Seneste nyheder

25. april 2026

Summerbird øger millionoverskud trods høje priser på kakao

Chokoladeproducenten Summerbird har øget sit overskud, selv om priserne på kakao har været høje.

I 2025 har Summerbird tjent 13,7 millioner kroner, hvilket er over 40 procent mere end året før.

Det viser virksomhedens regnskab, som er blevet offentliggjort mandag.

I regnskabet skriver ledelsen, at høje kakaopriser “slet ikke” er blevet lagt til salgspriserne i det fulde omfang.

Den højere indtjening er skabt gennem både øget eksport og øget afsætning på hjemmemarkedet.

Desuden er der blevet foretaget nogle besparelser, herunder på medarbejdersiden på alle niveauer, lyder det.

Summerbird blev grundlagt i 1986 i et samarbejde mellem Mikael Grønlykke og hans forældre.

Forældrene, Lene og Sven Grønlykke, står også bag fødevarevirksomheden Løgismose, Michelin-restauranten Kong Hans Kælder og Falsled Kro.

I 2001 åbnede Summerbird sin første butik i København.

I dag findes der 12 butikker fordelt rundt i Danmark og Norge.

Summerbird forventer, at resultatet i år vil lande på niveau med resultatet i 2025.

I flere årtier har Summerbird haft sorte tal på bundlinjen, men i 2022 var der pludselig andre boller på suppen.

Her tabte chokoladeproducenten knap fire millioner kroner.

Direktør Mikael Grønlykke forklarede dengang til Fyens Stiftstidende, at Putins invasion af Ukraine havde vendt vækst til det modsatte.

I regnskabet for 2022 skrev ledelsen, at priserne på økologiske råvarer, emballage og energi var steget væsentligt.

Samtidig blev underskuddet blandt andet forklaret med, at Summerbird i 2022 lukkede sine aktiviteter i Japan.

Svensk kok bag kendt sovseserie er død – 79 år

Den svenske kok og restaurantejer Erik Lallerstedt, som i Danmark blandt andet er kendt for sin serie af sovser, er død.

Han blev 79 år.

Det oplyser datteren Anna Lallerstedt på sociale medier ifølge nyhedsbureauet TT.

Hun skriver, at han sov stille ind efter lang tids sygdom.

– Han var elsket af så mange, og savnet er stort, skriver hun.

Lallerstedts karriere i branchen startede i 1960, og han var ifølge det svenske medie Aftonbladet blandt de første i Sverige, der fik en michelinstjerne.

Han har blandt andet drevet restaurant Gondolen i Stockholm, som han overtog i 1994 og drev frem til og med 2009.

I 2008 lancerede han “Eriks såser”, der kan købes i flere danske butikker og omfatter blandt andet en bearnaise-, peber- og hollandaisesovs.

TT beskriver ham som folkekær i Sverige, og han optrådte hyppigt i tv.

Han er blevet tildelt både den svenske konges guldmedalje og det svenske Gastronomiska Akademiens guldmedalje.

Leif Mannerström – en anden kendt svensk kok og ven af Lallerstedt – siger til svenske Expressen, at han har grædt “den halve nat”.

– Det er en meget stor mand inden for restaurationsbranchen. Der var mange, som lyttede til og gjorde som Erik, siger Mannerström.

Det var allerede tilbage i 1984, at Erik Lallerstedt fik sin første michelinstjerne for restauranten Eriks på Strandvägskajen i Stockholm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fusion mellem Arla og Them droppes efter myndigheders bekymring

Fusionen mellem Them Andelsmejeri og Arla bliver alligevel ikke gennemført.

Det skriver Arla i en pressemeddelelse.

Beslutningen er truffet, efter at parterne har fået en tilkendegivelse fra konkurrencemyndighederne.

Ifølge Henrik Lilballe Hansen, som er chef for Arlas danske forretning, betyder tilkendegivelsen, at det i realiteten ikke er muligt at gennemføre den ønskede fusion.

– Konklusionen er derfor, at det ikke giver mening for os at bruge flere ressourcer på projektet, siger han i meddelelsen.

Henrik Lilballe Hansen ærgrer sig over, at fusionen ikke bliver gennemført, men han glæder sig dog over, at der nu er kommet en afklaring.

Det blev meddelt i april 2025, at Arla ville overtage Them Andelsmejeri.

Them Andelsmejeri blev etableret i 1888 og har i dag cirka 90 medarbejdere. Det ejes af 13 landmænd, hvoraf seks driver økologisk landbrug.

Mejeriet producerer oste i Them, som ligger syd for Silkeborg.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skriver i en pressemeddelelse, at Arla har trukket sin anmeldelse af fusionen tilbage.

Forinden har styrelsen udtrykt bekymring for, at fusionen kunne skade konkurrencen på flere markeder, lyder det.

Det gælder både inden for fast ost, hård ost og revet ost, men også for økologisk fløde i store mængder og konventionel og økologisk råmælk.

Der er ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tale om markeder, hvor Arla allerede har en stærk position, og hvor Them har været en af de få tætte konkurrenter, lyder det.

