Seneste nyheder

27. marts 2026

Netanyahu: Israel kastede 153 ton bomber over Gaza søndag

Israels militær kastede søndag 153 ton bomber over Gaza.

Det siger landets premierminister, Benjamin Netanyahu, mandag foran det israelske parlament, Knesset, skriver nyhedsbureauet AFP.

– Den ene af vores hænder bærer et våben, den anden er strakt ud mod fred, siger Netanyahu til parlamentsmedlemmerne og tilføjer:

– Man slutter fred med de stærke, ikke de svage. I dag er Israel stærkere end nogensinde før.

Det fremgår ikke umiddelbart af Netanyahus udtalelser, hvor mange enkelte bomber de 153 ton udgør. Premierministeren har ikke tradition for at annoncere de israelske angrebs størrelse i ton.

Mindst 45 mennesker blev ifølge civilforsvaret i Gaza søndag meldt dræbt i bølgen af israelske angreb.

Fire hospitaler har bekræftet dødstallet til AFP. Israel undersøger fortsat dødstallet, lyder det.

Tidligere på dagen søndag hævdede det israelske militær (IDF), at to israelske soldater var blevet dræbt og tre andre såret under et angreb i byen Rafah, der ligger i den sydlige del af Gaza. Ifølge Israel var det årsagen til luftangrebene i Gaza senere samme dag.

Hamas har afvist at stå bag angrebet på de israelske soldater.

Også Trump antydede natten til mandag, at ledelsen i Hamas ikke havde noget at gøre med angrebet. I stedet mener præsidenten, at oprørere i organisationen står bag.

Det sagde han ifølge AFP.

– Men uanset hvad vil det blive håndteret korrekt. Det vil blive håndteret hårdt og korrekt.

Både Israel og Hamas har beskyldt hinanden for at overtræde våbenhvilen.

IDF oplyste søndag aften, at man vil genoptage våbenhvilen.

– I overensstemmelse med den politiske ledelses direktiv og efter en række betydelige angreb som svar på Hamas’ overtrædelser har IDF genoptaget håndhævelsen af våbenhvilen, meddelte militæret.

Også Hamas har efterfølgende understreget, at de stadig er indstillet på at holde fast i våbenhvilen.

Våbenhvilen begyndte 10. oktober efter over to års krig mellem Israel og Hamas.

Den sætter rammerne for udveksling af gidsler og fanger og forsøger over flere faser at udstikke en retning for Gazas fremtid med blandt andet detaljer om israelsk tilbagetrækning, en international styrke og et midlertidigt styre under internationalt opsyn.

Aphaca spiller til støttekoncert for civile i Gaza

Det danske band Aphaca har sluttet sig til en række musikere, som skal optræde til arrangementet “Musik for Palæstina” torsdag og fredag i denne uge.

Det skriver Mellemfolkeligt Samvirke, der står bag koncertrækken, i et opslag på Facebook.

Begivenheden finder sted i Den Grå Hal på Christiania i København.

Mellemfolkeligt Samvirke arrangerer det sammen med Musikbranchen for Våbenhvile, Operation Dagsværk, Rapolitics, Den Grå Hal og Bøssehuset.

Mellemfolkeligt Samvirke peger i opslaget på, at Aphaca i fredags fik flere priser ved musikprisuddelingen P3 Guld.

– Det er derfor et scoop, at vi nu kan tilføje Aphaca til et musikprogram, der nu i alt tæller 27 bands, lyder det.

Udover Aphaca spiller blandt andre Bikstok, Blæst, Den Sorte Skole, Mathilde Falch og Turboweekend.

Mellemfolkeligt Samvirke skriver, at alle kunstnere, lys- og lydfolk arbejder frivilligt.

Pengene går “ubeskåret til at støtte palæstinensernes kamp for anerkendelse som selvstændig stat, arbejde for en varig våbenhvile, stoppe dansk våbeneksport og holde Palæstina på den politiske dagsorden”, lyder det.

Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke Tim Whyte kalder det “fantastisk, at så mange vil bidrage til arrangementet og bruge deres stemmer og tid på at støtte fred, frihed og lige rettigheder for palæstinenserne i både Gaza og på den besatte Vestbred”. Det siger han ifølge kulturmediet Soundvenue i en pressemeddelelse.

Mellemfolkeligt Samvirke er en organisation, hvis formål er at fremme mellemfolkelig forståelse og solidaritet. Deres arbejde foregår i og uden for Danmark.

En våbenhvile mellem Israel og Hamas-bevægelsen begyndte 10. oktober efter over to års krig mellem parterne.

Den sætter rammerne for udveksling af gidsler og fanger.

Samtidig forsøger planen over flere faser at udstikke en retning for Gazas fremtid med blandt andet detaljer om israelsk tilbagetrækning, en international styrke og et midlertidigt styre under internationalt opsyn.

Den kom dog i løbet af weekenden under hårdt pres efter flere meldinger om kamphandlinger.

Begge parter har sagt, at de stadig er indstillet på at holde fast i våbenhvilen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rusland: Lavrov og Rubio talte i telefon om topmødeforberedelser

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, og USA’s udenrigsminister Marco Rubio, havde mandag et “konstruktivt møde” om forberedelserne til et topmøde mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og hans amerikanske modpart, Donald Trump.

Det oplyser det russiske udenrigsministerium i en erklæring mandag ifølge Reuters.

