Seneste nyheder

4. maj 2026

DSB indgår aftale om fridage til ansatte i kompensation efter kritik

DSB har valgt at give togførere og togpersonale fridage som kompensation for brud på overenskomst.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra DSB, hvor det lyder, at DSB har indgået en aftale med fagforeningen Dansk Jernbaneforbund efter kritik af nyt it-system og arbejdsmiljø i DSB.

En række medier har den seneste tid berettet om problemer hos DSB i forbindelse med implementering af et nyt it-system fra oktober 2025.

It-systemet, der skal give togpersonale besked om, hvornår, hvor og hvor længe de skal møde på arbejde, er roden til en konflikt mellem ledelse og medarbejdere.

Ifølge personalet virker systemet ikke efter hensigten og har presset personale, der har udtrykt mistillid til ledelsen. Det beskrev DR i begyndelsen af februar.

Dennis Lyng Desezar, der er lokalgruppeformand for togpersonalet i København, har tidligere beskrevet udfordringerne til TV 2 Kosmopol.

– Systemet genererer flere ture, end der er mandskab til. Man kan arbejde rigtig mange timer i løbet af en uge, og hvis der er forsinkelser, så ved systemet ikke, hvad det skal stille op, sagde han sidste uge til mediet.

Transportordfører Leila Stockmarr (EL) har under et tidligere samråd forklaret, at der med it-systemet har været omkring 1000 brud på overenskomsten. Det skrev Ekstra Bladet i slutningen af januar.

DSB og Dansk Jernbaneforbund har altså med aftalen tirsdag valgt at droppe alle sager om brud på overenskomsten.

Det er sket mod, at de ansatte får fridage i kompensation. Medarbejderne får mellem en og tre fridage.

Derudover bliver der blandt andet nedsat en styregruppe, der skal følge og understøtte arbejdet med det nye it-system.

Et andet hovedpunkt i aftalen er, at der bliver nedsat en arbejdsgruppe, der skal bestå af formand og næstformand fra det kørende personales områdegrupper, DSB’s administrerende direktør, Flemming Jensen, og tre til fire andre repræsentanter for DSB.

Arbejdsgruppen får “direkte og reel indflydelse på udviklingen” af it-systemet.

– Aftalen markerer et vigtigt skridt mod at skabe et bedre arbejdsmiljø og sikre en stabil drift fremadrettet, skriver DSB i pressemeddelelsen.

Marius Borg Høiby: Jeg var ingen engel i forholdet

Den norske kronprinsessesøn Marius Borg Høiby medgiver, at forholdet mellem ham og influenceren og tv-personligheden Nora Haukland var turbulent.

Det siger han tirsdag i retten i Oslo, efter at Nora Haukland tidligere på dagen afgav forklaring i sagen, hvor Marius Borg Høiby er tiltalt for 38 lovovertrædelser, heriblandt mishandling i nære relationer.

– Bare for at være helt tydelig: Jeg var ingen engel i forholdet, siger Marius Borg Høiby ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

– Noget af det, der er blevet sagt om utroskab og om at snakke med andre piger og den slags, er 100 procent sandt. Der er intet at skjule.

Marius Borg Høiby og Nora Haukland dannede par fra april 2022 til juli 2023.

Anklagemyndigheden mener, at Marius Borg Høiby udsatte Nora Haukland for “et frygtregime” i de 15 måneder, de var sammen.

Anklagemyndigheden har fremlagt en række forskellige episoder, som de mener beviser, at Marius Borg Høiby udsatte hende for trusler, kontrol, manipulation og vold.

Marius Borg Høiby skulle have kvalt hende flere gange og skubbet og kastet hende.

Alle anklager, som Marius Borg Høiby nægter.

Nora Haukland har optaget et skænderi mellem de to, og det blev afspillet i retten. Marius Borg Høiby høres råbe nedsættende skældsord til hende.

– Du har ødelagt hele mit fucking liv! Du har ødelagt alt i mit liv!, lyder det blandt andet på optagelsen.

Ifølge NTB har flere af episoderne været overværet af vidner, blandt andre af Nora Hauklands veninder og af en dørmand på en klub.

Marius Borg Høiby erkender i retten tirsdag, at han let bliver jaloux, men han nægter at have været voldelig.

– Det er i hvert fald ikke et forhold, jeg har været involveret i, siger han ifølge NTB.

Marius Borg Høiby og Nora Haukland kom i kontakt med hinanden over de sociale medier. Ifølge kronprinsessesønnen var den første tid “som taget ud af en film”.

Nora Haukland fortalte under sin forklaring, at hun også var meget forelsket i Marius Borg Høiby, men at hun konstant frygtede hans raserianfald.

Hun følte, at han elskede hende det ene øjeblik og hadede hende det andet.

Marius Borg Høibys advokater har meldt, at de vil fremlægge beviser, som vil tegne et “lidt anderledes billede af forholdet for at vise, hvordan Haukland har behandlet ham hele vejen igennem”.

Blandt tilhørerne i retten tirsdag er Marius Borg Høibys far, Morten Borg. Ifølge NTB er Morten Borg blevet afhørt i sagen.

Morten Borg havde ikke nogen kommentarer til den fremmødte presse om sin søn.

