Seneste nyheder

27. marts 2026

Svensker dømt: Var hyret til drab og skød mod bil i Kokkedal

En ung svensk mand rejste i maj til Danmark med en opgave. Han skulle skyde og dræbe en mand. Til gengæld ville han få slettet sin narkogæld.

7. maj affyrede han fire skud med en AK-47-automatriffel mod en bil i Kokkedal. I bilen sad en mand, som tidligere er beskrevet som en fremtrædende Hells Angels-rocker. Bilen blev ramt af skud, men ikke manden.

Mandag tilstod den i dag 21-årige svenske mand i Retten i Helsingør og blev idømt 12 års fængsel for drabsforsøg. Det oplyser retten på sin hjemmeside.

I retten forklarede den unge mand, at han var taget til Danmark for at dræbe en mand, hvis identitet han først fik oplyst, da han var i Danmark.

Han fortalte, at han var blevet presset hertil af personer, som han ikke vil navngive. Til gengæld ville han få afskrevet en narkogæld på 500.000 svenske kroner.

I forbindelse med opgaven fik han stillet en lejlighed til rådighed, han fik 10.000 kroner til mad, og der blev leveret en AK-47-automatriffel til ham. Desuden fik han stillet en bil og et el-løbehjul til rådighed, forklarede han.

Foruden fængselsstraffen blev svenskeren idømt 12 års fængsel.

Beskæftigelsen red videre på rekordbølge i august

Beskæftigelsen fortsatte op i august, hvor den steg med 3600 personer. Dermed er der nu 3.064.000 lønmodtagere, hvilket er flere end nogensinde før.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Stigningen dækker over en stigning i ansatte både inden for virksomheder og organisationer samt i den offentlige forvaltning.

I løbet af et år er der kommet 39.100 flere lønmodtagere, hvilket svarer til en stigning på 1,3 procent.

Det er især inden for virksomheder og organisationer, der er kommet flere lønmodtagere det seneste år.

Det er 20. måned i træk, at beskæftigelsen steg.

Og udviklingen vidner om et stærkt arbejdsmarked med fart på, mener Søren Kristensen, som er cheføkonom i Sydbank.

Men fyringsrunder hos nogle af de største virksomheder i Danmark som Novo Nordisk og Ørsted truer med at kaste skygger ind på arbejdsmarkedet.

– Det kan ikke ses i tallene endnu, men i den kommende tid kan gassen gå lidt af ballonen på det danske arbejdsmarked, skriver Søren Kristensen i en kommentar.

Der er dog ikke noget, der tyder på, at arbejdsmarkedet vil gå helt i stå, mener han.

Der er nemlig fortsat en del danske virksomheder, som mangler arbejdskraft. Så der er gode muligheder for, at de fyrede medarbejdere hurtigt kan finde et nyt job, vurderer Søren Kristensen.

Fyrede medarbejdere tæller stadig som beskæftigede i deres opsigelsesperiode. Det skyldes, at de fortsat får løn af deres arbejdsgiver.

Novo Nordisk har meddelt, at selskabet vil fyre 9000 medarbejdere på globalt plan, hvoraf 5000 skal fyres i Danmark.

Også hos Ørsted skal der findes besparelser ved at fyre ansatte. Her vil man frem mod udgangen af 2027 nedbringe antallet af medarbejdere på globalt plan fra 8000 til 6000.

Tidligere i oktober har Ørsted varslet fyringer af cirka 500 medarbejdere, hvoraf cirka 235 er i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dykkere leder efter spor efter drab på 21-årig kvinde i april

Politiet vil tirsdag og onsdag være til stede med dykkere ved flere søer og vandhuller i Herning.

Det skyldes, at det leder efter vigtige spor i en sag, hvor en 21-årig somalisk kvinde blev dræbt i april, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den unge kvinde blev dræbt af knivstik mandag den 7. april på Gormsvej i Herning. Først efter flere end to måneder fik politiet et egentligt gennembrud i sagen, da en nu 17-årig dreng blev anholdt og varetægtsfængslet.

Nu har politiet så rekvireret dykkerhjælp fra Forsvaret for at søge efter vigtige spor i forbindelse med efterforskningen af drabet.

– Jeg kan af hensyn til den videre efterforskning ikke komme nærmere ind på, hvad vi håber på at finde i vandet.

– Men generelt kan jeg sige, at vi siden april har arbejdet intensivt med at klarlægge hændelsesforløbet og identificere de ansvarlige for drabet, siger politikommissær og efterforskningsleder Theis Thylstrup i pressemeddelelsen.

Han fortæller videre, at politiet vurderer, at der har været andre end den 17-årige involveret i drabet.

– Den seneste tid har vi koncentreret efterforskningsindsatsen omkring eventuelle medgerningsmænd, da efterforskningen tyder på, at den 17-årige ikke har været alene om drabet, lyder det.

Dykkerne vil blandt andet være til stede i Knudmosen ved Miljøvej.

Efterforskningslederen beder borgerne holde sig på afstand og give politi og dykkermandskab arbejdsro. De direkte berørte er blevet underrettet af politiet.

Midt- og Vestjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger til offentligheden om hverken den aktuelle dykkerindsats eller drabssagens efterforskning i øvrigt, lyder det i pressemeddelelsen.

