Seneste nyheder

4. maj 2026

Flere kaskelothvaler har fået fjernet kæberne

Tre ud af de fire kaskelothvaler, som blev meddelt strandede fredag, har nu fået fjernet deres kæber.

Fredag strandede fire kaskelothvaler ved henholdsvis Fanø og halvøen Skallingen.

Lørdag eftermiddag lyder meldingerne dog på, at der i alt er strandet fem hvaler.

– Der ligger to ved Skallingen, to ved Søren Jessens Sand og en ved Sønderho.

Sådan lyder det fra Christian Fischer, der er den ene af to strandfogeder på Fanø.

Samme melding kommer Michael Baun med, som også er strandfoged.

Det oplyser tvSyd på deres liveblog.

To af kaskelothvalerne blev tidligere lørdag bekræftet døde. De to hvaler lå på nordspidsen af Søren Jessens Sand på Fanø.

Der ligger yderligere en hval på Fanø ved Sønderho Strand.

Den unge hval ved Sønderho Strand er endnu ikke bekræftet død. Det forventes dog ifølge strandfoged Christian Fischer, at den dør i løbet af kort tid.

Det er ifølge Miljøstyrelsen ikke muligt at aflive kaskelothvaler, der er strandet, på en dyreetisk og sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde.

Derfor afventes den naturlige død. Ifølge hvalforsker Carl Kinze sker det i sidste ende af stress.

Kæberne, som er blevet fjernet, vil nu blive sendt til Københavns Universitet. Det fortæller strandfogeden Michael Baun.

Michael Baun tilføjer om de strandede kaskelothvaler at det er “træls”, men at naturen nu engang er sådan – og at der før har været strandinger.

Privatbilleder bragt af tvSyd viser også, hvordan kæben blev fjernet på hvalen i Skallingen.

Personen bag billederne – Lasse Lindved – var tilfældigvis ude at gå ved stranden, da han ser, at kæben er i gang med at blive fjernet med en motorsav.

Det skriver tvSyd på deres liveblog.

På nuværende tidspunkt er tre kæber sikret. Der er tale om kæberne fra de to hvaler ved Søren Jessens Sand og hvalen ved Skallingen.

En hun kaskelothval kan veje op til 20 tons, imens hannerne kan veje helt op til 50 tons.

Dertil bliver hunnen mellem 12 og 14 meter lange. Hannen kan nå en længde på 16-18 meter.

Miljøstyrelsen: Strandede hvaler kan ikke aflives på forsvarlig måde

Det er ifølge Miljøstyrelsen ikke muligt at aflive kaskelothvaler, der er strandet ved Fanø, på en dyreetisk og sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde.

Det oplyser styrelsen skriftligt til Ritzau.

Det er hvalforsker Carl Kinze, som er tilknyttet Statens Naturhistoriske Museum, enig i.

– Hvis man skal aflive dem, kræver det, at man kommer ind til de vitale organer, og det vil påføre dem langt mere smerte og lidelse, end hvis man bare lader dem glide langsomt over i døden, siger han.

Fredag strandede fire kaskelothvaler ved Fanø og halvøen Skallingen, der ligger ud for Esbjerg.

Der er lørdag forlydender om, at op mod yderligere to hvaler kan være strandet. Det er der dog usikkerhed om.

Der er både levende og døde dyr blandt de hvaler, der er strandet ved Fanø, oplyser Miljøstyrelsen.

Når hvalerne strander, er det ifølge Carl Kinze “nærmest uundgåeligt”, at de dør.

– Den ideelle situation ville være, at man var til stede lige det øjeblik, de var ved at strande, så man kunne foretage en redningsaktion, men det sker sjældent, siger han og understreger, at det er helt naturligt, at hvaler, der strander, dør.

Ifølge hvalforskeren dør hvalerne i sidste ende af stress.

– De ligger med maven på en sandbanke, men deres hoved siger, at de er ude på det åbne ocean. Hvalerne er meget affældige på den slags former for stress. Når stresshormonerne pumper rundt i hvalen, kan dens indre organer gå i selvopløsning, siger han og tilføjer:

– Det lyder fælt, men det er en proces, der er næsten helt umulig at standse. Især når de er så store, som de er.

Miljøstyrelsen har en koordinerende rolle i forbindelse med de strandede kaskelothvaler.

Lørdag er styrelsens beredskab for strandede havpattedyr rykket ud for at forsøge at skabe ro omkring de levende dyr og samtidig sikre kæber fra de døde.

Styrelsen opfordrer også til, at man holder sig fra de strandede hvaler, da det kan stresse dem yderligere.

Det bedste man kan gøre, er ifølge Carl Kinze netop at passe på de levende hvaler og skære kæberne af døde, så man kan indsamle viden om dem.

– Man kan ikke planlægge en kaskelotstranding. Det er så tilfældigt og uberegneligt. Selv om det er et kedeligt fænomen, så er det naturens gang, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hongkong vil bruge milliarder på at købe lejligheder efter dødsbrand

Myndigheder i Hongkong tilbyder at købe de ramte borgeres ødelagte boliger efter en dødsbrand i et stort lejlighedskompleks.

Det skriver nyhedsbureauet AFP lørdag.

Siden branden i komplekset Wang Fuk Court i november har mange levet i uvished om, hvor og hvornår de igen kan finde en fast bolig.

Nu står det klart, at beboere, som har fået deres lejlighed ødelagt, vil blive tilbudt et beløb svarende til mellem 2,8 og 4,1 millioner kroner. Beløbet afhænger af lejlighedens størrelse.