Morten Borg mødte kronprinsesse Mette-Marit – den dengang borgerlige Mette-Marit Tjessem Høiby – i et kollektiv, og sammen fik de i 1997 sønnen Marius.

Mette-Marit Tjessem Høiby mødte i årene efter den norske tronarving, kronprins Haakon.

Parret blev gift i 2001, og Mette-Marit Tjessem Høiby trådte ud af Oslo Domkirke som kronprinsesse af Norge.

Retssagen mod Marius Borg Høiby varer ifølge planen frem til 13. marts.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Erfaren spanier overtager de franske håndboldherrer

De franske håndboldherrer skal have ny landstræner.

Guillaume Gille er fortid, og han erstattes af spanske Talant Dujshebaev.

Det skriver det franske håndboldforbund på X.

Gille har haft tjansen siden 2020 og har undervejs vundet OL i 2021 og EM i 2024. Inden da var han i fire år assistent for Didier Dinart.

Dengang var det et skuffende EM, der kostede Dinart jobbet, og dette trænerskifte kommer også i kølvandet på et sløjt EM for Frankrig, der blev nummer syv ved slutrunden i januar.

Ifølge det franske medie L’Équipe har Gille selv valgt at takke af som landstræner.

Dujshebaev kalder det en ære at overtage det franske landshold.

– Det er noget, jeg har ønsket mere end noget andet, fordi Frankrig har en fantastisk generation af spillere. Mit mål med disse spillere er at vinde alt og dominere igen. Også mod Tyskland og Danmark, siger spanieren ifølge forbundets hjemmeside.

Den tidligere topspiller har siden 2014 stået i spidsen for den polske storklub Kielce, og det vil han fortsætte med, skriver Kielce på klubbens hjemmeside.

Det er ikke første gang, at Dujshebaev har et landshold, mens han er i den polske klub. Han har tidligere været landstræner for Ungarn og Polen.

Norsk eksstatsminister indlagt som følge af Epstein-afsløringer

Norges tidligere statsminister og forhenværende generalsekretær i Europarådet Thorbjørn Jagland er blevet indlagt.

Det oplyser den 75-årige Jaglands advokat, Anders Brosveet, til VG.

Ifølge advokaten er den tidligere statsminister blevet indlagt som følge af belastningen på ham i kølvandet på afsløringer om hans kontakt til den amerikanske afdøde finansmand Jeffrey Epstein.

Epstein døde i et fængsel i 2019, mens han ventede på en omfattende retssag i New York om menneskehandel og seksuelt misbrug af mindreårige. Han var tidligere dømt i 2008.

For knap en måned siden offentliggjorde det amerikanske justitsministerium millioner af dokumenter i sagen.

De har blandt andet vist, at Jagland og Epstein ifølge flere norske medier har haft langt mere kontakt, end Jagland tidligere har forklaret.

I årene mellem 2011 og 2019 var de to i kontakt og mødtes flere gange, skriver VG.

Jagland var generalsekretær for Europarådet i den periode – nemlig fra 2009 til 2019. Han var norsk statsminister fra 1996 til 1997 og leder af det norske Arbeiderpartiet fra 1992 til 2002.

Den tidligere toppolitiker har gennem sin advokat afvist, at han har gjort noget, der kan være strafbart, i løbet af sine ti år i Europarådet.

Den norske politienhed Økokrim har indledt en efterforskning af Jagland og sigtet ham for grov korruption som følge af Epstein-filerne.

Efterforskningen omhandler, hvorvidt han har modtaget rejser, gaver og lån fra Epstein, mens han var generalsekretær for rådet.

Økokrim har dog ikke præciseret, hvad Jagland skulle have givet tilbage.

Europarådet besluttede tidligere i februar at ophæve Jaglands immunitet i forbindelse med Epstein-sagen på anmodning fra den norske regering, så han kunne blive efterforsket af Økokrim.

Thorbjørn Jagland har gennem sin forsvarsadvokat udtalt, at han synes, det er positivt, at sagen bliver efterforsket.

Stor aftale med Meta sender AMD-aktier i vejret

Den amerikanske processorvirksomhed AMD er steget med over seks procent på børsen, efter at techfirmaet Meta har indgået en aftale om at købe millioner af AI-chips fra AMD.

Aftalen betyder samtidig, at Meta kommer til at opnå en større aktieandel i AMD – op mod ti procent ifølge Financial Times.

I alt har AMD forpligtet sig til at levere grafikprocessorer på op til seks gigawatt, men i en fælles meddelelse fra de to selskaber nævnes ikke noget beløb.

Handlen vil dog løbe op i et tocifret milliardbeløb i dollar, siger direktøren for AMD, Lisa Su, til analytikere ifølge Bloomberg.

– Vi er begejstrede for at indgå et langsigtet partnerskab med AMD, siger Facebook-direktør Mark Zuckerberg i en pressemeddelelse.

– Jeg forventer, at AMD vil være en vigtig partner i mange år frem.

AFP

Statsadvokat dropper sigtelse om planlægning af skoleskyderi

Statsadvokaten i Viborg har besluttet, at der ikke bliver rejst tiltale i en sag, hvor en 15-årig dreng har været sigtet for at planlægge et skoleskyderi i Kolding.

