Seneste nyheder

20. marts 2026

Minister: FBI afværger bombeplan i Los Angeles

USA’s justitsminister, Pam Bondi, siger på X, at en række bombeangreb mod flere mål i Californien er blevet afværget.

Hun kalder det på det sociale medie X en “stor og frygtelig terrorplan”, som skulle have været udført i Los Angeles og Orange County, som ligger i Los Angeles-området.

Angrebet skulle ifølge Bondi være begyndt nytårsaften.

Fire personer blev anholdt i løbet af weekenden i Los Angeles-området, skriver Kash Patel, som er direktør for det amerikanske forbundspoliti, FBI.

I dagene efter blev en femte person anholdt af FBI i New Orleans.

Udover bombeplanerne var der angiveligt også planer om at ramme agenter fra immigrationsmyndigheden ICE samt deres køretøjer, lyder det fra de amerikanske myndigheder.

Men justitsministeriet og FBI afværgede angrebet i et samarbejde, siger Pam Bondi.

– Dette var en utrolig indsats fra de amerikanske anklagemyndigheder og FBI om at sikre, at amerikanerne kan leve i fred, siger hun.

Bondi beskylder en gruppe ved navn Turtle Island Liberation Front for planerne. Hun siger, at den hører til på den “yderste venstrefløj” og er “propalæstinensisk, imod regeringen og antikapitalistisk”.

I forbindelse med sagen er der blevet indgivet dokumenter, der beskriver anklagerne, ved en distriktsdomstol i Californien.

Heraf fremgår det ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der skulle placeres eksplosive anordninger på fem forskellige steder, blandt andet to virksomheder. Det skulle ske ved midnat nytårsaften.

Det fremgår ikke, hvilke virksomheder der skulle være mål for det planlagte angreb.

Fire personer er ifølge dokumenterne anklaget for sammensværgelse samt besiddelse af en ikke nærmere defineret “destruktiv anordning”. Det skriver Reuters.

Gruppen “Turtle Island Liberation Front – LA Chapter” beskriver på sociale medier sit mål som “frigørelse gennem afkolonisering og stammesuverænitet”. Det fremgår af retsdokumenterne.

Turtle Island – Skildpaddeøen – er et navn, som nogle oprindelige folk gav Nordamerika på baggrund af en skabelsesberetning med en kæmpeskildpadde, som bærer verden på sin ryg.

Wammen kalder lønløft til soldater for meget vigtigt overenskomstkrav

Det er et “meget, meget vigtigt krav” for regeringen, at soldater får et “løft” i den kommende overenskomst for 2026 for statsligt ansatte.

Det siger finansminister Nicolai Wammen (S) på et kort pressemøde efter et indledende sættemøde mandag mellem parterne.

– Det, som vi lægger op til fra statens side, er, at vi i forbindelse med den overenskomst, vi nu skal lave, giver et løft til det militære personel i Forsvaret, så vi får lettere ved at rekruttere soldater, og vi også bliver bedre til at holde fast i de dygtige soldater, som vi har, siger Nicolai Wammen.

På sættemødet har Wammen som statens chefforhandler udvekslet hovedkrav og prioriteringer med formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen, der er topforhandler for de statsligt ansatte i kraft af sit formandskab for Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU).

Nicolai Wammen vil ikke afsløre, hvor stort lønløftet skal være til soldaterne ifølge staten.

Men der bliver ikke tale om et ekstraordinært lønløft, hvor regeringen finder ekstra penge, som det var tilfældet for en række udvalgte grupper i slutningen af 2023.

Lønløftet til soldaterne skal findes inden for den eksisterende ramme i overenskomstforhandlingerne, lyder det fra Wammen.

Og dermed vil andre grupper af statsligt ansatte skulle give sig, hvis det står til finansministeren.

Gordon Ørskov Madsen siger, at Nicolai Wammens forslag “ikke er vores udgangspunkt”.

– Men det tager vi inde i rummet, siger han.

Lønmodtagerne vil gerne have “større fleksibilitet” på arbejdsmarkedet og har blandt andet fokus på børnefamilierne, lyder det fra Gordon Ørskov Madsen.

Han har tidligere fortalt til TV 2, at lønmodtagerne går til forhandlingerne med krav om en mærkbar reallønsfremgang og ret til barnets tredje sygedag.

Desuden krav om en fritvalgskonto, som skal give bedsteforældre ret til mere frihed med børnebørnene.

De kommende overenskomster kommer til at dække omkring 800.000 offentligt ansatte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nobelprismodtager fik brud på ryghvirvel under farefuld flugt

Oppositionsleder María Corina Machado fra Venezuela fik brud på ryghvirvlen i forbindelse med sin flugt ud af det sydamerikanske land.

Det skriver det norske medie Aftenposten, der har fået det bekræftet af Machados talskvinde.

Machado rejste sidste uge ud af Venezuela til Oslo for at modtage Nobels fredspris.