Togtrafik på nordjysk strækning ventes lammet i flere timer

Samtlige togafgange mellem Aalborg og Frederikshavn er blevet aflyst som følge af et kabelbrud omkring Sindal.

Det oplyser Banedanmark på det sociale medie X.

– Vi er i gang med at udbedre skaderne og forventer at kunne åbne for trafik igen klokken 13, lyder det.

Nordjyllands Trafikselskab melder derimod, at tidshorisonten er ukendt. Det skriver Ekstra Bladet.

Passagerer opfordres til at holde øje med Rejseplanen.

Banedanmark oplyser ikke noget om, hvad der har forårsaget skaderne.

Ministre skal stresstestes under simuleret cyberangreb

Foran Christiansborg i København vil det fra tirsdag være muligt for virksomheder og organisationer at stressteste deres evner under et simuleret cyberangreb.

Det oplyser it-virksomheden Atea, der har lavet en opsætning til formålet i en 40-fods container, i en pressemeddelelse.

Opsætningen er lavet for at markere den internationale cybersikkerhedsmåned – oktober -, der skal øge folks viden om digital sikkerhed.

Beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V), digitaliseringsminister Caroline Stage (M) og erhvervsminister Morten Bødskov (S) er inviteret til at prøve en forkortet version af øvelsen.

Øvelsen har til formål at teste virksomheders og organisationers evne til at handle hurtigt, samarbejde under pres og træffe gode beslutninger, når et cyberangreb finder sted.

Atea-koncernens it-direktør, Sara Amini, siger i meddelelsen, at cybertruslen stadig bliver større og mere kompleks.

– En af de helt afgørende ting for at minimere omkostningerne ved et angreb er, at man ved, hvad man skal gøre, når det rammer, lyder det.

– Vi håber at kunne vise, at det kræver samarbejde mellem alle kompetencer og ansvarsområder at skabe det bedste værn mod digitale trusler.

Når simulationen er endt, afrundes øvelsen med en evaluering af de beslutninger, som blev taget undervejs.

På den måde kan virksomheder få indsigt i, hvad der fungerer, og hvad der måske ikke fungerer ved deres beredskabsplan.

“The Esc Room”, som Atea kalder containeren, vil være placeret foran Christiansborg fra den 21. til den 25. oktober.

I den periode vil det være gratis for virksomheder og organisationer at booke en tur i simulatoren.

Også forbipasserende kan få lov til at prøve den afkortede version.

Japan har udpeget sin første kvindelige premierminister

Underhuset i det japanske parlament har tirsdag udpeget konservative Sanae Takaichi som landets første kvindelige premierminister.

Det skriver nyhedsbureauet AFP efter en afstemning i parlamentet.

Takaichi fik 237 stemmer og opnåede dermed et snævert flertal i underhuset, der har 465 medlemmer, skriver Reuters.

Hun ventes senere tirsdag også at blive godkendt af det mindre magtfulde Overhus – der er det andet af parlamentets to kamre – og vil blive taget i ed som premierminister, når hun mødes med den japanske kejser Naruhito tirsdag aften.

Takaichi blev tidligere på måneden valgt som ny leder for Det Liberaldemokratiske Parti (LDP). Det skete, efter at den daværende premierminister Shigeru Ishiba havde meddelt sin afgang.

LDP har siddet på regeringsmagten stort set uafbrudt gennem flere årtier, og efter Takaichi tidligere på måneden blev valgt som ny partileder, blev hendes vej til at efterfølge Ishiba regnet for at være så godt som sikker.

Men det var kun indtil midterpartiet Komeito seks dage senere trak sin støtte og afbrød de to partiers 26 år lange samarbejde.

Partiet begrundede beslutningen med en utilfredsstillende reaktion fra LDP på en skandalesag om uregelmæssig omgang med kampagnemidler.

Selv om LDP er det største parti i det japanske parlament, har partiet ikke flertal, og det var derfor nødvendigt at finde en ny samarbejdspartner.

Partiet måtte derfor ud i en række forhandlinger med rivaliserende partier, inden det i sidste uge blev enigt med det højreorienterede parti Nippon Ishin om at danne en koalitionsregering.

Det er under et år siden, at 68-årige Ishiba satte sig i premierministerstolen.

Ishibas beslutning om at trække sig skal være taget i et forsøg på at undgå splittelse i Liberaldemokraterne.

LDP blev dannet i 1955, da to konservative partier blev slået sammen. Det regerede Japan uafbrudt lige fra grundlæggelsen og til 1993.

Partiet går ind for markedsøkonomi, konservative sociale værdier og en robust alliance med USA.

USA underskriver toårig aftale om at sende asylansøgere til Belize

Regeringen i det centralamerikanske land Belize har indvilliget i at tage imod personer, der søger asyl i USA.

Det meddeler regeringen i Belize og USA’s udenrigsministerium mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

– I henhold til denne aftale kan visse asylansøgere i USA sendes til Belize med henblik på en endelig afgørelse af deres status, skriver pressekontoret for Belizes regering i et opslag på Facebook.

Aftalen betyder, at personer, der søger om asyl i USA, midlertidigt kan sendes til det centralamerikanske land som et såkaldt sikkert tredjeland, mens deres asylansøgning behandles.

