Seneste nyheder

21. november 2025

Talsperson: Rwanda indgår migrantaftale med USA

Rwanda har indgået en aftale med USA om at acceptere op til 250 migranter fra landet.

Det siger Yolande Makolo, der er talsperson for regeringen i Rwanda, til nyhedsbureauet AFP.

Talspersonen understreger i samme ombæring, at landet vil beholde “muligheden for at godkende hver enkelt person, som der bliver foreslået til genbosætning”.

Den amerikanske regering, der siden Trumps indsættelse som præsident har ført en hård kampagne mod migranter i landet, har endnu ikke kommenteret meldingen fra Rwanda.

I marts deporterede Trumps administration mindst 200 venezuelanske statsborgere fra USA til et højsikkerhedsfængsel i El Salvador på baggrund af anklager om, at de er medlemmer af banden Tren de Aragua.

Det er langt fra første gang, at Rwanda har diskussioner med vestlige lande om muligheden for, at Rwanda modtager migranter fra andre lande.

Tidligere har Danmark haft planer om at etablere et modtagecenter i Rwanda, der skulle stå for asylbehandling.

Det var den daværende socialdemokratiske regering, der i 2019 første gang luftede forslaget.

De danske planer har dog i store træk været sat på standby længe, efter regeringen blev udvidet i 2022 med Venstre og Moderaterne, hvor sidstnævnte er imod et modtagecenter i Rwanda.

Senest i maj sagde udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S), at man nu kigger mod forskellige muligheder, men håber, at et modtagecenter i et land uden for EU vil kunne være klar “inden for nogle år”.

Også Storbritannien har haft et ønske om at sende migranter og asylansøgere til landet.

I 2022 underskrev Rwanda og Storbritannien således en aftale om, at landet skulle modtage flere tusinde asylansøgere fra Storbritannien.

Aftalen blev dog droppet, efter partiet Labour i 2024 vandt det britiske parlamentsvalg, og Keir Starmer blev landets premierminister.

Forslagene om at sende migranter og asylansøgere til Rwanda har gennem tiden fået kritik af flere menneskerettighedsorganisationer.

Clinton-parret indkaldt til at vidne om Epstein

En tilsynskomité i Repræsentanternes Hus i USA vil have den tidligere præsident Bill Clinton og den tidligere udenrigsminister Hillary Clinton til at vidne om den afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Clinton-parret er blandt en række af tidligere både demokratiske og republikanske politikere og embedsfolk, som har modtaget en stævning om at vidne i sagen.

Det Hvide Hus har været under stigende pres for mere åbenhed, efter at Justitsministeriet vakte vrede blandt Trumps tilhængere, da ministeriet sidste måned bekræftede, at Epstein døde ved selvmord i sin fængselscelle og dermed afsluttede sagen.

I Clinton-parrets stævning fremhæves blandt andet, at Bill Clinton selv har sagt, at han har fløjet i Epsteins privatfly flere gange, og at han under en af disse flyveture blev fotograferet, mens han fik “massage fra en af Epsteins ofre”.

Foruden Clinton-parret har tilsynskomitéen også stævnet den tidligere FBI-direktør James Comey, tidligere specialanklager Robert Mueller samt tidligere justitsministre Loretta Lynch, Eric Holder, Merrick Garland, Bill Barr, Jeff Sessions og Alberto Gonzales.

Deres afhøringer forventes at finde sted mellem midten af august og midten af oktober.

Komitéen har også udstedt en stævning til Justitsministeriet for dokumenter relateret til Epstein. Herunder kommunikation med Trumps forgænger Joe Biden og hans embedsmænd.

Derudover har komitéen søgt om at få en vidneforklaring fra Epsteins medskyldige Ghislaine Maxwell, som afsoner 20 års fængsel for sin rolle i de påståede forbrydelser.

AFP

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tidligere Porto-anfører Jorge Costa er død efter hjertestop

Den tidligere FC Porto-anfører og portugisiske landsholdsspiller Jorge Costa er tirsdag død efter et hjertestop.

Han blev 53 år gammel.

