Seneste nyheder

25. juni 2026

Starmers udfordrer er taget i ed som nyt medlem af Underhuset

Mandag eftermiddag blev Andy Burnham taget i ed som nyt medlem af det britiske underhus. Han bekræfter nu, at han vil overtage pladsen som leder af arbejderpartiet Labour, efter Keir Starmer har meddelt, at han træder tilbage. Direkte tv-billeder viste jubelråb fra Labours øvrige medlemmer. Ifølge avisen The Guardian råbte et medlem, at Rom er reddet, mens en anden råbte, at han ikke er Messias. Til det svarede Andy Burnham, at han nok nærmere er en fræk knægt. For at blive formand kræves en plads i parlamentet. Derfor stopper Burnham nu som borgmester i Greater Manchester.

Fire mænd er mandag eftermiddag blevet varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør i Retten i Herning.

De er sigtet for at have medvirket til en brand i Ikast og et skyderi i Herning natten mellem 17. og 18. maj.

Alle fire nægter sig skyldige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er kommet ro på kriminelle gruppers konflikter i Jylland

Der er kommet en vis ro på konflikter mellem kriminelle grupper i henholdsvis Midtjylland og Nordjylland, lyder vurderingen fra politiet.

I Nordjylland har en konflikt mellem den forbudte bande Loyal to Familia (LTF) og rockergrupperingen Comanches fyldt tidligere på året.

Den 7. april blev der skudt mod en tatovørforretning i det centrale Aalborg. Ingen kom til skade, men sagen efterforskes som drabsforsøg.

Tre personer – heriblandt en svensk dreng – er fængslet i sagen.

– Vi har ikke set, at der har været sammenstød mellem de her to grupperinger i længere tid, så efter vores opfattelse har der været en vis form for ro i konflikten, siger Sune Myrup, der er politiinspektør i Nordjyllands Politi.

Dagen efter skyderiet i det centrale Aalborg blev der indført et opholdsforbud i tatovørforretningen.

Det er siden blevet ophævet, og politiinspektøren mener, at det sammen med en række andre tiltag har været med til at dæmme op for konflikten.

– Det har været en rigtig bred indsats, der både har været af efterforskningsmæssig og forebyggelsesmæssig karakter, ligesom vi har været ekstra synlige nogle steder, siger Sune Myrup.

Politiet vurderede også, at en eksplosionslignende brand i en privat bolig i Dronninglund 30. marts havde relation til konflikten.

I Midt- og Vestjyllands Politi har en voldelig konflikt i især Herning også præget politiets arbejde.

Natten mellem søndag den 17. maj og mandag den 18. maj blev der affyret skud mod en lejlighed i Brændgårdsparken i Herning, og kort tid efter opstod der to brande i Ikast i henholdsvis en lejlighed og en varebil.

I lejligheden i Ikast lå en kvinde og sov, og hun kom alvorligt til skade.

Den 19. maj oprettede Midt- og Vestjyllands Politi to visitationszoner i Herning.

Samme dag blev der kastet en håndgranat mod en lejlighed i Herning.

Af et konfliktnotat fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) fremgår det, at politiet vurderer, at der er en konflikt mellem grupperinger, der af politiet er blevet døbt Øst-Gruppen og Nord-Gruppen.

Tirsdag i sidste uge blev visitationszonerne ophævet, og politiinspektør Hans Roost udtalte i en pressemeddelelse, at der var kommet “ro på” konflikterne.

– I forhold til den aktuelle situation er jeg rigtig godt tilfreds med vores resultater, ligesom vi har haft et rigtig godt samarbejde med Herning Kommune, sagde politiinspektøren i en pressemeddelelse.

Så sent som mandag er fire mænd blevet anholdt og sigtet for medvirken til hændelserne i Herning og Ikast natten mellem 17. og 18. maj.

I forvejen sad 14 personer fængslet i sager med relation til konflikten.

Retten i Næstved har mandag idømt fire mænd flere års fængsel i en sag om et mislykket røveri med skud mod en ældre møntsamler.

To af de tiltalte idømmes ni års fængsel, mens en tredje straffes med syv år, oplyser sagens anklager. De er blandt andet kendt skyldige i forsøg på hjemmerøveri, drabsforsøg og fareforvoldelse.

