Seneste nyheder

25. marts 2026

FN: Klimakatastrofer har fordrevet 250 millioner på ti år

250 millioner mennesker er blevet internt fordrevet på grund af klimarelaterede katastrofer i løbet af det seneste årti.

Det oplyser FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, i en ny rapport forud for COP30, som begynder i Brasilien mandag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det svarer til, at over 67.000 mennesker i gennemsnit er blevet fordrevet hver eneste dag de seneste ti år, oplyser UNHCR.

Oversvømmelser, storme, tørke og ekstrem varme er blandt de vejrfænomener, der driver konflikter og sender mennesker på flugt. Millioner af mennesker er fanget i en ond cirkel af konflikter og ekstremt vejr, lyder det fra FN.

FN’s højkommissær for flygtninge, Filippo Grandi, opfordrer i en erklæring verdens ledere under COP30 til at hjælpe de mest sårbare, skriver AFP.

– For at forhindre yderligere fordrivelse skal klimafinansiering nå de samfund, der allerede lever på kanten. Dette COP30-topmøde må levere reel handling – ikke tomme løfter, siger Filippo Grandi.

Ifølge UNHCR kan de områder, der i dag huser næsten halvdelen af verdens flygtninge, inden for 15 år været ekstremt udsatte for klimarelaterede chok.

I midten af 2025 var 117 millioner mennesker blevet fordrevet på grund af krig, vold og forfølgelse, oplyser UNHCR ifølge AFP.

– Ekstremt vejr ødelægger hjem og levebrød og tvinger familier – mange, der allerede er flygtet fra vold – til at flygte igen, siger Filippo Grandi.

– Disse mennesker har allerede udholdt enorme tab, og nu står de over for de samme lidelser og ødelæggelser igen. De er blandt dem, der rammes hårdest af alvorlig tørke, dødelige oversvømmelser og rekordhøje hedebølger, men de har de færreste ressourcer til at komme sig, tilføjer han.

UNHCR oplyser, at de 15 varmeste flygtningelejre i verden – i Gambia, Eritrea, Etiopien, Senegal og Mali – frem mod 2050 forventes at opleve næsten 200 dage om året med farlig varme.

– Mange af disse områder vil sandsynligvis blive ubeboelige på grund af den dødelige kombination af ekstrem varme og høj luftfugtighed, lyder det i UNHCRs rapport ifølge AFP.

COP30 løber af stablen fra 10.-21. november i Brasilien.

Brøndby-træner er glad for sejr over FCN trods akavet start

Brøndby burde have fået et tredje mål i søndagens hjemmebanesejr mod FC Nordsjælland – men overordnet set gjorde de blågule det godt i kampen, der endte med en 2-0-sejr.

Det siger Brøndbys cheftræner, Steve Cooper, til klubbens hjemmeside.

– Jeg er meget tilfreds med sejren. Det var virkelig vigtigt at kunne give fansene en stærk præstation, siger han.

Brøndby er for alvor stemplet helt ind i topkampen i Superligaen og har med AGF’s nederlag til Sønderjyske nu ligesom aarhusianerne 31 point.

FC Midtjylland topper med 32 point.

Steve Coopers mandskab har fået godt gang i offensiven – men holdets defensiv virkede noget porøs i kampens indledning, hvor især den tidligere FCN-spiller Oliver Villadsen havde problemer med timingen i sine defensive indgreb.

Det gav gæsternes Prince Junior en friløber efter ni minutter, men Brøndby-forsvareren Luis Binks reddede på stregen, hvilket Steve Cooper kalder en flot clearing.

– Jeg synes, det var en akavet start på kampen, hvor vi holdt fast i den defensive plan, men der var enkelte ting, vi faldt ned på, så de fik nogle chancer, vi selvfølgelig ikke ville give dem, siger cheftræneren.

Brøndby fik langsomt bedre fat, og midtvejs i halvlegen var det FCN’s defensiv, som viste svaghed, mens Villadsen fik oprejsning.

Begge kampens mål kom inden pausen, da Jacob Ambæk først kunne score til 1-0, inden Marko Divkovic fulgte op med 2-0-målet efter et indlæg fra Filip Bundgaard.

Brøndby havde i anden halvleg et par chancer for at øge føringen yderligere, men generelt var de sidste 45 minutter skuffende.

– Vi ville gerne have det tredje mål, og det burde vi have fået med vores chancer efter pausen, men generelt gjorde vi det godt i dag, fortæller cheftræner Steve Cooper.

Fra Marko Divkovic lyder det til Brøndbys hjemmeside, at han og holdkammeraterne søndag havde kontrol over kampen.

– Jeg havde måske også to-tre chancer mere, hvor jeg burde have scoret. Jeg synes, at vi spillede en rigtig god kamp, og drengene arbejdede stærkt derinde i dag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Senat tager første skridt mod afslutning på føderal nedlukning

Den historisk lange nedlukning af det amerikanske statsapparat kan være på vej mod en afslutning.

I en procedureafstemning natten til mandag dansk tid har Senatet stemt for at sende et lovforslag omkring en genåbning af statsapparatet til debat.

Det skete med 60 stemmer for og 40 imod, skriver nyhedsbureauet Reuters og mediet CNN.

