Seneste nyheder

23. marts 2026

Rovfugle trodser alle odds og støvsuger vinterkolde Vestjylland for mus

Selv om vinteren har indfundet sig med ned til otte graders frost natten til fredag, holder et usædvanligt rovfuglepar fortsat stand i Vestjylland.

To blå glenter, der normalt yngler i Sydfrankrig, Spanien og Portugal, kom i september til området nær Aulum nordvest for Herning.

Trods alle odds ser den hvide og blågrå rovfugl ud til at trives, siger Ole Olesen fra Dansk Ornitologisk Forening Vestjylland.

– Det er helt specielt. Blå glente er aldrig tidligere set så sent på året i Danmark, og slet ikke over så lang en periode, siger ornitologen.

Da rovfuglene slog sig ned, blev de hurtigt et tilløbsstykke med mange besøgende, især i weekenderne.

Dansk Ornitologisk Forening anslår, at flere end 1000 mennesker har været forbi stedet, hvor glenteparret holder til.

Til at begynde med var håbet, at parret ville yngle og sende flyveklare glenteunger på vingerne.

Men yngleforsøgene førte ikke noget med sig.

Så nu går tiden med at finde føde og polstre sig til vinteren, forklarer Ole Olesen.

– De er meget dygtige musejægere. De muser ligesom en tårnfalk – det vil sige, at de står stille i luften for at se efter mus.

– Lige pludselig slår de ned på byttet, og så har de en mus med op. Vi har før set dem fange fem-seks mus inden for et par timer, siger han.

Snefald, vedvarende regn og blæst kan dog blive en udfordring for parret.

Men der er ikke planer om at hjælpe rovfuglene og eksempelvis stille foder frem, lyder det fra ornitologen.

– Naturen må gå sin gang, og vi kan kun håbe på, at de klarer sig gennem vinteren, og så måske yngler til foråret, siger Ole Olesen.

Det er uvist, hvad der har fået glenteparret til at søge mod nord. Men det kan ifølge Ole Olesen hænge sammen med klimaforandringer.

Rovfuglene i Vestjylland skal være beredt på, at det vinterlige vejr fortsætter lidt endnu.

I næste uge ventes udbredt nattefrost, og der kan en overgang komme vinterligt nedbør, fremgår det af hjemmesiden for Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Pilot styrter i døden under stort flyshow i Dubai

Et indisk kampfly er fredag styrtet ned under en opvisning i Dubai, og piloten har mistet livet i styrtet.

Ulykken skete foran hundredvis af chokerede tilskuere.

Det indiske Tejas-kampfly var i gang med at foretage en manøvre, da det styrtede mod jorden og gik op i flammer.

Fredag er sidstedagen af Dubai Airshow, som er Mellemøstens største flykonference.

Regeringens mediekontor i Dubai bekræfter “pilotens tragiske død”, og det indiske flyvevåben vil nu undersøge hændelsen.

– Det indiske flyvevåben beklager dybt dødsfaldet og står fuldt og fast sammen med den efterladte familie i denne sorgens tid, står der i en meddelelse.

Ulykken skete omkring 1,6 kilometer fra selve konferencestedet.

Tusindvis har i løbet af ugen været til stede ved Dubai Airshow, heriblandt præsidenten og premierministeren for De Forenede Arabiske Emirater, ledende skikkelser i luftfartsindustrien og militære topfolk.

Videoer på sociale medier viser flyet, der rammer jorden, hvorefter der er en eksplosion. Røg stiger op, mens køretøjer med udrykning sætter farten op og kører mod ulykkesstedet.

– Piloten fløj i lav højde og lavede risikable manøvrer, siger Hassan Loqman, et irakisk øjenvidne, til AFP.

– Det lod til, at han forsøgte at undgå ulykken ved at styre flyet opad, men han nåede det ikke i tide.

Ulykken skete i starten af dagens flyveopvisning, hvor der udføres en række forskellige manøvrer som loop og tønderul.

Opvisningen blev senere genoptaget.

AFP

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lokallisten Din Stemme får borgmesterpost i Lolland Kommune

Lokallisten Din Stemmes Marie-Louise Brehm Nielsen bliver borgmester i Lolland Kommune, meddeler hun på et pressemøde i Maribo fredag.

Det sker efter et langvarigt og intenst forhandlingsforløb, hvor Din Stemme blandt andet forhandlede med Danmarksdemokraterne og Lokallisten Lolland om borgmesterposten.

I sidste ende valgte Din Stemme imidlertid at gå over i en anden lejr og forhandle.

Bag konstitueringsaftalen står foruden Din Stemme også De Konservative, SF, Socialdemokratiet og Venstre.

– Jeg kommer ikke til at stå og juble med armene over hovedet, for det har været nogle rigtig barske dage, hvor jeg har siddet i et rum, hvor vi har været 13 mand, der var enige om politikken.

– Vi var bare ikke enige om at godkende budgetter. Benny Damgaard fra Danmarksdemokraterne kunne ikke finde et flertal uden om os, og så måtte jeg jo forsøge, siger Marie-Louise Brehm Nielsen ifølge DR.

Hun siger at det afgørende for hende har været, at de partier, der peger på hende som borgmester, har garanteret at godkende de kommunale budgetter.

Den siddende borgmester, Holger Schou Rasmussen, er socialdemokrat.