Flere havde ellers håbet, at bygningerne, hvor 168 mennesker mistede livet, ville blive genopbygget.

Men vicefinansminister i Hongkong Michael Wong siger, at det ikke vil være “passende” at genopbygge dem, blandt andet fordi det vil tage mindst ni år.

I stedet ventes offentlige bygninger eller en park at blive opført.

Myndighederne i Hongkong vil i alt bruge omkring 5,5 milliarder kroner på opkøb af lejlighederne. Det skal enten ske med direkte udbetalinger eller som led i lejlighedsbytte, siger Wong.

– Katastrofens omfang er uden fortilfælde, og der er aktuelt ingen effektiv markedsmekanisme til at hjælpe de påvirkede husstande, siger Wong ifølge AFP.

Vicefinansministeren understreger, at der ikke er tale om et “obligatorisk” tilbud.

– Vi mener, at den foreslåede pris vil være tilstrækkelig til, at de påvirkede borgere kan flytte og få en varig bolig, fortsætter Wong.

Myndighederne undersøgte sidste måned, hvad beboerne ville sige til forskellige løsninger.

74 procent sagde, at de ville overveje at tage imod et opkøbstilbud, mens ni procent sagde, at de kun vil kunne acceptere en genopført bolig på lejlighedskompleksets område. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

– I udformningen af regeringspakken er det umuligt at opfylde alles ønsker, siger Wong.

En borger med efternavnet Cheung siger til Reuters, at han hælder til at tage imod et lejlighedsbytte. Han forklarer det med, at priserne er steget i området.

Branden i Wang Fuk Court-komplekset spredte sig hurtigt til syv af i alt otte store lejlighedsbygninger, som var ved at blive renoveret.

Myndigheder har som årsag blandt andet peget på, at stilladsnettet ikke var af den påkrævede standard. Det kan have bidraget til spredning af branden.

Der er foretaget flere anholdelser i sagen, men en komité, som er blevet nedsat, er stadig i gang med at undersøge årsagen.

Macron opfordrer til ro før march for dræbt højreaktivist

Alle borgere “bør forblive” rolige forud for en demonstration for den afdøde højrefløjsaktivist Quentin Deranque.

Det siger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, ifølge nyhedsbureauet AFP lørdag.

Demonstrationen står til at finde sted lørdag under stort sikkerhedsopbud i Lyon, hvor den sydøstfranske bys venstreorienterede borgmester ellers har ønsket et forbud.

– I Republikken er ingen former for vold legitim, siger Macron under en landbrugsmesse.

– Der er ikke plads til militser, uanset hvor de kommer fra, fortsætter præsidenten.

Deranque mistede livet efter at være blevet tævet 12. februar. Her stødte højre- og venstrefløjsaktivister sammen i udkanten af en højrefløjsprotest i Lyon. Den 22-årige franskmand døde af de hovedskader, han havde fået.

Der ventes omkring 2000 til 3000 mennesker ved protesten, som nationalistiske grupper og grupper på den yderste højrefløj har annonceret for på Facebook.

Myndighederne frygter flere sammenstød med venstreorienterede.

Den største march ventes at finde sted klokken 15 i Lyon, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Nogle borgere, der bor på eller i nærheden af protestruten i Lyon, har barrikaderet deres vinduer i stueetagen af frygt for uro.

87-årige Jean Echeverria siger til AFP, at han i sin alder ikke har behov for at lade, som om han er en “hård fyr”.

– Hvis jeg skal gå nogen vegne, så undgår jeg de steder, hvor de marcherer, siger Lyon-borgeren.

– De vil blot blive ved med at kæmpe mod hinanden. Det slutter aldrig. Den ene ekstrem mod den anden ekstrem. Det er uden ende, siger Jean Echeverria.

Næste uge vil regeringen holde et møde for at tale om det, som Macron kalder “voldelige aktionsgrupper”.

Trumps toldsats skaber usikkerhed for dansk erhvervsliv

USA’s præsident, Donald Trump, varslede natten til lørdag dansk tid en ny global told på ti procent for alle lande.

Det er foreløbigt uklart, om nye globale told træder i stedet for den toldsats på 15 procent, som er forhandlet mellem EU og USA.

En eventuel nedsættelse af toldsatsen på handel med USA ville dog ikke gøre op for den store usikkerhed, som det nye toldregime skaber for danske virksomheder.

Det siger Michael Bremerskov Jensen, der er fagchef for global markedsudvikling hos Dansk Erhverv.

– Usikkerheden er meget værre end en lille forbedring fra 15 til 10 procent i told, siger han.

Den nye toldsats blev varslet, efter at den amerikanske højesteret fredag fastslog, at Trumps straftold ikke er lovlig.

En unavngiven embedsmand fra Det Hvide Hus har oplyst til BBC, at den nye toldsats træder i stedet for de toldsatser, der er fastsat i handelsaftaler med forskellige lande – herunder også EU.

Det samme rapporterer det amerikanske medie CNBC. Det er ikke blevet bekræftet fra officielt hold.

Hos Dansk Erhverv er forventningen, at den nye told træder i stedet for den gamle toldsats på 15 procent.

Men usikkerheden i sig selv hæmmer handlen med USA, lyder det.

– Man kan ikke planlægge. Når man indgår handelsaftaler med amerikanske virksomheder, så aftaler man pris, fragt og told. Hvis der er uklarhed over tolden fremadrettet, så går det ud over handlen, siger Michael Bremerskov Jensen.

Desuden frygter erhvervsorganisationen, at den amerikanske præsident er på vej med flere toldsatser.

– Min frygt vil være, at han vil bruge andre værktøjer til at indføre højere satser på udvalgte varegrupper.

