Seneste nyheder

25. marts 2026

Beboer alvorligt tilskadekommen efter brand i etageejendom

15 personer er blevet evakueret fra en etageejendom i Hammerum i det østlige Herning efter en kraftig brand onsdag morgen.

En person er svært tilskadekommen som følge af røgen, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet skriver, at alle evakuerede er blevet tilset af ambulancepersonale, og at ingen er vurderet til at være i livsfare. Tre personer er dog kørt til hospitalet.

Leon Østergaard Nielsen, der er indsatsleder i Brand & Redning Midtvest, fortæller til Herning Folkeblad, at beboeren i den lejlighed, hvor branden startede, var svært tilredt.

Men hun nåede at blive vækket af sin hund, skriver avisen.

Midt- og Vestjyllands Politi skriver, at der gik ild i en af i alt 12 lejligheder på adressen.

Ifølge Herning Folkeblad er det en lejlighed på anden sal.

Politiet fik alarmen om branden klokken 05.35, og det var kort før klokken 08 forventningen, at der fortsat vil være spærret på adressen i nogle timer endnu.

Branden er slukket, og efterslukningsarbejdet forventes afsluttet onsdag morgen.

Midt- og Vestjyllands Politi ved endnu ikke, hvad der startede branden. Men det skal en undersøgelse på stedet forsøge at klarlægge.

I pressemeddelelsen opfordrer politiet til, at man respekterer afspærringerne på stedet.

Nedskrivninger trækker Ørsted-regnskab i minus

Med gennemførelsen af en milliardstor kapitaludvidelse og et nyligt salg af ejerandele af havvindparken Hornsea 3 står Ørsted med en kassebeholdning, der kan klare lidt af hvert.

I tredje kvartal måtte det danske energiselskab alligevel indkassere et minus på 1,7 milliarder kroner på bundlinjen.

Det negative resultat skyldtes dog i høj grad nedskrivninger for 1,76 milliarder kroner, der altså i høj grad var medvirkende til at gøre sorte tal røde.

Nedskrivninger er fald i værdien på ting, et selskab ejer, der betragtes som tab.

Og i Ørsteds tilfælde er det igen de amerikanske havvindprojekter, der driver nedskrivningerne.

I noterne til regnskabet opgør selskabet selv stigende importtold og påvirkningerne fra det byggestop, der blev indført af de amerikanske myndigheder på havvindparken Revolution Wind som hovedårsagerne til nedskrivningernes omfang.

Administrerende direktør Rasmus Errboe kigger i sine bemærkninger til regnskabet fremad og fokuserer på de positive nyheder.

– Jeg er tilfreds med de gode fremskridt på vores igangværende projekter og vores solide drift.

– Selv om vindhastighederne var lavere i kvartalet, øgede vi vores strømproduktion med otte procent sammenlignet med tredje kvartal sidste år, siger han.

Ørsted fastholder sin forventning til regnskabsåret om et driftsoverskud på mellem 24 og 27 milliarder kroner.

Det forventes også, at de igangværende projekter vil forbedre Ørsteds driftsresultat med mellem 11 og 12 milliarder kroner årligt, når de engang er færdigbygget.

Til gengæld har Ørsted skruet ned for de strategiske ambitioner og vil fremover udelukkende satse på europæiske havvindprojekter.

Det har samtidig betydet, at man forventer at reducere medarbejderstaben med omkring 2000 personer frem mod 2017, i takt med at de eksisterende projekter afsluttes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vestas får flere ordrer og indsnævrer forventninger

Vindmølleproducenten Vestas har i årets tredje kvartal omsat for lidt mere end 5,3 milliarder euro, svarende til knap 40 milliarder kroner.

Det er tre procent mere end samme periode året før og skyldes øget levering.

Det viser selskabets regnskab, som er blevet offentliggjort onsdag morgen.

I kvartalet har Vestas tjent 304 millioner euro efter skat, svarende til knap 2,3 milliarder kroner.

– Resultaterne er drevet af højere leverancer og fortsat forbedring i eksekveringen af landvindprojekter, siger topchef Henrik Andersen i en kommentar til regnskabet.

Samtidig indsnævrer selskabet sine forventninger til salget i hele regnskabsåret. Nu venter Vestas en omsætning mellem 18,5 og 19,5 milliarder euro mod tidligere ventet mellem 18 og 20 milliarder euro.

I kvartalet har Vestas øget sin ordreindgang med fire procent. Det er især drevet af øgede ordrer på landvindmøller, hvor ordreindgangen er steget med 60 procent.

Udsving i valutakurser har trukket salget hos Vestas ned i tredje kvartal. Her har den negative effekt været 163 millioner euro sammenlignet med året før. Det svarer til 1,2 milliarder kroner.

Når et selskab har forretning i andre lande end Danmark, betyder valutakursen noget for selskabets salg og indtjening i danske kroner.