En fusion mellem de to andelsmejerier kunne ifølge styrelsens undersøgelser medføre en risiko for højere priser på fast og hård ost.

– Det gælder ikke mindst i forhold til Danbo-oste og lignende oste, som i vidt omfang bruges til morgenmad og pålæg, siger Konkurrencerådets formand, Christian Schultz, i pressemeddelelsen.

Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ost den mest værdifulde kategori af mejeriprodukter. Danskernes udgifter til ost udgør ifølge styrelsen cirka fem procent af de samlede fødevareudgifter.

Arla Foods blev etableret i Danmark med sammenlægningen af det daværende MD Foods (tidligere Mejeriselskabet Danmark og Kløver Mælk) og det svenskejede Arla i 2000.

I 2025 blev det meddelt, at Arla vil fusionere med det tyske mejeriselskab DMK Group, der er Tysklands største andelsmejeri.

Hvis fusionen bliver godkendt, resulterer den i Europas største andelsmejerikoncern. Koncernen skal videreføres under Arlas navn.

Norge indvier nyt regeringskvarter knap 15 år efter Breiviks bombe

Norge har “taget” sit regeringskvarter “tilbage”, efter at det blev ramt af Anders Behring Breiviks angreb i 2011.

Det siger den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, som fremviser sit nye kontor mandag på den officielle åbningsdag.

– Vi byggede Norge op efter krigen. Nu bygger vi Norge op efter terroren. Det er en historisk begivenhed, vi skal markere. Vi har taget det tilbage, siger Støre ifølge nyhedsbureauet NTB.

Regeringskvarteret fik betydelige skader, da Anders Behring Breivik 22. juli 2011 sprængte en bombe i kvarteret, inden han angreb en politisk ungdomslejr på Utøya.

Otte blev dræbt af bomben, og flere bygninger kunne efterfølgende ikke bruges. På Utøya blev 69 personer dræbt.

Genopbygningen af regeringskvarteret, hvor blandt andet statsministerkontorerne lå, har været et langvarigt projekt og er sket i flere trin.

Mandagens officielle åbning finder sted, efter at flere ministerier og statsministerens kontor er flyttet ind, da det første trin nu er færdigt.

– Det er lidt som at have første dag på job, siger Støre under fremvisningen ifølge NTB.

Ifølge den norske regering er der tale om et af de største norske byggeprojekter nogensinde. Kvarteret skal med tiden blive arbejdsplads for omkring 4100 mennesker.

Byggetrin 2 skal efter planen være færdigt i 2029.

De samlede omkostninger ventes at løbe op i over 50 milliarder norske kroner.

– 60 procent af omkostningerne er knyttet til sikkerhed. Det er ikke penge, som vi havde ønsket at bruge, men det er, fordi terroren ramte os, siger han.

– Vi må aldrig glemme, aldrig tie.

Det nye regeringskvarter skal også danne ramme om et permanent mindested for angrebet 22. juli 2011. Det permanente 22. juli-center, som skal formidle viden om angrebet, ventes åbnet senere i år.

Rusland afviser at lykønske Orbáns overmand i Ungarn

Rusland vil ikke lykønske den ungarske politiker Peter Magyar med valgsejren i Ungarn, da landet er på den russiske liste over “uvenlige lande”.

Sådan lyder det fra Kreml, rapporterer det statslige russiske nyhedsbureau RIA ifølge nyhedsbureauet Reuters mandag.

Det er en journalist fra Kremls pressekorps, som citerer Kreml-talsmand Dmitrij Peskov for at sige, at Ungarn betegnes som uvenligt, da det tidligere har støttet anti-russiske sanktioner.

Tidligere mandag lød det ellers fra Peskov, at den russiske regering håber på at fortsætte sine “pragmatiske forbindelser” til Ungarn.

Rusland respekterer det ungarske folks valg og ønsker gode relationer til både Ungarn og resten af Europa, sagde den præsidentielle talsperson ifølge Reuters.

Søndag tabte premierminister Viktor Orbán, som har tætte forbindelser til Rusland, valget i Ungarn til sin tidligere partifælle Peter Magyar og hans parti, Tisza.

– Ungarn har taget sit valg. Vi respekterer dette valg. Vi regner med at fortsætte vores meget pragmatiske forbindelser med Ungarns nye ledere, siger Peskov ifølge AFP.

Tonen fra Peskov er noget mildere end fra Ruslands særlige udsending Kirill Dmitrijev, som på det sociale medie X har skrevet, at “EU’s kollaps vil accelerere efter det ungarske valg”.

EU-landet Ungarns forhold til Rusland har under Viktor Orbán, som har været premierminister gennem 16 år, ofte været debatteret i de øvrige europæiske lande.

For nylig har historier om hyppig kontakt mellem den nu afgående ungarske regering og den russiske regering ført til yderligere debat.

EU-Kommissionen erklærede sig for nylig “alvorligt bekymret” over en artikel i The Washington Post.

Her sagde en anonym EU-embedsmand til den amerikanske avis, at Ungarns udenrigsminister, Peter Szijjártó, i årevis havde opretholdt tæt kontakt med sit russiske modstykke, Sergej Lavrov.