En procedureafstemning er et led i processen med at få gennemført et lovforslag. Afstemningen viser, hvor stor opbakning lovpakken kan mønstre, og hvis den stemmes igennem, sendes den videre til debat.

Nedlukningen af det amerikanske statsapparat havde søndag stået på i 40 dage. Det er dermed den længste i historien.

Tusindvis af offentligt ansatte er blevet sendt hjem uden løn. Derudover har nedlukningen blandt andet påvirket flytrafik, fødevarehjælp og nationalparker i USA.

Nedlukningen skyldes, at Demokraterne og Republikanerne ikke kunne nå til enighed om en ny budgetlov, før finansåret udløb 1. oktober.

Forud for søndagens procedureafstemning fortalte en unavngiven kilde til Reuters, at flere medlemmer af Demokraterne ville stemme for en aftale, der sætter en stopper for nedlukningen.

Kilden oplyste, at mindst otte demokrater bakker op om aftalen.

Til mediet CNN sagde en unavngiven kilde, at der er indgået en tværpolitisk aftale, der vil finansiere regeringen frem til den 30. januar.

Aftalen vil ifølge kilden sikre fødevarehjælp i det såkaldte Snap-program, der tidligere var kendt som madkuponer, i hele 2026. 42 millioner amerikanere er afhængige af det månedlige tilskud.

Det er også aftalt at ophæve afskedigelserne af føderale medarbejdere som følge af nedlukningen, siger kilden til CNN.

De tre senatorer Angus King, Jeanne Shaheen og Maggie Hassan har ifølge CNN forhandlet aftalen på vegne af Demokraterne.

Der er intern uenighed blandt Demokraterne om aftalen, og partiets leder i Senatet, Chuck Schumer, vil stemme imod.

Det skyldes, at aftalen ifølge Schumer ikke forlænger de offentlige tilskud på sundhedsområdet, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Israel anklager Norges statsminister for antisemitisme

Israel beskylder søndag Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, for moralsk forfald, antiisraelsk fjendtlighed og antisemitisme.

Kritikken fremsættes af Israels udenrigsministerium i et opslag på det sociale medie X.

Det sker, efter at Støre søndag aften deltog i en mindehøjtidelighed for 87-året for Krystalnatten arrangeret af den norske organisation Antirasistisk Senter.

Israels udenrigsministerium mener, at Støre i stedet burde havde deltaget i en mindehøjtidelighed i synagogen i Oslo arrangeret af det jødiske samfund i Norge.

– Han valgte at deltage i en ceremoni, der forvandlede en grusom begivenhed med mord og forfølgelse af jøder – årsdagen for Krystalnatten – til et våben rettet mod den jødiske stat, israelere og jøder, skriver Israels udenrigsministerium i opslaget.

– Begivenheden, der var arrangeret af det såkaldt antiracistiske center med støtte fra den norske palæstinakomité, udnytter Holocaust til at fremme antizionisme og antisemitisme, lyder det videre.

De norske organisation Palestinakomiteen beskriver på sin hjemmeside sig selv som en partipolitisk uafhængig medlemsorganisation, der støtter palæstinensernes ret til selvbestemmelse og frihed.

Statssekretær Kristoffer Thoner fra Jonas Gahr Støres statsministerkontor tager afstand fra Israels anklager.

– Påstandene er urigtige og urimelige. Statsminister Jonas Gahr Støre og regeringen er konsekvent og tydeligt engageret i at bekæmpe antisemitisme i alle former.

– Det understregede statsministeren også i sin tale på Eidsvolls plass i Oslo i aften. Alle jøder skal være trygge i Norge, skriver Kristoffer Thoner i en e-mail til NRK.

Statssekretæren fortæller, at Støre i oktober takkede ja til at deltage i søndagens mindehøjtidelighed arrangeret af Antirasistisk Senter.

Invitationen fra det jødiske samfund i Norge kom onsdag, tilføjer Kristoffer Thoner. I synagogen var regeringen repræsenteret med kommunalminister Bjørnar Skjæran, lyder det videre.

Krystalnatten fandt sted natten mellem den 9. og 10. november 1938 og betegnes af flere som begyndelsen på Holocaust og systematisk forfølgelse af jøder, da nazisterne angreb jødiske butikker, synagoger og hjem i Tyskland.

Bezos-ejet rumselskab udskyder raketopsendelse grundet dårligt vejr

Rumselskabet Blue Origin – som er ejet af Amazon-grundlæggeren Jeff Bezos – har søndag udskudt en planlagt opsendelse af raketten “New Glenn”.

Det sker på grund af dårlige vejrforhold, skriver nyhedsbureauet AFP.

Både regn og et problem med opsendelsessystemerne på jorden forårsagede forsinkelser, og herefter fulgte et skydække, inden opsendelsesvinduet på 88 minutter lukkede.

Blue Origin måtte derfor udskyde opsendelsen af raketten.

Opsendelsen skulle have fundet sted midt i en forstærket konkurrence mellem Blue Origin og det Elon Musk-ejede SpaceX.

Ifølge AFP kan det blive udfordrende at planlægge et nyt tidspunkt til opsendelse af raketten. Det skyldes den aktuelle nedlukning af det amerikanske regeringsapparat, der har lagt pres på landets lufthavne og flytrafik.