Også hos Dansk Industri frygter man, at der kan komme flere, og mere målrettede, toldsatser.

– Hvis han ikke kan få opbakning til sin globale told i Kongressen, så vil han formentlig lave nogle nålestiksoperationer med forhøjet told på forskellige varer.

– Det ville være et meget usikkert toldmiljø for danske virksomheder, hvor der hele tiden kan skabes tvivl om gældende toldsatser, siger Peter Bay Kirkegaard, der er seniorkonsulent i Dansk Industri.

Den globale told på ti procent, der træder i kraft tirsdag, gælder i 150 dage.

Skal den forlænges, kræver det vedtagelse i Kongressen.

På trods af toldsatser og en faldende dollarkurs steg den danske eksport til USA i 2025 til 375 milliarder kroner.

Det er det højeste niveau nogensinde.

Det er dog ikke slet ikke sikkert, at eksporten, i lyset af den nye usikkerhed, fortsætter de samme takter i 2026, mener Dansk Erhverv.

Både levende og døde kaskelothvaler er strandet

Der er både levende og døde iblandt de hvaler, der er strandet ved Fanø.

Det oplyser Miljøstyrelsen, der har en koordinerende rolle i forbindelse med de strandede kaskelothvaler, i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Styrelsen opfordrer til, at man ikke nærmer sig hvalerne, uanset om de er døde eller i live.

– Det er meget stressende for en hval at strande, og hvis mennesker nærmer sig hvalerne, vil de stresse dyrene yderligere. Det vil derfor kun forværre situationen for hvalerne at nærme sig dem, lyder det fra styrelsen.

Det er endnu usikkert, hvor mange hvaler der er strandet i området mellem Fanø og halvøen Skallingen, der ligger ud for Esbjerg.

Fredag lød det, at der var blevet spottet fire. Lørdag formiddag er der både forlydender om fem og seks.

Strandfoged Michael Baun vurderer, at der sandsynligvis er tale om, at nogle af hvalerne har rykket sig i løbet af natten til lørdag og derfor er blevet spottet nye steder og talt flere gange.

Jeg tror, der er tale om i alt fem hvaler, siger han, men understreger, at det endnu er behæftet med en vis usikkerhed.

Miljøstyrelsen understreger, at der er smittefare ved at nærme sig dyrene også, da de kan bære sygdomme, som kan smitte mennesker.

– Desuden er der eksplosionsfare, fordi der ophobes gas i de døde dyr.

Miljøstyrelsen har et beredskab for strandede havpattedyr, som er rykket ud lørdag for at forsøge at sikre ro omkring de levende dyr og samtidig sikre kæber fra de døde.

– Med indsatsen i dag (lørdag, red.) vil vi sikre, at kæberne bliver bevaret til museumsformål og forskning. Kæberne kan give os vigtig viden om for eksempel alderen på de strandede kaskelothvaler, oplyser styrelsen.

Det er tredje gang i år, at kaskelothvaler strander ved danske kyster.

En af de andre gange var der tale om en hval på en sandbanke ved Blåvandshuk Fyr nær Esbjerg. To kæbedele fra kaskelothvalen forsvandt, mens den var strandet.

Det bliver efterforsket som tyveri.

Miljøstyrelsen skriver videre, at hanhvaler på denne tid af året migrerer fra Arktis til varmere farvande syd for England for at parre sig.

Under trækket kan de dog fejlnavigere og sejle ind i Nordsøen, som “er relativt lavvandet sammenlignet med hvalernes normale levesteder i de åbne oceaner”.

– Sandbanker, kraftige tidevandsforskelle og usædvanlige strømforhold kan her vanskeliggøre navigationen og øge risikoen for strandinger, skriver styrelsen.

Strandinger af kaskelothvaler i danske farvande kendes tilbage til 1500-tallet.

115.000 høns skal aflives efter fund af fugleinfluenza

En større besætning med 115.000 høns er blevet ramt af den smitsomme sygdom fugleinfluenza.

Besætningen ligger ved Herlufmagle, nord for Næstved, skriver Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i en pressemeddelelse.

For at mindske risikoen for smittespredning til andre fugle og af hensyn til dyrevelfærden går styrelsen lørdag i gang med at aflive fjerkræene.

Aflivningen sker i samarbejde med Beredskabsstyrelsen.

– Vi oplever et meget højt smittetryk med fugleinfluenza i de vilde fugle i Danmark i denne sæson, og smitten rammer både store og små besætninger.

– Så sent som torsdag måtte vi aflive 800 fasaner i en mindre besætning, og nu rykker vi så ud i helt stor skala i weekenden, siger Henriette M. Hansen, sektionsleder i Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, i meddelelsen.

Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har oprettet en beskyttelseszone i en tre kilometer radius om besætningen. Desuden er der oprettet en overvågningszone i en ti kilometer radius.

I begge zoner gælder nu skærpede krav til fjerkræejere. Det betyder blandt andet, at man ikke må flytte fjerkræ eller æg uden en særlig tilladelse.

Fredag kunne Statens Serum Institut ud fra prøver slå fast, at der var fugleinfluenza blandt hønsene.

Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri opfordrer alle, der enten holder fjerkræ eller fugle, til at have fokus på smittebeskyttelse.

Man opfordres blandt andet til at skifte fodtøj, inden man går ind til dyrene.

Derudover er det vigtigt, at man sikrer, at vilde fugle hverken kan få adgang til dyrene eller deres vand og foder.

Den seneste tid er flere besætninger af fugle og fjerkræ blevet ramt af fugleinfluenza.