Ifølge avisen skulle den ungarske udenrigsminister have holdt sin russiske kollega løbende informeret om drøftelserne i EU. Det skulle være sket, på et tidspunkt hvor Rusland var i krig med Ukraine.

Betjente cykler rundt i Skærbæk efter to drenges dødsulykke

Borgere i Skærbæk kan mandag tale med politiet eller offerrådgivere om en traumatisk hændelse, der udspillede sig sent lørdag aften syd for den sønderjyske stationsby.

Her mistede to drenge på 15 og 16 år livet i en knallertulykke, mens en pige på 15 år og en 21-årig mand kom til skade i forbindelse med ulykken.

De blev bragt til behandling på sygehuset.

På grund af den tragiske ulykke tager Syd- og Sønderjyllands Politi mandag formiddag på cyklende patrulje i Skærbæk.

Her er borgere velkomne til at kontakte betjentene. Det gør politikredsen opmærksom på i en myndighedsmeddelelse på Politi Update.

Desuden vil en mobil politistation samt Offerrådgivningen vil være at finde ved SuperBrugsen mandag mellem klokken 12 og 14.

Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykker.

Ved weekendens ulykke var tre knallerter med fire personer involveret, men hvad der nærmere skete, er mandag formiddag endnu uvist.

Sikkert er det dog, at den voldsomme ulykke har påvirket lokalbefolkningen, og blandt andet holdt to skoler i Tønder Kommune mandag morgen en mindestund til ære for de trafikdræbte drenge. Det skriver TV Syd.

– Der var meget stille, og man kunne høre en knappenål falde. Vi var alle berørte, siger Klaus Fog, der er leder på Skærbæk Distriktsskole, til TV Syd.

Drengene har tidligere gået på Skærbæk Distriktsskole, skriver mediet.

At der er tale om en lokalbefolkning i sorg, var også at se søndag på ulykkesstedet på Tøndervej syd for Skærbæk. Det skrev JydskeVestkysten.

Blomster, breve og levende lys var ifølge regionalmediet blevet efterladt på stedet, og i grøften og på cykelstien vidnede resterne af de smadrede køretøjer om den voldsomme ulykke.

Forsker: USA kan overvåge skibe i Hormuzstrædet med droner

Det er praktisk muligt for USA at lave en blokade mod skibe i Hormuzstrædet, som vil til eller fra iranske havne.

Det vurderer Johannes Riber, der er forsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

– Det handler simpelthen om at få deponeret et antal skibe, droner, måske luftenheder, så man kan overvåge, hvilke skibe, der forsøger at komme igennem Hormuzstrædet, siger han.

USA’s præsident, Donald Trump, og det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, har varslet, at man vil sætte gang i en blokade mandag eftermiddag dansk tid.

Ifølge Johannes Riber er det en fordel, at strædet er smalt.

En blokade fungerer ved, at man først anråber skibe, som man ikke ønsker, skal sejle igennem, og beder dem vende om.

Hvis det ikke hjælper, kan man i sidste ende borde skibene, forklarer han.

Johannes Riber pointerer, at USA gjorde noget lignende mod venezuelanske olietankere tidligere på året.

Donald Trump har meldt ud, at skibe, som hverken skal til eller fra Iran, gerne må sejle igennem Hormuzstrædet, hvis det står til USA.

– Hvis man sørger for at opholde sig relativt tæt på nogen af de iranske havne, så kan man sagtens se, hvilke skibe, der kommer ud derfra, og så kan man afvise dem. Det er ikke nogen svær opgave, lyder det fra Johannes Riber.

Han fortæller også, at skibene er forpligtet til at oplyse, hvilken havn, de er sejlet ud fra.

Det er svært at sige, om USA kan stå for en blokade selv, lyder det. Det kommer an på, hvor mange skibe og droner, man vil sætte ind.

– Men udgangspunktet er, at det kan amerikanerne godt selv, siger Johannes Riber.

Søndag lød det fra Trump, at USA ville indlede en blokade af Hormuzstrædet. Senere har Centcom uddybet, at man går efter alle skibe, som enten sejler til eller fra en iransk havn.

Hormuzstrædet er afgørende for transport af olie og naturgas til resten af verden. 20 procent af al verdens olie fragtes under normale omstændigheder gennem strædet.

Pave Leo holder fast i kritik af krig trods Trump-angreb

Trods kritik fra USA’s præsident, Donald Trump, vil pave Leo fortsætte med at udtrykke modstand mod krig.

Det siger han mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters om bord på sit fly på vej til Algeriets hovedstad, Algier.

Udtalelsen kommer, efter at Trump har kritiseret den første amerikanske paves holdninger til udenrigspolitik, herunder Iran.

– Jeg ønsker ikke at gå ind i en debat med ham, siger pave Leo på flyet, mens han hilser på journalister.

– Jeg synes ikke, at evangeliet bør misbruges på den måde, som nogle mennesker gør, fortsætter han ifølge Reuters.

– Jeg vil fortsætte med tydeligt at udtrykke min modstand mod krig, forsøge at fremme fred og dialog og multilaterale forhold mellem stater for at finde løsninger på problemer, siger Leo.