En fjerde tiltalt blev frifundet for drabsforsøg og i stedet dømt for grov vold. Han straffes med seks års fængsel.

Andy Burnham er mandag eftermiddag taget i ed som nyt medlem af Underhuset for Labour.

Det viser direkte tv-billeder fra Underhuset i London.

Burnham blev valgt ind i det britiske parlament ved et suppleringsvalg i Makerfield nordvest for Manchester torsdag i sidste uge.

Mette Frederiksen takker Starmer for støtte til Grønland og Ukraine

Storbritannien skal have en ny leder. Tidligere i dag meddelte den britiske premierminister Keir Starmer nemlig, at han trækker sig fra posten. Det har fået statsminister Mette Frederiksen til at reagere. Hun takker Keir Starmer for hans støtte til både Grønland og Ukraine. Det skriver hun i et opslag på Facebook, hvor hun kalder ham for en ven af kongeriget. Keir Starmer bliver på posten, indtil en afløser er fundet. Det skal ifølge ham selv ske inden september. En mulig afløser er Andy Burnham. Mette Frederiksen ønsker i sit opslag held og lykke til den kommende britiske leder.

Mette Frederiksen takker Starmer for støtte til Grønland og Ukraine

Statsminister Mette Frederiksen (S) takker den afgående premierminister i Storbritannien, Keir Starmer, for støtte til Grønland og Ukraine.

Det skriver hun i et opslag på Facebook, hvor hun kalder Starmer for “en ven af kongeriget”.

– Storbritannien har under Starmers ledelse stået skulder ved skulder med Ukraine og dermed været med til at forsvare Europa. Og da Grønland blev sat under et helt urimeligt pres, oplevede vi briternes solidaritet, skriver hun og tilføjer:

– Det er vanskelige og usikre tider, og alle regeringer er udfordrede. Nu skal Storbritannien igen have ny leder.

Tidligere mandag annoncerede Keir Starmer, at han vil trække sig som formand for partiet Labour og som premierminister, foran Downing Street nummer 10, der er den britiske premierministers officielle residens.

Her lød det også, at han bliver på posten som premierminister, indtil en afløser er fundet.

Den tidligere spanske tranportminister José Luis Abalos, som har været en nær rådgiver af Spaniens nuværende premierminister, er mandag blevet idømt 24 års fængsel i en sag om økonomisk bedrageri.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Abalos er blandt andet kendt skyldig i at have været medlem af en kriminel organisation, bestikkelse og underslæb af offentlige midler.

Den tyske storklub i håndbold THW Kiel har fyret cheftræner Filip Jicha.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Fyringen kommer efter en skuffende sæson, hvor Kiel sluttede som nummer seks i den tyske Bundesliga.

På et år er fire druknet i søer ved grusgrave ved Roskilde

I løbet af det seneste år er fire personer druknet i søer i grusgrave ved Roskilde. Senest blev en 32-årig mand mandag fundet død i et vandhul ved Himmelsøen.

Det skriver TV 2 Kosmopol.

Manden var sammen med en gruppe venner, men forsvandt natten til søndag, og derefter blev han efterlyst.

Politiet betragter umiddelbart sagen som en ulykke, fremgår det af et opslag på meddelelsestjenesten Politi Update.

Mandag eftermiddag oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, at den 32-åriges pårørende endnu ikke er underrettet.

Himmelsøen ligger tæt op ad det område, hvor Roskilde Festival afholdes.

I weekenden omkom en 16-årig dreng fra Ukraine i Lyngager Sø, har politiet oplyst til flere medier.

Ungarns Magyar vil indlede proces for at fjerne landets præsident

Ungarn vil indlede en proces for at fjerne landets præsident, Tamas Sulyok, fra posten ved hjælp af en forfatningsændring.

Det oplyser landets nyvalgte premierminister, Peter Magyar, mandag, skriver Reuters.

I en tale til parlamentet siger premierministeren, at regeringen vil “iværksætte omfattende økonomiske, politiske og juridiske tiltag for at befri Ungarn for korruption”.