Partiet gik imidlertid kraftigt tilbage ved kommunalvalget tirsdag og blev halveret til seks mandater. Din Stemme opnåede tre mandater.

Marie-Louise Brehm Nielsen er den eneste borgmester i landet, som er valgt på en lokalliste.

Afslutningen på forhandlingerne i Lolland Kommune så indtil for kort tid siden ud til også at skulle markere det sidste kapitel i historieskrivningen om konstitueringsforhandlingerne i alle landets 98 kommuner.

Men tidligere fredag eftermiddag trak SF sig fra konstitueringsaftalen i Slagelse Kommune, hvor partiet ellers havde peget på den siddende borgmester, Knud Vincents (V).

Dermed mangler Slagelse som den sidste kommune fortsat at have fundet sin kommende borgmester.

Skuffet EU ser risiko for at ende klimatopmøde uden aftale

Det nuværende udkast til en aftale på klimatopmødet COP30 er så uambitiøst angående CO2-reduktioner, at EU ikke kan acceptere det.

Hvis tendensen fra fredagens udkast fortsætter, vil det dermed ende med, at EU ikke vil indgå en aftale.

Det siger EU’s klimakommissær, Wopke Hoekstra, til Ritzau fredag formiddag brasiliansk tid.

– Det, der er på bordet, er uacceptabelt, og vi er så langt væk fra, hvor vi burde være, at vi desværre må sige, at vi kigger ind i et “no deal”-scenarie, siger han.

Fredag er den sidste officielle forhandlingsdag på klimatopmødet COP30, der foregår i den brasilianske regnskovsby Belém.

Natten til fredag brasiliansk tid udgav formandskabet et udkast til en aftale.

Her er der ikke skildret en klar køreplan til omstilling væk fra fossile brændstoffer, som EU og en koalition af over 80 lande ellers kræver.

Det får EU til at markere, at man har ramt en rød linje.

– Vi vil gøre vores bedste, men vi kan ikke acceptere noget, der sætter en så lav standard, der er meget lavere, end verden har brug for, siger Wopke Hoekstra.

Årets klimatopmøde har som tema, at verdens lande skal indlevere nye klimamål for 2035.

Her står det klart, at verdens klimamål ikke er på vej til at holde den globale temperaturstigning på 1,5 grader, som Paris-aftalen tilsiger.

Dét har EU og en koalition af over 80 lande krævet, at topmødet leverer et svar på.

Nu skal parterne forsøge at bruge fredagen på at forhandle deres krav ind i den endelige aftaletekst.

– Det, vi har nu, er uacceptabelt. Samtidig er det ikke slut, før det er slut, så vi gør vores bedste for at øge ambitionerne om mitigation (CO2-reduktioner, red.), siger Wopke Hoekstra.

Mens EU har som afgørende krav, at aftalen viser vejen væk fra fossile brændstoffer, vil udviklingslande have tilsagn om mere klimafinansiering til gengæld.

Omvendt vil EU kun hoste op med yderligere finansiering, hvis man bliver lovet en aftale, der adresserer manglen på CO2-reduktioner.

Fredagens udkast til en aftaletekst rummer ikke engang ordet “fossil”.

Men den indeholder udviklingslandenes krav om at tredoble beløbet til finansieringen af klimatilpasning.

Vejen til en aftale kan være lang, vurderer tænketanken Concito.

– Der er en del lande, der føler, at de giver en masse og intet får. Det er ikke vejen til et godt kompromis, siger Jens-Mattias Clausen, programchef i den grønne tænketank Concito for EU’s og den globale klimapolitik.

SF forlader aftale i Slagelse – V-borgmesterflertal er smuldret

Et flertal for at lade Knud Vincents (V) fortsætte som borgmester i Slagelse Kommune er smuldret, beretter TV2 Øst fredag.

SF forlader konstitueringsaftalen i Slagelse Kommune, og dermed er der lige nu kun 15 af 31 mandater for Knud Vincents som borgmester.

Spidskandidat og byrådsmedlem Jørgen Grüner (SF) siger, at hans parti har trukket sine to mandater og dermed fjernet flertallet bag borgmesteren, fordi SF har problemer med Danmarksdemokraterne.

– Vi er meget langt fra Danmarksdemokraterne, især når det gælder miljøspørgsmål, siger han til TV2 Øst.

I stedet for at pege på Knud Vincents vil SF ifølge mediet pege på Britta Huntley (S) som borgmester og Henrik Brodersen (DF) som viceborgmester.

Venstre, De Radikale, SF, Danmarksdemokraterne, De Konservative og Liberal Alliance havde ellers dannet et flertal på 17 mandater, så Knud Vincents kunne blive siddende som borgmester.

Borgmesteren er rystet over, at SF har forladt konstitueringsaftalen.

– Der er jo ikke så meget at sige. Otte års totalt tillidsfuldt arbejde med rigtig svære beslutninger er fuldstændig hældt ned ad brættet. Det er politik, når det er værst, siger Knud Vincents til TV2 Øst.

Med SF’s udtræden er der blevet vendt op og ned på sagerne, siden en tilfreds Knud Vincents natten til onsdag kunne erklære sig som vinder af valget.

– Det er første gang i Slagelses Kommunes historie, at en ikke-socialdemokrat er genvalgt, lød det dengang fra den siddende borgmester.

Forhandlingerne om konstitueringen i landets 98 kommuner kan i princippet løbe helt frem til det konstituerende møde. Det skal afholdes i perioden fra 1. december til 15. december.