De to præsidenter talte torsdag i telefon i mere end to en halv time, og efterfølgende lød meldingen fra Trump, at han og Putin vil holde et møde i løbet af de kommende to uger i Ungarns hovedstad, Budapest.

Det vides ikke, præcis hvornår mødet skal finde sted.

Allerede fredag gjorde Kremls talsmand, Dmitrij Peskov, det klart, at de to udenrigsministre blev nødt til at tale sammen, hvis der skal komme styr på forskellige udeståender inden topmødet.

Det skrev nyhedsbureauet Reuters.

– Der er mange spørgsmål, forhandlingshold skal nedsættes og så videre. Derfor kommer alt til at blive gjort i etaper, men selvfølgelig er præsidenterne villige, sagde Peskov.

– Topmødet kan bestemt finde sted inden for to uger eller lidt senere. Der er en generel forståelse af, at intet bør udsættes.

Peskov tilføjede desuden, at Rusland stadig er åben for at finde en fredsløsning på krigen i Ukraine.

Rusland har givet Ukraine og landets europæiske allierede skylden for, at fredsforhandlingerne er gået i hårdknude.

Ukraine beskylder Rusland for at have opstillet uacceptable krav og har sagt, at Putin ikke er seriøs om at skabe fred.

Fredag oplyser Kreml også, at Putin og Ungarns premierminister, Viktor Orbán, har talt om det kommende topmøde fredag, og at Ungarn er klar til at være vært for mødet.

Zelenskyj og Mette F. har talt sammen inden vigtige EU-forhandlinger

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, skriver mandag på X, at han har talt med statsminister Mette Frederiksen (S).

Det sker forud for EU-topmødet torsdag i Bruxelles, hvor EU-landene blandt andet skal arbejde på en køreplan for Europas oprustning frem mod 2030.

Volodymyr Zelenskyj gør i sit opslag meget ud af at understrege det værdifulde i samarbejdet med Danmark.

– Vi koordinerer vores diplomatiske indsatser, og det er hjælpsomt. Vi gør også meget sammen for at gøre vores lande stærkere. Det ukrainsk-danske samarbejde er eksemplarisk på mange områder.

– Vi talte også om planer for denne uge. Der bliver mange møder og forhandlinger i Europa. Vi stoler på, at der kommer resultater ud af det, og det er vigtigt for os alle, skriver han.

Topmødet i Bruxelles fortsætter muligvis fredag, hvis ikke de 27 EU-lande bliver enige torsdag.

– Rusland fortsætter sine ubarmhjertige angreb på Ukraines civile og civil infrastruktur, skriver EU-præsident António Costa i invitationen til EU-landene.

– Vi vil tale om, hvordan vi kan øge vores støtte til Ukraine ved at genbekræfte vores engagement til at sørge for økonomisk støtte til Ukraine i de kommende år og ved at overveje muligheder, der handler om Ruslands indefrosne aktiver, siger han.

Ifølge EU-Kommissionen er der russiske midler for omkring 210 milliarder euro indefrosset i EU, heraf størstedelen i Belgien. Beløbet svarer til omkring 1500 milliarder kroner.

Ukraine har siden februar 2022 været i krig med nabolandet Rusland.

Ukraine er ikke medlem af EU, men ansøgte om optagelse, kort tid efter at Rusland indledte sin invasion af landet.

19-årig dømt for skuddrab og flere drabsforsøg i Grønland

En 33-årig mand blev dræbt, og en 36-årig kvinde blev såret, da en ung mand sidste år affyrede skud ved en fest i bygden Tiilerilaaq i Østgrønland.

Mandag er den i dag 19-årige mand blevet idømt ti års anbringelse i anstalt ved Sermersooq Kredsret i Tasiilaq for skyderiet 30. november 2024.

Det fremgår af et opslag på det sociale medie X fra anklagemyndigheden i Grønland.

Ti års anbringelse er den længst mulige tidsbegrænsede foranstaltning i Grønland. Den 19-årige har modtaget dommen.

Grønlands Politi skriver i en pressemeddelelse, at den 19-årige deltog i en julefrokost i bygden. Efterfølgende var flere af julefrokostens deltagere til efterfest.

Den 19-årige forlod festen efter en uoverensstemmelse mellem ham og en af de andre deltagere.

Derefter gik han ned til en båd, hvor hans haglgevær lå, og tilbage til huset, hvor festen blev holdt, og skød flere gange mod husets døre og vinduer.

Her ramte han en mand og en kvinde, som ifølge det grønlandske medie Sermitsiaq.AG var et kærestepar.

De blev begge ramt af hagl i hovedet.

Kvinden overlevede, mens manden afgik ved døden.

Foruden drabet på manden og drabsforsøget på kvinden var den 19-årige tiltalt for drabsforsøg på fem andre, som var til stede.

Under retssagen erkendte den 19-årige, at han havde skudt ind i huset flere gange, men han nægtede at have haft til hensigt at slå nogen ihjel, skriver Grønlands Politi i pressemeddelelsen.

Skyderiet blev anmeldt tidligt om morgenen – klokken 06.42 lokal tid. Klokken 11 blev den unge mand anholdt af politiet.

Mens skyderiet foregik, blev borgere i bygden opfordret til at holde sig inden døre, slukke lys og dække vinduer til.

