Seneste nyheder

15. maj 2026

Medvind til Vestas: Øger salg og overskud

Det er ikke mange år siden, at Vestas var i knæ.

2022 var et katastrofeår for den jyske vindmølleproducent, hvor selskabet blev ramt af høje renter, inflation og logistikproblemer.

Men siden da er det gået støt fremad, og fremgangen fortsatte i 2025.

Her omsatte Vestas ifølge det årsregnskab, der er offentliggjort torsdag, for 18,8 milliarder euro eller godt 140 milliarder kroner. Det svarer til en fremgang på knap ni procent.

Også overskuddet efter skat voksede og udgjorde sidste år 780 millioner euro mod 494 millioner året forinden.

Samtidig forventer Vestas’ ledelse, at man i år vil kunne løfte omsætningen yderligere, så den ender mellem 20 og 22 milliarder euro.

Robuste renteindtægter giver Danske Bank overskud på 23 milliarder

Det har været en god forretning at drive bank i Danmark de seneste år, og 2025 var ingen undtagelse.

Det bekræfter Danske Bank i sit årsregnskab, der er blevet offentliggjort torsdag morgen.

Selv om bankens renteindtægter er faldet for første gang i flere år, ligger de historisk set fortsat på et højt niveau. Sidste år landede de på 36,6 milliarder kroner.

Det er kun blevet til en marginal tilbagegang på 0,2 procent sammenlignet med 2024, til trods for at det generelle renteniveau er langt lavere end for bare et par år siden.

Banksektoren har de seneste år været begunstiget af, at renterne steg i kølvandet på inflationskrisen i 2022.

Den stigende inflation, der nåede det højeste niveau i årtier, fik centralbanker – herunder Nationalbanken – til at hæve renterne i håbet om at slå inflationen ned.

Det betød, at bankerne samtidig hævede sine udlånsrenter.

I 2021 – året inden inflationen for alvor tog fat – havde Danske Bank til sammenligning renteindtægter for knap 22 milliarder kroner.

Der har altså været tale om en stigning på 67,2 procent siden da.

Indtjeningen er fulgt med op i perioden, og sidste år landede Danske Bank et overskud efter skat på 23 milliarder kroner.

Det er tre procent mindre end året forinden, men der er tale om bankens næsthøjeste overskud nogensinde.

– Resultatet er opnået primært på baggrund af robuste nettorenteindtægter og effektiv omkostningsstyring, siger Casten Egeriis, der er administrerende direktør i Danske Bank, i regnskabet.

– Samtidig var der en positiv effekt fra lave nedskrivninger på udlån, idet vores udlånsportefølje fortsat har en stærk kreditkvalitet.

Resultaterne får banken til at igangsætte et såkaldt aktietilbagekøbsprogram til en værdi af op mod 4,5 milliarder kroner.

Et aktietilbagekøb fungerer ved, at et selskab køber aktier på børsen og derefter annullerer dem. På den måde bliver værdien af de tilbageværende aktier mere værd.

Det er en måde for et selskab at fordele overskud til aktionærerne på.

Danske Bank forventer, at overskuddet efter skat ender på mellem 22 og 24 milliarder kroner i indeværende år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kongehuset fejrer dronning Mary med foto fra sidste år

Dronning Mary bliver 54 år torsdag, og det bliver markeret med et portræt af hende fra sidste år.

Kongehuset har således delt et billede af den nu 54-årige dronning fra marts 2025 på Instagram med en tilhørende kort lykønskning.

Det fremgår ikke, hvordan dronningen skal fejre sin fødselsdag torsdag, som er hendes tredje i rollen som dronning.

Dronning Mary blev født uden kongelige titler 5. februar 1972 på den australske ø Tasmanien af forældre, som nogle år forinden var emigreret fra Skotland, og som begge blev australske statsborgere i 1975.

Moderen døde efter en hjerteoperation, da Mary var 25 år.

Den danske dronnings eventyr har tilsyneladende været noget, flere ville tage del i. Op til tronskiftet 14. januar 2024 kunne man i britiske medier læse, at den kommende dronning Mary er skotsk.

Australske medier kaldte hende australsk, og samtidig er hun ofte blevet udråbt til at være hele Danmarks Mary.

Foruden tildelingen af dronningetitlen er der sket meget for Mary, siden danskerne for alvor lærte hende at kende, da hun blev forlovet med daværende kronprins Frederik i 2003.

Hun har lært dansk, er blevet mor til fire og har fundet sig til rette i rollen som protektor for omkring 25 organisationer inden for især social- og sundhedsområdet, men også kultur, udviklingsbistand og sport.

Hun kæmper for kvinders rettigheder, for udsatte og mod mobning i skolerne igennem Mary Fonden, som hun oprettede i 2007.

Inden dronning Marys arbejdsliv blev til protektioner og gallamiddage, havde hun en karriere inden for blandt andet reklamebranchen.

Hun afsluttede sine universitetsstudier i Tasmanien med en bachelorgrad i handel og jura i 1994 og kvalificerede sig efterfølgende til et certifikat i reklamevirksomhed og markedsføring.

