Seneste nyheder

27. marts 2026

Samsung lancerer AR-headset – Vil bide skeer med Meta og Apple

Samsung har onsdag lanceret headsettet Galaxy XR, der er selskabets første produkt baseret på Googles Android XR-platform til såkaldt augmented reality.

Det skriver det sydkoreanske elektronikselskab i en pressemeddelelse.

Augmented reality – også kaldet AR – er en teknologi, som kombinerer data fra den fysiske verden med virtuelle data.

Selskabet forsøger med lanceringen at trænge ind på et nyt og usikkert marked for ansigtsbåret teknologi, skriver nyhedsbureauet Reuters. Et marked, der i øjeblikket domineres af virksomhederne Meta og Apple.

Headsettet kommer til at koste 1799 dollar, hvilket svarer til omkring 11.500 danske kroner. Det er omkring halvdelen af prisen på Apples VR-headset VisionPro.

Headsettet er det første i en serie af nye enheder, der er drevet af operativsystemet Android XR og kunstig intelligens. Enheden er en del af et langsigtet partnerskab med Alphabets Google og den amerikanske mikrochip-producent Qualcomm.

– Der ligger en lang rejse foran os, når det gælder andre typer enheder og formfaktorer, sagde Googles vicepræsident for AR/XR, Sharham Izadi, ifølge Reuters forud for lanceringen.

Næste skridt bliver lanceringen af en model, der har en lettere brille, lyder det fra Samsung ifølge Reuters.

Virksomheden har annonceret et samarbejde med både det amerikanske brillemærke Warby Parker og det sydkoreanske brillemærke Gentle Monsters.

Kapløbet om at opfinde nye typer af enheder, der understøttes af kunstig intelligens, har skabt konkurrence mellem de største techvirksomheder.

Meta, der ejer en række sociale medier såsom Facebook og Instagram, dominerer i øjeblikket markedet for VR-headset. Selskabet sidder på 80 procent af markedsandelen, mens Apple halter bagefter.

Også OpenAI, der er skaberen bag ChatGPT, forsøger i øjeblikket at finde en vej ind på det nye marked.

Virksomheden brugte i maj 6,5 milliarder dollar på at opkøbe startup-selskabet iO Products Inc, der indtil da var ejet af tidligere chefdesigner hos Apple Jony Ive.

Fire ud af fem unge har erfaring med hård og dominant sex

80 procent af de seksuelt aktive unge i alderen 16-35 år har erfaring med hård eller dominant seksuel adfærd.

Det viser en spørgeundersøgelse, som Voxmeter har lavet for Det Kriminalpræventive Råd.

I undersøgelsen er hård og dominant seksuel adfærd defineret som eksempelvis at slå, at tage kvælertag eller at hive i håret under sex.

Trods et indledende samtykke til akten ender mange dog i en situation, hvor den seksuelle adfærd undervejs ændrer sig i en hårdere retning end ønsket.

Det er tilfældet for flere kvinder end mænd.

Alligevel undlader mange af dem at sige fra, fordi det kan være akavet at gøre, når først der er taget hul på et samleje.

Derfor mener rådet, at besvarelserne understreger et behov for at styrke dialogen om, hvordan de unge sikrer samtykke under hård sex.

– Vi er kommet langt med debatten om samtykke, men de nye resultater viser, at vi endnu ikke er i mål, siger rådets formand, Erik Christensen, i en pressemeddelelse.

– For mange unge er ikke klar over, hvad et gyldigt samtykke er, og for mange unge oplever grænseoverskridende adfærd. Det understreger, at vi fortsat skal sætte samtykke til sex på dagsordenen – for uden samtykke er der tale om voldtægt.

I 2021 blev der i Danmark indført en samtykkebaseret voldtægtslovgivning, som dikterede, at det var ulovligt at have samleje med en person uden forudgående samtykke.

Siden dengang har der ifølge Det Kriminalpræventive Råd været et øget fokus på samtykke, men rådet mener ikke, at der tages højde for forskellige seksuelle præferencer i den samtale.

Langt de fleste i undersøgelsen giver udtryk for, at de oplevede, at den hårde sex stoppede, når først de sagde fra. Men for hver femte fortsatte den, viser undersøgelsen.

Størstedelen angiver, at de er enige i, at samtykke udtrykkes løbende under et samleje, hvis typen af sex ændrer sig markant.

Men nogle unge har det, som rådet definerer som en “problematisk opfattelse” af samtykke. Hver tredje mener nemlig, at et samtykke udenlukkende finder sted, inden man har sex.

Knap 2800 personer har besvaret undersøgelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Zelenskyj skal mødes med Sveriges statsminister i Linköping onsdag

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, vil onsdag besøge Sverige.

Det oplyser den svenske statsminister Ulf Kristersson på det sociale medie X.

