Seneste nyheder

27. marts 2026

Mand meldes død efter drukneulykke ved Aarhus

Østjyllands Politi rykkede lørdag formiddag ud til en drukneulykke tæt ved Aarhus.

Det oplyser Dion Emdal, der er vagtchef i Østjyllands Politi.

Vagtchefen fortæller, at politiet fik en anmeldelse om efterladt tøj på stranden nær Marselisborg i Aarhus klokken 09.22.

– Det kører vi ned og besigtiger, og i den forbindelse sætter vi en eftersøgning i gang af, hvem det her tøj kan tilhøre, siger han.

Omkring en halv time efter fandt man en livløs mand i vandet ved Østhavnsvej. Manden er afgået ved døden, lyder det.

Ifølge Aarhus Stiftstidende er der tale om en 61-årig mand. Hans pårørende er underrettet.

Vagtchefen oplyser til Ritzau, at man kan kæde de to fund sammen.

Politiet skal nu undersøge ulykken nærmere.

Verden opvarmes dobbelt så hurtigt som i forrige århundrede

Ifølge en ny rapport fra Nationalt Center for Klimaforskning (NCKF) sker den globale opvarmning dobbelt så hurtigt sammenlignet med forrige århundrede.

Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) i en pressemeddelelse.

– Termometeret viser, at stigningen er dobbelt så høj nu som tidligere, siger Adrian Lema, chef for NCKF.

Rapporten, Klimastatus 2025, peger på, at opvarmningen er steget fra 0,15 grader per årti i løbet af de seneste 80 år til 0,29 grader per årti over de seneste 20 år.

Adrian Lema forklarer til Ritzau, at tallene er direkte sammenlignelige, fordi der tages udgangspunkt i gennemsnittet for en periode på ti år.

Man sammenligner blot en lang periode på 80 år med en kortere periode på 20 år.

– Det vigtige er, at der næsten er tale om en fordobling af opvarmningsraten per årti, lyder det.

Den gennemsnitlige globale temperatur lå i 2024 1,55 grader over niveauet fra 1850 til 1900.

Det var ifølge FN det varmeste år nogensinde registreret.

Ifølge rapporten har verden dog i øjeblikket kurs mod en global opvarmning på omkring tre grader inden år 2100.

Jævnfør Parisaftalen lyder det, at målet er at begrænse verdens temperaturstigninger til 1,5 grader.

Rapporten blev fredag præsenteret på NCFK’s årlige klimakonference i DGI Byen i København, og den er blevet offentliggjort lørdag.

Det er ifølge pressemeddelelsen første gang, at man samler den nyeste viden om klimaets globale udvikling i en dansk version.

Forskere har tidligere understreget, hvor vigtigt det er at begrænse opvarmningen, da hver en brøkdel af en grads temperaturstigning øger risikoen for hedebølger og ødelæggelsen af havmiljøer.

Rapporten peger da også på, at konsekvenserne allerede mærkes på stigende havniveauer, smeltende is og ekstreme vejrhændelser.

– Når den globale opvarmning accelererer, betyder det også, at de negative konsekvenser af klimaforandringer vil ramme både rundt om på kloden og i Danmark, lyder det fra Adrian Lema.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Trump vil gerne mødes med Nordkoreas leder under Asien-besøg

USA’s præsident, Donald Trump, vil gerne mødes med Nordkoreas leder, Kim Jong-un, under sit kommende besøg i Asien.

Det har han fortalt om bord på Air Force One, skriver nyhedsbureauet AFP.

Turen varer en lille uge og går forbi Malaysia, Japan og Sydkorea. Trump skal mødes med stribevis af ledere undervejs.

Blandt andre den kinesiske præsident, Xi Jinping, som Trump skal mødes med i Sydkorea torsdag.

Men den amerikanske præsident taler altså også ind i spekulationer om, at han kunne finde på at mødes med Kim Jong-un.

– Det ville jeg. Hvis I vil sprede budskabet, er jeg åben for det, har Trump udtalt på præsidentflyet om det mulige møde mellem de to ledere.

– Jeg havde et godt forhold til ham, lød det videre.

Bliver mødet en realitet, vil det være første gang, at de to mødes siden 2019 – under Donald Trumps første præsidentperiode.

Kim Jong-un har ifølge AFP udtalt, at han også vil være åben for at mødes med den amerikanske præsident, hvis USA dropper sit krav om, at Nordkorea skal opgive sit atomarsenal.

Højdepunktet for Donald Trumps tur anses for at være mødet mellem præsidenten og Xi Jinping.