Hendes rejse er blevet beskrevet som farefuld og involverede en tur i en fiskekutter midt om natten i dårligt vejr til østaten Curaçao. Det var på den del af turen, hun fik brud på ryghvirvlen, skriver mediet.

Hun nåede lige akkurat ikke frem til selve ceremonien, men har trods rygskaden deltaget i flere pressemøder og blandt andet besøgt Stortinget i Norge. Hun har nu forlænget opholdet, mens hun venter på lægernes anbefaling om videre behandling.

Machado forklædte sig med paryk, da hun forlod sit skjulested i en forstad til Caracas. Derefter måtte hun forbi adskillige militære kontrolpunkter på vej til kysten.

Lederen af det redningshold, der smuglede nobelprismodtageren Machado ud af Venezuela i denne uge, har frarådet hende at vende tilbage til hjemlandet.

Til CNN har han forklaret, at den farlige redningsmission varede næsten 16 timer og hovedsageligt blev gennemført midt om natten på havet i store bølger og kraftig vind.

– Det er uden tvivl den sværeste, mest profilerede og mest sensitive operation, vi nogensinde har udført, sagde Bryan Stern fra Grey Bull Rescue Foundations til CNN.

Machado trodsede med udrejsen både et rejseforbud og en trussel fra den venezuelanske regering om at blive stemplet som landflygtig.

– Ved at tage uden for Venezuela og være under flere strafferetlige efterforskninger vil hun blive anset for at være landflygtig, har statsadvokat Tarek William Saab udtalt.

Han siger, at Machado, der har levet i skjul siden 2024, blandt andet er anklaget for “tilskyndelse til had og terror”.

Selv har Machado sagt, at hun planlægger at vende tilbage til Venezuela, på trods af at myndighederne ønsker hende retsforfulgt.

– Jeg vil være det sted, hvor jeg er mest nyttig for vores sag, har hun sagt.

Det er præsident Nicolás Maduro, der siden 2013 har regeret landet med særdeles hård hånd over for oppositionen og kritikere.

Nobelkomitéen har begrundet prisen til Machado med hendes “arbejde med at fremme demokratiske rettigheder for Venezuelas befolkning”.

Politiet undersøger mistænkeligt forhold i boligområde i Randers

Østjyllands Politi er mandag til stede på vejen Skovlund i Randers, hvor et mistænkeligt forhold bliver undersøgt.

Det skriver politiet på X uden at uddybe, hvad der nærmere bliver undersøgt.

Det er et boligområde i bydelen Vorup i den sydøstlige del af Randers, som politiet er rykket ud til. TV2 Østjylland skriver, at der er blevet set flere civile politibiler, ambulancer og brandbiler.

På en jernbanebro i nærheden er der spærret af, og unavngivne personer fortæller til TV2 Østjyllands reporter på stedet, at sagen har noget med en granat at gøre.

Det er ikke noget, som politiet har kommenteret eller bekræftet.

Politiet skriver på X, at man skal respektere afspærringen og ikke gå ind i området.

Kampfly i juletræsformation flyver tirsdag over København

I morgen, tirsdag, vil kampfly i juletræsformation flyve over København og Øresundsregionen.

Det oplyser Forsvaret på X.

– Formationen, der vil have facon som et juletræ, er en tilbagevendende juletradition i det svenske forsvar, og den finder sted hvert år over hele Sverige med forskellige fly og helikoptere.

– Efter Sveriges indtræden i Nato, er markeringen udvidet til også at foregå på skift sammen med fly fra både Finland, Norge og Danmark, skriver Forsvaret.

Svenske Gripen-kampfly samt danske F-16- og F-35-kampfly deltager i tirsdagens flyvning, oplyses der.

Formationen kommer ifølge Forsvaret fra Køge Bugt og er planlagt til at være over København klokken 14.08.

– Det bedste sted at se flyene er i området omkring Holmen/Refshaleøen/Kastellet. Herefter fortsætter formationen over Øresund mod Helsingør, hvor de er klokken 14.13, drejer rundt og fortsætter mod syd langs den svenske kyst mod Malmø, skriver Forsvaret, som tilføjer, at der er tale om “cirka-tider”, da vejr og operative forhold kan medføre ændringer eller aflysninger.

– Vejret ser umiddelbart samarbejdsvilligt ud, men onsdag er reservedag, hvis skydækket er for lavt tirsdag, skriver Forsvaret.

Tømmermændsplaget vært udskiftes på P3-program

Jasper Ritz har ikke ønsket at vende tilbage som vært på P3-programmet “Benægt, benægt, benægt”.

Det oplyser DR i en skriftlig besked til Ritzau.

Jasper Ritz måtte afbryde et program 18. oktober efter ti minutters udsendelse som følge af tømmermænd.

Mads Læbel har været vært, mens Jasper Ritz har holdt en pause fra programmet. DR oplyser, at Mads Læbel fortsætter som vært på programmet.

Selv om Jasper Ritz ikke har ønsket at fortsætte i værtsrollen, så forbliver han stadig en del af P3-programmet.