Det oplyser anklagemyndigheden tirsdag i en pressemeddelelse.

1. august sidste år blev en 15-årig dreng varetægtsfængslet på en lukket ungdomsinstitution. Han var mistænkt for drabsforsøg på personer på en skole i Kolding.

Sigtelsen mod ham er nu droppet.

Ifølge anklagemyndigheden har Sydøstjyllands Politi lavet en meget grundig efterforskning i sagen.

– Vi har truffet afgørelse om at opgive sigtelsen mod den 15-årige for forsøg på manddrab, fordi vi ikke mener, at der vil kunne føres bevis for, at han har udført handlinger, der vil kunne straffes som forsøg på manddrab eller noget andet, siger specialanklager Emil Stenbygaard fra Statsadvokaten i Viborg i pressemeddelelsen.

– For at man kan straffe nogen for forsøg, kræver det, at der kan føres bevis for, at der er truffet en beslutning om at begå en strafbar handling, og det kan vi efter vores opfattelse ikke i denne sag.

Brian W. Lassen, der er forsvarsadvokat for den 15-årige, siger, at han ikke er overrasket over Statsadvokatens afgørelse.

– Jeg synes ikke – heller ikke i grundlovsforhøret – at der var et grundlag, siger han.

Han ønsker ikke at komme ind på sagens opstart.

Den 15-årige blev anholdt sammen med to andre, der er under den kriminelle lavalder, og som blev løsladt, da de ikke kan retsforfølges.

Sydøstjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at efterforskningen mod dem også er stoppet.

Da den 15-årige blev fremstillet i grundlovsforhøret, skete det bag dobbeltlukkede døre.

Når der er dobbeltlukkede døre i et grundlovsforhør, betyder det, at offentligheden også afskæres muligheden for at få at vide, hvordan sigtelsen lyder.

Politiet oplyste på et senere tidspunkt, at målet for det planlagte skoleskyderi var Sct. Michaels Skole i Kolding. To personer var omtalt som fremtidige mål. Det blev også oplyst, at der ikke var nogen konkret og aktuel fare mod nogen fra skolen eller konkrete personer.

Kolding Kommune oplyste, at de tre, der blev anholdt, er elever på Alminde-Viuf Fællesskole.

Den 15-årige dreng har nægtet sig skyldig.

Personer, der har været frihedsberøvet, uden at der rejses tiltale mod dem, har mulighed for at søge om erstatning.

Det er allerede gjort i denne sag, fortæller Brian W. Lassen.

Endnu en ukrainsk våbenvirksomhed er på vej til Danmark

Den danske regering er i dialog med den ukrainske forsvarsvirksomhed Skyfall om, at virksomheden kan etablere produktion i Danmark.

Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Det vil i så fald være den anden ukrainske forsvarsvirksomhed, der etablerer sig på dansk jord.

Tilbage i september sidste år annoncerede regeringen, at virksomheden Fire Point skal producere raketbrændstof i den sønderjyske by Vojens nær Flyvestation Skrydstrup.

Danmark var på daværende tidspunkt det første land i forsvarsalliancen Nato, der bød ukrainsk våbenproduktion velkommen.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), der tirsdag er i Ukraine for at markere fireårsdagen for Ruslands invasion, har under besøget drøftet forsvarsvirksomheden med Ukraines forsvarsminister.

– Danmark har været en af Ukraines største støtter siden krigens begyndelse. Først med donationer, træning af ukrainsk personel og siden med investeringer direkte i ukrainsk forsvarsindustri via den danske model, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

– At få stærke ukrainske forsvarsvirksomheder til Danmark i samspil med dansk industri vil styrke både Danmarks og Ukraines sikkerhed, siger Troels Lund Poulsen.

Skyfall producerer blandt andet droner.

Hvis Skyfall skal producere i Danmark, vil virksomheden “blive tilskyndet” til at indgå i samarbejde med danske virksomheder, lyder det videre i pressemeddelelsen.

Mens der forhandles med Skyfall, skal virksomheden screenes i forhold til eksempelvis korruption og hvidvask.

Når Fire Point skal i gang med at bygge sin fabrik ved Vojens, får den lov til at tilsidesætte mere end 20 forskellige regler og love.

Det kan lade sig gøre, efter at Folketinget i september vedtog en lov, som giver Troels Lund Poulsen mulighed for at se bort fra en række regler, når det kommer til militære projekter med væsentlig national betydning.

Med tiden skal Fire Point dog leve op til normale krav for en virksomhed af den type.

Britisk komiker nægter sig skyldig i nye anklager om overgreb

Den britiske skuespiller og komiker Russell Brand har tirsdag nægtet sig skyldig i to anklager om henholdsvis voldtægt og et andet seksuelt overgreb.

Forholdene skal være blevet begået mod to kvinder i 2009.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

50-årige Russell Brand har forholdt sig til anklagerne under et retsmøde i Southwark Crown Court i den britiske hovedstad, London.

Sidste år blev Russell Brand tiltalt for fem andre forhold – herunder to voldtægter – som ifølge anklagen blev begået mellem 1999 og 2005.

Her nægtede han sig også skyldig.

Sagerne fra slutningen af 1990’erne og begyndelsen af 00’erne skal for retten til juni. På et retsmøde i marts skal det besluttes, om de seneste anklager skal føjes til den første sag, så de kan blive behandlet i retten på én gang.