De globale økonomiske markeder vil holde nøje øje med, om de to ledere kan stoppe handelskrigen mellem landene, skriver AFP.

På Air Force One har Trump sagt, at han håber på et “meget godt møde” med Xi, og tilføjede, at han forventer, at Kina vil indgå en aftale for at undgå yderligere 100 procents told, der efter planen træder i kraft 1. november.

Inden mødet med den kinesiske leder skal Trump blandt andet besøge Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, som første stop på turen. Her vil der søndag være topmøde i Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Lande (Asean).

Det er et møde, som Trump droppede flere gange, da han første gang var præsident.

Ved mødet skal han underskrive en handelsaftale med Malaysia, og så skal han være til stede, når Thailand og Cambodja underskriver en fredsaftale, som Trump har været involveret i.

Thailands premierminister, Anutin Charnvirakul, aflyste lørdag morgen dansk tid sin deltagelse i Asean. Det skete som følge af, at Thailands tidligere dronning Sirikit fredag er død i en alder af 93 år.

Senere lørdag morgen lød det, at han alligevel vil deltage i underskrivelsen. Han har anmodet om, at ceremonien finder sted søndag morgen lokal tid.

Påvirket bilist mistænkes for to færdselsuheld i Horsens

En 22-årig mand er blevet anholdt natten til lørdag i Horsens efter to færdselsuheld, hvor først en fodgænger og dernæst en bil blev påkørt.

Det oplyser Jesper Knudsen, der er vagtchef i Sydøstjyllands Politi, til Ritzau.

– Det sker på Allegade i Horsens. Der kommer en bil, som kører ind i en fodgænger. Bilen kører derfra, siger han.

Han fortæller, at bilen endte på Amaliegade i Horsens, hvor den 22-årige påkørte en bil. På Amaliegade var der også en politipatrulje, som anholdt den unge bilist.

Fodgængeren, som blev påkørt, blev umiddelbart vurderet som lettere tilskadekommen.

Hvis der er vidner, der har set kørslen, opfordres de til at henvende sig til politiet. Det kan man gøre på telefon 114.

– Det er vores helt klare opfattelse, at der er en sammenhæng mellem de to færdselsuheld, siger Jesper Knudsen.

Politiet skønner, at der er tale om det, som populært kaldes vanvidskørsel. Det skyldes bilistens påvirkning af alkohol.

Når der er mistanke om vanvidskørsel, kan politiet beslaglægge køretøjet. Hvis retten efterfølgende beslutter, at køretøjet skal konfiskeres, tilhører det staten og kan sælges på auktion.

Det første færdselsuheld blev anmeldt til politiet klokken 00.39.

Den 22-årige blev fremstillet i grundlovsforhør klokken 14.00 i Retten i Kolding.

Han er efterfølgende blevet løsladt, oplyser Sydøstjyllands Politi til Ritzau.

Politisk aftale skal sikre stabilitet til frivillige organisationer

Et bredt flertal i Folketinget har lørdag indgået en politisk aftale om at give et økonomisk løft til landets frivillige, meddeler Social- og Boligministeriet på sin hjemmeside.

Aftalen skal samtidig sikre en mere gennemskuelig og forudsigelig model for uddeling af økonomiske midler på social- og sundhedsområdet.

Den nye model indeholder 423,5 millioner kroner årligt fra 2028 og frem, og samtidig bliver driftstilskuddet fra 2026 og 2027 videreført, fremgår det af aftalen.

– Civilsamfundet er en uundværlig del af vores velfærdssamfund, men alt for ofte sidder organisationerne tilbage med en usikkerhed om fordeling af midler. Om de kan fortsætte indsatserne for de mennesker, de er til for. Den hjemløse, stofbrugeren eller det udsatte barn.

– Med denne aftale kommer vi den uværdige usikkerhed til livs. Civilsamfundet kommer til at spille en langt større rolle, siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) i en pressemeddelelse.

Civilsamfundet får selv det overordnede ansvar for at fordele de økonomiske midler. Center for Frivilligt Socialt Arbejde får ansvaret med at fordele både en ramme til driftsstøtte og en ramme til modningsstøtte.

En modningsstøtte er rettet mod organisationer, som man ser potentiale i til at kunne modtage driftsstøtte, men som man vurderer, endnu ikke er klar til at få driftsstøtten.

Tidligere har det været sådan, at organisationerne hvert år har skullet vente på, om de blev tildelt midler i den såkaldte SSA-reserve. De har skullet udfylde papirarbejde i ansøgninger, og det er noget af det, man ønsker at komme til livs.

Branchedirektør i Dansk Erhverv Tony Bech er begejstret for aftalen.