For at afhjælpe overbelastningen har den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA, gældende fra mandag begrænset de kommercielle raketopsendelser.

Fra Blue Origin har det dog tidligere lydt, at selskabet vil søge om dispensation hos FAA.

Når den 98 meter høje New Glenn-raket bliver opsendt, får den til opgave at sende tvillingesonder med navnet “Escapade” fra USA’s rumfartsagentur, Nasa, til Mars.

Det skal ske i et forsøg på at undersøge planetens klimahistorie med et langsigtet håb om, at planeten senere vil kunne udforskes af mennesker.

Opsendelsen fra Blue Origin skal også tjene som en test af, hvorvidt virksomhedens kan genbruge rakettens motor. Det vil ifølge AFP være et teknisk gennembrud for selskabet, hvis det viser sig at kunne lade sig gøre.

Rakettens første flyvning i januar blev betragtet som en succes, da den nåede i kredsløb.

Konkurrencen mellem milliardærerne Musk og Bezos rumselskabet eskalerede for nylig, da NASA sendte dets planlagte månemission i udbud.

Trump beskylder BBC-top for at have prøvet at påvirke USA’s valg

USA’s præsident, Donald Trump, takker søndag aften mediet The Daily Telegraph for det, han kalder afsløringer af korrupte journalister.

Det sker i et opslag på præsidentens eget sociale medie, Truth Social.

Det sker, efter at det britiske medie BBC’s generaldirektør, Tim Davie, søndag er trådt tilbage fra sin stilling efter kritik for en påstået partisk nyhedsdækning.

Også BBC-nyhedschefen Deborah Turness stopper.

– De øverste folk i BBC, inklusive chefen Tim Davie, siger alle op/er blevet fyret, fordi de blev taget i at “forfalske” min meget gode (perfekte!) tale fra 6. januar, skriver Trump.

Han mener, at BBC-toppen reelt prøvede at påvirke det amerikanske valg.

– Tak til The Telegraph for at afsløre de her korrupte “journalister”. De er meget uærlige personer, som forsøgte at tippe vægtskålen i et præsidentvalg, lyder det.

Omdrejningspunktet for sagen er en BBC-dokumentar om Trump, som blev sendt ugen før det amerikanske præsidentvalg sidste år.

I dokumentaren “Trump: En chance til?” vises et klip af Trump, der holder en tale den 6. januar 2021 i kølvandet på Joe Bidens sejr ved præsidentvalget.

Ifølge mediet The Guardian blev den klippet sammen på en måde, så det virkede som om, at han direkte opfordrede til urolighederne ved Capitol Hill i 2021.

Kritikken af dokumentaren stammer fra et internt dokument fra en tidligere BBC-rådgiver, som The Daily Telegraph i flere dage har skrevet om.

Foruden Trump-dokumentaren kritiseres BBC i det lækkede dokument også for ikke at være upartiske i dækningen af krigen i Gaza og i dækningen af transpersoner.

– Oveni alt det andet er de fra et fremmed land. Et land, som mange betragter som vores allierede nummer ét. Sikke en frygtelig ting for demokratiet, slutter Trump sit opslag.

BBC skriver, at det er første gang, at Trump kommenterer kontroversen om dokumentaren fra 2024.

Mediet beskriver også, at Trump og hans administration flere gange tidligere har karakteriseret store nyhedsmedier som forudindtagede mod Trump-administrationen.

BBC-chef stopper efter anklager om misvisende Trump-dokumentar

Det britiske medie BBCs generaldirektør, Tim Davie, går af efter kritik om partisk dækning af blandt andet Donald Trump, Gaza og transpersoner.

Det skriver mediet selv søndag aften.

Særligt i fokus er en BBC-dokumentar om den amerikanske præsident, Donald Trump. Dokumentaren beskyldes for at “vildlede seere”.

I dokumentaren “Trump: En chance til?”, som blev sendt en uge før det amerikanske præsidentvalg i 2024, blev en tale fra Donald Trump klippet sammen på en måde, så det virkede som om, at han direkte opfordrede til urolighederne ved Capitol Hill i 2021. Det skriver The Guardian.

Derudover blev den del af talen, hvor Trump understreger, at han vil have sine støtter til “fredeligt og patriotisk” at lade deres stemmer blive hørt, heller ikke inkluderet i dokumentaren.

– Som alle offentlige organisationer er BBC ikke perfekt, og vi skal altid være åbne, gennemsigtige og ansvarlige. Selv om det ikke er den eneste grund, har den nuværende debat om BBC News forståeligt nok bidraget til min beslutning, skriver den nu afgående generaldirektør i en udtalelse ifølge BBC.

– Alt i alt leverer BBC gode resultater, men der er blevet begået nogle fejl, og som generaldirektør må jeg tage det endelige ansvar.

Nyhedschefen Deborah Turness stopper ligeledes.

Kritikken stammer fra et internt dokument fra en tidligere BBC-rådgiver, som The Daily Telegraph i flere dage har skrevet om.

Foruden Trump-dokumentaren kritiseres BBC i det lækkede dokument også for ikke at være upartiske i dækningen af krigen i Gaza og i dækningen af transpersoner, skriver The Guardian.