– Der er tale om en meget alvorlig sag. En mand har mistet livet og de seks andre personer, der var til stede under skyderiet, er naturligvis stadig mærket af episoden, siger anklagerfuldmægtig ved anklagemyndigheden i Grønlands Politi Line Pedersen i pressemeddelelse.

Bred opbakning blandt EU-lande til Ukraine-lån fra russiske midler

EU-landene støtter “bredt” op om EU-Kommissionens forslag om et “erstatningslån” til Ukraine fra de indefrosne russiske midler.

Det siger EU’s udenrigschef, Kaja Kallas.

Udmeldingen kommer på et pressemøde efter mandagens udenrigsministermøde i Luxembourg.

– Erstatningslånet vil sende et meget klart signal til Rusland om, at de ikke kan holde ud i længere tid end os, siger Kaja Kallas.

Hun peger på, at “krigen slutter, når den ene part løber tør for penge”.

– Vi kan se, at Ruslands økonomi er ramt. Vi har en tendens til at overvurdere Ruslands økonomi og undervurdere vores egen, siger Kaja Kallas.

EU-landene er dog også selv ved at løbe tør for støttemidler til Ukraine.

Tyskland er præget af lav vækst og manglende investeringer, mens Frankrig og flere andre EU-lande kæmper med underskud og høj gæld, mens man samtidig skal forsøge at opruste i lyset af løfterne på Nato-topmødet i Haag og truslen fra Rusland.

Derfor bliver lånet reelt set som den eneste udvej for EU, hvis man skal fortsætte med at hjælpe Ukraine.

En række EU-lande er ikke villige eller evner ikke at åbne tegnebogen og sende nye milliarder til Ukraine.

Til gengæld kan der hentes en stor sum, hvis de indefrosne russiske midler aktiveres.

EU-Kommissionen forventer, at det samlet set kan blive til 140 milliarder euro.

De skal efter planen udbetales til Ukraine i rater, efterhånden som Ukraine har behov for det.

EU-Kommissionen håber, at EU-landenes stats- og regeringschefer på denne uges EU-topmøde vil give grønt lys til, at kommissionen udarbejder et konkret forslag til lånet.

Belgien har dog været bekymret for konsekvenserne af forslaget. Midlerne er nemlig indefrosset i Euroclear i Belgien.

Derfor er den belgiske regering nervøs for, at Rusland vil rejse krav mod Belgien, hvis midlerne indefryses på ubestemt tid.

Derfor ventes EU-landene – inklusive Danmark – at skulle garantere for lånet.

Det betyder, at EU-landenes skatteydere i sidste ende kan komme til at hænge på lånet, hvis Ukraine ikke kan betale.

EU-Kommissionen lægger op til, at Ukraine selv skal betale lånet tilbage, hvis Rusland betaler erstatning efter krigen.

Det er dog uvist, om Rusland vil gå med til at betale erstatning i en fredsaftale.

Det er også et åbent spørgsmål, om Ukraine vil være i stand til at betale lånet tilbage, selv hvis man får erstatning af Rusland, da Ukraine samtidig skal bruge milliarder på at genopbygge efter krigen.

Det haster med at finde en løsning. EU-Kommissionen skønner, at Ukraine vil løbe tør for penge ved udgangen af første kvartal 2026.

Ud over at finde penge til Ukraine er EU-landene også tæt på at enes om den 19. sanktionspakke mod Rusland, siger Kallas.

Forventningen er nu, at det kan blive vedtaget på EU-topmødet torsdag i denne uge.

– Den 19. sanktionspakke vil ikke blive den sidste. Vi vil arbejde videre på nye sanktioner, siger Kaja Kallas.

Hun brugte samtidig mandagens møde til at opfordre de EU-lande, der har holdt igen med den militære støtte til Ukraine, om at komme til lommerne nu.

Teleselskaber har i månedsvis kunnet læse borgeres sms’er

Ansatte hos teleselskaber har i månedsvis haft adgang til at læse kunders tekstbeskeder gennem et filter, som skulle beskytte borgere mod svindelbeskeder.

Det skriver fagbladet Ingeniøren, som kan fortælle, at medarbejdere hos Telenor, 3, TDC og Norlys har haft mulighed for at se indholdet af tusindvis af almindelige sms’er.

– Alle teleselskaber har haft en opfattelse af, at systemet kunne mere selv, end det har vist sig at kunne, siger direktør i Teleindustrien Jakob Willer til mediet.

Filteret er ellers blevet hyldet af regeringen og telebranchen for at være et effektivt værn mod svindelbeskeder.

Systemet fungerer ved, at algoritmer og kunstig intelligens analyserer alle de sms’er, som sendes til borgernes telefoner. De tjekkes for at have karakter af svindel.

Algoritmen vil for eksempel fange, hvis en sms er sendt til mange tusind borgere på én gang og indeholder skadelige links.

Men “omkring juli” stoppede teleselskaberne med at bruge de mest indgribende dele af filteret, så det i dag “ikke er særlig effektivt”, fortæller direktøren i brancheforeningen.

Sms-filteret blev med opbakning fra både regering, teleindustrien og Forbrugerrådet Tænk præsenteret som et middel mod den stigende sms-svindel i november 2024.

Det kræver en dommerkendelse at tilgå privat kommunikation. Derfor tog det tid at få sikret, at filteret ikke stred mod den grundlovssikrede brevhemmelighed eller EU’s direktiver om privatliv.