– Det er meget positivt, at der nu er politisk enighed om en ny model for grundfinansiering af civilsamfundets organisationer.

– Denne aftale skaber den stabilitet og forankring, der har manglet alt for længe, siger han i en pressemeddelelse.

En del af økonomien til den nye model kommer fra SSA-reserven, som ikke bliver nedlagt, men videreføres i nedskaleret form.

Mand er død efter formodet påkørsel fra flugtbilist i Silkeborg

Midt- og Vestjyllands Politi er lørdag til stede ved en ulykke syd for Silkeborg, hvor en person formodes at være blevet påkørt.

Personen er afgået ved døden, oplyste vagtchef Jens Claumarch til Ritzau kort før klokken 09 lørdag morgen.

Lørdag formiddag oplyser politiet til TV Midtvest, at den afdøde er en 44-årig mand fra Aarhus. Hans pårørende er underrettet.

Politiet kan ikke umiddelbart pege på, hvilket køretøj der har ramt manden.

Men Midt- og Vestjyllands Politi formoder ifølge TV Midtvest, at bilen har kørt i retningen mod Silkeborg.

Ulykken blev anmeldt til politiet klokken 05.50, hvor der også blev sendt en lægebil til stedet.

Den formodede trafikulykke er sket på Nordskovvej, som ligger syd for Silkeborg.

Der er spærret af på stedet, og ifølge vagtchefen er det muligt, at der vil være spærret af hele formiddagen.

Vejdirektoratet skriver på sin hjemmeside, at politiet har spærret af mellem Frederiksberggade og Nordskovpassagen.

Politiet har tilkaldt hundepatruljer, som skal afsøge området for mulige spor.

I et opslag på X skriver politiet, at man efterlyser vidner til episoden.

Her lyder det videre, at politiet formoder, at der er skader på fronten af den bil, som har påkørt manden.

EL vil have gratis skolemad i Københavns budget

Står det til Enhedslisten, skal gratis skolemad være en del af det første budget i København efter kommunalvalget.

Det siger partiets spidskandidat i hovedstaden, Line Barfod, til Berlingske.

– En af de ting, vi kan gøre, det er at sikre gratis skolemad, så børnene kan få et måltid sammen, og morgenerne bliver lidt mindre stressende for børnefamilierne, når de ikke skal smøre madpakke, siger hun.

Partiet vil have, at forslaget er en del af budgetforhandlingerne i det første år, lyder det.

Line Barfod er i øjeblikket teknik- og miljøborgmester i København. Hun er desuden Enhedslistens kandidat til posten som overborgmester.

I en måling, som Epinion har lavet for Constructive Institute, står Enhedslisten til at blive det største parti i København.

Her står partiet til 27 procent af stemmerne, mens det næststørste parti i målingen er SF med 21,5 procent af stemmerne.

Hvis valgdagen falder ud som i målingen, kan de to partier sammen med Alternativet danne et rødt flertal uden om Socialdemokratiet.

Socialdemokratiet står til 10,4 procent af stemmerne.

Målingen er lavet mellem 4. september og 13. september og indeholder svar fra 614 respondenter.

Omkring målingen er det væsentligt at nævne, at over halvdelen af dem, der forventer at stemme i København, endnu ikke har besluttet, hvilket parti de ønsker at stemme på.

Trump vil diskutere Taiwan på møde med Xi Jinping

Taiwan vil være blandt emnerne, som USA’s præsident, Donald Trump, og den kinesiske præsident, Xi Jinping, vil diskutere på et møde mellem de to.

Det siger den amerikanske præsident natten til lørdag dansk tid.

Trump har sent fredag amerikansk tid sat kursen mod Asien.

Han siger også, at han mener, at den fremtrædende prodemokratiske forretningsmand Jimmy Lai, der sidder fængslet i Hongkong, bør løslades. Han er britisk statsborger.

USA og Storbritannien har hele tiden krævet Jimmy Lai løsladt.

Han er grundlægger af det nu lukkede medie Apple Daily, som var en hård kritiker af den kinesiske regering.

Lørdag er delegationer fra både Kina og USA ankommet til Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur. Her skal de arbejde på at deeskalere handelskrigen forud for mødet mellem Trump og Xi.

Trumps tur til Asien varer en lille uge og går forbi Kuala Lumpur, hvor der søndag er topmøde i Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Lande (Asean).

Ved mødet skal han underskrive en handelsaftale med Malaysia, og så skal han være til stede, når Thailand og Cambodja underskriver en fredsaftale, som Trump har været involveret i.

