Seneste nyheder

27. marts 2026

Video viser skud og brændende telt ved serbisk parlament

Der er blevet affyret skud uden for Serbiens parlamentsbygning i Beograd, og en person er såret. Hændelsen er sket ved hvide telte sat op af regeringsstøtter.

Det rapporterer lokale medier onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De nærmere omstændigheder er uklare.

En video, som er blevet delt af mediet NOVA – og hvis placering er blevet bekræftet af Reuters – viser bevæbnede sikkerhedsfolk, som går mod et stort telt ved parlamentet.

Nogle skud bliver affyret, og herefter begynder det at brænde i teltet.

Det står ikke klart, hvem der skyder, og hvordan branden starter.

Det serbiske nyhedsmedie Telegraf.rs rapporterer ifølge Reuters med henvisning til anonyme kilder, at en 70-årig mand skød en 57-årig mand i benet og herefter skød mod en gasbeholder.

Sundhedsminister Zlatibor Loncar har sagt, at en mand skal opereres akut.

De hvide telte er blevet sat op af støtter af præsident Vucic – tilsyneladende som modsvar på regeringskritiske demonstrationer.

Den improviserede lejr har igennem måneder blokeret veje ved parlamentet og en nærliggende park.

Serbiens præsident, Aleksandar Vucic, siger ifølge Reuters, at onsdagens hændelse er en terrorhandling, men uddyber ikke umiddelbart yderligere.

Han vil give en “særlig” tale til offentligheden senere, oplyser han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Der har igennem mange måneder været hyppige protester mod den serbiske regering.

Det blev blandt andet udløst af en hændelse i november sidste år, hvor 16 personer mistede livet, da taget på en renoveret togstation i Novo Sad kollapsede.

For mange blev ulykken et symbol på korruption i Serbien, og demonstranter har krævet gennemsigtighed i undersøgelsen af hændelsen.

Ni anholdt: 52-årig mand blev skudt og liget forsøgt brændt

Ni personer er blevet anholdt og sigtet for medvirken til drabet på en 52-årig mand, der blev fundet død 20. september i et skovområde nær Skovtårnet ved Rønnede.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Efterforskningen har vist, at den dræbte er blevet skudt, og at liget efterfølgende er forsøgt brændt. Det er første gang, at politiet oplyser, hvordan drabet skal være sket.

Flere af de sigtede bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Næstved torsdag med krav om varetægtsfængsling.

– Anholdelserne er resultatet af en overordentlig stor efterforskningsindsats med gennemgang og bearbejdning af en omfattende mængde af blandt andet tekniske spor og afhøringer, siger politiinspektør Kim Kliver.

Han fortæller, at efterforskningen fortsætter.

– Det er en sag, vi ser på med meget stor alvor, og med dagens anholdelser er vi kommet et stykke nærmere i at afdække hændelsesforløbet.

– Vi kommer til at fortsætte den omfattende efterforskningsindsats i den kommende tid, siger politichefen.

Det var en forbipasserende, der for lidt over en måned siden opdagede liget i skovområdet nær Hestehavevej ved Rønnede.

Politiet blev alarmeret, og dagen efter oplyste politiet, at sagen blev betragtet som et drab.

I første omgang oplyste politiet ikke, om der var tale om en mand eller kvinde, men efter tre dage kunne politiet fortælle, at man havde fået identificeret den afdøde som værende en 52-årig mand fra hovedstadsområdet.

Onsdag afviser politiet at svare på, om sagen har tilknytning til bandemiljøet.

Til TV 2 fortæller politiinspektør Kim Kliver onsdag aften, at den dræbte 52-årige er fra Københavns Vestegn. De sigtede er fra Sjælland og Storkøbenhavn, lyder det.

Politiinspektøren fortæller desuden til mediet, at afhøringerne kommer til at fortsætte resten af aftenen og natten.

– Vi bruger rigtig meget energi på at få afdækket, hvilke roller de enkelte kan have i sagen. Og så er det det, vi forholder os til, siger han og tilføjer, at politiet har gennemgået store mængder data.

– Og den gennemgang har ført os til, at vi i dag har lavet en målrettet aktion, siger politiinspektøren til TV 2.

Anklagemyndigheden vil torsdag anmode om dørlukning, når flere af de drabssigtede fremstilles i retten. Efterkommer dommeren ønsket, vil det ikke være muligt at høre nærmere om politiets beviser eller de sigtedes forklaringer.

Politiet kan onsdag ikke oplyse, hvor mange af de sigtede der bliver fremstillet i grundlovsforhør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter 100 år genåbner grønlandsk grafitmine med dansk støtte

Der er en økonomisk håndsrækning på vej fra Danmark til mineselskabet Green Roc, der vil genåbne en gammel grafitmine i det sydlige Grønland.

Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) vil udstede et lån på 39 millioner kroner til genåbningen af Amitsoq-minen.

Det skriver fonden i en pressemeddelelse.

Minen var i drift i perioden fra 1915 til 1922, men måtte lukke, fordi man manglede effektive redskaber til at adskille grafit fra malm.