– Et stærkt og kompetent Ukraine er en vigtig prioritet for Sverige, og vi vil blive ved med at sikre, at Ukraine kan kæmpe imod Ruslands invasion, skriver han.

Mødet finder sted i Linköping.

Zelenskyj ankommer klokken 12.40, og der holdes pressemøde klokken 15.00, hvor de to statsledere vil præsentere det, som regeringen i en pressemeddelelse betegner som en nyhed inden for forsvarseksport.

Under mødet mellem de to ledere ventes det, at de vil diskutere krigen i Ukraine og det bilaterale forsvarssamarbejde mellem Sverige og Ukraine.

I forbindelse med mødet vil de to ledere også besøge en virksomhed, lyder det.

Ukraines militær melder om mindst en død i russisk missilangreb

Mindst to personer er døde efter russiske angreb på Ukraines hovedstad, Kyiv, natten til onsdag.

Det melder Ukraines militær ifølge nyhedsbureauet AFP.

Personernes alder og køn fremgår ikke.

Tidligere på natten oplyste byens borgmester, Vitalij Klytjko, på den krypterede beskedtjeneste Telegram, at Rusland havde udført missilangreb på hovedstaden, hvilket havde sat ild til biler og splintret vinduer.

Det skrev nyhedsbureauet Reuters.

Nødberedskab var natten til onsdag udsendt flere steder, hvor vragrester fra de ødelagte luftvåben var faldet ned.

Reuters’ vidner hørte eksplosioner, og det lød, som om luftforsvarets enheder blev aktiveret.

Kytjko siger ifølge Reuters, at angrebet blev udført med ballistiske missiler. Det endelige mål med angrebet stod natten til onsdag ikke klart.

Et russisk angreb natten over har desuden ramt Ukraines østlige region Poltava, hvor olie- og gasfaciliteter er blevet beskadiget.

Det oplyser den fungerende guvernør for Poltava, Volodymyr Kohut, ifølge Reuters.

Rusland har endnu ikke kommenteret angrebene.

Antallet og intensiviteten af russiske angreb på ukrainsk energiinfrastruktur er steget kraftigt de seneste uger, og både kraftværker og gasanlæg har været mål for angrebene.

Tirsdag aften kom det frem, at USA’s præsident, Donald Trump, har udskudt et møde med Ruslands præsident, Vladimir Putin, som skulle have fundet sted i Ungarn i denne eller næste uge.

Det ville være et spildt møde, sagde Trump, da han blev spurgt ind til, at en kilde fra det amerikanske embedsværk havde oplyst til flere medier, at der ikke var planer om at afholde mødet inden for den nærmeste fremtid.

Han sagde videre, at der sker mange ting på krigsfronten, og at Trump-administrationen inden for de næste to dage vil give besked om, “hvad vi laver”.

Midtjysk svinestald brænder delvist ned – flere hundrede grise aflivet

En del af en stald med grise er natten til onsdag brændt ned i Hammerum øst for Herning.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på X omkring klokken 04.30. Politiet fik anmeldelsen klokken 21.50.

Branden er blevet slukket, men en del af stalden nåede at brænde ud forinden, og en del af svinebesætningen er blevet aflivet.

– Grundet kraftig brand og røg var det nødvendigt at aflive et stort antal smågrise og søer. Dyrlæger stod for aflivningen, skriver politiet.

Til Ritzau oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, at der er tale om flere hundrede grise.

Men først i løbet af onsdag bliver det opgjort, hvor mange grise der er blevet aflivet.

Branden skete på Fastrupvej. Årsagen er ikke fastlagt, skriver politiet.

Israel har identificeret yderligere to gidsler efter frigivelse

Ligene af to afdøde israelske gidsler, der er blevet frigivet af den militante bevægelse Hamas, er blevet identificeret.

Det oplyser Israels militær, IDF, ifølge nyhedsbureauet AFP og flere israelske medier.

Ifølge The Times of Israel blev gidslernes jordiske rester overdraget i kister til Røde Kors, som gav dem videre til IDF.

Soldaterne inspicerede kisterne, indhyllede dem i israelske flag og afholdt en kort ceremoni ledt af en rabbiner fra militæret. Herefter blev de kørt til Abu Kabir, der er det retsmedicinske institut i Tel Aviv, hvor de blev identificeret.

Der er tale om to mænd på henholdsvis 38 og 85 år.

Et tidligere gidsel ved navn Farhan al-Qadi, der blev befriet af IDF i august sidste år, fortæller The Times of Israel, at han var sammen med den 85-årige mand, da han døde. De blev holdt fanget på et hospital i Gaza, fortæller han.

Ifølge Farhan al-Qadi havde den 85-årige mand diabetes. Han mener, at den 85-årige døde af mangel på behandling, underernæring og vanrøgt.

Det er ikke blevet bekræftet, at den 85-årige havde diabetes, eller at det var årsag til hans død.

