Seneste nyheder

17. marts 2026

73-årig mand død efter brand i overtændt lejlighed i Nakskov

En 73-årig mand er afgået ved døden efter en brand i en lejlighed i Nakskov tirsdag aften.

Det oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Benjamin Voss.

– Vi har underrettet de pårørende og skal indlede efterforskningen, i forhold til at finde ud af hvad der er sket, og hvad brandårsagen kan være, siger han.

Anmeldelsen indløb klokken 19.52.

Lejligheden, der ligger på Nybrogade, var overtændt, fortæller vagtchefen.

– Vi har på nuværende tidspunkt ikke nogen indikationer på, at der skulle være sket noget kriminelt. Men det skal vores efterforskning afdække nu.

Beredskabet er færdige på stedet, og lejligheden bevogtes, indtil politiet kan påbegynde efterforskningen, siger Benjamin Voss.

Nakskov er Lollands største by og har godt 12.000 indbyggere.

Domstol dropper forbud mod abortpiller i Wyoming

Wyomings højesteret har tirsdag droppet en lov fra 2023, der gjorde det ulovligt at bruge eller udskrive abortpiller i den amerikanske delstat.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

Fire ud af fem dommere nåede tirsdag frem til, at loven var i strid med Wyomings forfatning.

– Beslutningen om at afbryde eller fortsætte en graviditet er en kvindes egen helbredsmæssige beslutning, der er beskyttet af artikel 1, sektion 38, skriver domstolen og fortsætter:

– En voksens ret til at træffe sine egne helbredsmæssige beslutninger er en grundlæggende rettighed.

Den nu ophævede lov gjorde det ulovligt at “udskrive, udlevere, distribuere, sælge eller bruge ethvert lægemiddel, der har til formål at tilvejebringe eller udføre en abort”.

Kort efter vedtagelse af loven blev den sat i bero, efter at en gruppe bestående af sundhedsprofessionelle og interesseorganisationer havde indgivet et søgsmål.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Trump holder fast i ønske om at anskaffe Grønland

USA’s præsident Donald Trump har gjort det klart, at det er en “national sikkerhedsprioritet” at anskaffe Grønland.

Det oplyser Det Hvide Hus i en skriftlig udtalelse ifølge Reuters som svar på en række spørgsmål fra nyhedsbureauet.

Det oplyses desuden, at Trump sammen med holdet omkring ham drøfter forskellige muligheder for at “forfølge dette vigtige udenrigspolitiske mål”.

– Og selvfølgelig er brugen af det amerikanske militær altid en mulighed, der står til rådighed for den øverstkommanderende, lyder der i udtalelsen ifølge Reuters.

En unavngiven kilde, der beskrives som værende højt i embedsværket, fortæller desuden til mediet, at Trump og hans rådgivere blandt andet taler om muligheden for at købe Grønland af Danmark.

Kilden siger videre, at spørgsmålet om anskaffelsen af Grønland ikke kommer til at forsvinde, og at Trump ønsker, at Grønland kommer på amerikanske hænder under den igangværende embedsperiode.

Trump forlader efter planen Det Hvide Hus i begyndelsen af 2029.

Udtalelsen fra Det Hvide Hus og den anonyme embedsmand kommer, efter at der tirsdag blev afholdt et ekstraordinært møde i Det Udenrigspolitiske Nævn, hvor forholdet til USA var på dagsordenen.

Efter mødet sagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), at der fra amerikansk side bliver tegnet et forkert billede af, hvad der sker i Grønland.

Han nævnte blandt andet, at der bliver tegnet et billede af, at der er en masse russiske og kinesiske skibe omkring Grønland, og at Kina yder stor indflydelse gennem investeringer.

– Vi deler ikke det her billede af, at Grønland er plastret til med kinesiske investeringer, sagde udenrigsministeren.

Der er også fra amerikansk side blevet sået tvivl om rigsfællesskabets evne til at passe på Grønland, og også det billede afviste Lars Løkke Rasmussen.

Tirsdag anmodede den grønlandske og danske regering desuden om et møde med den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio.

Formålet med et sådant møde er ifølge Vivian Motzfeldt, der er Grønlands naalakkersuisoq (minister, red.) for udenrigsanliggender, at “drøfte USA’s markante udtalelser om Grønland”.

Trump talte første gang om amerikansk ejerskab over Grønland i 2019. Efter han i november blev valgt til sin anden periode, har han taget emnet op med jævne mellemrum.

Løkke: USA tegner forkert billede af situationen i Grønland

Der bliver fra amerikansk side tegnet et forkert billede af, hvad der sker i Grønland.

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) efter et ekstraordinært møde i Det Udenrigspolitiske Nævn tirsdag aften, hvor forholdet til USA har været på dagsordenen.

Han nævner blandt andet, at der bliver tegnet et billede af, at der er en masse russiske og kinesiske skibe omkring Grønland, og at Kina yder stor indflydelse gennem investeringer.

– Vi deler ikke det her billede af, at Grønland er plastret til med kinesiske investeringer, siger Lars Løkke Rasmussen.

Der er også fra amerikansk side blevet sået tvivl om rigsfællesskabets evne til at passe på Grønland, og også det billede afviser Lars Løkke.