Grafit bruges blandt andet til fremstilling af litiumionbatterier.

Kina dominerer den globale forsyningskæde for grafit og står for cirka 80 procent af udvindingen af naturlig grafit.

EU har indgået et strategisk partnerskab med Green Roc, som bejler til at blive et af i alt 13 projekter, som EU vil støtte med et milliardbeløb.

For EIFO handler det netop om at understøtte “forsyningen af uundværlige råmaterialer til Europas grønne omstilling og til den europæiske forsvarsindustri”, lyder det i pressemeddelelsen.

– Projektet ligger helt i tråd med EIFOs strategiske ambitioner om at finansiere bæredygtige og betydningsfulde erhvervsinitiativer i Grønland, samtidig med at vi styrker den europæiske forsyningssikkerhed af kritiske mineraler, udtaler chief commercial officer Peter Boeskov i meddelelsen.

– Vi arbejder ligeledes målrettet for at fremme den grønne omstilling, som i høj grad afhænger af stabile og sikre værdikæder for kritiske råmaterialer som grafit, lyder det.

Grafitten i Amitsoq-minen har ifølge pressemeddelelsen en ganske særlig kvalitet, der er velegnet til brug i batterier til elbiler og i “andre teknologier, der er kritiske for den grønne omstilling og for forsvarsindustrien”.

Green Roc anslår, at der er op mod 23 millioner ton grafitmalm i minen. Planen er at bryde 400.000 ton malm om året og producere omkring 80.000 ton grafitkoncentrat om året.

Vance venter meget hård opgave med at afvæbne Hamas

Selv om der er våbenhvile i Gaza, venter der en række udfordringer videre frem i det krigshærgede område.

Sådan lyder det fra den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, under et fælles pressemøde med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, onsdag i Jerusalem.

– Vi har en meget, meget hård opgave foran os, hvilket er at afvæbne Hamas, genopbygge Gaza, gøre livet bedre for Gazas folk, men også sikre, at Hamas ikke længere er en trussel for vores venner i Israel, siger Vance.

Vicepræsidenten befinder sig i Israel for at sikre sig støtte til den plan om våbenhvile og tiden efter krigen, som USA’s præsident, Donald Trump, har fremlagt og opnået støtte fra parterne til.

Men der er fortsat store uvisheder om de nærmere detaljer i de senere faser af planen, som endnu ikke er trådt i kraft.

I løbet af weekenden kom våbenhvilen under pres med en opblussen af kamphandlinger.

Tirsdag opfordrede Vance iagttagere til ikke straks at tro, at våbenhvilen ville bryde sammen, hvis der kom skyderier eller angreb. Han tror på, at der kan opnås fred, lød budskabet.

– Lige nu føler jeg mig optimistisk, sagde Vance.

Våbenhvilen begyndte 10. oktober efter over to års krig mellem Israel og Hamas med nogle få våbenhviler undervejs.

Som led i våbenhvilen er der udarbejdet en amerikansk plan, der sætter rammerne for udveksling af gidsler og fanger og forsøger over flere faser at udstikke en retning for Gazas fremtid med blandt andet detaljer om israelsk tilbagetrækning, en international styrke og et midlertidigt styre under internationalt opsyn.

Planen fastslår også, at Hamas ikke må spille en rolle i en fremtidig regering i Gaza og skal afvæbnes.

AFP

Regering vil afsætte milliarder til forskning i forsvar og kritisk teknologi

Krig og kriser har de seneste år forandret verdensbilledet, og derfor vil regeringen i fire år afsætte knap syv milliarder kroner til forskning i forsvar.

Det fremgår af et udspil om udmøntningen af dette års forskningsreserve, som bliver præsenteret ved et pressemøde ved middagstid, og hvor regeringen som noget nyt foreslår at afsætte flerårige bevillinger for at forske langsigtet.

– Skarpe hjerner skal have de bedste betingelser for at gøre os klogere på sikkerhed, kritiske teknologier, klima og miljø og sundhed, siger forskningsminister Christina Egelund (M) i en pressemeddelelse.

Det skyldes, at kritiske teknologiområder kan have afgørende betydning for det danske samfund, erhvervsliv og den forsvarsteknologiske udvikling.

Pengene afsættes fra 2026 til 2029 og skal blandt andet gå til langsigtede, strategiske indsatser inden for særligt kvanteteknologi, rum, kunstig intelligens, bioteknologi og biosolutions samt forsvar.

Teknologierne har et militært potentiale, og man begynder for alvor at kunne se de trusler mod Danmarks sikkerhed, som de kan medføre.

– Kan vi udnytte mulighederne og samtidig forsvare os mod truslerne, rummer kritiske teknologier et afgørende potentiale, står der i udspillet fra regeringen.

Universiteterne får samtidig to milliarder kroner ekstra i basismidler til at forske i ting, som de selv vælger at prioritere uden politikernes indblanding.

– Vi skal bevare grundlaget for uforudsete videnskabelige gennembrud og støtte risikovillighed og vilde idéer i dansk topforskning – ligesom vi skal blive bedre til at omsætte forskning til innovation, siger Christina Egelund.