På grund af det høje smittetryk kan man finde flere vilde fugle i naturen, der er syge eller svækkede.

Styrelsen opfordrer til, at man ikke rører ved de syge fugle eller tager dem med hjem.

Fugleinfluenza smitter kun sjældent mennesker.

Sigtelse: Ung mand skød to gange mod lejlighed i Brønshøj

To unge brødre sigtes for drabsforsøg, efter at den yngste ifølge politiet skød mod en lejlighed på Storegårdsvej i Brønshøj onsdag aften.

Det er lørdag kommet frem i et grundlovsforhør i Retten på Frederiksbergs dommervagt ved Vestre Fængsel, hvor de to blev stillet for en dommer.

De to sigtede er henholdsvis 21 og 24 år.

Mens dommeren varetægtsfængslede den yngste bror, som skal have affyret skuddene, blev storebroren løsladt.

Ifølge sigtelsen var målet en navngiven mand, som dog ikke var hjemme i lejligheden. Det var hans mor til gengæld, fremgår det af sigtelsen.

Det var ifølge sigtelsen onsdag omkring klokken 20.50, at der blev affyret to skud direkte mod lejlighedens vinduer.

Første skud ramte en metalstolpe ved altanen til lejligheden, hvorefter gerningsmanden flyttede sig mod sin højre side og afgav det andet skud mod køkkenvinduet, hvor den navngivne mands mor befandt sig.

Drabet mislykkedes dog, og ingen blev ramt.

I retten lørdag blev først den 21-årige mand eskorteret ind, hvorefter han smilede til to mænd på tilhørerrækkerne, der er bag en glasvæg.

Lidt efter ankom den 24-årige storebror. Begge sigtede er mørkhårede og har sort skæg. Ifølge Ekstra Bladet er de brødre.

De skal have begået drabsforsøget efter forudgående aftale, hvorefter den 21-årige skal have affyret skuddene mod lejligheden.

Kort efter at sigtelsen blev oplæst, oplyste deres forsvarere, at de nægter sig skyldige.

Derefter blev dørene lukket til retsmødet, hvorfor politiets efterforskning foreløbigt hemmeligholdes i sagen.

Dørlukningen skete efter ønske fra anklager Monica Pedersen fra anklagemyndigheden ved Københavns Politi.

Hun henviste til, at der stadig er ukendte medgerningsmænd på fri fod.

– Vi er pt. ikke rigtigt klar over, hvor mange medgerningsmænd, der er på fri fod. Politiet er stadig i gang med at efterforske denne her alvorlige sag, sagde hun.

Både de sigtede og offeret samt offerets mor er beskyttet af navneforbud.

Den 21-åriges varetægtsfængsling løber i foreløbigt 27 dage. Anklagemyndigheden har taget forbehold for at kære løsladelsen af storebroren til landsretten.

Strandede hvaler kan have rykket sig i løbet af natten

Vandet kan have fået tag om strandede hvaler og flyttet dem til nye lokationer i løbet af natten til lørdag.

Sådan lyder det fra Michael Baun, der er strandfoged på Fanø, lørdag formiddag, efter at der er meldinger om yderligere to spottede hvaler efter fredagens fire.

– Om det er de samme som i går (fredag, red.), som bare er flyttet sig, det kan jeg ikke sige endnu. Jeg tror, der er tale om i alt fem hvaler, siger han, men understreger, at det endnu er behæftet med en vis usikkerhed.

Fredag lød det, at fire kaskelothvaler var strandet i et område mellem Fanø og halvøen Skallingen, der ligger ud for Esbjerg.

På grund af højvande har det lørdag morgen endnu ikke været muligt at komme ud til hvalerne.

Lørdag morgen har der været forlydenheder om, at der er spottet flere hvaler. Michael Baun siger, at han har fået meldinger om en hval i Sønderho og en længere oppe ved Skallingen.

Det giver samlet set seks strandede hvaler det seneste døgn. Men det er netop dem, han er usikker på, om er gengangere, der har flyttet sig med vandet i løbet af natten.

Selv er han lørdag formiddag ude for at finde hvalerne.

– Her på nordspidsen er der to med sikkerhed, siger han, mens han er ved at sondere terrænet.

De to hvaler er “helt døde”, siger han.

Fire partier fremsætter forslag for at få sprøjteforbud

SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet vil fremsætte et beslutningsforslag i Folketinget om et landsdækkende forbud mod brug af sprøjtegift på sårbare grundvandsdannende områder.

Det skriver DR lørdag.

Partierne fra den traditionelle røde blok er træt af regeringens ageren i sagen, hvilket de også tidligere har givet kraftigt udtryk for.

– Jeg har ganske enkelt mistet tålmodigheden. Danskernes drikkevand bliver i stigende grad forurenet, og SVM-regeringen er mere optaget af at skændes med sig selv end at handle.

– Vi har brug for at få stoppet brug af sprøjtegifte og i nogle tilfælde gødning, for at kunne sikre danskerne rent drikkevand, siger politisk ordfører Signe Munk (SF) i en pressemeddelelse.

Hun hentyder til, at Venstre tøver i sin opbakning til et sprøjteforbud.

Baggrunden for beslutningsforslaget er, at en analyse fra Miljøministeriet har vist, at der i 2024 blev fundet rester af sprøjtemidler i 55,7 procent af de undersøgte boringer. 14,1 procent af fundene overskred grænseværdien.

SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet siger, at Miljøministeriets Analyse af Reguleringsmuligheder for Beskyttelse af Drikkevandet peger på, at et sprøjteforbud er den mest effektive og billigste løsning til at beskytte drikkevandet.