– Den her situation beror på en fejllæsning af, hvad der er op og ned. Vi passer på kongeriget, siger han og tilføjer, at det ikke er gavnligt at “tale tingene op”.

– Vi tjener ikke kongerigets interesser ved at tale de her ting yderligere op, siger han.

Der blev indkaldt til mødet i Det Udenrigspolitiske Nævn, efter at USA’s præsident, Donald Trump, har gentaget sit ønske om at få kontrol med Grønland af hensyn til USA’s nationale sikkerhed.

– Det er selvfølgelig ikke noget, vi kan efterkomme, og det har man ikke i Grønland ambitioner om at efterkomme. Det er en fast dansk position. Den forlanger vi, at der er respekt for. Vi er indstillede på at drøfte alle spørgsmål med amerikanerne, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

Tidligere på aftenen meldte Grønlands naalakkersuisoq (minister, red.) for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, ud på Facebook, at Danmark og Grønland har bedt om et møde med den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio.

Den anmodning håber Lars Løkke Rasmussen, at der bliver lyttet til, siger han.

Målet er, at man med mødet kan få afmonteret de argumenter, som Donald Trump bruger, når han taler om, at USA er nødt til at kontrollere Grønland, tilføjer udenrigsministeren.

– Det er alvorligt, at vi har en amerikansk præsident, som har den ambition. Vores opgave er at sørge for, at den ikke bliver indfriet. Den bedste måde at gøre det på er at afmontere argumenterne, siger Lars Løkke til TV 2.

Også forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) anfægter de amerikanske udmeldinger om, at Danmark ikke gør nok på sikkerhedsområdet.

– Vi har investeret tæt på 100 milliarder i sikkerhedsmæssige kapaciteter, siger han efter mødet i Det Udenrigspolitiske Nævn.

Han understreger samtidig, at sikkerhed i Arktis ikke er en opgave, som Danmark skal løfte alene.

– Det skal man også i Nato-kredsen og dermed også USA, siger han.

Mette Frederiksen: Massiv europæisk støtte til Grønland bør tælle

Danmark har modtaget “massiv” europæisk opbakning i spørgsmålet om Grønland.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) til DR og TV 2 efter et møde i koalitionen af villige lande bag Ukraine i Paris tirsdag.

– Vi kæmper videre for det, vi tror på, og for vores danske synspunkter. Og så kan I også se, at vi i dag modtager en massiv europæisk opbakning.

– Det er nok noget af det vigtigste, vi kan tilvejebringe, som sagerne står, siger Mette Frederiksen til DR og TV 2.

Udmeldingen kommer, efter at USA’s præsident, Donald Trump, har genstartet opgøret om Grønland med nye udtalelser om, at Grønland er vigtigt for amerikansk sikkerhed.

Udtalelserne har fået et særligt dystert skær, efter at USA gennemførte en militær operation i Venezuela, hvor landets præsident, Nicolas Maduro, blev taget til fange. Donald Trump udtalte efter operationen, at USA vil lede landet i en periode.

Det har givet bange anelser i Danmark og Europa for en mulig amerikansk militær operation mod Grønland.

På spørgsmålet om, hvorvidt den europæiske opbakning vil gøre indtryk på den amerikanske præsident, siger Mette Frederiksen:

– Det er i hvert fald med til at understrege, at man ikke alene har en konflikt med rigsfællesskabet og Kongeriget Danmark, men at man har det med hele Europa.

– Det bør tælle. Mine kollegaer går ud fra, at det selvfølgelig tæller, siger Mette Frederiksen med henvisning til de seks europæiske stats- og regeringsledere, der tirsdag underskrev udtalelsen.

De seks store Nato-lande fastslår sammen med Danmark, at ingen andre end Danmark og Grønland har ret til at træffe beslutninger om Grønlands fremtid.

Den fælles udtalelse er underskrevet af Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien, Polen og Spanien.

Fra europæisk side er der dyb bekymring for konsekvenserne for Nato og samarbejdet mellem USA og Europa, hvis det skulle komme til en amerikansk annektering af Grønland.

Men at også USA bør huske på værdien af alliancen med Europa, ligger mellem linjerne i udtalelser fra den danske statsminister:

– Europa og USA har været hinandens nærmeste allierede siden afslutningen på Anden Verdenkrig.

– Grunden til, at vores befolkninger har levet i fred og frihed, er, at vi har arbejdet sammen. Ikke det modsatte, siger Mette Frederiksen til DR og TV 2.

Mors aflyser skolekørsel efter varsel om voldsomt vejr

Morsø Kommune har tirsdag aften besluttet at aflyse alle former for skolekørsel onsdag på grund af varslinger om voldsomt vejr i Nordjylland.

Det skriver kommunen i et opslag på Facebook til forældre og elever.

Det er således okay at blive hjemme fra skole og modtage undervisning online, fortæller vicekommunaldirektør Torben Gregersen til Ritzau.

– Men alle skoler er åbne, og det er også okay at møde op i skolen, hvis man selv sørger for transporten, siger han.

Folkeskolerne etablerer nødundervisning med mulighed for fysisk fremmøde for de elever, der ikke har mulighed for at være hjemme og arbejde med den nødundervisning, der bliver delt på Aula, uddyber han.