Ifølge The Times of Israel er der nu 13 afdøde israelske gidsler tilbage i Gaza.

I forbindelse med våbenhvilen i Gaza har Hamas sagt ja til at frigive 28 afdøde gidsler.

Røde Kors oplyste ifølge The Times of Israel tirsdag, at det har stået for overbringelsen af 15 palæstinensiske lig fra Israel til Gaza. Dermed har man overrakt i alt 165 palæstinensiske lig under våbenhvilen.

I overensstemmelse med våbenhvilen udleverede Hamas den 13. oktober 20 levende gidsler. Det skete inden for 72 timer efter Israels tilbagetrækning til det, der omtales som “den gule linje”.

Den gule linje er et punkt, som IDF har trukket sig tilbage til, efter at våbenhvilen er trådt i kraft. Men linjen er ikke markeret fysisk, og ifølge kilder i Gazastriben er det uklart for mange palæstinensere, hvor den går.

Siden indgåelsen af våbenhvilen har både Hamas og Israel anklaget hinanden for at overtræde aftalen.

Demonstranter støder sammen med politiet ved irsk asylhotel

Mindst 1000 demonstranter er tirsdag aften stødt sammen med politiet ude foran et hotel til asylansøgere i den sydvestlige del af Dublin, Irlands hovedstad.

Det er sket, efter at lokale medier har berettet, at en mand har begået et seksuelt overgreb på en 10-årig pige i området.

Ifølge medierne var manden en 26-årig asylansøger.

Overgrebet skete ved Citywest Hotel, hvor asylansøgere er blevet indkvarteret, har de irske medier også rapporteret. Hotellet ligger i udkanten af Dublin.

Tirsdag aften førte sagen så til et sammenstød mellem en stor gruppe demonstranter og politiet, som var iklædt beskyttelsesudstyr.

Demonstranterne bar irske flag og skilte med ordene “Irish lives matter”.

De råbte “få dem ud” og kastede flasker og fyrværkeri efter politiet.

Der er også blevet sat ild til en politibil. En korrespondent for nyhedsbureauet AFP har set politibetjente løbe frem mod demonstranterne og bruge peberspray for at holde dem væk fra hotellet.

Natten til onsdag oplyser irsk politi, at seks personer er blevet anholdt i forbindelse med demonstrationen.

Politibetjente er blevet udsat for vedvarende vold i form af kast med sten, glasflasker og fyrværkeri mod dem, siger politiet.

– Det her var tydeligvis ikke en fredelig demonstration, siger politikommissær Justin Kelly.

Både i Irland og i Storbritannien er flere i de seneste år blevet meget kritiske over for indvandring.

Det sker jævnligt, at der er demonstrationer eller optøjer nær hoteller, hvor asylansøgere er indkvarteret.

Irlands premierminister, Micheál Martin, har fordømt urolighederne og ikke mindst det, som han kalder overgreb på politiet.

En betjent har fået en fodskade, og demonstranter pegede desuden mod en helikopter med lasere, siger politiet.

Tidligere tirsdag var den 26-årige mand i retten. Han er sigtet for at have forgrebet sig på den 10-årige pige, som er anbragt.

De sociale myndigheder har bekræftet, at hun stak af under en tur til byen og blev meldt savnet.

I en tale til parlamentet har premierminister Micheál Martin sagt, at staten ikke har levet op til sin forpligtelse til at beskytte pigen.

AFP

Sydkorea: Nordkorea har affyret ballistiske missiler

Nordkorea har onsdag affyret kortrækkende ballistiske missiler mod Det Japanske Hav.

Det oplyser Sydkoreas militær ifølge nyhedsbureauet Reuters i en sms til journalister natten til onsdag dansk tid.

Missilerne blev affyret omkring klokken 01.00 dansk tid. Det oplyses ikke, hvor mange missiler der blev affyret, eller hvor de er landet.

Nordkorea har ikke umiddelbart kommenteret meldingerne.

Japans premierminister, Sanae Takaichi, oplyser, at der ikke er sket nogen skade på hverken Japans økonomiske eksklusive zone (EEZ) eller vandet omkring Japan som følge af missilerne. Det skriver Reuters.

Nordkorea affyrer med jævne mellemrum ballistiske missiler.

Landet affyrede sidst ballistiske missiler og krydsermissiler mod Det Japanske Hav henholdsvis den 8. og 22. maj.

Det Japanske Hav er en del af den vestlige del af Stillehavet. Det ligger mellem den koreanske halvø og Rusland mod vest og Japan mod øst.

I starten af marts affyrede Nordkorea ifølge Sydkoreas militær flere ballistiske missiler mod Det Gule Hav, som ligger mellem den koreanske halvø og Kina.

Onsdagens affyring af ballistiske missiler er den første, siden Sydkoreas præsident, Lee Jae-myung, tiltrådte i juni.