Herefter flyttede dronningen med det borgerlige navn Mary Elizabeth Donaldson til australske Melbourne for at arbejde for et reklamefirma og senere som konsulent med kundeansvarlig ledelse.

Den retning i karrieren fortsatte i forskellige australske virksomheder frem til 2002, hvor hun var kortvarigt ansat hos Microsoft i Danmark.

Mødet med den unge kronprins Frederik på en bar i Sydney i forbindelse med OL i 2000 ender med en forlovelse i 2003 og dermed et farvel til det borgerlige liv med mere eller mindre normalt arbejde.

14. maj 2004 bliver kronprins Frederik og Mary Donaldson gift i Vor Frue Kirke i København

Toldkrig og tilbageholdne forbrugere presser GN

Det kan mærkes hos høreapparatkoncernen GN Store Nord, at Donald Trump har indført told på europæiske varer, og at forbrugerne holder igen med at bruge penge.

Regnskabet for 2025, der er offentliggjort torsdag, viser en tilbagegang i omsætningen på syv procent til 15,8 milliarder kroner.

En stor del af tilbagegangen skyldes dog beslutninger om at droppe en række udvalgte, ikke-profitable produkter.

Og kigger man alene på høreapparatforretningen, er der også tale om en lille vækst i salget på to procent.

Derimod må Enterprise-divisionen, der producerer headsets og lyd- og videoudstyr til kontorer og call-centre, se omsætningen gå otte procent tilbage.

Heller ikke Gaming-divisionen, der blandt andet omfatter Steelseries-brandet, kunne fastholde salget fra 2024.

Regnskabet viser alt i alt et resultat for renter, skatter og afskrivninger på 1,9 milliarder kroner. Det er omkring en kvart milliard eller 11 procent lavere end året forinden.

Højere gebyrindtægter får Jyske Banks overskud til at vokse

Jyske Banks renteindtægter er faldet godt syv procent til 8,84 milliarder kroner.

Det viser bankens årsregnskab for 2025 torsdag morgen.

Det er andet år i træk, at renteindtægterne falder.

Til gengæld har den set en stigning på omkring to procent i overskuddet efter skat, der er landet på 5,4 milliarder kroner.

Det er blandt andet et resultat af, at gebyr- og provisionsindtægterne er vokset i perioden.

Ung mand dræbt i trafikulykke på Fyn

En mand i 20’erne er død af sine kvæstelser efter en trafikulykke onsdag aften på Fyn.

Det skriver Avisen Danmark.

Det var forbipasserende, der slog alarm, da de fandt en bil på Faaborgvej, der lå på taget. En livløs person var i bilen.

– Politi, ambulance og redning kommer derud. Ulykken blev anmeldt klokken 23.55, men da man ankommer, konstaterer man, at der ikke er noget at gøre, siger vagtchef Sten Nyland fra Fyns Politi til Avisen Danmark.

Det er endnu uklart, hvad der har ført til trafikulykken. Det skal en bilinspektør undersøge.

Manden kom kørende sydpå på Faaborgvej. Han kørte af ukendte årsager ud i rabatten og op ad en skrænt, hvorefter bilen ramte et træ, skriver Avisen Danmark.

Ekstra Bladet beretter om billeder på stedet, der viser, hvordan bilen er rullet rundt og ødelagt.

De pårørende er underrettet.

Børn og unge afpresses økonomisk med intime billeder

Børn og unge helt ned til 12 år afpresses økonomisk efter at være blevet overtalt til at dele intime billeder eller videoer.

Det pointerer både banken AL Sydbank og organisationen Red Barnet, som begge oplever en stigning i disse hændelser.

Derfor vælger banken og organisationen nu at gå sammen om en advarselskampagne for at gøre opmærksom på denne tendens.

– Vi vil hellere advare en gang for meget end en gang for lidt, så vi kan passe på vores unge mennesker, siger Malene Morsing, der er afdelingsdirektør for bekæmpelse af finansiel kriminalitet i AL Sydbank.

AL Sydbank, der er resultatet af en fusion mellem Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank i efteråret, har oplevet en stigning i såkaldte sextortion-sager med unge.

Sextortion er en sammentrækning af ordene sex og det engelske “extortion”, der betyder afpresning og betyder seksuel afpresning.

På tværs af de tre fusionerede banker blev der fra august til december sidste år registreret 15 sextortionsager med unge i aldersgruppen 13 til 27 år.

I januar i år lød tallet samlet set på 10 sager.

– Vi oplever, at de unge oplever en høj grad af skam, skyld og flovhed, og at de er meget ubekvemme ved at tale om det, siger Malene Morsing og understreger, at det derfor er vigtigt at hjælpe dem.

Det er ifølge banken særligt drenge og unge mænd, som i stigende grad udsættes for afpresning af kriminelle, der har narret dem til at dele nøgenbilleder eller -videoer for derefter at blive truet til at betale penge.

De trues med, at deres billeder eller videoer vil blive sendt til venner og familie, hvis de ikke overfører pengene.

– Vi skal have dem (de unge, red.) ud af det, fordi svindlerne er så kyniske, at de ikke stopper, selv om de får penge, siger Malene Morsing.

