Seneste nyheder

29. marts 2026

Trump overvejer at rejse til Mellemøsten under Gaza-forhandlinger

USA’s præsident, Donald Trump, vil muligvis rejse til Mellemøsten i weekenden i forbindelse med forhandlingerne mellem Israel og den militante bevægelse Hamas om frigivelse af gidsler og en afslutning på krigen i Gaza.

Det siger Trump på et pressemøde onsdag aften dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters og CNN.

Kort efter opdaterer præsidenten den melding med, at det sandsynligvis bliver Egypten, som han vil rejse til, skriver Reuters.

På pressemødet lyder det videre fra Trump, at forhandlingerne mellem Israel og Hamas ser ud til at gå godt, og at en aftale er tæt på.

Meldingen kommer, efter Trump har talt med de amerikanske udsendte, der befinder sig omkring forhandlingerne i Egypten.

– Det går rigtig godt. Vi har et godt hold derovre, gode forhandlere, og de er desværre også gode forhandlere på den anden side, siger Trump.

Forhandlingerne tager udgangspunkt i en 20-punktsplan, som Trump fremlagde i sidste uge. Både Israel og Hamas har reageret positivt på planen.

– Det er noget, som jeg tror vil ske, som har en god chance for at ske, siger Trump om muligheden for en aftale.

– Jeg rejser måske derover hen imod slutningen af ugen, måske på søndag, fortsætter den amerikanske præsident.

Repræsentanter for Israel og Hamas har siden mandag været samlet i Sharm el-Sheikh i Egypten for at forhandle om de nærmere detaljer i en eventuel aftale om løsladelse af gidsler og en afslutning af krigen.

Også repræsentanterne fra USA er til stede i Sharm el-Sheikh.

En del af planen, som Trump har foreslået, indebærer løsladelse af alle tilbageværende gidsler i Gaza.

Løsladelse af palæstinensiske fanger i Israel er også på bordet.

Det Hvide Hus oplyste mandag, at forhandlerne på daværende tidspunkt var i gang med at gennemgå lister over gidsler og fanger, som kan blive løsladt i forbindelse med en aftale mellem Israel og Hamas.

Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas hyldes for Den sidste viking

“Den sidste viking”, der er den nyeste film fra instruktør Anders Thomas Jensen, høster ros fra anmelderne.

Berlingske giver filmen fem ud af seks stjerner og kalder hovedrolleindehaverne Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen for “ren dansk verdensklasse”.

– Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas er suveræne i mange danske film og nogenlunde i udenlandske film, ofte i dramatiske roller, lyder det i Berlingskes anmeldelse.

– Men det er sammen med Anders Thomas Jensen, at de folder alt ud: det gakkede, tosserierne og det alment rørende.

Politiken kvitterer med fire ud af seks hjerter og beskriver de to skuespillere som “strålende”.

Hos Soundvenue lyder dommen på fem ud af seks stjerner. Her beskrives “Den sidste viking”, der får dansk biografpremiere torsdag 9. oktober, som “alt det, vi forbinder Anders Thomas Jensen med.

Den 53-årige instruktør har for længst markeret sig som en fast del af den danske filmscene – både som manuskriptforfatter og instruktør.

Han har som instruktør stået bag fem andre film: “Blinkende lygter”, “De grønne slagtere”, “Adams æbler”, “Mænd og høns” og “Retfærdighedens ryttere”.

I alle disse film optræder både Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas også.

Ud over de to hovedroller tæller rollelisten i “Den sidste viking” flere prominente navne som Bodil Jørgensen, Lars Ranthe, Sofie Gråbøl, Lars Brygmann og Søren Malling.

Filmen handler om enspænderen Anker (Nikolaj Lie Kaas), der løslades efter 15 år i fængsel for røveri og genforenes med sin lidt særlige bror, Manfred (Mads Mikkelsen).

Manfred er den eneste, som ved, hvor pengene fra røveriet er blevet gemt, men han er imidlertid blevet ramt af en mental udfordring, der gør, at han ikke længere er klar over, hvor de er gemt.

Sammen tager de to brødre ud på en rejse tilbage til barndommen. For at genopdage sig selv og for at finde pengene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Élysée-palæet: Macron vil finde ny premierminister på 48 timer

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, vil udpege en ny premierminister inden for de næste 48 timer.

Det oplyser Élysée-palæet i en udtalelse onsdag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Her takker Macron desuden den afgående premierminister, Sébastien Lecornu, for hans arbejde i de sidste to døgn.

