredag beder politiet beboere i området om at søge væk og have tålmodighed.

– Vær forberedt på, at afspærringsforanstaltningerne vil vare hele natten.

– Først når evakueringen er fuldt gennemført, vil vores kriminalteknikere undersøge bomben fra Anden Verdenskrig og derefter beslutte, om og hvornår den skal uskadeliggøres, skriver politiet.

Politiet har ifølge Tagesspiegel oplyst, at bomben blev opdaget torsdag eftermiddag omkring klokken 16.15 under en rutinemæssig inspektion af vandet i floden Spree.

Bomben blev ifølge nyhedsbureauet dpa fundet under byggearbejde på Mühlendamm-slusen i området Fischerinsel.

Fischerinsel er et historisk område med flere ambassader på den sydlige del af øen Spreeinsel i midten af Berlin.

Skibstrafikken i Spree er blevet indstillet, og en enkelt metrolinje på Berlins U-bahn er midlertidigt taget ud af drift.

Der er oprettet nødindkvartering i rådhuset Rathaus Mitte, hvor hundredvis af mennesker er søgt hen for at sove.

Ud over lokale beboere er også berusede krogæster og turister mødt op ved Rathaus Mitte, skriver Tagesspiegel.

Det hænder jævnligt, at der findes gamle bomber fra Anden Verdenskrig i Tysklands hovedstad.

Så sent som i sidste uge blev en bombe fundet i området Spandau i det vestlige Berlin. Ifølge dpa skal bomben destrueres fredag, hvilket betyder, at 12.400 personer skal forlade deres hjem.

Macron vil fremlægge beviser for at hans hustru er en kvinde

Den franske præsident, Emmanuel Macron, og hans hustru, Brigitte, vil over for en amerikansk domstol fremlægge billedlige og videnskabelige beviser på, at Brigitte Macron er en kvinde.

Det oplyser præsidentparrets advokat, Tom Clare, i BBC’s podcast “Fame under Fire”.

Man vil fremlægge beviserne i en injuriesag, som parret har anlagt mod den højreorienterede influencer Candace Owens, efter at hun har udtalt, at hun mener, at Brigitte Macron er født som mand.

Candace Owens’ advokater har svaret med en begæring om at afvise påstanden om injurier.

I podcasten siger Macrons advokat, at Brigitte Macron har fundet påstandene meget foruroligende, og at de er en distraktion for den franske præsident.

– Jeg vil ikke antyde, at det på en eller anden måde har slået ham ud af kurs. Men som enhver anden, der jonglerer med både karriere og familieliv, slider det på én, når ens familie er under angreb. Og han er ikke immun over for det, bare fordi han er præsident for et land, siger Clare.

Han vil endnu ikke afsløre, hvilke beviser der vil blive fremlagt, men siger, at der vil komme vidneudsagn af videnskabelig karakter fra eksperter.

Præsidentparret er helt parate til at demonstrere både generelt og specifikt, at beskyldningerne imod præsidentfruen er falske, lyder det.

Clare siger videre, at Brigitte Macron er fast besluttet på at gøre, hvad der skal til, for at fremlægge de faktuelle oplysninger – også på en meget offentlig måde, siger han.

Advokaten siger, at billeder fra Brigitte Macrons graviditeter med tre børn, som hun har fra et tidligere ægteskab, eksisterer og vil blive fremvist i retten.

Candace Owens er en tidligere kommentator på det amerikanske medie Daily Wire og har millioner af følgere på sociale medier. Hun har gentagne gange fremlagt sit synspunkt om, at Brigitte Macron er en mand.

I marts 2024 sagde hun, at hun ville satse det, som hun betegnede som hele sit professionelle ry på påstanden.

Påstanden opstod for år tilbage online og trækker især tråde til en YouTube-video, som de franske bloggere Amandine Roy og Natacha Rey stod bag i 2021.

Macron-parret vandt oprindeligt en injuriesag mor Roy og Rey i 2024, men den afgørelse blev omstødt i 2025 med henvisning til ytringsfriheden – ikke fordi påstanden blev vurderet som sand. Den afgørelse har præsidentparret anket.

Ewii er interesseret i at købe forsyningsselskab i Odsherred

Energikoncernen Ewii forhandler med Odsherred Forsyning om at overtage det gældsramte selskab.

Det bekræfter Ewii over for Sjællandske Nyheder.

– Vi er dem, der er interesserede, siger Ewiis direktør Lars Bonderup Bjørn til mediet.

Odsherred Forsyning, som leverer fjernvarme og drikkevand og renser spildevand igennem sine datterselskaber, blev erklæret konkurs i august.

Dengang oplyste kurator til Sjællandske Nyheder, at man var i dialog med en køber, men ikke hvem det var.

Det var for at færdiggøre salget, at man indgav konkursbegæringen.

Konkursbegæringen kom efter et langstrakt forløb med fejlslagen udrulning af fjernvarme og en milliarddyr gæld i fjernvarmeselskabet.

Sidste år blev Odsherred Forsyning taget under rekonstruktion med en gæld på mere end én milliard kroner.

En del af den store gæld i Odsherred Forsyning skyldes en fejlslået udrulning af fjernvarme i datterselskabet Odsherred Varme.

Projektet, der skulle forsyne fem byer i kommunen med fjernvarme, skulle koste 571 millioner kroner. Udgifterne steg til 1,6 milliarder kroner.

Efterfølgende fik fjernvarmekunderne at vide, at der var udsigt til store prisstigninger.

Hvis man ikke længere ville være med, skulle man betale en “udtrædelsesgodtgørelse.”

Ewii har hovedsæde i Kolding. Selskabet leverer i dag el, internet, vand og fjernvarme.

Spildevand er et nyt område for Ewii, men selskabet er klar til at styrke sig fagligt, lyder det over for Sjællandske Nyheder.

Aktuelt er Ewii i gang med en såkaldt due diligence proces.

Begrebet, som kan oversættes til rettidig omhu, handler om undersøgelser, der foretages inden et eventuelt opkøb.

Ifølge Sjællandske Nyheder afhænger et eventuelt salg også af, om forbrugerne ønsker at overtage varmeforsyningen selv.

USA vetoer igen mod FN-resolution om våbenhvile i Gaza

USA har torsdag endnu en gang brugt sin vetoret mod en resolution i FN’s Sikkerhedsråd, der opfordrede til en våbenhvile i Gaza.

Resolutionen anmodede om en øjeblikkelig våbenhvile, en løsladelse af alle gidsler og en ophævelse af restriktioner for levering af nødhjælp til Gaza.

Det er de ti midlertidige medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, herunder Danmark, som har fremsat resolutionen.

– Danmark fremsatte på vegne af de ti indvalgte medlemmer resolutionen, som USA nedlagde veto mod, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i et skriftligt citat til Ritzau.

– Med 14 ud af 15 stemmer for resolutionen sender Sikkerhedsrådet dog alligevel et klart signal til Israel om, at krigen skal stoppes og humanitær hjælp skal frem til civile i nød, ligesom den sender et klart signal til Hamas om, at de skal frigive gidslerne nu, lyder det.

Så sent som i juni vetoede USA også mod en resolution om våbenhvile i Gaza.

Dengang lød det fra Algeriets repræsentant, at afstemningen viste, “hvorfor den israelske besættelsesmagt fortsætter sine forbrydelser”, sagde han ifølge en FN-pressemeddelelse.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]