Aftalen, der efter planen skal gælde i foreløbigt to år, er blevet underskrevet af Belizes udenrigsminister, Francis Fonseca, og Katharine Beamer, der er chargé d’affaires ved USA’s ambassade i landet.

Også USA’s udenrigsministeriums afdeling for den vestlige halvkugle har natten til tirsdag kommenteret aftalen.

– (Aftalen, red.) er en vigtig milepæl i bekæmpelsen af ulovlig indvandring, bekæmpelsen af misbrug af vores lands asylsystem og styrkelsen af den fælles forpligtelse til at håndtere udfordringerne i vores del af verden sammen, skriver afdelingen.

Aftalen skal, før den kan træde endelig i kraft, underskrives af Senatet i Belize, fremgår det i en udtalelse fra den beliziske regering.

Belizes regering henviser i udtalelsen mandag til, at begrebet “sikkert tredjeland” stammer fra FN’s flygtningekonvention fra 1951.

Begrebet tillader, at asylansøgere kan overflyttes til et specifikt land, såfremt de har adgang til en retfærdig og effektiv asylbehandling, og at landet anses for sikkert.

Det fremgår ikke, hvilken kompensation Belize vil modtage i gengæld for at tage imod asylansøgerne.

I udtalelsen fra Belizes regering fremgår det dog, at Belize kan anmode om at modtage finansiel og teknisk bistand fra USA til forbedring af asylsystemet i Belize.

Frankrig intensiverer jagten på Louvres juveltyve på tredje dag

Frankrigs politi har tirsdag intensiveret jagten på en gruppe tyve, der søndag trængte ind i kunstmuseet Musée du Louvre i Paris og stjal nogle af landets kronjuveler.

Et hold på 60 efterforskere arbejder ud fra en teori om, at en organiseret kriminel gruppe står bag tyveriet, hvor ni smykker blev stjålet.

En krone dækket af over 1300 diamanter blev tabt i Paris’ gader, da de fire tyve flygtede på scootere, og dermed slap de væk med otte smykker.

Efterforskere gennemså mandag videoovervågning fra Louvre såvel som flere af de vigtigste hovedveje ud af Paris for at finde frem til tyvene.

Mandag holdt museet lukket for anden dag i træk, og de, der har booket billetter, vil få dem refunderet, har Louvre oplyst.

Justitsminister Gerald Darmanin indrømmede mandag, at der er brister i sikkerheden på Louvre.

– Det, der er sikkert, er, at vi har fejlet, siden folk var i stand til at parkere en møbellift midt i Paris, få folk op på den i løbet af flere minutter og derefter få fat i uvurderlige juveler, hvilket giver Frankrig et forfærdeligt ry, sagde han på radiostationen France Inter.

Indenrigsminister Laurent Nunez har beordret bedre beskyttelse omkring kulturelle steder, oplyser hans rådgivere.

Tyvene ankom omkring klokken 09.30 søndag morgen, 30 minutter efter at museet var åbnet. Røveriet fandt altså sted ved højlys dag.

De parkerede en lastbil med en udtrækkelig stige som den slags, der bruges af flyttefolk. De klatrede op og brugte herefter skærebrændere til at komme gennem et vindue og åbne montrerne.

2000 mennesker blev evakueret fra museet under røveriet.

Aktionen menes at være udført af en erfaren, organiseret gruppe, har Nunez sagt.

Frankrigs museer er tidligere blevet kritiseret for at have dårlig sikkerhed, og mange anses for i stigende grad at være mål for tyve.

I sidste måned skete der indbrud på både Paris’ Naturhistoriske Museum og et museum i byen Limoges i det vestlige Frankrig. Fra sidstnævnte anslås det, at tabet løber op i 6,5 millioner euro – knap 50 millioner kroner.

Det verdensberømte museum, hvis samlinger inkluderer maleriet “Mona Lisa”, åbner muligvis ikke igen før onsdag, da museet normalt holder lukket om tirsdagen.

AFP

Amerikansk pianist vinder kendt konkurrence til ære for Chopin

Den amerikanske pianist Eric Lu har vundet den prestigefyldte internationale Chopin-konkurrence i Polen.

Efter flere timer med overvejelser i den 17 personer store jury faldt valget på den 27-årige amerikaner, som i finalen havde spillet Chopins “Polonaise-Fantaisie” og “Klaverkoncert nr. 2”.

Klaverkonkurrencen afholdes hvert femte år i den polske hovedstad, Warszawa. Den er opkaldt efter komponisten og pianisten Frédéric Chopin, som især skrev værker til klaver.

Han blev født i Polen, og i næsten 100 år har man i landet hyldet ham med konkurrencen, hvor hans værker bliver spillet.

Som vinder får Eric Lu en præmie på 60.000 euro – 450.000 kroner – og en guldmedalje betalt af Polens præsident.

Der er samtidig udsigt til, at prisen kan få stor indflydelse på hans karriere.

Tidligere vindere – som blandt andet tæller Maurizio Pollini, Martha Argerich og Krystian Zimerman – har efterfølgende spillet i nogle af de bedste koncerthuse i verden og skrevet kontrakter med pladeselskaber.