Thailands premierminister, Anutin Charnvirakul, aflyste lørdag morgen dansk tid sin deltagelse i Asean. Det skete som følge af, at Thailands tidligere dronning Sirikit fredag er død i en alder af 93 år.

Senere lørdag morgen lyder det, at han alligevel vil deltage i underskrivelsen. Han har anmodet om, at ceremonien finder sted søndag morgen lokal tid.

Mandag tager Trump til den japanske hovedstad, Tokyo. Dagen efter skal han mødes med den nye japanske premierminister, konservative Sanae Takaichi, der står over for en af sine første store prøver som landets leder.

Onsdag lander Trump i Sydkorea forud for et topmøde i den asiatiske samarbejdsorganisation om økonomi Apec.

I den forbindelse skal Trump blandt andet mødes med sin sydkoreanske kollega, præsident Lee Jae Myung.

Turen kulminerer med mødet mellem Trump og Xi torsdag. Det er første gang, at de to mødes, siden Trump igen blev præsident i januar.

Trump truede for nylig med at droppe mødet, efter at handelskrigen blussede op igen. Onsdag sagde han imidlertid, at han håber på “en aftale om alting”.

Det demokratisk styrede Taiwan er under tiltagende pres fra Kina, der ser øen som kinesisk område. Taiwan ligger øst for Kina og betragter sig selv som en selvstændig stat med sin egen valuta og sit eget politiske og juridiske system.

Reuters

Borgmester melder om angreb mod Kyiv med flere sårede

Mindst otte personer er blevet såret, efter at Rusland har angrebet Ukraines hovedstad, Kyiv, med missiler og droner.

Det melder myndigheder i Kyiv, skriver nyhedsbureauet AFP tidligt lørdag morgen.

Flere bygninger meldes desuden at være blevet beskadiget i forskellige distrikter i byen.

– Eksplosioner i hovedstaden. Byen er under ballistisk angreb, siger Vitalij Klytjko, som er Kyivs borgmester, på beskedtjenesten Telegram.

– Der er på nuværende tidspunkt otte sårede personer i hovedstaden, skriver han i et andet opslag.

Her siger borgmesteren også, at tre af de otte er blevet sendt til behandling på hospitalet.

Ifølge Klytjko er der udbrudt store brande i flere bygninger, hvor der ikke er beboelse, i distrikterne Desnjanskyj og Darnytskyj.

Tymur Tkatsjenko, som står i spidsen for Kyivs militære administration, siger, at der også er skader i distriktet Dniprovskyj.

Han melder ligesom borgmesteren, at flere personer er blevet såret, men han sætter dog ikke tal på.

Rusland har ikke umiddelbart kommenteret meldingerne fra Ukraine.

Ung mand mister livet efter skudepisode nær Stockholm

En mand på omkring 18 år er død, efter at han blev skudt i Södertälje nær Sveriges hovedstad, Stockholm.

Det oplyser svensk politi til det svenske nyhedsbureau TT.

En anden mand, som er omkring 20 år, er desuden blevet såret i forbindelse med hændelsen, som fandt sted fredag aften.

Hans skader er ifølge politiet ikke livsfarlige, men han er blevet kørt til hospitalet i ambulance.

Hændelsen efterforskes som drab og drabsforsøg, lyder det.

TT skriver, at en bil var involveret i hændelsen, men det står ikke klart, om ofrene befandt sig i bilen, eller om skuddene blev affyret fra en bil.

Det svenske medie SVT skriver, at de to forurettede blev fundet i nærheden af en bil.

– Der er ingen anholdte på nuværende tidspunkt, siger Nadya Norton, som er talsperson for politiet, omkring klokken 02.00 natten til lørdag.

Det fremgår ikke, om politiet har nogen mistænkte.

Talspersonen afviser at kommentere sagen yderligere.

– Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke gå i yderligere detaljer.

Politiet i Sverige fik anmeldelse om hændelsen klokken 21.23, og en stor politiindsats har efterfølgende stået på.

SVT skriver, at flere vidner i området fredag aften kunne høre skuddene.

– Det er en større operation, og vi skal sikre beviser og andre ting på gerningsstedet, siger Nadya Norton.

Thailands tidligere dronning dør i en alder af 93 år

Thailands tidligere dronning Sirikit er død i en alder af 93 år.

Det oplyser bureauet for det thailandske kongehus natten til lørdag dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Sirikit var enke til kong Bhumibol Adulyadej, som var Thailands længst regerende monark og sad på tronen i 70 år, indtil han døde i 2016.

Kong Maha Vajiralongkorn, som er deres søn, overtog posten og blev kronet i 2019.