– De får ikke adgang til at læse folks beskeder, sagde erhvervsminister Morten Bødskov (S) dengang til Politiken.

Sms-filteret er inspireret af Finland, hvor man i perioder har kunnet fjerne op mod 95 procent af forsøgene på svindel via sms og telefon.

Ifølge telebranchen vil løsningen hverken gemme eller logge data. Det er kun almindelige sms’er, som teleselskaberne kan screene – ikke krypterede.

Digitaliseringsminister Caroline Stage (M) afviser over for Ingeniøren at stille op til interview og henviser til, at Digitaliseringsstyrelsen er i gang med en vurdering af sms-filteret. Herefter vil hun drøfte det med Folketingets partier.

En 41-årig mand fra Frederiksberg blev i august idømt seks års fængsel for databedrageri og forsøg på databedrageri for i alt 23,5 millioner kroner.

Han udsendte med andre gerningsmænd 2,4 millioner sms’er i løbet af fire måneder 2024.

DR får nye konsulenter efter fyring af Boston Consulting Group

DR hyrer nye konsulenter fra revisions- og rådgivningsvirksomheden PwC til at udarbejde en flerårig strategi efter at have fyret konsulenthuset Boston Consulting Group (BCG).

Det oplyser DR’s generaldirektør, Bjarne Corydon, til MediaWatch.

– Vi har lavet en konkret vurdering af det, som de forskellige udbydere har i tasken, og hvad tingene koster. Det tror jeg nok, skal vise sig at blive et fint valg, siger Corydon til mediet.

Det bliver et dansk PwC-hold, der skal erstatte de tidligere konsulenter fra det amerikanske firma BCG.

BCG havde tidligere fået til opgave at hjælpe med at udvikle public service-mediets strategi.

Konsulenthuset blev dog i august droppet af DR på grund af en sag om BCG’s arbejde relateret til Gaza.

I den forbindelse forklarede Bjarne Corydon, at det drejede sig om en sag, “som omhandlede BCG’s amerikanske afdelings involvering i arbejde angående Gaza”.

Corydon gik ikke nærmere i detaljer om BCG-sagen, men tilføjede, at BCG selv havde taget afstand fra arbejdet.

BCG havde tidligere på sommeren fået kritik for at samarbejde med organisation Gaza Humanitarian Foundation (GHF), som uddeler nødhjælp i Gaza.

FN-eksperter advarede i august om, at GHF bruges som dække for militære og politiske agendaer, hvilket ifølge FN krænker international lov og forværrer lidelserne i Gaza.

Nu skal konsulenter fra PwC tage over og arbejde på en fremtidig strategi for DR.

– Grundlæggende skal PwC løse samme opgave, som den vi var i gang med Boston Consulting Group, siger Corydon til MediaWatch.

PricewaterhouseCoopers eller blot PwC har 370.000 ansatte på tværs af 149 lande.

I Danmark er der knap 3000 medarbejdere og partnere, fremgår det af PwC’s hjemmeside.

Det er ikke oplyst, hvor mange konsulenter PwC har hyret til at arbejde på DR’s strategi. Public service-virksomheden har knap 2400 fuldtidsansatte, som sammen med ledelsen ifølge MediaWatch skal granskes af de nye konsulenter.

DR har i år haft flere ledelsesændringer. 1. oktober blev Sandy French afskediget som nyhedsdirektør, og Bjarne Corydon startede som generaldirektør 1. august.

Borgere skal kunne skelne mellem naturlig og problematisk ulveadfærd

For at kunne håndtere såkaldte problemulve er det vigtigt, at man kan skelne mellem naturlig ulveadfærd og adfærd, der er problematisk.

Derfor har Naturstyrelsen fået udarbejdet fire rådgivningsnotater til borgere og myndigheder, der skal give et vidensgrundlag til at forebygge uønsket ulveadfærd.

Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Nationalt Center for Miljø og Energi ved universitetet har sammen med Naturhistorisk Museum udarbejdet notaterne.

Notaterne skal tilsammen danne grundlag for et kommende uddannelsesprogram til såkaldte ulveværnsgrupper.

Det er lokale borgergrupper, som skal hjælpe myndigheder med at håndtere uønsket adfærd hos ulve.

Notaterne er blevet udarbejdet, da ulvens tilbagevenden i Danmark har medført et voksende behov for at kunne skelne mellem normal og problematisk adfærd, lyder det i pressemeddelelsen.

Notaterne beskriver blandt andet, hvad der er normal adfærd hos en ulv, hvad der er problematisk adfærd og anbefalinger til håndtering af ulve i nærheden af menneskelig aktivitet.

Det beskrives blandt andet, hvordan ulven normalvis vil undgå mennesker og bebyggelser og vil trække sig ved møder med mennesker.

Her uddybes det dog også, at ulve kan passere gennem byområder, fordi de er kommet på afveje.

– Denne type tilfældige hændelser kan ikke undgås og er ikke alarmerende i sig selv, lyder det videre.

Ulveværnsgrupperne, der skal bruge notaterne til at blive klogere på ulvens adfærd, er grupper af lokale frivillige.

Grupper arbejder med at skræmme ulve væk i byområder blandt andet ved at opsætte rævelys.

I foråret blev det anslået, at der var 42 ulve i Danmark. Siden er nye kuld kommet til. Der er tale om det hidtil højeste antal i nyere tid for ulvebestanden herhjemme.