Det oplyser Porto i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Jorge Costa fik hjertestop, mens han var på arbejde på Portos træningsanlæg. Siden 2024 har han været direktør for den professionelle fodboldafdeling i den portugisiske fodbold.

Som aktiv spillede Jorge Costa næsten hele sin karriere for Porto fra 1990 til 2005, hvor det blev til 383 kampe.

Forsvarsspilleren var med til at vinde otte portugisiske mesterskaber og løftede pokalen som anfører, da Porto i 2004 overraskende vandt Champions League med José Mourinho som cheftræner.

– Gennem hele sit liv – både på og uden for banen – personificerede Jorge Costa de værdier, der kendetegner FC Porto: dedikation, lederskab, passion og en urokkelig vilje til at vinde, udtaler Porto i meddelelsen.

Jorge Costa spillede også ti år for Portugals landshold og deltog i to slutrunder mellem 1992 og 2002. Det blev til i alt 50 kampe for landsholdet.

Efter spillerkarrieren var Jorge Costa træner i en lang årrække, inden han rykkede ind på ledelsesgangen i Porto.

Han var blandt andet cheftræner for Braga, to græske klubber, indiske Mumbai City og Gabons landshold.

Medie: Osbourne døde af hjerteanfald

Ozzy Osbourne døde af hjertestop og koronarsygdom.

Det viser den kendte sangers dødsattest, skriver det amerikanske medie The New York Times.

Dokumentet nævner også, at han led af Parkinsons sygdom.

Koronarsygdom er en samlet betegnelse for åreforkalkningssygdom i hjertets kranspulsårer og omfatter både blodprop i hjertet og forsnævringer i kranspulsårerne.

Ozzy Osbourne døde tirsdag den 22. juli i en alder af 76 år.

Omkring to uger forinden havde den mangeårige Black Sabbath-forsanger, der igennem længere tid havde haft dårligt helbred, været på scenen til sin afskedskoncert.

Under koncerten sad han på en stor, sort trone udsmykket med flagermus.

Kendte bands som Metallica, Guns N’ Roses, Slayer og Pantera deltog, og Ozzy Osbourne spillede både numre med sit soloband og Black Sabbath.

Fans af Ozzy Osbourne mødte onsdag i sidste uge op i Birmingham for at sige et sidste farvel til heavy metal-stjernen i hans hjemby.

Det rapporterede britiske medier.

Her begyndte et ligtog i centrum af den engelske by forud for en privat begravelse for familien.

Kortegen kørte blandt andet ad Broad Street og over Black Sabbath-broen, der er opkaldt efter metalbandet, som Osbourne var forsanger for.

Hans familie, heriblandt hans enke, Sharon Osbourne, steg ud ved broen og lagde blomster, mens folkemængden vinkede og råbte:

– Ozzy, Ozzy.

Også mange fans havde lagt blomster ved broen.

Ifølge BBC var titusinder taget til Birmingham for at hylde musikeren, der også var kendt under kaldenavnet The Prince of Darkness – på dansk Mørkets Prins.

Navnet fik han på grund af Black Sabbaths dæmoniske lyd og tekster om okkulte emner.

Metal-stjernen havde det borgerlige navn John Michael Osbourne.

I 2020 fortalte han, at han led af Parkinsons sygdom. Det svigtende helbred blev også årsagen til, at Osbourne i februar 2023 meddelte, at han blev nødt til at stoppe med at turnere.

Mailadresser kompromitteret i cyberangreb på Pandora

Ifølge TV 2 har det danske smykkefirma Pandora været ramt af et cyberangreb.

En række kundeoplysninger blev tilgået via en tredjepartsplatform, som Pandora anvender. Det skriver Pandora i en service-mail, som TV 2 har set.

Firmaet fortæller også, at angrebet er standset, og at hackerne har tilgået almindelige oplysninger som kunders navne og mailadresser.

Pandora kan ifølge TV 2 ikke se nogen form for dokumentation for, om oplysningerne er blevet videregivet eller offentliggjort.

Det fremgår ikke, hvilken dag hackerangrebet fandt sted.

