Seneste nyheder

1. maj 2026

Dansk-iransk forening: Mange iranere byder et angreb velkommen

Ifølge den dansk-iranske forening Voice of Iran har det iranske præstestyre “haft mulighed for at undgå et angreb”.

Lørdag morgen har Israel indledt det, de kalder et “forebyggende” angreb mod Iran.

Kort tid efter lød det, at USA også er en del af operationen, og at USA og Israel har koordineret den over flere måneder.

– Det iranske præstestyre har haft mulighed for at undgå et angreb. Alt tyder på, at forhandlingerne ikke udviklede sig, som regimet havde håbet.

– Samtidig ser vi, at mange iranere byder et angreb velkommen, siger forpersonen for Voice of Iran, Salar Saroneh, i en pressemeddelelse lørdag middag.

Voice of Iran arbejder for at udbrede kendskabet til den iranske befolknings ønske om et frit og demokratisk Iran.

– Ingen ønsker en krig, der bringer død og ødelæggelse. Men når et regime både massakrerer sin egen befolkning og fører en konfrontatorisk udenrigspolitik, der isolerer landet fra omverdenen, og afviser kompromisser, er der få alternativer tilbage, siger Salar Saroneh.

USA’s præsident, Donald Trump, har gentagne gange truet med at angribe Iran. Først udsprang truslerne af protester mod præstestyret i Iran og frygt for, at sikkerhedsstyrkerne i Iran ville slå hårdt ned på demonstranterne.

Protesterne begyndte 28. december i Irans hovedstad, Teheran, da butiksindehavere strejkede mod den høje inflation.

Gradvist spredte demonstrationerne sig til mange byer i provinsen, og vreden vendte sig mod præstestyret, der har regeret Iran siden revolutionen i 1979.

Siden har Trump truet med, at USA ville angribe Iran, hvis ikke præstestyret gik med til en aftale om Irans atomprogram.

USA, Israel og flere europæiske lande er bekymrede for, at målet med Irans atomprogram er at fremstille en atombombe, hvilket Iran har afvist.

Meldinger om angreb og eksplosioner i flere lande efter Iran-angreb

I flere lande i Mellemøsten er der lørdag formiddag meldinger om angreb og eksplosioner, efter at USA og Israel lørdag har udført angreb mod Iran.

En facilitet, der er tilknyttet hovedkvarteret fra USA’s femte flåde i Bahrain, er blevet ramt af et “missilangreb”.

Det melder Bahrains nationale kommunikationscenter i en erklæring lørdag, skriver nyhedsbureauet AFP.

– Den femte flådes servicecenter blev udsat for et missilangreb. Vi vil give jer detaljer senere, lyder det i en erklæring.

Ligeledes har en unavngiven amerikansk embedsmand sagt, at USA’s flådebase i Bahrain har været mål for et iransk missilangreb. Det skriver CNN.

Iran har meldt, at der vil komme modsvar efter angrebene fra USA og Israel.

Ifølge det israelske medie Haaretz angriber Irans Revolutionsgarde amerikanske baser i Kuwait, De Forenede Arabiske Emirater, Qatar og Bahrain.

En embedsmand har oplyst, at Qatars forsvarssystemer har opsnappet og afværget et iransk missil, skriver AFP.

Den amerikanske luftbase Al Udeid ligger i Qatar. Det er den største amerikanske militærbase i Mellemøsten med omkring 10.000 ansatte, har BBC tidligere skrevet.

Samtidig har to journalister fra AFP hørt høje brag og flere eksplosioner i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh.

Lokale i Abu Dhabi fortæller til AFP, at de har hørt store brag lørdag.

Abu Dhabi huser en base med amerikansk militærpersonel.

Meldingerne om angrebene lørdag kommer efter en periode med stigende spændinger mellem USA og Iran. USA har oprustet militært i Mellemøsten, hvor Israel er USA’s nærmeste allierede.

Donald Trump har gentagne gange truet med at angribe Iran.

Først udsprang truslerne af protester mod præstestyret i Iran og frygt for, at sikkerhedsstyrkerne ville slå hårdt ned på demonstranterne.

Siden har Trump truet med, at USA vil angribe Iran, hvis iranerne ikke går med til en aftale om Irans atomprogram.

Israel og Iran har været fjender i mange år. I juni 2025 bombarderede de i 12 dage hinanden med missiler og droner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Iran melder om første bølge af angreb mod Israel

Som svar på det amerikansk-israelske angreb i Iran er “den første bølge af omfattende missil- og droneangreb” mod Israel begyndt.

Det oplyser Den Iranske Revolutionsgarde i en erklæring lørdag, efter at Israels forsvarsminister, Israel Katz, tidligere på morgenen oplyste, at Israel havde indledt et “forebyggende angreb” mod Iran.

Det skriver det israelske medie Haaretz.

Tidligere skrev Israels militær (IDF) på det sociale medie X, at det havde identificeret missiler, der skulle være sendt fra Iran mod Israel.

Senere lød det, at endnu et angreb med raketter var blevet affyret fra Iran mod Israel.

Lørdag har også britiske Sky News omtalt meldingen om modangreb fra revolutionsgarden.

– Som svar på fjendens fjendtlige og kriminelle angreb mod Den Islamiske Republik Iran er den første omfattende bølge af missil- og droneangreb fra Den Islamiske Republik Iran mod det besatte område begyndt, lyder det i udtalelsen.

Også Irans udenrigsministerium har reageret på angrebene og meddelt, at landet “ikke vil tøve” i sin respons på den fornyede militære aggression.

Sådan lyder det i en erklæring på det sociale medie X, skriver nyhedsbureauet AP.