Derudover vil premierministeren ændre aldersgrænsen for landets øverste dommere til 70 år og sætte en grænse på mandatperioden for parlamentsmedlemmer på 12 år.

Magyar har flere gange efter sin valgsejr opfordret Sulyok, der er allieret med den tidligere premierminister Viktor Orbán, til at træde tilbage.

I april gav han ham desuden en deadline og sagde, at hvis Sulyok og landets øverste dommere ikke selv var trådt tilbage inden 31. maj, ville regeringen bruge sit “mandat og de juridiske muligheder til at fjerne dem fra deres embeder”.

Orbans efterfølger har flere gange understreget, at ungarerne har stemt for et fuldstændigt regimeskifte ved parlamentsvalget i april.

Magyar og hans parti, Tisza, fik ved valget et flertal på mindst to tredjedele af pladserne i landets parlament.

Dermed kan han ændre i den ungarske forfatning.

Tidligere på måneden stemte et stort flertal i landets parlament for at begrænse embedsperioden for premierministre, så de maksimalt kan sidde i otte år.

Ændringen forhindrer desuden tidligere premierminister Viktor Orbán i at vende tilbage til posten, hvis han måtte ønske det.

Reglen gælder også for Magyar, som begrænses til højst to fulde valgperioder og dermed maksimalt kan genvælges én gang.

Orbán sad på magten i 16 år fra 2010-2026, men led et markant nederlag ved valget i april.

Vance: Iran er gået med til at invitere atom-inspektører tilbage

Iran er ifølge USA’s vicepræsident, J.D. Vance, gået med til at invitere inspektører fra Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) tilbage til landet.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

– Iranerne har indvilget i at invitere IAEA-inspektørerne tilbage til deres land, siger Vance til journalister i bjergområdet i Bürgenstock i Schweiz, hvor forhandlinger mellem USA og Iran i øjeblikket finder sted.

Vance kalder meldingen for “en vigtig milepæl for det amerikanske folk og det første skridt mod en permanent atomafrustning eller en permanent afslutning af et atomvåbenprogram i Iran”.

Den amerikanske vicepræsident har tidligere sagt i et interview med NBC News, at Iran som en del af et forståelsesdokument mellem landene vil tillade inspektioner af landets atomprogram.

– Faktisk er en af de centrale dele af aftalen, at Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) og USA skal hjælpe Iran med at destruere landets lager af højtberiget uran, og det fremgår meget klart af aftalememorandummet, sagde Vance i sidste uge.

I en del af den midlertidige aftale, som parterne er blevet enige om, lyder det, at det berigede uran, som Iran har, skal fortyndes under tilsyn af Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA).

Ifølge Vance vil samtalerne med IAEA-inspektørerne om en tilbagevenden til landet begynde snart.

– Jeg forventer, at det vil ske senest i denne uge, men vi tror, at nogle af disse samtaler med inspektørerne og IAEA endda kan finde sted i dag, siger Vance ifølge AFP.

Iran afbrød i første omgang kontakten med FN’s Internationale Atomenergiagentur (IAEA) efter en 12 dage lang krig mellem Iran og Israel i juni 2025.

Flere gange siden har der været meldinger om, at IAEA ville genoptage inspektionerne på atomanlæg i landet.

Hverken IAEA eller Iran har endnu kommenteret meldingen fra Vance.

Kvinde blev voldtaget, holdt fanget og mishandlet i Køge

Langvarig indespærring, voldtægt og vold, som var så grov, at det kan betegnes som mishandling.

Disse forbrydelser blev en kvinde udsat for i Køge sidste år, har et nævningeting mandag slået fast.

Den tiltalte mand, der er 40 år, er af Retten i Roskilde dømt til forvaring, og det skyldes en vurdering af hans farlighed. Almindelig fængselsstraf er ikke nok.

Den dømte har på stedet anket til Østre Landsret, oplyser retten.

Sagen blev rejst af anklagemyndigheden på grund af politiets efterforskning af et langvarigt forløb i en lejlighed i februar.

Manden tog nøgler og telefon fra kvinden, og da hun i mindst et tilfælde forsøgte at slippe væk, trak han hende ind i lejligheden igen, fremgår det af anklageskriftet.