Kvinde drak urtedrik og blev ukontaktbar – shaman tiltalt

Da en 68-årig kvinde, der deltog i en healingweekend i oktober 2020, fik svedperler på overlæben og blev grå i huden, vidste en af de tilstedeværende, at der var noget galt.

Sådan lyder det fra et vidne i Retten i Kolding fredag under en sag, hvor en nu 61-årig mand er tiltalt for af undladt at hjælpe en kvinde i livsfare i 2020.

Hun var blevet dårlig efter at have indtaget urtedrikken sangre de grado, der også kaldes drageblod, sammen med store mængder vand under en udrensningsceremoni i løbet af healingweekenden, som manden faciliterede.

Dagen forinden havde kvinden også indtaget den ulovlige psykedeliske bryg ayahuasca, der indeholdt det euforiserende stof DMT, som en del af opholdet.

Under udrensningsceremonien fungerede den tiltalte som shaman, der er en person, som fungerer som en slags spirituel guide.

Efter at have indtaget drageblodet blev opholdets omkring 20 deltagere bedt om at drikke store mængder vand for at kunne kaste urtedrikken op igen.

Flere vidner beskriver, at den 68-årige kvinde blev ukontaktbar og kastede blod op efter ceremoniens afslutning.

Shamanen ringede ikke efter professionel hjælp, men kørte selv kvinden fra adressen i Kollemorten ved Give, hvor opholdet foregik, på Vejle Sygehus.

Her fik hun konstateret hul i spiserøret og et for lavt saltniveau i blodet, hvilket førte til en væskeansamling i hjernen. Ifølge retslægerådet kan begge dele være livstruende, fortæller anklageren i retten.

Kvinden blev kort efter overflyttet til Odense Universitetshospital (OUH), som hun blev udskrevet fra godt tre måneder senere.

Den 61-årige mand er også tiltalt for uagtsomt at have tilført kvinden skaderne. Han nægter sig skyldig.

Ifølge Kristeligt Dagblad har han under et tidligere retsmøde forklaret, at han har udført den form for ceremonier som en del af sin virksomhed og prøvet det på egen krop hundredvis af gange.

Hans virksomhed tilbyder stadig ceremonier med ayahuasca, men ikke drageblod.

Transportminister håber på selvkørende biler i Danmark

Transportminister Thomas Danielsen (V) er svært begejstret for Green Mobilitys udmelding om, at virksomheden er klar til at indkøbe selvkørende biler til det danske marked.

Det siger han til Ritzau.

– Området rummer nogle meget store potentialer. Jeg har lempet reglerne, så det er langt nemmere at få lov til at teste selvkørende biler i Danmark.

Ministeren siger, at der er blevet åbnet for selvkørende enheder i en sådan grad, at det eneste krav – når enheden er sikkerhedsgodkendt – er, at man skal kunne komme i kontakt med en person fra et hovedkontor.

– Sandheden er, at teknologien er mere præcis og dygtigere, end vi mennesker er på mange områder. Der vil helt sikkert være en frygt for det ukendte, siger han.

– Det svære bliver at acceptere, at en selvkørende bil også kan køre galt. Antallet af trafikdræbte vil formentlig falde, men man skal kunne acceptere, at det ikke skyldes menneskelige fejl.

Ifølge Thomas Danielsen er den eneste grund til, at der ikke allerede er selvkørende biler på vejene, at private virksomheder ikke har søgt om lov til at teste bilerne.

– Det har hele tiden været en af ministerprioriteter at få flere selvkørende enheder til Danmark, og jeg har et mål om at få det første selvkørende køretøj til Danmark, siger Thomas Danielsen.

Elbilsselskabet Green Mobility meldte fredag ud, at selskabet er klar til at indkøbe op mod 2000 selvkørende biler, når dansk lovgivning falder på plads på området.

Ifølge selskabets direktør, Kasper Gjedsted, er årsagen til, at virksomheden ikke har sendt en ansøgning, at man ikke er interesseret i at teste bilerne.

– De er testet. Vi er interesserede i at sætte dem ind på forretningsmæssige vilkår. Vi gider ikke spilde vores tid, før vi for eksempel ved præcist, hvad der kræves for, at vi kan fjerne sikkerhedschaufføren, lyder det.

Selskabet har i sinde at præsentere Danmarks første fuldt autonome bil ved et arrangement tirsdag i næste uge.

Politi beder hele landet om hjælp til at finde 76-årig kvinde

Nordjyllands Politi beder nu borgere i hele landet om hjælp til at finde den 76-årige Hanne, som har været forsvundet i næsten tre uger.

Kvinden, der har demens, forlod sit hjem i Vognsild ved Aars søndag 2. november.

Siden har Nordjyllands Politi forgæves ledt efter hende. Eftersøgningen har primært været rettet omkring Vognsild og nærliggende landområder. Både patruljer, beredskab, hunde, frivillige og hjælpeorganisationer har deltaget.

Fredag oplyser politikredsen i en pressemeddelelse, at det ikke kan udelukkes, at den 76-årige kvinde er taget videre – eventuelt med et lift.

Derfor opfordrer politiet borgere i hele landet til at overveje følgende:

– Har du set en ældre dame i et bilsæde eller som passager i bil eller i et offentligt transportmiddel på ruten omkring Aars, Vognsild eller nabokommuner omkring den 2.-3. november?