Trump kom søndag med et hårdt angreb på pave Leo på sit sociale medie, Truth Social.

Det var tilsyneladende en reaktion på, at den katolske kirkes overhoved blandt andet har kritiseret Trumps udenrigs- og immigrationspolitik.

– Pave Leo er svag, når det gælder kriminalitet, og elendig i udenrigspolitik, skrev Trump i et længere opslag på Truth Social.

Pave Leo, der blev født i Chicago som Robert Francis Prevost, siger, at han ikke vil lade sig slå ud.

– Jeg er ikke bange for Trump-administrationen, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.

Paven understreger, at de ting, han siger, ikke er “ment som angreb mod nogen”.

– Jeg er ikke politiker. Jeg inviterer alle mennesker til at prøve at finde måder, hvorpå der kan bygges broer med fred og forsoning, fortsætter han.

Paven har tidligere kaldt Trumps trussel om at ødelægge den iranske civilisation for uacceptabel.

Han har også opfordret til “dyb refleksion” over, hvordan migranter behandles i USA under Trump-administrationen.

Stikprøve viser mangler i knap hver anden online fødevarebutik

En stikprøvekontrol afslører mangler hos knap halvdelen af onlinebutikker med fødevarer på hylderne.

Det skriver Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.

Styrelsen foretog stikprøvekontrol hos næsten 500 onlineforretninger.

Næsten halvdelen havde ikke tilstrækkeligt styr på reglerne for mærkning af fødevarer.

Mærkningerne skal beskrive varens indhold og skal sikre, at forbrugeren modtager det forventede produkt.

De manglende mærkninger talte blandt andet oplysninger om ingredienser samt mærkningens læsbarhed, synlighed og sprog.

To af de besøgte virksomheder modtog bøder. Begge bøder blev givet for manglende mærkning af allergener.

– Mærkningsoplysningerne har til formål at sikre, at forbrugerne kan træffe et oplyst valg, herunder at de er informeret tilstrækkeligt om allergener, siger Henrik Dammand Nielsen, enhedschef i Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Ved køb af færdigpakkede fødevare skal forbrugerne have samme oplysninger om de købte varer, som hvis de handlede i en fysisk butik.

En undtagelse er dog holdbarhedsdatoen og nedfrysningsdatoen. Disse to oplysninger skal blot være tilgængelige ved levering.

Styrelsen mener, at rådgivning er vigtig for, at virksomheder i fremtiden kan overholde reglerne.

– Resultaterne vidner om, at der fortsat er et stort behov for kontrol og vejledning af virksomhederne, siger Henrik Dammand Nielsen.

I alt besøgte fødevarekontrollen 496 virksomheder i forbindelse med stikprøven.

Ud over de to bøder udløste kontrollen primært indskærpelser til virksomhederne, om at de skal overholde reglerne.

Øget mængde sne får Antarktis til midlertidigt at vokse

Mere sne bidrager til midlertidig vækst i Antarktis.

Siden 2020 har den samlede ismasse i Antarktis været stigende. Det sker, fordi det øgede snefald over verdens største iskappe opvejer tab af is til havet.

Det oplyser DMI i en pressemeddelelse om et studie, der er udgivet i Nature Communications, som DMI også har bidraget til.

Selv om vægtforøgelsen af Antarktis umiddelbart kan lyde som et brud på fortællingen om et smeltende Antarktis, så er dette ifølge DMI forudset.

En opvarmning af atmosfæren, som kan indeholde mere fugt, ville sandsynligvis medføre en øget mængde sne. Dette fænomen ser nu ud til at ske på gletsjerdækket.

Det kan dog hurtigt ændre sig, da mindre ændringer i klimaet kan have store indvirkninger på Antarktis.

– Det er en ømtålelig balance. Snefaldet opvejer lige nu tabet, men vi balancerer på en knivsæg. Små ændringer i atmosfæren eller havet kan hurtigt få regnskabet til at tippe, siger klimaforsker Ruth Mottram fra Nationalt Center for Klimaforskning på DMI.

Studiet bygger på satellitmålinger af Jordens tyngdefelt, hvilket har gjort det muligt at følge ændringerne i den samlede ismasse.

Dataindsamlingen er blevet kombineret med regionale klimamodeller samt globale vejrdata. Den metode har kunnet beregne, hvor meget is der tilføres som sne, og hvor meget der forsvinder.

– Satellitdata viser, at havisen omkring Antarktis er blevet betydeligt mindre. Vi har brugt satellitdata af havis i modellen og kan se en stigning i især vinterens snefald, da der er mere lokal fordampning fra det åbne hav, som ikke længere er dækket af is, siger klimaforsker Abraham Torres ifølge DMI.

Små ændringer i Antarktis’ ismasse kan have betydning for det globale hav, både i form af havstigninger og påvirkning af havstrømme og stormfloder.

Smeltevand fra Antarktis fordeler sig ujævnt i verdenshavene, og kan derfor have forskellige indvirkninger, alt efter, hvilket hav der påvirkes.

Smeltevandet vil særligt belaste stigning af havet i Danmark.