Ifølge den tidligere rådgiver David Grossman skulle der være problemer med anti-Israel-partiskhed i BBC Arabic, mens han ligeledes kritiserer BBC for ikke at dække historier, der rejser “svære spørgsmål” om problematikker vedrørende transkønnede.

Storbritannien sender hjælp til Belgien efter droneobservationer

Storbritannien har sendt specialister fra flyvevåbnet afsted for at hjælpe Belgien efter flere droneobservationer i landet.

Det oplyser chefen for Storbritanniens væbnede styrker, Richard Knighton, ifølge The Guardian.

Knighton uddyber ifølge mediet, at det britiske militær vil stille både personale og udstyr til rådighed for landet, men understreger samtidig, at det endnu er uklart, hvor dronerne kommer fra.

Både tirsdag, torsdag og fredag er flytrafikken i forskellige belgiske byer blevet midlertidigt stoppet efter droneobservationer.

Det gælder blandt andet Belgiens travleste lufthavn i Bruxelles, der har været lukket flere gange på grund af droner.

Den belgiske forsvarsminister, Theo Francken, udtalte sig onsdag om situationen.

– Dette var ikke udført af amatører, sagde han og forklarede, at en række forhold pegede i retning af professionelle.

Han forklarede, at observationerne skete på en koordineret måde i tid og rum, at der var tale om større droner, og at det tilsyneladende var flere droner ad gangen, der fløj i formation.

Endnu er der dog langtfra kastet lys over alle hændelserne, hvor der også i en række andre europæiske byer har været meldt om droner.

I en sag om observationer over Oslo lufthavn natten til den 23. september måtte norsk politi tidligere på ugen opgive at nå frem til et endegyldigt svar.

– Efterforskningen har ikke kunnet be- eller afkræfte, hvorvidt det faktisk var droner, som blev observeret natten til 23. september 2025, skriver politiet.

Torsdag blev der rapporteret om droner ved Sveriges næststørste lufthavn, som ligger i Göteborg.

Supertyfon truer Filippinerne: En million mennesker evakueret

Over en million mennesker er blevet evakueret i Filippinerne forud for den såkaldte supertyfon, der ventes at ramme landet senere søndag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Tyfonen Fung-Wong har indtil videre dræbt mindst to personer og bliver med en vindhastighed på over 50 meter i sekundet og vindstød på op mod 64 meter i sekundet klassificeret som en supertyfon.

I dele af Filippinerne er der udsendt en kategori-5 varsel om meget farligt vejr, som er det højeste niveau i landet.

Ud over de kraftige vindstyrker forventes tyfonen at forårsage kraftig regn og omfattende oversvømmelser, hvor særligt de kystnære områder er udsatte.

En meteorolog fra landets regering har tidligere udtalt, at tyfonen har en radius, der kan dække “næsten hele landet”.

Fung-Wong rammer landet få dage efter, at en anden tyfon ramte landet. Den forårsagede ifølge AFP mindst 220 menneskers død.

Det er den 21. storm, der rammer Filippinerne i år. I september ramte supertyfonen Ragasa den nordlige del af landet og tvang blandt andet skoler til at lukke ned. Her blev 400.000 evakueret.

Der bor omkring 117 millioner mennesker i Filippinerne, hvoraf mange bor i kystnære områder spredt over landets mere end 7000 øer.

Der har tidligere på året været demonstrationer i landet, hvor regeringens håndtering af arbejdet med at forberede sig på storme er blevet kritiseret.

Meteorologer har forudsagt, at Fung-Wong gradvist vil blive svækket, som den bevæger sig nordpå ud over havet.

13. november forventes den at ramme Taiwan som en såkaldt tropisk storm.

Kommunalforsker savner transparens: Vælgere kan stemme i blinde

De fleste vælgere vil formentlig stemme i blinde til kommunalvalget 18. november.

For de får ikke “afgørende information om, hvad der sker med deres stemmer”, og det er “under standard i et moderne demokrati”.

Sådan lyder et opråb fra Roger Buch, der er kommunalforsker og centerleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX), i en kommentar i Altinget.

Den manglende information til vælgerne handler om valgforbund.

Overalt i landet indgår mange partier valgforbund med hinanden, hvilket kan give et parti en lille håndsrækning, når stemmerne tælles op.

At partier er i et valgforbund betyder, at overskydende stemmer, der ikke giver et parti et mandat, kan gå til et andet parti i valgforbundet.

Dermed kan ens stemme på et parti altså ende med at gå til et helt andet parti. Og det er vælgerne ikke i høj nok grad informeret om, mener Roger Buch.

– Den eneste måde, man kan opdage det på, er på kommunernes hjemmeside inden valget eller på væggene på afstemningsstedet, uddyber han til Ritzau.

Han mener, at det i stedet bør fremgå af stemmesedlerne eller af et opslag på væggen i selve stemmeboksene.

– Det er derfor, at jeg som konklusion på den her kronik siger, at det simpelthen er mangel på transparens i vores valgsystem.

– At man som vælger, hvis man ikke lige opdager det, risikerer, at ens stemme ryger til et andet parti, end man havde regnet med.

Roger Buch kritiserer også, at det ikke længere nødvendigvis fremgår af stemmesedlerne, om et parti er opstillet sideordnet eller som partiliste.