Banken henviser til råd fra Red Barnets SletDet Rådgivning, som hjælper børn, der henvender sig om ubehagelige oplevelser på nettet og digitale krænkelser.

Det gælder, at man ikke skal give afpresseren, hvad vedkommende efterspørger, da afpresseren oftest vil kræve mere.

Derudover skal man gemme beviser som screenshots af trusler og afpresserens brugernavn, så det kan anmeldes til sociale medier og politiet, så materialet kan fjernes og sagen efterforskes.

Man skal stoppe kontakten med afpresseren og blokere brugeren.

Malene Morsing henviser også særligt til, at voksne skal lytte og hjælpe de unge.

– Det her kan ske for rigtig mange unge mennesker, så der er ingen grund til at dømme dem, siger hun.

For første gang i 50 år har Rusland og USA ingen traktat om atomvåben

Den såkaldte New Start-traktat, der sætter grænser for antallet af strategiske atomsprænghoveder i Rusland og USA, er udløbet natten til torsdag dansk tid.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Traktaten er Ruslands sidste våbenkontroltraktat med USA.

Det betyder, at der for første gang i over 50 år ikke er nogen begrænsning på arsenalet af langtrækkende atomvåben mellem de to lande. Det har der været siden 1972.

New Start er en traktat fra 2010. Den blev underskrevet af den daværende amerikanske præsident, Barack Obama, og den daværende russiske præsident, Dmitrij Medvedev.

Traktaten varede 10 år – til og med den 5. februar 2021 – med mulighed for at parterne kunne forlænge den i op til yderligere fem år. Få dage før aftalen udløb i 2021, blev de to lande enige om en femårig forlængelse frem til 4. februar i år.

New Start forlængede Start-traktaten, som i 1991 blev underskrevet af USA’s daværende præsident, George H. W. Bush, og Mikhail Gorbatjov, der var leder af Sovjetunionen.

New Start lagde en begrænsning på alle russiske atomvåben med interkontinental rækkevidde, der kunne nå USA på cirka 30 minutter.

Ifølge traktaten kunne begge parter med kort varsel få lov at udføre inspektioner for at tjekke, at modparten levede op til aftalen.

Men den del har i praksis ikke eksisteret siden 2023, hvor Ruslands præsident, Vladimir Putin, trak sig ud af den grundet USA’s støtte til Ukraine. Rusland invaderede nabolandet i februar 2022.

Putin har signaleret, at landet frivilligt vil overholde aftalens centrale loft i op til et år efter udløbet.

Han har dog sagt, at det kun vil ske, hvis USA gør det samme, og der vil ikke være tale om juridisk bindende forpligtelser eller gensidige inspektioner. Ifølge russiske embedsmænd har USA ikke givet noget formelt svar på Ruslands tilbud.

USA’s præsident, Donald Trump, sagde 8. januar til The New York Times, at “hvis den udløber, så udløber den”.

Han sagde desuden, at han ønsker at inkludere blandt andet Kina i en ny aftale, der erstatter New Start.

Vance om Grønland-aftale: Vi får mere end vi havde i forvejen

Den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, mener, at USA får langt mere med en ny rammeaftale om Grønland, end amerikanerne havde tidligere.

– Vi har helt klart fået meget mere, end vi havde i forvejen, siger J.D. Vance, da han bliver interviewet i The Megyn Kelly Show.

Vance uddyber dog ikke, hvad USA rent faktisk har fået.

USA’s præsident, Donald Trump, bekendtgjorde i januar, at han var blevet enig med Natos generalsekretær, Mark Rutte, om rammerne for en aftale om Grønland og Arktis. Det skete, efter at Trump i længere tid har gjort krav på øen.

Det er dog fortsat sparsomt med detaljer om aftalen mellem Trump og Rutte.

J.D. Vance fortæller om det møde, som han havde i USA i midten af januar med USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), og Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt.

– Vi havde en rigtig god samtale. Og det er sjovt, fordi europæerne er så venlige privat og er villige til at gå på mange kompromisser, og så angriber de os offentligt og siger, at de ikke vil samarbejde med amerikanerne. Undskyld, men det er alt sammen løgn, siger Vance i The Megyn Kelly Show.

– Vi ved allesammen, at den her situation bliver løst. Jeg tror, det er en løsning, der er god for Europa, og vigtigst af alt er det en løsning, der vil være god for USA. Men det er ikke sandt, at de ikke har indgået kompromisser og givet indrømmelser til USA, tilføjer Vance.

Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, åbnede for nylig lidt op om processen for den rammeaftale, der skal være løsningen på situationen mellem Danmark, Grønland og USA.

Jeff Landry fortalte til det amerikanske medie The New York Times, at rammeaftalen for Grønland bygger videre på forsvarsaftalerne fra 1941 og 1951 mellem USA og Danmark.

I interviewet kalder Vance Danmark for “en af de bedre Nato-allierede”, men mener stadig, at Danmark har investeret alt for lidt i sikkerhed sammenlignet med russerne og kineserne.

Han taler om ejerskab af Grønland og opstiller et scenarie, hvor USA kommer til undsætning, fordi Rusland eller Kina påvirker et kritisk missilforsvarssystem.