– Han har sagt ja til at være med til at udvikle programmet, så det når ud til endnu flere lyttere, oplyser Susanne Sundstrøm, der er afdelingsleder for P3 Radio, til Ritzau.

Jasper Ritz undskyldte for hændelsen i et opslag på Instagram i oktober.

– Det er skamfuldt og pinligt, at tømmermænd tog sejren, og jeg skal på mest ydmyge måde muligt undskylde til alle mine kollegaer og ikke mindst mine højt elskede lyttere af programmet, fortalte han dengang.

Mads Læbel har tidligere været vært på P3-programmet “Jydekrogen”. Han har også flere gange siddet bag mikrofonen på programmet “Weekendmorgen” på P3.

P3-programmet “Benægt, benægt, benægt” er et underholdningsprogram, hvor lyttere kan ringe ind og gå til bekendelse, hvis man har dummet sig eller gjort noget, man fortryder, lyder det i en programbeskrivelse.

“Jasper er vært, og han har helt sikkert gjort noget dummere end dig” stod der i programteksten til P3-programmet i oktober.

Værten havde dagen forinden den tømmermændsplagede udsendelse været til P3 Guld.

Tyskland styrker sin indsats for Ukraines forsvar

Tyskland og Ukraine er blevet enige om en ny tipunktsplan, der skal styrke Tysklands engagement i Ukraines forsvar.

Planen er blevet præsenteret mandag under den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs besøg i Berlin.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

– En stærk ukrainsk forsvarsindustri er afgørende for forsvaret mod Ruslands aggressionskrig og et vigtigt element i sikkerhedsgarantierne for at afskrække mod yderligere russisk aggression, lyder det i dokumentet om planen.

Ifølge dokumentet vil de to lande blandt andet arbejde tættere sammen om forsvarsrelateret forskning.

Derudover vil der blive undersøgt mulighederne for fælles indkøb af ukrainskproduceret forsvarsmateriel til beskyttelse af Nato-luftrummet, og landenes forsvarsministerier vil afholde “regelmæssige konsultationer på højt niveau”.

Et andet punkt lyder, at Tyskland og Ukraine vil iværksætte omfattende tiltag for at forebygge korruption. Meldingen kommer efter en større sag om en korruptionsskandale i Ukraine.

Zelenskyj landede i Tyskland i weekenden og har søndag og mandag holdt møder med amerikanske udsendinge om en fredsaftale.

Den ukrainske præsidents kontor har mandag eftermiddag oplyst, at møderne med amerikanerne er overstået.

Meldingen fra USA’s særlige udsending Steve Witkoff lød søndag, at der var “store fremskridt” i forhandlingerne.

Det skrev han i et opslag på X.

I løbet af mandagen skal Zelenskyj også holde møde med formanden for Forbundsdagen, Julia Klöckner, og den tyske forbundskansler, Friedrich Merz.

Om aftenen ventes adskillige europæiske ledere at komme til Tyskland. Her vil Merz tage imod blandt andre Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og den britiske premierminister, Keir Starmer.

Reuters

Ekspertgruppe lægger op til fire faglinjer på ny gymnasieuddannelse

Når gymnasieuddannelsen epx efter planen åbner i 2030, skal elever i hele landet kunne vælge mellem fire faglinjer kaldet grene.

Det er en af anbefalingerne, som en ekspertgruppe er kommet med mandag.

Det blev politisk aftalt i februar, at der skal oprettes en ny, toårig gymnasieuddannelse, som i højere grad skal være erhvervsrettet end praktisk funderet.

Og det skal de fire linjer også være, mener ekspertgruppen.

Der er for eksempel en gren for samfund, sikkerhed og sundhed. Den skal indeholde fag om beredskab, jura og pædagogik.

På en af de andre grene skal eleverne lære om design og bæredygtigt håndværk. Den skal hedde Håndværk, resurser og design, foreslås det i anbefalingerne.

De to sidste faglinjer har overskrifterne Natur, teknologi og forbrug og Business og innovation.

Ekspertgruppen lægger op til, at faglinjerne ikke får betydning for, hvilke uddannelser eleverne kan komme ind på efter epx.

Gruppen Pussy Riot stemples som ekstremistisk organisation i Rusland

Det feministiske punkband Pussy Riot, der også er kendt for sin aktivisme, er mandag blevet betegnet som en ekstremistisk organisation af en domstol i Moskva.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Dermed forbydes bandets aktiviteter i Rusland.

Pussy Riot blev verdensberømt i 2012, da tre af medlemmerne blev dømt til to år i straffelejr for en protest i en ortodoks kirke.

Allerede siden protesten i kirken har bandets sange og videoer været forbudt i Rusland, men med mandagens dom bliver alle gruppens aktiviteter forbudte.

Også grupper som Jehovas Vidner og en politisk organisation tilhørende den afdøde oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj er på den russiske liste over ekstremistiske organisationer, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Pussy Riot opstod i 2011, og gruppen har hele vejen igennem stået i opposition til Ruslands præsident, Vladimir Putin, med punkoptrædener med både kritik af den ortodokse kirke og præsidenten.