– Jeg er så taknemmelig for denne ære. Jeg er taknemmelig for alle Chopin-elskerne rundtom i verden, som så med på nettet, og for publikum her i Warszawa. Jeg er taknemmelig for juryen, som har vist mig denne ære.

– Det er en drøm, der går i opfyldelse, siger Eric Lu natten til tirsdag.

Han er den 19. vinder af konkurrencen.

Blandt de tidligere vindere finder man også amerikaneren Garrick Ohlsson, som i år er formand for juryen.

– Vi har knoklet, og vi har haft nogle virkelig svære diskussioner om vores holdninger til det kunstneriske. Jeg synes, vi er kommet frem til en god beslutning for dette års konkurrence, siger han.

Eric Lu har studeret på Curtis Institute of Music i Philadelphia i USA.

Han har blandt andet optrådt sammen med symfoniorkestre fra Boston, London og Chicago. Han har desuden udgivet to album med indspilninger af værker af Schubert, Chopin, Schumann og Brahms.

Reuters

400 ansatte beskytter USA’s atomlagre under føderal nedlukning

Agenturet NNSA, der beskytter de amerikanske atomlagre, er mandag begyndt at sende de fleste medarbejdere på tvungen orlov.

Det oplyser en unavngiven talsperson for USA’s energiministerium i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

– På grund af Demokraternes nedlukning vil cirka 1400 føderalt NNSA-ansatte blive sendt på orlov fra i dag den 20. oktober, og knap 400 føderalt NNSA-ansatte vil fortsætte arbejdet med at støtte beskyttelsen af bygninger og menneskeliv, lyder det.

Nedlukningen er på vej ind i sin fjerde uge, og Demokraterne og Republikanerne beskylder begge hinanden for at være skyld i nedlukningen.

Statsapparatet er lukket ned, fordi Demokraterne og Republikanerne ikke har kunnet nå til enighed om en ny finanslov, før finansåret udløb 1. oktober.

Det betyder, at hundredtusindvis af føderalt ansatte er sendt hjem uden løn.

Budgetkriser og nedlukninger er ikke et ukendt fænomen i USA, og de er blevet en tilbagevendende del af amerikansk politik i løbet af de sidste 50 år.

USA har et arsenal på 5177 atomsprænghoveder, hvoraf omkring 1770 er klar til at blive taget i brug, har den globale sikkerhedsorganisation Bulletin of the Atomic Scientists oplyst.

Demokraterne har krævet, at der i finansloven tages højde for, at sundhedstilskud til 24 millioner amerikanere fornyes. Republikanerne insisterer på, at de to spørgsmål skal behandles adskilt.

Sent mandag aften mislykkedes endnu en afstemning i Senatet om at genåbne statsapparatet.

50 senatorer stemte for, og 43 stemte imod, skriver CBS News.

I Senatet skal mindst 60 af kammerets 100 medlemmer stemme for budgetloven, hvilket kræver, at syv demokrater stemmer for den.

Oppositionslederen i Repræsentanternes Hus, demokraten Hakeem Jeffries, retter kritik mod Republikanerne.

– I Georgia, Virginia og Maryland finder folk nu ud af, at deres sygeforsikringspræmier er ved at stige – i nogle tilfælde med mere end 2000 dollar om måneden, hvilket i alt er 24.000 dollar om året, siger han til journalister.

Trump har øget presset på de demokratiske senatorer for at få dem til at stemme sammen med republikanerne og har fremsat stadig mere voldsomme trusler om at skære ned på offentlige ydelser og øge massefyringer i statsapparatet.

– Så vi håber, at Demokraterne bliver mindre sindsforvirrede, og at vi vil få afstemningen igennem ret snart. Og jeg hører, at de også begynder at have det sådan, siger han i Det Hvide Hus.

AFP

Amazon melder om normal drift efter verdensomspændende nedbrud

Amazon Web Services opererer igen som normalt efter et nedbrud mandag, som fik populære tjenester som Reddit og Snapchat til at gå ned.

Det oplyser Amazon, der er moderselskab til Amazon Web Services (AWS).

Problemerne begyndte omkring klokken 09.00 mandag morgen dansk tid, og det er først efter midnat, at de ser ud til at være løst.

Der er dog et efterslæb af beskeder, som det vil tage et par timer at komme igennem, meddeler AWS.

Først derefter er man altså helt tilbage til normalen.

AWS leverer den tekniske infrastruktur til en lang række hjemmesider og firmaer verden over.

Derfor kan problemer hos AWS hurtigt påvirke store dele af resten af internettet.

Der har for eksempel også været problemer med betalingstjenesten Venmo og programmet Zoom, der bruges til videoopkald.

Også sprogappen Duolingo, streamingtjenesten PrimeVideo og Amazons egen hjemmeside var nede i en periode.

Nyhedsbureauet Reuters beskriver nedbruddet som det største siden problemerne sidste år hos CrowdStrike, som fik styresystemet Windows til at gå ned på flere millioner computere på verdensplan.

Dengang skabte det problemer for banker, lufthavne og hospitaler.