Det amerikanske erhvervsmedie Forbes har tirsdag også skrevet om hackerangrebet.

Forbes-skribenten Davey Winder fortæller, at han er kunde hos Pandora. Han har derfor modtaget en mail fra smykkefirmaet. Den bekræfter, at Pandora har været udsat for et hackerangreb.

Skribenten citerer fra mailen fra Pandora:

– Hackeren kopierede kun meget almindelige data, specifikt navn og mailadresse.

– Vi vil gerne understrege, at ingen passwords, kreditkort eller andre tilsvarende fortrolige data var en del af denne hændelse, lyder det i beskeden fra Pandora.

Smykkefirmaet advarer herefter kunderne om forskellige ting, blandt andet såkaldte phishingmails.

Ved phishing forstås mails, hvor svindlere forsøger at lokke personlige oplysninger som brugernavn, adgangskoder og kreditkort- eller netbankoplysninger ud af modtagerne.

Remco Evenepoel skifter til storsatsende tysk hold

Den belgiske cykelstjerne Remco Evenepoel trækker i en ny trikot fra næste år.

Han skifter fra Quick-Step til det storsatsende tyske hold Red Bull-Bora, når 2025-sæsonen er slut. Det oplyser Quick-Step i en pressemeddelelse tirsdag.

Quick-Step havde ellers papir på Evenepoel i 2026 også.

– Repræsentanter for Remco oplyste holdets ledelse om, at han ikke ønskede at forhandle om en forlængelse af sin nuværende kontrakt, som udløber ved udgangen af 2026, lyder det i pressemeddelelsen.

– Efter at have taget tid til at rådføre os med vores sponsorer og partnere har holdets ejere og ledelse besluttet, at det er i alles interesse, at Remco kan skifte hold ved udgangen af den nuværende sæson.

Zelenskyj: Har diskuteret sanktioner mod Rusland med Trump

USA’s præsident, Donald Trump, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har i en telefonsamtale diskuteret sanktioner mod russerne og forsvarssamarbejde.

Det skriver den ukrainske præsident i et opslag på X tirsdag.

– Selvfølgelig talte vi om sanktioner mod Rusland. Deres økonomi fortsætter med at forværres, og det er netop derfor, Moskva er så følsom over for dette perspektiv og præsident Trumps beslutsomhed. Det kan ændre meget, skriver Zelenskyj.

Præsidenten kalder ligeledes samtalen mellem de to ledere for produktiv og nævner også Danmarks beslutning om indkøb af amerikanske våben til Ukraine.

– Vi drøftede fælles europæiske beslutninger, der kan styrke vores forsvar. Vi har allerede fået tilsagn fra Holland, Sverige, Norge og Danmark – over en milliard dollars til amerikanske våben, som Ukraine vil modtage. Tak! Dette samarbejde med Nato-landene vil fortsætte, skriver Zelenskyj.

FCN sender offensiv amerikaner retur til USA

FC Nordsjælland har solgt offensivspilleren til Milan Iloski til MLS-klubben Philadelphia Union.

Det skriver superligaklubben fra Farum på sin hjemmeside.

26-årige Iloski er for nylig ellers vendt retur FCN efter et tre måneders lejeophold i søsterklubben San Diego FC.

Her scorede Iloski på 471 minutter fordelt over 14 kampe i MLS, den bedste amerikanske fodboldrække, ti mål.

Da Iloski i sidste måned vendte tilbage til FCN, var der ellers rigeligt med roser fra fodbolddirektør i FCN, Alexander Riget.

– Nu vender han tilbage til Farum i god kampform, så han vil med det samme styrke vores offensive konkurrencesituation, og vi glæder os til at se ham igen og byde ham velkommen tilbage, sagde Riget blandt andet.

Tirsdag siger selvsamme Riget til klubbens hjemmeside, at der har været interesse for Iloski fra klubber i MLS.

– Milan havde også selv et stort ønske om at komme tilbage til USA, og da vi vurderede, at konkurrencen om startpladserne i FCN var for stor sammenholdt med planerne i transfervinduet, har vi valgt at indgå en aftale med Philadelphia Union, som er en rigtig god klub i MLS – og som i øvrigt kompenserer os på en måde økonomisk, som vi kan være overordentlig tilfredse med, siger Riget.