Affyringen sker desuden forud for et møde i Sydkorea den 31. oktober til 1. november. Ifølge Reuters vil blandt andre USA’s præsident, Donald Trump, og Kinas præsident, Xi Jinping, deltage i mødet.

Tidligere i oktober fremviste Nordkoreas militær landets nye interkontinentale ballistiske missil frem under en militærparade.

FN’s Sikkerhedsråd har forbudt Nordkorea at udvikle ballistiske missiler og atomvåben og har indført en række sanktioner mod landet, fordi forbuddet er blevet overtrådt.

Nordkorea afviser det internationale forbud.

Nordkorea invaderede Sydkorea i 1950 og startede Koreakrigen.

I 1953 indgik de to lande en våbenhvile. Våbenhvilen har aldrig ført en reel fredsaftale med sig, og formelt set er de to lande stadig i krig.

Fastklemt mand kørt på sygehuset efter ulykke på motorvejen

En mand er tirsdag aften kørt galt på E45 Sønderjyske Motorvej mellem Vojens og Haderslev.

Den 53-årige blev i ulykken fastklemt og er blevet kørt på hospitalet som traumepatient, siger vagtchef Michael Henriksen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

– Det vil sige, at det kan være alvorligt. Det var nødvendigt at fælde nogle træer for at få ham ud, siger vagtchefen.

Anmeldelsen fik politiet klokken 21.49, og vejen blev derefter spærret i sydgående retning.

De pårørende til den 53-årige mand er blevet underrettet. Der har formentlig været tale om en soloulykke, siger vagtchefen.

– Han har muligvis fået et ildebefindende. Vi fik anmeldelsen gennem et automatisk opkald fra bilen.

Omkring midnat har Vejdirektoratet skrevet på X, at sporene igen er åbne.

Lufthavn i Vilnius lukker trafik på grund af balloner i luftrummet

Lufttrafikken blev tirsdag aften lukket i lufthavnen i Litauens hovedstad, Vilnius.

Det skyldtes, at der var nogle balloner til stede i luftrummet, oplyste landets nationale krisehåndteringscenter ifølge Reuters.

Nyhedsbureauet omtalte dem som smuglerballoner.

– Driften er blevet forstyrret af vejrballoner, der bliver brugt til at smugle cigaretter fra Belarus, skrev krisehåndteringscenteret i en udtalelse.

Natten til onsdag lukkede Litauen desuden grænsen til Belarus, oplyste krisehåndteringscenteret.

– Beslutningen vil blive genovervejet, når lufthavnen genåbner, sagde Vilmantas Vitkauskas, der er leder for centeret.

Omkring klokken 01.30 natten til onsdag var trafikken fortsat indstillet. Men kort før klokken 07.00 var luftrummet igen blevet åbnet.

Undervejs blev over 4000 passagerer og 30 fly påvirket. 14 fly på vej til Vilnius blev omdirigeret til andre lufthavne, og 10 fly blev aflyst.

– I løbet af dagen kan der være mindre forstyrrelser på grund af forstyrrelser i fly- og mandskabsrotationer, skriver lufthavnen onsdag morgen.

Det præcise antal balloner i luftrummet står ikke klart, men der var tale om adskillige.

En vejrballon bærer instrumenter op i luften, hvor de kan måle for eksempel temperatur, luftfugtighed og vindhastighed. Men der kan også spændes andre ting fast på dem.

Det er ikke mere end et par uger siden, at trafikken i Vilnius’ lufthavn sidst blev lukket på grund af balloner brugt til at smugle cigaretter.

Det skete den 5. oktober, og luftrummet var lukket i over seks timer på grund af heliumballonerne.

Tilbage i august indførte Litauen en 90 kilometer lang flyveforbudszone langs grænsen til Belarus.

Det skete, efter at droner var trængt ind over litauisk luftrum fra nabolandet. Forbuddet gør det muligt for litauisk militær at reagere på krænkelser af luftrummet.

Belarus er nær allieret med Rusland, der flere gange er blevet nævnt i forbindelse med krænkelser af europæisk luftrum.

Flere steder i Europa – herunder i Danmark – er flytrafikken blevet påvirket af observationer af droner.

Reuters

Netflix misser forventninger trods storhittende K-pop-film

Flere kunder i butikken og prisjusteringer har øget salget hos streaminggiganten Netflix, hvis omsætning landede på 11,51 milliard dollar i tredje kvartal.

Det svarer til omkring 74 milliarder danske kroner. Det er 17 procent mere end samme periode året forinden.

Det viser selskabets kvartalsregnskab, som er offentliggjort tirsdag aften.

Det var dog ikke nok til at leve op til forventningerne på markedet. Ifølge Bloomberg News var omsætningen spået til 11,52 milliarder dollar.

Samtidig endte indtjeningen per aktie på 5,87 dollar mod det ventede 6,94 dollar per aktie, skriver MarketWire.