Lecornu trådte mandag tilbage fra sin post efter mindre end en måned som regeringsleder.

Han blev tidligere onsdag aften interviewet på den franske tv-station France 2, hvor han også meldte, at det er muligt, at Macron kan udpege en ny premierminister inden for de næste to dage.

– Jeg mener, at situationen tillader, at præsidenten udpeger en premierminister inden for de næste 48 timer, sagde Lecornu.

Det stod samtidig klart, at han fastholder sin egen fratrædelse.

– I aften anser jeg min mission for at være fuldført, lød det fra Lecornu.

Efter sin opsigelse mandag gik han med til – på præsident Macrons anmodning – at fortsætte sit arbejde i to døgn.

I løbet af de to dage har han holdt møder med politiske ledere fra hele den politiske fløj i et forsøg på at undgå, at der skal udskrives nyvalg.

Især politikere på den yderste højrefløj og den yderste venstrefløj har opfordret Macron til enten at udskrive valg eller gå af som præsident.

Men ifølge Lecornu viser de seneste to dages samtaler, at et flertal i parlamentet er imod, at der udskrives parlamentsvalg nu.

I udtalelsen fra Élysée-palæet anerkender Macron konklusionen om, at der ikke er flertal for at opløse parlamentet.

Lecornu blev udpeget som premierminister 9. september, efter at den tidligere premierminister François Bayrou tabte en tillidsafstemning i parlamentet og måtte indgive sin afskedsbegæring til Macron.

Dagen inden, at Lecornu annoncerede sin fratrædelse mandag, havde han præsenteret et stort set uændret hold af ministre, og hans regeringssammensætning blev mødt med hård kritik.

I en tale mandag formiddag gav den afgående premierminister de politiske partiers “uforsonlighed” skylden for sin afgang.

En af de primære årsager til den seneste tids politiske uro i Frankrig er landets dårlige økonomi. Der er brug for store besparelser, men partierne i parlamentet kan ikke blive enige om, hvordan det skal ske.

François Bayrou og hans regering, der faldt for en måned siden, fremlagde – inden de blev væltet – en finanslov, som skulle få budgetunderskuddet ned, men som ikke kunne få den fornødne opbakning i parlamentet.

Uber-chauffør sigtes for naturbrand med 12 dødsofre ved Los Angeles

En mand er blevet anholdt og sigtet for med vilje at have antændt en brand, der kostede 12 personer livet i Pacific Palisades nord for den amerikanske storby Los Angeles i januar i år.

Det oplyser USA’s justitsministerium ifølge Reuters.

Branden i Pacific Palisades bredte sig over 93 kvadratkilometer og ødelagde omkring 6000 bygninger.

Flere naturbrande hærgede Los Angeles og de omgivende områder samtidigt i januar, men Palisades-branden var den største.

Branden i Pacific Palisades forårsagede skader for 150 milliarder dollar – svarende til 965 milliarder kroner.

Ifølge efterforskerne opstod branden tæt på en populær vandresti i en naturpark i Pacific Palisades en nat i begyndelsen af januar.

Ud over Pacific Palisades bredte branden sig til Malibu og Topanga.

Manden, der er sigtet i sagen, bor i Florida, hvor han blev anholdt tirsdag.

Han står over for tre føderale sigtelser og vil blive overført til Californien, hvor han skal stilles for en dommer.

Ifølge USA’s fungerende føderale anklager i det centrale Californien, Bill Essayli, havde den sigtede netop afsluttet en vagt som Uber-chauffør, da han antændte branden i Pacific Palisades.

Det er blandt andet videoer af branden optaget med hans mobiltelefon og opkald til alarmcentralen, som danner grundlag for sigtelsen.

Føderale sigtelser for brandstiftelse straffes ifølge Reuters som minimum med mellem fem og tyve års fængsel, men de straffes endnu hårdere, hvis en forsætlig brandstiftelse har forårsaget dødsfald.

I så fald kan den føderale administration anmode om fængsel på livstid eller dødsstraf.

Brandfolk kæmpede mod flammerne i flere uger, før branden i Pacific Palisades var helt slukket efter 24 dage.

Sølvprisen følger i gulds fodspor og slår rekord

Prisen på sølv rammer rekordhøjt niveau på 49,54 dollar per ounce. Det sker i kølvandet på en hidtil uset stigning i guldprisen, som onsdag passerede 4000 dollar per ounce.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

En ounce svarer til 31,1 gram. Det betyder, at et kilo sølv onsdag blev handlet til 1540 dollar, svarende til knap 10.000 kroner.