Reuters

Nasa vil åbne månelandingskontrakt med SpaceX for andre selskaber

Den amerikanske rumfartsorganisation, Nasa, har åbnet sin månelandingskontrakt til Artemis 3 for andre udbydere, fordi man ikke tror, at rigmanden Elon Musks selskab SpaceX kan nå at levere Starship-månelanderen i tide.

Det oplyser Nasas fungerende chef, Sean Duffy, der også er USA’s transportminister, til Fox News.

– Jeg er ved at åbne den kontrakt. Jeg tror, at vi vil se virksomheder som Blue (Origin, red.) blive involveret og måske andre, siger han.

Blue Origin er en konkurrent til SpaceX og er stiftet af Amazon-grundlæggeren Jeff Bezos.

Duffys udtalelse kommer efter måneder med stigende pres internt i Nasa for at fremskynde Artemis 3-måneprogrammet og presse SpaceX til at gøre større fremskridt med sin Starship-månelander.

Starship blev i 2021 valgt af Nasa til opgaven Artemis 3 om en månelanding med astronauter, der er blevet udskudt til midten af 2027. Men Nasa vurderer, at månelandingen vil blive forsinket, hvis SpaceX skal levere månelanderen, siger Duffy.

– De (SpaceX, red.) gør bemærkelsesværdige ting, men de er bagud i forhold til tidsplanen, siger Duffy.

Han tilføjer, at USA’s præsident, Donald Trump, ønsker, at missionen gennemføres, inden hans embedsperiode udløber i januar 2029.

Kina har et mål om at sende mennesker til Månen inden 2030.

Musk ser ud til at afvise, at andre selskaber er mere konkurrencedygtige end SpaceX.

– SpaceX bevæger sig med lynets hast sammenlignet med resten af rumfartsindustrien, skriver han på X som svar til en bruger mandag.

– Desuden vil Starship ende med at udføre hele månemissionen. Mærk jer mine ord, skriver han.

Artemis 3-missionen skal være den første bemandede månelanding siden Apollo 17 i 1972.

Bezos’ rumfartsselskab, Blue Origin, har en Blue Moon-månelander under udvikling. Den har en lignende månelandingskontrakt med Nasa fra 2023, men denne handler om senere Artemis-missioner.

Blue Origin var utilfreds med Nasas beslutning om kun at vælge SpaceX til Artemis 3 i 2021 og har i årevis kæmpet for at overbevise Nasa og politikerne om at have et andet selskab som reserveløsning.

Selskabet Lockheed Martin ventes også at byde ind.

– Vi har samarbejdet med et tværfagligt team af virksomheder, og sammen ser vi frem til at imødekomme minister Duffys anmodning om at opfylde vores lands mål om at lande på Månen, siger selskabets chef, Bob Behnken, i en udtalelse.

Blue Origins administrerende direktør, David Limp, har angiveligt talt med Trump i løbet af sommeren, mens den republikanske præsident har været i konflikt med Musk.

Reuters

Militærleder udnævner civil premierminister i Madagaskar

Madagaskars præsident har mandag udnævnt en premierminister, efter at militæret i sidste uge tog kontrollen i landet.

Præsidenten, oberst Michael Randrianirina fra hæren, har efter drøftelser med parlamentet peget på Herintsalama Rajaonarivelo.

Han er ikke en del af militæret, men har derimod en baggrund i det private erhvervsliv. Tidligere har han været bestyrelsesformand i banken BNI i Madagaskar.

Rajaonarivelo har ifølge præsidenten de rette evner og den nødvendige erfaring til at bestride jobbet.

Den nye premierminister har desuden forbindelser til internationale organisationer i andre lande, som vil samarbejde med Madagaskar, siger præsident Randrianirina.

Michael Randrianirina har lovet indbyggerne i Madagaskar en civil regering, efter at militærenheden Capsat i sidste uge tog magten.

Militærets overtagelse har modtaget international kritik, blandt andet fra FN. Men oberst Randrianirina, som blev taget i ed som præsident i fredags, afviser, at han har stået bag et militærkup.

Han har lovet, at der vil blive afholdt et demokratisk valg i Madagaskar. Men det bliver først efter en overgangsperiode på mellem 18 og 24 måneder, har han sagt.

Det var tirsdag i sidste uge, at han erklærede, at hæren nu har magten i Madagaskar.

Forinden var den daværende præsident, Andry Rajoelina, blevet afsat af en rigsret for embedsforsømmelse.

Det skete efter nogle uger med store demonstrationer mod ham.

Demonstrationerne mod Rajoelina udsprang af vrede over store problemer med strømafbrydelser i den fattige østat.

På kort tid udviklede demonstrationerne sig til at handle om modstand mod regeringen.

Den folkelige modstand mod Rajoelina fik endnu mere kraft, da militærenheden Capsat tilsluttede sig demonstrationerne i hovedstaden, Antananarivo.

Kort tid efter flygtede Andry Rajoelina fra landet.

AFP

Kabelbaner i Lissabon opfordres til at sikre bremser efter ulykke

Alle kabelbaner i Portugals hovedstad, Lissabon, bør holdes ude af drift, indtil de har bremserne i orden.