Russell Brand var især et stort kulturnavn i 00’erne, hvor han ofte optrådte på britisk tv og var radiovært på BBC. Han har desuden medvirket i flere film.

Brand var tidligere gift med den amerikanske popsanger Katy Perry. De blev skilt i 2012 efter 14 måneders ægteskab.

Politi efterforsker mulig krybskytte for tidligere lovbrud

Kan en 38-årig mand, der menes at have brudt jagtlovgivningen ved krybskytteri i Nordjylland, knyttes til mere end en enkelt episode?

Det er Nordjyllands Politi i gang med at undersøge, oplyser politikommissær Lars Jensen, der er leder af Sagscenter Hjørring i Nordjyllands Politi, i et skriftligt svar til Ritzau.

– Det kan være vanskeligt at komme krybskytteri til livs, da det næsten kræver, at gerningspersonen tages på fersk gerning. Det havde en lokal jæger held med søndag eftermiddag, siger Lars Jensen, som roser de involverede.

Den lokale jæger er Morten Bruun, formanden for Hals Jagtforening. Da han skulle lufte hund, hørte han et skud blive affyret, og han vidste, at det var uden for sæson og i et område, hvor der ikke må jages.

Derfor gemte han sig bag træer og ringede til politiet for at få ordensmagtens hjælp til at standse den mulige krybskytte.

Ved hjælp af politihunde blev der i området fundet en råbuk, der var blevet skudt og forsøgt gemt, fortalte Morten Bruun mandag.

Men søndagens episode er langtfra den eneste i Nordjylland. Faktisk er den blot den seneste i en lang række af episoder med ulovlig jagt, som ifølge jagtforeningen strækker sig to år tilbage.

Lokale borgere og jægere har gennem længere tid noteret mistænkelig adfærd i området, og der blev for et år siden eksempelvis fundet pels og blod på jagtforeningens område, som ifølge Morten Bruun stammede fra ulovlig jagt på rådyr og dådyr.

Derfor bliver det undersøgt, om den 38-årige mand, der søndag blev anholdt, kan have forbindelse til andre mulige lovbrud.

– Efterforskningen er fortsat i gang, og vi arbejder nu på at klarlægge hændelsesforløbet nærmere, herunder om der kan være tale om flere forhold eller tidligere episoder, siger politikommissær Lars Jensen.

Da politiet ankom til Hals Mose søndag eftermiddag for at tilbageholde den 38-årige, blev der sikret spor og andet relevant bevismateriale i sagen.

Novo Nordisk halverer listeprisen på Wegovy i USA

Novo Nordisk sænker sine listepriser i USA for de midler, som er baseret på semaglutid.

Det skriver Novo Nordisk i en pressemeddelelse.

Det gælder både vægttabsmidlet Wegovy og diabetesmidlet Ozempic. Også Rybelsus, som er et diabetesmiddel i pilleform, er omfattet af ændringerne.

Alle tre midler får en ny listepris på 675 dollar om måneden. Det svarer til cirka 4280 kroner. De nye priser gælder fra januar 2027.

Ifølge Novo Nordisk er der tale om et prisfald på henholdsvis omkring 50 procent for Wegovy og 35 procent for Ozempic.

De nye priser gælder, uanset hvilken dosis der er tale om.

– Det amerikanske sundhedssystem er komplekst, og dette er et vigtigt skridt fremad for de personer, hvis egenbetaling er knyttet til listeprisen, siger Jamey Millar, som er chef for Novo Nordisks amerikanske forretning, i pressemeddelelsen.

Prissænkningen skal ifølge Jamey Millar være med til at fjerne forhindringer, så flere patienter kan få adgang til Wegovy og Ozempic.

Ifølge Novo Nordisk vil de lavere listepriser have betydning for eksempelvis personer med en sundhedsforsikring med høj selvrisiko eller personer med en forsikring, som kun dækker en del af det fulde beløb.

De lavere listepriser får ikke betydning for de priser, som Novo tilbyder direkte til patienter, som betaler af egen lomme, lyder det.

Det amerikanske sundhedssystem er i høj grad baseret på private sundhedsforsikringer, som ofte betales af arbejdsgivere.

Novo Nordisk har flere gange sænket priserne på Wegovy og Ozempic for de patienter, som selv betaler.

Senest har selskabet lanceret et introtilbud, hvor nye brugere kan få midlerne til 199 dollar om måneden i de første to måneder. Herefter er prisen 349 dollar om måneden.

For Wegovy i pilleform starter prisen på 149 dollar om måneden. Det svarer til knap 950 kroner.

Tre sigtes for at bringe 14 personer i livsfare med påsat brand

14 personer menes at have været i overhængende livsfare i forbindelse med en påsat brand i Værløse natten til mandag.

Det er kommet frem i Retten i Lyngby tirsdag, hvor to mænd og en kvinde er blevet varetægtsfængslet i fire uger – mistænkt for at have anstiftet branden.

Det oplyser anklager Christian Bruhn-Andersen fra Nordsjællands Politi.

De tre er sigtet efter den grove brandstiftelsesparagraf – straffelovens paragraf 180 – da mennesker vurderes at have været i overhængende fare, og angiveligt blev forbrydelsen begået i forening.