– Har du givet lift til en ældre kvinde med det signalement, der passer med Hanne, eller set en kvinde stige ind i eller ud af et køretøj?

Hanne beskrives som 170 centimeter høj, solbrun i huden, med mørkt skulderlangt hår. Hun var iført en hvid jakke, grå striktrøje og grå/grønne bukser.

Hanne er desuden demensramt, hvilket ifølge politiet kan gøre hende særligt sårbar og potentielt påvirke hendes adfærd – herunder valg af transport.

Politikommissær Jesper Konttorp-Fredsgaard, der leder efterforskningen, roser lokalsamfundet og frivillige for at have gjort en kæmpestor indsats.

– Vi har naturligvis gennemgået ejendomme, haver, udhuse, lader og skure i bredt omfang – men vi kan ikke længere udelukke, at Hanne har forladt lokalområdet med et transportmiddel, siger han i pressemeddelelsen.

– Så vidt vi ved, havde Hanne ikke betalingsmidler med sig, og derfor er det ikke umiddelbart sandsynligt, at hun har transporteret sig med offentlig transport, men vi vil ikke udelukke det, lyder det videre.

Oplysninger til sagen kan gives til politiet på telefon 114.

Selv små detaljer kan være vigtige, lyder opfordringen fra politiet.

Udkast til COP-aftale indeholder ingen vej væk fra fossile brændsler

På klimatopmødet COP30’s sidste officielle forhandlingsdag har de brasilianske værter udgivet et udkast til en aftaletekst, der kan sende rystelser gennem hele klimatopmødet.

Et afgørende krav fra flere parter som EU om, at klimatopmødet skal enes om en vej væk fra fossile brændstoffer, er ikke imødekommet i teksten.

Teksten indeholder nemlig ikke den køreplan væk fra fossile brændstoffer, som over 80 lande har erklæret som krav.

Det fremgår af udkastet, der er udgivet via FN’s kanaler.

EU har klart meddelt, at man er klar til ikke at indgå en aftale, hvis ikke den berører behovet for CO2-reduktioner.

– Vi vil have, at den her verden samler sig om at få udledningerne ned. Og hvis ikke man kan betrygge os i det, så bliver der ikke nogen aftale, har han sagt onsdag.

Mens EU har som afgørende krav, at aftalen viser vejen væk fra fossile brændstoffer, vil udviklingslande have tilsagn om mere klimafinansiering til gengæld.

Omvendt vil EU kun hoste op med yderligere finansiering, hvis man bliver lovet en aftale, der adresserer manglen på CO2-reduktioner.

Fredagens udkast til en aftaletekst rummer ikke engang ordet “fossil”.

Men den indeholder udviklingslandenes krav om at tredoble beløbet finansieringen af klimatilpasning.

Dermed er EU’s position ikke imødekommet.

Klimakommissær Wopke Hoekstra understreger i klare vendinger, at formandskabets udkast på ingen måde er tilstrækkeligt.

– Det her er på ingen måde tæt på de ambitioner, vi har brug for på mitigation (CO2-reduktioner, red.), siger han i en kommentar.

– Vi er skuffede over teksten, der nu er på bordet.

Der er lang vej til en aftale, vurderer tænketanken Concito.

– Der er en del lande, der føler, at de giver en masse og intet får. Det er ikke vejen til et godt kompromis, siger Jens-Mattias Clausen, programchef i den grønne tænketank Concito for EU’s og den globale klimapolitik.

Ngo’en Mellemfolkeligt Samvirke minder om, at det brasilianske formandskab selv har understreget alvoren i den fossile udfasning.

– Det er et svigt af de mere end 85 lande og tusindvis af civilsamfundsgrupper, der har krævet en køreplan for fossil udfasning, siger Katrine Ehnhuus, seniorrådgiver i Mellemfolkeligt Samvirke og iagttager af klimatopmøderne.

Årets COP30 har haft som tema, at verdens lande skal indlevere nye klimamål for 2035.

Her står det klart, at verdens klimamål ikke er på vej til at holde den globale temperaturstigning på 1,5 grader, som Paris-aftalen tilsiger.

Dét har EU og en koalition af over 80 lande krævet, at topmødet leverer et svar på.

Nu skal parterne forsøge at bruge fredagen på at forhandle deres krav ind i den endelige aftaletekst.

Forhandlingerne blev afbrudt på voldsom vis torsdag, da der udbrød brand på klimatopmødet.

Her blev deltagerne evakueret, mens brandmyndighederne sikrede stedet, inden de officielle forhandlinger blev genoptaget ud på aftenen.

Samlever beretter om trusler og spytklat mod fynsk partihopper

Partihopperen fra Middelfart Kommune, Ulla Sørensen, bliver ifølge sin samlever udsat for trusler og hadske beskeder.

Det sker, efter at hun med sit partihop fra Socialdemokratiet til Venstre efter kommunalvalget tirsdag sørgede for et magtskifte i kommunen.

– Her til morgen (fredag, red.) var hun ude for at køre skraldespanden ind. En mand, hun ikke ved, hvem er, går forbi og siger “Judas”, og så spytter han hende direkte i ansigtet, siger samleveren, Tom Sjørvad, til Ekstra Bladet.