Den midlertidige forøgelse af sne bremser ifølge DMI ikke for den langtidssigtede havniveaustigning.

Tysk regering vil bruge milliarder på at sænke benzinpriser

Tyskland vil de næste to måneder bruge 1,6 milliarder euro på at afbøde effekterne af de højere globale brændstofpriser. Det svarer til knap 12 milliarder kroner.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge et dokument præsenteret af regeringspartierne CDU og SPD skal energiafgiften sænkes med omkring 0,17 euro per liter de næste måneder på grund af krigen i Iran.

Tiltaget skal ifølge regeringen hjælpe forbrugere og virksomheder, efter at brændstofpriserne er steget markant som følge af krigen i Iran.

Ved et pressemøde mandag siger forbundskansler Friedrich Merz, at regeringen gør alt, hvad den kan, for at håndtere problemerne, som krigen i Iran har forårsaget.

For tiden er der en skrøbelig våbenhvile. Men fredsforhandlinger brød i løbet af weekenden sammen mellem USA og Iran.

Som følge af sammenbruddet har USA meddelt, at det vil indlede en blokade af Hormuzstrædet for at forhindre skibstrafik til og fra iranske havne.

Merz kalder ifølge nyhedsbureauet AFP krigen “den grundlæggende årsag til problemerne i vores land”.

Han regner dog med, at de sænkede afgifter vil kunne hjælpe hurtigt.

– Dette vil meget hurtigt forbedre situationen for chauffører og virksomheder i landet og frem for alt for dem, der – hovedsageligt af professionelle årsager – bruger lang tid på vejene, siger han ved et pressemøde i Berlin.

Regeringen har også meddelt, at virksomheder vil få mulighed for at give deres ansatte en skattefri bonus på op til 1000 euro – ligeledes for at afbøde effekterne af inflation.

Merz advarer dog også om, at regeringen ikke kan skride ind og gøre noget ved alle økonomiske udfordringer.

– Vi kan ikke afbøde hver eneste konsekvens af markedsmekanismer med regeringsmidler, siger han.

– Staten kan ikke absorbere alle usikkerheder, risici og forstyrrelser i global politik.

Mand anholdt for trusler før indvielse af norsk regeringskvarter

En mand er mandag blevet anholdt ved det nye regeringskvarter i Oslo, der indvies senere på dagen.

Manden er pågrebet for at komme med grove trusler, skriver det norske medie VG.

I forbindelse med truslerne har politiets bombegruppe undersøgt en skraldebil, men der blev ikke gjort nogen fund, og en afspærring blev ophævet.

Regeringskvarteret fik betydelige skader, da Anders Behring Breivik 22. juli 2011 sprængte en bombe i kvarteret, inden han angreb en politisk ungdomslejr på Utøya.

Otte blev dræbt af bomben, og flere bygninger kunne efterfølgende ikke bruges. På Utøya blev 69 personer dræbt.

Den officielle åbning af det nye regeringskvarter finder sted klokken 12.00.

Præcis hvilke trusler manden er kommet med, fremgår ikke umiddelbart af politiets meldinger.

– Den anholdte mand har fremsat trusler om, at der kunne være noget i/ved den kontrollerede lastbil, som kunne være til fare for almenheden, skriver operationsleder Eirik Sannes ifølge VG i en udtalelse til pressen.

Genopbygningen af regeringskvarteret, hvor blandt andet statsministerkontorerne lå, er sket i flere trin.

Mandagens officielle åbning finder sted, efter at seks ministerier og statsministerens kontor er flyttet ind, efter at første trin er færdigt.

Fredag havde statsminister Jonas Gahr Støre sidste arbejdsdag på sit midlertidige kontor hos forsvarministeriet.

I den forbindelse talte det norske nyhedsbureau NTB med ham.

– Jeg er meget præget af dette øjeblik, fordi vi nu flytter efter terrorangrebet. Det er 15 år til sommer, sagde Støre til NTB.

Herefter blev han spurgt, om han havde regnet med, at det ville tage så lang tid, inden kontoret kunne vende tilbage til regeringskvarteret.

– Helt ærligt? Nej, svarede den norske statsminister.

Ifølge den norske regering er der tale om et af de største norske byggeprojekter nogensinde. Kvarteret skal med tiden blive arbejdsplads for omkring 4100 mennesker.

Byggetrin 2 skal efter planen være færdigt i 2029.

SF afviser at gå i regering med partier i udvidet forhandlingskreds

Som det første parti tropper SF mandag op til forhandlinger i Statsministeriet om at danne regering, og partiet står fast på at ville have en regering baseret på røde mandater med hjælp fra Moderaterne.

Venstre og De Konservative er blevet indlemmet i forhandlingerne, fordi Moderaterne har krævet det. Men SF står fast på ikke at ville i regering med de to førstnævnte partier.

– Vi kommer også til at bøje os i forhandlingerne, men der er forskel på at bøje sig og flække sig selv på tværs for at nå helt hen til Venstre, siger formand Pia Olsen Dyhr (SF).

Forhandlingerne om at danne en ny regering efter valget i marts ser svære ud ifølge statsminister Mette Frederiksen (S), som er forhandlingsleder.