Bygningen, der blev stukket ild til, består delvist af erhverv og delvist af beboelse.

De 14 personer, der kom i fare, befandt sig inde i bygningen, da branden brød ud. To personer blev efterfølgende kørt til hospitalet til undersøgelse.

Ifølge sigtelsen blev der ved branden anvendt brændbar væske to steder i bygningen på Bymidten i Værløse. Det var beboere i nærheden, der tilkaldte beredskabet, fordi de hørte et stort brag, da et vindue blev suget ud.

Billeder fra stedet viser omfattende brandskader i bygningens stueetage.

Mandag blev de tre personer anholdt og sigtet i sagen. Politiet har koblet dem til sagen via signalement, tekniske spor og forklaringer.

Den ene af de tre – en 22-årig mand – erkendte i tirsdagens retsmøde nogle faktiske omstændigheder, men han nægtede sig ellers skyldig, oplyser anklageren. Han accepterede, at han varetægtsfængsles.

De to øvrige nægtede sig skyldige og har kæret kendelsen om varetægtsfængsling. Dermed skal landsretten vurdere, om der er grundlag for at frihedsberøve dem i sagen.

Hvad årsagen til den grove forbrydelse skulle være, er for nu mørklagt. Der var lukkede døre under retsmødet, hvorfor anklager Christian Bruhn-Andersen ikke kan fortælle nærmere om politiets efterforskning eller beviser.

Han er også tavs, hvad angår de tre sigtedes relation til hinanden og til gerningsstedet.

Dommeren fandt, at der var en begrundet mistanke om, at de havde gjort sig skyldige i den rejste sigtelse, og at der er en risiko for, at de på fri fod vil kunne vanskeliggøre politiets arbejde ved eksempelvis at fjerne spor eller advare eller påvirke andre.

Der er nedlagt navneforbud for alle tre sigtede, hvorfor det ikke er muligt at beskrive deres identitet nærmere.

Macron er meget skeptisk over for fred mellem Ukraine og Rusland

Der blev ikke lagt skjul på Frankrigs manglende tillid til Rusland, da den franske præsident, Emmanuel Macron, tidligere tirsdag adresserede udsigterne til en fredsaftale for Ukraine på et møde i koalitionen af villige.

Macron er “meget skeptisk” over for, hvorvidt en aftale mellem Ukraine og Rusland kan blive en realitet, fortalte han de andre deltagere.

Det skriver The Guardian og nyhedsbureauet AFP.

– Jeg er meget skeptisk, for at sige det mildt, over for udsigten til, at en kortsigtet fred bliver opnået.

– Det er godt at fortsætte disse fredsinitiativer, men der er ingen vilje på den russiske side til at opnå fred, sagde Macron.

Han leder tirsdag eftermiddag mødet i koalitionen af villige sammen med Storbritanniens premierminister, Keir Starmer.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, deltager også i mødet og fik ifølge The Guardian ordet, kort efter at mødet blev åbnet.

Her sagde Zelenskyj, at han er taknemmelig for den støtte i form af militært udstyr, som Ukraines allierede har givet under krigen, og varslede et nyt forhandlingsmøde med Rusland inden for syv til ti dage.

– Vi har brug for fred, men vi er nødt til at forberede os på alle former for udfordringer fra den russiske side, sagde Zelenskyj.

Mødet vil ligesom flere foregående forhandlingsmøder blive afholdt med deltagelse af amerikanske repræsentanter.

Da Macron kom med sin udlægning af situationen i Ukraine, sagde han, at der er brug for mere støtte til landet, og han pressede på for, at EU sørger for at udbetale et lån på 90 milliarder euro til Ukraine.

Lånet kan indtil videre ikke udbetales, da Ungarn har nedlagt veto mod det.

Derudover opfordrede Macron til at øge sanktionerne mod Rusland.

Mødet i koalitionen af villige, som omfatter cirka 30 lande, finder sted på fireårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine.

Den britiske premierminister, Keir Starmer, sagde tidligere på mødet, at Ukraines allierede er nødt til at “ændre narrativet”, så det ikke fremstilles, som om Rusland er ved at vinde krigen i Ukraine.

– Vi er nødt til at ændre narrativet. Uanset hvad Putin fortæller sig selv og sit folk, så vinder Rusland ikke, og vi er nødt til at ændre narrativet til en position med større styrke og beslutsomhed, sagde Starmer.

Nedrivning af højhuse på Bellahøj møder politisk modstand

Beslutningen om, hvorvidt ti højhuse på Bellahøj skal nedrives, lader vente på sig.

Egentlig havde et politisk flertal i Københavns Klima-, Miljø- og Teknikudvalg stemt for at give grønt lys, men den beslutning har flere partier tirsdag fået udskudt.

Det siger Niels E. Bjerrum (S), der er medlem af udvalget, til DR.

Det er Socialdemokratiet og De Konservative, der tirsdag har stemt imod nedrivningen af højhusene.

Nu skal sagen sendes til behandling i Borgerrepræsentationen.

Borgerrepræsentationen i København – det hedder byråd eller kommunalbestyrelse i andre kommuner – har 55 pladser.