Selv fremhæver Netflix flere serier og film som positive nedslagspunkter i det seneste kvartal.

Blandt andet sæson to af serien “Wednesday” og filmen “KPop Demon Hunters”, som blev streamingplatformens mest populære film nogensinde.

Netflix oplyser selv, at det øgede salg primært skyldes flere abonnenter og prisjusteringer.

Tidligere har Netflix oplyst antal af abonnementer. Men selskabets regnskab for første kvartal i år var selskabets første uden offentliggørelse af udviklingen i abonnenter.

Netflix oplyser i kvartalsregnskabet, at det har haft sit bedste kvartal i forhold til annoncesalg. Det fremgår dog ikke, hvor stor annonceforretningen egentlig er.

Det bemærker Ross Benes, der er senioranalytiker ved EMarketer, til CNBC.

– Det giver indtryk af, at den vedvarende vækst i omsætningen, der er opnået i det her kvartal og forventes i næste kvartal, primært kommer fra abonnementsindtægter, siger han.

Streaminggiganten forventer en yderligere øget omsætning i fjerde kvartal, hvor vurderingen lyder på 11,96 milliarder dollar.

Kunder og seere kan se frem til den sidste sæson af hitserien “Stranger Things” samt nye sæsoner af “The Diplomat” og “Nobody Wants This”, som Netflix selv fremhæver som nogle af højdepunkterne i det kommende kvartal.

For hele 2025 forventer Netflix en omsætning på 45,1 milliard dollar, hvilket vil være en stigning på 16 procent sammenlignet med året før.

Arrangør trækker tæppet væk under udskældt La Liga-kamp i Miami

Det har været omgærdet af massiv kritik, at La Liga har valgt at lægge kampen mellem Villarreal og FC Barcelona 20. december i Miami, og nu er projektet faldet til jorden.

På grund af uvished om, hvorvidt kampen overhovedet vil blive gennemført, har arrangøren, det amerikanske selskab Relevent Sports, bedt La Liga om udsættelse af opgøret.

Det skriver The Athletic.

– I betragtning af den nuværende usikkerhed i Spanien er der ikke tilstrækkelig tid til ordentligt at gennemføre et arrangement af denne størrelse. Det ville også være uansvarligt at begynde at sælge billetter uden en bekræftet aftale på plads, lyder det ifølge The Athletic i en udmelding fra Relevent Sports.

La Liga har lagt kampen mellem Villarreal og Barcelona i Miami for at internationalisere spansk klubfodbold.

Det har La Liga fået enorme hug for blandt spillere, klubber og andre interessenter. I løbet af den seneste uge har spillerne blandt andet protesteret ved at stå stille i de første 15 sekunder af flere kampe i den spanske liga. Det skete blandt andet i opgøret mellem Barcelona og Girona i weekenden.

La Liga, der selv producerer kampene, klippede væk fra grønsværen, mens protesten udfoldede sig.

Og i La Liga er man da heller ikke specielt begejstret for, at den amerikanske arrangør nu har trukket tæppet væk under arrangementet.

– La Liga beklager dybt, at projektet, som repræsenterede en historisk og enestående mulighed for internationaliseringen af spansk fodbold, ikke kan gennemføres, skriver La Liga på sin hjemmeside.

– Afholdelsen af en officiel kamp uden for vores grænser ville have været et afgørende skridt i den globale udvidelse af vores turnering, og det ville have styrket klubbernes internationale tilstedeværelse, spillernes positionering og det spanske fodboldbrand på et strategisk marked som USA.

– Projektet overholdt fuldt ud forbundets regler og påvirkede ikke turneringens integritet, hvilket blev bekræftet af de kompetente institutioner, der fører tilsyn med overholdelsen, men som modsatte sig det af andre årsager, lyder det.

Her henvises der muligvis til, at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har godkendt flytningen af kampen, og at det ikke skete med Uefas gode vilje.

Uefa understregede således, at man kategorisk er imod flytning af ligakampe til udlandet, men godkendte kampen, fordi de globale regler under Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) for nu er “uklare og ikke detaljerede nok”.

På dag to for vejarbejde kørte 53 bilister for langt mod Sverige

53 bilister vendte tirsdag om ved Øresundsbroen, efter at de ikke havde nået den sidste afkørsel i Danmark i retning mod Sverige.

Det er mere end en halvering i forhold til de 126 bilister, der måtte vende om mandag.

Det oplyser Daniel Hansson, der er trafikleder hos selskabet Øresundsbron, til Ritzau.

Bilisterne er kommet på afveje, da afkørsel 16 har været lukket siden mandag og en måned frem.

Det er den afkørsel, som sædvanligvis er den sidste afkørsel på Øresundsmotorvejen inden Øresundsbroen.

Afkørslen er lukket på grund af vejarbejde på Øresundsmotorvejen.