Medlemmer af gruppen er før blevet idømt fængselsstraffe for deres virke, og ifølge Reuters lever bandets medlemmer i eksil.

Gruppen har flere gange taget afstand fra krigen i Ukraine, og ifølge nyhedsbureauet dømte en domstol i september dem in absentia til fængselsstraffe på op mod 13 år.

Gruppen blev dømt for at sprede løgne om den russiske hær. Pussy Riot afviste dengang anklagerne og afskrev dem som politisk motiverede, skriver Reuters.

I 2023 præsenterede gruppen sin første egentlige museumsudstilling på Louisiana Museum i Humlebæk.

På det internationalt anerkendte kunstmuseum gav den russiske gruppe “et indblik i udviklingen af Putins Rusland de sidste ti år”, lød det dengang i beskrivelsen af udstillingen.

Udstillingen bestod blandt andet af en præsentation af gruppens aktioner – for eksempel da fire medlemmer løb på banen under fodbold-VM-finalen i 2018. Derudover fulgtes flere medlemmers flugt fra Rusland ligeledes i udstillingen.

Dansende pirattaxachauffør stjal telefon fra passager

Østjyllands Politi har i weekenden modtaget flere anmeldelser om borgere, der har været udsat for tyveri fra pirattaxaer i forsøget på at komme hjem efter en tur i Aarhus’ natteliv.

Det skriver politikredsen i døgnrapporten mandag.

Flere har fået stjålet mobiltelefoner efter at have danset med en pirattaxachauffør.

En 22-årig mand fik blandt andet stjålet sin iPhone natten til søndag. Han blev kørt hjem af en pirattaxa, og da han blev sat af, ville chaufføren danse en dans med den unge mand.

Chaufføren kom helt tæt på manden, og ifølge politiet var det formentlig dér, at den 22-årige fik stjålet sin telefon. Hans kreditkort lå på telefonen, og der nåede at blive hævet flere tusinde kroner, inden han fik sin konto spærret.

Natten til fredag gik det ud over en 28-årig mand, selv om han ikke engang blev kørt af pirattaxaen. Han blev tilbudt et lift og takkede nej. Men han indvilgede i at lade chaufføren vise ham nogle dansetrin.

Det skulle han aldrig have sagt ja til, for da chaufføren havde udført de sidste trin og var borte, opdagede manden, at hans telefon var blevet stjålet.

En 25-årig mand oplevede et lignende tyveri i midtbyen. Han fik hapset både telefon og kontanter efter en pirattaxatur.

Også en 52-årig mand fik stjålet sin telefon af en nærgående taxachauffør. Her endte turen ikke med en svingom, men chaufføren fik tilsneget sig et kram fra den 52-årige.

Chaufføren havde luret koden til mandens kreditkort og brugte flere tusinde kroner.

Østjyllands Politi opfordrer til, at man dropper pirattaxaerne.

– Hvis du skal i byen, så sørg for at finde ud af, hvordan du kommer hjem, inden du tager afsted. Få en ven eller et familiemedlem til at hente dig, tag offentlig transport eller tag en rigtig taxa.

– Der er desværre mange eksempler på, at det er gået galt for dem, der lader sig lokke af et billigt lift i en pirattaxa, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Coronarapport: Der manglede bedre forberedelse og tydeligere faser

Den danske håndtering af coronapandemien var overordnet set vellykket, men der er plads til forbedring.

Sådan lyder en evaluering af den danske krisehåndtering. Den har Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, gennemført for Folketingets Epidemiudvalg.

Evalueringen består af fire delrapporter, hvoraf den fjerde er udkommet mandag. Den samler læringspunkter og erfaringer på tværs af de tre foregående delrapporter.

Det lyder blandt andet, at i den akutte fase var samspillet mellem myndighederne under en centraliseret styring.

Fokus her var på at handle og træffe beslutninger. Men det har også “udfordret det tværsektorielle samarbejde og den demokratiske legitimitet”.

Da man skulle vende gradvist tilbage til hverdagen, var det også udfordrende, lyder det i rapporten.

Indsatsen blev ikke faseinddelt og tilpasset undervejs, men det burde den have været.

– Akutte krisetiltag bør ikke vare længere end nødvendigt, før der skiftes til en mere bæredygtig respons, der tilpasses en ny kontekst eller nye vilkår, står der.

Der bør desuden være et “kontinuerligt fokus på at justere indsatser baseret på ny viden”, lyder det. Myndighederne bør derfor sørge for eksempelvis at lave skaleringsplaner, som kan bruges, når krisens faser skifter.

Samtidig peger forskerne på behovet for at handle proportionelt.

– Omfanget af teststrategien udgør et eksempel på et tiltag, der ikke fremstår som proportionelt, lyder det.

Til Berlingske siger rapportens medforfatter Jakob Kjellberg, at “det stak af med testene”.