Præstationerne i MLS betød eksempelvis, at San Diego gerne ville hente Iloski permanent. Men det lod sig ikke gøre i sidste ende, udtalte San Diego-cheftræner Mikey Varas i sidste måned ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Iloski kom til FCN fra amerikanske Orange County i januar 2024. Det blev til 18 kampe og to mål for Farum-klubben.

I Philadelphia Union bliver Iloski holdkammerat med den tidligere Brøndby-angriber Mikael Uhre.

Mattias Skjelmose er klar til PostNord Danmark Rundt efter styrt

Mattias Skjelmose kører PostNord Danmark Rundt, som begynder 12. august.

Det bekræfter Lidl-Treks pressechef, Jacob Kennison, til Feltet.

Det bliver det første løb, den danske cykelrytter deltager i, efter han styrtede på 14. etape i Tour de France. Det styrt kostede Skjelmoses videre deltagelse i løbet.

Dengang lød meldingen fra Lidl-Trek, at de ville holde øje med cykelrytterens fremskridt.

Ifølge Mattias Skjelmose selv kunne styrtet i første omgang indikere voldsomme skader.

– Vi frygtede det værste, men jeg er på sin vis blevet clearet ret godt. Der er en del hævelse, som skal lægge sig, før vi rigtig kan svare på, om der er noget muskelskade indenunder. Der er ikke noget brækket, så det er en god start, sagde Skjelmose til TV 2 Sport efter styrtet.

24-årige Skjelmose var i gang med sit andet Tour de France og lå inden 14. etape på en samlet 19.-plads.

Nu kan han altså melde klar til det danske cykelløb PostNord Danmark Rundt, hvor også holdkammeraten Søren Kragh Andersen vil deltage. Det blev også bekræftet tirsdag. Lidl-Trek har også Mads Pedersen med i løbet.

Styrtflod smadrer landsby i Himalaya og koster mindst fire livet

Mindst fire personer har mistet livet, og 100 er savnet, efter at mudder og voldsomme vandmængder tirsdag strømmede ned gennem en bjerglandsby i Himalaya i det nordlige Indien.

Det rapporterer tv-stationen India Today ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Indiens militærs centralkommando bekræfter på det sociale medie X, at et omfattende mudderskred har ramt landsbyen Dharali.

Videooptagelser fra området viser, at en blanding af vand og mudder strømmede med høj fart gennem en slugt i bjergene og smadrede adskillige etageejendomme, da den ramte Dharali.

Dharali ligger i delstaten Uttarakhand.

Redningshold er tirsdag eftermiddag dansk tid nået frem til byen. Her leder de efter overlevende under murbrokker og mudder.

Flere huse er begravet under mudderet.

Arpan Yaduvanshi, der er kommandør for statens katastroferesponsstyrke, siger til nyhedsbureauet AFP, at mudderet var 15 meter dybt flere steder og fuldstændig oversvømmede nogle bygninger.

– Eftersøgnings- og redningsindsatsen fortsætter, og alle tilgængelige ressourcer bliver brugt for at finde og evakuere eventuelle tilbageværende fangede personer, siger Suneel Bartwal, der er talsperson for landets hær, til nyhedsbureauet.

I et opslag på X udtrykker Indiens premierminister, Narendra Modi, sin medfølelse til folk, der er berørt af ulykken og siger, at alle muligheder vil blive udtømt i bestræbelserne på at yde hjælp.

Ifølge Reuters rammes Uttarakhand jævnligt af oversvømmelser og mudderskred. Flere klimaeksperter har vurderet, at der er en sammenhæng mellem klimaforandringer og hyppige mudderskred.

Mudderskred opstår typisk i forbindelse med voldsomt regnvejr, eller når sne og is smelter i bjergene, og smeltevandet herfra løber mod dalene.

Aktuelt er Uttarakhand ramt af vedvarende regnvejr.