Der er en overborgmester og seks fagborgmestre, som hver står i spidsen for en forvaltning.

Det er det almene boligselskab SAB, der ejer de ti huse. Selskabet vil rive højhusene ned for at bygge dem op igen.

Begrundelsen er ifølge DR, at bygningerne har en alvorlig konstruktionsfejl og risikerer at styrte sammen i kraftig blæst.

Beboere har imidlertid været særdeles kritiske over for den beslutning. De mener ikke, at husene er blevet undersøgt tilstrækkeligt, skriver mediet.

Ekskæreste til voldstiltalt Marius Høiby: Bad kronprinsparret om hjælp

Influenceren Nora Haukland, som tidligere var kæreste med den norske kronprinsessesøn Marius Borg Høiby, har tirsdag fortalt i retten i Oslo, hvordan hun på et tidspunkt bad kronprinsparret om at sende Høiby på afvænning.

Det skete, efter at hun og Marius Borg Høiby var gået fra hinanden.

Haukland afgiver forklaring i en retssag, hvor Høiby er tiltalt for blandt andet vold mod hende. Det skriver den norske avis VG og nyhedsbureauet NTB.

– Marius går i bad, og jeg står der med hans mor og Haakon, og så bryder jeg bare sammen og siger: “Nu må I hjælpe ham, kan I ikke se, at han har brug for hjælp?”.

– Og de sagde, at “dette er ikke dit ansvar”, og jeg sagde, “men gør dog noget, få ham på afvænning, det kommer ikke til at gå godt”, siger Nora Haukland.

29-årige Marius Borg Høiby er søn af Norges kronprinsesse Mette-Marit og stedsøn af kronprins Haakon.

– Og så havde jeg ligesom kontakt med dem efterfølgende, og de skulle sende ham på afvænning, og de skulle gøre de ting.

– Og pludselig var de sådan: “Men denne afvænning, den er meget fin, men lige denne måned og næste måned er det mest gamle mennesker, der er der, og det bliver ikke så sjovt for Marius at være der”.

– Så var jeg sådan: Men Marius er der jo ikke for at have det sjovt. Han er der jo, fordi han virkelig har brug for hjælp, siger Nora Haukland.

Marius Borg Høiby har tidligere erkendt, at han har haft et narkotikamisbrug.

NTB har anmodet det norske kongehus om en kommentar til Nora Hauklands udsagn om episoden med kronprinsparret. Kongehuset har tirsdag eftermiddag foreløbigt ikke kommenteret hendes forklaring.

Haukland fortæller i retten om flere episoder, hvor hun har følt, at Marius Borg Høiby kontrollerede hende, da de var kærester.

Han havde meninger om, hvilken type tøj hun måtte gå i, og hvilke realityprogrammer hun måtte deltage i, forklarer hun. Flere gange tog han – ifølge hende – kvælertag på hende, og hun er angiveligt også blevet slået.

Marius Borg Høiby er tiltalt for i alt 38 forhold – herunder vold i nære relationer og voldtægt. Sagerne involverer flere formodede ofre.

15 af tiltalepunkterne vedrører forholdet mellem Høiby og Haukland.

Marius Borg Høiby ventes at afgive forklaring senere tirsdag.

Han har flere gange tidligere siddet i vidneskranken i retssagen, som begyndte i starten af februar.

Løkke: Økonomisk plan fikser ikke økonomien på lang sigt

Den økonomiske plan for 2035, som regeringen præsenterede tirsdag i Finansministeriet, adresserer ikke usikkerhed om den danske økonomi på langt sigt.

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ved præsentationen.

– Jeg er også optaget af, at økonomien også holder min egen tid ud. Den opgave løser vi ikke med det her, siger han.

Lars Løkke Rasmussen har tidligere meldt ud i forbindelse med regeringsforhandlingerne om en økonomisk plan, at han gerne så, man lavede en “helhedsplan” frem til 2040.

Her skulle der ifølge udenrigsministeren også være forslag til reformer, der kunne sikre den danske økonomi på langt sigt.

Det er dog ikke en del af den økonomiske plan, som regeringen tirsdag har fremlagt.

– Man må bare stilfærdigt konstatere, at der ikke har været nogen appetit på at prøve at blive enige på nogle af de her lidt større ting, som viser sig på den lidt længere bane, siger Lars Løkke tirsdag.

Her bliver blandt andet nævnt pensionsområdet, hvor Socialdemokratiet har varslet et udspil.

Med den økonomiske plan for 2035 har regeringen afsat store milliardbeløb til Forsvaret, momsnedsættelse og klimatilpasning.

Det betyder, at der i de næste år ikke kommer til at være mange penge tilovers i det økonomiske råderum.

– Vi må også være ærlige at sige, at når vi har gjort det, er der ikke plads til alle mulige og umulige ting, siger finansminister Nicolai Wammen (S) ved pressemødet i Finansministeriet.

Lars Løkke Rasmussen mener derfor, at der er et behov for, at man på den anden side af et folketingsvalg laver en plan, der kan sikre en sund økonomi – også længere ud end i 2035.

– Den her plan er god, men hvis man læser ned i den, er der også usikkerhed. Jeg tror, vi får brug for mere, siger partiformanden ved pressemødet.

Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har siddet i regering sammen siden 2022. Der skal senest afholdes folketingsvalg med udgangen af oktober i år.

Mænd kastede kanonslag mod udebaneafsnit på Brøndby Stadion

Det koster to mænd en fængselsstraf, at de i marts sidste år udsatte andre for fare ved at kaste kanonslag mod udebaneafsnittet på Brøndby Stadion.

Det skriver anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi på det sociale medie X.

Episoden med kanonslagene fandt sted 16. marts 2025, hvor Brøndby IF mødte Silkeborg IF. Opgøret endte 2-2.

Ingen kom alvorligt til skade som følge af de kastede kanonslag, men en mand fortalte i retten, at han havde fået tinnitus, hvilket var gået væk efter nogle måneder. Det fortæller anklager Natascha Poulsen fra Københavns Vestegns Politi.

Mændene, der er dømt i sagen, er 28 og 31 år. De har ikke villet udtale sig i sagen, men de har via deres forsvarere nægtet sig skyldige.

Den ældste er idømt fire måneders fængsel, og heri indgår også straf for ulovlig tvang ved at have truet to fans til at tage deres fodboldtrøjer og -halstørklæder af.

Ofrene her var FCK-fans, og episoden fandt sted efter midnat natten til den 17. marts.

Den yngste er idømt et år og tre måneder, idet han fik udløst en reststraf fra tidligere domme. Det er alene fem måneder af straffen, der er ubetinget, og som dermed skal afsones.

Dommen blev afsagt mandag af Retten i Glostrup.

Anklager Natascha Poulsen mente, at kastet med kanonslag i sig selv burde koste tre måneders fængsel. Både hun og forsvarerne skævede til en landsretsdom fra sidste år, hvor en mand blev idømt to måneders fængsel for at have kastet kanonslag mod en målmand.

Men da der i denne sag var tale om to gerningsmænd, der i forening kastede kanonslag, skulle straffen et nøk op, mente Poulsen.

Begge dømte overvejer at anke.

Rusland på årsdag for invasion: Krigen er ikke slut

Den russiske regering meddeler tirsdag, at målene med krigen i Ukraine ikke er blevet opnået endnu, og at “den militære specialoperation” fortsætter.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Udmeldingen kommer på årsdagen for invasionen af Ukraine, der startede 24. februar 2022.

Regeringen i Rusland fortæller derudover ifølge Reuters, at efter at Vesten begyndte at støtte Ukraine, er konflikten blevet til en langt større konfrontation med dem, der ønsker “at knuse deres land”.

Ifølge det russiske nyhedsbureau Tass fortæller talsmand for den russiske regering Dmitrij Peskov tirsdag, at hovedformålet med Ruslands “militære specialoperation” i Ukraine er at garantere sikkerheden for befolkningen i Donbas-regionen i det østlige Ukraine, som “før var i stor fare”.

– Senere, med vestlige landes og USA’s direkte indblanding i denne konflikt, blev den særlige militæroperation de facto til en storskala-konfrontation mellem Rusland og vestlige lande, som har næret – og fortsat nærer – målet om at knuse vores land, udtaler Peskov ifølge Tass.

Dmitrij Peskov fortæller derudover til Tass, at Frankrigs og Storbritanniens “intentioner” om at give Ukraine atomvåben er “et brud på international lovgivning”.

Disse intentioner er dog kun noget, den russiske udenlandske efterretningstjeneste har berettet om tirsdag, og påstanden er ikke blevet bekræftet af nogen andre kilder.

– Dette er en åbenlys krænkelse af alle normer, principper og relevante bestemmelser i folkeretten, fortæller Peskov til Tass.

Den russiske regering sætter ikke nogen dato på, hvornår man næste gang vil forhandle om Ukraine, men anser ifølge Peskov både politik og diplomati som mulige veje at gå for at opnå deres mål.

– Vi håber oprigtigt, at dette arbejde vil fortsætte, udtaler Peskov ifølge Reuters.

Ifølge AFP fastslår Peskov dog også tirsdag, at Rusland uanset hvad vil kæmpe, indtil deres mål for konflikten i Ukraine er opnået.

Lærlinge på erhvervsuddannelser får også del i fødevarecheck

Regeringen og partierne bag aftalen om en fødevarecheck er enige om, at lærlinge på erhvervsuddannelserne også skal modtage fødevarechecken.

Lærlingene var i første omgang udeladt fra aftalen om en fødevarecheck, som blev indgået mellem regeringen, SF og Enhedslisten.

Beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek (S) siger tirsdag i en pressemeddelelse:

– Vi er glade for også at kunne give et tilskud til de lærlinge, som har svært ved at få råd til de stigende fødevarepriser.

– Det har været et klart ønske i høringssvarene, og det er helt rimeligt, at vi ligestiller dem med andre grupper under uddannelse.

Lovforslaget om fødevarechecken bliver hastebehandlet, for at udbetalingen kan ske fra maj.

Lovforslaget førstebehandles tirsdag i Folketingssalen og skal til afstemning allerede på torsdag.

Nyt Novo-middel viser vægttab på op til 19,7 procent i Kina

Novo Nordisk har tirsdag fremlagt data fra et studie af et vægttabsmiddel, som selskabet er ved at udvikle med det kinesiske selskab United Biotechnology.