Hverken rød eller blå blok fik flertal, og det har givet Moderaterne en nøgleposition, da partiet står med de afgørende mandater.

Partiet vil have en regering over midten, men hverken rød eller blå blok ser ud til at dele ønsket. Og dermed ser det svært ud.

SF vil ikke i regering med Venstre og De Konservative, og Venstre vil ikke i regering med SF.

Det står Pia Olsen Dyhr fast på.

– SF kommer ikke til at gå i regering med Venstre eller De Konservative. Det her handler om politik, for der er alt for langt fra Venstre til SF, men det siger Venstre også, siger Pia Olsen Dyhr.

Hun uddyber, at emnerne under forhandlingerne passer SF godt og fremhæver folkeskolen, rent drikkevand og klima.

Omvendt har formand Troels Lund Poulsen mandag skrevet på sociale platforme, at Venstre ønsker økonomiske reformer, og at flere skal arbejde mere.

Han fremhæver, at Folketinget er blevet mere blåt end under den seneste valgperiode, hvor Venstre gik i regering med Moderaterne og pegede på Socialdemokratiet som statsministerparti.

På valgnatten afviste han at pege på Mette Frederiksen igen og skitserede to scenarier. Enten fik Venstre en blå midterregering, eller også gik partiet i opposition.

Derfor tror Pia Olsen Dyhr, at Venstre vil tage sig godt betalt for at skulle gå i regering igen.

– Troels Lund Poulsen siger, at han ønsker en endnu mere blå regering, end han har haft i perioden med SVM. Og der synes jeg, SF skal hive forhandlingerne i en mere retfærdig retning, siger Pia Olsen Dyhr.

Professor: Det er ikke sikkert at Orbán slipper magten helt

Selv om premierminister Viktor Orbán officielt har tabt magten i Ungarn efter søndagens parlamentsvalg, er det ikke sikkert, at hans indflydelse forsvinder lige med det samme.

Sådan lyder vurderingen fra Marlene Wind, der er professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og længe har beskæftiget sig med Ungarn.

Hun peger på, at Orbán i flere år har forberedt sig på, at dagen, hvor han ville tabe valget, nok skulle komme.

– Viktor Orbán har allerede for mange år siden begyndt på en proces, hvor han har privatiseret rigtig mange universiteter og offentlige institutioner og indsat sine egne folk.

– Han har desuden flyttet mange penge over i private fonde, og på den måde har han sådan set forberedt sig ret godt på, at den her situation en dag ville komme, siger Marlene Wind.

Det gælder blandt andet institutioner inden for sektorer som uddannelse, landbrug og energi, lyder det fra professoren.

Marlene Wind har forsket i demokratisk tilbagegang i mere end et årti, hvor hun blandt andet har undersøgt udviklingen i Ungarn.

– Nu skal vi så i gang med at undersøge, hvad det er for et netværk, Orbán har opbygget, og omfanget af det, og ikke mindst hvad han vil gøre med den magt, der kommer ud af det, siger hun.

Danske aktier falder lidt efter sammenbrud i fredsforhandlinger

De danske aktier indleder ugen med et fald, efter at forhandlinger om fred mellem USA og Iran sluttede søndag uden en aftale.

Mandag morgen kort efter børsåbning falder det danske C25-indeks med 0,7 procent.

I bunden af indekset ligger blandt andet Zealand Pharma og DSV, som falder henholdsvis over tre og to procent.

Selv om de fleste af selskaberne i indekset falder mandag morgen, er der enkelte, som er i grønt.

Det gælder blandt andet Mærsk, som stiger under en procent.

USA’s vicepræsident, J.D. Vance, sagde søndag, at den amerikanske delegation ville rejse hjem fra Pakistans hovedstad, Islamabad, uden en aftale med Iran.

Det er Vance, som har ledet den amerikanske delegation, som har været i Pakistan for at mødes med en iransk delegation.

Iran og USA har efterfølgende begge beskyldt hinanden for at være årsag til, at forhandlingerne brød sammen.

USA’s præsident, Donald Trump, har efter forhandlingerne meddelt, at den amerikanske flåde vil blokere Hormuzstrædet.

Det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, har oplyst, at militæret vil indlede en blokade af strædet klokken 16 dansk tid.

Blokaden vil ifølge militæret gælde samtlige skibe fra alle nationer, der anløber eller forlader iranske havne og kystområder.

Efter weekenden er olieprisen igen steget til over 100 dollar for en tønde nordsøolie.

Undersøgelse vil belyse sammenhæng mellem sex og sundhed

Fra mandag begynder mere end 250.000 danske borgere at modtage et spørgeskema om deres sexliv.

Undersøgelsen Projekt Sexus skal forsøge at kortlægge borgernes seksuelle erfaringer, og hvordan intimitet spiller sammen med sundhed og sygdom.

Det oplyser Aalborg Universitet (AAU) i en pressemeddelelse.

Projektet er ledet af Morten Frisch, der er overlæge ved Statens Serum Institut (SSI) og adjungeret professor ved Aalborg Universitet.