Regeringen åbnede i foråret for mere regulering af dyret – blandt andet ved at udvide definitionen af en problemulv.

Den nye definition på problemulv definerer ulve, som færdes i byområder trods forsøg på bortskræmning, som problemulve.

Svenske politikere undersøger muligt nyt atomkraftværk i Barsebäck

Lokalpolitikere i den svenske by Kävlinge undersøger muligheden for at få et nyt atomkraftværk i Barsebäck.

Det skriver det svenske medie Sydsvenskan.

Nedrivningen af det gamle atomkraftværk i Barsebäck, som ligger omkring 23 kilometer fra København, er ellers i fuld gang og anslås at koste 5,7 milliarder svenske kroner. Det svarer til knap 3,9 milliarder danske kroner.

Annsofie Thuresson, der sidder i kommunalbestyrelsen i Kävlinge for Moderaterna, mener, at lokationen på den svenske sydkyst er oplagt til et nyt atomkraftværk.

– Jeg kender ikke til noget andet sted i Sverige, hvor der allerede findes så detaljeret en plan for at få dette på plads, siger hun ifølge Berlingske til Sydsvenskan.

Et flertal af kommunens politikere er for idéen, lyder det.

Det tidligere atomkraftværk i Barsebäck, også kaldt Barsebäckværket, var udgjort af to reaktorer, som blev sat i drift i henholdsvis 1975 og 1977.

Beliggenheden, som er cirka 18 kilometer fra Malmø og cirka 23 kilometer fra København, har tidligere ført til stor debat.

Efter beslutning fra den svenske regering blev de to enheder lukket i henholdsvis 1999 og 2005.

Nedrivningen er dog stadig i gang. Ifølge Berlingske forventes processen først at være afsluttet i 2038.

Efter valget i 2022 har svenskerne imidlertid omfavnet atomkraften igen. Planen er at øge den eksisterende kapacitet de kommende år.

Trump sender topfolk til Israel under presset våbenhvile

USA’s særlige udsending Steve Witkoff og præsident Donald Trumps svigersøn Jared Kushner er mandag ankommet til Israel.

Her ventes yderligere drøftelser om en våbenhvileplan, som i løbet af weekenden kom under hårdt pres.

Det bekræfter en talsperson for USA’s ambassade til nyhedsbureauet AFP.

En talsperson for den israelske regering oplyser mandag eftermiddag, at de to udsendinge mødtes med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

I weekenden var der flere meldinger om kamphandlinger. Søndag aften meddelte Israels militær, at to israelske soldater var blevet dræbt i byen Rafah i den sydlige del af Gazastriben. Efterfølgende rettede Israel luftangreb mod den militante palæstinensiske gruppe Hamas på tværs af Gaza.

Men begge parter sagde, at de stadig var indstillet på at holde fast i våbenhvilen.

Witkoff og Kushner ventes at presse på for, at en anden fase af våbenhvilen skal begynde. Det skriver Reuters.

Tirsdag ventes også den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, at besøge Israel.

Vance selv har tidligere nævnt muligheden over for journalister, skriver nyhedsbureauet AFP.

– Vi forsøger at finde ud af det, sagde han og uddybede, at den amerikanske regering ønskede at “tjekke, hvordan tingene går”.

Han sagde også, at det vil “hakke lidt frem og tilbage” med våbenhvilen.

Ifølge israelske medier ventes også Vance at holde møder med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

Alene søndag blev 45 mennesker dræbt i de israelske angreb, siger Gazas civilforsvar, som fungerer under Hamas’ myndighed. Det skriver AFP.

Fire hospitaler har bekræftet dødstallet til AFP. Israel undersøger fortsat dødstallet, lyder det.

Våbenhvilen begyndte 10. oktober efter over to års krig mellem Israel og Hamas.

Den sætter rammerne for udveksling af gidsler og fanger og forsøger over flere faser at udstikke en retning for Gazas fremtid med blandt andet detaljer om israelsk tilbagetrækning, en international styrke og et midlertidigt styre under internationalt opsyn.

Nyhed trukket tilbage

Nyheden fra Ritzau er trukket tilbage, efter at KNR har fjernet artiklen på sin hjemmeside på grund af fejl i indholdet.

LA vil skrotte havvindsudbud og bruge pengene på atomkraftværker

Liberal Alliance vil skrotte det kommende havvindsudbud til 55,2 milliarder kroner og bruge pengene på at opføre flere atomkraftanlæg i Danmark.

Det fremgår af et nyt udspil fra partiet, der søger at vise vejen for etablering af kernekraft i Danmark.

– Vi kommer ikke uden om, at det i første omgang kræver statsstøtte at få atomkraft i Danmark, skriver partiet i sit udspil.

Liberal Alliance erkender, at Danmark har en styrkeposition inden for den vedvarende sol- og vindenergi.

Men det er ikke tilstrækkeligt med vejrafhængige teknologier, hvis der skal sikres en fast og konsekvent flydende klimaneutral strømproduktion, lyder det.

– Hverken i forhold til forsyningssikkerhed eller den grønne omstilling. Der er brug for ren, rigelig og stabil energi. Der er brug for atomkraft, skriver partileder Alex Vanopslagh på det sociale medie X.

Også selv om et droppet havvindsudbud kan ramme danske virksomheder, siger han opfølgende til Ritzau.