Prisstigningerne på de værdifulde ædelmetaller kommer ifølge Reuters som en reaktion på global økonomisk usikkerhed.

Guld betragtes traditionelt som en sikker havn i turbulente tider, og sølv følger nu med i gulds rekordstigning.

Alle savnede er fundet døde under kollapset bygning i Madrid

Tre mænd og en kvinde, der tirsdag blev meldt savnet efter et bygningskollaps i Madrid, er alle blevet fundet under murbrokkerne og konstateret døde.

Det oplyser borgmesteren i den spanske hovedstad, Jose Luis Martinez-Almeida, på X ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Al vores kærlighed og støtte går til deres familier, venner og kolleger i denne meget svære tid, skriver borgmesteren.

Bygningen i den centrale del af Madrid var ved at blive renoveret og omdannet til et firestjernet hotel, da flere af etagerne styrtede sammen.

De omkomne arbejdede alle på stedet.

De første to omkomne blev fundet under murbrokkerne sent tirsdag aften, mens de øvrige to blev fundet først på dagen onsdag.

Ifølge den spanske avis El Paìs var de omkomne fra henholdsvis Spanien, Mali, Ecuador og Guinea.

De tre mænd, der var mellem 30 og 50 år, var bygningsarbejdere, mens kvinden ifølge El Paìs’ oplysninger var arkitekt på projektet. Hun blev 30 år.

Bygningen blev oprindeligt opført i 1965 og ligger nær flere turistattraktioner – herunder Plaza Mayor, som er én af Madrids mest kendte pladser.

Efter sammenstyrtningen blev nabobygningerne evakueret.

Tre personer fik mindre skader – herunder brækkede én et ben.

Det er uvist, hvad der førte til kollapset, men ifølge nyhedsbureauet Reuters viste to inspektioner i henholdsvis 2012 og 2022, at bygningen var i dårlig stand. Det fremgår af data over bygninger, som er under renovering i Madrid.

Der var både problemer med facaden, skillevægge, loftet, flere tagterrasser og bygningens kloaksystem og vandrør.

Lufthavnen i Nuuk er genåbnet efter evakuering

Lufthavnen i den grønlandske hovedstad, Nuuk, er genåbnet onsdag aften dansk tid, efter at den tidligere blev evakueret.

Det skriver Grønlands Politi og Greenland Airports på Facebook.

Lufthavnen var lukket og spærret af i godt to timer, da der var blevet fundet en mistænkelig genstand.

– Alle borgere og ansatte blev evakueret med god ro og orden, mens politiet foretog de nødvendige undersøgelser, skriver politiet, der tilføjer, at borgere trygt kan færdes i området igen.

Passagerer, hvis rejse, er blevet berørt af evakueringen vil blive kontaktet af deres flyselskab vedrørende deres rejse, skriver Greenland Airports.

Ifølge Greenland Airports er “situationen afværget, og genstanden er blevet identificeret”.

Hvilken genstand, der er tale om, er uvist.

Selv om lufthavnen er genåbnet, er flyene endnu ikke på vingerne. Det skriver Air Greenland på Facebook.

– Alle flyafgange ud af Nuuk er aflyst for i dag, da der fortsat skal være security-personale og screening på plads, og fordi besætningerne skal overholde gældende hviletidsregler, før de må flyve igen, skriver flyselskabet.

Sårbare rejsende som ældre, dårligt gående og personer med handicap samt familier med små børn bliver prioriteret først i tildeling af overnatningspladser, lyder det videre.

– Øvrige rejsende bedes udvise tålmodighed, mens vi hjælper alle så hurtigt som muligt, tilføjer Air Greenland.

Tidligere FBI-chef Comey afviser at have løjet om læk til medierne

James Comey, der er tidligere direktør for FBI, nægter sig skyldig i en anklage om, at han har afgivet falsk vidnesbyrd over for Senatet og hindret gennemførelsen af en kongresundersøgelse.

Det er kommet frem under et indledende retsmøde ved en føderal domstol i delstaten Virginia onsdag, skriver Reuters og CNN.

Comey har nægtet sig skyldig via sin advokat Patrick Fitzgerald.