Sådan lyder opfordringen i en officiel undersøgelsesrapport offentliggjort mandag efter en dødelig ulykke, der kostede 16 mennesker livet i starten af september i byen.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Et defekt kabel var ifølge undersøgelsen årsagen. Derfor opfordrer rapporten til, at Lissabons kabelbaner først genoptager driften, når de kan garantere, at deres bremsesystemer kan standse kabinerne, hvis kablet skulle knække.

Ulykken skete, da den ene af de to gule vogne på kabelbanen Gloria pludselig rasede ukontrolleret ned ad en stejl skråning.

Vognen nåede en hastighed på omkring 60 kilometer i timen, inden den bragede ind i en bygning. Hele episoden udspillede sig på 50 sekunder, oplyste den portugisiske havarikommission (GPIAAF), der undersøger ulykken, kort efter.

Foruden de 16 dræbte blev 21 mennesker kvæstet. 11 af de 16 mennesker, der mistede livet i ulykken, var udlændinge. Blandt dem var tre briter, to canadiere og to sydkoreanere.

Der er to vogne på kabelbanen Gloria. De kører på skinner og trækkes med kabler fra pladsen Restauradores og op til bydelen Bairro Alto, der er et forlystelseskvarter.

Det er en stejl tur på 292 meter, som typisk varer omkring tre minutter.

Når den ene vogn kører op til Bairro Alto, kører den anden ned til Restauradores.

Vognene trækkes af et kabel. Energien fra den vogn, der kører ned, er med til at trække den anden vogn op.

Det var dette kabel, som forbandt de to vogne, der pludselig ikke længere sad fast i den øverste vogn, da den styrtede ned ad bakken.

126 bilister har vendt om ved Øresundsbroen efter lukning af afkørsel

126 bilister er mandag vendt om ved Øresundsbroen, efter at de ikke har nået den sidste afkørsel i Danmark i retning mod Sverige.

Det oplyser Morten Bak, der er trafikleder hos selskabet Øresundsbron.

– Vi plejer at have omkring fem om dagen, der må vende om, så det her er meget ekstraordinært, siger han.

Det høje tal skydes ifølge Morten Bak, at afkørsel 16, der vanligvis har været den sidste afkørsel på Øresundsmotorvejen inden Øresundsbroen, har været lukket mandag og er det cirka en måned frem.

Bilisterne har dog sluppet for at skulle betale ved betalingsanlægget, når de har vendt om, fortæller Morten Bak.

– Altså hvis du kommer herover og siger, at du er kørt forkert, og du ikke har noget ærinde, så kan du bare vende og køre tilbage igen gratis.

Vejarbejdet på Øresundsmotorvejen udføres, fordi stationen ved Københavns Lufthavn skal udvides med to perroner og en ny forbindelse mellem Terminal 3 og de nye perroner. Perronerne ventes at stå klar i 2026.

Arbejdet kommer til at vare til slutningen af november, har Sund & Bælt oplyst.

Man skal derfor i stedet bruge afkørsel 17, Lufthavn V, hvis man vil af motorvejen før Sverige, siger Morten Bak.

Trafiklederen håber og forventer, at antallet af bilister, der ikke når den sidste afkørsel i Danmark, vil falde i løbet af den kommende tid.

– Vi håber, at det værste er overstået. Nu var det her jo også den første dag, hvor afkørslen var lukket. I morgen er der nok allerede mange, der har lært, at de skal bruge en anden afkørsel, siger Morten Bak.

Fra Københavns Politi lyder opfordringen, at man skal køre over broen og vende om, hvis man ikke når den sidste afkørsel.

– Man skal ikke give sig til at bakke og lave U-vendinger på motorvejen og skabe farlige situationer, lyder det fra vagtchef Michael Andersen.

Tilkørslerne til motorvejen bliver ikke påvirket, har Øresundsbron oplyst. Afkørslerne mod Danmark kan også fortsat benyttes som normalt.

Israels militær: Hamas har overdraget endnu et gidsels lig

Røde Kors har modtaget endnu en kiste med et afdødt gidsel, som er blevet udleveret af Hamas.

Det skriver Israels militær i et opslag på X.

Ifølge militæret er Røde Kors nu på vej til IDF-soldater i Gaza med kisten.

Liget er ifølge nyhedsbureauet AFP det 13. afdøde gidsel, som Hamas har returneret, siden en våbenhvile trådte i kraft den 10. oktober.

Søndag oplyste det palæstinensiske sundhedsministerium ifølge Reuters, at 15 lig af palæstinensere fra israelske fængsler er blevet overdraget til myndighederne i Gaza.

Dermed er i alt 150 lig blevet returneret til Gaza ifølge ministeriet.

Ifølge våbenhvilen skal Israel og Hamas udveksle både levende og døde gidsler og fanger.

Israel skal ifølge Reuters overdrage 15 palæstinensiske lig for hver afdød israeler, der bliver returneret.

Hamas har efter våbenhvilen frigivet 20 gidsler, der stadig er i live efter to års fangenskab i Gazastriben.

Inden våbenhvilen begyndte, var meldingen, at der skulle befinde sig 28 døde gidsler i Gaza.

Israel har de seneste dage presset på for at få de øvrige lig hurtigt udleveret, men Hamas har understreget, at de har tekniske problemer og mangler tungt graveudstyr for at kunne finde frem til de dræbte gidsler i det bombede Gaza.