– Helt overordnet set mener vi ikke, at vi skal føre energipolitik ud fra, hvad der kan gavne specifikke danske virksomheder. Men ud fra hvad der er sikkerhedspolitisk og klimamæssigt bedst muligt, siger han.

Partiet har allerede udset sig to konkrete steder, hvor man vil opføre atomkraftanlæg.

Det ene sted er ved Studstrupværket i Aarhus, det andet er ved Asnæsværket i Kalundborg.

Konkret forestiller Liberal Alliance sig, at der vil være tale om atomkraftværker med små modulære reaktorer (SMR).

Partiet vil opføre mindst én reaktor på 300 MW i hvert kraftværk for hovedsageligt at producere strøm, mens overskudsvarmen skal bruges til fjernvarme i lokalområdet eller procesvarme til industrien.

Atomkraft har længe været pålagt et de facto-forbud i Danmark, som Liberal Alliance vil have ophævet.

Danmark har i kraft af forbuddet ingen reel kernekraftproduktion i dag, mens flere andre europæiske lande som Frankrig, Sverige og Finland har store atomkraftværker.

Alligevel vil Liberal Alliance have, at Danmark skal indhente de lande, der har brugt årtier på at opbygge deres sektor.

– Vi vil opbygge atomforskning og en atomindustri i verdensklasse, og vi vil lave et stærkt nordisk samarbejde om atomkraft, skriver Alex Vanopslagh på det sociale medie X.

Opførslen af atomkraftværker er i flere lande blevet væsentligt forsinket.

Men det er der en særlig årsag til, som Danmark ikke skal rode sig ud i, mener Alex Vanopslagh.

– Det, der kendetegner landene med store forsinkelser, er, at de vil bygge ”first of a kind”-atomkraftværker, siger han til Ritzau.

Han er i stedet mere inspireret af De Forenede Arabiske Emirater (UAE), som ifølge ham har opbygget kernekraftanlæg på 12 år, fordi de har kopieret sydkoreanske modeller.

Partiet mener derfor, at de kan have de nye værker klar i 2040. Det sker ud fra logikken om, at der i 2027 kan komme en borgerlig regering, og at den kan sikre atomkraftanlæggene 12 år senere.

I Socialdemokratiet bliver planen modtaget med skepsis.

Den vil simpelthen “være en bremse” på Danmarks grønne omstilling, siger klima- og energiordfører Jesper Petersen.

Særligt refererer han til ideen om at skrotte det havvindsudbud, et bredt flertal i Folketinget har indgået.

– Det vil Liberal Alliance så droppe for i stedet at krydse fingre for, at der potentielt kan være en ny atomkraftteknologi til rådighed i 2040. Det går jo ikke, siger Jesper Petersen.

EU-landene siger ja til at udfase russisk gas

Et kvalificeret flertal af EU-landene siger ja til EU-Kommissionens forslag om at udfase importen af russisk gas inden januar 2028. Det oplyser klima- og energiminister Lars Aagaard (M).

– Et energiuafhængigt Europa er et stærkere og mere sikkert Europa, siger Lars Aagaard.

Aftalen skal nu forhandles endeligt på plads med EU-Parlamentet, før den kan træde i kraft.

Hvis det lykkes, så vil EU indføre et juridisk bindende gradvist forbud mod import af både rørledningsgas og flydende naturgas (LNG) fra Rusland.

Endemålet er et fuldstændigt forbud, der skal gælde fra den 1. januar 2028.

Det er et “ambitiøst signal” om viljen til at gennemføre udfasningen, mener Lars Aagaard.

Aftalen er samtidig en af de mest markante under det danske EU-formandskab, der begyndte 1. juli.

– Selv om vi har arbejdet hårdt og presset på for at få russisk gas og olie ud af Europa i de seneste år, er vi ikke i mål endnu.

– Derfor er det afgørende, at det danske formandskab har sikret sig overvældende opbakning fra Europas energiministre til lovgivningen, der definitivt vil forbyde russisk gas i EU, siger Lars Aagaard.

For at sikre energiforsyningen – mens EU-landene finder alternativer – indeholder aftalen en overgangsperiode for eksisterende kontrakter.

Kortfristede kontrakter, der er indgået før den 17. juni 2025, kan ifølge aftalen fortsætte indtil den 17. juni 2026.

Langfristede kontrakter kan løbe indtil den 1. januar 2028.

Et endegyldigt farvel til russisk gas fra 2028 er positivt, men det kræver samtidig, at der findes et miljørigtigt alternativ, mener vicedirektør i Dansk Industri Troels Ranis.

– EU og Danmark skal sætte alle sejl ind i forhold til elektrificering og udbygningen med biogas, så vi får vores egen, miljøvenlige erstatning for den russiske gas, siger Troels Ranis.

Kun to af de 27 EU-lande stemte imod udfasningen af den russiske gas. De lande kunne være Ungarn og Slovakiet, der begge tidligere har markeret deres modstand mod forslaget.

De to lande har argumenteret med, at de har svært ved at finde en erstatning for den russiske gas.

EU-kommissær for energi og boliger Dan Jørgensen lovede dog igen mandag, at EU-Kommissionen vil hjælpe med at finde løsninger.

Tidligere Chelsea-træner afløser Tomasson hos Sverige

Den engelske træner Graham Potter overtager jobbet som svensk landstræner efter Jon Dahl Tomasson.

Det oplyser Det Svenske Fodboldforbund (SvFF) på sin hjemmeside.