– Tiden er inde til at forsvare hjemlandet og konfrontere fjendens militære angreb.

– De væbnede styrker i Den Islamiske Republik Iran vil reagere beslutsomt på aggressorerne med fuld autoritet, skriver ministeriet.

USA’s præsident, Donald Trump, sagde lørdag morgen i en tale delt på hans eget sociale medie, Truth Social, at landets militær havde indledt en omfattende militæroperation i Iran.

Trump havde forinden gentagne gange truet med at angribe Iran.

Først udsprang truslerne af protester mod præstestyret i Iran og frygt for, at sikkerhedsstyrkerne ville slå hårdt ned på demonstranterne.

Siden har Trump truet med, at USA vil angribe Iran, hvis iranerne ikke går med til en aftale om landets atomprogram.

Israel og Iran har været fjender i mange år. I juni 2025 bombarderede de i 12 dage hinanden med missiler og droner.

Troels Lund Poulsen finder sig ikke i S-kritik: Ser desperat ud

Der er for alvor knas mellem regeringspartierne Socialdemokratiet og Venstre, efter at valgkampen er skudt i gang, og efter at Venstres formand, Troels Lund Poulsen, er sprunget ud som statsministerkandidat og førsteudfordrer til Mette Frederiksen (S).

Troels Lund Poulsen vil ikke finde sig i, at Peter Hummelgaard (S) langer ud efter Venstre, fordi Venstre ikke vil afvise en regering med Dansk Folkeparti (DF).

Det skriver Troels Lund Poulsen på Facebook.

I opslaget nævner han dog ikke DF med et ord.

Hummelgaard har blandt andet udtalt til TV 2, at der er tvivl om støtten til Ukraine med Troels Lund Poulsen som eventuel statsminister.

Det begrunder han med, at DF tidligere har meldt ud, at der ikke skal doneres flere penge til Ukraine, men at støtten skal finde sted via lån i stedet for.

Det mener Troels Lund Poulsen må stå for Socialdemokratiets egen regning.

– Nu kan jeg så se, at Socialdemokratiet og Mette Frederiksen har sendt Peter Hummelgaard i medier for at så tvivl om min støtte til Ukraine, hvis jeg bliver statsminister og skal lede en borgerlig regering. Det ved de selvfølgelig godt ikke vil ske.

– Men de siger det alligevel for at forsøge at bilde vælgerne noget ind. Jeg håber, at de selv kan se, hvor desperat det ser ud, skriver Troels Lund Poulsen.

Inden 2022-valget var Socialdemokratiet og Venstre evige rivaler, men efter valget indgik partierne et regeringssamarbejde, hvor også Moderaterne var med.

Efter at statsminister Mette Frederiksen i torsdags udskrev folketingsvalg til afholdelse 24. marts, valgte Troels Lund Poulsen at melde sig som statsministerkandidat. Han er forsvarsminister i SVM-regeringen.

I sit opslag skriver Troels Lund Poulsen, at han har været i Ukraine 11 gange. Det er over fire år siden, at Rusland indledte et fuldtonet angreb mod naboen.

Troels Lund Poulsen har meddelt, at han går efter en borgerlig regering. Han har dog ikke afvist, at Venstre igen kan sidde i en regering med Socialdemokratiet.

– De første dage har allerede vist, at der er to forskellige veje. Og jeg kæmper for, at vi kan få ny borgerlig regering, som jeg gerne vil lede.

– Det er en ansvarlig regering, som styrker kernevelfærden, strammer udlændingepolitikken, gør det billigere at være dansker og lettere at drive virksomhed – og som selvfølgelig fortsætter den historiske oprustning af Forsvaret og går forrest med støtten til Ukraine, skriver han.

Hummelgaard afviser at være desperat, og han afviser også kritikken fra Troels Lund Poulsen.

– Jeg synes, det er en helt legitim debat, når nu en statsministerkandidat åbner op for at tage ham (DF-formand Morten Messerschmidt, red.) med i regering, siger han til TV 2.

Mens Venstres formand er forsvarsminister i SVM-regeringen, er Hummelgaard justitsminister.

Trump: USA har indledt omfattende militæroperation i Iran

Det amerikanske militær har “for kort tid siden” indledt en omfattende militæroperation i Iran.

Det siger USA’s præsident, Donald Trump, lørdag morgen dansk tid i en video, som er delt på præsidentens eget sociale medie, Truth Social.

– Vores mål er at beskytte det amerikanske folk ved at fjerne umiddelbare trusler fra det iranske regime, siger han i videoen, der er lige over otte minutter lang.

Meldingen kommer, efter Israels forsvarsminister, Israel Katz, tidligere på morgenen oplyste, at Israel havde indledt et “forebyggende angreb” mod Iran.

Kort tid efter oplyste amerikanske unavngivne embedsmænd ifølge CNN, at amerikanske angreb var på vej mod Iran.

Lørdag morgen er hverken Israels angreb eller Trumps melding blevet bekræftet fra iransk side.

Meldingen om angreb lørdag kommer efter en periode med stigende spændinger mellem USA og Iran. USA har oprustet militært i Mellemøsten, hvor Israel er USA’s nærmeste allierede.

Donald Trump har gentagne gange truet med at angribe Iran.

Først udsprang truslerne af protester mod præstestyret i Iran og frygt for, at sikkerhedsstyrkerne ville slå hårdt ned på demonstranterne.

Siden har Trump truet med, at USA vil angribe Iran, hvis iranerne ikke går med til en aftale om Irans atomprogram.