Morsø Kommunes skolevæsen består af fire skoler. Kommunen omfatter øen Mors med Agerø i Limfjorden.

Onsdag er der varslinger om, at vintervejret vil vise tænder i den nordlige del af Jylland.

Ifølge TV 2 sender et lavtryk sne ind over den vestlige del af landet, og især ind over Nordjylland, der kan få mellem 10 og 25 centimeter sne i løbet af onsdag.

– Det er med baggrund i varslinger og prognoser, som det ser ud på nuværende tidspunkt, at vi har truffet beslutningen, så familierne har mulighed for at finde andre løsninger, forklarer vicekommunaldirektør Torben Gregersen.

Flere dræbt i sammenstød mellem regeringsstyrker og milits i Syrien

Flere personer meldes dræbt i sammenstød mellem Syriens hær og Syriens Demokratiske Styrker (SDF) i byen Aleppo i den nordlige del af landet.

Det skriver det statslige syriske nyhedsbureau Sana.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters drejer det sig om fire personer.

SDF, som er en kurdiskdomineret milits, og Syriens hær beskylder begge hinanden for volden, lyder det.

Hos nyhedsbureauet AFP lyder dødstallet en smule højere med ni personer dræbt i sammenstødene.

Ifølge AFP lød det tirsdag aften fra SDF, at antallet af dræbte i de kurdiske kvarterer Sheikh Maqsud og Ashrafiyeh var steget til fire civile, heriblandt to kvinder og et barn.

Samtidig har det statslige syriske nyhedsbureau Sana ifølge AFP meldt om fem dræbte. Der skal være tale om fire civile, heriblandt et barn, og en person, som var ansat i forsvarsministeriet.

Tilbage i marts blev der indgået en aftale mellem SDF og den nye regering i Syrien. Den gik ud på, at SDF skulle integreres i de statslige institutioner.

Ahmed al-Sharaa blev præsident i det borgerkrigshærgede land, efter at oprørere i december væltede den tidligere præsident Bashar al-Assads styre.

Sharaa spillede som leder for oprørsgruppen Hay’at Tahrir al-Sham (HTS) en nøglerolle i den lynoffensiv, der væltede Assad.

Med den nye aftale sagde SDF ja til at støtte regeringen i at bekæmpe resterne af Assads styre samt trusler mod Syriens sikkerhed og sammenhold.

Men med flere sammenstød mellem grupperingerne er aftalen gået i stå.

Aftalen skulle ifølge nyhedsbureauet Reuters have været gennemført inden udgangen af 2025.

Ifølge det syriske forsvarsministerium er tirsdag tredje dag i streg, hvor SDF ifølge dem eskalerer konflikten ved at angribe både militære mål og nabolag.

Det oplyser ministeriet i en udtalelse ifølge Sana.

– SDF-organisationen beviser endnu engang, at de ikke erkender aftalen fra 10. marts og prøver at afspore den og slæbe hæren ind i en åben kamp, som de har valgt, skriver ministeriet ifølge det syriske medie.

SDF afviser ifølge Reuters ethvert ansvar og siger, at dødsfaldene skete på grund af “vilkårlige” artilleri- og missilangreb fra grupper knyttet til regeringen.

Macron: Ukraine får robuste sikkerhedsgarantier med ny aftale

De 35 lande i koalitionen af villige lande bag Ukraine har taget et stort skridt fremad ved at underskrive “robuste” sikkerhedsgarantier til Ukraine.

Det siger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, på et pressemøde efter tirsdagens møde i Paris.

– Ukraines skal fortsat være den første linje i forsvaret af landet.

– Men vi vil også være klar med en international sikringsstyrke, der skal kunne operere til lands, til vands og i luften, som skal give Ukraine en ekstra sikkerhed, siger Macron.

EU’s præsident: Opbakning til at give Ukraine sikkerhedsgarantier

Der er opbakning til at give sikkerhedsgarantier til Ukraine som del af en fredsaftale.

Det siger EU’s præsident, António Costa, i et opslag på det sociale medie X.

Udmeldingen kommer efter et møde i Paris, hvor spørgsmålet blev diskuteret af de lande, der støtter Ukraine.

– Vi er rede til at forpligte os til et system af politisk og juridisk bindende garantier, der vil blive aktiveret, når en våbenhvile træder i kraft, siger Costa.

Det er dog fortsat et åbent spørgsmål, hvornår der kommer en fredsaftale. Og ikke mindst, om Rusland vil acceptere, at Ukraine får garantierne som del af aftalen.

António Costa fastslår, at EU også vil bidrage til de planlagte garantier, der skal sikre en “langvarig” fred.

I den forbindelse står EU-medlemskab til Ukraine som centralt for “landets fremtidige velstand”, fastslår Costa.

På EU-topmødet i december blev 24 af de 27 EU-lande desuden enige om at give Ukraine et lån på 90 milliarder euro.

Det skal sikre, at Ukraine kan holde sig kørende i de kommende to år. Det kræver dog yderligere støtte fra andre lande.

– En del af disse midler vil støtte Ukraines væbnede styrker, der udgør den første forsvarslinje mod aggressionen, siger António Costa.