I løbet af året er dollarkursen faldet markant. Det betyder, at man får færre euro eller danske kroner for hver tjent dollar.

Vestas igangsætter desuden et aktietilbagekøbsprogram, hvor selskabet vil tilbagekøbe aktier for 150 millioner euro, svarende til omkring 1,1 milliard kroner.

Novo sænker forventningerne til årets salg

Selv om Novo Nordisk i år har øget salget af medicin sammenlignet med samme periode sidste år, så vokser omsætningen ikke i samme tempo som tidligere.

Den danske medicinalgigant har i årets første ni måneder solgt medicin for 229,9 milliarder kroner. Det er 12 procent mere end i samme periode sidste år.

Men samtidig med fremlæggelsen af regnskabet for tredje kvartal sænker selskabet nu sin forventning til det samlede salg i 2025.

Hidtil forventede selskabets ledelse at kunne øge salget målt i kroner med mellem 5 og 11 procent.

Nu snævres prognosen ind i nedadgående retning, så vækstforventningen nu hedder mellem 4 og 7 procent.

– Indsnævringen afspejler lavere vækstforventninger for Novo Nordisks GLP-1-behandlinger inden for diabetes og svær overvægt, hedder det i regnskabsmeddelelsen.

Regnskabet viser desuden et resultat efter skat for perioden på 75,5 milliarder kroner, hvilket er en forbedring på fire procent sammenlignet med forrige regnskabsår.

På trods af at Novo altså forventer, at væksten i salget af Wegovy til behandling af svær overvægt bliver lavere end forventet, så voksede salget af vægttabsmidler med 37 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Men Novo har været udfordret på flere fronter, når det gælder salget af Wegovy.

Selskabet har haft svært ved at følge med efterspørgslen, ligesom konkurrenten Eli Lilly også har presset salget.

Endelig har Novo Nordisk i USA i foråret måttet se apoteker lovligt sælge Wegovy-kopier, fordi amerikanske regler gør det lovligt at kopiere patentbeskyttet medicin, hvis der opstår en mangelsituation.

Ikke desto mindre ser Novos nye administrerende direktør, Mike Doustdar, optimistisk på den kommende tid.

– Vores omfattende transformation har allerede resulteret i driftsmæssige effektiviseringer og har et fornyet fokus, der kan levere en række mulige behandlinger til millioner af nye patienter – hovedsageligt inden for svær overvægt, siger han i en kommentar til regnskabet.

Ambu hæver omsætningen og melder forsigtigt ud

Ambu formåede i det netop overståede regnskabsår 2024/25 at indfri sine egne vækstforventninger og samtidig overgå sine øvrige finansielle resultater fra året forinden.

Det viser regnskabet, der er offentliggjort onsdag morgen.

Her udgør omsætningen 6,037 milliarder kroner mod 5,391 milliarder i forrige regnskabsår.

Den organiske vækst – hvor man fraregner opkøb og valutaeffekter – er opgjort til 13,1 procent, og dermed ligger Ambu inden for den skive, selskabets ledelse selv har sat op.

Overskuddet efter skat løb op i 609 millioner kroner, hvilket er en væsentlig forbedring i forhold til 2023/24-regnskabets bundlinje på 235 millioner kroner.

Men med til historien hører, at der i sammenligningskvartalet var særlige poster på 334 millioner, der trak det samlede resultat i nedadgående retning.

Ambu har hovedsæde i Ballerup og producerer hospitals- og redningsudstyr, som bliver produceret og solgt i hele verden.

Selskabet ledes af administrerende direktør Britt Meelby Jensen, der glæder sig over, at det endnu engang er lykkedes at hæve omsætningen med en tocifret procentsats.

– Vi går nu ind i en ny æra med accelereret vækst og større indflydelse i sundhedssektoren drevet af vores ambition om at opnå global førerposition inden for endoskopi, siger Britt Meelby Jensen i en kommentar til regnskabet.

Endoskoper er de apparater, der bruges til kikkertundersøgelser. Derudover producerer Ambu også udstyr til genoplivning og overvågning af patienter.

I forbindelse med regnskabet har selskabet også meldt sine forventninger for det kommende år ud, og de lyder på en organisk omsætningsvækst på mellem 10 og 13 procent.

Det er altså i den lavere ende sammenlignet med det seneste regnskab og lidt forsigtigt i forhold til de langsigtede forventninger om en organisk vækst på mellem 11 og 13 procent, som selskabet meldte ud på sin kapitalmarkedsdag i oktober.

Omvendt er det præcis den samme forventningsudmelding, som selskabet præsenterede ved fremlæggelsen af forrige regnskab for et år siden.

Den blev senest i august hævet til at ligge i intervallet mellem 12 og 14 procent.