Sirikit har holdt sig fra offentlighedens søgelys, efter at hun fik et slagtilfælde i 2012.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har hun haft flere forskellige sygdomme, siden hun blev indlagt i 2019 – blandt andet en blodinfektion tidligere på måneden.

– Hendes majestæts tilstand blev forværret indtil fredag, og hun afgik ved døden klokken 21.21 (lokal tid, red.) på hospitalet Chulalongkorn i en alder af 93 år, lyder det ifølge AFP fra det thailandske palads.

Sirikit blev født Sirikit Kitiyakara i 1932 – samme år som Thailand fik forfatningsmæssigt monarki. Hun var datter af Thailands daværende ambassadør i Frankrig, og hun voksede op i et rigt og privilegeret hjem.

Sirikit mødte Bhumibol, som i perioder af sin opvækst boede i Schweiz, da hun selv boede i Paris, hvor hun studerede musik og sprog.

– Det var had ved første blik, har hun fortalt i en dokumentar fra mediet BBC, hvor hun beskrev, hvordan Bhumibol kom for sent til deres første aftale.

– Men så var det kærlighed.

Parret blev forlovet i 1949 og blev et år senere gift i Thailand, da Sirikit var 17 år gammel.

Ud over sin søn, kong Maha Vajiralongkorn, efterlader Sirikit sig også tre døtre.

Ifølge Reuters har hun gennem årene blandt andet gjort sig positivt bemærket i internationale medier med sin sans for mode.

Hun har samarbejdet med blandt andre den franske designer Pierre Balmain om tøj lavet af thailandsk silke med traditionelle vævemetoder.

Hun er i den forbindelse blevet anerkendt for at have bidraget til en genoplivelse af Thailands silkeindustri.

I 1976 blev Sirikits fødselsdag, den 12. august, udnævnt til en helligdag og mors dag i Thailand.

Officielt er monarkiet hævet over politik i Thailand, som har været præget af flere kup og ustabile regeringer. Ved nogle lejligheder har kongefamilien, heriblandt Sirikit, dog udvist opførsel, der er blevet opfattet som politisk.

I 1998 brugte hun eksempelvis sin fødselsdagstale til at opfordre befolkningen til at forene sig bag den daværende premierminister, Chuan Leekpai.

Hun deltog i 2008 også i en begravelse for en demonstrant, der blev dræbt under sammenstød med politiet.

Trump vil permanent stoppe udvikling af havvind i New Jersey

Et midlertidigt stop for udvikling af havvindmølleparker ud for den amerikanske delstat New Jerseys kyst vil blive permanent.

Det siger USA’s præsident, Donald Trump, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

En række demokratiske guvernører gik i starten af september sammen i en fælles erklæring, hvori de anmodede Trump om, at tilladelser til havvindprojekter blev opretholdt.

Det drejer sig om guvernører fra delstaterne New York, Massachusetts, Connecticut, Rhode Island og New Jersey.

I løbet af efteråret har Trump-administrationen forsøgt at standse flere havvindprojekter – blandt andet Ørsteds havvindpark Revolution Wind, der ligger ud for Rhode Islands kyst.

Trump har flere gange kritiseret vind for at være en upålidelig energikilde og for at være grimme at have stående i landskabet.

Ørsteds havvindmøllepark er næsten færdigbygget og skulle efter planen tages i brug næste år.

Det danske selskab meddelte i forbindelse med byggestoppet, at man ville rette sig efter ordren, men at man ville gå i dialog med de relevante tilsynsmyndigheder om sagen.

Det danske energiselskab Ørsted traf i 2023 en beslutning om at stoppe vindmølleprojekterne Ocean Wind 1 og Ocean Wind 2 i New Jersey.

Årsagen til at stoppe projekterne var blandt andet problemer i forsyningskæderne og stigende renter.

Det medførte nedskrivninger for milliarder og faldt heller ikke i god jord hos New Jerseys guvernør, Phil Murphy.

I 2024 indgik selskabet forlig med New Jersey for 850 millioner kroner.

Ørsted har fortsat aktive projekter i delstaterne Rhode Island, Maryland, Connecticut og New York.

Selskabet har de senere år været i kraftig modvind på aktiemarkedet og oplyste i starten af oktober, at det vil mindske antallet af medarbejdere på globalt plan fra 8000 til 6000 frem mod udgangen af 2027.

New Jerseys guvernør, Phil Murphy, har ikke umiddelbart reageret på Trumps udtalelse.

Det fremgår ikke, hvornår det permanente stop vil blive indført.