Ifølge samleveren har Ulla Sørensen også modtaget flere hundrede beskeder med ubehageligt indhold, herunder nogle af truende karakter. Det er sket både som opkald og via sociale medier.

– Hun er ked af det og udkørt. Og hun er overrasket over, hvor voldsom reaktionen har været, siger Tom Sjørvad.

Han og Ulla Sørensen overvejer, om de skal melde chikanen til politiet. Foreløbig holder hun sig hjemme.

Ulla Sørensen var før kommunalvalget 1. viceborgmester i Middelfart Kommune, og med hendes mandat så den siddende borgmester, hendes daværende partifælle Johannes Lundsfryd Jensen, ud til at kunne fortsætte.

Ulla Sørensen opnåede 252 personlige stemmer, og hun satte sig dermed på det niende og sidste socialdemokratiske mandat i kommunen.

Men Ulla Sørensen valgte efter valget at skifte til Venstre, og så troede stort set alle, at hun skulle være borgmester.

Torsdag blev Venstres Anders Møllegård imidlertid præsenteret som borgmester, mens Ulla Sørensen sagde, at hun blot havde ageret forhandlingsleder.

Foran rådhuset samlede der sig torsdag omkring 200 utilfredse vælgere, som med plancher og slogans som “stop stemmetyven” protesterede mod Ulla Sørensens partihop.

Medie: Zelenskyj holder møde med europæiske ledere om fredsudkast

Flere europæiske ledere – herunder Tysklands kansler, Friedrich Merz, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron – deltager fredag i et telefonmøde om USA’s udkast til en plan for fred i Ukraine.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, deltager også på mødet.

Det rapporterer Bloomberg News.

En kilde fra den britiske regering siger til nyhedsbureauet Reuters, at premierminister Keir Starmer også deltager.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er mødet begyndt klokken 12 dansk tid.

USA har sendt et udkast til en fredsaftale til Ukraine. Flere medier har set aftalen, som består af 28 punkter.

Men den russiske regering har ikke set planen og har slet ikke fået nogen officielle oplysninger fra USA om en fredsplan, siger talsmand Dmitrij Peskov på et pressemøde fredag ved middagstid.

Peskov siger samtidig, at Zelenskyj bør forhandle nu for at undgå at miste mere land i krigen.

Han henviser til, at Rusland rykker frem på slagmarken.

– De russiske væbnede styrkers effektive indsats bør overbevise Zelenskyj: Det er bedre at forhandle nu end senere.

– Handlerummet for at tage beslutninger svinder ind for ham, mens land bliver tabt under den russiske hærs offensiv, siger Peskov ifølge AFP.

Udkastet, som USA har sendt til Ukraine, indebærer blandt andet, at Ukraine skal give afkald på Donbas-regionen i det østlige Ukraine og en garanti om, at Ukraine ikke bliver medlem af forsvarsalliancen Nato.

En unavngiven amerikansk embedsmand har sagt til det amerikanske medie Axios, at aftalen til gengæld forpligter USA og landets europæiske allierede til at yde en Nato-lignende sikkerhedsgaranti for Ukraine.

Et angreb på Ukraine skal dermed – ifølge udkastet – betragtes som et angreb på hele det “transatlantiske fællesskab”.

Den igangværende krig begyndte med Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022. Rusland gør krav på regionerne Donetsk, Kharkiv, Luhansk og Zaporizjzja, som landet også hævder at have annekteret.

Donbas, som USA’s plan angiveligt kræver, at Ukraine afgiver til Rusland, består af Donetsk og Luhansk.

Populære forsvarsaktier falder kraftigt efter fredsmelding

Investorer er stormet ind i forsvarsaktier de seneste år, men noget tyder på, at flere har trukket følehornene til sig igen. I hvert fald for nu.

Fredag falder en række europæiske forsvarsaktier som svenske Saab, tyske Rheinmetall og norske Kongsberg.

De falder fredag middag alle mellem 4 og 6 procent og forlænger dermed tendensen den seneste måned.

Faldet sker, dagen efter at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, modtog et udkast til en fredsplan fra USA.

Og reaktionen giver umiddelbart god mening. Det vurderer Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet.

– Der er nu lagt op til, at der igen kan komme en eller anden form for påtvungen fredsløsning på bordet.

– I det tilfælde vil en genopbygning af Ukraine ikke handle så meget om krudt, kugler og kampvogne, men mere om infrastruktur, siger han.

Kigger man alene på tyske Rheinmetall er aktien faldet 24 procent siden begyndelsen af oktober.

Det hører dog også med til historien, at aktien – trods det nylige fald – er steget næsten 150 procent i år – og næsten 1500 procent, siden Rusland invaderede Ukraine i begyndelsen af 2022.

Skader tvinger danske håndboldprofiler til VM-afbud

Uheldene bliver ved at vælte ned over landstræner Helle Thomsen og det danske kvindelandshold i håndbold.

Først meldte Mie Højlund afbud til håndbold-VM med en skade. Og fredag står det klart, at det danske hold må undvære målvogter Althea Reinhardt og bagspiller Mette Tranborg.

DanskHåndbold meddeler i en pressemeddelelse, at ingen af de to når at komme sig over deres skader.

– Det er stort tab at må undvære to så rutinerede spillere til et VM. Det ville gøre ondt på alle hold. Vi har lovet hinanden, at vi fortsætter med at kæmpe og give alt, hvad vi har, og så må vi se, hvor langt det kan bære os til slutrunden, siger landstræner Helle Thomsen.