Dennis Knudsen udgiver bog om vanvidskørsel på færgehavn

Kendisfrisøren Dennis Knudsen udgiver den 28. november bogen “Da bommen gik ned”.

Det skriver Buster Nordic, som udgiver bogen, i en pressemeddelelse.

Titlen refererer til en meget omtalt sag, hvor Dennis Knudsen fik frakendt kørekortet efter en episode ved Molslinjen på Aarhus Færgehavn i 2023.

– Jeg har valgt at fortælle min historie nu, fordi jeg ikke vil lade andre definere, hvem jeg er. Der er blevet sagt og skrevet så meget om mig, men sandheden er altid mere nuanceret end overskrifterne.

– Det her er min mulighed for at sætte ord på, hvad der sker – og hvad det gør ved mig som far, menneske og offentlig person, siger Dennis Knudsen i pressemeddelelsen.

Knudsen har fortalt sin historie til journalist Frederikke Stage. Han beskriver blandt andet, hvordan hele forløbet har haft personlige og økonomiske konsekvenser for ham.

I den meget omtalte sag fra havnen i Aarhus blev Dennis Knudsen frakendt kørekortet. Han blev også idømt 40 dages betinget fængsel for fareforvoldelse og vanvidskørsel, og han fik konfiskeret sin Audi Q7.

Kendisfrisøren har tidligere fortalt i retten, at han “kollapsede” og fik en “nedsmeltning”, da han en aften i juli 2023 var i Aarhus for at nå dagens sidste afgang mod Sjællands Odde.

Færgebommen gik ikke op, fordi han var kommet for sent til at kunne køre om bord.

Men Knudsen insisterede på at komme med og henvendte sig til Molslinjens driftskontor for at tale med medarbejderen, der havde afvist ham.

Det resulterede i, at tre computerskærme røg på gulvet og to færgebomme blev revet af, hvorefter Dennis Knudsen satte kurs mod færgen.

Han blev mødt af en færgemedarbejder, der gjorde tegn til, at han skulle standse.

Men Knudsen fortsatte ifølge medarbejderen og klodsede først bremserne på bilen, idet kølerhjelmen ramte hendes mave.

Til sidst lagde hun sig op på bilens kølerhjelm for at undgå at havne under bilen og campingvognen, forklarede hun.

Nedlukning i USA når 36. døgn og er officielt den længste nogensinde

En igangværende nedlukning af statsapparatet i USA er onsdag blevet den længste i landet nogensinde.

Det skriver nyhedsbureauet AFP, efter at nedlukningen er gået ind i sit 36. døgn.

Den tidligere rekord for en nedlukning, som fandt sted under præsident Donald Trumps første embedsperiode, var 35 dage.

Nedlukningen blev en realitet, fordi Demokraterne og Republikanerne ikke kunne nå til enighed om en ny finanslov, før finansåret udløb 1. oktober.

En nedlukning betyder, at statslige aktiviteter, der ikke er nødvendige, indstilles.

Ifølge AFP er der aktuelt 1,4 millioner føderalt ansatte i USA, som enten arbejder uden løn eller er på tvungent orlov som følge af nedlukningen.

Mandag meddelte brancheorganisationen Airlines for America (A4A), der repræsenterer en række af de store flyselskaber i landet, at flere end 3,2 millioner flypassagerer i USA er blevet ramt af forsinkelser eller aflysninger på grund af personaleudfordringer hos flyvelederne.

Få timer inden nedlukningen slog rekord, slog Trumps administration alarm over forstyrrelserne i flytrafikken.

Personalemanglen vil blive værre, og det kan være nødvendigt at lukke dele af landets luftrum, hvis den fortsætter, lød det.

– Hvis vi går en uge frem fra i dag, demokrater, vil I se masseforsinkelser af fly, sagde transportminister Sean Duffy på et pressemøde i byen Philadelphia i delstaten Pennsylvania.

Også blandt andet fødevarehjælp til amerikanere – den såkaldte Snap, der yder støtte til familier med lav indkomst gennem fødevarekuponer – er blevet ramt af nedlukningen.

Der har ifølge AFP i de seneste dage været skrøbelige tegn på fremskridt i Kongressen, hvor man skal nå til enighed om en midlertidig budgetlov.

Både Demokraterne og Republikanerne er dog fortsat urokkelige, når det kommer til det største stridspunkt i drøftelserne, som er de føderale sundhedsudgifter.

Demokraterne har hidtil stået fast på et krav om, at der skal prioriteres flere penge på sundhed i budgetaftalen, og de vil således kun stemme for en budgetaftale, hvis der bliver indgået en aftale om at forlænge et sundhedstilskud gældende millioner af amerikanere.

Republikanerne har derimod insisteret på, at de først vil se på sundhedsområdet, når der er givet grønt lys til en budgetaftale.