Lørdag morgen kalder han Iran for “verdens største statssponsor for terror” og siger, at landet har dræbt “titusindvis af sine egne borgere” under protesterne.

– Det har altid været USA’s politik, især min administrations, at dette terrorregime aldrig må få atomvåben. Jeg siger det igen: De må aldrig få atomvåben, siger præsidenten.

Iran har tidligere afvist, at landet forsøger at blive en atommagt.

Israel har ifølge premierministerens kontor navngivet lørdagens angreb mod Iran, skriver CNN.

Operationen går under navnet “Brølende Løve”, hvilket er en opfølger på juni–angrebet “Opstigende Løve”.

Israel: Angreb mod Iran var koordineret med USA

Israel har lørdag sendt missiler mod Iran i et angreb, der ifølge en unavngiven embedsmand fra Israels forsvar har været planlagt i måneder og er koordineret med USA.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Datoen for angrebene blev endeligt fastlagt for uger siden, lyder det.

Unavngivne amerikanske embedsmænd oplyste tidligere lørdag, at der var amerikanske angreb på vej mod Iran, skriver CNN.

I en video på sit sociale medie Truth Social bekræfter USA’s præsident, Donald Trump, at USA for kort tid siden har indledt angreb mod Iran.

– Jeres friheds time er nær, siger han henvendt til iranerne ifølge nyhedsbureauet AFP.

Præsidenten tilbyder medlemmer af det iranske militær at vælge mellem “immunitet” eller “den visse død”.

De amerikanske angreb vil ifølge de amerikanske embedsmænd blive udført både fra luften og fra vandet.

En af de amerikanske embedsmænd skal desuden have oplyst, at der “ikke er tale om et lille angreb”.

Amerikanerne planlægger at gå efter militære mål, tilføjes det.

Der er endnu ikke meldinger om, at de amerikanske angreb skal have ramt Iran.

Meldingerne om angrebene i Iran tikkede ind ved syvtiden lørdag morgen dansk tid.

Her oplyste den israelske forsvarsminister, at Israel havde udført “forebyggende” angreb i Iran.

Der skal desuden være hørt eksplosioner i den iranske hovedstad, Teheran, skriver nyhedsbureauet Reuters, der også beretter om røgfaner over byen.

Flere lande, såsom Israel, Iran og Irak, har lukket deres luftrum for almindelige flyvninger, ligesom at skoler er lukkede i Israel.

Omkring 08.30 lød det fra det iranske nyhedsbureau Tasnim, at syv missiler havde ramt nær præsidentens palads og det område, hvor Irans øverste leder holder til – uden dog at komme nærmere, om der er tale om hans bolig.

Både den iranske præsident, Masoud Pezeshkian, og landets øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, er flyttet til sikre lokationer, oplyser iranske statsmedier ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Israel lukker skoler og luftrum efter angreb mod Iran

Israel har lørdag lukket skoler og luftrummet over landet, efter at det har indledt et angreb mod Iran.

Det oplyser Israels militær lørdag morgen, kort efter at den israelske forsvarsminister, Israel Katz, har oplyst, at Israel har indledt et “forebyggende angreb” mod Iran.

Luftrummet er lukket for almindelige flyvninger, indtil “sikkerhedssituationen tillader”, at det åbnes igen.

Som en del af det kriseberedskab, Israels militær har iværksat lørdag, er al undervisningsaktivitet og forsamlinger forbudt. Også arbejdspladser – med undtagelse af væsentlige sektorer – er blevet lukket.

Amerikanske unavngivne embedsmænd har desuden oplyst, at der er amerikanske angreb på vej mod Iran. Det skriver CNN.

En kilde har sagt til Reuters, at Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, ikke befinder sig i hovedstaden Teheran og er blevet overført til et sikkert sted.

Fra iransk side er hverken Israels angreb eller meldingerne fra de amerikanske embedsmænd blevet bekræftet.

Meldingen om angreb lørdag kommer efter en periode med stigende spændinger mellem USA og Iran. USA har oprustet militært i Mellemøsten, hvor Israel er USA’s nærmeste allierede.

USA’s præsident, Donald Trump, har gentagne gange truet med at angribe Iran.

Først udsprang truslerne af protester mod præstestyret i Iran og frygt for, at sikkerhedsstyrkerne ville slå hårdt ned på demonstranterne.

Siden har Trump truet med, at USA vil angribe Iran, hvis iranerne ikke går med til en aftale om Irans atomprogram.

Israels forsvarsminister: Vi har indledt et angreb i Iran

Israel har indledt et angreb i Iran, oplyser den israelske forsvarsminister, Israel Katz, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han kalder det et “forebyggende” angreb og meddeler, at Israel er gået i kriseberedskab.

Det fremgår lørdag morgen omkring klokken 07.00 ikke, hvilket angreb der er tale om.

Der skal desuden være hørt eksplosioner i den iranske hovedstad, Teheran, skriver nyhedsbureauet, der også beretter om røgfaner over byen.

Reuters tilføjer i en opdatering, at flere universiteter i Teheran skal være blevet ramt i angreb.

Sirener har desuden lydt rundtom i Israel, skriver det israelske militær (IDF) på det sociale medie X.

– Dette er en foranstaltning for at forberede offentligheden på muligheden for, at missiler bliver affyret mod staten Israel. IDF understreger, at offentligheden bedes om at forblive i nærheden af beskyttede områder, skriver militæret.

Meldingen om angreb lørdag kommer efter en periode med stigende spændinger mellem USA og Iran. USA har oprustet militært i Mellemøsten, hvor Israel er USA’s nærmeste allierede.