Althea Reinhardt har længe kæmpet med en knæskade, og det er den, der nu koster hende VM-deltagelsen. Keeperen har 131 landskampe på cv’et og slutrundedebuterede tilbage i 2016.

Tidligere på ugen blev Amalie Milling hentet ind som gardering til truppen. Ikast-målvogteren bliver ved VM del af en målvogterduo med førstevalget Anna Kristensen.

Mette Tranborg kom galt afsted i testkampen mod Sverige i Næstved torsdag aften. Hun måtte haltende forlade banen, og der var straks bekymring for, om hun havde pådraget sig en forstrækning eller fibersprængning i den ene læg.

Ved fredagens undersøgelser blev mistanken bekræftet. Diagnosen lyder på en fibersprængning, og Tranborg er som minimum ukampdygtig i de næste to uger.

Dermed er hun ude af billedet til VM, der for Danmarks vedkommende begynder torsdag i næste uge, hvor danskerne møder Japan i Rotterdam.

Der er endnu ikke udpeget en afløser for den høje forsvarsspecialist.

Danmark spiller en sidste testkamp inden afrejsen mod VM. Lørdag eftermiddag spiller Helle Thomsens tropper revanchekamp mod Sverige i Halmstad.

Udsatte opfordres til vaccine forud for særligt hård influenzasæson

Udsatte personer opfordres i særlig grad til at blive vaccineret imod influenza.

Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse, hvor det lyder, at sæsonen for virusset ser ud til at blive særligt hård i år.

– Det ser ud til, at flere vil blive smittet med influenza i år. Det skyldes den type af influenzavirus, som vi forventer vil komme til at cirkulere.

– Vaccinen er den bedste beskyttelse mod svær influenzasygdom, og det er vigtigt at beskytte sig, hvis man er i særlig risiko, lyder det fra overlæge Kamilla Grønborg Laut.

Forventningen er baseret på den overståede sæson for influenza på den sydlige halvkugle og på risikovurderingen fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC).

Den danske vaccinationsindsats er allerede i fuld gang, og opfordringen om at lade sig vaccinere går i særlig grad ud til personer over 65 år samt personer, der lider af kronisk sygdom, som for eksempel KOL, diabetes eller hjertekarsygdom.

Vaccinationen er i disse tilfælde gratis.

Omkring 1,2 millioner borgere har ifølge styrelsen indtil videre taget imod tilbuddet. Muligheden løber frem til 20. december.

Der opfordres desuden til, at alle følger de smitteforebyggende råd: vask hænder, host og nys i ærmet, bliv hjemme, hvis du er syg, og husk at lufte ud og gøre rent.

Landstræner afskriver Arnoldsen til EM: Det er møgærgerligt

Herrelandstræner Nikolaj Jacobsen melder endegyldigt håndboldprofilen Thomas Arnoldsen ude af EM-slutrunden i januar.

Aalborg-bagspilleren pådrog sig i en Champions League-kamp onsdag et brud på skinnebenet, og nu venter en pause på op til 12 uger.

– Det er da møgærgerligt, specielt som Thomas har spillet i år. Thomas var forhåbentlig gået ind og havde fået en stor rolle på landsholdet, siger landstræneren.

Arnoldsen har i efteråret været en af de helt store profiler på Aalborg-mandskabet, som topper Herreligaen med maksimumpoint og ligger komfortabelt nummer to i den ene Champions League-gruppe.

Udsigten til at skulle spille et EM uden bagspilleren er dog ikke noget, som kommer til at holde Nikolaj Jacobsen vågen om natten.

– Jeg har stadig Simon Pytlick, Lasse Andersson, Lasse Møller og Rasmus Lauge i første omgang. Det har fungeret virkelig godt. Man skal også huske på, at Thomas ikke har haft nogen stor rolle i de slutrunder, vi har vundet i 2024 og 2025.

– Så vi kommer ikke til at lave noget om, bare fordi Thomas ikke er der. Men vi ville rigtig gerne have haft, Thomas var der, fordi han har nogle store kvaliteter.

Både Lasse Møller og Rasmus Lauge døjer aktuelt med skader, men landstræneren er ikke bekymret.

– Det eneste, jeg ved lige nu, er, at Thomas ikke bliver klar. Så skal der ske noget mærkeligt, hvis de andre ikke bliver klar, siger Nikolaj Jacobsen.

Ud over de mange dygtige højrehåndede bagspillere er det danske landshold også ganske velpolstret på højrebacken med blandt andre Mathias Gidsel, Mads Hoxer og Emil Madsen.

Landstræneren har i glimt spillet med to højrebacks i bagkæden, men det er ikke noget, man skal forvente bliver normen efter Arnoldsens afbud.

– Jeg kommer ikke til at lave noget om, andet end I vil se, at vi også i mindre perioder kan spille med to venstrehænder. Men grundlæggende bliver vores base at spille med to højrehænder, siger Nikolaj Jacobsen.

Tidligere borgmester i Hørsholm Uffe Thorndahl er død – 84 år

Tidligere folketingsmedlem og borgmester i Hørsholm Kommune Uffe Thorndahl er død i en alder af 84 år.

Det bekræfter hans bonusbarnebarn Anna Spindler over for Se og Hør, ligesom det fremgår af CPR-registret.

– Han sov stille ind på Roskilde Sygehus den 19. november, siger hun til mediet.