Northside erkender fejl og vil igen servere kød og fisk

Der vil igen blive serveret kød og fisk, når musikfestivalen Northside finder sted i sommeren 2026.

Det skriver Northside i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.

Her erkender festivalchef Brian Nielsen, at det var en “stor fejl”, at festivalen i 2022 fjernede kød fra menuen.

Brian Nielsen siger, at en del har fravalgt Northside grundet festivalens vegetariske menu. Og det har presset økonomien.

– Vi må desværre erkende, at denne procentdel er endog meget stor, og at frasige os disse potentielle deltagere er simpelthen ikke økonomisk bæredygtigt for os. Det var en stor fejl, det vil vi gerne beklage, siger Brian Nielsen i pressemeddelelsen.

I 2022 valgte Northside, at deres madboder udelukkende skulle sælge vegetarisk mad. Det skete uden at spørge gæsterne, og det skulle man have gjort, lyder det nu.

Selv om der igen vil være muligheder med kød og fisk i madboderne på næste års festival, vil der fortsat være fokus på den plantebaserede menu.

Medier: Californien stemmer for ændring af valgkredse

Californiens vælgere har tirsdag stemt for at ændre en optegning af delstatens kongresvalgkredse.

Det viser prognoser fra medierne NBC News og Fox News. Det endelige resultat er ikke bekræftet.

De første resultater viser ifølge nyhedsbureauet AFP et overvældende flertal for forslaget, som bredt er blevet promoveret som en mulighed for at “give Trump en lærestreg”.

Californiens demokratiske guvernør, Gavin Newsom, har opfordret vælgerne til at stemme ja for at sikre Demokraterne fem ekstra pladser i kampen om kontrollen over Kongressen ved midtvejsvalget i 2026.

Demokraterne sidder aktuelt på 43 ud af Californiens 52 valgdistrikter, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Gavin Newsom mener, at den nye optegning af valgkredse i Californien vil skabe lige vilkår, efter at Republikanerne i delstaten Texas tidligere på året vedtog en ny opdeling af valgkredse.

Det skete under pres fra Det Hvide Hus for at bevare et snævert flertal i Kongressen.

Taktikken med at ændre optegningen af valgkredse er kendt som “gerrymandering” og bruges af de to store partier til at øge deres indflydelse i Kongressen.

Republikanerne har sagt, at der i Californien er tale om et åbenlyst forsøg på at øge Demokraternes magt. Ifølge dem vil forslaget berøve republikanere deres stemmeret i delstaten, der har en stor majoritet af demokrater.

Tirsdagens resultat er en stor sejr for guvernør Gavin Newsom, der i stigende grad gør krav på lederskabet af Det Demokratiske Parti på grund af sin vilje til at tage kampen op mod USA’s præsident, Donald Trump.

Kina fjerner forhøjet told på 24 procent på amerikanske varer i et år

Kina forlænger suspenderingen af en forhøjet told på 24 procent på amerikanske varer i et år, men bevarer en basistold på 10 procent.

Det oplyser Kinas finansministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

Kinas toldkommission oplyser desuden ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Kina vil fjerne nogle toldsatser på op til 15 procent på amerikanske landbrugsvarer fra 10. november.

Ung muslimsk socialist vinder borgmestervalget i New York

Demokraten Zohran Mamdani bliver ny borgmester i New York City. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

34-årige Mamdani siger i sin sejrstale, at valget af ham viser vejen til at besejre den amerikanske præsident, Donald Trump.

Trump har været en hård kritiker af den unge muslims socialistiske politik.

– Hvis nogen kan vise en nation, der er blevet forrådt af Donald Trump, hvordan man besejrer ham, så er det den by, der skabte ham, siger Zohran Mamdani i sejrstalen til sine tilhængere.

– I denne tid med politisk mørke vil New York være lyset, tilføjer han.

Mamdani var i forvejen et godt stykke foran sine modkandidater i meningsmålingerne.

Valget stod mellem blandt andre Mamdani, den tidligere demokratiske guvernør i delstaten Andrew Cuomo og republikaneren Curtis Sliwa.

Mamdani bliver byens yngste borgmester i over 100 år, skriver AP. Han er også den første muslimske borgmester i New York City.

Ifølge nyhedsbureauet har der været tale om den største valgdeltagelse ved et borgmestervalg i New York City siden 1969. Over to millioner vælgere deltog, oplyser byens valgnævn.

Blandt Mamdanis valgløfter er gratis offentlig transport, gratis pasning af børn i alderen seks uger til fem år og offentligt drevne supermarkeder.

Ifølge AP’s rundspørge blandt vælgere i New York City har især leveomkostninger og boligomkostninger været på vælgernes nethinder, da de gik i stemmeboksen.

Og det var netop det, som Mamdanis – primært digitale – valgkampagne fokuserede på.

Demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer, kalder tirsdagens valgresultater for en god aften for Demokraterne. Det skriver AP.

– Hvis republikanerne vil fortsætte med at følge Donald Trump blindt ned i kaossets afgrund, så lad dem gøre det. Resten af USA bevæger sig fremad, siger han i en udtalelse.

USA’s præsident, Donald Trump, har flere gange kritiseret Mamdani offentligt. Trump har desuden sagt, at han måske vil trække den føderale støtte til byen, hvis Mamdani vinder valget.

– Det er meget usandsynligt, at jeg vil bidrage med føderale midler – ud over det absolutte minimum, som loven kræver, lød det fra præsidenten mandag.

Zohran Mamdani erstatter Eric Adams, som for godt en måned siden trak sig fra borgmestervalgkampen. Han var tidligere demokrat, men stillede op til valget som uafhængig.

Ud over New York City har Demokraterne vundet nattens valg i delstaterne New Jersey og Virginia, hvor sidstnævnte har fået sin første kvindelige guvernør.

Kvindelig demokrat vinder for første gang guvernørvalg i Virginia

Den demokratiske Abigail Spanberger har vundet guvernørvalget i den amerikanske delstat Virginia.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den 64-årige Spanberger, som tidligere har arbejdet i efterretningstjenesten CIA og være medlem af Kongressen, bliver den første kvindelige guvernør i Virginia.

Hun vinder guvernørvalget over den republikanske viceguvernør Winsome Earle-Sears.

Spanberger overtager posten fra delstatens republikanske guvernør, Glenn Youngkin, som på grund af delstatslig lovgivning ikke kunne genopstille til posten.

Ifølge Reuters har Spanbergers valgkampagne lagt vægt på, at leveomkostningerne i delstaten skal blive lavere, ligesom den har været præget af kritik af USA’s præsident, republikanske Donald Trump.

Trump har – siden han blev indsat i Det Hvide Hus i januar – skåret i landets føderale bureaukrati, hvilket har haft stor indflydelse i Virginia.

Virginia grænser op til forbundshovedstaden Washington D.C. og er hjemsted for et stort antal offentligt ansatte.

– Vi har sendt et budskab til verden om, at Virginia i 2025 valgte pragmatisme frem for partipolitik, lyder det fra Spanberger i hendes sejrstale.

– Vi valgte vores statsforbund over kaos.

Over 90 personer har mistet livet efter tyfon i Filippinerne

Antallet af døde efter tyfonen Kalmaegi i Filippinerne er steget til over 90 efter den værste oversvømmelse i nyere tid.

Det skriver AFP på baggrund af nyhedsbureauets egen optælling.

Ifølge AFP står hundredtusindvis uden tag over hovedet efter oversvømmelser som følge af tyfonen, der har trukket spor af ødelæggelser hen over den centrale del af Filippinerne.

En talsperson for den hårdt ramte provins Cebu siger til AFP, at 35 lig er blevet bjærget fra en oversvømmet by ved kysten. Det bringer det samlede dødstal i provinsen op på 76.

Derudover har myndighederne bekræftet, at mindst 17 personer har mistet livet i andre provinser.

Tyfonen fortsætter onsdag over Palawan-øen mod vest og har sat kurs mod det Sydkinesiske Hav, der ligger mellem Filippinerne og Vietnam.

Nyhedsbureauet Reuters skriver om ødelæggelser i provinsen Cebu, der er et knudepunkt for turisme, hvor vandstanden efter oversvømmelser er faldet og har blottet ødelagte hjem, væltede køretøjer samt murbrokker.

Ifølge nyhedsbureauet AFP havde regnen tirsdag forvandlet gader til kanaler i flere byer i den centrale del af landet.

Kalmaegi har mistet noget af sin kraft, efter at den gik i land natten til tirsdag dansk tid, men ventes at genvinde sin styrke, mens den befinder sig over det Sydkinesiske Hav.

Det har det statslige vejrinformationscenter Pagasa oplyst i sin seneste vurdering, skriver Reuters.

Kalmaegi, der lokalt kaldes Tino, har forårsaget omfattende strømafbrydelser. Der er målt vindhastigheder på 33 meter per sekund og vindstød på godt 45 meter per sekund.

Vietnam er allerede begyndt at forberede sig på, at stormen går i land fredag.

Det er den 20. storm, der rammer Filippinerne i år. I september ramte supertyfonen Ragasa den nordlige del af landet og tvang både skoler og myndigheders kontorer til at lukke ned. Her døde over ti personer, og 400.000 blev evakueret.

Tyfonen rammer Filippinerne, lidt over en måned efter at et jordskælv med en beregnet størrelse på 6,9 ramte det nordlige Cebu. Her omkom mindst 69.