Regeringen foreslår desuden at forhøje midlerne til den grønne omstilling, så det bliver seks milliarder kroner frem mod 2029.

Regeringens udspil er oplægget til forhandlingerne om forskningsreserven, hvor der er sættemøde onsdag og første forhandlingsmøde torsdag.

Hvert år fordeles der forskningsmidler op til én procent af bnp, som er et udtryk for værdien af Danmarks samlede produktion på et år.

Både Dansk Erhverv og Dansk Industri roser udspillet og den langsigtede plan.

– Forskningsreserven har lidt været et Hjallerup Marked, hvor man år for år har tinget om milliarder af kroner. Det er overordentligt positivt, at der nu er lavet en langsigtet plan, siger forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv Mads Eriksen Storm i en skriftlig kommentar.

Regeringen vil bruge godt 200 millioner kroner næste år på forskning i kunstig intelligens. Men det er ikke nok ifølge DI, for Danmark har ikke råd til at være tilskuere i den næste teknologiske revolution.

– Jeg kunne godt have ønsket mere markante investeringer i kunstig intelligens og robotteknologi. Derfor er det afgørende, at den opprioritering fortsætter i de kommende år, siger underdirektør i Dansk Industri Mikkel Haarder.

24-årig kvinde har livstruende skader efter trafikulykke

En 24-årig kvinde er i kritisk tilstand efter en voldsom trafikulykke onsdag morgen på Nordre Ringvej nordøst for Viborg.

Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Ulykken skete klokken 08.21, hvor to biler kørte frontalt sammen, da en 65-årig mandlig bilist af uvisse årsager kørte over i den modsatte vejbane, hvor han påkørte den kvindelige modkørende bilist.

Nogle timer senere oplyser vagtchef Jens Claumarch til mediet, at kvindens tilstand er livstruende.

Den 65-årige mand har ikke pådraget sig større skader, skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Zelenskyj får løfte om norsk støtte på kort visit under rundrejse

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, holder onsdag formiddag et møde med Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, i den militære lufthavn Gardermoen ved Oslo.

Det skriver den norske regering i en pressemeddelelse.

Den militære lufthavn ligger i direkte forlængelse af den civile lufthavn.

– Norges støtte til Ukraine er stærk og fortsætter. Det er afgørende at have en tæt dialog med de ukrainske myndigheder, så støtten imødekommer behovene i Ukraine, siger Støre ifølge meddelelsen.

Onsdag oplyser Norge, at landet sammen med EU bidrager med yderligere 1,5 milliarder norske kroner til at sikre strøm og varme til Ukraine i løbet af vinteren. Det svarer til knap en milliard danske kroner.

Senere onsdag skal den ukrainske præsident til Sverige, hvor han blandt andet skal besøge våbenproducenten Saab og mødes med den svenske statsminister, Ulf Kristersson.

Begge dele sker som led i en “rundrejse i Europa”, skriver den norske regering.

– Af tidshensyn bliver mødet (med Støre, red.) på Gardermoens militære lufthavn, skriver regeringen.

Også præsident Zelenskyjs hustru, Olena Zelenska, er med.

Seneste besøg i Norge var i slutningen af marts i år, skriver nyhedsbureauet NTB.

Tidligere i oktober var Zelenskyj til et topmøde i Bella Center i København.

Her lød det, at Ukraine er klar til at hjælpe Danmark med at håndtere trusler fra droner, efter at Danmark og andre europæiske lande den seneste tid har oplevet droneaktivitet og krænkelser af luftrum.

Ved onsdagens møde i Sverige vil Zelenskyj og Kristersson præsentere det, som regeringen i en pressemeddelelse betegner som en nyhed inden for forsvarseksport.

Det er uvist, hvad nyheden er.

Saab er blandt andet producent af Gripen-kampflyet, overvågningsflyet GlobalEye, missilsystemer, infanteripanserværnsvåben og andet udstyr. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Netop Gripen-flyet har i længere tid været nævnt som en mulighed som led i svensk støtte til Ukraine.

2025 tegner til at blive rekordår for påkørte hjorte på vejene

Et usædvanligt stort antal hjorte er blevet påkørt på danske veje i årets første ni måneder.

Dyrenes Beskyttelse har registreret 7993 sager om påkørte hjorte fra januar til september.

Det er 522 flere sager end samme periode sidste år, og dermed tegner 2025 til at blive et rekordår for påkørte hjorte.

Det siger biolog i Dyrenes Beskyttelse Peter Gravlund Nielsen.

– Det er svært at sige entydigt, hvad forklaringen er. Men det kan hænge sammen med, at der er kommet flere biler på vejene.

– Det kan også spille ind, at flere bilister indberetter, når det sker, siger han.

Efteråret er traditionelt højsæson for påkørsler.

Det skyldes det, som Peter Gravlund Nielsen betegner som et “uheldigt sammenfald mellem dyrenes og menneskenes aktivitetsniveau”.

– Hjortene er mest aktive tidlig morgen og aften. Når dagene bliver kortere, og det bliver mørkt, når vi kører allermest på vejene, nemlig om morgenen og aftenen, så går det desværre galt, siger han.