For på en partiliste har partierne i højere grad indflydelse på, hvem der skal vælges, og derfor betyder de personlige stemmetal mindre.

Kommunalforskeren mener ikke, at det potentielt kan forvirre vælgerne, hvis der fremgår mere information på stemmesedlerne.

– Hvis det forvirrer vælgerne, så skal vi afskaffe de her ting.

– Det er noget, der komplicerer vores valgsystem og gør det mere uigennemskueligt. Hvad sker der egentlig med min stemme? Så hvis man endelig skulle prøve at forenkle vores valgsystem, skulle man fjerne de muligheder, siger Roger Buch.

Det er typisk store partier, der får mest ud af valgforbund, da et valgforbund samlet set kan vinde ét mandat, som så typisk vil ende hos det største parti i valgforbundet, forklarer han.

Men det er også en måde for mindre partier at opnå repræsentation.

Han nævner Københavns Kommune som et eksempel, hvor meningsmålinger har vist, at et valgforbund bestående af en række små venstrefløjspartier kan ende med at vinde et mandat, selv om at ingen af partier i egen ret står til at komme ind i Borgerrepræsentationen.

I alt stiller 24 partier og lokallister op til kommunalvalget i Københavns Kommune. 21 af dem har samlet sig i fire valgforbund.

Ukraine udtrykker bekymring for sultestrejkende Nord Stream-mistænkt

Ukraines ombudsmand for menneskerettigheder, Dmytro Lubinets, udtrykker bekymring for en ukrainsk mand, som er mistænkt for sabotage mod Nord Stream-gasrørene.

Ukraineren sidder fængslet i Italien, og hans advokat sagde tidligere på ugen, at han sultestrejker på grund af forholdene i fængslet.

Denne weekend skriver Lubinets i et opslag på Telegram, at han har holdt møde med den mistænktes hustru.

Hun siger ifølge Lubinets, at han er i “en kritisk sundhedstilstand” – en påstand, som ikke er uafhængigt bekræftet. Det uddybes ikke, hvad der menes med kritisk.

Ritzau har søndag henvendt sig til Italiens justitsministerium, som ikke umiddelbart har svaret.

Ifølge advokat Nicola Canestrini kræver den mistænkte respekt for sine fundamentale rettigheder. Derfor har han ifølge advokaten sultestrejket siden 31. oktober. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Han kræver ret til “tilstrækkelig ernæring, sunde og humane forhold under tilbageholdelsen og lige behandling med andre fanger, hvad angår familiebesøg og adgang til information”, siger advokaten.

Ifølge ombudsmanden Lubinets kræver situationen i fængslet øjeblikkelig handling.

– Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at beskytte en ukrainers rettigheder, står der i opslaget fra Lubinets.

Ombudsmanden kalder det “uacceptabelt” og i strid med internationale konventioner, at ukraineren tilbageholdes i et “højsikkerhedsfængsel under utilstrækkelige forhold”.

Han har derfor henvendt sig til blandt andet det italienske justitsministerium.

Nyhedsbureauet Reuters skrev tirsdag, at det havde henvendt sig til ministeriet, men havde dengang heller ikke umiddelbart fået et svar.

Ukraineren er mistænkt for at have koordineret sabotage mod de to rørledninger Nord Stream 1 og 2, som løber i Østersøen mellem Tyskland og Rusland.

Han og en gruppe andre personer plantede sprængladninger på de to rørledninger i nærheden af Bornholm, har det tidligere fremgået af en udtalelse fra anklagemyndigheden i Tyskland.

Den formodede sabotage skete 26. september 2022.

Sagen er også blevet efterforsket af både de danske og svenske myndigheder. Disse efterforskninger blev stoppet i februar sidste år.

De tyske myndigheder ønsker ham udleveret til Tyskland, så han kan blive retsforfulgt.

For nylig besluttede en domstol i Bologna, at han kunne udleveres til Tyskland. Hans advokat har dog sagt, at han igen vil bringe sagen for den italienske højesteret, skriver dpa.

Carlsberg-forskere finder genetisk nøgle til mere robuste afgrøder

Afgrøder for flere milliarder kroner bliver hvert år ødelagt på grund af for tidlig spiring før høst.

Men nu har forskere fra Carlsberg Laboratorium lokaliseret det gen, der styrer spiringsrisiko og frødvale i kornsorten byg.

Det skriver Carlsberg i en pressemeddelelse.

Chef for kornudvikling ved Carlsberg Laboratorium Christoph Dockter siger, at den nye viden kan gavne landmænd verden over.

– Det vil hjælpe landmænd over hele verden med at dyrke bedre afgrøder, selv når vejret bliver mere uforudsigeligt, siger han i pressemeddelelsen.

Tidlig spiring før høst kaldes også spiring i akset.

Den tidlige spiring betyder ringere kvalitet af kornet og gør kornet mere modtagelig over for sygdomme som for eksempel skimmel.

Det kan medføre, at kornet hverken kan bruges til fødevarer for mennesker eller til dyrefoder.

Forskerne har gennem markforsøg og genetisk analyse fundet ud af, at det er genet MKK3, der er nøglen til at løse problemet.

Nogle varianter af genet giver en større modstandsdygtighed over for våde høstforhold.

De varianter er ifølge pressemeddelelsen særligt interessante i en tid med klimaforandringer.