Tidligere har Øresundsbron oplyst, at det plejer at være omkring fem bilister om dagen, der må vende om ved betalingsanlægget på den svenske side.

Bilisterne slipper for at betale ved anlægget, når de har vendt om, fordi de er kørt for langt.

Vejarbejdet på Øresundsmotorvejen udføres, fordi stationen ved Københavns Lufthavn skal udvides med to perroner og en ny forbindelse mellem Terminal 3 og de nye perroner.

Arbejdet kommer til at vare til slutningen af november, har Sund & Bælt oplyst.

Man skal derfor i stedet bruge afkørsel 17, Lufthavn V, hvis man vil af motorvejen før Sverige.

Hvis man ikke når den sidste åbne afkørsel, skal man køre over broen og vende om der. Sådan lød opfordringen fra Københavns Politi mandag.

– Man skal ikke give sig til at bakke og lave U-vendinger på motorvejen og skabe farlige situationer, lød det fra vagtchef Michael Andersen.

Mandag fik 12 bilister en betinget frakendelse af deres førerret, da de foretog U-vendinger på Øresundsmotorvejen.

De 12 bilister ville tilsyneladende undgå at køre hele vejen til Sverige og foretog derfor de farlige vendinger på motorvejen.

Det koster dem en betinget frakendelse af kørekortet, hvilket blandt andet betyder, at de skal op til en kontrollerende køreprøve, hvis ikke de vil miste førerretten.

Tilkørslerne til motorvejen bliver ikke påvirket, har Øresundsbron oplyst. Afkørslerne mod Danmark kan også fortsat benyttes som normalt.

Dyre designermøbler stjålet under indbrud hos Lauritz.com

Natten til søndag blev der begået indbrud hos auktionshuset Lauritz.com i Aarhus.

Det bekræfter Michael Frederiksen, der er distriktschef hos auktionshuset, over for TV2 Østjylland.

Der blev stjålet genstande for et “anseeligt beløb”, siger Michael Frederiksen.

Distriktschefen vil ikke udtale sig om beløbets størrelse, men bekræfter over for TV2 Østjylland, at det drejer sig om dyre designermøbler.

Østjyllands Politi bekræfter over for mediet, at indbruddet er anmeldt.

Auktionshuset Lauritz.com sælger privatpersoners genstande på auktioner, der afholdes både online og fysisk.

De genstande, der er blevet stjålet, vil blive dækket af auktionshusets forsikring, lyder det.

– Der bliver altid udarbejdet en vurdering af varen, når den bliver indleveret. Den vil afspejle en realistisk kurs på markedet, og den vurdering bliver erstattet af forsikringen, siger Michael Frederiksen.

Det oprindelige auktionshus ved navn Lauritz.com blev i 2023 erklæret konkurs.

I alt er der rejst krav for 185 millioner kroner mod konkursboet.

Hovedparten af auktionshuset blev efterfølgende solgt til ejerne af Auktionshuset Hørsholm, der efterfølgende har skiftet navn til Lauritz.com.

Lauritz.com, der natten til søndag var udsat for indbrud, har otte auktionshuse spredt over hele landet.

Der har blandt andet auktionshuse i Aalborg, Odense og Roskilde.

Auktionshuset har tidligere haft to genstande fra den danske astronaut Andreas Mogensen på auktion.

Det drejer sig om en såkaldt biodiversitetskugle og en T-shirt, som Mogensen var iført under et liveopkald til en rumstation.

Medie: Dansker er udsendt til USA-ledet koordineringsenhed for Gaza

Forsvarsministeriet har udsendt en dansk forbindelsesofficer til en USA-ledet koordineringsenhed for Gaza.

Det oplyser tre kilder uafhængigt af hinanden til DR.

Ritzau har rakt ud til forsvarsministeriet, der på nuværende tidspunkt hverken kan be- eller afkræfte oplysningerne.

USA’s vicepræsident, J.D. Vance, talte tidligere på aftenen tirsdag på et pressemøde under sit besøg i Israel.

Ifølge Reuters var Vance under pressemødet på et besøg ved en militærbase i det sydlige Israel, hvor amerikanske soldater overvåger våbenhvilen.

Ved pressemødet vajede blandt andet det danske flag, og her annoncerede Vance åbningen af et koordineringscenter.

– Du har israelere og amerikanere, som arbejder sammen for at prøve at starte planen om genopbygningen af Gaza, en langvarig fred og sikre, at man har sikkerhedsstyrker på jorden i Gaza, der ikke består af amerikanere, som kan sikre freden, sagde Vance på pressemødet.

Den danske forbindelsesofficer har ifølge DR’s kilder til opgave at sørge for at finde ud af, “hvad der er behov for, samt at undersøge hvad Danmark eventuelt kan hjælpe med”.

Ritzau arbejder på at få en kommentar fra forsvarsministeriet.