En hjort kan komme slemt til skade eller miste livet ved mødet med en bil.

Men det kan også være farligt for bilisten og give anledning til store skader på bilen.

– Et rådyr vejer måske 20 til 25 kilo, mens en kronhjort måske vejer op til 200 kilo. Det er altså et stort dyr at få ind gennem forruden, og man kan komme slemt til skade, hvis det sker, siger Peter Gravlund Nielsen.

Man ved erfaringsmæssigt, hvor de fleste påkørsler sker. Her er der ofte sat skilte op, der advarer mod risikoen for at påkøre hjorte.

– Sæt det lange lys på og let foden fra speederen. Det gør, at du kan reagere lidt hurtigere, hvis en hjort pludselig løber ud foran bilen, siger Peter Gravlund Nielsen.

Hvis uheldet er ude, er der hjælp at hente hos Dyrenes Beskyttelses vagtcentral.

– Hvis dyret ligger og er skadet, kan vi sende en frivillig skytte ud. Ofte vil dyret været kommet så slemt til skade, at det vil blive nødaflivet.

– Hvis hjorten løber efter at være blevet påkørt, kan vi sende en schweisshundefører ud, som kan følge sporet og se, hvordan dyret har det og tage stilling til, om det skal aflives, siger Peter Gravlund Nielsen.

Trump kalder lyden af nedrivning ved Det Hvide Hus for sød musik

Lyden af byggeri- og nedrivningsarbejde ved Det Hvide Hus i Washington er “sød musik” i Donald Trumps ører.

Sådan lød det fra den amerikanske præsident selv ved en frokost for republikanske senatorer tirsdag lokal tid.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Billeder af nedrivningsarbejde ved østfløjen af præsidentboligen er gået verden rundt, efter at det begyndte mandag.

Trump er af demokraterne – blandt andre den tidligere førstedame Hillary Clinton – blevet beskyldt for manglende respekt for præsidentboligen.

– Vi bygger en balsal i verdensklasse, sagde Trump til senatorerne.

– I hører formentlig den smukke lyd af byggeri bagved. Hører I den lyd? Åh, det er sød musik i mine ører. Jeg elsker den lyd, lød det fra præsidenten.

Det, der nu er gået i gang, er byggeriet af en balsal i forlængelse af East Wing – østfløjen.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at det nye “ballroom” koster 250 millioner dollar, 1,6 milliarder kroner.

Trump siger, at det ikke bliver skatteyderne, der skal betale for byggeriet. Han vil selv delvist finansiere arbejdet med hjælp fra private støtter og selskaber, lyder det.

Der er ifølge Reuters tale om den første større ændring af den historiske ejendom i årtier.

Blandt kritikpunkterne er, at der ikke er kommet meget detaljerede planer om ombygningen.

BBC skriver, at præsidenten generelt har ret stor magt til at gennemføre ombygninger, selv om det er myndigheden National Parks Service (NPS), der står for at administrere Det Hvide Hus og de tilhørende parker.

Robert K. Sutton, som er tidligere ledende historiker hos NPS, siger til det britiske medie, at der altid er uro, når der foregår byggearbejde ved Det Hvide Hus.

Men han mener også, at der mangler klarhed om, hvad Trump helt præcist er ved at få lavet.

– Denne bygning er så vigtig. Jeg mener, at den anses for at være den vigtigste regeringsbygning i verden – alligevel ved vi ikke, hvad der sker, og jeg mener, at det er meget upassende, siger Sutton til BBC.

Trods tegninger fra Det Hvide Hus, der giver en vis idé om omfanget, mener han stadig, at der er usikkerheder. Trump har sagt, at balsalen vil få plads til 999 mennesker.

Mand undgår fængsling efter overfald på ansat på psykiatrisk afdeling

En ansat på Psykiatrisk Center Nordsjælland i Hillerød blev tirsdag overfaldet af en patient, en 32-årig mand, som tog kvælertag.

Patienten er sigtet for drabsforsøg. Derfor ville anklagemyndigheden have ham varetægtsfængslet i surrogat, mens sagen efterforskes.

Når en person varetægtsfængsles i surrogat, dækker det over, at vedkommende ikke fængsles i en almindelig arrest.

I stedet kan personen fængsles på en retspsykiatrisk afdeling.

Men det var der ikke grundlag for, har en dommer afgjort onsdag i et grundlovsforhør, hvor manden blev fremstillet. Det skriver Sjællandske Nyheder.

Anklagemyndigheden har kæret afgørelsen og vil have landsretten til at tage stilling til spørgsmålet.

Episoden mellem den ansatte og patienten fandt sted kort før klokken 13.00 tirsdag, og patienten blev overmandet af personale på afdelingen.

Der skulle ifølge anklager Michael Quist mange ansatte til, før patienten blev tilbageholdt.

Efterfølgende kom politiet og foretog anholdelse.

Den ansatte blev efter overfaldet kortvarigt indlagt, men er blevet udskrevet igen.