– Det baner vejen for nye måder at forædle afgrøder på, så de både er modstandsdygtige over for ekstreme vejrforhold og er velegnede til forskellige landbrugsbehov, skriver Carlsberg i pressemeddelelsen.

Forskningsdirektør Birgitte Skadhauge kalder den nye viden, der netop er offentliggjort i tidsskriftet Science, et “gennembrud”.

– Ved at offentliggøre vores forskning i Science inviterer vi det globale videnskabelige samfund til at bygge videre på vores resultater, fremskynde udviklingen og hjælpe med at sikre fødevarernes fremtid, siger hun i meddelelsen.

Carlsberg bruger kornsorter, der omdannes til malt, ved fremstillingen af øl.

Hamas overdrager lig af israelsk soldat under våbenhvile

Israel har modtaget liget af en israelsk soldat fra Røde Kors i Gaza.

Det oplyser det israelske premierministerkontor søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det udleverede lig menes at være blandt de sidste fem lig, der skal overdrages fra Gaza under en våbenhvile.

Der er ifølge den militante palæstinensiske gruppe Hamas tale om Hadar Goldin, som ifølge gruppen blev fundet i en tunnel i Rafah i den sydlige del af Gazastriben lørdag.

Goldin døde i kamp i 2014 under en tidligere Gaza-konflikt.

I en udtalelse fra Israels premierminister Benjamin Netanyahus kontor oplyses det, at identifikationsprocessen er afsluttet, og at det er bekræftet, at liget er Hadar Goldin.

Overdragelsen sker som led i den våbenhvileaftale, der blev indgået mellem den militante palæstinensiske gruppe Hamas og Israel i oktober.

Den indebærer, at Hamas skal frigive 48 gidsler. De i alt 20, der fortsat er i live, blev overdraget i oktober.

Ud af de i alt 28 døde gidsler er der inden søndagens overdragelse blevet udleveret 23.

Imens har Israel foreløbig udleveret ligene af 300 palæstinensere, hvoraf ikke alle endnu er blevet identificeret, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Israel har beskyldt Hamas for at trække processen med at overdrage de døde gidsler i langdrag.

Imens har den palæstinensiske gruppe sagt, at processen er langsom, da mange er begravet under murbrokkerne i det krigshærgede Gaza.

I alt blev 251 gidsler taget med til Gaza 7. oktober 2023. Derudover blev omkring 1200 personer dræbt, hvoraf de fleste var civile ifølge AFP.

Under krigen i Gaza er knap 69.000 blevet dræbt ifølge det Hamas-kontrollerede sundhedsministerium.

De fleste kampe er stoppet under den igangværende våbenhvile.

Stor geografisk forskel på børn med ADHD-diagnoser

Der er stor geografisk forskel på, hvor mange børn og unge der får stillet diagnosen ADHD.

Det skriver DR på baggrund af en nyere undersøgelse blandt børn i alderen fire til 17 år af forskere fra Syddansk Universitet.

I Struer Kommune bliver 74 ud af 1000 unge diagnosticeret med ADHD. I Odense Kommune, hvor der er færrest, som får stillet diagnosen, er tallet 15 ud af 1000.

Selv om der er store forskelle i antal af børn og unge, der får stillet diagnosen, på tværs af landet, så er der ifølge Anton Pottegård, som er en af forskerne bag undersøgelsen, intet der tyder på, at de unge i Odense er anderledes.

Han tilføjer, at det kan skabe en usikkerhed, hvis folk har en oplevelse af at blive behandlet forskelligt på tværs af kommunerne.

– Det er formentlig et spørgsmål om tradition for at behandle i nogle områder og en tradition i andre områder, siger han til DR.

Formand for Region Syddanmark Bo Libergren (V) fortæller DR, at han gerne vil have, at de rigtige diagnoser bliver stillet og erkender samtidig, at deres fagfolk har haft en “forskellig” tilgang.

Spidskandidat for Socialdemokratiet i Region Syddanmark Mette With Hagensen undrer sig mere over tallene.

– Jeg tror ikke, at der er færre børn på Fyn, som har ADHD. Så vi har da en opgave som politikere i at få set på forskellene og få talt med vores personale om, hvorfor der er så stor forskel, siger hun til DR.

Knap 1500 har søgt asyl i år: Minister kalder det historisk lavt

I årets første ni måneder søgte 1490 personer om asyl i Danmark.

Det fremgår af en opgørelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, der kalder det en lav asyltilstrømning.

Antallet af asylansøgere i september, som er det nyeste tal i opgørelsen, var det laveste for den måned i fem år.

De 1490 ansøgere i årets første ni måneder er desuden færre end i den tilsvarende periode i de sidste tre år.

– Der kommer historisk få asylansøgere til Danmark, siger udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S) i en pressemeddelelse.

– Den udvikling er jeg glad for, men vi bliver selvfølgelig ved med at følge udviklingen. For det er vigtigt, at der fortsat er styr på tilstrømningen.

I september søgte 182 mennesker om at få asyl i Danmark. Den største nationalitet i gruppen er afghanere, som udgør 34 af ansøgerne.

Næstflest er kommet fra det østafrikanske land Eritrea, mens 14 asylansøgere fra Syrien udgør den tredjestørste nationalitet.