Villa ved Bagsværd Sø solgt i næstdyreste handel i år

En 704 kvadratmeter stor villa med navnet Tusculum, der ligger i første række til Bagsværd Sø, er blevet solgt for 75 millioner kroner.

Det bekræfter ejendomsmægler Ivan Eltoft Nielsen over for Boliga, skriver boligselskabet i en pressemeddelelse.

Købsprisen på 75 millioner kroner gør salget til den næstdyreste bolighandel i år – kun overgået af et palæ på Frederiksberg, der tidligere i år blev solgt for 83 millioner kroner.

Villaen har været udbudt offentligt i omkring to år, skriver Boliga. Det er den danske erhvervsmand og medstifter af LøkkeFonden Lars Kolind og hans kone Vibeke Riemer, der satte huset til salg.

– Jeg sidder lige og kigger ud over søen, og det er da fantastisk, og jeg håber virkelig, at der kommer nogle søde og rare og ordentlige mennesker, som kan overtage det. Det har jo en helt fantastisk historie helt tilbage fra 1746 (…), sagde Lars Kolind til B.T. i 2023, da huset blev sat til salg.

Ejendommen ligger på Nybrovej 375 i Kongens Lyngby på en 4108 kvadratmeter stor grund med 130 meter privat søbred. Den månedlige ejerudgift er opgjort til 56.484 kroner, og kvadratmeterprisen havner på cirka 106.000 kroner.

Den nye ejer har desuden Marienborg, statsministerens embedsbolig, som nærmeste nabo på den modsatte side af vejen.

Villaen er opført i 1746 og har i sine godt 280 år huset både købmænd, skibsredere, ministre og embedsfolk.

Den fik navnet Tusculum i 1855, da den daværende ejer, lensgreve von Raben, mente, at det mindede ham om den romerske statsmand Ciceros landsted med samme navn.

Ejendomsmægler Ivan Eltoft Nielsen bekræfter over for Ritzau, at villaen er solgt, men har ikke yderligere kommentarer til salget af ejendommen.

Danmark bidrager til indkøb af våben fra USA til Ukraine

Danmark, Sverige og Norge går sammen om indkøb af våben fra USA til Ukraine i et nyt Nato-initiativ, som mandag så dagens lys for første gang.

Danmark støtter i første omgang med 580 millioner kroner. Det skriver Forsvarsministeriet på dets hjemmeside. Pengene skal blandt andet gå til det afgørende Patriot, som er det mest avancerede missilsystem fra USA.

– Ukraine er hårdt presset af især russiske luftangreb og har brug for yderligere militær støtte nu. Det er derfor positivt, at der igen åbnes for amerikanske våbenleverancer, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i meddelelsen.

Initiativet blev drøftet på det store Nato-topmøde i Haag, og den danske forsvarsminister var i USA i juli for blandt andet at drøfte det og skubbe på.

På topmødet blev landene enige om at sende amerikanske våben fra deres lagre til Ukraine, hvorefter de vil blive erstattet af tilsvarende våben og systemer.

For at sikre en hurtig leverance har USA forpligtet sig på hurtig levering. Men det kan vise sig at blive den store udfordring, og den danske regering har tidligere været frustreret over, at amerikanske virksomheder ikke leverer hurtigt nok.

Danmark har været en af Ukraines største støtter, siden Rusland gik fuldtonet ind i landet i starten af 2022.

USA har gentagne gange sået tvivl om sin støtte, siden Donald Trump blev amerikansk præsident, og frygten har været, at Ukraine ikke fik adgang til Patriot-luftforsvarssystemet.

– Det er afgørende for Ukraines mulighed for at forsvare sig selv, at vi fortsat sikrer et transatlantisk samarbejde til støtte for Ukraine, siger Troels Lund Poulsen.

Det danske bidrag ventes at gå til amerikansk luftforsvar og artilleri, og pengene kommer fra Ukraine-fonden.

Holland donerede som det første Nato-land mandag 3,7 milliarder kroner, og Nato bekræftede, at flere lande ventes at gå med i initiativet.

Den skandinaviske pakke har en samlet værdi af 3,2 milliarder kroner.

Forsvarsministeren ønsker ikke at give interview.