– Vores synspunkt er, at denne sag er rejst på præsident Trumps anvisning, sagde Patrick Fitzgerald i retten.

Comey er tiltalt for at have løjet, da han i 2020 over for Senatet afviste at have haft viden om et læk af klassificerede oplysninger om en efterforskning, som senere blev offentliggjort af flere medier.

Konkret sagde Comey ifølge tiltalen, at han ikke havde givet nogen i FBI tilladelse til at fungere som anonym kilde i medierne.

– Den udtalelse var løgn, står der i anklageskriftet ifølge CNN.

Kongresundersøgelsen, som Comey ifølge tiltalen hindrede, handlede netop om de anonyme lækager fra FBI.

Det fremgår ikke af tiltalen, konkret hvilken efterforskning de lækkede oplysninger handlede om.

Comey var direktør for FBI – det amerikanske forbundspoliti – da Donald Trump første gang tiltrådte som USA’s præsident i begyndelsen af 2017.

Kort tid efter blev Comey fyret fra posten.

Forinden havde han godkendt en undersøgelse af, om Rusland havde blandet sig i præsidentvalget, der blev afholdt i 2016, og som blev vundet af Trump.

Tiltalen om falsk vidnesbyrd mod Comey er rejst, efter at Trump offentligt har opfordret den amerikanske justitsminister, Pam Bondi, til at skride til handling over for Comey og andre, som han ser som sine fjender.

I september trak den føderale anklager Erik Siebert, der på daværende tidspunkt stod i spidsen for efterforskningen af Comey, sig fra posten som anklager i Virginias østlige distrikt.

Forinden havde Siebert sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt der overhovedet var grundlag for at rejse en sag mod James Comey.

Selve retssagen mod James Comey begynder 5. januar og ventes at vare to til tre dage.

Mand erklærede troskab til Islamisk Stat før angreb i Manchester

Ifølge det britiske politi havde gerningsmanden i Manchester erklæret troskab til Islamisk Stat.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

I sidste uge kørte en 35-årig mand ved navn Jihad al-Shamie en bil mod en gruppe mennesker uden for en synagoge i den engelske storby Manchester, inden han steg ud og gik til angreb med en kniv.

Ifølge den britiske terrorbekæmpelse ringede al-Shamie under angrebet til politiet for at “erklære troskab” til Islamisk Stat.

To mænd døde efter angrebet, hvoraf én sandsynligvis blev dræbt ved et uheld efter at være blevet ramt af skud affyret af politiet.

Tre blev alvorligt såret.

Ud over ofrene blev den formodede gerningsmand også dræbt af politiet under episoden.

Ifølge politiet var gerningsmanden en britisk statsborger med syrisk baggrund.

Fire andre personer, to mænd og to kvinder, er fortsat i politiets varetægt til afhøring efter angrebet.

Islamisk Stat, også kaldet IS eller Isis, er en militant bevægelse med rødder i blandt andet Irak og Syrien.

Bevægelsen, som tilhører sunni-islam, blev etableret kort efter USA-ledede angreb på Irak i starten af det 21. århundrede.

Efter udbruddet af borgerkrigen i Syrien spredte bevægelsen sig hertil. Isis er blandt andet kendt for sin brutalitet, henrettelser af fanger og forfølgelse af personer med andre religiøse tilhørsforhold.

Myndighederne har ikke meldt ud, om gerningsmanden al-Shamie har haft direkte tilknytning til Islamisk Stat eller gruppens ledelse.

Det fandt sted uden for synagogen Heaton Park Hebrew Congregation samtidig med yom kippur, som er den vigtigste højtid i jødedommen.

Britisk politi har beskrevet angrebet som en terrorhændelse.

Politiet har erkendt, at de sandsynligvis ramte to personer med skud under indsatsen for at standse angrebet – den ene døde, og den anden blev alvorligt såret.

RUC’s rektor stopper ved udløb af ansættelse i 2026

Hanne Leth Andersen stopper som rektor på Roskilde Universitet (RUC), når hendes åremålsansættelse udløber 1. april 2026.

Det skriver Roskilde Universitet i en pressemeddelelse.

Universitetets bestyrelse slår nu stillingen som ny rektor op, lyder det.

Hanne Leth Andersen meddelte ifølge universitetet allerede i foråret, at hun ønskede at fratræde, når hendes åremålsansættelse udløb.

En åremålsansættelse er en form for tidsbegrænset ansættelse.

Hanne Leth Andersen har været rektor på RUC siden 2014.