Aftalen gælder i første omgang de to sidste VM-kvalifikationskampe i november og eventuelle playoffkampe til marts. Hvis det lykkes Sverige at komme til VM, forlænges aftalen automatisk frem til og med VM 2026, oplyser SvFF.

– Jeg er meget ydmyg over for opgaven, men også utrolig inspireret, siger Potter til forbundets hjemmeside.

– Sverige har fantastiske spillere, som hver uge præsterer i verdens bedste ligaer. Mit job bliver at skabe forudsætningerne for, at vi som hold kan levere på højeste niveau og få Sverige til VM næste sommer.

Efter godt halvandet år i jobbet blev Tomasson fyret for en lille uges tid siden efter svigtende resultater, der kulminerede med et 0-1-nederlag hjemme mod Kosovo.

Nederlaget betød, at kun et mirakel kan give Sverige playoffkampe om en plads ved VM i 2026. Det kræver, at holdet slår både Schweiz og Slovenien, mens Kosovo skal tabe begge sine sidste kampe.

Ellers er der kun en lille chance gennem kvalifikation via Nations League.

Graham Potter stod senest i spidsen for West Ham og har tidligere været cheftræner i blandt andet Chelsea. Han har dog også en lang fortid i Sverige.

Fra 2011 til 2018 stod han i spidsen for Östersunds FK, med hvem han blandt andet nåede at spille europæisk fodbold.

– Vi har arbejdet struktureret og fokuseret med denne proces i sidste uge, og med Graham Potter får vi en stærk og erfaren træner, som er blevet testet på absolut højeste niveau, lyder det fra Simon Åström, formand i SvFF, til forbundets hjemmeside.

Den 50-årige træner overtager trænersædet med øjeblikkelig virkning.

Han blev fyret fra jobbet hos West Ham 27. september.

Snapchat og populære tjenester har været nedbrudsramt i timevis

Flere internettjenester med millioner af brugere – fra streamingplatforme til beskedtjenester og nogle banker – har mandag været nede i flere timer på grund af et nedbrud.

Det har flere internationale medier og nyhedsbureauer berettet i løbet af mandag.

Problemerne begyndte at dukke op omkring klokken 09.00 dansk tid, hvor der på hjemmesiden Downdetector var flere meldinger om problemer med populære apps som Snapchat og Duolingo.

På det tidspunkt oplyste Amazons datterselskab Amazon Web Services, AWS, at det oplevede “forhøjede fejlrater” og forsinkelser.

AWS leverer den tekniske infrastruktur til lang række hjemmesider og firmaer verden over.

Derfor kan problemer hos AWS hurtigt påvirke store dele af resten af internettet, skriver The Independent.

Der har umiddelbart været tale om et globalt problem, som foruden Snapchat også har ramt populære apps og hjemmesider som Roblox, Duolingo, Amazon, PrimeVideo og Paypals betalingstjeneste Venmo.

AWS har, siden problemerne viste sig mandag morgen dansk tid, arbejdet på at finde frem til problemet og få det løst.

Klokken 16.21 er meldingen, at der stadig er problemer med flere tjenester, men at AWS ser betydelige tegn på bedring flere steder.

Eksempelvis skriver Roblox på sin hjemmeside mandag eftermiddag, at problemerne er løst, og at man derfor igen kan spille computerspillet.

Downdetector, der er en hjemmeside, som overvåger og viser driftsproblemer på hjemmesider, oplyser, at det har modtaget mere end 6,5 millioner meldinger om problemer mandag.

Det skriver Sky News, der tilføjer, at mere end 1000 virksomheder har været ramt af nedbruddet hos AWS ifølge Downdetector.

15-årig forbliver fængslet i sag om skoleskyderi-plan

En 15-årig dreng er gået med til at få sin fængsling forlænget i en sag om planlægning af et skoleskyderi i Kolding.

Det oplyser hans forsvarer, Brian W. Lassen, til Ritzau.

Drengen har siddet varetægtsfængslet på en lukket institution siden begyndelsen af august.

Fængslingen kan maksimalt forlænges fire uger ad gangen og er blevet forlænget flere gange siden. Ligesom ved forrige frist forlænger den 15-årige frivilligt fængslingen.

Derfor skal der ikke være et retsmøde om forlængelse af fængslingen denne gang.

Drengen, der er sigtet for drabsforsøg, nægter sig skyldig. Det oplyste Brian W. Lassen i september til JydskeVestkysten, da der blev åbnet lidt op om sagen.

Politiet har tidligere oplyst, at målet for det planlagte skoleskyderi var privatskolen Sct. Michaels Skole i Kolding.

To personer var ifølge en pressemeddelelse fra Sydøstjyllands Politi omtalt som fremtidige mål.

Det er dog ikke kommet frem, hvor langt drengen skulle være i planlægningen.

Da den 15-årige blev anholdt i august, blev to andre mindreårige tilbageholdt. De var under den kriminelle lavalder og blev løsladt.

Kolding Kommune har i en pressemeddelelse oplyst, at de anholdte er elever på Alminde-Viuf Fællesskole.

Politiet har tidligere oplyst, at der ikke er nogen aktuel og konkret fare mod hverken Sct. Michaels Skole eller konkrete personer.

Det er uvist, hvor langt politiet er med efterforskningen af sagen, og hvornår det vil blive vurderet, om der skal rejses tiltale mod den 15-årige dreng.