– Det var overdrevet. Man fik ikke lukket ned for det, og det blev ved alt for længe, hvor det ikke gav mening, siger Kjellberg til mediet.

Forskerne peger i rapporten også på, at der manglede en “generel opmærksomhed på pandemiens og krisehåndteringens afledte sociale slagside”.

Her peges blandt andet på patientgrupper, hvis behandling blev mest påvirket, samt børn og unges læring og trivsel.

– Læringen fra pandemien peger desuden på behovet for et skærpet ansvar for systematisk opfølgning på grupper, der påvirkes negativt af tiltag, som er indført til gavn for andre, lyder det videre.

De første offentlige coronatestcentre slog dørene op i foråret 2020.

Da køerne var længst og aktiviteten størst, blev der dagligt udført omkring 300.000 coronatest. Det var midt under coronaepidemien i marts 2021.

Teststrategien endte med at koste omkring 17,8 milliarder kroner mellem marts 2020 og det første kvartal af 2021.

Iransk nobelmodtager: Har været på hospitalet efter voldelig anholdelse

Den iranske aktivist og nobelprismodtager Narges Mohammadi har to gange været på hospitalet, efter hun fredag blev anholdt i Iran.

Det skriver hendes organisation, Narges Foundation, på det sociale medie X.

Ifølge organisationen fortæller Mohammadi i et telefonopkald fra fængslet, at årsagen til hospitalsbesøgene er, at hun under anholdelsen blev slået voldsomt og gentagne gange med knipler i både hovedet og på nakken.

Hun oplyser desuden, at hun ikke ved, hvilken sikkerhedsmyndighed, der i øjeblikket tilbageholder hende.

Menneskerettighedsforkæmperen blev sammen med flere andre anholdt under mindeceremonien for menneskeretsadvokaten Khosrow Alikordi.

Alikordi døde ifølge officielle rapporter af et hjertestop, men kilder fra oppositionen siger, at han døde som følge af tortur i politiets varetægt, skriver nyhedsbureauet dpa.

Hasan Hematifar, en anklager fra den nordøstlige by Mashhad, hvor mindeceremonien fandt sted, siger ifølge Reuters, at Mohammadi og Alikordis bror havde fremsat “provokerende bemærkninger” ved advokatens mindeceremoni.

Ifølge anklageren havde de opmuntret de tilstedeværende til “at råbe normbrydende slagord” og “forstyrre freden”.

Narges Mohammadi modtog Nobels fredspris i 2023 for sin kamp mod undertrykkelse af kvinder i Iran og for sin indsats for at fremme menneskerettigheder og frihed generelt.

Hun kunne dog ikke selv møde op og modtage prisen i Oslo i Norge, da hun sad i fængsel.

Mohammadi har gennem årene adskillige gange afsonet fængselsstraffe i Iran for blandt andet propaganda og var senest indsat i det berygtede Evin-fængsel.

Hun blev løsladt i december 2024 af helbredsmæssige grunde.

Khosrow Alikordi blev 46 år og forsvarede som advokat netop politiske aktivister, som blev retsforfulgt i Iran. Han har tidligere selv siddet i fængsel i Iran.

Knallertkører er i kritisk tilstand efter påkørsel i Grindsted

En 51-årig mand er i kritisk tilstand, efter at han søndag aften blev kørt ned, mens han kørte på sin knallert i Grindsted.

Det skriver JydskeVestkysten.

Ifølge Sydøstjyllands Politi kørte manden lige over i et kryds ved Kvickly og kørte direkte ind i en kørende bil. Politiets foreløbige vurdering er, at det var knallertføreren, som burde have holdt tilbage i krydset.

Han vil som minimum blive sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt i krydset.

Politiet har også mistanke om, at manden var påvirket af alkohol under kørslen. Derfor har han fået taget en blodprøve, så det kan afgøres, om han havde indtaget for meget alkohol til, at han måtte køre på knallerten.

Den 51-årige mand blev fløjet med helikopter til Odense Universitetshospital.

Knallertføreren havde også en 55-årig mand siddende bagpå. Han pådrog sig en mindre skade i hovedet og blev kørt med ambulance til sygehuset i Esbjerg.

Føreren af bilen var en 41-årig kvinde fra Grindsted. Hun kom ifølge politiet ikke noget til ved ulykken.

Lillejuleaften og 2. juledag byder på mest trængsel i trafikken

Der er mulighed for kødannelser, forlænget rejsetid og tæt trafik, hvis man begiver sig ud i trafikken 23. december og 26. december.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse mandag.

Det forventes, at juletrafikken vil være værst 2. juledag mellem klokken 11 og 14, hvor der er stor risiko for kødannelser og forlænget rejsetid.

Årsagen til dette er, at flere personer er på vej hjem fra juleferie eller skal videre til julefrokoster rundt i landet. Juletrafikanter opfordres derfor til at undgå at køre mellem klokken 11 og 14.

Den 23. december mellem klokken 11 og 14 er der risiko for mindre kødannelser og tæt trafik, vurderer Vejdirektoratet, der uddyber, at det i særdeleshed omhandler trafikken i retning fra hovedstadsområdet mod Fyn og Jylland.