På det sociale medie X udtrykker forsvarsalliancens generalsekretær, Mark Rutte, taknemmelighed.

– Det vil levere livreddende udstyr og kritiske forsyninger til frontlinjen, styrke Ukraines stilling og hjælpe dem med at hindre aggression i deres stræben efter varig fred, skriver han.

Politi advarer mod kontakt: Psykiatrisk patient stukket af

Nordjyllands Politi efterlyser en 23-årig mand, som er gået fra Aalborg Psykiatriske Sygehus.

Manden er behandlingskrævende, og politiet opfordrer til, at man ikke tager kontakt til ham, men at man i stedet kontakter politiet.

– Hvis man som borger ser den efterlyste person, så skal man ikke selv tage kontakt til pågældende. Derimod skal man straks ringe til politiet på telefon 114, siger politikommissær Lau Larsen i en pressemeddelelse fra politiet.

Den 23-årige mand forlod sygehuset mandag eftermiddag, og tirsdag har politiet valgt at efterlyse ham offentligt.

Manden beskrives som 171 centimeter høj og spinkel af bygning. Han er kronraget og formentlig iført en mørkeblå sweatshirt eller hættetrøje samt sorte joggingbukser og sorte sko.

Aalborg Psykiatriske Sygehus rummer en række afdelinger, herunder en afdeling for retspsykiatri. Nordjyllands Politi har ikke oplyst nærmere om, hvilken afdeling den 23-årige var indlagt på.

EU skåner varer fra USA for højere told efter ny handelsaftale

Efter at en handelsaftale mellem EU og USA er kommet plads, har EU-Kommissionen besluttet at suspendere de forhøjede toldsatser, der efter planen skulle lægges på amerikanske varer.

Det oplyser EU’s handelstalsmand Olof Gill til nyhedsbureauet AFP.

De forhøjede toldsatser skulle være trådt i kraft 7. august.

Der var tale om ekstra told på amerikanske varer til en værdi af 107 milliarder dollar – eller knap 690 milliarder kroner.

– Kommissionen har i dag vedtaget de nødvendige lovgivningsmæssige procedurer for at suspendere implementeringen af vores modtiltag, som skulle være trådt i kraft 7. august, siger Olof Gill.

27. juli indgik EU og USA en såkaldt rammeaftale om handel.

Den indebærer, at der som udgangspunkt lægges 15 procent told på varer, der eksporteres fra EU til USA.

Toldsatsen på 15 procent er det halve af den toldsats på 30 procent, som USA’s præsident, Donald Trump, forinden havde truet med at indføre på den amerikanske import af varer fra EU.

Bank forventer markant lavere bnp-vækst efter svagt første kvartal

Nykredit forventer markant lavere vækst i dansk økonomi i år end tidligere ventet.

I en prognose skriver bankens cheføkonom, Palle Sørensen, at Nykredit nu forventer, at Danmarks bnp vil vokse med 0,9 procent i år mod tidligere ventet 3,5 procent.

Årsagen til den markante nedjustering er blandt andet, at tilbagegangen i første kvartal har vist sig at være større end først antaget.

I slutningen af juni offentliggjorde Danmarks Statistik et revideret nationalregnskab, hvor bnp faldt 1,3 procent i første kvartal.

– Grundlæggende er billedet af dansk økonomi, der de senere år er løbet fra alt og alle, krakeleret – væksten har muligvis været langt lavere, end vi troede. Og kigger vi fremad er udsigterne fortsat tyngede, skriver Palle Sørensen i en kommentar.

Bruttonationalprodukt er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.

I den første udgave af nationalregnskabet, som blev offentliggjort i maj, blev tilbagegangen i bnp opgjort til 0,5 procent. Der var dermed tale om en nedjustering på 0,8 procentpoint.

I samme omgang offentliggjorde Danmarks Statistik et revideret nationalregnskab for årene 2021 til 2024.

Den samlede vækst i dansk økonomi for årene 2021 til 2024 er nu beregnet til 11,4 procent mod tidligere 15,9 procent.

Særligt i 2022 og 2023 blev væksten nedjusteret.