– Men det får vi ikke noget for. Det er en unfair situation. USA har ikke noget ejerskab over Grønland, og vi får ikke nogen af fordelene.

– Så lad os omskrive reglerne lidt: Hvis USA skal forsvare hele verdens missilforsvarssystemer, så skal vi også have noget til gengæld, siger Vance.

Vejdirektoratet advarer trafikanter forud for snefald torsdag

Det er en god idé at køre efter forholdene torsdag, hvor kraftigt snevejr ventes at ramme store dele af landet.

Det skriver Vejdirektoratet på det sociale medie X.

– Det kraftige snevejr forventes til formiddag at ramme først i Østdanmark og senere større dele af landet. Forholdene kan ændre sig hurtigt – tjek trafikinfo.dk, lyder det.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har udsendt et varsel for snestorm og kraftigt snefald fra torsdag middag og et døgn frem.

Det drejer sig om Sjælland og øerne, Fyn og dele af Østjylland.

Kraftigt snefald defineres ved mere end 15 centimeter sne i løbet af seks timer.

I det nordlige Jylland er der udsendt et varsel om snestorm.

Det defineres ved en vindhastighed på over 10 meter i sekundet samt mellem 10 og 15 centimeter snefald i løbet af seks timer.

Mens der i flere dele af landet ventes mellem 10 og 20 centimeter sne, kan der lokalt på Djursland og Anholt falde op mod 30 centimeter.

– Der er i udbredt grad mulighed for et udbredt og længerevarende snefald over store dele af Danmark, skriver vagthavende meteorolog Rasmus Stoltze Hansen på DMI’s hjemmeside torsdag morgen klokken 05.00.

– Hvor præcist de største mængde sne ender med at falde, er fortsat usikkert, men på nuværende tidspunkt ligner det et bånd op gennem Sjælland via Djursland og til Nordjylland.

– Men snevejr bliver det uomtvisteligt, og det kommer også til at holde ved i noget tid.

DSB skriver torsdag morgen på sin hjemmeside, at der torsdag eftermiddag, fredag morgen og fredag eftermiddag kører færre supplerende myldretidstog mellem Helsingør og København H samt mellem København H og Kalundborg.

Det sker ifølge DSB på anmodning fra Banedanmark, der har drøftet vejrsituationen med DMI.

Ingen af landets politikredse melder tidligt torsdag morgen endnu om sne på vejene.

Næsten 200 mennesker dræbt under flere angreb i Nigeria

Næsten 200 mennesker er siden tirsdag blevet dræbt af bevæbnede mænd i separate angreb på landsbyer i det centrale og nordlige Nigeria.

Det oplyser lokale myndigheder, beboere og politi onsdag.

Værst er det gået ud over den centrale delstat Kwara, hvor bevæbnede mænd tirsdag dræbte mindst 170 mennesker, oplyser områdets folkevalgte repræsentant Saidu Baba Ahmed i et telefoninterview.

– Mens jeg taler med dig nu, er jeg i landsbyen sammen med militært personel, hvor vi sorterer lig og gennemsøger de omkringliggende områder efter flere, siger Ahmed.

Det er det dødeligste angreb registreret i år i området, der grænser op til Niger-delstaten. Det er et område, som i stigende grad er blevet mål for bevæbnede bander, der plyndrer landsbyer, bortfører beboere og stjæler husdyr.

Ifølge den lokale embedsmand samlede de bevæbnede mænd beboerne i landsbyen, bandt deres hænder på ryggen og henrettede dem. Saidu Baba Ahmed har delt billeder af lig, som det ikke har været muligt at verificere.

Landsbyboerne flygtede ud i det omkringliggende krat under angrebet, lyder det. De bevæbnede mænd satte ild til folks huse og butikker. Ifølge politiet er “adskillige” blevet dræbt, men det angiver ikke et konkret tal.

En repræsentant for Røde Kors har tidligere sagt til nyhedsbureauet AFP, at mindst 170 mennesker blev slået ihjel under angrebet.

Beboere i landsbyen fortæller, at de bevæbnede mænd krævede, at lokalbefolkningen opgav deres loyalitet over for den nigerianske stat og skiftede til sharia-islamisk lov.

Da landsbyboerne satte sig imod, blev de dræbt.

Delstaten Katsina har også været udsat for et blodigt angreb, hvor mindst 21 mennesker er blevet dræbt. Beboere og lokalt politi fortæller, at de bevæbnede mænd her gik fra hus til hus og skød deres ofre.

Nigeria er under pres for at genoprette sikkerheden, efter at USA’s præsident, Donald Trump, sidste år anklagede landet for ikke at beskytte kristne efter talrige islamistiske angreb og massebortførelser.

Amerikanske styrker ramte det, som de beskrev som terrormål, den 25. december.

Reuters

Trump udpeger favorit til tidligere Maga-profils plads i Kongressen

USA’s præsident, Donald Trump, ser helst, at den tidligere Trump-støtte Marjorie Taylor Greenes plads i Repræsentanternes Hus overtages af den konservative anklager Clay Fuller.

Det skriver præsidenten natten til torsdag i et opslag på sit eget sociale medie, Truth Social.

– Han (Clay Fuller, red.) støttes på det kraftigste af de mest respekterede Maga-krigere i Georgia, skriver Trump.