Vejdirektoratet anbefaler, at man så vidt muligt undgår at køre i dette tidsrum.

Det er Vejdirektoratets forventning, at trafikken kan afvikles uden større forsinkelser de resterende juledage.

Dette skyldes, at julen falder på en onsdag, og det gør, at trafikken højst sandsynligt bliver spredt ud over flere dage, end tilfældet har været andre år.

På E45 Østjyske Motorvej er Vejdirektoratet i gang med et anlægsarbejde i forbindelse med en udvidelse af motorvejen.

Flere steder mellem Vejle og Aarhus er hastigheden derfor sat ned til 80 kilometer i timen, hvilket kan medføre yderligere rejsetid i juledagene, hvor der er tæt trafik.

Vejdirektoratet opfordrer juletrafikanter til at følge udviklingen i trafikken både før og under køreturen.

Topchef i Aarhus Havn stopper med øjeblikkelig virkning

Topchefen i Aarhus Havn, Thomas Haber Borch, stopper på posten med øjeblikkelig virkning.

Det skriver Aarhus Havn i en pressemeddelelse.

Her lyder det fra formand Susanne Juhl, at bestyrelsen har besluttet, at der er brug for en “anden profil” i havnens videre udvikling. Hun siger samtidig tak til den afgående topchef for hans arbejde.

– Bestyrelsen anerkender den store indsats, som Thomas Haber Borch har ydet for Aarhus Havn gennem hårde år med corona-lockdown, forsyningskrise i verdenshandlen og et svært forløb om den foreslåede udvidelse af Yderhavnen, siger hun i meddelelsen.

– Vi har dog i bestyrelsen valgt, at der er behov for en anden profil til at stå i spidsen for Aarhus Havns videre udvikling i fremtiden, siger Susanne Juhl videre.

Thomas Haber Borch har stået i spidsen for Aarhus Havn som topchef siden juli 2020. Dermed har han besiddet posten i fem et halvt år.

Indtil der er ansat en ny topchef, vil bestyrelsen sætte en midlertidig topchef ind, lyder det. Den midlertidige topchef ventes offentliggjort “inden for få dage”.

I løbet af første halvdel af 2026 forventer bestyrelsen at have fundet en ny topchef.

Thomas Haber Borch siger selv, at han har været glad for sine år i direktørstolen.

– Jeg ser frem til nye muligheder og tager mange gode erfaringer med mig videre, siger han i pressemeddelelsen.

Løkke ser ingen alternativer: EU skal enes om omstridt lån til Ukraine

EU skal blive enige om et erstatningslån til Ukraine i denne uge.

Det fastslår udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på vej ind til mandagens møde for EU-landenes udenrigsministre i Bruxelles.

– Det er helt afgørende, at vi i denne uge sikrer noget mellemlang finansiering til Ukraine, så de kan holde sammen på deres samfund, stå op imod russerne og forhandle fra en styrket position, siger Løkke.

Han mener ikke, at der er nogen alternativer til erstatningslånet fra de indefrosne russiske midler.

– Den eneste mulighed, der reelt eksisterer, og den kan håndteres med kvalificeret flertal, siger Lars Løkke Rasmussen.

Og det kan blive nødvendigt at bruge kvalificeret flertal for at nå i mål.

Idéen er nemlig stødt på modstand fra flere lande. Mest bekymrende fra Belgien, hvor hovedparten af midlerne er indefrosset.

I alt 140 milliarder euro fra værdipapirdepotet Euroclear i Bruxelles ventes at skulle mobiliseres som del af lånet.

Belgiens premierminister, Bart De Wever, mener dog, at der er store risici ved forslaget.

Derfor har han krævet omfattende garantier fra de øvrige EU-lande for, at de om nødvendigt vil betale lånet tilbage til Rusland.

Fredag fik Belgien overraskende opbakning fra EU’s tredjestørste land målt på befolkning, Italien.

De to lande var sammen med Bulgarien og Malta underskrivere på et fælles brev, hvor de stiller sig bag ønsket om finansiering af Ukraine, men udtrykker bekymring for risici ved lånet fra de russiske midler.

Rusland har truet med at ramme europæiske aktiver og virksomheder i Rusland, hvis de russiske midler lånes til Ukraine.

Tanken er, at Rusland efter krigen skal betale erstatning til Ukraine, som så skal betale lånet tilbage til Rusland med Ruslands egne penge.

Det er dog ikke sikkert, at Rusland vil gå med til at betale erstatning som del af en fredsaftale, der måske forhandles på plads af USA’s præsident, Donald Trump.

Spørgsmål: Bør EU om nødvendigt træffe beslutningen med kvalificeret flertal og dermed køre Belgien over trods deres modstand og trods, at pengene er indefrosset i Belgien?

– At træffe beslutningen med kvalificeret flertal er ikke det samme som at køre Belgien over. Men vi har nogle lande, som helt åbenlyst har sagt, at de ikke vil indgå i de løsninger.