Målet er ifølge Costa, at Ukraine skal være “i den stærkest mulige position før, under og efter en våbenhvile”.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, talte også for EU-medlemskab til Ukraine som en central del af sikkerhedsgarantierne til landet forud for mødet.

– I dag blev der vist stærk enhed for Ukraine i Paris ved mødet mellem lederne af koalitionen af villige lande fra EU-medlemsstaterne, Nato-allierede og Ukraines venner.

– Vores fælles erklæring sender et klart budskab. Vi står samlet bag Ukraine, og der venter en sikker og velstående fremtid forude, siger von der Leyen på det sociale medie X.

55 cubanere og venezuelanere dræbt under USA’s aktion i Venezuela

55 ansatte i det cubanske og venezuelanske militær blev dræbt under USA’s militæraktion i Venezuela 3. januar.

Det oplyser militæret i landene ifølge nyhedsbureauet AFP.

Cuba meddelte allerede mandag, at 32 cubanere var blevet dræbt i angrebet.

Ifølge AFP arbejdede de dræbte cubanere for militæret. Tre af dem var højtstående officerer.

Det venezuelanske militær oplyser ligeledes, at 23 af dets militærpersonale blev dræbt, herunder fire admiraler.

Omfanget af civile omkomne oplyses ikke.

Tidligere lød det, at mindst 40 personer blev dræbt under den amerikanske aktion.

Det fortalte en unavngiven venezuelansk embedsmand til det amerikanske medie The New York Times.

Blandt de dræbte var både militærfolk og civile, lød det fra embedsmanden, der blev betegnet som højtstående.

Under USA’s militæraktion angreb amerikanske styrker flere steder og fløj ind med helikopter og pågreb landets nu afsatte præsident, Nicolas Maduro, og hans hustru i deres hjem i Venezuelas hovedstad, Caracas.

Herefter blev de begge taget med til USA, hvor de mandag mødte i retten og erklærede sig uskyldige i en række tiltalepunkter om narkokriminalitet.

Venezuelas vicepræsident, Delcy Rodriguez, blev mandag formelt taget i ed som fungerende præsident i landet.

Landets højesteret godkendte allerede i weekenden, at hun kunne sætte sig på posten.

Den 56-årige vicepræsident har længe været anset for en af de mest loyale støtter af Maduro.

Maduro har tidligere kaldt hende “en tiger” for hendes forsvar af regeringen.

Mandag aften afviste USA’s præsident, Donald Trump, muligheden for et hurtigt valg i landet i et interview med det amerikanske medie NBC News.

– Vi skal først have styr på landet. Man kan ikke afholde et valg. Det ville ikke engang være muligt for folk at stemme, sagde Trump.

Online-væddemål om Maduro skaffer person over 400.000 dollar

En bruger på platformen Polymarket skaffede sig over 400.000 dollar ved at forudsige, at Venezuelas nu afsatte præsident, Nicolas Maduro, ikke ville forblive ved magten.

Det skriver NBC.

Polymarket er en platform, der lader brugere vædde om udfaldet af begivenheder.

I perioden 27. december til 3. januar indgik brugeren 13 væddemål til en værdi af knap 34.000 dollar.

Aftenen inden USA’s militæroperation blev offentligt kendt, indgik brugeren sit sidste og største væddemål til over 14.000 dollar.

– Det trodser al fornuft, hvis ikke der var tale om insiderinformation, siger Dustin Gouker, som er konsulent inden for gamblingindustrien, til mediet Axios.

Polymarket, der beskriver sig selv som et forudsigelsesmarked, er ikke vendt tilbage på en henvendelse fra NBC. Det er uvist, hvem brugeren er, og hvor den blev oprettet. Det står heller ikke klart, om vedkommende reelt havde insiderinformation.

I modsætning til på en klassisk bettingplatform handler brugere på Polymarket aktier om udfaldet af begivenheder med hinanden. Man placerer dermed ikke væddemål hos en bookmaker.

Der har tidligere været debat om Polymarket og risikoen for insiderhandler.

Generelt har amerikanere ikke adgang til hovedplatformen, men ifølge nyhedsbureauet Reuters bruger mange VPN-forbindelser til at komme derind alligevel.

Efter at nyheden om flere Maduro-handler kom frem mandag, sagde det demokratiske kongresmedlem Ritchie Torres, at han snart vil fremlægge lovgivning for at gøre noget ved det.

Han vil forbyde, at embedsmænd, kongresmedlemmer og føderalt ansatte indgår væddemål på platforme som Polymarket, hvis de har information, som ikke er offentligt tilgængelig, relateret til væddemålet – eller måske kan opnå det via deres stilling.

Det var 3. januar, at USA gennemførte en militæraktion i Venezuela.

Her angreb amerikanske styrker flere steder og fløj ind med helikopter og pågreb Maduro i sit hjem i Venezuelas hovedstad, Caracas. Herefter blev han taget med til USA, hvor han mandag mødte i retten og erklærede sig uskyldig i en række tiltalepunkter om narkokriminalitet.

C25 lukker med højeste niveau i 14 måneder

Det danske C25-aktieindeks har fået en god start på 2026, ikke mindst takket være medicinalselskabet Novo Nordisk.