Livreddere advarer om voksnes brug af paddleboards i havet

Livreddere har i mange år advaret om børns brug af badedyr og baderinge, når de bader i havet.

Nu er det i stigende grad voksnes brug af genstande som paddleboards og surfbrætter, der skaber farlige situationer.

Det skriver Trygfonden Kystlivredning i en pressemeddelelse.

Anders Hammer fra Trygfonden Kystlivredning forklarer, at han som livredder har oplevet en forandring over tiden.

– Da jeg begyndte som livredder, var vi hver sommer ude med advarsler om børns brug af badedyr og baderinge. Nu er det i højere grad de voksnes brug af ”badedyr” som SUP-boards og andre flydemidler, der skaber farlige situationer.

Det er blandt andet fralandsvind, der kan være farlig for badegæster med SUP-boards, også kendt som stand-up-paddle-boards, da de kan risikere at blive fanget af vinden og drive til havs, forklarer Anders Hammer.

– Igen i år har vi haft flere situationer med folk, der ikke selv kan komme tilbage til land og har brug for hjælp.

Trygfondens livreddere har i den forløbne uge gennemført en enkelt ”livreddende aktion”.

Den 28. juli i Nørre Vorupør kom man en surfer til undsætning, der var drevet til havs og ikke havde kræfter til at komme ind på land, oplyser Trygfonden.

Livredderne opfordrer til, at badegæster orienterer sig om vindretningen, før de går i vandet.

– Kig på flaget i toppen af livreddertårnet, eller orienter dig efter det blå badevandsflag, som er på mange strande, siger Anders Hammer.

Trygfonden Kystlivredning gennemførte i alt 6847 indsatser i løbet af uge 31, hvoraf 6003 var oplysende indsatser. Det kan for eksempel dække over at oplyse om lokale forhold på stranden.

Derudover blev der gennemført 169 førstehjælpsaktioner og 674 forebyggende aktioner.

Tidligere lærer idømt fængsel for samleje med 16-årig elev

En tidligere lærer er blevet idømt tre måneders fængsel for at have haft samleje med en 16-årig elev fra en skole i København.

Sådan lød dommen fra Retten på Frederiksberg mandag eftermiddag, fortæller specialanklager Maria Cingari.

Den 43-årige mand arbejder ikke længere som lærer, og han kommer heller ikke til at gøre det i den nærmere fremtid. Foruden fængselsstraffen blev han frakendt retten til at arbejde med børn og unge i to år.

Det var i juni sidste år sent om aftenen, at den daværende lærer havde samleje med teenagedrengen ved et idrætsanlæg.

Ifølge specialanklageren var der ikke rigtig strid om de faktiske omstændigheder i sagen, men der var strid om, hvorvidt de to havde et lærer-elev-forhold.

Selv om manden ikke direkte havde været drengens lærer, fastslog retten, at de havde et lærer-elev-forhold.

Derfor er han fundet skyldig i at have overtrådt straffelovens paragraf 223, der gør det strafbart at have samleje med en person under 18 år, som er betroet den pågældende til undervisning.

– Retten lagde vægt på, at der var det her lærer-elev-forhold, fordi de kom til at kende hinanden på skolen, forklarer Maria Cingari.

Den 43-årige overvejer, om han vil anke dommen til landsretten.

Investorer vil se efter nyt om Novos USA-udfordringer i regnskab

Efter en uge med nedjusteringer, en ny topchef og et samlet kursfald på over 30 procent offentliggør Novo Nordisk onsdag sit regnskab for første halvår.

Og her vil investorer og analytikere holde øje med ny information om selskabets udfordringer med kopiproducenter i USA.

Det fortæller Søren Løntoft Hansen, som er senioranalytiker i Sydbank og blandt andet følger medicinalindustrien.

– Investorerne vil gerne høre, hvordan Novo Nordisk har tænkt sig at adressere de udfordringer, selskabet har på det amerikanske marked, siger han.

Tirsdag i sidste uge nedjusterede Novo Nordisk sine forventninger til salgsvæksten i år fra et spænd på 13 til 21 procent til 8 til 14 procent.