– Det gælder Ungarn, og det gælder Slovakiet. Det er vi nødt til at se bort fra. Og så er Belgien i en særlig situation, fordi det er der, midlerne er indefrosset. Derfor skal vi også strække os langt for at give belgierne den tryghed, der skal til, siger Lars Løkke Rasmussen.

Problemet er, at Ungarn blokerer for den anden oplagte mulighed: Et fælles lån på 45 milliarder euro med afsæt i EU-budgettet.

– Alle andre forslag kræver enstemmighed. Og vi har nogle få lande, der står i vejen for det.

– Derfor er det vores vurdering som formandskabsland, at vi skal finde en løsning med afsæt i de immobiliserede russiske aktiver, siger Lars Løkke Rasmussen.

Allerede ved udgangen af første kvartal næste år står Ukraine ifølge en EU-diplomat over for et “økonomisk kollaps”, hvis ikke der kommer nye midler.

Derfor skal der træffes en beslutning på EU-topmødet i denne uge:

– Ellers efterlader vi Ukraine et rigtigt dårligt sted. Og vi får desværre også vist til omverdenen, at der i så fald vil være lidt hold i den kritik, amerikanerne på det seneste har rejst mod Europa, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han henviser til den amerikanske sikkerhedsstrategi og udtalelser fra Donald Trump, der har betegnet EU som svagt og retningsløst.

Trump-administrationen mener desuden, at det europæiske kontinent vil være uigenkendeligt om 20 år, hvis migrationen fortsætter.

Over fire millioner kroner indsamlet til skudramt Bondi-helt

På mindre end 24 timer er over en million australske dollar blevet indsamlet til Ahmed al-Ahmed, som søndag overmandede én af gerningsmændene under et masseskyderi ved Bondi Beach i den australske storby Sydney.

Det svarer til over fire millioner danske kroner.

Den 43-årige grønthandler og far til to børn, der i flere medier omtales som “Bondi-helten”, blev selv skudt under angrebet, der var rettet mod et jødisk Hanukkah-arrangement ved stranden.

Ahmed al-Ahmed meldes at være i stabil tilstand, men skal gennemgå flere operationer.

Indsamlingen foregår gennem hjemmesiden Gofundme. Den største donation kommer fra den amerikanske rigmand William Ackman, der er administrerende direktør for investeringsselskabet Pershing Square Capital.

Ifølge Gofundme har Ackman doneret 99.999 australske dollar – svarende til cirka 423.000 kroner til indsamlingen, hvilket er det højeste beløb, man kan give på hjemmesiden.

Det var Ahmed al-Ahmeds pårørende, der ifølge dpa bekræftede, at det er ham, der overmandede gerningsmanden under angrebet.

På videooptagelser fra Bondi Beach kan man se, hvordan al-Ahmed sniger sig op bag en mand, der affyrer skud med et geværlignende våben.

Al-Ahmed gemte sig bag en bil, hvorefter han løb frem mod gerningsmanden og kastede sig over ham bagfra. Efter lidt tumult lykkedes det al-Ahmed at hive våbnet ud af den anden mands hænder.

Gerningsmanden faldt herefter baglæns ned på jorden, mens Ahmed al-Ahmed pegede på ham med geværet.

Kort efter stillede grønthandleren våbnet op ad et træ, mens manden, der affyrede skud, langsomt gik fra stedet og undervejs støttede sig til en lygtepæl.

På optagelsen kan man også se en anden gerningsmand affyre skud, efter at den første gerningsmand har mistet sit våben.

Ahmed al-Ahmed bor i Sydney-forstaden Sutherland.

15 personer blev dræbt af gerningsmændene under angrebet i Bondi søndag, herunder en tiårig pige.

De australske myndigheder beskriver det som et terrorangreb målrettet mod det jødiske samfund.

760.000 DR-radioudsendelser fra 90’erne og 00’erne bliver tilgængelige

760.000 radioudsendelser fra DR bliver over de kommende uger tilgængelige for offentligheden i Det Kongelige Biblioteks DR-arkiv.

Det skriver Det Kongelige Bibliotek i en pressemeddelelse.

De hundredtusindvis af radioudsendelser er fra perioden 1989 til 2005 og kommer både fra DR’s P1, P2 og P3.

Det omfatter blandt andet “Morgennisserne”, som kunne høres i radioen fra 1969 til 1996, samt 90’er-satireprogrammet “Tæskeholdet”.

Udsendelserne er blevet klippet op og metadataregistreret af medarbejdere på Det Kongelige Bibliotek, så de nu kan søges frem og afspilles i arkivet.

Det er den største udvidelse af arkivet, siden Det Kongelige Bibliotek åbnede det i marts 2025. Det er også første gang, at mange af udsendelserne bliver digitalt tilgængelige for danskerne.

Direktør på Det Kongelige Bibliotek Bente Skovgaard Kristensen kalder det i pressemeddelelsen “helt særligt, at vi nu kan give offentligheden adgang til så mange timers radiohistorie”.