Greene meddelte i november, at hun ville trække sig fra sin post efter en bitter strid med præsidenten.

Inden da havde hun været medlem af Repræsentanternes Hus i næsten fem år.

Greene var tidligere en af præsident Donald Trumps mest trofaste støtter og har været en frontfigur i Trumps politiske Maga-bevægelse.

I slutningen af sidste år kom de to dog på kant med hinanden, og den amerikanske præsident kaldte Greene for en galning og trak sin støtte til hende.

Greene havde forinden anklaget Trump for at “intimidere” republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus før en afstemning om at frigive dokumenter relateret til den afdøde rigmand og dømte sexforbryder Jeffrey Epstein.

Hun har også sagt, at hun selv var blevet truet af Trump.

– At kæmpe for amerikanske kvinder, som blev voldtaget som 14-årige, udsat for menneskehandel og udnyttet af rige magtfulde mænd, burde ikke resultere i, at jeg bliver kaldt en forræder og truet af USA’s præsident, som jeg har kæmpet for, skrev hun i november i et opslag på det sociale medie X.

Greene kritiserede i efteråret også Det Republikanske Partis kurs under den føderale nedlukning, ligesom hun i 2025 var det første republikanske kongresmedlem, der omtalte krigen og den humanitære krise i Gazatriben som et folkedrab.

Hvem, der overtager hendes plads, afgøres ved et lokalt valg i Georgia 10. marts.

Støtten fra den amerikanske præsident ventes ifølge nyhedsbureauet Reuters at øge Fullers chancer for at vinde valget.

FN: Udløb af atomaftale vil være et alvorligt øjeblik for verden

FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, opfordrer USA og Rusland til hurtigt at underskrive en ny atomaftale.

Det gør han i en udtalelse, der er offentliggjort på FN’s hjemmeside.

Den eksisterende New Start-traktat, der sætter grænser for antallet af strategiske atomsprænghoveder, står til at udløbe natten til torsdag.

Guterres kalder udsigten til traktatens udløb for et alvorligt øjeblik for international fred og sikkerhed.

– For første gang i mere end et halvt århundrede står vi over for en verden uden bindende begrænsninger på de strategiske atomarsenaler i Rusland og USA – de to stater, der råder over langt størstedelen af verdens samlede lager af atomvåben, skriver generalsekretæren i udtalelsen.

Han skriver samtidig, at aftalen ikke kunne udløbe på et værre tidspunkt.

– Risikoen for, at et atomvåben bliver taget i brug, er den højeste i årtier, skriver Guterres.

New Start blev underskrevet i 2010 af den daværende amerikanske præsident, Barack Obama, og Dmitrij Medvedev, som er en af Vladimir Putins allierede og var russisk præsident på det tidspunkt.

Den er en fortsættelse af Start-traktaten, som blev underskrevet i 1991 af George H.W. Bush, som var præsident i USA, og af Mikhail Gorbatjov, som var leder af Sovjetunionen.

Traktaten indebærer, at begge parter med kort varsel kan få lov at udføre inspektioner for at tjekke, at modparten lever op til aftalen. Den del af aftalen droppede Putin i 2023 på grund af USA’s støtte til Ukraine.

Det russiske udenrigsministerium meddelte onsdag, at Rusland ikke længere ser sig selv som værende forpligtet af New Start-traktaten.

Samtidigt lød det fra ministeriet, at USA ikke har svaret på et forslag om at forlænge traktatens grænser for missiler og sprænghoveder.

– I bund og grund bliver vores forslag bevidst ignoreret, skrev ministeriet i en pressemeddelelse.

Hvis traktaten udløber, vil der for første gang siden 1972 ikke være begrænsninger på arsenalet af langtrækkende atomvåben mellem USA og Rusland, skriver Reuters.

Antonio Guterres opfordrer de to lande til hurtigst muligt at lande en ny atomaftale.

– Jeg opfordrer begge lande til straks at vende tilbage til forhandlingsbordet og blive enige om en ny rammeaftale, der genindfører målbare begrænsninger, mindsker risici og styrker vores fælles sikkerhed, skriver han.

Bill Gates: Jeg fortryder hvert minut jeg brugte med Epstein

Stifteren af Microsoft Bill Gates fortryder hvert minut, som han tilbragte med den dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Det siger Gates til 9News Australia i et interview.

I den seneste række dokumenter, der blev offentliggjort af det amerikanske justitsministerium i sidste uge, fremgår e-mails mellem Epstein og fremtrædende personer.

Der er også en e-mail, hvori Epstein påstår, at hans forhold til Gates bestod i alt fra at hjælpe Gates “med at skaffe stoffer for at håndtere konsekvenserne af sex med russiske piger til at facilitere hans ulovlige stævnemøder med gifte kvinder”.

Men mailen er falsk, siger Gates til 9News.

– Åbenbart sendte Jeffrey (Epstein, red.) en e-mail til sig selv. E-mailen blev aldrig sendt. E-mailen er falsk.

– Jeg ved ikke, hvad han tænkte dér. Prøvede han at angribe mig på én eller anden måde?