For femte dag i træk steg det og kan nu allerede notere et plus for 2026 på 4,1 procent målt på eliteindekset C25, skriver MarketWire.

Tirsdag steg indekset 4,0 procent til 1899,21, hvilket ifølge mediet er det højeste lukkeniveau siden november 2024.

Aktier som Novo Nordisk, Genmab og ISS sluttede alle i toppen af C25, mens Zealand Pharma sluttede i bunden af indekset, skriver Børsen.

Investorer i danske aktier har bedre grund til at finde smilet frem, end de har haft længe, lyder det fra Philip Jagd, der er aktiechef i Sampension.

– Den gode start på 2026 kommer vel at mærke i forlængelse af en stærk afslutning på 2025, hvor indekset i årets sidste to måneder leverede et markant bedre afkast end både globale aktier og de amerikanske teknologiaktier, siger han i en kommentar til Ritzau.

Indekset består af de 25 mest handlede aktier på Københavns Fondsbørs målt på omsætningen og tæller – foruden Novo – selskaber som Mærsk, Vestas og Danske Bank.

Novo Nordisk var for anden dag i træk den helt store trækhest i eliteindekset med et plus på fem procent, skriver MarketWire.

Medicinalselskabet lagde sig også mandag i toppen af indekset med en stigning på fem procent. Samme dag udkom pilleversionen af vægttabsmidlet Wegovy i handelen i USA.

Novo Nordisk fik kort før jul de amerikanske sundhedsmyndigheders godkendelse til at markedsføre Wegovy på pilleform.

Konkurrenten amerikanske Eli Lilly forventer først at få sin fedmepille godkendt til marts.

Ifølge aktiechef Philip Jagd er fremgangen i det danske indeks en tiltrængt opmuntring for investorerne, som har måttet væbne sig med tålmodighed i en længere periode.

– Spørgsmålet er nu, om den gode stime kan fortsætte, og om det danske indeks permanent kan genvinde sin historiske stjernestatus. Det kan 2026 forhåbentligt give et positivt svar på, siger Philip Jagd.

Leyen: EU-medlemskab til Ukraine skal være del af sikkerhedsgarantier

Ukraine skal ikke kun tilbydes vestlige soldater som del af sikkerhedsgarantierne efter en fredsaftale.

Et EU-medlemskab til Ukraine skal også udgøre en del af garantierne.

Det fastslår EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i et opslag på det sociale medie X.

– Ukraines medlemskab i EU vil både være en vigtig sikkerhedsgaranti i sig selv og en central søjle i vores tilbud om øget velstand, siger von der Leyen.

Udmeldingen kommer i forbindelse med tirsdagens møde i koalitionen af villige lande i Paris.

Her deltager blandt andre Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, statsminister Mette Frederiksen (S) og en række andre stats- og regeringschefer samt von der Leyen og Natos generalsekretær, Mark Rutte.

– Vores mål er klart: At give Ukraine solide sikkerhedsgarantier.

– Med stærke ukrainske væbnede styrker, der kan afskrække fremtidige angreb, en multinational styrke til afskrækkelse og bindende forpligtelser til at støtte Ukraine i tilfælde af et fremtidigt angreb fra Rusland, siger von der Leyen.

Et EU-medlemskab var også del af USA’s oprindelige fredsplan for Ukraine.

Den indeholdt ifølge læk et forslag om EU-medlemskab til Ukraine allerede i 2027.

En tidsplan, der næppe er realistisk.

EU-Kommissionen vil dog ikke udelukke, at Ukraine kan være klar i 2030, hvis reformerne fortsætter.

Flere sager om korruption i Ukraine har dog skabt bekymring i Bruxelles. Og blandt befolkningerne i flere EU-lande er der skepsis.

Tidligere målinger fra Eurobarometer har vist, at et flertal af vælgerne i både Italien, Ungarn og Tjekkiet er modstandere af EU-medlemskab til Ukraine.

I EU’s to mest indflydelsesrige lande, Tyskland og Frankrig, er befolkningerne delte i to næste lige store grupper, når det gælder for og imod medlemskab til Ukraine.

Ungarn har under premierminister Viktor Orbán hidtil blokeret for Ukraine.

Viktor Orbán er dog bagud i meningsmålingerne forud for valget i Ungarn i april.

Machado taler om at dele Nobelpris med Trump – institut afviser

Den venezuelanske oppositionspolitiker og nobelprismodtager Maria Corina Machado roser USA’s præsident, Donald Trump, og taler om at dele Nobels fredspris med ham.

Det sker i et interview med tv-værten Sean Hannity på Fox News.

Her bliver hun spurgt, om hun endnu har tilbudt Trump prisen.

– Det er ikke sket endnu, siger hun.

– Men jeg ville helt sikkert elske at fortælle ham personligt, at vi – det venezuelanske folk, fordi det her er det venezuelanske folks pris – ønsker at give den til ham og dele den med ham.

Selv hvis Machado skulle forsøge at gøre alvor af sine overvejelser, kan hun dog ikke dele sin Nobelpris med eller give den til Donald Trump.

Det skriver Nobelinstituttets kommunikationschef, Erik Aasheim, tirsdag i en sms til Dagens Næringsliv ifølge nyhedsbureauet NTB.