Det skyldtes blandt andet, at fortsat salg af Wegovy-efterligninger presser væksten i USA.

I USA er det lovligt for såkaldte compounders at producere og sælge kopier af medicin, som der er mangel på. Det er også lovligt at sælge versioner, som er lavet ud fra en patients særlige behov.

I den første del af 2025 var der mangel på Wegovy, men det lykkedes Novo Nordisk at skrue så meget op for produktionen, at midlet blev taget af mangellisten.

Dermed skulle salget af kopivarianter af Wegovy som følge af mangel stoppe senest 22. maj. Men ifølge Novo Nordisk finder salget fortsat sted under dække af at være lavet ud fra personers særlige behov.

I forbindelse med nedjusteringen lød det fra Novo Nordisk, at selskabet forfølger “adskillige strategier, herunder søgsmål, for at beskytte patienter fra kopier af “semaglutid”-midler”.

Ud over kopimarkedet vil investorerne ifølge Søren Løntoft Hansen også have fokus rettet mod, hvordan Novo Nordisk vil investere i andre salgskanaler end de klassiske, som typisk går gennem forsikringsselskaber.

Han forklarer, at markedet for vægttabsmidler minder mere om et forbrugsmarked, hvor modtagerne er forbrugere, end et traditionelt medicinmarked, hvor der er tale om patienter.

Novo Nordisk nedjusterede også sine forventninger til væksten i forbindelse med sit regnskab for første kvartal.

Og efter to nedjusteringer inden for relativt kort tid er investortilliden ikke på sit højeste.

– Der er ingen tvivl om, at tilliden har lidt et stort knæk. Der ligger en stor opgave for Novo Nordisk i forhold til at få genetableret den tillid, siger Søren Løntoft Hansen.

Kina vil udpege Dalai Lamas efterfølger i Tibet

Kinas regering skal udpege den næste Dalai Lama, når den nuværende tibetanske buddhistiske leder er død.

Det siger vicesekretær for Kinas kommunistparti i den autonome region Tibet Gama Cedain på et pressemøde ifølge Reuters.

– Den centrale regering har ubestridt det sidste ord i forhold til reinkarnationen af Dalai Lama, siger Gama Cedain med henvisning til Kinas regering.

Kina anser Tibet for at være en del af Kina, mens den kinesiske tilstedeværelse i regionen blandt nogle tibetanere ses som en besættelse.

Den nuværende Dalai Lama fyldte 90 år den 6. juli. Han har sagt, at hans reinkarnation – efterfølger – bliver født uden for Kina.

Han har afvist, at det kinesiske styre skal have indflydelse på, hvem der skal være den næste Dalai Lama.

Mange tibetanere i eksil har udtrykt bekymring for, at Kina vil forsøge at udpege en efterfølger for at styrke den kinesiske kontrol over Tibet.

Dalai Lama selv mener, at ansvaret for at udpege hans efterfølger skal ligge hos Ganden Phodrang, der er den institution, som Dalai Lama og hans forgængere har regeret igennem.

Mand fængslet: Slog kvindes hoved flere gange ind i vandrør

En 35-årig mand fra Odsherred blev mandag varetægtsfængslet for vold og trusler mod to kvinder.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Ifølge politiet dukkede manden søndag formiddag op på en adresse i Asnæs, hvor han overfaldt to kvinder, som han havde en nær relation til.

En 59-årig kvinde fik slået sit hoved gentagne gange ind i et vandrør og mod et klinkegulv, og en 35-årig kvinde blev slået i ansigtet.

Manden er desuden sigtet for at have været i besiddelse af et oversavet jagtgevær med tilhørende ammunition, et ulovligt slagvåben – en såkaldt totenschlæger, en strømpistol, et knojern, en peberspraypistol og syv pebersprays.

Det var en dommer ved Retten i Holbæk, som mandag besluttede at varetægtsfængsle manden. Da retsmødet foregik for lukkede døre, er der dog kun få oplysninger om sagen.

Politiet oplyser, at han ikke har kæret varetægtsfængslingen til landsretten.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]