Hun fortsætter som professor på Institut for Mennesker og Teknologi på universitetet.

Mand fængsles i syv år for seksuelle overgreb mod bekendts datter

I løbet af flere år har en 49-årig udenlandsk mand i Struer udsat en bekendts datter for en række seksuelle overgreb i en skov, på en legeplads og i en kælder og en lejlighed.

Onsdag har Retten i Holstebro straffet manden med fængsel i syv år og tre måneder. Det oplyser anklager i sagen Iben Ernst Bøttker.

I fem tilfælde er manden blevet dømt for at have forsøgt at voldtage den unge pige og have udsat hende for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Overgrebene er sket over en periode, hvor pigen har været mellem 11 og 16 år gammel.

Ud over fængselsstraffen er han også blevet udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Han har anket dommen.

Ingen tegn på politisk motiv efter knivoverfald på tysk borgmester

Intet tyder på, at der lå et politisk motiv bag, da den nyvalgte borgmester i den tyske by Herdecke tirsdag blev overfaldet med en kniv og pådrog sig livstruende skader.

Til gengæld går politiet ud fra, at forbrydelsen fandt sted inden for borgmesterens familie.

Det oplyser kilder i politiet til den tyske avis Bild.

Borgmesteren Iris Stalzers to adoptivbørn – en søn på 15 år og en datter på 17 år – var begge hjemme, da overfaldet fandt sted.

Begge har siden overfaldet og i hvert fald indtil onsdag morgen været i politiets varetægt, skriver Bild.

Onsdag er meldingen, at Iris Stalzers tilstand er stabil, men at der kan opstå nye komplikationer, da hun blandt andet blev ramt af knivstik i den ene lunge.

Hun er dog ikke længere i livsfare.

Tysk politiet har ikke oplyst, hvorvidt Stalzers adoptivsøn eller -datter er sigtet i sagen.

Herdecke ligger i delstaten Rheinland-Westfalen i det vestlige Tyskland.

Minister melder gunstig status for ulven og varsler ny optælling

Ulvene skal tælles individ for individ.

Sådan lyder det fra minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S), der onsdag giver en status på, hvordan det går med ulven, der genindvandrede til Danmark i 2012.

Forskere fra Aarhus Universitet, der står for ulveovervågningen herhjemme, skiftede i foråret til en ny metode.

Den nye optælling er baseret på antallet af ulvekobler i stedet for som hidtil DNA-spor fra hver enkelt ulv.

Det betød, at antallet af ulve i foråret blev opgjort til 42.

I slutningen af 2024 lød skønnet ellers, at der var et sted mellem 22 og 42 voksne ulve og mindst 38 hvalpe.

Ministeren har ikke lagt skjul på, at han finder opgørelsen for upræcis.

– Man har tidligere optalt alle ulve. Så ændrer DCE (DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, red.) metode.

– Jeg synes, det er mest rigtigt at finde ud af, hvor mange ulve der er, samtidig med at vi laver en ny bestandsmodel, så vi har et fagligt grundlag at stå på, siger Jeppe Bruus på pressemødet.

Danmark skal for første gang indberette status for ulven, der er fredet via habitatdirektivet, til EU.

Ulven indberettes som værende i en såkaldt gunstig bevaringsstatus. Det skyldes, at levesteder og fremtidsudsigter skønnes gunstige.

Men størrelsen af ulvebestanden, der også indgår som et kriterie, vurderes at være ukendt, oplyses det på pressemødet.

Hos Aarhus Universitet har forskerne argumenteret for, at den nye opgørelsesmetode er retvisende og også bruges i andre europæiske lande.

Her deler man ikke ministerens vurdering af, at ulven er i gunstig udvikling.

– Vi har lavet en faglig vurdering af ulven, hvor vi mener, at den er i ugunstig bevaringsstatus, siger seniorforsker Jesper Erenskjold Moeslund fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi.

Forskerne vurderer bestanden ud fra fire kriterier – udbredelse, levestedskvalitet, fremtidsudsigt og størrelsen af bestanden.

Det er bestandsstørrelsen, der vurderes ugunstig, forklarer seniorforskeren.

– Den faglige vurdering er, at antallet af individer ikke er nok til at opretholde en levedygtig bestand, siger Jesper Erenskjold Moeslund.

Ulvens status i EU blev tidligere på året lempet fra “strengt beskyttet” til “beskyttet”.