Maduro: USA er i gang med at fabrikere en krig i Latinamerika

Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, mener, at USA er i gang med at fabrikere en krig.

Det siger han til venezuelanske statsmedier, skriver nyhedsbureauet AFP.

– De (USA, red.) fabrikerer en ny og evig krig. De lovede, at de aldrig igen ville blive involveret i en krig, og de fabrikerer en krig, som vi kommer til at forhindre, siger præsidenten.

Fredag meddelte USA’s forsvarsministerium, Pentagon, at USA indsætter flere skibe for at bekæmpe ulovlig narkohandel i Latinamerika.

Ifølge mediet BBC er der blandt andet tale om krigsskibet USS “Gerald R. Ford”, som har plads til omkring 90 fly og helikoptere.

USS “Gerald R. Ford” og de skibe, der ledsager det, vil forbedre og forstærke de eksisterende kapaciteter til at forstyrre narkohandlen og nedbryde og afvikle internationale kriminelle organisationer, lød det i en udtalelse fra Sean Parnell, som er talsperson for Pentagon.

USA har siden september skruet op for sin militære tilstedeværelse i Caribien, og ifølge AFP har det skubbet til frygten for en krig i området. I Venezuela frygter man, at USA’s mål med indsatsen er at få afsat Maduro.

Også ti F-35-fly og otte skibe fra den amerikanske flåde er blevet indsat.

USA har udført angreb mod skibe, som landet mener, tilhørte narkosmuglere. Ifølge BBC er der i alt blevet udført ti angreb – det seneste fredag.

Ifølge den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, blev seks mandlige “narkoterrorister” her dræbt.

USA’s præsident Donald Trumps administration siger, at USA fører en krig mod den ulovlige narkohandel i regionen. Ifølge BBC har flere – også i den amerikanske kongres – dog anklaget Trump for at føre en intimideringskampagne for at destabilisere Maduros regering.

Maduro er en mangeårig modstander af Trump, og Trump har beskyldt Maduro for at være leder af en ulovlig organisation for narkohandel. Det har Maduro benægtet.

Maduro har regeret Venezuela siden 2013. Han er af flere andre lande og af den venezuelanske opposition blevet beskyldt for at begå valgsvindel, da han vandt præsidentvalget i 2024.

Russisk udsending: Vi er tæt på en diplomatisk løsning for Ukraine

Kirill Dmitrijev, der er den russiske udsending for investeringer og økonomisk samarbejde, mener, at Rusland, USA og Ukraine er tæt på en diplomatisk løsning, der skal afslutte krigen i Ukraine.

Det siger han til mediet CNN, efter at han er ankommet til Washington D.C.

– Jeg tror, at Rusland, USA og Ukraine faktisk er ret tæt på en diplomatisk løsning, lyder det.

Han siger desuden, at et møde mellem USA’s præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, ikke er aflyst, som Trump har sagt, men at de to ledere sandsynligvis vil mødes på et senere tidspunkt.

Topmødet skulle efter planen have fundet sted tirsdag i Ungarns hovedstad, Budapest, men blev udskudt, da Rusland afviste at indgå en øjeblikkelig våbenhvile.

Trump sagde, at han aflyste mødet med Putin på grund af manglende fremskridt i forhandlingerne om en afslutning på krigen og det, han betegnede som en følelse af, at timingen var forkert.

Dmitrijev giver over for CNN ikke flere detaljer om, hvad det indebærer, at parterne er tæt på løsning, eller hvad en diplomatisk løsning vil indebære.

Tidligere på ugen lød det fra europæiske ledere og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at frontlinjen bør være et udgangspunkt for forhandlinger i Ukraine. Også danske Mette Frederiksen (S) var blandt afsenderne.

Også det kommenterer Dmitrijev på over for CNN.

– Det er et stort skridt fra præsident Zelenskyj allerede at anerkende, at det handler om frontlinjer.

– Hans holdning var tidligere, at Rusland skulle forlade landet helt – så faktisk tror jeg, vi er rimelig tæt på en diplomatisk løsning, der kan udarbejdes, siger han.

USA’s præsident, Donald Trump udtalte søndag, at Donbas-regionen i det østlige Ukraine for nuværende bør opdeles langs frontlinjen mellem Ukraine og Rusland.

Reuters

Dideriksen vinder omnium-bronze efter spændende pointløb

Den danske cykelrytter Amalie Dideriksen vandt natten til lørdag dansk tid sin anden VM-medalje ved dette års banecykling, da hun snuppede bronze i omnium.

I det afgørende pointløb skulle det helt ned til den sidste spurt, før der blev fundet en afgørelse.