Samtidig har Israel holdt Rafah-grænseovergangen mellem Egypten og Gaza lukket “på ubestemt tid”, og genåbningen afhænger ifølge Israel af, hvornår Hamas får udleveret alle gidslerne.

Hvis overgangen forbliver lukket, vil det dog ifølge Hamas-bevægelsen medføre betydelige forsinkelser i overdragelsen af de døde gidsler. Det sagde Hamas i en udtalelse lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

For det udstyr, der skal til for at finde de døde under murbrokkerne, befinder sig ifølge gruppen blandt andet bag grænseovergangen.

Medie: Løkke skal alligevel ikke vidne i sag om Lars Findsen

Ifølge Berlingske skal udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) alligevel ikke vidne i en erstatningssag med tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Lars Findsen.

Det skriver Berlingske mandag aften.

Ifølge mediet har Lars Findsen og hans advokat, Lars Kjeldsen, ombestemt sig, hvilket blev meddelt 15. oktober til Retten i Lyngby.

Ingen af de to er dog synderligt meddelsomme om, hvorfor Lars Løkke Rasmussen ikke skal afhøres.

– Det er Lars’ afdeling, siger Lars Findsen med henvisning til sin advokat.

Lars Kjeldsen siger til Berlingske, at “det har jeg ingen kommentarer til”.

Lars Findsen vil have rettens ord for, at intime oplysninger om ham uretmæssigt blev delt af chef for Politiets Efterretningstjeneste Finn Borch Andersen. Findsen kræver 50.000 kroner i godtgørelse fra myndighederne.

Lars Findsen har søgt erstatning efter straffeloven, fordi PET-chef Finn Borch Andersen i 2022 orienterede partiformænd om den dengang fængslede Lars Findsens sexliv.

Det skete under møder i Justitsministeriet.

Når Lars Løkke Rasmussen blev indkaldt som vidne, skyldtes det, at han i 2022 bekræftede til Berlingske, hvad hidtil anonyme kilder havde fortalt.

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, skal ifølge Berlingske fortsat vidne i sagen, der kører tirsdag og onsdag i denne uge. Dommen ventes først senere.

Sagen handler om, hvorvidt Lars Findsen blev gjort unødvendig uret, da Finn Borch Andersen angiveligt fortalte en sluttet kreds af politikere om Findsens seksuelle præferencer.

Det skete på bagkant af, at Lars Findsen blev anholdt af PET’s aktionsstyrke i Københavns Lufthavn og varetægtsfængslet på baggrund af en mistanke om at have røbet dybt fortrolige oplysninger til journalister og familiemedlemmer.

I forbindelse med efterforskningen af den sag havde PET nemlig aflyttet og overvåget Findsen. Og på en telefon fandt PET billeder af seksuel karakter, som kom til at indgå i sagen, og som blev forsøgt dokumenteret under retsmøder om varetægtsfængsling, lyder det i påstanden fra Lars Findsen.

Oplysningerne om Findsens sexliv og oplysninger om, at han et par gange uden tilladelse havde klunset kasserede cykler, delte Finn Borch Andersen angiveligt på en briefing, hvor justitsministeren, ministeriets departementschef og flere politikere deltog.

Vinterberg skal instruere Netflix-serie om Kennedy-familien

Den danske filminstruktør Thomas Vinterberg skal instruere en ny Netflix-serie om Kennedy-dynastiet, som er en af de mest kendte familier i amerikansk politik.

Det skriver Netflix i en pressemeddelelse.

Serien, som får titlen “Kennedy”, er baseret på Fredrik Logevalls bog “JFK: Coming of Age in the American Century, 1917-1956”.

Ifølge Netflix vil serien handle om “de intime liv, kærligheder, rivaliseringer og tragedier, der formede det mest ikoniske dynasti i moderne historie – og som var med til at skabe den verden, vi lever i i dag”.

Den berømte Kennedy-klan er ofte blevet kaldt amerikanernes kongelige familie, selv om USA ikke er et monarki.

Serien tager sit udgangspunkt i 1930’erne. Her følger den Joe Kennedy Sr. og hans hustru, Rose, samt deres ni børn.

Flere af børnene fik fremtrædende roller i amerikansk politik og i den amerikanske offentlighed.

Blandt de ni børn er for eksempel John F. Kennedy, som var præsident i USA fra 1961 til 1963, hvor han blev skudt og dræbt i Texas.

Hans ene bror Robert F. Kennedy, som også var politiker, blev dræbt inden præsidentvalget i 1968.

Deres anden bror Edward M. Kennedy, også kendt som Ted Kennedy, var også politiker og senator i Massachusetts.

I rollen som Kennedy-familiens overhoved Joe Kennedy Sr. ses Michael Fassbender.

Han har været oscarnomineret for roller i filmene “12 Years a Slave” og “Steve Jobs” og er også kendt fra film som “Inglourious Basterds” og “Shame” samt for bidrag til “X-Men”-filmene.

Også danske Thomas Vinterberg har været nomineret til en Oscar. Faktisk vandt han også en for Bedste Internationale Film i 2021 med filmen “Druk”.

I 2014 var han nomineret med filmen “Jagten”, men vandt ikke.