Under pressemødet blev Vance spurgt til, hvordan en eventuel international sikkerhedsstyrke i Gaza vil se ud, som faserne i fredsaftalen skrider frem.

– Jeg tror, at det er meget vigtigt for amerikanere at vide et par ting. For det første kommer der ikke til at være amerikanske soldater på jorden i Gaza. Det har præsidenten gjort meget klart, sagde vicepræsidenten.

I stedet for soldater vil USA blandt andet bidrage med “meningsfuld koordinering”, når Golfstaterne, Israel, Tyrkiet og Indonesien skal arbejde sammen om en langvarig fred, sagde vicepræsidenten og tilføjede:

– Den eneste reelle mægler er USA. Så det er den rolle, vi vil spille.

OpenAI udfordrer Google med ny browser drevet af kunstig intelligens

Techfirmaet OpenAI, der står bag ChatGPT, har tirsdag løftet sløret for en ny webbrowser, der er bygget på kunstig intelligens.

Det oplyser virksomheden tirsdag ifølge flere nyhedsbureauer, herunder Reuters.

Browseren, der går under navnet Atlas, er foreløbigt tilgængelig for brugere af Apples Mac-computere og vil senere blive udrullet til Microsofts styresystem Windows, Apple-telefoner og Googles Android.

Google er også i fuld gang med at integrere kunstig intelligens i den populære browser Chrome med AI-modellen Gemini.

Google Chrome har ifølge Reuters mere end tre milliarder brugere globalt.

Den nye browser Atlas giver brugerne mulighed for at åbne en ChatGPT-sidebjælke i søgevinduet.

Her kan brugeren blandt andet få opsummeret indholdet på en given hjemmeside, sammenligne produkter eller analysere data fra en vilkårlig hjemmeside.

OpenAI skriver selv i forbindelse med lanceringen af Atlas, at ChatGPT i den nye browser vil følge brugeren overalt på nettet.

– Den hjælper dig direkte i det vindue, du arbejder i, forstår, hvad du forsøger at gøre, udfører opgaver for dig, uden at du behøver at kopiere, indsætte eller forlade siden, skriver techfirmaet.

Derudover husker browseren, hvad du tidligere har foretaget dig, og hvilke hjemmesider du for eksempel har søgt på.

I en video, som OpenAI har lagt ud på sin hjemmeside, kan man se, at brugeren kan skrive og efterspørge “halloween-dekorationer, som jeg kiggede på i sidste uge”.

Herefter åbner Atlas de faner, brugeren tidligere havde haft åbnet.

OpenAI eksemplificerer også den nye browser med at vise, hvordan man kan spørge ChatGPT, om der er gode vandreruter i nærheden, mens man er ved at bestille ferie på en hjemmeside et specifikt sted.

Derudover har Atlas også en såkaldt agent-tilstand. Det vil sige, at ChatGPT på vegne af brugeren kan interagere med hjemmesider og udføre opgaver.

OpenAI’s topchef, Sam Altman, forklarede tirsdag ved en live videopræsentation, at den såkaldte agent bruger browseren selvstændigt.

Herefter vender den tilbage til brugeren med de oplysninger, den finder.

– Den har adgang til dine ting og klikker rundt, lød det fra Altman, der tilføjede:

– Du kan følge med, hvis du vil, men det behøver du ikke. Den bruger internettet for dig.

Anklager: Stjålne juveler fra Louvre er 650 millioner kroner værd

Otte dyrebare juveler, der søndag blev stjålet fra kunstmuseet Louvre, har en anslået samlet værdi på 88 millioner euro – svarende til cirka 650 millioner danske kroner.

Det siger Laure Beccuau, der er anklager ved anklagemyndigheden i Paris, til det franske medie RTL.

– Beløbet er virkelig spektakulært, men vi må huske, at det er den økonomiske skade, og at den på ingen måde kan sammenlignes med den historiske skade forårsaget af det her tyveri, siger hun.

Det er museets kurator, der har skønnet juvelernes værdi, siger Beccuau.

De fire gerningsmænd kan dog ikke sælge juvelerne for den enorme sum, hvis de vælger at smelte juvelerne om, understreger den franske anklager.

– Så vi kan måske håbe, at de tænker over det og ikke ødelægger de her juveler uden grund.

Søndag aften offentliggjorde det franske kulturministerium en liste over de otte genstande, der blev stjålet.

Det gælder blandt andet en halskæde med smaragder og diamanter, som Napoleon gav sin anden hustru, Marie-Louise af Østrig, som han blev gift med i 1810.

Et hold på 60 efterforskere fra fransk politi arbejder på at finde frem til de fire gerningsmænd, der udførte tyveriet.

Der arbejdes ifølge Laure Beccuau ud fra en teori om, at en organiseret kriminel gruppe kan stå bag røveriet.

– Vi kan sagtens forestille os, at der var en hel masse omkring dem, som hjalp dem med at udføre røveriet, siger hun til RTL.