– Hvert minut, jeg brugte med ham, fortryder jeg, og jeg undskylder, at jeg brugte tid med ham, siger Bill Gates til mediet.

Han afviser desuden at have taget del i Epsteins forbrydelser. Epstein døde i fængslet i 2019, mens han afventede en retssag om omfattende misbrug af mindreårige piger og menneskehandel.

Gates siger, at han mødte Epstein i 2011 og deltog i flere middage med ham i løbet af tre år, men at han aldrig besøgte hans ø eller havde forhold til kvinder i den forbindelse.

Microsoft-stifteren var fra 1994 til 2021 gift med Melinda Gates.

Hans ekskone sagde onsdag til mediet NPR, at de dokumenter, som USA’s justitsministerium offentliggjorde i sidste uge, har skabt spørgsmål, som hun mener, at hendes eksmand skal være med til at besvare.

– For mig er det personligt svært, når de her detaljer dukker op. For det bringer minder tilbage om nogle meget smertefulde perioder i mit ægteskab.

– Uanset hvilke spørgsmål der stadig fremstår ubesvaret – om hvad kan jeg slet ikke begynde at vide alt om – så er de spørgsmål tiltænkt de personer, der er nævnt, og også min eksmand. Det er dem, der skal stå til ansvar for det – ikke mig.

Politiet har fået mange henvendelser om drabsdømt flugtfange

Politiet har fået mange henvendelser, siden den drabsdømte flugtfange Philip Denié Dahl Petersen flygtede fra Vestre Fængsel natten til onsdag.

Det oplyser central efterforskningsleder ved Københavns Politi Jesper Schroll natten til torsdag.

– Vi får rigtig mange henvendelser fra borgere, der – ud fra det billede, der er offentliggjort – mener at have set en person, der ligner ham. Dem følger vi selvfølgelig op på løbende.

– Indtil videre har vi dog ikke haft held med at identificere, at det skulle være ham, siger Jesper Schroll.

Politiet bad om offentlighedens hjælp, i forbindelse med at Philip Denié Dahl Petersen, der ventede på at afsone en forvaringsdom, klatrede over ydermuren i Vestre Fængsel natten til onsdag. Personalet anmeldte flugten klokken 00.05.

Der er i den forbindelse blevet offentliggjort billeder og en beskrivelse af det tøj, som han havde på.

Han var iført sort hue, sort tætsiddende jakke og lange sorte tætsiddende bukser samt sorte sko med hvide såler.

Efterforskningslederen vil fortsat ikke oplyse, præcis hvordan Philip Denié Dahl Petersen kunne klatre over fængselsmuren, eller hvordan det blev opdaget, at han var væk.

Jesper Schroll vil ikke komme ind på, præcis hvilke efterforskningsværktøjer politiet benytter sig af. Han fortæller dog, at der er videoovervågning i og omkring fængslet.

– Så på den måde er der jo overvågning, der viser, hvad der er sket, siger han.

Han vil ikke komme ind på, hvorvidt politiet har besøgt adresser, som Philip Denié Dahl Petersen kunne skjule sig på.

– Men hvis vi vurderer, at han måtte være et sted, har vi den mulighed, at vi kan ransage. Det er de efterforskningsskridt, der kan være i værktøjskassen, hvis vi får en adresse, hvor vi mener, at han kan befinde sig, siger Jesper Schroll.

Vestre Fængsel på Vestre Fælled i København har ry for at være et af landets hårdeste fængsler at opholde sig i.

Philip Denié Dahl Petersen var indsat i fængslet, mens han ventede på, at der skulle komme en ledig plads til afsoning af forvaringsdommen. De fleste forvaringsdømte afsoner i Herstedvester Fængsel.

Hvis man har oplysninger om Philip Denié Dahl Petersen eller mener at have set ham, kan man ringe til politiet på 114.

Højesteret giver Californien grønt lys til at bruge nye valgkort

USA’s højesteret har onsdag givet den amerikanske delstat Californien grønt lys til at bruge nye valgkort, der kan give Demokraterne fem pladser mere i USA’s lovgivende forsamling, Kongressen, ved midtvejsvalget i november.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det var Det Republikanske Parti i Californien, der havde anmodet om blokeringen af valgkortene.

Retten gav onsdag ingen forklaring i sin afgørelse.

Forslaget blev godkendt af vælgerne sidste år i en afstemning og var et modsvar på en lignende manøvre i Texas kendt som gerrymandering.

Det bruges af begge store partier i USA til at øge deres indflydelse i Kongressen.

Højesteret har et konservativt flertal på 6-3 og tillod i december Texas at gøre det samme, men til Republikanernes fordel.

Senere i december stemte Senatet i delstaten Indiana imod et lignende forslag om nye valgkort.

USA’s præsident, Donald Trump, har presset hårdt på for at få Republikanerne til at indføre nye valgkort landet over forud for midtvejsvalget.

Californiens demokratiske guvernør, Gavin Newsom, har kommenteret afgørelsen på det sociale medie X.

– Donald Trump sagde, at han var “berettiget” til fem kongrespladser mere i Texas. Han startede den her krig om omfordeling af valgkredse. Han tabte, og han kommer til at tabe igen i november, lyder det fra Newsom.