I studiet tabte deltagere op til 19,7 procent af deres kropsvægt i løbet af 24 uger.

Det skriver Novo Nordisk i en pressemeddelelse.

Der er tale om et fase 2-studie af midlet UBT251. Studiet er lavet i Kina.

I fase 2-studier testes et lægemiddel i en større gruppe mennesker for at undersøge effekt, sikkerhed og dosis.

Hvis udviklerne vælger at gå videre med lægemidlet, vil det typisk blive testet i en endnu større gruppe for at få bekræftet effekten og få flere detaljer om eventuelle bivirkninger. Denne fase kaldes fase 3.

Efter vellykkede fase 3-studier kan man søge om at få godkendt et lægemiddel til salg.

Vægttabsmidlet UBT251 er en såkaldt triple agonist, som virker ved at aktivere tre forskellige receptorer.

I marts 2025 indgik Novo Nordisk og United Biotechnology en aftale, som giver det danske medicinalselskab rettighederne til at udvikle, producere og sælge UBT251.

Det kinesiske selskab beholdt dog rettighederne til midlet i Kina, Hongkong, Macao og Taiwan.

Dengang lød det, at Novo Nordisk betalte 200 millioner dollar for rettighederne.

UBT251 er sammen med midler som Cagrisema og Zenagamtid, som tidligere blev kaldt amycretin, nogle af de midler, Novo Nordisk satser på, når selskabets patenter på semaglutid udløber.

Semaglutid er det aktive stof i vægttabsmidlet Wegovy og diabetesmidlet Ozempic.

Søren Løntoft Hansen, som er senioranalytiker i AL Sydbank med særligt fokus på blandt andet medicinalindustrien, peger på, at investorerne lige nu især håber på, at Zenagamtid vil skabe værdi for Novo Nordisk.

Men UBT251 er også et skud på mål, når det kommer til at udvikle et middel, som i fremtiden kan adressere et behov i markedet.

– Med de data man har offentliggjort i dag, så synes jeg faktisk, det er mere end godkendt, siger Søren Løntoft Hansen.

Analytikeren peger på, at Eli Lilly også er ved at udvikle en triple agonist, som har vist et lavere vægttab.

Der er tale om midlet retatrutid, som i et fase 2-studie har vist et vægttab på 17,5 procent over 24 uger.

Søren Løntoft Hansen understreger dog, at man skal være meget varsom med at sammenligne forskellige studier.

Novo Nordisk offentliggjorde mandag data fra et studie, der sammenligner Cagrisema med Eli Lillys vægttabsmiddel Zepbound.

Her gav Cagrisema et vægttab på 23 procent over 84 uger, mens det konkurrerende lægemiddel gav et vægttab på 25,5 procent over samme periode.

Det sendte Novo Nordisks aktiekurs ned, og da børsen lukkede, var aktien faldet med 16,5 procent.

Ifølge Søren Løntoft Hansen viser kursfaldet, at investorernes usikkerhed i forhold til Cagrisemas potentiale er vokset.

– Der er ikke noget af det, som er meldt ud, som peger i retning af et middel, som giver noget, som ikke allerede er på markedet, siger han og påpeger, at det kan komme i forbindelse med kommende studier.

Usikkerheden omkring Cagrisema er samtidig med til at øge presset på andre kandidater som Zenagamtid og UBT251.

Regeringen afsætter milliarder til forsvar og lavere moms i 2035-plan

Der kommer ikke til at være så frygteligt mange penge tilbage i statskassen om nogle år, fremgår det af regeringens økonomiske 2035-plan.

I hvert fald hvis regeringens planlagte og omfattende investeringer i blandt andet forsvar og momsnedsættelse føres ud i livet.

Det fremgår af planen, som præsenteres tirsdag i Finansministeriet, at der kommer til at være 36 milliarder kroner tilbage i frie midler i 2030. Resten af det ellers hastigt voksende råderum bliver brugt rub og stub med regeringens plan.

– Vi må også være ærlige at sige, at når vi har gjort det, er der ikke plads til alle mulige og umulige ting, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

Forsvaret er den helt store udgift i den mellemsigtede økonomiske plan.

Med afsættelsen af 3,8 milliarder kroner til Ukrainefonden i år, vil Danmark opfylde Nato-målet med at bruge 3,5 procent af bruttonationalproduktet på rene forsvarsudgifter i år.

Regeringen planlægger ikke at gøre det i årene 2027-2029, men vil igen nå de 3,5 procent fra 2030 og frem.

Der bliver også afsat milliarder af kroner til en endnu uspecificeret nedsættelse af momsen.

– Når vi har gjort det, så er vi også nået der, hvor det begynder at ligne en tom gryde. Der er lidt tilbage. Vi kan se bunden, siger Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

Økonomiminister Stephanie Lose (V) fremfører, at dansk økonomi er stærk på grund af den rekordhøje beskæftigelse.

Lose vil have flere økonomiske reformer og indsatser for at øge konkurrencekraften.

– Men det er vigtigt at sige, at pengetræet ikke vokser ind i himlen, og arbejdet kommer ikke dumpende ned fra himlen, siger hun.

Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har siddet i regering sammen siden 2022. Der skal senest afholdes folketingsvalg med udgangen af oktober i år.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]