– En Nobelpris kan hverken tilbagekaldes eller overdrages til andre. Da offentliggørelsen af prisvinder(ne) er blevet gjort, står beslutningen for evigt, skriver Aasheim.

De penge, der følger med prisen – aktuelt 11 millioner svenske kroner – kan hun dog selv disponere over, forklarer han.

I forløbet op til uddelingen af sidste års Nobels fredspris lagde Trump ikke skjul på, at han gerne så sig selv få prisen.

Det blev imidlertid Machado, der fik prisen for sin kamp “for demokrati over for en stigende grad af autoritært styre” under den nu afsatte venezuelanske præsident, Nicolas Maduro, der i weekenden blev taget til fange i en amerikansk militæroperation.

Efter aktionen affejede Trump på et pressemøde lørdag idéen om, at Machado kunne blive midlertidig leder i Venezuela.

– Hun har hverken støtten eller den fornødne respekt i landet, sagde han.

I interviewet med den nære Trump-allierede Hannity, som er oppositionslederens første efter weekendens begivenheder, meddelte Machado også en plan om snarest at vende tilbage til sit hjemland.

– Jeg planlægger at rejse hjem så hurtigt som muligt, sagde Machado efter at være blevet spurgt til sine rejseplaner.

Det fremgår ikke i interviewet, hvor Machado befinder sig. Hun modtog i december fredsprisen i Oslo.

Mandag blev Delcy Rodriguez, som i flere år havde været vicepræsident under Nicolas Maduro, indsat som fungerende præsident.

Sexshop-ejer idømt fængsel for ulovlige piller og kopicigaretter

En butiksindehaver fra Esbjerg er blevet idømt fire år og seks måneders fængsel i en sag om tusindvis af ulovlige opioider, lægemidler og kopicigaretter.

Det skriver JydskeVestkysten, efter at Retten i Esbjerg tirsdag eftermiddag har afsagt dom i sagen.

Nu 47-årige Torben Riise Visgaard Knudsen får desuden konfiskeret et millionbeløb, og han skal betale en bøde og erstatning på i alt cirka 4,5 millioner kroner, skriver avisen.

Torben Riise Visgaard Knudsen har drevet sexshoppen Dark Rose på Kronprinsensgade i Esbjerg.

Men han har altså også drevet en ulovlig forretning.

Ifølge JydskeVestkysten er han dømt for systematisk salg af opioider og tusindvis af ulovlige piller.

I retten har han forklaret, at han kun havde de mange piller, fordi han blev tvunget af ukendte bagmænd til at opbevare dem, skriver avisen.

Anklagemyndigheden havde i sagen rejst tiltale for 18 forhold, og han er i det store hele kendt skyldig.

Ifølge JydskeVestkysten fandt politiet 6,4 millioner kroner i kontanter i et kælderrum i Esbjerg, og det er de millioner, som også er blevet konfiskeret med dommen.

Selv har Torben Riise Visgaard Knudsen ifølge avisen fortalt, at han havde de mange kontanter, fordi han havde sparet op i mere end 20 år.

Ifølge avisen har han anket dommen til frifindelse i det omfang, som han ikke har erkendt.

Amerikansk udsending mener ikke Trump vil overtage Grønland

USA’s særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, mener ikke, at USA vil “overtage” Grønland.

Det siger han til mediet CNBC adspurgt om, hvorvidt USA’s præsident, Donald Trump, er klar til at “overtage” (seize) Grønland.

– Nej, det tror jeg ikke, han er, og jeg tror ikke, at det er, hvad han taler om, siger Landry til mediet.

Han afviser desuden, at det ville være okay at overtage Grønland med magt.

Allerede i slutningen af december understregede den særlige udsending over for Fox News, at USA ikke har tænkt sig at “gå ind og forsøge at erobre nogen” eller forsøge at “overtage nogens land”.

Trump har flere gange i de seneste dage gentaget, at han er meget alvorlig med sin melding om, at USA har brug for Grønland på grund af national sikkerhed.

Selvom Landry igen afviser, at Trump har i sinde at overtage Grønland, understreger han flere gange i interviewet med CNBC, at den amerikanske præsident er “ekstremt dedikeret” til Monroe-doktrinen.

Doktrinen kommer fra USA’s tidligere præsident James Monroe, der formulerede den i sin tale til Kongressen i 1823.

Han ville holde europæiske kolonimagter og andre væk fra lande på den vestlige halvkugle, altså Sydamerika og Nordamerika. Grønland ligger også på den vestlige halvkugle. Til gengæld skulle USA holde sig ude af krige og interne stridigheder i Europa.

– Jeg mener, at det at konsolidere den vestlige halvkugle er godt for USA, og Grønland er i den vestlige halvkugle, siger Landry til mediet.

Udsendingen tilføjer desuden, at han mener, at den amerikanske præsident er “en af de mennesker, der siger, at alt er på bordet”.

– Siger du, at alt er på bordet? spørger CNBC-journalisten.

– Jeg mener, at vi bør tage til Grønland og sige: “Hvilke muligheder kunne I tænke jer? Hvad kan vi tilbyde jer, som Europa ikke tilbyder?” siger Landry.