Newsom er blandt de mest udtalte kritikere af Donald Trump.

Republikanerne har nu et snævert flertal i begge kamre i Kongressen, Senatet og Repræsentanternes Hus.

Hvis partiet mister kontrollen med ét af de to kamre, vil det bringe Trumps lovgivningsmæssige dagsorden i fare og åbne døren for demokratisk ledede kongresundersøgelser rettet mod præsidenten, skriver Reuters.

Flere politiske opgør venter frem til midtvejsvalget den 3. november. Flere andre delstater er også begyndt processen med at omfordele deres valgkredse.

Google-ejer leverer bedre regnskab end forventet

Alphabet, der er selskabet bag Google, omsatte i fjerde kvartal af 2025 for 113,8 milliarder dollar.

Det svarer til knap 720 milliarder danske kroner, og det er en stigning på omkring 18 procent i forhold til året før.

Det viser selskabets kvartalsregnskab, der er blevet offentliggjort onsdag aften.

Tallet overgik markedets forventninger, skriver nyhedsbureauet AFP.

I hele 2025 omsatte Alphabet for 402,8 milliarder dollar. Det er 15 procent mere end året før.

Driftsoverskuddet for 2025 var 132,2 milliarder dollar mod 100,1 milliarder dollar i 2024. Det er en stigning på 32 procent.

I løbet af fjerde kvartal har virksomheden blandt andet udgivet en opgraderet version af AI-robotten Gemini og udvidet sit samarbejde med iPhone-producenten Apple.

Alphabets administrerende direktør, Sundar Pichai, kalder fjerde kvartal for fantastisk og påpeger, at det er første gang, at selskabets omsætning overstiger 400 milliarder dollar.

– Lanceringen af Gemini 3 var en vigtig milepæl, og vi har et stort momentum lige nu.

– Vi ser, at vores investeringer i kunstig intelligens og infrastruktur driver omsætning og vækst på tværs af alle parametre. Søgning blev brugt mere end nogensinde før, og kunstig intelligens fortsætter med at skabe vækst, siger han i en meddelelse.

I Google Cloud alene, hvor Googles AI-værktøjer indgår, steg omsætningen i fjerde kvartal sidste år til 17,7 milliarder dollar mod lige under 12 milliarder dollar i samme periode i 2024. Det er en stigning på 48 procent.

Ifølge MarketWire havde analytikerne forventet, at omsætningen ville være 16,2 milliarder dollar.

Sundar Pichai siger i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet, at selskabet i 2026 vil sætte mellem 175 og 185 milliarder dollar af til Capex, der er langsigtede investeringer i blandt andet datacentre, servere og anden teknologisk infrastruktur.

Ifølge MarketWire havde analytikerne regnet med, at dét tal ville være 119,5 milliarder dollar. Det viste sig i eftermarkedet, hvor aktien faldt to procent.

Styrt koster Mads Pedersen brud på håndled og kraveben

Mads Pedersen pådrog sig brud på kravebenet og det venstre håndled i onsdagens styrt.

Det oplyser cykelholdet Lidl-Trek i en meddelelse på beskedtjenesten WhatsApp.

Den 30-årige dansker var uheldig på 1. etape af Volta Comunitat Valenciana, som køres i det østlige Spanien.

Umiddelbart før finalen styrtede han og gik derfor glip af kampen om sejren. I første omgang stod det ikke klart, hvorfor han ikke sad med i det decimerede felt mod slutningen.

Efterfølgende skrev holdet, at han var blevet kørt på hospitalet efter et styrt.

Onsdag aften er meldingen, at Pedersen torsdag skal gennemgå en operation.

– Holdets førsteprioritet er at sikre, at Mads får den bedste behandling, og det øjeblikkelige fokus er på, at han kommer sig på bedst mulig vis for at minimere påvirkningen af hans sæsonmål, lyder det i beskeden fra holdet.

Lidl-Trek vil på et senere tidspunkt offentliggøre Pedersens opdaterede løbsprogram.

Mads Pedersen kommenterer selv situationen i en story på det sociale medie Instagram natten til torsdag.

– Det er ikke den bedste start på året, men jeg skal nok komme ovenpå igen, skriver danskeren.

Pedersens største mål har i flere sæsoner været forårets store brostensklassikere, hvor han ofte er blandt forhåndsfavoritterne.

Sidste år kom han tæt på at tage karrierens første monumentsejr med en andenplads i Flandern Rundt og en tredjeplads i Paris-Roubaix.

Den tidligere verdensmester snuppede desuden pointtrøjen i både Giro d’Italia og Vuelta a España.

Hverken den italienske eller spanske rundtur er som udgangspunkt en del af Pedersens program i år. I stedet skal han forsøge at hjemtage den grønne pointtrøje i verdens største cykelløb for første gang i karrieren.

– Målet for mig resten af min karriere er at vinde et monument og den grønne trøje i Tour de France. Lad os se, om jeg kan opnå det. Jeg håber det selvfølgelig, sagde han i december til Eurosport.

Med sine i alt 60 sejre er Mads Pedersen den mest vindende danske cykelrytter i historien. Alene i 2025 blev det til 14 sejre for rytteren fra Tølløse.