USA’s præsident, Donald Trump, har gentagne gange truet med at angribe Iran. Først udsprang truslerne af protester mod præstestyret i Iran og frygt for, at sikkerhedsstyrkerne ville slå hårdt ned på demonstranterne.

Siden har Trump truet med, at USA vil angribe Iran, hvis iranerne ikke går med til en aftale om Irans atomprogram.

Fredag gav USA’s udenrigsministerium tilladelse til, at ikke-essentielle ansatte på den amerikanske ambassade i Jerusalem forlader Israel.

Baggrunden var en risiko for sikkerheden.

Radiohead vil have ICE til at fjerne video med et af bandets numre

Det britiske rockband Radiohead vil have den amerikanske immigrationsmyndighed ICE til at fjerne en video, hvor en af bandets sange bliver brugt.

Sådan skriver Radiohead i en udtalelse ifølge Variety.

Det er sangen “Let down”, der er tale om.

– Vi kræver, at amatørerne, der styrer ICE’s sociale medie-konti, tager den (videoen, red.) ned.

– Det er ikke sjovt, den her sang betyder meget for os og for andre mennesker, og I får ikke lov til at appropriere den uden kamp. Forresten: skrid ad helvede til, lyder det i udtalelsen.

ICE står for Immigration and Customs Enforcement. Det er en amerikansk statslig myndighed under USA’s ministerium for indenrigssikkerhed, Department of Homeland Security.

ICE står i spidsen for gennemførelsen af USA’s præsident Donald Trumps planer om at masseudvise migranter.

De har foretaget tusindvis af anholdelser, siden Trump blev præsident for godt et år siden. Det er ofte sket på offentlige steder og har ført til sammenstød med demonstranter.

En korversion af “Let down” spiller i videoen, som er en montage af ofre for vold, som ifølge ICE-myndigheden udføres af “illegale udlændinge”, der “voldtager og myrder” amerikanske borgere.

Det oprindelige nummer stammer fra Radioheads album “OK Computer” fra 1997.

NBC News har spurgt ministeriet for indenrigssikkerhed, om de vil tage videoen ned. Det har en talsperson for ministeriet ikke svaret direkte på i en skriftlig udtalelse.

I stedet spørger repræsentanten retorisk, hvor medfølelsen er for de “mødre, fædre, sønner og døtre af amerikanere, som er blevet brutalt voldtaget og dræbt af kriminelle, illegale udlændinge”.

Det er ikke første gang, at Trumps administration kommer i konflikt med store sangstjerner.

For nogle måneder siden var det popstjernen Sabrina Carpenter, der krævede, at ICE stoppede med at bruge hendes sang “Juno” i en video.

Også The Rolling Stones har frabedt sig, at Donald Trump bruger deres musik ved politiske vælgermøder.

Aalborg stævner staten for en milliard for ikke at sikre rent drikkevand

Aalborg Forsyning vil have staten til at betale for at sikre rent drikkevand uden nitrat. Derfor har forsyningsselskabet stævnet staten for over 1,1 milliard kroner.

Det skriver Jyllands-Posten, ligesom Aalborg Forsyning bekræfter det i en pressemeddelelse.

Aalborg Forsyning er et kommunalt ejet forsyningsselskab, der sørger for drikkevand til over 138.000 borgere.

Forsyningsselskabet mener, at staten skal betale milliardbeløbet for at bygge og drive et nyt anlæg til at rense vandet for nitrat. De mener, at staten skal betale regningen – ikke borgerne.

Stævningen er den første af sin slags, skriver Jyllands-Posten.

Lasse Olsen, der er bestyrelsesformand i forsyningsselskabet og medlem af kommunalbestyrelsen i Aalborg for Enhedslisten, siger til avisen, at man gennem længere tid har forsøgt at komme i dialog med staten.

Det “har ikke ført nogen steder hen”.

– Vi er stadigvæk åbne for en dialog, men hvis ikke den dialog med staten kommer eller fører nogen steder, så er vi nødt til at tage den ad rettens vej, siger han til Jyllands-Posten.

I pressemeddelelsen gør han det klart, at han håber, at “vi nu kan få staten til forhandlingsbordet”.

Nitrat i drikkevandet stammer primært fra brug af kvælstofgødning i landbruget. En mindre del er naturlige udledninger.

Nitrat er ikke skadeligt i sig selv, men i kroppen kan det blive omdannet til nitrit og nitrosaminer, som kan være kræftfremkaldende.

I december 2025 anbefalede en ekspertgruppe nedsat af Miljøministeriet at sænke grænseværdien for nitrat fra 50 milligram til 6 milligram per liter.

Ifølge ekspertgruppen vil det kunne forebygge 50 til 70 tilfælde af tarmkræft om året i Danmark.

Jyllands-Posten skriver, at der alene i Aalborg er 74 mennesker, der hvert år bliver ramt af tarmkræft, der kan kobles til for meget nitrat i drikkevandet.

Aalborg Kommune er hårdere ramt af nitrat i grundvandet end mange andre steder. Det skyldes særlige jordbundsforhold, hvor et højt kalkniveau betyder, at nitrat nemmere trænger ned i grundvandet.

Hverken Ministeriet for Grøn Trepart eller Miljøministeriet vil kommentere stævningen over for Jyllands-Posten på grund af valgudskrivelsen.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) sagde tidligere i februar, at han er klar til at sænke grænseværdien for nitrat i drikkevandet i Danmark.

Han lover også ifølge Jyllands-Posten hjælp til de hårdest ramte områder “i løbet af uger”, hvis Socialdemokratiet fortsætter ved magten efter folketingsvalget 24. marts.