De samme fire partier opfordrede i januar regeringen til at lave et lovforslag, der skulle resultere i et sprøjteforbud.

Danmark beskytter 1,5 procent af det areal, som skal beskyttes for at sikre det rene drikkevand mod sprøjtegift og gødning fra landbruget.

I 1998 blev det vurderet, at det var nødvendigt at beskytte 630.000 hektar af Danmark mod forurening fra pesticider og nitrat.

Men kun en procentdel af området er blevet beskyttet, og det har i høj grad været baseret på frivillige aftaler med landmænd.

Et sprøjteforbud vil ifølge analysen koste landbruget 360 millioner kroner om året. Det vil dog blive “en samlet samfundsøkonomisk gevinst”, hvis der indføres sprøjteforbud på arealer tæt på drikkevandsboringer.

Det skyldes, at det vil løbe op i 6-18 milliarder kroner årligt, hvis forurenet vand skal renses.

Rusland erstatter museum om sovjetiske lejre med naziudstilling

Et museum i Moskva om de sovjetiske arbejdslejre, Gulag-lejrene, skal erstattes med en udstilling om nazisternes forbrydelser mod Sovjetunionen.

Det oplyser russiske myndigheder.

I senere år har Rusland lukket ned for flere institutioner, der dokumenterer undertrykkelse i sovjettiden.

Gulag-museet blev allerede lukket i november 2024 på grund af brud på regler om brandsikkerhed. Men kritikere så det som et forsøg på at stå i vejen for museets arbejde.

Gulag var i sovjettiden en forkortelse for Glavnoje Upravlenie ispravitelno-trudovykh Lagerej – centralmyndighedernes arbejdslejre.

Det var et meget stort netværk af lejre i især Sibirien og den arktiske del af Rusland.

Omkring 18 millioner sovjetborgere blev sendt til de sovjetiske straffelejre i perioden fra 1929 til 1953, og flere millioner af dem døde af udmattelse og sult.

Museet i Moskva var en af de sidste institutioner dedikeret til at dokumentere sovjettidens politiske undertrykkelse.

Det fremviste blandt andet genstande fra Gulag-ofre, heriblandt breve og andre personlige ejendele.

– Det nye museum kommer til at præsentere en udstilling, der dækker alle dele af nazisternes krigsforbrydelser under Den Store Fædrelandskrig, skriver bymyndighederne i Moskva og bruger det russiske navn for Anden Verdenskrig.

En kilde tæt på museet siger til nyhedsbureauet AFP, at Gulag-udstillingen, som den plejede at være, “bliver fuldstændig afviklet”.

– Museets ansatte er dybt bekymrede over, hvad der nu skal ske, siger kilden, der kræver at være anonym, til AFP.

Tidligere har Rusland lukket ned for blandt andet Memorial, som er en af Ruslands ældste menneskerettighedsorganisationer.

Den blev lukket af Ruslands regering i 2021, da den som mange andre blev stemplet som en “udenlandsk agent”. Ngo’en, der har modtaget Nobels fredspris, dokumenterede både sovjetundertrykkelse og undertrykkelse i det moderne Rusland.

Europarådet gav i 2021 Gulag-museet sin museumspris.

Sovjetunionen har opgjort sine tab under Anden Verdenskrig til 27 millioner menneskeliv.

AFP

Motorvej spærres i 16 timer for at nedrive motorvejsbro

Trafikanter på Østjyske Motorvej ved Horsens skal lørdag aften og frem til søndag morgen ud på en omvej.

For motorvejen afspærres i begge retninger mellem 55 Horsens N og 56a Horsens V fra lørdag klokken 17 til søndag klokken 9.

Det fremgår af Vejdirektoratets hjemmeside.

– Følg den skiltede omkørsel på stedet og forvent forlænget rejsetid gennem hele perioden, hvis du skal køre på strækningen, skriver Vejdirektoratet.

Hjemmeværnet vil også være til stede for at hjælpe til, så trafikken bliver afviklet så godt som muligt under spærringen.

Omkørslen skyldes, at motorvejsbroen på Rådvedvej over motorvejen rives ned. Det sker som led i udbygningen af Østjyske Motorvej.

Motorvejen udvides fire steder, hvor den længste strækning er mellem Vejle og Skanderborg. Her er det 38 kilometer af motorvejen, der går fra fire til seks spor.

Der er i dag trafikale problemer på strækningen, der viser sig i daglige køer.

– Med den stigende trafik på motorvejsnettet vil problemerne kun vokse. Udbygningen skal være med til at løse disse udfordringer, skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside.

Vejdirektoratet oplyser, at den nye bro på Rådvedvej er støbt, men endnu ikke kan tages i brug.

Vintervejret, som har ramt landet i starten af 2026, betyder, at Vejdirektoratets entreprenør ikke har kunnet udføre de nødvendige opgaver, for at broen kan gøres endeligt færdig og kobles på Rådvedvej i begge ender.

– Planen var, at den nye bro og Rådvedvej skulle åbne umiddelbart efter nedrivningen af den gamle bro. Og det er rigtigt ærgerligt, at vinteren har sat en stopper for det.

– Samtidig kan vi ikke udskyde nedrivningen af den gamle bro, da vi ønsker at holde den samlede plan for udbygningen af motorvejen, udtalte projektchef fra Vejdirektoratet John Kjærsgaard tidligere i februar på hjemmesiden.

Han har samtidig et særligt budskab til trafikanterne.

– Hvis du kan, så find en alternativ rute, som ikke inkluderer det spærrede område af motorvejen og de omkringliggende veje.