Zelenskyj melder om 55.000 dræbte ukrainske soldater

55.000 ukrainske soldater har mistet livet på slagmarken.

Det anslår Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i et interview på fransk tv.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters onsdag aften.

– I Ukraine er det officielle antal dræbte soldater på slagmarken – enten professionelle eller værnepligtige – 55.000.

Ifølge Reuters tilføjer Zelenskyj i interviewet, at der derudover er “et stort antal” savnede personer.

Udmeldingen kommer knap tre uger inden fireårsdagen for Ruslands invasion.

Samtidig fortsætter forsøget på fredsforhandlinger mellem Ukraine og Rusland i Abu Dhabi med USA som mægler.

Ifølge Ukraines forhandler Rustem Umjerov har onsdagens samtaler været “substantielle og produktive” og har “fokuseret på konkrete skridt og praktiske løsninger”.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det største stridspunkt drejer sig om territoriet i det østlige Ukraine.

Rusland kræver, at Ukraine trækker sine soldater ud af områder af Donbas-regionen, herunder ud af byer med enorme naturressourcer.

Ukraine mener modsat, at konflikten bør stoppe langs den nuværende frontlinje. Ukraine nægter at trække sine soldater tilbage, hvis ikke Rusland gør det.

Rusland, der har besat omkring 20 procent af Ukraine, har truet med at overtage resten af Donetsk-regionen, hvis forhandlingerne ikke fører nogen vegne.

Ifølge FN’s overvågningsmission for menneskerettigheder i Ukraine (HRMMU) var 2025 det mest dødelige år for civile i landet siden 2022.

Mindst 2514 personer blev dræbt sidste år.

Det fremgik af en rapport offentliggjort i januar.

FN har bekræftet næsten 15.000 civile dødsfald siden invasionen. Men det faktiske omfang er formentlig betydeligt højere, har organisationen anslået.

HRMMU tilføjede i sin rapport, at der ikke findes noget pålideligt tal for det samlede antal civile, der er blevet dræbt i Ukraine.

Ifølge rapporten har russiske myndigheder rapporteret, at angreb fra Ukraines væbnede styrker sidste år kostede 253 civile livet i Rusland.

Det har ifølge FN ikke været muligt at verificere tallene på grund af manglende adgang til Rusland og begrænset offentligt tilgængelig information.

Det gælder også antallet af dræbte russiske soldater.

Ifølge beregninger, som det uafhængige russiske medie Mediazona og BBC’s afdeling i Rusland bragte i september 2025, var mindst 130.150 personer fra det russiske militær døde i løbet af krigen i Ukraine.

Den tværpolitiske nonprofit organisation The Center for Strategic and International Studies skrev i januar, at op mod 325.000 personer fra Ruslands styrker har mistet livet.

Pandoras forventninger til 2026 skuffer efter svært år på børsen

På et år præget af modvind på børsen og høje sølvpriser omsatte det danske smykkeselskab Pandora for 32,5 milliarder kroner i 2025.

Det er en stigning i forhold til de 31,7 milliarder kroner, som selskabet omsatte for året forinden.

Det fremgår af Pandoras årsregnskab, som er offentliggjort onsdag aften.

2025 bød dermed på en organisk vækst på seks procent. Men det får ikke selskabet til at juble.

– Selvom det makroøkonomiske udgangspunkt var udfordrende, lå væksten under vores forventninger, siger Pandora-topchef Berta de Pablos-Barbier i en meddelelse.

I 2026 regner selskabet med mindre vækst endnu.

Således forventer selskabet, at den organiske vækst kan blive på mellem minus en procent – altså en negativ vækst – til plus to procent i det igangværende år.

Det ligger under analytikernes forventninger. Et gennemsnit bragt af MarketWire inden regnskabet lå på tre procent.

Pandora-aktien har været præget af svære tider med værdifald på over 60 procent på et år – og knap 28 procent alene siden årsskiftet.

Her har høje guld- og sølvpriser spillet ind.

Af regnskabet fremgår det, at selskabet nu i højere grad vil satse på platin for at blive mindre afhængig af udsving i priser på blandt andet sølv.

– På den måde forsøger Pandora at udjævne den modvind, som de markante stigninger især i sølv – men også i guld – har skabt, siger Per Hansen, som er investeringsøkonom hos Nordnet, i en skriftlig kommentar.

Også topchef Berta de Pablos-Barbier fremhæver et behov for ikke at blive påvirket så meget af råvarepriser.

– Som ny administrerende direktør er mine prioriteter klare, og vi har planer om at styrke brandets tiltrækningskraft, reducere eksponeringen mod råvarer og udvikle måden, vi skaber rentabel vækst på, siger hun.

Mens Pandora altså på flere punkter har haft grund til panderynker, tjener selskabet stadig milliarder.

Nettoresultatet landede i 2025 på 5,2 milliarder kroner, hvilket stort set svarede til indtjeningen i 2024.

Det danske smykkeselskab venter dog ikke at kunne levere samme overskudsgrad i år som sidste år.

Her henvises i regnskabet til, at også dette år kan blive præget af eksterne faktorer, der trækker i negativ retning, og investeringer.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]