Mand får anbringelsesdom for at stikke Flextrafik-chauffør ihjel

En 42-årig mand idømmes anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid for at have dræbt en 27-årig flextrafik-chauffør, der var i gang med at køre manden til Psykiatrisk Akutmodtagelse Roskilde.

Sådan lyder dommen i Retten i Roskilde tirsdag.

Han modtager dommen.

Overfaldet skete 27. marts sidste år omkring klokken 03.40 på Sankt Hans Gade i Roskilde, hvor manden stak chaufføren i højre side af halsen med en skalpel.

Ifølge dommer Thomas Smed måtte manden have indset, at offeret kunne dø af stikket, som han tildelte chaufføren.

Chaufføren afgik ved døden tre dage senere.

Under grundlovsforhøret efter anholdelsen forklarede den dømte, at han troede, at chaufføren ville slå hans mor ihjel, og at han derfor angreb ham.

Den dømtes mor var med under kørslen. Hun sad på forsædet af flex-bussen. Det var hende, der havde ringet til lægevagten, fordi sønnen havde det psykisk dårligt, og hun var bange for ham.

Den dømte forsvandt fra gerningsstedet, men blev anholdt af Midt- og Vestsjællands Politi efter en kort eftersøgning.

Han blev pågrebet efter at have knust en rude i Sankt Hans Gade i Roskilde. Her fandt politiet også en knækket, grøn skalpel. Desuden var han i besiddelse af 10,5 gram ketamin. Det erkendte han i retten.

Efter overfaldet hjalp moren chaufføren med at bremse blødningen.

Herefter kørte den 27-årige selv hen til akutmodtagelsen på Roskilde Sygehus.

Politiet har tidligere beskrevet den 42-årige nu dømte som en tilsyneladende psykisk uligevægtig mand.

Politiet modtog anmeldelsen om natten klokken 03.48 fra en sygeplejerske.

Under retssagen tirsdag afspillede anklageren opkaldet, hvor sygeplejersken fortalte politiet, at den 27-årige chauffør fik hjertestop, kort efter at han ankom til sygehuset.

Den 42-årige husker ikke detaljerne fra episoden, og derfor kunne han ifølge forsvarer Karoline Normann ikke erkende at have stukket chaufføren.

– Min klient kan ikke huske detaljer om situationen. Derfor må jeg sige, at han teknisk nægter sig skyldig, lød det fra forsvareren.

Men hun var enig med anklager Rune Rydik i, at en anbringelsesdom var den rigtige foranstaltning. Det var også den dom, som blev anbefalet af Retslægerådet.

Dog mente forsvareren ikke, at hendes klient skulle dømmes for drab, men derimod for vold med døden til følge.

– Det eneste, vi ved, er, at chaufføren bliver ramt af en skalpel. Moren har ikke set selve handlingen, sagde forsvareren.

Ifølge anklageren kunne der ikke være tvivl om, at den 42-årige mand havde forsæt til drab.

Ifølge mentalerklæringen, som anklageren har læst op, er den tiltalte ikke sindssyg, men han var det på gerningstidspunktet.

Han var desuden påvirket af ketamin og cannabis, men han var ikke i en abnorm rustilstand, lyder det.

Snevejr fører til aflysning af hundredvis af fly i Amsterdam

Mange steder i Europa har vintervejret gjort sit indtog og skabt kaos i flere lufthavne.

Flere end 400 flyafgange er tirsdag blevet aflyst i Schiphol Lufthavn i Amsterdam på grund af snevejr, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Og onsdag vil 40 procent af alle afgange og ankomster i lufthavnen Charles de Gaulle i den franske hovedstad, Paris, være aflyst på grund af kraftig sne, oplyser den franske transportminister, Philippe Tabarot, tirsdag ifølge AFP.

Begge steder skyldes det, at det er vanskeligt at holde landingsbanerne fri for sne og flyene fri for is.

– På grund af vedvarende vintervejr er kun begrænset luftfart mulig til og fra Schiphol. Vores snerydningshold arbejder i døgndrift for at holde landingsbanerne ryddede, og flyene bliver afiset omhyggeligt for at sikre, at alle kan rejse sikkert, lyder det fra den hollandske lufthavn.

Blandt de aflyste fly er en lang række afgange til og fra København.

Både Schiphol og Charles de Gaulle er blandt de travleste lufthavne i Europa og bruges af mange passagerer og flyselskaber til mellemlandinger.

Det forventes, at vintervejret også kommer til at forstyrre flytrafikken til og fra Amsterdam de kommende dage.

– Det kan medføre forsinkelser og aflysninger, lyder det på lufthavnens hjemmeside.

Alle tog til og fra Schiphol Lufthavn har desuden været aflyst tirsdag.

Vintervejret sætter også sit præg på blandt andet Tyskland og Storbritannien.

Store dele af Tyskland er dækket af sne, og i det vestlige og nordlige Frankrig er seks mindre lufthavne blevet lukket på grund af vejrforholdene.

Samtidig er togselskabet Eurostars højhastighedstog på strækningen mellem Amsterdam og Paris alle enten aflyste eller forsinkede.

Ifølge det britiske meteorologiske institut, Meteorological Office, forventes snestorme at præge store dele af Storbritannien resten af ugen.