Tyvene ankom til Louvre omkring klokken 09.30 søndag morgen, 30 minutter efter at museet var åbnet.

De brugte efterfølgende en møbelkran og vinkelslibere til at komme ind i Gallerie d’Apollon på museets førstesal, hvor de stjal juvelerne fra to udstillingsmontre.

Undervejs truede de museumsvagter med vinkelslibere, har Laure Beccuau tidligere udtalt til det franske medie BFM TV.

Trump udskyder møde med Putin på ubestemt tid

USA’s præsident, Donald Trump, har udskudt et møde med Ruslands præsident, Vladimir Putin, på ubestemt tid.

Det siger han ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP til journalister i Det Ovale Værelse.

En journalist spørger, hvad årsagen er.

– Jeg vil ikke have et spildt møde. Jeg vil ikke spilde tiden, så jeg ser, hvad der sker, siger han ifølge AFP.

– Der sker mange ting på krigsfronten. Og i løbet af de næste to dage kommer vi til at give jer besked om, hvad vi laver.

Ifølge Reuters understregede Trump videre, at han ikke har truffet en endelig beslutning om mødet.

Spørgsmålet fra journalisterne til Trump kommer, efter at en unavngiven kilde i det amerikanske embedsværk oplyste til flere medier – herunder BBC, AFP og The Guardian – at der ikke var planer om, at Trump og Putin skal mødes i den nærmeste fremtid.

Det er uvist, om der er tale om den samme kilde.

I sidste uge sagde Trump, at han ville mødes med den russiske præsident, Vladimir Putin, i Ungarns hovedstad, Budapest, inden for de kommende to uger.

Kreml-talsmanden Dmitrij Peskov bekræftede dagen efter, at præsidenterne var “villige” til at mødes, skrev Reuters.

Kreml oplyste desuden, at også Putin og Ungarns premierminister, Viktor Orbán, havde talt om det kommende topmøde. Ifølge Kreml havde Ungarn meldt sig klar til at være vært for mødet.

Mandag talte Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, og USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, i telefon sammen.

Ifølge det russiske udenrigsministerium var det et konstruktivt møde om forberedelserne til et topmøde mellem Ruslands præsident og hans amerikanske modpart.

Det oplyste ministeriet i en udtalelse samme dag ifølge Reuters.

Ifølge den anonyme kilde var opkaldet mellem Rubio og Lavrov produktivt, hvorfor et yderligere fysisk møde mellem udsendingene ikke er nødvendigt, skriver The Guardian.

Samme toner lyder fra AFP’s kilde.

– Yderligere et fysisk møde mellem udenrigsministrene er ikke nødvendigt, og der er ingen planer om, at præsident Trump skal mødes med præsident Putin i den nærmeste fremtid, lyder det ifølge nyhedsbureauet.

Nato har oplyst, at generalsekretær Mark Rutte tirsdag tog af sted til Washington D.C. for at mødes med Trump. Der gives ingen detaljer om, hvad de to skal tale om.

Skelet i skov var 58-årig savnet mand fra Sønderborg

Politiet har afsluttet retsmedicinske undersøgelser af et menneskeskelet, der blev fundet i Bukkemose Skov på Als søndag.

Undersøgelserne bekræfter politiets tidligere formodning om, at der er tale om en 58-årig mand fra Sønderborg, som har været efterlyst siden slutningen af juni.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet har underrettet de pårørende til den afdøde 58-årige mand om den endelige identifikation.

Søndag eftermiddag blev menneskeskelettet fundet i Bukkemose Skov, der ligger på det sydlige Als.

National Kriminalteknisk Center (NKC) og retsmedicinere blev tilkaldt for at lave undersøgelser.

Senere samme dag oplyste politiet, at en pung med identifikation, der tilhører den 58-årige mand, blev fundet nær det sted, hvor skelettet blev fundet.

Derfor formodede politiet allerede der, at der var tale om ham.

Mandag var de foreløbige undersøgelser af stedet og skelettet afsluttet.

Her lød det fra politiet, at der hverken ved undersøgelserne på gerningsstedet eller af skelettet var fundet indikationer på, at der ligger en kriminel handling bag dødsfaldet.

EU-lande er enige om mandat til klimatopmødet COP30

EU-landenes klimaministre er på et ministermøde tirsdag blevet enige om EU’s mandat til klimatopmødet COP30 i byen Belém i Brasilien.

Det oplyser klima- og energiminister, Lars Aagaard (M).

– I dag står EU på et stærkt europæisk mandat til COP30. Vi skal forlade Belém med en klar vej fremad for at holde 1,5-målet inden for rækkevidde, siger Lars Aagaard.

Han henviser dermed til Paris-aftalens mål om, at temperaturen højst må stige til 1,5 grader over førindustrielt niveau.

Det skal sikre, at verden undgår de værste konsekvenser af klimaforandringerne.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]