Det vides ikke, hvordan patienten forholder sig til sigtelsen om drabsforsøg.

Kinas trusler får von der Leyen til øge fokus på kritiske råmaterialer

EU har brug for hurtigere at få adgang til kritiske råmaterialer.

Derfor vil EU-Kommissionen nu accelerere arbejdet for at få adgang til de vigtige råmaterialer, der er afgørende for grøn teknologi og en lang række digitale produkter.

Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

Udmeldingen kommer i en tale til EU-Parlamentet onsdag, efter at Kina har begrænset EU’s adgang til sjældne jordarter.

– Jeg vil foreslå yderligere tiltag. Og jeg vil accelerere de tiltag, vi allerede har foreslået, siger von der Leyen.

EU og EU-landene har i en årrække været tøvende, mens Kina har formået at sætte sig på en lang række kritiske råmaterialer.

Lige fra lithium, der er afgørende for batterier til elbiler, til sjældne jordarter, som er afgørende for stort set alle elektriske produkter med digitale komponenter.

Det vil sige alt fra køkkenmaskiner til avanceret militært udstyr.

Den manglende adgang til kritiske råmaterialer truer Europas mulighed for at være førende i den grønne omstilling, siger von der Leyen:

– Der er en grund til, at Kina massivt investerer i grøn omstilling og batterier.

– De ser en markedsmulighed. De ser fremtiden, siger von der Leyen.

EU har i de seneste uger fået en skræmmende advarsel om, hvor sårbare europæiske virksomheder er over for Kinas dominans på området for kritiske råmaterialer.

Kina har indført eksportkontrol på sjældne jordarter.

Ifølge EU-Kommissionen er det i øjeblikket kun omkring halvdelen af ansøgningerne fra europæiske virksomheder, der bliver godkendt.

Det kan true produktionen, job og i sidste ende EU’s mulighed for at agere uafhængigt på verdensscenen.

Derfor skal Europa gøre mere for at få adgang til de kritiske råmaterialer, siger von der Leyen.

– Vi har ikke råd til at falde ned i nye, farlige afhængigheder. Vi har set, hvad der sker, når et enkelt land får kontrol med kritiske produkter og teknologier.

– I ethvert øjeblik kan vores afhængighed bruges til pression.

– Eksportrestriktioner kan blive indført over natten, og virksomheder i Europa kan blive tvunget til at begrænse deres produktion, siger von der Leyen.

Ud over at accelerere indsatsen for selv at få adgang til de vigtige råmaterialer har EU-Kommissionen også intensiveret kontakterne til de kinesiske myndigheder.

EU-Kommissionens handelskommissær, Maros Sefcovic, har inviteret kinesiske repræsentanter til Bruxelles i de kommende dage for at diskutere adgangen til sjældne jordarter.

– Kinas begrænsninger på eksport af sjældne jordarter er uretfærdig og skadelig.

– Det underminerer vores bilaterale forhold, sagde Maros Sefcovic tirsdag.

Møderne kommer på et kritisk tidspunkt, hvor forholdet mellem EU og Kina bliver stadig mere anstrengt.

Det er nemlig ikke kun EU, der er utilfreds.

Kina er på sin side rasende over den hollandske regerings beslutning om at tage kontrol med den kinesiskejede chipproducent Nexperia.

Nexperia er baseret i Holland, men ejet af Kina.

Beslutningen skyldes ifølge den hollandske regering, at Kina er ved at true “beskyttelsen af vigtig teknologisk viden og kapacitet på hollandsk og europæisk jord”.

Eller sagt med andre ord: Ligesom med de sjældne jordarter er Kina ved at begrænse Europas adgang.

Louvre genåbner efter stort juvelrøveri

Det verdenskendte museum Louvre i Paris er onsdag åbnet for første gang siden et røveri i weekenden.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters på baggrund af tv-billeder, der viser besøgende gå ind i museet.

Louvre holdt lukket mandag på grund af røveriet, som er blevet omtalt af medier verden over, og museet er normalt lukket om tirsdagen.

Men efter at skuffede turister tidligere på ugen måtte vende om ved indgangen, kan de igen komme ind.

Tyvene ankom omkring klokken 09.30 søndag morgen, 30 minutter efter at museet var åbnet. Røveriet fandt altså sted ved højlys dag.

De parkerede en lastbil med en udtrækkelig stige af den slags, der bruges af flyttefolk.

De klatrede op og brugte herefter skærebrændere til at komme gennem et vindue og åbne montrerne.

2000 mennesker blev evakueret fra museet under røveriet.

Et stort hold af efterforskere fra fransk politi arbejder på at finde frem til personerne bag røveriet.

Politiet arbejder ifølge det franske nyhedsbureau AFP ud fra en teori om, at det er en organiseret gruppe kriminelle, som står bag.

De otte dyrebare juveler, der søndag blev stjålet, har en anslået samlet værdi af 88 millioner euro – svarende til cirka 650 millioner danske kroner.

Det sagde Laure Beccuau, der er anklager i Paris, tirsdag til det franske medie RTL.