– Seksuel sundhed er et overset emne, og med verdens største forløbsundersøgelse på området har vi enestående muligheder for at tage temperaturen på danskernes seksuelle livssituation og belyse sexlivets betydning for både sundhed og sygdom, siger Morten Frisch.

Undersøgelsen er en opfølgning på en tidligere undersøgelse af samme navn, der blev offentliggjort i 2019.

Med den nye dataindsamling vil AAU og SSI forsøge at kortlægge udviklingstendenserne i befolkningens sexliv, samt belyse samspillet mellem sex og helbred i forskellige livsfaser.

Trods den tidligere Sexus-undersøgelse, så er meget stadig uvist vedrørende udviklingen i soveværelset gennem livet.

– Vi lever i en seksualiseret tidsalder, men vi ved paradoksalt lidt om helt almindelige danskeres seksuelle udvikling fra tidlig ungdom til sen alderdom, siger Christian Graugaard, læge og sexologiprofessor fra Aalborg Universitet.

Ifølge Sexus-projektet har den tidligere udgivelse givet ny viden om seksuelle udfordringer blandt kronisk syge og handicappede samt bedre muligheder for at forebygge seksuelt overførte sygdomme.

Desuden bliver den tidligere udgivelse anvendt som undervisningsmateriale i seksualundervisning hos skoler landet over.

Det er tilfældigt udvalgte borgere i alderen 15-89 år, som vil få tilsendt spørgeskemaet. Spørgsmålene kan omhandle deres seksuelle lyster, erfaringer og udfordringer.

Dataindsamlingen vil løbe frem til efteråret 2026.

Dagligvarebutikker har fået mulighed for kortbetaling ved nedbrud

Hvis internettet går ned, kan man nu betale med både betalingskort og wallets i op til syv dage i de fleste dagligvarebutikker.

Det skriver Nationalbanken i en pressemeddelelse.

– Vi er landet på en teknisk løsning, der også gør det muligt at betale med mobiltelefonen – altså med en wallet – offline. Dermed passer løsningen til danskernes foretrukne betalingsmåder, siger Ulrik Nødgaard, der er direktør i Nationalbanken og formand for Betalingsrådet, i pressemeddelelsen.

Betalingsrådet, der hører under Nationalbanken, tog initiativ til arbejdet med et kortbetalingsberedskab i 2023.

Med den nye løsning kan alle voksne danskere betale med et dansk udstedt betalingskort fra Dankort, Mastercard eller Visa.

Man kan også bruge wallets, som eksempelvis Apple Pay.

– Det er et stort arbejde, som nu er ved at være tilendebragt, efter Betalingsrådet tog initiativ til arbejdet i slutningen af 2023. Det har krævet udrulning af nye tekniske løsninger, samarbejde på tværs og god vilje hos alle relevante aktører at få det til at lykkes, udtaler Ulrik Nødgaard.

Løsningen virker ifølge Nationalbanken i Coops kæder Brugsen, 365discount, Kvickly og SuperBrugsen.

Også Dagrofas kæder, Meny, Min Købmand, Let-Køb og Spar, ligesom Salling Groups Bilka, Føtex og Netto har rullet løsningen ud.

Man kan også bruge muligheden i ABC Lavpris, Løvbjerg og Rema 1000.

Det er planen, at muligheden for at lave offlinebetalinger også vil være tilgængelig på de danske apoteker til september.

Dansk erhvervsliv ser potentiale i magtskifte i Ungarn

Dansk Industri og Dansk Erhverv kalder det “godt nyt” for Europa, at Peter Magyar og partiet Tisza har vundet valget i Ungarn.

Ved søndagens parlamentsvalg led Ungarns premierminister gennem 16 år, Viktor Orbán, et klart nederlag til sin tidligere partifælle Magyar.

– Der er fortsat meget usikkerhed og meget, der skal gøres, skriver Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, på X mandag morgen

– Men valgresultatet er absolut et skridt i den rigtige retning for det stærke Europa, som der er brug for nu!, fortsætter han.

Imens siger DI’s europapolitiske chef, Rikke Wetendorff Nørgaard, i en skriftlig kommentar, at danske virksomheder kan komme til at få gavn af magtskiftet.

– Under Orbán er den ungarske retsstat blevet udhulet, og korruptionen er blomstret, skriver hun.

– Det er noget, Magyar er gået til valg på at ændre, og jeg håber i den grad, at han vil lykkes med det. Mindre korruption og en styrket ungarsk retsstat vil forbedre investerings- og forretningsklimaet i Ungarn – også for danske virksomheder med aktiviteter i landet.

Samtidig hæfter hun sig ved, at Orbán har blokeret for en lang række beslutninger i EU.

Magyar er gået til valg på et bedre samarbejde med EU og et løfte om at gøre noget ved korruption i landet, så Ungarn kan få adgang til indefrosne EU-midler.

Selv kom han for alvor frem for to år siden, da hans ekshustru, der var justitsminister, gik af i kølvandet på en benådningsskandale, og han tog hurtigt afstand til regeringen og beskyldte den for korruption.