Fragtfly styrter ned i Kentucky: Mindst syv er døde

Mindst syv personer er døde, og tallet forventes at stige yderligere, efter at et fragtfly tirsdag styrtede ned i Louisville i den amerikanske delstat Kentucky.

Det skriver Andy Beshear, der er guvernør i Kentucky, i et opslag på det sociale medie X.

– Nyhederne fra Louisville i aften er barske, da dødstallet har nået mindst syv, og det tal forventes at stige. Akutberedskab er på stedet og arbejder på at slukke branden og fortsætte efterforskningen, skriver han.

Der var tre personer om bord på fragtflyet fra logistik- og leveringsfirmaet UPS.

De tre er blandt de syv døde, siger myndigheder i Kentucky ifølge nyhedsbureauet Reuters.

11 personer meldes desuden såret i ulykken.

Flyet styrtede, kort efter at det var lettet omkring klokken 17.15 lokal tid – klokken 23.15 dansk tid.

Det brød efterfølgende ud i brand, hvilket medførte, at der også udbrød brande i flere bygninger i et industriområde uden for landingsbanen.

Det har medført, at lufthavnen i Louisville – som er en international lufthavn – har indstillet driften natten over amerikansk tid, siger embedsmænd ifølge Reuters.

Vragrester fra styrtet er desuden blevet spredt ud over to landingsbaner.

Lufthavnen ventes at genåbne onsdag morgen lokal tid.

Craig Greenberg, som er borgmester i Louisville, har ifølge nyhedsbureauet AFP oplyst, at UPS-flyet havde en stor mængde brændstof om bord.

Mediet BBC skriver, at der var i alt 144.000 liter brændstof på flyet.

Fragtflyet var på vej mod Honolulu på Hawaii.

Andy Beshear opfordrede tidligere beboere til at holde sig langt væk fra ulykkesstedet.

– Der kan stadig være personer, der skal reddes. Undgå at være årsagen til, at redningsfolkene ikke kan nå frem til dem, sagde Beshear.

– Der er stadig farlige ting, som kan antænde og potentielt eksplodere, lød det.

USA dræber to mænd i angreb mod påstået narkoskib i Stillehavet

USA’s militær har udført et dødeligt angreb mod et skib i internationalt farvand i den østlige del af Stillehavet.

Det skriver den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, i et opslag på X natten til onsdag dansk tid.

Her lyder det, at to mænd, som befandt sig på skibet, mistede livet i angrebet.

Ifølge USA var der tale om det, som landet kalder narkoterrorister. Deres nationalitet fremgår ikke umiddelbart.

– Efterretninger har bekræftet, at fartøjet var involveret i ulovlig narkotikasmugling langs en kendt rute for narkotikahandel, og at skibet fragtede narkotika, lyder det fra Hegseth.

I opslaget deler ministeren også et 18-sekunder langt videoklip, hvor man kan se en båd, der ligger i vandet, og som eksploderer, efter at den tilsyneladende bliver ramt af et luftangreb.

– Vi vil finde og standse ethvert fartøj, der har til hensigt at smugle stoffer til USA for at forgifte vores indbyggere. At beskytte fædrelandet er vores topprioritet. Ingen kartelterrorist har en chance over for det amerikanske militær.

Ti personer er døde efter brand på plejehjem i Bosnien

Ti personer er døde, og omkring 20 personer er kommet til skade efter en brand på et plejehjem i byen Tuzla i det nordlige Bosnien sent tirsdag aften.

Det oplyser plejehjemmet ifølge nyhedsbureauet AFP i en udtalelse.

Branden udbrød omkring klokken 20.45 tirsdag aften.

Det bosniske medie Federalna TV rapporterer ifølge nyhedsbureauet Reuters, at branden var slukket omkring klokken 22.00.

Ersija Asceric Mujedinovic, der er talsperson for University Clinical Centre Tuzla, oplyser til mediet tuzlanski.ba, at flere patienter er i behandling for kulilteforgiftning.

Mediet skriver desuden, at brandfolk, politibetjente, medicinsk personale og ansatte på plejehjemmet er blandt de tilskadekomne.

Det fremgår ikke, hvad der forårsagede branden på plejehjemmet.

Trump udpeger igen Musk-allieret milliardær som chef for Nasa

USA’s præsident, Donald Trump, har igen nomineret mangemilliardæren Jared Isaacman til posten som chef for Nasa.

Det skriver Trump på sit sociale medie, Truth Social.

– I aften er jeg glad for at nominere Jared Isaacman, der er en dygtig erhvervsleder, filantrop, pilot og astronaut, som administrator for Nasa, lyder det.

Sætningen er en nærmest tro kopi af et opslag, som Trump lagde op på Truth Social i december, før han tiltrådte præsidentembedet for anden gang i januar.

Også her udpegede Trump nemlig Isaacman som kommende chef for det amerikanske rumagentur.