Fra 1977 til 1983 var Uffe Thorndahl folketingsmedlem for Fremskridtspartiet, og efter at han stoppede i Folketinget i 1984 efter en kort periode som løsgænger, meldte han sig ind hos De Konservative.

Ved kommunalvalget i 1989 erobrede han en plads i kommunalbestyrelsen i Hørsholm Kommune, hvor han sad i 20 år.

Fra 2001 og de efterfølgende otte år var han kommunens borgmester – dog ikke som konservativ politiker i alle årene.

I 2008 meldte Uffe Thorndahl sig nemlig ud af partiet. Det skete efter hans eget udsagn, efter at han havde fået et ultimatum af sit parti om at stoppe sin kritik af daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Uffe Thorndahl havde efter at have set aktindsigter anklaget Løkke for i sin tid som amtsborgmester i Frederiksborg Amt – hvor Thorndahl var med i amtsrådet – at have benyttet sig af offentlige midler til at købe ting til privat brug.

– Det Konservative Folkepartis ledelse har – stærkt presset af Venstre formoder jeg – givet mig et valg, og jeg har valgt min ytringsfrihed, sagde Uffe Thorndahl dengang.

Flere får erstatning for øjensygdom efter brug af Novo-midler

Fire patienter får erstatning for en alvorlig øjensygdom som følge af brugen af Novo Nordisk-midlerne Wegovy og Ozempic.

Det oplyser Patienterstatningen, der har afgjort de første fem sager, i en pressemeddelelse.

De får tilsammen en erstatning på 800.000 kroner, men det beløb kan stige, hvis det også vurderes, at det har ført til tabt arbejdsevne.

Novo Nordisk har udviklet Wegovy og Ozempic til behandling af henholdsvis overvægt og diabetes.

I alt har 43 patienter søgt erstatning, fordi de mener, at de har fået øjensygdommen Naion som bivirkning af de to midler.

I slutningen af 2024 meddelte EU’s lægemiddelagentur (EMA), at det ville granske to studier, som pegede på en sammenhæng mellem brugen af midlerne og Naion.

Sygdommen rammer den forreste del af synsnerven og kan give synstab.

Statistisk rammer det færre end 1 ud af 10.000 patienter, som bruger enten Wegovy, Ozempic eller Rybelsus, som alle af Novo-midler.

I et skriftligt svar siger Novo Nordisks danske datterselskab, at man har læst afgørelsen fra Patienterstatningen.

– Vi tager alle indberetninger om bivirkninger ved brug af vores lægemidler meget alvorligt, lyder det.

– Baseret på alle tilgængelige datakilder og observationer har Novo Nordisk konkluderet, at “benefit-risk”-profilen for semaglutid stadig er positiv.

En “benefit-risk”-profil handler om at vurdere, hvorvidt et lægemiddels positive effekter opvejer dets negative sider.

I midten af 2025 vurderede den europæiske bivirkningskomité Prac, at øjensygdommen var en sjælden bivirkning ved semaglutid, der er det aktive stof i de tre midler.

Få måneder herefter blev det en del af midlernes indlægsseddel, og nu har Patienterstatningen så afgjort de første fem sager.

Karen-Inger Bast, der er direktør for Patienterstatning, siger i meddelelsen, at der er synd for de patienter, der er blevet ramt af bivirkningen.

– Det er også meget komplekse sager at vurdere, fordi der er tale om ny medicin og patienterne i forvejen er i risikogruppen for at få Naion.

– Vores opgave er at give patienterne en grundig og gennemarbejdet afgørelse. Det giver forhåbentligt patienterne en afklaring på deres forløb, siger hun.

Det er ikke alle patienter, der automatisk har ret til erstatning. Alle sager skal vurderes individuelt, og loven kræver, at det skal være “overvejende sandsynligt”, at et lægemiddel er skyld i en bivirkning.

Det er staten, der står for at udbetale erstatning til patienter, der har fået medhold hos Patienterstatningen.

Venstres Mads Duedahl bliver ny formand for Danske Regioner

Regionsrådsformand i Region Nordjylland Mads Duedahl (V) er valgt som ny formand for Danske Regioner.

Det oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse sendt til Ritzau.

Mads Duedahl erstatter Anders Kühnau (S), der blev væltet som regionsrådsformand i Region Midtjylland.

Venstre har tre ud af fire formænd i regionerne efter regionalvalget tirsdag.

Før valget havde Socialdemokratiet flertallet i regionerne med tre regionsrådsformænd mod Venstres to.

Det er et bredt flertal i Danske Regioners kommende bestyrelse, der har peget på Mads Duedahl, lyder det i pressemeddelelsen.

Flertallet består af Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og De Radikale.

Mads Duedahl tiltræder officielt som ny formand, når han bliver valgt på Danske Regioners politiske topmøde i marts.

– Vi står på tærsklen til en meget stor og ambitiøs reform, som regionerne allerede er i fuld gang med at forberede og implementere. Det arbejde fortsætter vi med, og vi ved, at det kommer til at kræve et stærkt samarbejde med alle aktører på sundhedsområdet – og mellem regionerne, siger Duedahl i pressemeddelelsen.

Det er på grund af sundhedsreformen fra 2024, at der fra 2027 kun er fire regioner og ikke fem.

Mads Duedahl har været formand for regionsrådet i Region Nordjylland siden 2022.