Det stod på fra om aftenen 10. februar til 12. februar tidligt om morgenen.

Ved dommen er offeret blevet tilkendt erstatning. Beløbet er 132.500 kroner, oplyser retten.

I de senere år er antallet af domme til forvaring steget i forhold til tidligere.

Om den konkrete sag siger specialanklager John Catre Nielsen i en pressemeddelelse fra Midt- og Vestsjællands Politi, at der var tale om et langvarigt og brutalt forløb.

– Det er en meget alvorlig sag, hvor en kvinde over et døgn blev udsat for voldtægter, grov vold, trusler og frihedsberøvelse af sin daværende kæreste, siger han.

Den 40-årige er tidligere dømt for personfarlig kriminalitet.

Politiklagemyndighed efterforsker omtalt anholdelse som voldssag

Mandag har Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) indledt en efterforskning af en anholdelsesepisode i Aarhus i weekenden, hvor en betjent sparkede en mand, der lå på jorden.

Sagen efterforskes som en voldssag, står der i en pressemeddelelse på DUP’s hjemmeside.

Her står også, at DUP iværksætter alle relevante efterforskningsskridt i sagen. I lignende sager er de typiske efterforskningsskridt afhøring af parterne og vidner, indhentning af lægelige oplysninger og indhentelse af videomateriale.

Når efterforskningen er afsluttet, vurderer Statsadvokaten i Viborg, om der skal rejses tiltale.

Hændelsen, der efterforskes, fandt sted på Herredsvej i det vestlige Aarhus lørdag aften. En patrulje ville anholde en mand, og på en video, der senere er blevet bragt på sociale medier og i diverse medier, ses manden løbe fra politiet.

Han bliver dog indhentet, og en betjent beordrer ham ned at ligge på jorden.

Mens han ligger der, kommer en anden betjent løbende og sparker manden.

Manden, der blev sparket, er 27 år og fra Aarhus. Han blev sparket i hovedet, siger hans advokat, Tobias Engby, til Ritzau. Mandag klager den 27-årige stadig over smerter i hoved og nakke.

Et spark – også hvor den forurettede ligger ned – takseres ifølge forsvarsadvokaten normalt efter straffelovens milde voldsparagraf. Der kan dog være særlige forhold, som gør, at det skubbes op i paragraf 245 om grov vold.

Et sådant særligt forhold kan for eksempel være, hvis gerningsmanden rammer på en bestemt måde, bærer sikkerhedssko eller lignende. Om der er særlige omstændigheder i sagen med betjenten, er advokaten mandag formiddag ikke bekendt med.

Advokat Tobias Engby oplyser, at DUP mandag tog kontakt til ham, fordi Politiklagemyndigheden ønsker at afhøre den 27-årige mand i sagen. Det er Engbys formodning, at det kan ske mandag.

Den 27-årige blev anholdt af politiet lørdag aften, og efter en afhøring blev han løsladt igen. Politiet og forsvareren ønsker ikke at oplyse, hvad han er sigtet for, eller hvad den sag drejer sig om.

Østjyllands Politi ønsker mandag ikke at sige, hvorvidt sagen har fået disciplinære konsekvenser for nogen af betjentene, der ses i videoen. Politikredsen begrunder det med, at der er tale om en personalesag.

DUP ønsker ikke at give flere oplysninger end dem, der fremgår af pressemeddelelsen mandag over middag.

En dagplejer fra Vejen Kommune er mandag i Retten i Esbjerg blevet dømt for vold mod et barn. Straffen er 20 dages ubetinget fængsel.

Det oplyser hans forsvarer, Thomas Hede Sørensen.

– Han er meget uenig i dommen og har anket til frifrindelse, siger han.

Manden var tiltalt for at have løftet et barn op i nakken på flyverdragten, så barnets fødder ikke rørte jorden i mindst ti sekunder, samt at have stødt barnets hoved ind i en glasrude og slået det med en hue.

Delen med huen blev han frifundet for.

Clara Tauson bryder stime med sejr over stærk russer

Clara Tausons stime af nederlag er brudt.

Mandag slog den 23-årige dansker den russiske French Open-semifinalist Diana Shnaider 6-4, 6-4 i WTA 500-turneringen i Bad Homburg.