Brancheorganisationerne Danva og Danske Vandværker har oplyst, at 215 vandværker har et gennemsnitligt nitratindhold på over seks milligram per liter over tre år.

Ifølge Danva er 21 kommuner i Danmark særligt udfordret, da nitratindholdet ligger over de 6 milligram per liter, der anbefales som ny grænseværdi.

Trump er utilfreds med iranske atomforhandlinger

USA’s præsident, Donald Trump, er ikke tilfreds med, hvordan Iran-forhandlingerne om Irans atomprogram går.

– Jeg er ikke tilfreds med forhandlingerne. Jeg siger ingen berigelse, siger Trump til fremmødte journalister i havnebyen Corpus Christi i den amerikanske delstat Texas.

USA vil have, at Iran begrænser sit atomprogram.

USA, Israel og flere europæiske lande er bekymrede for, at målet med Irans atomprogram er at fremstille en atombombe. Iran afviser, at det er tilfældet.

Iran fastholder, at dets atomprogram udelukkende har fredelige formål.

Landet siger selv, at berigelsesprogrammet kun har civile formål. Andre mener, at Iran i hemmelighed udvikler atomvåben.

Trump har længe ønsket, at Iran kommer til forhandlingsbordet omkring en atomaftale, da han ikke ønsker Iran som atommagt.

Ordene fra Trump kommer en dag efter, at USA’s to udsendinge Steve Witkoff og Jared Kushner har forhandlet med iranske repræsentanter i Genève uden at nå frem til en aftale.

Omans udenrigsminister, Sayyid Badr Albusaidi, har dog sagt, at der var betydelig fremgang i forhandlingerne.

USA har militær tilstedeværelse – heriblandt to hangarskibe – i regionen. De afventer Trumps ordre.

USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, skal have samtaler med Israels premierminister Benjamin Netanyahu 1. og 2. marts i Israel.

I juni angreb USA og Israel nukleare mål i Iran.

Adspurgt om muligheden for magtanvendelse mod Iran siger Trump, at USA har verdens bedste militær.

– Jeg ville elske ikke at bruge det, men nogle gange er man nødt til det, siger han i den texanske havneby.

Præsidenten siger også, at der skal være flere samtaler med Iran senere fredag amerikansk tid. Han siger ikke hvor, men Oman, der har været mediator, har sendt dets udenrigsminister til Washington D.C. i USA fredag.

Her skal han mødes med USA’s vicepræsident J. D. Vance, siger en kilde til Reuters.

Reuters

Sanger og sangskriver Neil Sedaka er død

Den amerikanske sanger og sangskriver Neil Sedaka er død. Han blev 86 år.

Det oplyser familien til mediet Variety.

– Vores familie er knust over det pludselige tab af vores elskede mand, far og bedstefar, Neil Sedaka.

– En sand rock’n’roll-legende, en inspiration for millioner, men vigtigst af alt for os, der var heldige nok til at kende ham, et fantastisk menneske, som vil blive meget savnet, skriver familien i en udtalelse ifølge Variety.

Det fremgår ikke, hvad dødsårsagen er.

Neil Sedaka stod bag sange som “Oh, Carol”, “Happy Birthday Sweet Sixteen” og “Breaking Up Is Hard to Do”. Han stod også bag “You Mean Everything to Me” og “Run, Samson, Run”.

Han skrev desuden sange til Tom Jones, Frank Sinatra, Elvis Presley og The Monkees.

Ifølge musikmediet Rolling Stone var Neil Sedaka en af de mest succesfulde performere og sangskrivere i 60’erne og 70’erne.

Gennem sin seks årtier lange karriere var han nomineret til fem Grammy-priser, og i 1978 fik han en stjerne på æresfortovet Hollywood Walk of Fame, hvor fliser hylder kunstnere inden for film-, tv-, musik-, radio- og teaterbranchen.

Sedakas musikinteresse opstod allerede som ung. Som barn lyttede han ivrigt til klassisk musik, skriver Variety.

Da han var ni år, var han i fuld gang med intensiv undervisning i klassisk klaver på den velansete musikskole Julliard School of Music i New York, og han blev regnet som et stort talent.

Han er nok bedst kendt for sin musik inden for genrerne pop og rock’n’roll, men det er den klassiske musik, der har formet ham til den musiker, som i årevis havde status af international musikstjerne.

Sedaka har igennem sin karriere været flittig. Han har været leverandør af hundredvis af sange, hvoraf mange har bragt ham til tops på de amerikanske hitlister.

Han har beskrevet sangskrivning som “en gave, jeg blev født med”.

Da Beatles-feberen ramte USA, gik det stærkt ud over Neil Sedakas popularitet.

Han rejste den modsatte vej og arbejdede i Storbritannien sammen med blandt andre Elton John, der akkompagnerede ham, da Sedaka i 1975 atter ramte hitlisterne med “Bad Blood”.

1970’erne bragte ham igen til ære som sanger med stærke numre på lp’er som “Solitaire” og “The Tra-La Days Are Over”.

Neil Sedaka efterlader sig sin hustru siden 1962, Leba Strassberg, og sine to børn, Marc og Dana Sedaka.

Paramount og Warner Bros. bekræfter kæmpehandel efter budkrig

Filmselskabet Paramount Skydance har indgået en formel aftale om at købe Warner Bros. Discovery (WBD).

Det meddeler de to selskaber fredag aften dansk tid, kun omkring et døgn efter at Netflix meddelte, at streamingtjenesten trak sig fra en budkrig.

Den samlede handel løber op i 110 milliarder dollar.

Det svarer til knap 700 milliarder kroner.