Louvre er verdens mest besøgte museum. Sidste år havde det omtrent ni millioner besøgende.

Blandt de mest kendte værker på Louvre er Leonardo da Vincis maleri “Mona Lisa” og marmorstatuen “Venus fra Milo”.

Tyveriet har på ny skabt debat om manglen på sikkerhed i franske museer, efter at to andre institutioner blev ramt sidste måned, skriver AFP.

Bob Dylans koncert i København kaldes rodet og sløset

Bob Dylans koncert i Royal Arena tirsdag aften har fået en lunken modtagelse hos anmelderne.

Både Ekstra Bladet og Jyllands-Posten giver koncerten tre ud af seks stjerner, mens Berlingske har været en anelse mere rundhåndet med fire stjerner.

Om koncerten skriver Jyllands-Posten, at den var rodet og sløset. Og i momenter “ganske storslået”.

– Bob Dylan fik lidt bedre styr på stemmen undervejs, men holdet slingrede uskønt og mærkeligt forsovet igennem flere af alt for mange numre fra fem år gamle ”Rough and Rowdy Ways”, lyder det.

På forhånd var publikum blevet advaret om, at der var tale om en mobilfri koncert. Alle fik udleveret en lille taske til telefonen, som så kunne åbnes efterfølgende.

Tiltaget brugte Dylan også, da han besøgte Danmark for tre år siden. Intentionen er, at publikum skal være mere til stede undervejs.

Men ifølge Ekstra Bladet lykkedes Dylan, der er blevet 84 år, ikke med sin mission.

– Royal Arena var pænt fyldt til en siddekoncert, der i lange perioder føltes tom, for musikken fyldte aldrig det enorme rum. Nærværet meldte afbud.

Berlingskes anmelder var mere begejstret for tirsdagens koncert, og vedkommende beskriver dele af den som formidabel.

Men også her noterede man sig, at størstedelen af koncerten bestod af sange fra albummet “Rough and Rowdy Ways”. Et album, som anmelderen beskriver som “langt fra Dylans bedste”.

– Men igen, Bob Dylan er ligeglad. Han er heldigvis også dygtig. Måske ligefrem genial og tæt på gudsbenådet.

– Selv musikalske udpluk fra et album på det jævne kan han takket være sit ekstremt høje bundniveau spille op i en højere enhed, lyder det.

Regeringen vil afsætte trecifret millionbeløb til psykiatriforskning

Regeringen foreslår, at der bliver sat 660 millioner kroner af på forskningsreserven til psykiatriforskning i årene fra 2026 til 2029.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet, hvor det fremgår, at pengene skal skabe viden om, hvordan man bedre kan forebygge psykiske lidelser og styrke hjælpen til dem, der rammes af psykisk sygdom.

– Vi har for eksempel brug for mere viden om, hvordan vi bedre kan hjælpe de mange børn og unge, som mistrives psykisk, siger sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Det store millionbeløb skal understøtte den samlede tiårsplan for psykiatrien, som regeringen og et bredt flertal af partierne indgik aftale om i maj.

Aftalen skal skabe en stærk psykiatri og sikre, at mennesker med psykiske lidelser kan få tidligere og hurtigere hjælp og bedre behandling på og uden for sygehusene.

Aftalen tilfører psykiatrien 4,6 milliarder kroner ekstra årligt de kommende år.

Håbet er, at de ekstra forskningsmidler også vil bidrage til at gøre psykiatriområdet mere attraktivt for læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale, hvor der mangler arbejdskraft.

Norwegian fik sin bedste indtjening nogensinde i tredje kvartal

Norwegian-koncernen fik i tredje kvartal sit bedste kvartal nogensinde målt på indtjening.

Her tjente Norwegian 2,9 milliarder norske kroner før skat, viser regnskabet. Det svarer til knap 1,9 milliarder danske kroner.

I tredje kvartal i 2024 tjente Norwegian 2,0 milliarder norske kroner før skat.

Selskabet betalte i august det første udbytte til dets aktionærer. Her blev der udbetalt 0,9 norske kroner per aktie til omkring 75.000 aktionærer, lyder det.

Norwegian-koncernen består af flyselskaberne Norwegian og Widerøe.

I tredje kvartal havde hele koncernen 8,4 millioner passagerer. Heraf fløj 7,3 millioner med Norwegian, mens 1,1 million fløj med Widerøe, som flyver indenrigsflyvninger i Norge og til visse destinationer i Europa.

Widerøe blev opkøbt af Norwegian i 2024. Med opkøbet ville Norwegian gøre det nemmere at kombinere rejser mellem de to selskabers netværk.

Geir Karlsen, som er topchef i Norwegian-koncernen, glæder sig over tredje kvartal og roser passagerfremgang hos Widerøe.

– Widerøes gentagne passagerrekorder fortjener også anerkendelse, og i september havde selskabet det højeste passagertal i sin mere end 90-årige historie, siger Geir Karlsen i en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen fremhæver Norwegian desuden en række begivenheder i Danmark i oktober.

Først annoncerede selskabet, at det vil udvide antallet af internationale ruter fra Billund Lufthavn fra 5 til 15.