Ved tirsdagens regionalvalg fik han 35.683 personlige stemmer og var med til at sikre Venstre en fremgang på 1,8 procentpoint i regionen.

Mads Duedahl fik 11,2 procent af de afgivne stemmer i Nordjylland.

I Region Midtjylland blev Venstres Anders G. Christensen valgt som ny regionsrådsformand, mens partifællen Bo Libergren bevarede magten i Region Syddanmark.

Nuværende formand for Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj (S), er blevet valgt som formand for den kommende Region Østdanmark.

Danske Regioner er interesse- og arbejdsgiverorganisation for landets regioner.

Som formand for Danske Regioner får Mads Duedahl blandt andet ansvaret for at forhandle regionernes økonomi med regeringen.

Elbilsselskab sikrer 2000 selvkørende biler til danske veje

Elbilsselskabet Green Mobility har indgået en ikkebindende hensigtserklæring med henblik på et fremtidigt køb af op til 2000 selvkørende biler i Danmark.

Aftalen er indgået med den amerikanske virksomhed Tensor, der er en af de førende udviklere af selvkørende biler med kunstig intelligens (AI).

– Der findes kun 5000 selvkørende biler på verdensplan. På den her måde sikrer vi, at vi står forrest i køen, når den danske lovgivning falder på plads, siger administrerende direktør i selskabet Kasper Gjedsted til Ritzau.

I og med at bilerne vil være selvkørende, og at der i flere af dem ikke vil være et rat, kan de ifølge direktøren bruges af alle – også dem uden kørekort.

Han ser derfor, at teknologien på sigt kan binde Danmark bedre sammen.

– De øger mobiliteten for alle. Det er både skolebørnene og den ældre dame, der skal til læge, siger Kasper Gjedsted og tilføjer:

– Der er også store fordele for det, man kalder Udkantsdanmark, hvor betjeningen med offentlig transport er enten mangelfuld eller dyr at have kørende.

Der er blandt andet færre omkostninger forbundet med bilerne, fordi de ifølge direktøren laver 90 procent færre skader end en gennemsnitsbilist.

I realiteten vil man desuden også kunne bruge bilerne, hvis man for eksempel har indtaget for meget alkohol til selv at køre bil.

Elbilsdirektøren har ikke umiddelbart en tidshorisont for, hvornår man kan finde de selvkørende biler på danske veje, men der går ikke så lang tid, som man tror, siger han.

– Vi vil gerne i gang så hurtigt som muligt, men der er stadig nogle usikkerheder omkring leveringen af bilerne, og hvornår myndighederne er klar til at tillade det også.

Han understreger dog, at selskabet er klar.

– Til at begynde med vil vi sætte et mindre antal af biler ud. Så kører de et antal kilometer, og de beviser over for myndighederne, at de er sikre og kan forstå deres omgivelser. Derefter kan vi udvide området og omfanget, lyder det.

Ifølge direktøren er der allerede stor velvillighed fra både transportministeren og Vejdirektoratet.

Ritzau har rakt ud til transportminister Thomas Danielsen (V) med henblik på en kommentar.

Dyrere slagtedyr skærer kvart milliard af Danish Crowns overskud

Højere afregning til svineproducenter har medvirket til, at overskuddet hos Danish Crown er faldet med en kvart milliard kroner.

Det viser regnskabstal for året 2024/2025, som er blevet offentliggjort fredag.

Overskuddet efter skat landede på 788 millioner i perioden frem til og med september mod godt en milliard året forinden.

Slagterivirksomhedens omsætning faldt desuden fra 67,8 milliarder kroner til 65,4 milliarder kroner.

Det skyldes, at andelsejerne leverede ti procent færre slagtedyr.

Højere priser på kød i butikkerne har dog reelt været med til at skabe fremgang, når man måler på omsætningen per kilo kød leveret.

Danish Crown har de seneste år været i modvind, blandt andet fordi man ikke har kunnet matche den afregning, som svineproducenterne har kunnet få i udlandet.

Det har ført til, at millioner af svin, der tidligere har været slagtet hos det danske slagteri, i stedet er blevet sendt ud af landet.

Slagteriet vedtog i maj i år, at man ville hæve afregningsprisen på både grise og køer. Siden indførelsen af højere afregning har man sendt næsten 600 millioner kroner ekstra ud til andelsejerne.

De seneste års udvikling har ført til, at Danish Crown har måtte skære ind til benet ved at lukke slagterier og sige farvel til hundredvis af ansatte.

I september trådte Niels Duedahl til som ny direktør. Han beskrev den forudgående periode som en krise.

Siden hans tiltrædelse har Danish Crown iværksat en genopretningsplan samt indført en ny koncernstruktur, som har delt forretningen op i tre dele.

Set i det lys er han tilfreds med det, han kalder “øget konkurrencekraft”.

– Vi er et meget bedre sted, end vi var for et år siden, men vi har stadig meget arbejde foran os, inden vi endegyldigt har lagt krisen bag os, siger han i en kommentar til regnskabet.

– Vi er lykkedes med at skabe bedre balance mellem afregning til vores andelsejere, omkostninger til driften og kapacitetsudnyttelsen på slagterierne.

– Men det er vigtigt, at vi får styrket vores indtjening yderligere, så vi både kan betale en konkurrencedygtig pris for andelsejernes råvarer og udvikle Danish Crown.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]