Kæmpeselskabet vil – hvis fusionen ender med at blive gennemført – omfatte CNN, HBO og Nickelodeon og nogle af de mest kendte titler i Hollywood. Det gælder blandt andet Harry Potter, Game of Thrones og det såkaldte DC Universe.

– Vores jagt på Warner Bros. Discovery har været drevet af et klart formål, siger Paramount-topchef David Ellison i en meddelelse.

– Vi vil ære arven fra to ikoniske virksomheder ved at sætte fart på vores vision om at bygge et næstegenerations medie- og underholdningsselskab.

Selv om de to parter er blevet enige om et køb, er fusionen endnu ikke i mål.

Det amerikanske justitsministerium skal således godkende handlen. Også EU-myndigheder skal gennemgå den, skriver NBC News.

Paramount betaler 31 dollar per aktie, hvilket værdisætter WBD til knap 80 milliarder dollar. Men tager man gælden i WBD med i betragtning, ender buddet på 110 milliarder dollar.

Handlen er blevet godkendt i enstemmighed af begge selskabers bestyrelser, og det forventes, at den vil blive gennemført i tredje kvartal af 2026, melder selskaberne.

Warner Bros. Discovery, der blandt andet har streamingtjenesten HBO Max og tv-kanalen CNN under sig, satte formelt sig selv til salg i oktober sidste år.

Det skete, efter at produktionsselskabet havde annonceret, at det skulle splittes op i to selvstændige selskaber.

I begyndelsen af december oplyste Netflix, at selskabet havde indgået en aftale med konkurrenten Warner Bros. Discovery om at købe Warner Bros., herunder dets film- og tv-studier og streamingtjenesten HBO Max.

Få dage senere startede en budkrig, da Paramount meldte sig på banen med et købstilbud – en budkrig, som Paramount altså endte med at vinde.

Netflix går dog ikke tomhændet fra budkrigen, skriver NBC.

Paramount har ifølge dokumenter indleveret hos amerikanske myndigheder betalt Netflix knap 18 milliarder kroner i et ophævelsesgebyr.

Hos fagforeningen for Hollywoods manuskriptforfattere Writers Guild of America (WGA) mener man, at fusionen bør stoppes.

Det skriver WGA i en udtalelse ifølge mediet Deadline.

– Den foreslåede Paramount-Warner-sammenlægning vil konsolidere kontrollen over to store film- og tv-studier samt streamingtjenester og to af de største arbejdsgivere for forfattere.

– Tabet af konkurrence vil være en katastrofe for forfattere, forbrugere og hele underholdningsindustrien. Fusionen må blokeres, lyder det.

Deadline skriver, at andre Hollywood-relaterede fagforeninger har undladt at kommentere nyheden.

Mange har tidligere udtrykt bekymring for en potentiel fusion, men ikke i så hårde vendinger som WGA.

Trumps udsending fastholder fordele ved hospitalsskib til Grønland

USA’s særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, mener, at det på “dramatisk” vis vil udvide grønlændernes adgang til en række sundhedsydelser, hvis USA sender et militært hospitalsskib til Grønland.

Det skriver han i et opslag på det sociale medie X fredag aften dansk tid.

– Danmarks system passer til Danmark, men det passer ikke til Grønland, skriver Landry.

Han poster en tabel, der viser, at Grønland har højere forekomster af blandt andet tuberkulose end Danmark, og at den forventede levealder er betydeligt lavere.

– Bare fordi Grønland har en lignende struktur omkring sundhedsydelser som danskerne, betyder det ikke, at resultatet er det samme, skriver Landry.

Udsendingen mener, at det hospitalsskib, som USA vil sende til Grønland, vil give grønlænderne bedre adgang til “avanceret diagnostik, kirurgiske ydelser og forebyggende behandling”.

Kjeld Møller Pedersen, der er professor emeritus i økonomi og formand i Grønlands Sundhedsråd, mener dog ikke umiddelbart, at et hospitalsskib vil kunne gøre noget ved for eksempel middellevealderen eller raterne for tuberkulose.

Det gælder også, hvis skibet var i Grønland i årevis, forklarer han til TV 2.

USA’s præsident, Donald Trump, overraskede mange grønlændere og danskere, da han for knap en uge siden meddelte, at et amerikansk hospitalsskib, der skal tage sig af mange syge mennesker, er på vej til Grønland.

Trumps opslag på det sociale medie Truth Social var tilføjet et AI-genereret billede af et hospitalsskib med navnet USNS Mercy og et amerikansk flag.

Grønland har dog ikke lyst til at modtage et amerikansk hospitalsskib. Det svarede den grønlandske regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, søndag.

Det hospitalsskib, der menes at være tale om – USNS “Mercy” – forlod tirsdag havnen i byen Mobile i staten Alabama.

Ifølge Marine Traffic, der kan vise fartøjers positioner, er skibet sejlet sydpå og befinder sig fredag aften dansk tid syd for Cuba.

Det fremgår ikke, hvad skibets endelige destination er.

Myndigheder før valg: Danmark er sandsynligt mål for russisk påvirkning

Danmark, der 24. marts går til folketingsvalg, er med den aktuelle verdens- og sikkerhedssituation et meget sandsynligt mål for russisk påvirkning.

Det skriver danske sikkerhedsmyndigheder fredag aften i en vurdering af truslen om påvirkningsaktiviteter mod valget.

Politiets Efterretningstjeneste, Forsvarets Efterretningstjeneste og Styrelsen for Samfundssikkerhed tegner i en fælles vurdering et billede af en tid med “øget stormagtskonkurrence” og med russisk “hybridkrig mod Vesten”.