Det betyder, at Norwegian bliver det største luftfartsselskab i Billund, efter at Ryanair lukkede sin base i lufthavnen i april.

En uge senere lød det, at Norwegian havde vundet regeringens udbud om en grøn indenrigsrute mellem Aalborg og Kastrup.

Det betyder ifølge Norwegian, at 93 procent af selskabets flyvninger på ruten fra marts næste år vil flyve med mindst 40 procent brændstof af typen Sustainable Aviation Fuel (SAF).

Det er brændstof, som er fremstillet af ikke-fossile kilder som eksempelvis madolie.

Norwegian er det næststørste luftfartsselskab i Danmark målt på trafik i Københavns Lufthavn. SAS er det største.

Busser kører frontalt sammen på motorvej i Uganda: 46 døde

46 mennesker har mistet livet i en ulykke med to busser, en lastbil og en SUV på en af Ugandas travleste motorveje.

Det oplyser politi i landet onsdag.

Adskillige er blevet kvæstet.

Ulykken fandt sted kort efter midnat på en motorvej mellem hovedstaden Kampala og byen Gulu nordligt i landet.

De foreløbige undersøgelser tyder på, at de to busser kørte frontalt sammen.

Begge var angiveligt i gang med at overhale to andre køretøjer – en SUV og en lastbil – og kørte ind i hinanden.

SUV står for Sport Utility Vehicle og er en større og højere type personbil.

– Undervejs kørte de to busser frontalt ind i hinanden i forbindelse med overhalingerne, skriver politiet i Uganda på det sociale medie X.

– En af chaufførerne svingede ud i et forsøg på at undgå et sammenstød. Men det resulterede i et frontalt og sidelæns sammenstød, som skabte en kædereaktion, der førte til, at andre køretøjer mistede kontrol og væltede rundt flere gange, hedder det videre i en meddelelse fra politiet.

Indledningsvist blev der meldt om 63 døde, men det er senere blevet nedjusteret til 46.

– På ulykkestidspunktet blev adskillige mennesker fundet bevidstløse, og nogle kan ved en fejl være blevet inkluderet i det første dødstal, skriver Uganda Police Force på X.

De kvæstede er blevet bragt til Kiryandongo-hospitalet og andre nærliggende sundhedsfaciliteter, fremgår det af meddelelsen.

Det uddybes ikke, hvor mange kvæstede der er, og hvor alvorligt de er kommet til skade.

– Mens undersøgelser fortsætter, opfordrer vi alle i køretøjer til at udvise maksimal agtpågivenhed på vejene – og især undgå farlige og skødesløse overhalinger, skriver politiet.

Kunstnere ser deres levebrød blive spist af kunstig intelligens

Den danske kulturbranche ser et akut behov for politisk handling for at kunstneres rettigheder beskyttes mod brugen af kunstig intelligens til at skabe indhold.

Derfor har 29 rettighedsorganisationer forfattet et fælles brev til kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

Det skriver musikrettighedsorganisationen Koda, der er en af underskriverne, i en pressemeddelelse onsdag.

Heri kommer de med en opfordring til, at der skal findes en løsning på europæisk niveau, og at Danmark bør gå forrest i den kamp.

Ifølge organisationerne bliver kunstneres værker udnyttet til at skabe AI-generet indhold uden at have fået tilladelse til det.

Nicky Trebbien, der er juridisk og politisk direktør i Koda, udtaler i meddelelsen, at branchen står ved en alvorlig skillevej.

– AI-tjenesterne udnytter kynisk kunstnernes værker uden tilladelse og uden betaling. Det er ikke bare uetisk og ulovligt, det er en trussel mod hele den kulturelle og økonomiske værdikæde.

– Hvis vi ikke får klare regler nu, risikerer vi at overlade fremtidens musik og kunst til algoritmer og oversøiske tech-giganter, mens de menneskelige skabere bliver tværet ud, mener han.

Branchen ønsker blandt andet, at techvirksomhederne skal kunne dokumentere, hvilket indhold deres AI-modeller er bygget på.

Og så vil den have etableret et licenseringsmarked, hvor rettighedshavere sikres “en andel af værdiskabelsen i hele værdikæden”.

Fra politisk side er der før blevet kigget på de udfordringer, som kulturbranchen står over for.

I midten af 2024 blev der nedsat en ekspertgruppe, som i september afleverede en rapport med ti råd til kulturministeren.

I den forbindelse udtalte ministeren, at han ville tage anbefalinger med til Bruxelles for at løse problemerne.

Koda og musikbranchen har før luftet sin bekymring for, at den kunstige intelligens kan ende med at koste den milliarder i indtægter.

Samsung lancerer AR-headset – Vil bide skeer med Meta og Apple

Samsung har onsdag lanceret headsettet Galaxy XR, der er selskabets første produkt baseret på Googles Android XR-platform til såkaldt augmented reality.

Det skriver det sydkoreanske elektronikselskab i en pressemeddelelse.

Augmented reality – også kaldet AR – er en teknologi, som kombinerer data fra den fysiske verden med virtuelle data.