– Når vi spærrer motorvejen, sender vi flere trafikanter ud på kommunevejene, og det vil få betydning for rejsetiden i området, lyder det.

Arbejdet med motorvejen har også ført til andre omkørsler for trafikanterne. Blandt andet har de sydgående til- og frakørsler ved Horsens C 56 været afspærret i over en måned og ventes genåbnet senest 13. marts.

Kong Harald topper måling mens støtte til Norges kongehus er rekordlav

Støtten til det norske monarki fortsætter sit markante fald.

For blot en måned siden lød det, at 70 procent af den norske befolkning bakkede op om Norges kongehus. To uger efter var det 66 procent.

Lørdag lyder det i den seneste meningsmåling, at 60 procent af den norske befolkning bakker op om kongehuset.

Det er en rekordlav opbakning, skriver NRK, der har fået foretaget målingen af Norstat.

Det er efter alt at dømme regent, kong Harald, der trækker opbakning til kongehuset hjem.

Kongen, der fylder 89 år lørdag, scorer næsten topkarakter i popularitet fra folket.

På en skala fra 1 til 10 får han 9,2 på spørgsmålet om, hvor god en repræsentant han er for kongefamilien.

Til sammenligning får kronprins Haakon 7,9, mens kronprinsesse Mette-Marit på det seneste halvandet år er gået fra 7,4 til nu 3,7.

Målingen er gennemført fra 17. til 19. februar med 1009 respondenter.

I en mere eller mindre lignende måling af opbakningen til det danske kongehus lød det i december, at 72 procent af danskerne bakker op om monarkiet.

Det viste en undersøgelse, som Epinion havde foretaget for DR.

Det kan ikke aflæses direkte i tallene fra Norge, hvad årsagen til det markante fald i opbakningen er.

Men det norske kongehus har den seneste tid været under et massivt pres som følge af det, kronprinsesse Mette-Marit selv har kaldt “dårlig dømmekraft”, og hendes søn bonusprins Marius Borg Høibys retssag.

Den første af de to nævnte sager omhandler kronprinsessens dømmekraft i forbindelse med hendes kontakt med den afdøde finansmand Jeffrey Epstein.

Epstein blev i 2008 dømt for at købe seksuelle ydelser af en mindreårig, og han stod anklaget i en sag om menneskehandel og seksuel udnyttelse af mindreårige, da han døde i 2019.

Det er kommet frem, at kronprinsessen har haft en relation med Epstein – også efter hans dom. Det har hun beklaget dybt.

Det har dog ikke ændret på, at den norske befolkning har stillet sig kritisk over for hende.

Knap halvdelen af nordmændene har svaret i flere norske mediers meningsmålinger, at de ikke ser kronprinsessen som dronning efter den seneste tid.

I samme periode har Marius Borg Høiby siddet på anklagebænken i Oslo, hvor han er tiltalt for en række punkter – herunder fire voldtægter, mishandling, vold og trusler.

Retssagen mod Høiby varer ifølge planen frem til 13. marts.

Virus og bakterieinfektion har taget livet af 72 tigre i Thailand

De seneste uger har mindst 72 tigre mistet livet i en privat dyrepark i det nordlige Thailand efter sygdom.

Det oplyser lokale myndigheder i thailandske Chiang Mai ifølge The Guardian og nyhedsbureauet AFP.

Tigrene er blandt andet testet positive for den smitsomme virussygdom hundesyge og bakterier, der påvirker luftvejene.

Det siger Somchuan Ratanamungklanon, der er direktør for den nationale husdyrmyndighed i Thailand, til lokale medier.

– Når tigre bliver syge, er det sværere at opdage end hos dyr som katte eller hunde. Da vi indså, at de var syge, var det allerede for sent, lyder det fra ham.

Dødsfaldene er sket i en dyrepark i Chiang Mai med navnet Tiger Kingdom.

Det fremgår på parkens hjemmeside, at man som gæst i parken kan få lov at røre ved tigrene og tage billeder med dem.

Tiger Kingdom, som ikke har kommenteret dødsfaldene, har ifølge The Guardian været lukket siden dødsfaldene.

Dyreværnsorganisationen Pefa i Asien understreger ifølge AFP, at steder som Tiger Kingdom hurtigt ville blive urentable, hvis turister holdt sig væk.

Det vil ifølge organisationen gøre, at “tragedier som denne” vil være langt mindre sandsynlige.

– Disse tigre døde, som de levede – i elendighed, indespærring og frygt, lyder det fra Pefa.

Antallet af dødsfald i denne sag er usædvanligt ifølge lokale myndigheder.

I et andet mere eller mindre lignende tilfælde døde 47 tigre samt tre leoparder mellem august og oktober 2024 i det sydlige Vietnam, efter at de var blevet smittet med fugleinfluenza.

Det skriver The Guardian, der også henviser til en hændelse i 2004 i Thailand, hvor 147 tigre i en zoologisk have i det østlige Thailand døde eller blev aflivet.

Det var også, efter at et udbrud af fugleinfluenza spredte sig.

379 politiske fanger får amnesti i Venezuela

I alt vil 379 politiske fanger blive løsladt i Venezuela, når de inden længe er blevet tildelt amnesti.

Det oplyser Jorge Arreaza, der er repræsentant for landets nationalforsamling, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Meldingen kommer, efter at nationalforsamlingen torsdag vedtog en amnestilov.

– Anmodninger er blevet indsendt af anklagemyndigheden til de kompetente domstole om at bevilge amnesti til i alt 379 personer, siger Jorge Arreaza i en tv-transmitteret tale.

Arreaza er ifølge nyhedsbureauet Reuters leder for en kommission, der er ansvarlig for at implementere den nye amnestilov.