I juni lød det så fra Trump, at han ville trække nomineringen tilbage. Der lød ingen forklaring på tilbagetrækningen.

I opslaget natten til onsdag lyder der ingen forklaring på, hvad der har ændret sig siden juni, og hvorfor Trump nominerer Isaacman igen.

Isaacman, som er grundlægger og direktør for virksomheden Shift4 Payments, blev i 2024 den første privatperson på rumvandring.

Han er ifølge AFP en fremtrædende skikkelse i den kommercielle rumfart gennem sine samarbejder med Elon Musk-ejede SpaceX. Nyhedsbureauet omtaler Isaacman som allieret med Musk.

Som chef for Nasa kan Isaacman måske stå over for interessekonflikter på grund af de økonomiske forbindelser til Musk, har AFP skrevet.

Musk og Trump havde tidligere på året et offentligt skænderi på sociale medier.

Musk var engang én af Trumps nærmeste rådgivere og stod i spidsen for Departementet for Regeringseffektivitet (Doge), som skulle finde besparelser i det offentlige.

Men forholdet mellem de to mænd brast, da Musk offentligt kritiserede den budgetpakke, som Trump har kaldt for “Big, Beautiful Bill”, på sociale medier. Lovpakken blev stemt igennem i Repræsentanternes Hus i starten af juli.

Trump svarede igen, og Musk hævdede blandt andet, at Trumps navn stod i de omstridte Epstein-dokumenter, der stammer fra sagen om den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Nasas fungerende chef, Sean Duffy, åbnede i oktober en månelandingskontrakt til Artemis 3 for andre udbydere end SpaceX, fordi der har hersket tvivl om, hvorvidt SpaceX kan nå at levere Starship-månelanderen i tide.

Ukraine melder om angreb på olieraffinaderi øst for Moskva

Ukraines militær melder tirsdag om angreb på et olieraffinaderi og en kemikaliefabrik langt inde i Rusland.

Generalstaben, der er den øverste ledelse ved Ukraines militær, skriver på beskedtjenesten Telegram, at militæret har udført et angreb på et raffinaderi tilhørende olieselskabet Lukoil i byen Kstovo i Nizjnij Novgorod-regionen.

Kstovo ligger omkring 450 kilometer øst for Ruslands hovedstad, Moskva.

Generalstaben hævder, at raffinaderiet leverer olie til det russiske militær. Omfanget af skaderne er i gang med at blive vurderet, lyder det videre.

Rusland har ikke kommenteret angrebet, men guvernøren i Nizjnij Novgorod-regionen, Gleb Nikitin, siger, at det russiske luftforsvar har afværget et angreb udført med 20 droner nær Kstovo.

Den øverste ledelse ved Ukraines militær melder desuden om et ukrainsk droneangreb på en kemikaliefabrik i det centrale Rusland.

Angrebet på fabrikken, der ligger i republikken Bashkortostan, har ifølge generalstaben ved Ukraines militær forårsaget betydelig skade.

Regionale myndigheder i Bashkortostan bekræfter, at ukrainske droner har beskadiget en fabrik i byen Sterlitamak, men at anlægget fortsat er i drift.

Sterlitamak ligger omkring 1400 kilometer øst for Moskva.

Ukraine har gennem flere måneder rettet angreb mod blandt andet olieraffinaderier og -depoter i Rusland.

Ruslands olieproduktion har den seneste tid fået stor opmærksomhed fra USA’s præsident, Donald Trump, der mener, at eksporten af russisk olie er med til at finansiere krigen i Ukraine.

I slutningen af august fordoblede Trump den amerikanske importtold på indiske varer fra 25 til 50 procent og begrundede det med indiske indkøb af russisk olie.

Trump har også opfordret andre lande til indføre sanktioner mod lande, der køber olie og gas fra Rusland.

I oktober meddelte USA’s finansministerium, at det har indført sanktioner mod Lukoil og også Rosneft, der er et andet russisk energiselskab.

Reuters/

Franks Tottenham udnytter blundere og slår tamme FCK

Chancerne for at gå videre i Champions League svinder i den grad ind for formsvage FC København.

På bundlinjen står der blot et point for fire kampe, efter at holdet tirsdag aften blev banket 4-0 af Tottenham på udebane.

I det nordlige London dannede et par store fejl af målmand Dominik Kotarski grundlag for, at Thomas Frank tog sin anden sejr i turneringen som træner for storholdet.

Tottenham var kun ti mand på banen det meste af anden halvleg, men formåede alligevel at være klart bedst og gøre sejren større.

Mens Tottenham kravler op i den sjove ende af den 36 hold store tabel, er FCK en del af bunden.

Eneste gode nyhed for FCK var, at holdet tilsyneladende slap derfra uden skader.