Med omkring 30 grader i det tyske blev de fleste pauser tilbragt med en pose is på hovedet, og Tauson spillede i den grad med køligt overblik og kloge beslutninger på græsset.

Det gav hendes første sejr efter mere end tre måneder med syv nederlag i træk.

– Det var virkelig varmt. Jeg prøvede at have fokus på et point ad gangen. Jeg mærkede virkelig varmen, og at slå Diana er en stor bedrift for mig, siger Tauson i sit vinderinterview ifølge TV 2 Sport.

Både på grund af placering som nummer 16 på verdensranglisten, hvor Tauson er nummer 25, og spillernes forskellige formkurver var sejren en solid overraskelse.

Danskeren afslørede i maj, at hun har kæmpet med to diskusprolapser, men mandag så hun ikke på nogen måde hæmmet ud. Tværtimod var hun i det meste af opgøret mere initiativrig og bevægelig end sin modstander.

Både Tauson og Shnaider kæmpede indledningsvis med at få sat deres servepartier ordentligt sammen, og det gav fire breakbolde til hver i første sæt.

Afgørende blev det, at danskeren vendte 0-40 til parti i sit første serveparti, og at hun efterfølgende brød til 2-1 med et flot lob over russeren.

Derfra gjorde Tauson god brug af sin fremragende serv. Dels lavede hun fire serveesser, men generelt lagde hun også bare godt tryk på den i perioder kyste Shnaider.

Historien gentog sig i andet sæt. Tauson var aggressiv, og efter et flot lob brød hun til 1-0.

Shnaider brød straks tilbage efter kampens dårligste danske parti, men en vedholdende og koncentreret Tauson tog teten tilbage med et brud til 2-1 mod en i stigende grad frustreret russer.

Tauson brød igen til 4-1 og styrede mod en sikker sejr, inden hun gled og fik sig en mindre forskrækkelse, da Shnaider reducerede og holdt sig i live.

Med en bomstærk førsteserv havde Tauson dog ikke problemer med at køre den forløsende sejr i hus efter omkring 1 time og 45 minutters opmuntrende spil.

I anden runde skal Tauson op mod på papiret noget nemmere modstand. Her venter enten argentinske Solana Sierra eller Zheng Qinwen. De er henholdsvis nummer 56 og 153 i verden.

Ritzaus planer for nyheder mandag og tirsdag er opdateret og kan følges på

http://www.ritzau.dk/program

Burnham bekræfter kandidatur som Starmer-efterfølger

Andy Burnham bekræfter i et opslag på X, at han gerne vil være Keir Starmers efterfølger som Labour-leder og premierminister i Storbritannien.

Britisk vejrinstitut advarer om ekstremt varmt vejr

Det britiske meteorologiske institut, Met Office, advarer om “ekstremt varmt vejr” i Storbritannien i denne uge.

Det skriver instituttet i en pressemeddelelse.

Fra mandag til og med torsdag regner instituttet med, at temperaturerne mange steder vil overstige 35 grader.

Hedebølgens højdepunkt forventes at komme onsdag og torsdag, hvor man regner med, at temperaturen når 38 grader.

Storbritannien er ikke det eneste land, der oplever høje temperaturer i Europa i øjeblikket.

I Frankrig holder flere skoler lukket, efter at Frankrigs højeste varmeadvarsel for første gang blev udsendt for dele af landet.

Det skriver AFP.

Også Sveriges meteorologiske institut advarer mandag om en varm uge forude.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Dreng sigtet for at tilskynde mand til at begå selvmord

En 15-årig dreng er sigtet for at tilskynde en mand til at begå selvmord. Det skete søndag aften på Hundige Station. Her overvejede en mand at springe fra en gangbro, mens en gruppe unge kom med tilråb for at få ham til det. Manden tog ikke sit eget liv. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi mandag. Politiet fik fat i den 15-årige, mens resten af gruppen løb fra stedet. Drengen nægter sig skyldig. Pressetalsmand hos politikredsen Thomas Kristensen kalder opførslen fuldstændig utilstedelig. Han understreger, at det er meget sjældent, at politiet bruger paragraffen om medvirken til selvmord.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]