Han tilføjer, at fangerne vil blive løsladt i en periode, der strækker sig frem til lørdag morgen lokal tid.

Den for nyligt vedtagne amnestilov er omdrejningspunktet i de reformer, som den fungerende præsident Delcy Rodríguez har skudt i gang, siden amerikanske specialstyrker tog landets mangeårige leder Nicolás Maduro til fange i Venezuelas hovedstad, Caracas, den 3. januar.

Rodríguez forsøger at imødekomme krav fra USA’s præsident Donald Trumps administration for at normalisere forholdet mellem de to lande efter længere tids spændinger.

Snekaos og laviner koster fem personer livet i Østrig

Fem personer mistede fredag livet i Østrig, efter at en større snestorm ramte alpelandet.

Fire af de døde blev fanget i laviner på bjerge i delstaten Tyrol.

I alt har 21 personer denne vinter mistet livet i lavineulykker i Østrig, der er en populær skidestination.

De østrigske myndigheder advarer også om forhøjet lavinerisiko de kommende dage.

Tre af de døde blev fredag fanget i en lavine omkring skisportsområdet St. Anton, oplyser lokale myndigheder.

På en piste i Nauders-området blev en tysk statsborger begravet i sne fra en lavine og mistede livet. Mandens 16-årige søn er alvorligt tilskadekommen, siger en embedsmand.

Nauders ligger ligesom St. Anton i Tyrol.

I delstaten Oberösterreich i byen Linz fik en ulykke en dødelig udgang, da en 53-årig mand blev knust af en sneplov. Ifølge det lokale politi faldt sneploven ned ad nogle trapper i et boligkompleks.

Snestormen forårsagede fredag strømafbrydelser og transportkaos flere steder i landet. I hovedstaden Wien blev flyafgange fredag morgen aflyst, og der var forsinkelser fredag eftermiddag.

En af de store motorveje omkring Wien var fredag lukket i flere timer, mens andre motorvejsstrækninger blev blokeret af store snedriver og strandede lastbiler.

Elselskaber rapporterede om strømafbrydelser i flere regioner i det sydlige og østlige Østrig. Blandt andet mistede 30.000 husstande fredag strømmen i delstaten Steiermark.

Også nabolandet Slovenien blev ifølge lokale medier ramt af strømnedbrud.

Siden torsdag er der faldet op til 40 centimeter sne i Østrig. Der er især det sydøstlige Østrig, der er påvirket. Området omkring byen Graz er blandt de værst ramte.

AFP

Mayweather gør comeback for at møde Tyson i opvisningskamp

Den tidligere verdensmester Floyd Mayweather gør comeback i bokseringen for at møde legenden Mike Tyson i en opvisningskamp.

Det oplyser den 48-årige amerikaner i en udtalelse til nyhedsbureauet AFP.

Mayweather, der indstillede karrieren i 2017, skal møde en endnu ukendt modstander i en kamp, der er planlagt til at foregå til sommer, før duellen mod Tyson.

– Jeg har stadig det, der skal til for at sætte flere rekorder i bokseverdenen, siger Mayweather.

Amerikaneren, der i sin storhedstid fik tilnavnet Money, henviser til, at kampen mod Tyson og en række efterfølgende arrangementer, vil generere en stor omsætning.

– Ingen andre events vil sælge flere billetter, have et større globalt tv-publikum eller tjene flere penge end mine arrangementer, siger Mayweather.

Amerikaneren, der har en rekordliste på 50 sejre i lige så mange professionelle boksekampe, blev en overgang regnet for den bedste bokser på tværs af de forskellige vægtklasser.

I mange år dominerede han weltervægtsklassen, men han vandt VM-bælter i fem forskellige vægtklasser.

I 2017 slog han UFC-kæmperen Conor McGregor på teknisk knockout i en boksekamp, der blev Mayweathers foreløbig sidste. McGregor blev på det tidspunkt anset som verdens bedste i UFC.

59-årige Mike Tyson, der i sin storhedstid var kendt for at slå sine modstandere i kanvassen på få sekunder, har umiddelbart ikke kommenteret kampen mod Mayweather.

Tyson havde sin storhedstid før årtusindeskiftet. Han var senest i ringen i november 2024, hvor han tabte en opvisningskamp til den amerikanske youtuber og bokser Jake Paul.

Demonstranter kaster brandbomber og fyrværkeri mod regeringsbygning

Tusindvis af demonstranter stødte fredag aften sammen med politiet i Albaniens hovedstad, Tirana.

Politiet affyrede tåregas og vandkanoner mod demonstranterne, som skød med fyrværkeri og kastede hjemmelavede molotovcocktails.

Demonstranterne er tilhængere af Det Demokratiske Parti (PD) under den tidligere konservative premierminister Sali Berisha.

De var samlet foran regeringsbygningen i Tirana for at kræve landets socialistiske premierminister, Edi Rama, afsat.

– Vi må redde Albanien fra Edi Rama, som har kastet landet ud i fattigdom og korruption, sagde den 81-årige Berisha til folkemængden.

– Han er blot et politisk lig, tilføjer han.

Sali Berisha måtte dog hurtigt afslutte sin tale, da nogle demonstranter affyrede fyrværkeri og kastede de hjemmelavede brandbomber mod regeringsbygningen.

Politiet brugte vandkanoner og tåregas for at tvinge de vrede demonstranter væk.

En AFP-journalist på stedet oplyser, at sammenstødet mellem politi og demonstranterne varede i omkring to timer.