Her forsøger fremmede stater løbende at påvirke debatten, for eksempel ved valghandlinger, men også i det daglige, skriver myndighederne.

– Det er meget sandsynligt, at Danmark i den nuværende situation er et selvstændigt, prioriteret mål for russiske påvirkningsaktiviteter, står der.

Myndighederne vurderer, at dansk støtte til Ukraine og ukrainsk våbenproduktion på dansk område kan være grunde til et øget fokus på Danmark fra russisk side.

– Det er muligt, at Rusland vil gennemføre påvirkningsaktiviteter i et forsøg på at udnytte valget til at fremme russiske dagsordener, herunder at skabe splid og svække støtten til Ukraine, står der.

– Det vil også kunne ramme specifikke kandidater og partier samt deres valgkamp.

Myndighederne beskriver flere forskellige former for mulig russisk påvirkning.

Det anses for meget sandsynligt, at prorussiske hackere uden direkte tilknytning til den russiske stat vil rette mindre omfattende cyberangreb mod Danmark.

At angrebene får “direkte effekt på gennemførelsen af valghandlingen”, anses dog som mindre sandsynligt.

Myndighederne ser det også som mindre sandsynligt, at statslige hackergrupper vil “forsøge at forstyrre valget gennem cyberangreb”.

De skriver, at selv om den primære påvirkningstrussel kommer fra Rusland, kan påvirkning også komme fra andre statslige aktører.

Her noteres det, at USA har en sikkerhedsstrategi med et formuleret mål om at ændre Europas nuværende politiske kurs.

– Eventuelle amerikanske forsøg på at påvirke den offentlige debat i Europa vil kunne udgå fra mange forskellige aktører, også uden formel tilknytning til den amerikanske administration, står der.

Mand er frifundet i sag om valgsvindel på Færøerne

Retten på Færøerne har frifundet en mand for valgsvindel i forbindelse med kommunalvalget i 2024.

Det skriver det færøske medie KVF fredag.

Det var en mand, der var formand for valgbestyrelsen i en bygd i Runavik Kommune, som blev beskyldt for at have forvansket udfaldet af valget.

Anklagen lød, at han havde sat et ekstra kryds på en stemmeseddel, som blev kendt ugyldig ved fintællingen.

En ret bestående af en juridisk dommer og to domsmænd har fredag frifundet valgbestyrelsesformanden med stemmerne to mod en.

Anklagerne mente, at det var valgbestyrelsesformanden, der havde sat et ekstra kryds, da han mellem valgaftenen 12. november og næste morgen havde stemmesedlerne med hjem.

Men forsvaret argumenterede ifølge det færøske medie for, at det ikke var bevist, at det var manden, der havde sat et andet kryds på stemmesedlen. Tvivlen burde komme ham til gode, hed det.

Og det fandt retten også ifølge KVF.

Den ugyldige stemme fik en afgørende indflydelse på valget til byrådet i Runavik Kommune.

Den betød nemlig, at to kandidater havde fået lige mange stemmer.

Og det endte med, at der blev trukket lod mellem de to om pladsen i kommunalbestyrelsen.

Svensk forsvar fastslår: Drone var russisk

En drone, der onsdag blev set over Øresund med kurs mod et fransk hangarskib, var russisk.

Det bekræfter det svenske forsvar fredag aften.

– Under besøget af det franske hangarskib “Charles de Gaulle” observerede et af Forsvarets fartøjer, at en drone lettede fra et russisk signalskib i Øresund. Nu kan Forsvaret bekræfte, at en russisk drone har gennemført en ulovlig flyvning, lyder det i en pressemeddelelse fra det svenske forsvar.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Konklusionen kommer, efter at Sveriges forsvar har foretaget en analyse af tekniske data, hedder det videre.

Sveriges forsvarsminister betegnede det torsdag som en sandsynlig krænkelse af svensk luftrum.

– Der har sandsynligvis været en krænkelse af svensk luftrum af en drone. Det skete, i forbindelse med at et russisk militærskib var i Øresund, sagde Sveriges forsvarsminister, Pål Jonson, torsdag.

Tidligere fredag sagde en talsmand for Ruslands regering, at det var “en ret absurd påstand”, at den pågældende drone skulle have forbindelse til Rusland.

Hangarskibet “Charles de Gaulle” ankom til havnen i Malmø tirsdag.

Skibet er det største ikke-amerikanske atomkraftdrevne hangarskib i verden.

Dronen blev ifølge den svenske regering opdaget af svensk militær, som udsatte den for jamming, hvor radio- og gps-signaler bliver forstyrret eller blokeret. Herefter fløj dronen væk fra området.

Da dronen blev opdaget, befandt den sig over Øresund – cirka 13 kilometer fra “Charles de Gaulle”.

Det franske hangarskib er 260 meter langt og har plads til omkring 30 kampfly og et par tusinde soldater og besætningsmedlemmer.

Hangarskibet ligger til kaj i Sverige på vej til en Nato-øvelse.

Siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022 har der været adskillige meldinger om, at russiske droner og fly har krænket europæiske landes luftrum, blandt andet også i Danmark ved flere lejligheder.

TT

Hammershøi-maleri vurderet til op mod 17 millioner skal på auktion

Et Vilhelm Hammershøi-maleri vurderet til mellem 1,5 og 2 millioner pund kommer på auktion hos auktionshuset Sotheby’s i London onsdag 4. marts.

Det fremgår af auktionshusets hjemmeside.

Vurderingen svarer til mellem 12,75 millioner og 17 millioner kroner.

Hammershøi levede fra 1864 til 1916 og er verdenskendt for sine enkle og genkendelige motiver som en stue, et vindue, en dør eller en kvinde set fra ryggen.