Ser man på hele året til og med september, er eritreerne den største gruppe efterfulgt af ansøgere fra Afghanistan og Syrien.

De tre lande er også blandt de mest hyppige oprindelseslande, når man kigger på asylansøgninger i Danmark i de seneste par år.

Samlet set blev der indgivet 2333 ansøgninger om asyl sidste år, mens der året før var 2479 ansøgere.

Det var et skarpt fald fra 2022, hvor en stor gruppe ukrainere – 2070 – pludseligt fik antallet af asylansøgere til at stige til 4597.

Men der er stadig langt op til de niveauer, man så for et årti siden, en periode der siden er blevet omtalt som flygtningekrisen.

Den toppede i 2015, hvor 21.000 søgte om at få asyl i Danmark. Dengang var det også syrere, der udgjorde den største gruppe.

Tørke truer Teherans vandforsyning – præsident advarer befolkningen

Tørke får myndigheder i Teheran til at lægge planer om periodisk at afbryde vandforsyningen til de omkring ti millioner indbyggere i hovedstaden.

Regnmængderne har i år været de laveste i et århundrede, siger lokale myndigheder, og i halvdelen af de 31 iranske provinser er der ikke faldet en dråbe i flere måneder.

Nu har regeringen planer om vandafbrydelser. Ifølge lokale medier har der allerede været tørlagte vandrør i løbet af natten i nogle områder.

– Dette vil hjælpe med til at mindske spild, selv om det måske kan være ubelejligt, sagde Irans energiminister, Abbas Ali Abadi, på statsligt tv.

I en tale, som blev sendt fredag, advarede Irans præsident, Masoud Pezeshkian, om, at der måske vil være behov for at evakuere befolkningen i millionbyen, hvis ikke der falder regn før slutningen af året.

Præsidenten kom dog ikke med detaljerede planer om, hvordan en sådan kæmpe operation skulle gennemføres.

Vejret i Teheran er tørt og varmt om sommeren, mens efteråret typisk byder på mere regn.

Nyhedsbureauet AP skriver, at der er tale om det sjette tørkeår i træk i Teheran. Nogle af byens vandreservoirer er under ti procent fyldte.

– Hvis det ikke regner, så må vi begynde at rationere vand i Teheran mellem sent i november og tidligt i december, sagde Pezeshkian på statsligt tv.

– Selv hvis vi rationerer det, og det stadig ikke regner, så kommer vil til at løbe tør for vand, og så må vi evakuere Teheran, lød det fra præsidenten.

Den vigtige Amir Kabir-dæmning ved floden Karaj er et af hovedstadens fem vandreservoirer. Den er dog ved at løbe tør og har aktuelt kun 14 millioner kubikliter vand ifølge Behzad Parsa, som er generaldirektør for Teherans vandselskab og udtaler sig til det officielle iranske nyhedsbureau Irna.

I løbet af samme periode sidste år var der 86 millioner kubikmeter vand i reservoiret, tilføjer han. Men for nuværende er der kun nok til at fastholde forsyningerne til Teheran-regionen i mindre end to uger.

Teheran er Irans klart største by. De næststørste byer er Isfahan og Mashhad, der begge har lidt over to millioner indbyggere.

AFP

Mand dræbt i ulykke på motorvej – barn i livsfare

En 27-årig mand har natten til søndag mistet livet i en ulykke på Fynske Motorvej, oplyser politiet i en pressemeddelelse. Et barn er kommet alvorligt til skade og er i livsfare.

To andre personer er også kommet alvorligt til skade, men er ifølge politiet uden for livsfare.

– Der har været bilinspektør på stedet, og da der er flere parter involveret, pågår der nu en række undersøgelser, ligesom politiet mangler at tale med flere vidner, for at klarlægge hændelsesforløbet, siger vagtchef Johni Müller fra Fyns Politi i pressemeddelelsen.

– De indledende undersøgelser tyder dog på, at bilen med den 27-årige mand og barnet er brudt ned i det yderste spor, hvorefter den er blevet påkørt af en anden bil. Politiet mistænker hverken spiritus eller euforiserende stoffer.

De pårørende er blevet underrettet.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 02.12 natten til søndag. Ulykken skete i østgående retning på strækningen mellem Middelfart og Odense mellem afkørslerne ved Ejby og Aarup.

Motorvejen var i timerne efter ulykken spærret, mens politi og redning arbejdede på stedet.

Vejdirektoratet oplyste kort før klokken 06 søndag morgen, at strækningen var genåbnet.

Millionbøde til annoncegigant står ved magt

Annoncegiganten AFA Decaux anker ikke en bøde på ti millioner kroner, som selskabet for godt to uger siden blev idømt i en sag om aftalt spil på markedet for udendørs annoncering.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet, der i dag huser den afdeling, der tidligere var kendt som Bagmandspolitiet, som har efterforsket sagen og ført den for retten.

I mere end seks et halvt år koordinerede AFA Decaux og en anden virksomhed, Clear Channel Danmark, rabatsatserne, som deres respektive kunder blev tilbudt i forbindelse med reklamering i såkaldte outdoormedier, for eksempel reklameplads ved busstoppesteder, på togstationer og i lufthavne.