Det betyder, at det kan ske regulering af ulv i medlemslande – dog kun hvis ulven skønnes i gunstig bevaringsstatus.

Det er tilladt at regulere såkaldt problemulve, der eksempelvis angriber husdyr bag ulvesikret hegn.

Danske myndigheder har for nylig givet tilladelse til at skyde en ulv i Klosterhedereviret i Vestjylland.

Her blev en fåreflok angrebet bag et såkaldt ulvesikret hegn.

Der er givet reguleringstilladelse til to lokale landmænd.

Tre mænd sigtes for at svindle 75-årig for 1,2 millioner kroner

Tre mænd er blevet sigtet for kontaktbedrageri for mindst 1,2 millioner kroner mod en ældre mand.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

To af mændene er blevet varetægtsfængslet i 27 dage, mens den sidste har fået sin anholdelse opretholdt i tre gange 24 timer.

De tre mænd, som er henholdsvis 28, 42 og 48 år, blev anholdt tirsdag.

Ifølge politiet har de i løbet af de seneste tre uger udsat en 75-årig mand for et “omfattende og veltilrettelagt” bedrageri.

De har i første omgang kontaktet manden telefonisk og udgivet sig for at være fra politiet.

Herefter har de bildt den 75-årige mand ind, at han skulle hjælpe politiet med en hemmelig operation og fået ham til at gennemføre en række kontante køb af guldbarrer hos forskellige guldforhandlere.

Gerningsmændene har herefter instrueret manden i at overdrage guldet til dem, lyder det fra politiet.

Under anholdelsesaktionen blev der fundet betydelige værdier, som er blevet beslaglagt.

20.660 ulovlige puffbars beslaglagt ved grænsen til Tyskland

20.660 ulovlige puffbars er tirsdag blevet beslaglagt ved den dansk-tyske grænse.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse onsdag.

Fangsten er en af de største, når det gælder puffbars fundet i et køretøj ved grænsen, skriver politiet.

Fundet af de ulovlige produkter skete under en rutinekontrol af en udenlandsk registreret lastbil ved Frøslev tæt på Padborg.

Her fandt man fire paller med de ulovlige puffbars med smag af blandt andet cola og vingummibamser.

Toldstyrelsen har beregnet, at der i sagen mangler betaling af afgifter, moms og told til i alt 7,1 million kroner. Der kan dertil komme en bøde, skriver politiet.

Puffbars er e-cigaretter til engangsbrug, der ofte har sød smag og højt nikotinindhold.

De er ulovlige i Danmark, hvis de indeholder mere end 40 milligram nikotin, og de må ikke smage af andet end tobak eller mentol.

Alligevel bliver der indført rigtig mange af de ulovlige produkter til Danmark.

Mellem januar og april i år blev der beslaglagt 100.000 puffbars, viser tal fra Toldstyrelsen, som Politiken har fået aktindsigt i.

Trump: Chicagos borgmester skal sendes i fængsel

Chicagos borgmester, Brandon Johnson, og delstaten Illinois’ guvernør, Jay Robert Pritzker, bør sendes i fængsel.

Det skriver USA’s præsident, Donald Trump, i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.

Årsagen er, at de to politikere, som begge er medlemmer af Det Demokratiske Parti, ifølge Trump har “forsømt at beskytte ICE-betjente”.

ICE (U.S. Immigration and Customs Enforcement) er den amerikanske immigrationsmyndighed.

– Chicagos borgmester burde være i fængsel for at have forsømt at beskytte ICE’s betjente. Også guvernør Pritzker, skriver Trump.

Meldingen kommer, efter at Trump tirsdag indkaldte 300 medlemmer af Nationalgarden til tjeneste i delstaten Illinois, hvor Chicago er den største by.

Nationalgarden skal beskytte medarbejdere i immigrationsmyndighederne og andre statsligt ansatte, lød det fra Trump.

Beslutningen skyldes, at grupper ifølge Trump forsøger at sabotere myndighedernes arbejde med at deportere udlændinge, der opholder sig i Illinois uden opholdstilladelse.

Særligt i Chicago er der problemer, mener Trump.

Både Brandon Johnson og Jay Robert Pritzker har gjort det klart, at de er imod indsættelsen af Nationalgarden i Illinois.

Pritzker har anklaget Trump for unødigt at eskalere situationen i Chicago, hvor der er den seneste tid har været demonstrationer mod ICE.