Især Skotland ventes at blive ramt af store mængder sne, lyder det i et varsel fra instituttet ifølge Reuters.

I Skandinavien har der også været omfattende snefald. I både Norge, Sverige og Danmark opfordres bilister tirsdag til at køre forsigtigt på grund af vejrforholdene, skriver blandt andre medierne VG og Aftonbladet.

Snefygning og forhøjet vandstand kan følge på bagkant af snestorm

Det er ikke kun i den nordlige del af Jylland, at vejret kan drille med en forventet snestorm i løbet af onsdag.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har udsendt et forvarsel dels om snefygning i den sydlige del af landet, dels om forhøjet vandstand i Lillebælt og Sydfynske Øhav.

Forvarslet gælder i tidsrummet fra fredag til lørdag, forklarer vagtchef i DMI Hans Peter Wandler.

– Det er et nyt lavtryk, vi skal have forbi. Det giver en kraftig vind fra øst, som presser vand fra Østersøen ind i Lillebælt og Sydfynske Øhav.

– Samtidig med at vinden tiltager, ser det ud til, at vi kan få noget snefygning i de sydlige egne, siger han.

Meteorologen understreger dog, at der endnu er tale om et forvarsel.

– Det kommer til at afhænge af lavtrykkets endelige placering og bane, når vi når frem til fredag og lørdag, siger Hans Peter Wandler.

Men først gælder den varslede snestorm onsdag i den nordlige del af Jylland.

Varslet gælder fra onsdag klokken 11 til om aftenen klokken 23.

– Det er lidt senere end først antaget, og det skyldes, at frontsystemet, der bevæger sig ind fra Nordsøen, hænger lidt i bremsen.

– Så inden vinden tiltager og når kriteriet for snestorm, går der lidt længere tid end først antaget, siger Hans Peter Wandler.

To kriterier skal være opfyldt, før der er tale om en snestorm: et snefald på mere end 10 centimeter på seks timer og en vindhastighed over 10 meter i sekundet i mindst 10 minutter.

– Vi forventer, at der i perioden kan falde mellem 10 og 30 centimeter sne. Lokalt måske lidt mere, siger Hans Peter Wandler.

Varslet gælder et område, der i forvejen har fået pæne mængder sne de seneste dage.

Så når vinden først tager til, kan der hurtigt blive flyttet rundt på bunkerne af sne.

Beredskabsstyrelsen skriver på X, at man er parat med “både sneplove og ekstra mandskab”.

– Vi følger vejrsituationen tæt og står klar til at rykke ud, skriver styrelsen.

Også otte pansrede Piranha-køretøjer hos Forsvaret er klar til at rykke ud og hjælpe ambulanceberedskabet, hvis det ikke kan komme frem i vintervejret.

Det oplyser Forsvaret i en nyhed på sin hjemmeside.

Køretøjerne, der er monteret med terrængående kæder, flytter sig rundt i landet alt efter, hvor behovet er størst. To har udgangspunkt i Aalborg, en i Aarhus, to i Haderslev, en i Odense og to i Roskilde.

Rådet fra Vejdirektoratet lyder, at man holder øje med vejrudsigten og orienterer sig via trafikinfo.dk, inden man sætter sig i bilen.

Hav altid overtøj med i bilen samt opladt telefon, tæppe, skovl og proviant, lyder det på direktoratets hjemmeside.

Nationalmuseet nedlægger flere stillinger i sparerunde

Nationalmuseet skal stramme det økonomiske greb og “slanke administrationen”.

Det betyder, at museet nedlægger 21 stillinger, primært på det administrative område, skriver museet i en pressemeddelelse.

Samtidig er museets økonomi begyndt at slå sprækker.

Til Ritzau uddyber Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, dog, at stillingsnedlæggelserne først og fremmest sker for at sikre, at museet også i fremtiden kan levere “et stærkt og relevant bidrag til samfundet”.

– Nedlæggelserne af stillingerne er ikke for at lukke et hul i år. Det er en fremadrettet strategisk prioritering, forklarer direktøren.

Blandt andet skal der skaffes nye spidskompetencer inden for eksempelvis forskning, turisme og museumsdesign. Det kræver et økonomisk råderum, siger Rane Willerslev.

De seneste mange år har Nationalmuseet indfriet deres økonomiske mål. Men i år har det været nødvendigt med en ekstrabevilling fra Kulturministeriet på syv millioner kroner.

– Man må konstatere, at der er blevet lavet en række fejlberegninger i administrationen, og derfor har vi for første gang i mange år ikke formået at gå i nul, som jo er det, vi skal ifølge staten, siger direktør Rane Willerslev.

Han erkender, at direktionen har troet for meget på, at de seneste års rekordfremgang i besøgstallene ville fortsætte. Det har også påvirket den økonomiske situation i 2025.

Museet har derfor nu et strengt og entydigt fokus på transparens og forudsigelighed i økonomien, lyder det.

– Stillingsnedlæggelserne er en hård beslutning. Men den er også nødvendig, hvis vi vil sikre museet en sund økonomi fremover, siger Rane Willerslev.

Direktøren understreger, at sparerunden ikke kommer til at påvirke de besøgende på museet.

Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum med 15 museer og slotte i hele landet. Hovedsædet ligger i det indre København.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]