Selskabet forsøger med lanceringen at trænge ind på et nyt og usikkert marked for ansigtsbåret teknologi, skriver nyhedsbureauet Reuters. Et marked, der i øjeblikket domineres af virksomhederne Meta og Apple.

Headsettet kommer til at koste 1799 dollar, hvilket svarer til omkring 11.500 danske kroner. Det er omkring halvdelen af prisen på Apples VR-headset VisionPro.

Headsettet er det første i en serie af nye enheder, der er drevet af operativsystemet Android XR og kunstig intelligens. Enheden er en del af et langsigtet partnerskab med Alphabets Google og den amerikanske mikrochip-producent Qualcomm.

– Der ligger en lang rejse foran os, når det gælder andre typer enheder og formfaktorer, sagde Googles vicepræsident for AR/XR, Sharham Izadi, ifølge Reuters forud for lanceringen.

Næste skridt bliver lanceringen af en model, der har en lettere brille, lyder det fra Samsung ifølge Reuters.

Virksomheden har annonceret et samarbejde med både det amerikanske brillemærke Warby Parker og det sydkoreanske brillemærke Gentle Monsters.

Kapløbet om at opfinde nye typer af enheder, der understøttes af kunstig intelligens, har skabt konkurrence mellem de største techvirksomheder.

Meta, der ejer en række sociale medier såsom Facebook og Instagram, dominerer i øjeblikket markedet for VR-headset. Selskabet sidder på 80 procent af markedsandelen, mens Apple halter bagefter.

Også OpenAI, der er skaberen bag ChatGPT, forsøger i øjeblikket at finde en vej ind på det nye marked.

Virksomheden brugte i maj 6,5 milliarder dollar på at opkøbe startup-selskabet iO Products Inc, der indtil da var ejet af tidligere chefdesigner hos Apple Jony Ive.

Fire ud af fem unge har erfaring med hård og dominant sex

80 procent af de seksuelt aktive unge i alderen 16-35 år har erfaring med hård eller dominant seksuel adfærd.

Det viser en spørgeundersøgelse, som Voxmeter har lavet for Det Kriminalpræventive Råd.

I undersøgelsen er hård og dominant seksuel adfærd defineret som eksempelvis at slå, at tage kvælertag eller at hive i håret under sex.

Trods et indledende samtykke til akten ender mange dog i en situation, hvor den seksuelle adfærd undervejs ændrer sig i en hårdere retning end ønsket.

Det er tilfældet for flere kvinder end mænd.

Alligevel undlader mange af dem at sige fra, fordi det kan være akavet at gøre, når først der er taget hul på et samleje.

Derfor mener rådet, at besvarelserne understreger et behov for at styrke dialogen om, hvordan de unge sikrer samtykke under hård sex.

– Vi er kommet langt med debatten om samtykke, men de nye resultater viser, at vi endnu ikke er i mål, siger rådets formand, Erik Christensen, i en pressemeddelelse.

– For mange unge er ikke klar over, hvad et gyldigt samtykke er, og for mange unge oplever grænseoverskridende adfærd. Det understreger, at vi fortsat skal sætte samtykke til sex på dagsordenen – for uden samtykke er der tale om voldtægt.

I 2021 blev der i Danmark indført en samtykkebaseret voldtægtslovgivning, som dikterede, at det var ulovligt at have samleje med en person uden forudgående samtykke.

Siden dengang har der ifølge Det Kriminalpræventive Råd været et øget fokus på samtykke, men rådet mener ikke, at der tages højde for forskellige seksuelle præferencer i den samtale.

Langt de fleste i undersøgelsen giver udtryk for, at de oplevede, at den hårde sex stoppede, når først de sagde fra. Men for hver femte fortsatte den, viser undersøgelsen.

Størstedelen angiver, at de er enige i, at samtykke udtrykkes løbende under et samleje, hvis typen af sex ændrer sig markant.

Men nogle unge har det, som rådet definerer som en “problematisk opfattelse” af samtykke. Hver tredje mener nemlig, at et samtykke udenlukkende finder sted, inden man har sex.

Knap 2800 personer har besvaret undersøgelsen.

Zelenskyj skal mødes med Sveriges statsminister i Linköping onsdag

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, vil onsdag besøge Sverige.

Det oplyser den svenske statsminister Ulf Kristersson på det sociale medie X.

– Et stærkt og kompetent Ukraine er en vigtig prioritet for Sverige, og vi vil blive ved med at sikre, at Ukraine kan kæmpe imod Ruslands invasion, skriver han.

Mødet finder sted i Linköping.

Zelenskyj ankommer klokken 12.40, og der holdes pressemøde klokken 15.00, hvor de to statsledere vil præsentere det, som regeringen i en pressemeddelelse betegner som en nyhed inden for forsvarseksport.

Under mødet mellem de to ledere ventes det, at de vil diskutere krigen i Ukraine og det bilaterale forsvarssamarbejde mellem Sverige og Ukraine.

I forbindelse med mødet vil de to ledere også besøge en virksomhed, lyder det.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]