Ifølge guvernøren har betjente fra ICE har brugt tåregas og gummikugler mod det, der ifølge ham var fredelige demonstranter.

Trump har også indsat Nationalgarden i storbyen Portland i delstaten Oregon, mens den særlige enhed under USA’s militær tidligere på året blev indsat i Washington D.C. og Los Angeles.

Hver gang er det blandt andet sket med den begrundelse, at de pågældende byer er plaget af alvorlig kriminalitet og lovløshed, hvilket er blevet afvist af byernes demokratiske borgmestre.

Partier langer ud efter transportministerens grønne indenrigsfly

Flere partier kritiserer nu transportminister Thomas Danielsens (V) italesættelse af en ny flyrute mellem Aalborg og København som “grøn”.

Flyene på ruten vil kun bruge 50 procent af det såkaldt grønne brændstof, fordi det ikke er tilladt at bruge 100 procent.

Dertil kommer kritik af, at det valgte brændstof ikke reelt er klimavenligt.

– Det er en stor joke, at transportministeren bliver ved med at kalde den indenrigsrute for grøn, siger Enhedslistens klimaordfører, Leila Stockmarr.

Hun tilføjer:

– Det er kun 50 procent, og den del er endda kinesisk fritureolie, som heller ikke er helt grønt.

Den grønne indenrigsrute blev i første omgang lanceret i Mette Frederiksens (S) nytårstale den 1. januar 2022.

Siden har både S-regeringen og SVM-regeringen forsøgt at realisere den, og onsdag meddelte Transportministeriet, at flyselskabet Norwegian fra 1. marts 2026 åbner ruten mellem Aalborg og København.

I Danmarksdemokraterne er man også utilfredse.

– Det her er jo meget langt fra det, som statsministeren lovede, og det beviser jo bare, at der i langt højere grad er tale om symbolpolitik end så meget andet, siger partiets transportordfører, Kenneth Fredslund.

– Der er blevet brugt 800 millioner kroner af skatteborgernes penge på det her, og det skulle ikke undre mig, hvis brændstoffet kommer til at være importeret kinesisk fritureolie i sidste ende.

Når de to ordførere omtaler kinesisk fritureolie, drejer det sig om det såkaldte andengenerations biobrændstof.

Det kan bestå af organisk affald, og brugen af det som brændstof har af eksperter været kritiseret for ikke at være en langvarig god klimaløsning.

Siden lanceringen af ruten i 2022 har de skiftende regeringer været udfordrede af, at det i dag ikke er lovligt at flyve på 100 procent af dette brændstof.

Grænsen er på 50 procent.

Derfor afviser transportminister Thomas Danielsen kritikken.

– Vi flyver så lovligt, som politiet tillader, så at sige, lyder det fra ministeren.

Han påpeger, at det globalt set er unikt, at man flyver med en så høj andel biobrændstof.

Dertil kommer, at denne rute ikke er endemålet. I stedet skal det være en trædesten, der klargør infrastruktur og stimulerer efterspørgsel på mere bæredygtige brændstoffer i fremtiden.

– Jeg tror på, at det her er med til at understøtte en styrkeposition for den grønne omstilling, fordi vi er med på, at det her er en trædesten til noget, der bliver endnu bedre, siger han.

Direktør blev bortført og mistede mange millioner

En forretningsmand straffes onsdag med fængsel i tre år og seks måneder i en usædvanlig sag om bortførelse og røveri mod en direktør i Roskilde.

Østre Landsret har forhøjet straffen. Tidligere mente byretten, at to år og ni måneder var passende.

Direktøren blev i december 2022 bortført fra sit hjem af en maskeret mand. Herefter blev han i Roskilde Havn truet til at skrive under på flere papirer.

Offeret havde tidligere lånt den nu dømte forretningsmand et større millionbeløb, men forretningsmanden magtede ikke at betale, og det var årsag til forbrydelsen.

Under frihedsberøvelsen betød direktørens underskrifter, at han led et tab af såkaldt underpant for 36,9 millioner kroner og tab af gældsposter på godt 29 millioner kroner.

Netto mistede offeret 24,6 millioner kroner.

Den dømte er den 47-årige Ismail Malik, der tidligere hed Nadeem Javed.

En anden mand, der også var tiltalt i sagen, er blevet frifundet af landsretten, hvilket også blev resultatet under byrettens tidligere behandling.