Serieskaber Sam Shaw står i spidsen for serien, og i pressemeddelelsen fra Netflix kalder han historien om Kennedy-familien “det tætteste, vi kommer på amerikansk mytologi”.

Netanyahu: Israel kastede 153 ton bomber over Gaza søndag

Israels militær kastede søndag 153 ton bomber over Gaza.

Det siger landets premierminister, Benjamin Netanyahu, mandag foran det israelske parlament, Knesset, skriver nyhedsbureauet AFP.

– Den ene af vores hænder bærer et våben, den anden er strakt ud mod fred, siger Netanyahu til parlamentsmedlemmerne og tilføjer:

– Man slutter fred med de stærke, ikke de svage. I dag er Israel stærkere end nogensinde før.

Det fremgår ikke umiddelbart af Netanyahus udtalelser, hvor mange enkelte bomber de 153 ton udgør. Premierministeren har ikke tradition for at annoncere de israelske angrebs størrelse i ton.

Mindst 45 mennesker blev ifølge civilforsvaret i Gaza søndag meldt dræbt i bølgen af israelske angreb.

Fire hospitaler har bekræftet dødstallet til AFP. Israel undersøger fortsat dødstallet, lyder det.

Tidligere på dagen søndag hævdede det israelske militær (IDF), at to israelske soldater var blevet dræbt og tre andre såret under et angreb i byen Rafah, der ligger i den sydlige del af Gaza. Ifølge Israel var det årsagen til luftangrebene i Gaza senere samme dag.

Hamas har afvist at stå bag angrebet på de israelske soldater.

Også Trump antydede natten til mandag, at ledelsen i Hamas ikke havde noget at gøre med angrebet. I stedet mener præsidenten, at oprørere i organisationen står bag.

Det sagde han ifølge AFP.

– Men uanset hvad vil det blive håndteret korrekt. Det vil blive håndteret hårdt og korrekt.

Både Israel og Hamas har beskyldt hinanden for at overtræde våbenhvilen.

IDF oplyste søndag aften, at man vil genoptage våbenhvilen.

– I overensstemmelse med den politiske ledelses direktiv og efter en række betydelige angreb som svar på Hamas’ overtrædelser har IDF genoptaget håndhævelsen af våbenhvilen, meddelte militæret.

Også Hamas har efterfølgende understreget, at de stadig er indstillet på at holde fast i våbenhvilen.

Våbenhvilen begyndte 10. oktober efter over to års krig mellem Israel og Hamas.

Den sætter rammerne for udveksling af gidsler og fanger og forsøger over flere faser at udstikke en retning for Gazas fremtid med blandt andet detaljer om israelsk tilbagetrækning, en international styrke og et midlertidigt styre under internationalt opsyn.

Aphaca spiller til støttekoncert for civile i Gaza

Det danske band Aphaca har sluttet sig til en række musikere, som skal optræde til arrangementet “Musik for Palæstina” torsdag og fredag i denne uge.

Det skriver Mellemfolkeligt Samvirke, der står bag koncertrækken, i et opslag på Facebook.

Begivenheden finder sted i Den Grå Hal på Christiania i København.

Mellemfolkeligt Samvirke arrangerer det sammen med Musikbranchen for Våbenhvile, Operation Dagsværk, Rapolitics, Den Grå Hal og Bøssehuset.

Mellemfolkeligt Samvirke peger i opslaget på, at Aphaca i fredags fik flere priser ved musikprisuddelingen P3 Guld.

– Det er derfor et scoop, at vi nu kan tilføje Aphaca til et musikprogram, der nu i alt tæller 27 bands, lyder det.

Udover Aphaca spiller blandt andre Bikstok, Blæst, Den Sorte Skole, Mathilde Falch og Turboweekend.

Mellemfolkeligt Samvirke skriver, at alle kunstnere, lys- og lydfolk arbejder frivilligt.

Pengene går “ubeskåret til at støtte palæstinensernes kamp for anerkendelse som selvstændig stat, arbejde for en varig våbenhvile, stoppe dansk våbeneksport og holde Palæstina på den politiske dagsorden”, lyder det.

Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke Tim Whyte kalder det “fantastisk, at så mange vil bidrage til arrangementet og bruge deres stemmer og tid på at støtte fred, frihed og lige rettigheder for palæstinenserne i både Gaza og på den besatte Vestbred”. Det siger han ifølge kulturmediet Soundvenue i en pressemeddelelse.

Mellemfolkeligt Samvirke er en organisation, hvis formål er at fremme mellemfolkelig forståelse og solidaritet. Deres arbejde foregår i og uden for Danmark.

En våbenhvile mellem Israel og Hamas-bevægelsen begyndte 10. oktober efter over to års krig mellem parterne.

Den sætter rammerne for udveksling af gidsler og fanger.

Samtidig forsøger planen over flere faser at udstikke en retning for Gazas fremtid med blandt andet detaljer om israelsk tilbagetrækning, en international styrke og et midlertidigt styre under internationalt opsyn.

Den kom dog i løbet af weekenden under hårdt pres efter flere meldinger om kamphandlinger.

Begge parter har sagt, at de stadig er indstillet på at holde fast i våbenhvilen.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]