Det maleri, der skal på auktion, viser en refleksion af balkonen i Villa Spurveskjul i Virum, som er et bindingsværkshus, hvor adskillige berømte danskere har boet. Det gælder blandt andre digteren Christian Winter.

Maleriet er fra et ophold, som Vilhelm og hustruen Ida Hammershøi havde i Villa Spurveskjul i sommeren 1911.

– Dette dragende måneskinssceneri malet i 1911 er et af tre kendte malerier, som Hammershøi lavede af refleksioner i det ovale spejl, der hænger i stuen i Villa Spurveskjul, skriver Sotheby’s om maleriet.

Et andet Hammershøi-maleri, “Interiør. Musikværelset, Strandgade 30”, blev solgt for over ni millioner dollar i 2023. Det blev dermed det dyreste danske maleri nogensinde.

Med datidens kurs var det et beløb på 62,8 millioner kroner.

Ejeren af maleriet fra Spurveskjul fremgår ikke af Sotheby’s materiale.

Dog oplyser auktionshuset, at maleriet tidligere har været i kirurgen og undervisningsministeren Niels Thorkild Rovsings besiddelse.

Rovsing, der levede fra 1862 til 1927, var blandt andet professor i kirurgi og med til at stifte Dansk Kirurgisk Selskab.

Siden gik maleriet, der er signeret med initialerne V.H. i højre hjørne i bunden, i arv til den nuværende ejer.

Norsk teenager sigtes for at planlægge IS-inspireret angreb

En 17-årig norsk dreng er blevet anholdt mistænkt for at planlægge et angreb inspireret af Islamisk Stat på et Nato-område i Stavanger i det sydvestlige Norge.

Konkret skal der være tale om Natos Joint Warfare Centre (JWC).

Det fremgår af sigtelsen rejst mod drengen, skriver flere medier – blandt andre norske NRK og nyhedsbureauet NTB.

– Han er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 131, tredje afsnit, jævnfør bestemmelsens første afsnit, der omfatter forberedelser til at begå en terrorhandling, oplyser anklager Line Nyvoll Nygaard fra Norges sikkerhedstjeneste PST til NTB.

Ifølge det norske medie NRK er drengen, der er født og opvokset i Norge, desuden blevet set med et IS-flag på sin skole.

Ifølge mediets oplysninger skal han være blevet radikaliseret og have udtrykt sympati for Islamisk Stat.

Hvordan og hvor mediet har de oplysninger fra, fremgår ikke.

Han blev anholdt torsdag af betjente fra Norges sikkerhedstjeneste PST, som er ansvarlig for terrorbekæmpelse, før det fredag blev besluttet af en dommer, at han skulle varetægtsfængsles i to uger.

Hans advokat, Knut Lerum, fortæller til NRK, at han nægter anklagerne mod sig.

– Det er klart, at det er hårdt for en 17-årig at blive tilbageholdt, siger Lerum til nyhedsbureauet NTB.

Drengen blev afhørt torsdag i et forhør, der varede fire til fem timer.

NRK skriver, at politiet har beslaglagt to USB-stik eller lignende enheder til opbevaring af data.

Hverken den norske sikkerhedstjeneste PST eller forsvarsadvokaten vil gå yderligere i detaljer med NTB om, hvad anklagerne konkret går ud på, eller hvad drengens forklaring er.

To er døde og 39 er kvæstet i sporvognsulykke i Milano

To personer er døde, og 39 andre er kvæstet i den italienske by Milano, hvor en sporvogn fredag eftermiddag er kørt af skinnerne og har ramt en bygning.

Det oplyser en talsmand for brandvæsnet i byen ifølge flere medier, herunder nyhedsbureauet Reuters.

Mindst én person blev fastklemt i eller under sporvognen. Redningsarbejdere satte afskærmning og telte op, mens de arbejdede på at få vedkommende fri.

Sporvognen ramte vinduet på en restaurant. Flere af restaurantens gæster er blandt de kvæstede.

Det skriver flere italienske medier, herunder avisen La Repubblica og nyhedsbureauet Ansa.

Et af de to dødsofre var en forbipasserende, og den anden var om bord på sporvognen. Det drejer sig om en 60-årig mand og en ung udlænding, skriver mediet Sky TG24. Sidstnævntes nationalitet er ikke umiddelbart oplyst.

Ansa skrev fredag eftermiddag, at syv kvæstede er bragt på hospitalet. Blandt dem var én alvorligt tilskadekommen, som siden døde af sine kvæstelser.

Flere ambulancer kom på stedet.

Ulykken skete omkring klokken 16 ikke langt fra Milanos hovedbanegård. På det tidspunkt var sporvognen fuld af mennesker, skriver Ansa.

En passager på sporvognen fortæller til Ansa, at han først troede, at et jordskælv havde ramt Milano.

– Jeg troede, det var et jordskælv. Jeg sad ned og endte på gulvet sammen med de andre passagerer. Det var forfærdeligt, siger han.

– Heldigvis slog jeg kun mit knæ, men manden ved siden af mig blødte fra hovedet.

Det er endnu uklart, hvad der fik sporvognen til at køre af skinnerne.

Milanos anklager, Marcello Viola, var ifølge Ansa på vej til stedet, kort efter at ulykken var sket.

Ifølge de foreløbige oplysninger vil der inden for de næste timer blive åbnet en sag om uagtsomt manddrab og uagtsomme personskader, skrev mediet.

Milano holder i disse dage modeuge, hvilket har tiltrukket ekstra mange besøgende til byen.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]