Spørgsmålet om erstatning til offeret er blevet udskudt til en civil sag, ligesom byretten i Roskilde skal afgøre, hvad der skal konfiskeres hos den dømte.

Forbrydelsen begyndte lidt før klokken 18 den 12. december 2022, da direktøren vendte hjem i sin bil.

Her ventede en maskeret mand. Med kniv truede han direktøren til at køre væk igen. Destinationen var Roskilde Havn. Da de krævede underskrifter var afgivet, blev han efter cirka halvanden time sluppet fri igen.

40-årig mand mister livet i ulykke vest for Vejle

En 40-årig mand har mistet livet i en trafikulykke, hvor en bil og en lastbil var involveret.

Det skriver Sydøstjyllands Politi på X.

Mandens pårørende er underrettet.

Politiet blev alarmeret om ulykken, der er sket på Bredstenvej vest for Vejle, klokken 10.57.

Den 40-årige mand sad alene i personbilen, da ulykken skete. Lastbilchaufføren er uskadt, fortæller vagtchef Mathias Møller fra Sydøstjyllands Politi til Ritzau.

Han fortæller, at politiet onsdag eftermiddag fortsat er ved at undersøge, hvordan ulykken er sket.

Sammenstødet er sket i området mellem Vejlevej og Kærbøllinghusevej.

Vejen er spærret, og det vides endnu ikke, hvornår afspærringen kan ophæves.

– En bilinspektør er tilkaldt for at undersøge omstændighederne ved ulykken, skriver politiet på X.

Kort før klokken 14 er vejen fortsat spærret, fortæller vagtchefen.

– Vi opdaterer, når det er, at vejen åbner, siger han.

Partier vil forlænge forældelsesfrist for at holde minksagen i live

En række partier vil nu have forlænget forældelsesfristen for ministeransvarsloven, så statsminister Mette Frederiksen (S) ikke bliver fredet i Minksagen.

Det skriver TV 2.

Inden for de nuværende regler vil sagen være juridisk forældet den 4. november.

Bag forslaget står blandt andet Liberal Alliance.

– Vi har ikke fået et værdigt punktum i minkskandalen. Det handler om magthavere, som får lov at frede sig selv. Derfor skal vi have sørget for, at vi skal kunne holdes ansvarlige præcis ligesom alle andre borgere, siger Sólbjørg Jakobsen, politisk ordfører i Liberal Alliance, til TV 2.

Bag forslaget står også Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, Konservative, Dansk Folkeparti, Borgernes Parti samt løsgængere som Jeppe Søe og Theresa Scavenius.

Partierne stiller et såkaldt beslutningsforslag for at få ændret forældelsesfristen i ministeransvarsloven, men partierne har ikke umiddelbart samlet et flertal.

På TV 2 News har løsgænger Jon Stephensen afvist, at han vil stemme for forslaget.

Minksagen har fået ny aktualitet, efter at Berlingske og B.T. forleden kunne afdække et nyt lag.

Sms-beskeder fyldte meget under Minksagen for fire år siden, da det kom frem, at blandt andre Mette Frederiksen havde indstillet sin mobil til automatisk at slette beskeder.

Dengang meddelte den daværende S-regering til Folketinget, at alle metoder var afprøvet i forhold til at genskabe sms-beskederne.

Genskabelse af sms-beskederne skulle kortlægge, hvad ministre og embedsfolk skrev til hinanden forud for beslutningen i november 2020 om, at alle mink i Danmark skulle aflives under covid-19. En beslutning, der ikke var lovhjemmel til.

Mandag kunne Berlingske og B.T. beskrive på baggrund af en aktindsigt, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) havde kendskab til en metode, der måske kunne have genskabt sms-beskeder i Minksagen.

Ifølge B.T. og Berlingske havde en specialist i Center for Cybersikkerhed gjort opmærksom på, at det muligvis kunne lykkes at genskabe de sms-beskeder, der var blevet slettet.

Det krævede, at man skulle undersøge de computere, der var koblet til telefonerne.

Justitsministeriet har over for B.T. og Berlingske afvist at have gjort noget forkert.

– Justitsministeriet og Statsministeriet tog under inddragelse af ministeriernes it-ansvarlige alle skridt, der blev vurderet relevante, for at identificere enheder og genskabe sms’erne, herunder blev det vurderet, at de pågældende telefoner med videre ikke havde været tilsluttet en pc eller en Mac på en sådan måde, at der kunne være lagret beskeder herpå, skriver ministeriet til de to medier.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]