Her spurtede Dideriksen sig til en andenplads, hvilket var nok til at snuppe bronzen lige for næsen af belgiske Shari Bossuyt.

Onsdag vandt Dideriksen VM-sølv i scratch bag hollandske Lorena Wiebes, og netop Wiebes var igen stærkest i omnium og vandt guld. Franske Marion Borras tog sølvet foran Dideriksen.

Efter scratch-løbet, tempoløbet og udskilningsløbet lå Wiebes, Borras, Dideriksen og Bossuyt inden for ti point i toppen, og der var dermed lagt op til, at det hele skulle afgøres i pointløbet.

Den tætte top gav et forholdsvis låst pointløb, hvor det var svært for favoritterne at lave den helt store forskel.

Undervejs blev det klart, at Borras og Wiebes skulle slås om guldet, mens Dideriksen skulle fokusere på at holde belgieren bag sig, så det kunne blive til en medalje.

Det lykkedes akkurat i den allersidste spurt, hvor Dideriksen i en ren duel viste sig stærkere end Bossuyt.

Danmark er nu oppe på fire medaljer ved dette års verdensmesterskab i banecykling i Chile.

Tidligere fredag vandt Rasmus Lund Pedersen sølv i 4000 meter individuelt forfølgelsesløb, og torsdag aften dansk tid tog det danske hold i 4000 meter holdforfølgelsesløb guld.

VM fortsætter til søndag.

En mand er anholdt efter mistænkeligt forhold i Gilleleje

Politiet har stort set afsluttet en aktion på en adresse i Gilleleje, efter at man siden tidligt fredag aften har undersøgt et mistænkeligt forhold.

Det oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi Thomas Ratzlaff.

– I den forbindelse har vi anholdt en mand fra lokalområdet. Den anholdelse er sket uden brug af magtmidler og under fredelige forhold, siger han.

Han tilføjer, at politiet ikke har yderligere at oplyse om sagen.

– Vi er snart færdige, og vi kan ikke sige mere. Manden er anholdt og kørt væk, siger Thomas Ratzlaff.

43-årig mandlig cyklist er i kritisk tilstand efter påkørsel

En 43-årig mand er i kritisk tilstand efter at være blevet påkørt af en bil i Vanløse på cykel.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Mads Østermark.

– Bilisten ramte cyklisten derude. Der er ikke nogen mistanke om spiritus. Vi kender endnu ikke de nærmere omstændigheder, og hvad der præcis skete.

Anmeldelsen indløb klokken 23.23. Uheldet fandt sted i krydset ved Jernbane Allé og Grøndals Parkvej.

Politiet har tilkaldt en bilinspektør, som skal undersøge stedet.

Det er fortsat uklart, om bilisten skal sigtes for noget.

En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

Rasmus Lund tager VM-sølv i individuelt forfølgelsesløb

Det blev ikke til den helt store overraskelse, da danske Rasmus Lund Pedersen natten til lørdag dansk tid vandt sølv i 4000 meter individuelt forfølgelsesløb ved VM i banecykling i Chile.

I kampen om guldmedaljen blev den 27-årige dansker sat til vægs af den britiske storfavorit Josh Charlton.

Briten tog guldet i tiden 4 minutter og 4,122 sekunder. Det var over tre sekunder hurtigere end Rasmus Lund, der i finalen kørte i tiden 4 minutter og 7,496 sekunder.

Det var forventet, at det ville blive en for stor mundfuld for Rasmus Lund, der for første gang kørte disciplinen i VM-sammenhæng.

Det er den tredje danske medalje ved bane-VM. Amalie Dideriksen vandt onsdag sølv i scratch, mens det danske hold i 4000 meter holdforfølgelsesløb med blandt andre Rasmus Lund sent torsdag aften dansk tid vandt guld.

Rasmus Lunds præstation i den individuelle finale var en smule langsommere end i kvalifikationen. Her kørte han i tiden 4 minutter og 5,092 sekunder. Det var næstbedst efter storfavoritten Charlton, og derfor skulle de to dyste om guldet.

Præcis som i kvalifikationen startede Rasmus Lund langsomt ud i finalen.

Efter 1000 meter var han mere end to sekunder efter Charlton, og der var noget, der skulle hales ind.

Rasmus Lund åd en smule af Charltons forspring, men slet ikke nok. Danskeren fik forspringet ned på 1,8 sekunder, men efter 2500 meter begyndte Charlton at øge igen, og med 500 meter tilbage rundede forspringet tre sekunder.

Derfra var tingene afgjort, og briten tog guldet i suveræn stil.