Danmark støtter Trumps forslag til våbenhvile i Ukraine

Danmark støtter USA’s præsident Donald Trumps forslag om en våbenhvile, der fastfryser den nuværende frontlinje.

Det siger udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen.

Udmeldingen kommer på vej ind til udenrigsministermøde i Luxembourg mandag.

– Vi støtter Trumps melding om en våbenhvile på kontaktlinjen, siger Lars Løkke Rasmussen.

I en udtalelse til journalister om bord på Air Force One, sagde Trump sent søndag, at Donbas-regionen i det østlige Ukraine bør for nuværende opdeles langs frontlinjen mellem Ukraine og Rusland.

Og så må landene derefter forhandle sig til en løsning hen ad vejen.

Dermed ville størstedelen af regionen være under russisk kontrol.

– Vi synes, at det, de burde gøre, simpelthen er at stoppe ved frontlinjerne, hvor de er. Gå hjem, stoppe med at dræbe folk og være færdige, siger Trump sent søndag lokal tid ifølge nyhedsbureauet dpa.

Udmeldingen kommer, efter at Trump fredag mødte Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Forud for mødet var der forsigtig forhåbning i Europa om, at Trump ville sige ja til at give langtrækkende amerikanske Tomahawk-missiler til Ukraine i forsøget på at øge presset på Rusland.

I stedet endte mødet med, at Trump gentog sin hidtidige linje om, at der skal etableres en våbenhvile på den nuværende frontlinje.

Det er også Danmarks ønske. For der kan ikke blive tale om, at Ukraine før fredsforhandlinger skal afgive territorier, som Rusland ikke har formået at indtage, er den danske regerings holdning.

Op til mødet med Zelenskyj sagde Trump, at han snart vil mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Det vil ske i den ungarske hovedstad, Budapest. Det kunne varsle ilde for Danmark og andre EU-lande, der ønsker urokkelig opbakning til Ukraine.

Ungarns leder, Viktor Orbán, har nemlig flere gange markeret sig som modstander af at give våben til Ukraine og forhalet sanktioner mod Rusland.

Løkke afviser dog, at Orbán med mødet får lov at sætte dagsorden for næsen af det danske EU-formandskab.

– Hvis mødet i Budapest handler om en våbenhvile på kontaktlinjen, så er det helt ok, siger Lars Løkke Rasmussen.

Louvre holder også lukket mandag efter juvelrøveri

Efter et juvelrøveri søndag vil kunstmuseet Louvre i Paris mandag forblive lukket.

Det meddeler en talsperson for Louvre ifølge nyhedsbureauet Reuters, hvilket også bekræftes på museets hjemmeside.

– Musée du Louvre vil forblive lukket i dag af ekstraordinære årsager. Alle reservationer til i dag vil blive refunderet. Vi undskylder ulejligheden, står der.

Søndag trængte en gruppe på fire personer ind i Galerie d’Apollon på Louvres første sal.

Her brugte de omkring syv minutter på at stjæle nogle af Frankrigs kronjuveler, skriver nyhedsbureauet AFP. Genstandene beskrives flere steder som uvurderlige.

Ifølge anklagemyndigheden truede røverne museumsvagter med vinkelslibere.

Mandag er der en jagt i gang på gerningsmændene.

Landets justitsminister, Gérald Darmanin, erkender over for den franske radiostation France Inter, at der blev fejlet.

– Der er mange museer i Paris, mange museer i Frankrig, med uvurderlige genstande, siger han mandag.

– Det, der er sikkert, er, at vi fejlede, da folk kunne parkere en møbellift midt i Paris, få folk op i den i adskillige minutter for at stjæle uvurderlige juveler og give Frankrig et forfærdeligt image, siger Darmanin.

Også søndag blev museet lukket.

Søndag aften oplyste det franske kulturministerium, at otte genstande blev stjålet.

Blandt de stjålne genstande er en halskæde med smaragder og diamanter, som Napoleon gav sin anden hustru, Marie-Louise af Østrig, som han blev gift med i 1810.

Djurs Sommerland slår besøgsrekord med 885.000 gæster

Djurs Sommerland har netop afsluttet sin mest besøgte sæson nogensinde.

885.000 gæster har besøgt den østjyske forlystelsespark i den netop overståede sæson.

Det oplyser Djurs Sommerland i en pressemeddelelse.

– Vi har haft en sæson, hvor alt er gået op i en højere enhed – stærke nyheder, tilfredse gæster, medarbejdere med højt ambitionsniveau og et konstant fokus på udvikling af parken, siger administrerende direktør Henrik B. Nielsen i pressemeddelelsen.

– At vi samtidig slår besøgsrekord i et år med en regnfuld sommer, siger noget om Djurs Sommerlands attraktivitet blandt både danske og udenlandske børnefamilier, tilføjer han.

Sæsonen, der startede i april og sluttede søndag, blev afsluttet med en travl efterårsferie.

Lørdag var endda den travleste dag i Djurs Sommerlands historie med over 20.000 gæster på én dag.

Det blev faktisk så travlt, at parken måtte gå til tasterne på Facebook og opfordre folk, der overvejede at tage afsted, til at vente til søndag.

På den måde gik besøgstallet i 2025 forbi den hidtidige rekord, som blev sat i sæson 2022, hvor 878.154 gæstede Djurs Sommerland.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]