Til kampen på det topmoderne stadion vendte Gabriel Pereira tilbage efter sygdom, men han så noget rusten ud i det centrale midterforsvar.

En opspilsfejl højt på banen fra brasilianeren blev kostbar efter 19 minutter, men kun fordi Dominik Kotarski samtidig drog ud på en gedigen skovtur.

Det udnyttede Brennan Johnson til at afdrible kroaten og sparke bolden i det tomme mål.

Forinden havde FCK stillet sig tilfreds med at stå lavt på banen og overlade initiativet til Tottenham, som ikke for alvor havde været farlig.

Scoringen gav til gengæld værterne tro på mere, og det burde også være blevet 2-0 inden pausen.

Rapfodede Xavi Simons serverede bolden for en helt fri Randal Kolo Muani, som på forunderlig vis formåede at ramme drikkedunken ved siden af buret.

PSG-lejesvenden har stadig sit første mål til gode i Tottenhams trøje, og han virkede igen blottet for selvtillid, da han lige før pausen pandede et perfekt indlæg over mål.

Tottenham havde brug for fejl fra gæsterne for at score, og kort inde i anden halvleg kom der endnu en gave fra Kotarski.

Keeperen kom for sent frem til en lang bold, og hans forsøg på at losse den væk blev blokeret.

Muani var først på den lidt tilfældige bold, som han lagde til rette for Wilson Odobert, der med indersiden øgede til 2-0.

Spændingen så ud til at være punkteret, men ud af det blå fik de danske mestre en livline.

En hasarderet tackling af målscoreren Johnson blev takseret til et rødt kort til stor frustration for hovedparten af de 49.565 tilskuere.

Men de genfandt hurtigt det gode humør, som generelt prægede aftenen på Tottenham Hotspur Stadium.

FCK satsede mere offensivt og blev straffet prompte.

To omstillinger endte inden for få minutter med scoringer. Først drev Micky van de Ven bolden imponerende frem på egen hånd, før han udplacerede Kotarski.

Og umiddelbart efter tegnede João Palhinha konturerne af en ydmygelse.

Overliggeren forhindrede otte minutter før tid Richarlison i at forværre afklapsningen, og i tillægstiden brændte han også et straffespark, men det lever Tottenham nok med på en dag, hvor holdets sløje hjemmebanestatistik blev forbedret.

Fransk par løsladt fra fængsel i Iran efter tre år bag tremmer

Et fransk par, der har været tilbageholdt i Iran i over tre år, er tirsdag blevet løsladt fra et fængsel i hovedstaden, Teheran.

Det skriver Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, på det sociale medie X.

– Enorm lettelse. Cécile Kohler og Jacques Paris, der har været tilbageholdt i tre år i Iran, er blevet løsladt fra Evin-fængslet og er på vej til den franske ambassade i Teheran.

– Jeg glæder mig over det her første skridt. Vi fortsætter dialogen, så de kan komme tilbage til Frankrig hurtigst muligt, skriver han.

Lidt senere oplyser den franske udenrigsminister, Jean-Noel Barrot, at parret er ankommet på ambassaden og er i god behold. Men det står ikke klart, hvornår de kan få lov til at forlade landet.

For de er kun betinget løsladt, og der foregår fortsat en retssag om deres løsladelse, meddeler Irans udenrigsministerium.

De to lande har i flere år forhandlet om tilbageholdelsen af det franske par. Ifølge Frankrig blev de anholdt uden en gyldig grund.

41-årige Cécile Kohler og 72-årige Jacques Paris blev anholdt under en rejse i maj 2022. De blev anklaget for spionage, men deres familier har fortalt, at de udelukkende tog til Iran som turister.

Parret er blandt flere franskmænd og andre europæere, der i de seneste år er blevet tilbageholdt i Iran. Flere af de europæiske lande – heriblandt Frankrig – hævder, at Iran tager dem som gidsler for at kunne få indrømmelser i forhandlinger med vestlige lande.

Frankrig har desuden anklaget Iran for at tilbageholde franskmænd under torturlignende forhold.

Begge anklager afviser Iran.

Efter anholdelsen af de to franskmænd – som er blevet idømt fængselsstraffe på 17 og 20 år – gik Frankrig til FN’s internationale domstol i Haag.

Men i september droppede domstolen sagen – efter ønske fra Frankrig. Det førte til spekulationer om en mulig forhandling mellem landene.

Det er tidligere kommet i stand, at vestlige lande har løsladt iranere til gengæld for deres egne statsborgere, og Iran har sagt, at der kan blive tale om en byttehandel, hvor iraneren Mahdieh Esfandiari bliver løsladt.

Hun er sigtet i Frankrig for på sociale medier at billige terror.

Den franske udenrigsminister, Jean-Noel Barrot, har tirsdag på fransk tv afvist at svare på, om der er indgået en aftale med Iran.

AFP

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]