Syv yemenitiske FN-ansatte meldes tilbageholdt i Sanaa

Flere yemenitter, som arbejder for FN i Yemens hovedstad, Sanaa, er blevet tilbageholdt på baggrund af anklager om, at de har udført spionage for Israel.

Det siger en embedsmand fra houthi-bevægelsen til nyhedsbureauet AFP fredag.

Sanaa er kontrolleret af houthierne.

Tidligere på ugen blev 20 ansatte i FN – herunder 15 udlændinge – løsladt, efter at de sidste weekend var blevet tilbageholdt i FN’s kontor i Sanaa.

Houthierne har i årevis chikaneret og tilbageholdt FN-ansatte og nødhjælpsarbejdere med anklager om spionage, og bevægelsen har skruet op for anholdelserne af dem siden begyndelsen af krigen i Gaza, skriver AFP.

Houthierne er støttet af styret i Iran. De er samtidig allierede med Hamas-bevægelsen i Gaza.

– Syv FN-ansatte, som alle er yemenitter, er blevet anholdt fra sent i går aftes til i eftermiddags på baggrund af anklager om spionage for Israel, siger den unavngivne kilde fra houthierne til AFP.

En anden unavngiven kilde fra bevægelsen siger også til AFP, at flere ansatte i FN er blevet tilbageholdt- men den kilde sætter ikke tal på.

Under en briefing fredag lød det fra FN-talsperson Farhan Haq, at to af organisationens ansatte torsdag var blevet anholdt. I alt er 55 medarbejdere aktuelt tilbageholdt af houthierne.

– De her handlinger tvinger os til at genoverveje den måde, hvorpå vi arbejder i områder kontrolleret af houthierne.

Houthiernes regering, som kontrollerer Sanaa, er ikke internationalt anerkendt. Landets internationalt anerkendte regering i byen Aden har fordømt den seneste tids tilbageholdelser og kaldt dem en eskalering.

Houthierne har flere gange under krigen i Gaza udført angreb mod skibe i Det Røde Hav og mod Israel, hvilket ifølge bevægelsen er sket i solidaritet med palæstinenserne i Gaza.

Israel har udført flere gengældelsesangreb – herunder et stort angreb i august, hvor bevægelsens premierminister i Yemen, Ahmed al-Rahawi, og et antal houthi-ministre blev dræbt.

Paul Hüttel fra Matador og Pyrus-julekalender er død

Skuespilleren bag den ældre nisse Gyldengrød i “Alletiders Jul” og tyskeren Herbert Schmidt i “Matador”, Paul Hüttel, er død 90 år gammel.

Det fremgår af en dødsannonce i Berlingske, hvor det lyder, at han er sovet stille ind fredag.

Den afdøde skuespiller havde et langt liv i skuespillets verden, hvor danskere i de fleste aldre vil kunne genkende ham fra julekalendere og “Matador”.

Det var dog ikke lige med det samme, at skuespilleren, der fyldte 90 år den 13. juli i år, fandt sig til rette foran et kamera.

Ifølge Kristeligt Dagblad havde han inden sin skuespilkarriere haft vidt forskellige job.

Han havde arbejdet i butik, været forsikringsagent og presseofficer i Frankrig, lød det i et portræt af skuespilleren fra 2010.

Men skuespiller blev Paul Hüttel altså.

Når man taler om hans filmografi, kommer man ikke uden om rollen som den ældre nisse Gyldengrød i “Alletiders Jul” fra 1994.

Han har været med i fire Pyrus-julekalendere samt en Pyrus-spillefilm og er blevet set af millioner af danskere.

I “Matador” var det som tyskeren Herbert Schmidt, at Hüttel kunne opleves. Han har ifølge den danske filmdatabase medvirket i i alt 32 film og 19 tv-serier.

Han har også spillet masser af teater og lagt stemme til tegnefilm.

De senere år af sit liv havde han også roller i nyere produktioner. Det gælder eksempelvis serierne “Badehotellet”, “Riget Exodus” og “Hvide Sande”.

Paul Hüttel var ikke en mand med store armbevægelser i pressen trods sine meget kendte roller.

Faktisk er det svært at opstøve et interview med Hüttel. Han var gift med skuespiller Birthe Neumann, der har fortalt lidt mere om deres forhold.

De mødtes på Det Kongelige Teater, da de begge arbejdede der, har hun fortalt til Alt for Damerne.

Birthe Neumann syntes, at han lignede en mafioso, men han viste sig at være sød. Derfra blev de kærester – og så blev de gift i 1974.

Parret boede på Frederiksberg og er forældre til en voksen datter.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]