Ifølge politiet blev omkring 30 mennesker anholdt. Det Demokratiske Parti oplyser, at omkring 40 af partiets tilhængere blev lagt i håndjern.

Albaniens indenrigsminister, Albana Kociu, fordømte det, hun betegner som hærværk og skrev i et opslag på sociale medier, at det er en forbrydelse at angribe politiet.

Albansk politik har ofte været præget af bitre stridigheder både i og uden for parlamentet mellem venstre- og højrefløjspartier, som jævnligt beskylder hinanden for korruption og at samarbejde med kriminelle.

Spændingerne er taget til siden november, hvor vicepremierminister Belinda Balluku, en nær allieret af premierminister Edi Rama, blev suspenderet i forbindelse med en korruptionsskandale, som nu efterforskes.

Flere tidligere ministre i Ramas regeringer har været genstand for korruptionsundersøgelser.

Albaniens kamp mod korruption har været et særligt fokusområde for EU i forhandlingerne om medlemskab med regeringen i Tirana.

AFP

USA dræber tre i nyt luftangreb på formodet narkobåd

USA’s militær har natten til lørdag dræbt tre personer i det seneste angreb på en formodet narkobåd i Stillehavet.

Det oplyser det amerikanske militærs sydlige kommando, Southcom, på det sociale medie X.

Ordren blev afgivet af Southcoms øverstbefalende, general Francis L. Donovan.

– Efterretninger bekræftede, at fartøjet bevægede sig langs kendte narkohandelsruter i det østlige Stillehav og var involveret i narkotikahandel.

– Tre mandlige narko-terrorister blev dræbt under aktionen, skriver Southcom på X.

Det tilføjes, at ingen amerikanske soldater kom til skade.

En video på 16 sekunder, der er tilføjet opslaget, viser en båd blive bombet.

Det fremgår ikke, hvor i det østlige Stillehav, at angrebet er udført.

USA’s præsident Donald Trumps administration begyndte at angribe påståede narkobåde i begyndelsen af september og hævder, at den er i krig med det, som den har omtalt som narkoterrorister, der opererer fra Venezuela.

Siden er der blevet udført adskillige angreb.

Da USA’s militær i sidste uge angreb en påstået narkobåd og dræbte tre personer, opgjorde nyhedsbureauet AFP det samlede dødstal efter amerikanske angreb på både til 133.

Trump-administrationen har ikke fremvist nogen definitive beviser på, at bådene er involveret i narkosmugling, hvilket har udløst en debat om lovligheden af angrebene.

Siden september har angrebene spredt sig fra Caribien til Stillehavet.

Angrebet natten til lørdag finder sted, knap syv uger efter at Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, den 3. januar blev afsat. Det skete, da amerikanske specialstyrker slog til i Venezuela og tog Maduro og hans kone med til USA.

Maduro havde forinden sagt, at den amerikanske indsats mod påståede narkobåde i området i sidste ende skulle føre til et regimeskifte i det sydamerikanske land og en afsættelse af ham.

Han befinder sig nu i USA, hvor han har nægtet sig skyldig i anklager for narkorelaterede forbrydelser. Maduro mener, at han blev bortført.

Juridiske eksperter har sat spørgsmålstegn ved lovligheden af både den amerikanske militæraktion i Venezuela og angrebene på både i Det Caribiske Hav og Stillehavet.

Demokrater kræver milliarder tilbage fra Trump efter højesteretsdom

Flere politikere fra Demokraterne kræver penge tilbage fra USA’s præsident Donald Trumps administration, efter USA’s højesteret fredag afgjorde, at Trumps straftold er ulovlig.

Jay Robert Pritzker, der er guvernør i delstaten Illinois, har sendt en regning til Trump og kræver en tilbagebetaling på næsten ni milliarder dollar – 57 milliarder kroner.

– Dine toldskatter skabte kaos for landmænd, gjorde vores allierede rasende og sendte dagligvarepriserne i vejret, skriver Pritzker i et brev, der er delt med amerikanske medier.

Den demokratiske guvernør kræver 1700 dollar for hver husstand i Illinois. Det er det beløb, som eksperter fra Yale University har vurderet, at den gennemsnitlige amerikanske husstand betalte i told sidste år.

Californiens guvernør, Gavin Newsom, mener også, at de penge, som Trumps toldsatser har indbragt, kom direkte fra amerikanske vælgeres lommer og burde betales tilbage.

– Tid til at betale ved kasse ét, Donald. Disse toldsatser var intet andet end en ulovlig manøvre, der drev priserne op og ramte arbejdende familier, så du kunne ødelægge langvarige alliancer og afpresse dem, siger Newsom.

– Hver eneste dollar, der er opkrævet ulovligt, skal straks tilbagebetales – med renter. Få pengene frem!, lyder det videre fra demokraten.

Pritzker og Newsom anses bredt for at være potentielle demokratiske kandidater ved præsidentvalget i 2028.

Trumps toldsatser blev annonceret i april sidste år og har indbragt mere end 130 milliarder dollar fra importører, hvoraf en betydelig del af den ekstra omkostning er blevet sendt videre til forbrugerne gennem højere priser.

Ifølge den amerikanske højesteret overskred Trump sine beføjelser, da han indførte en lang række forhøjede toldsatser.

Trump blev på et pressemøde fredag spurgt ind til, hvad der skulle ske med de penge, der allerede var blevet opkrævet med de hævede toldsatser.

Præsidenten påpegede, at dommen i højesteret ikke sagde noget om det, men at det nok vil tage flere år for en sådan beslutning at komme igennem retssystemet.

– Det er ikke blevet diskuteret, vi ender med at være i retten de næste fem år, sagde han.

AFP

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]