– Radioen har gennem generationer været danskernes fælles lydspor – fra morgenradio i køkkenet til satire, debat og musik, der har samlet os på tværs af landet, lyder det.

I 2026 ventes arkivet at rumme radio tilbage fra 30’erne og tv tilbage til 50’erne.

De første af de nye udsendelser er allerede at finde i arkivet, mens flere tilføjes over de kommende uger, oplyser biblioteket.

Arkivet er tilgængeligt på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside og er åbent for alle.

På den måde kan borgere dykke ned i udsendelser, der ikke har været almindeligt tilgængelige, siden de først blev udsendt.

Både ældre udsendelser og de nyeste udsendelser kommer løbende til, inden DR-arkivet står helt færdigt. Ifølge Det Kongelige Biblioteks hjemmeside er man indtil videre nået 38 procent af vejen.

For første gang nogensinde er over 100.000 seniorer i job

Antallet af seniorer med et lønmodtagerjob fortsætter med at stige og har i oktober rundet et skarpt hjørne.

For første gang nogensinde er over 100.000 personer over folkepensionsalderen nemlig i beskæftigelse.

Det viser tal fra databasen Jobindsats.dk under Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

I oktober var der således 100.498 personer, som havde et lønmodtagerjob, selv om de har passeret folkepensionsalderen. Det er knap seks procent flere end i samme måned året før.

Folkepensionsalderen er i 2025 på 67 år. Pensionsalderen bliver gradvist forhøjet, efterhånden som levetiden stiger.

Senest har Folketinget vedtaget, at pensionsalderen stiger til 70 år fra 2040.

Michael Drescher, som er chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening, kalder det en milepæl, at der nu er over 100.000 seniorer i arbejde.

Det viser ifølge chefkonsulenten, at mange seniorer både kan og vil bidrage. Samtidig er det et tegn på, at politiske tiltag virker, lyder det.

– Afskaffelsen af modregning og andre tiltag har haft en mærkbar effekt. Når man belønner arbejdslyst, kvitterer seniorerne ved at blive længere i job, siger Michael Drescher i en skriftlig kommentar.

Folketinget har besluttet, at pensionister ikke skal modregnes i deres pension, hvis de samtidig har en lønindkomst.

Ændringen trådte i kraft i 2023.

Siden da er antallet af seniorer i arbejde steget 30 procent.

Lønmodtagere, som har passeret folkepensionsalderen, får desuden udbetalt et skattefrit beløb det første og andet år, de bliver på arbejdsmarkedet.

Beløbet stiger i 2026 og igen i 2029.

Kristian Skriver, som er seniorøkonom i Dansk Erhverv, glæder sig over udviklingen, som han også mener, kommer danske virksomheder til gavn.

– Virksomheder har i stigende grad behov for flere medarbejdere, så derfor er det guld værd, at mange seniorer tager et par ekstra år på arbejdsmarkedet. Det er godt for dansk økonomi og for de danske virksomheder, skriver han i en kommentar.

Kristian Skriver fremhæver desuden, at antallet af danskere mellem 20 og 64 år, som også kaldes arbejdsmarkedets kernetropper, falder.

Særligt set i det lys er det godt nyt, at flere seniorer tager nogle ekstra år på arbejdsmarkedet, mener han.

Område nær banegård i Holstebro skal bruges til militær brug

Et område ved banegården i Holstebro bliver mandag og tirsdag omdannet til et midlertidigt militært område.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det midlertidige militære område oprettes i forbindelse med flytningen af militært materiel.

Området vil være bevogtet af Forsvaret og markeres med hegn samt skilte.

Forsvaret har fået samtykke af Midt- og Vestjyllands Politi til at etablere området.

Der er indført et overflyvningsforbud over området, hvilket blandt andet betyder, at det er forbudt at flyve med drone i det midlertidige militære område.

Forsvarets arbejde vil ikke påvirke bus- og togdrift i området. Flere lyskryds på eller nær Ringvejen i Holstebro vil kortvarigt være lukket for trafik.

Caroline Egeberg Jochumsen, der er presse- og kommunikationschef i Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestjylland, fortæller, at hun ikke kan oplyse de konkrete genstande, der skal flyttes.

– Det er en del af det bidrag, der har været i Baltikum som en del af Natos forsvar. Det er det, som vi har til stede i Letland, der bliver hjemtaget i forbindelse med redeployering (flytning af tropper, red.), siger hun.

I weekenden ankom 800 soldater til Danmark, efter at de havde været udstationeret i Letland. Soldaterne havde været udstationeret i fire måneder som en del af en international brigade, der skal øge den militære sikkerhed i Baltikum.

Selv om de udsendte soldater vender hjem, så indgår de fortsat i Natos beredskab i forhold til Ruslands tilstedeværelse i området i og omkring Østersøen.

Det midlertidige militære område etableres mandag klokken 10.00 og ophører tirsdag klokken 20.00.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]