Endnu er der dog stadig en del usikkerhed om hans politiske kurs, da han er et ret nyt navn i ungarsk politik.

Rikke Wetendorff Nørgaard håber på, at Magyar i EU-regi vil gøre det lettere at få vedtaget grønne investeringer.

– I løbet af de kommende måneder skal vi have vedtaget EU’s nye budget. Her har Orbán truet med veto, og det har skabt stor usikkerhed for eksempel om fremtidige investeringer i teknologi og grøn omstilling, som har stor betydning for europæiske virksomheder.

– Med Magyar håber vi, at vi har fået en konstruktiv medspiller, der vil være med til at sikre et stærkt EU, skriver hun.

Russisk talsperson: EU’s kollaps er tættere på efter ungarsk valg

“EU’s kollaps vil accelerere efter det ungarske valg”.

Sådan lyder det fra Ruslands særlige udsending Kirill Dmitrijev efter Viktor Orbáns valgnederlag i Ungarn.

Kommentaren fra den russiske talsperson er skrevet på det sociale medie X til den britiske højrefløjsaktivist Tommy Robinson, der mener, at “Ungarn er faldet” efter valget.

– Europas død spreder sig, skriver Robinson.

Mange europæiske ledere priser sig imidlertid lykkelige over valgresultatet, da valgvinderen Péter Magyar har lovet at genopbygge Ungarns forhold til EU og Nato. Et bånd, der har været under pres med Orbáns 16 år ved magten.

Den russiske talsperson er dog af den opfattelse, at det vil få EU til at bryde sammen.

– Tjek, om jeg har ret om fire måneder, skriver Kirill Dmitrijev på X.

Dmitrijev uddyber ikke yderligere, hvorfor han mener, at EU’s sammenbrud skulle være nært forestående.

Som den eneste europæiske regeringsleder har Orbán både et tæt forhold til USA’s præsident, Donald Trump, og til Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Gennem de seneste 16 år ved magten har forholdet til EU-toppen i Bruxelles dog været sat gevaldigt på prøve.

Senest har Orbán blokeret for, at de øvrige EU-lande kan begynde at udbetale et lån på 90 milliarder euro til Ukraine.

I Bruxelles er håbet nu, at Magyar vil droppe Orbáns benhårde blokade af støtte til Ukraine.

Orbán havde forud for valget fået støtte fra en række af sine allierede rundt i verden og Europa.

Det gælder blandt andre Slovakiets premierminister, Robert Fico, som havde udtrykt sin støtte til Viktor Orbán.

Mandag morgen ønsker han dog Péter Magyar tillykke med valgsejren.

– Jeg respekterer fuldt ud de ungarske borgeres valg efter gårsdagens parlamentsvalg, lyder det fra Fico.

Han udtaler yderligere, at Slovakiet er fast besluttet på et venskabeligt og fordelagtigt gensidigt samarbejde med Ungarn.

Italiens højreorienterede premierminister, Giorgia Meloni, lykønsker også søndagens vinder i Ungarn, men takker samtidig Viktor Orbán, som hun betegner som sin ven.

I USA har Trump-administrationen offentligt støttet Orbán. Mandag morgen er der endnu ikke kommet en amerikansk reaktion på valgresultatet i Ungarn.

Knap hver femte politiker i Folketinget har dobbeltmandat

Knap hver femte politiker i Folketinget har dobbeltmandat ifølge en opgørelse af A4 Medier.

38 politikere har en plads i både Folketinget og et regions- eller byråd, mens 47 politikere har en plads i både et regions- og byråd.

Fire af dem sidder på et tredobbelt mandat, men tre af de fire har meddelt, at de vil opgive en af pladserne.

I Socialdemokratiet må politikere ifølge partiloven i udgangspunktet ikke være medlem af både Folketinget og et regions- eller byråd.

Politikere kan dog søge om dispensation, og partiet har 11 politikere med dobbeltmandat, hvoraf fire har sæde i folketing og regions- eller byråd ifølge A4 Medier.

Trine Birk Andersen og Anders Kühnau har for nylig fået dispensation.

Socialdemokratiet har ingen kommentarer til, hvorvidt Sofie de Bretteville eller Thomas Klimek har fået dispensation, selv om de har dobbeltmandater.

I SF tillader man ikke visse dobbeltmandater. Eksempelvis i folketing og regions- eller byråd. Christina Lykke er dog både folketingsmedlem og medlem af byrådet i Frederikshavn Kommune.

Hun var borgmesterkandidat ved kommunalvalget i november 2025. Hun har overfor Nordjyske tidligere indikeret, at hun ville frasige sig sit mandat i byrådet.

Venstre har fire medlemmer med mandat i Folketinget og et by- eller regionsråd.

Liberal Alliance har tre, Moderaterne har en, De Radikale har fire, Dansk Folkeparti har otte, De Konservative har syv, Danmarksdemokraterne har fem.

Cecilie Liv Hansen vil bevare sit tredobbelt mandat i Folketinget, Kolding byråd og Region Syddanmark.

Hun blev ekskluderet fra Liberal Alliance, fordi hun ifølge partiet ikke havde fortalt om sin samlevers salg af cannabis.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]