Den slags er forbudt i henhold til konkurrencelovgivningen. Meningen er, at virksomhederne selv skal sætte deres priser, så deres kunder kan handle på et marked med fri prisdannelse. Men det skete altså ikke i tilfældet med AFA Decaux og Clear Channel Danmark.

Sidstnævnte virksomhed er også straffet i sagen, men det skete, uden at sagen kom for retten. I april 2024 valgte Clear Channel Danmark nemlig at betale en bøde på seks millioner kroner i sagen og dermed tilstå sin skyld i lovbruddet.

I en pressemeddelelse i forbindelse med Københavns Byrets dom mod AFA Decaux kalder vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Tine Rønde selskabernes adfærd for “en langvarig og alvorlig overtrædelse af konkurrenceloven”.

Også National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) udsendte en pressemeddelelse efter byretsdommen, hvor det fra specialanklager Jan Østergaard lød:

– Jeg er tilfreds med dommen. Det er en alvorlig lovovertrædelse, når konkurrerende virksomheder laver aftaler om deres priser eller handelsvilkår og dermed sætter den frie konkurrence ud af kraft.

Retssagen mod AFA Decaux foregik i Københavns Byret, hvor dommen blev afsagt 23. oktober. I henhold til reglerne om anke skulle selskabet have indbragt sagen for Østre Landsret senest 6. november. Det er ifølge NSK ikke sket, og straffen på de ti millioner kroner er dermed endelig.

Båd med knap 100 migranter synker ud for Malaysias kyst

Myndighederne i Malaysia leder efter et større antal migranter, efter at en båd sank tidligere på ugen.

Båden menes at have haft omkring 90 mennesker uden opholdstilladelse om bord.

En kvinde er fundet druknet, mens ti mennesker er blevet reddet i land, oplyser malaysisk politi søndag.

Tre dage efter ulykken er redningsoperationen fortsat i gang.

Politichef Adzli Abu Shah har over for lokale medier forklaret, at politiet mener, at båden kæntrede og derefter sank. Det skete nær grænsen mellem Thailand og Malaysia.

Desuden leder myndighederne efter to andre både med et lignende antal passagerer. Det står ikke klart, hvad der er sket med bådene.

Hændelsen menes at være sket tæt på øen Tarutao, siger den maritime myndighed i Malaysia.

Tarutao ligger lige nord for den populære turistdestination Langkawi ud for den malaysiske halvø.

– Indtil videre er 11 mennesker inklusive et lig blevet fundet, siger Romli Mustafa fra den maritime myndighed.

Han tilføjer, at det stadig er muligt, at der kan findes flere af de savnede i havet.

Blandt de overlevende er der mænd fra Myanmar og Bangladesh, skriver nyhedsbureauet Reuters. To af mændene, der er reddet i land, er fra det etniske mindretal rohingyaerne.

Den druknede kvinde var ligeledes en del af den etniske gruppe, hvis medlemmer jævnligt flygter fra Myanmar.

Rohingyaerne er for det meste muslimer, mens det er buddhisme, der er den primære religion i Myanmar. Gruppen bliver nægtet statsborgerskab i landet, og det er blevet beskrevet, at de bliver udsat for overgreb og undertrykkelse.

De i alt omkring 300 personer var i første omgang om bord på et større fartøj, skriver Reuters.

Men da de nærmede sig grænsen, blev de fordelt i tre mindre både for ikke at vække opsigt.

AFP

Kina ophæver eksportforbud til USA for særlige metaller

Kina har søndag ophævet et eksportforbud til USA på varer indeholdende tre typer af metaller.

Det drejer sig om metallerne gallium, germanium og antimon.

Det meddeler Kinas handelsministerium søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Eksportforbuddet, der blev indført i december sidste år, er midlertidigt ophævet frem til den 27. november 2026, fremgår det.

De tre særlige typer af metaller bliver blandt andet brugt i forskellige former for elektronik såsom halvledere.

Søndagens melding fra Kinas handelsministerium kommer, to uger efter at USA’s præsident, Donald Trump, og Kinas præsident, Xi Jinping, mødtes i Sydkorea for at indgå en handelsaftale.

Her blev præsidenterne enige om at sænke toldsatser og sætte andre handelsrestriktioner på pause i et år.

På mødet gik Kina også med til at sætte en stramning af kontrollen med eksport af sjældne jordarter på pause.

Kinas handelsministerium meddelte fredag, at kontrollen med sjældne jordarter og materialer til litiumbatterier var blevet midlertidigt ophævet i en periode frem til den 10. november 2026.

Forholdet mellem USA og Kina har i store dele af 2025 været anstrengt, efter at Donald Trump den 2. april annoncerede importtold på varer fra det meste af verden.

Kina svarede dengang hurtigt igen med told på amerikanske varer, og de to lande øgede gentagne gange toldsatserne over for hinanden, inden de mødtes ved forhandlingsbordet.

USA og Kina indgik 12. maj en pause på 90 dage i handelskrigen mellem de to lande.

I oktober annoncerede Kina nye begrænsninger på eksporten af sjældne jordarter, hvilket fik Trump til at true Kina med yderligere told.

Efter mødet i slutningen af oktober mellem Trump og Xi Jinping udtrykte de to præsidenter håb om et stabilt forhold i fremtiden.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]