Seneste nyheder

30. april 2026

Islands regering vil holde EU-folkeafstemning 29. august

Den islandske regering ønsker 29. august at afholde en folkeafstemning om at genoptage tiltrædelsesforhandlinger med EU.

Det siger Islands udenrigsminister, Katrin Gunnarsdottir, ifølge RUV fredag.

Der skal først være en folkeafstemning om, hvorvidt forhandlinger skal fortsættes.

Herefter skal der så stemmes om den aftale, Island eventuelt når frem til med EU.

Den islandske regering har sendt forslaget om en folkeafstemning til det islandske parlament, Altinget, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Island søgte i første omgang om EU-medlemskab i 2009 under en regering af centrum-venstre-partier. Forhandlinger blev indledt året efter.

Men processen blev stoppet i 2013, da en mere EU-skeptisk regering kom til.

USA’s toldforhøjelser og ønske om at overtage Grønland har flyttet spørgsmålet om EU-medlemskab højere på dagsordenen i det nordatlantiske land med de danske forbindelser.

Fiskeripolitik har løbende været et diskussionspunkt i forholdet mellem EU og Island.

Under et møde i februar med Polens premierminister, Donald Tusk, sagde Islands socialdemokratiske statsminister, Kristrun Frostadottir, at det er vigtigt, at EU har respekt for Islands arktiske identitet og “levemåde samt den måde, vi bruger vores ressourcer på”.

En EU-afstemning har været på tapetet i Island et godt stykke tid, da det har været et erklæret mål for regeringen at afholde en sådan inden 2027.

Nylige meningsmålinger peger i retning af et flertal til ja-siden.

– Island er allerede en stærk og strategisk partner, siger EU-kommissær for udvidelse Marta Kos til nyhedsbureauet AFP.

– I en verden med konkurrerende indflydelses-sfærer tilbyder EU-medlemskab en forankring i en blok, der er baseret på værdier, velstand og sikkerhed, siger hun.

Island har et befolkningstal på omkring 400.000.

Formodet flugtbilist anholdt efter påkørsel af 77-årig kvinde

En 77-årig kvinde blev fredag formiddag påkørt i krydset mellem Århusvej og Vestre Skovvej i Grenaa.

Det oplyser Østjyllands Politi på Politi Update.

– En påkørt kvinde er blevet fløjet med lægehelikopter til hospitalet i kritisk tilstand. De pårørende er underrettet om episoden, skriver politiet.

Påkørslen fandt sted fredag klokken 10.47, og klokken 13.05 blev en 29-årig mand anholdt på Lyngdalvej i Grenaa.

Ifølge politiets oplysninger kom manden kørende i en bil, da han påkørte den kvindelige fodgænger og efterfølgende flygtede fra stedet.

De nærmere omstændigheder omkring episoden er endnu ikke klarlagt, skriver politiet. Det oplyses ikke, hvad manden sigtes for.

Politiet oplyste klokken 12, at Århusvej er lukket for gennemkørsel, hvorfor bilister skal foretage omkørsel ad Vestre Skovvej til Skovbrynet og videre ad Skovhegnet og ud på Århusvej.

Tidshorisonten for lukningen er ukendt.

Ulykkesstedet skal undersøges af en bilinspektør, som skal være med til at klarlægge forløbet op til påkørslen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

FN betegner krise i Mellemøsten som større humanitær nødsituation

FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, betegner krisen i Mellemøsten som en større humanitær nødsituation.

Det siger UNHCR’s chef for nødoperationer, Ayaki Ito, ifølge nyhedsbureauet Reuters på et pressemøde fredag.

– UNHCR har erklæret den eskalerende krise i Mellemøsten for at være en større humanitær nødsituation, der kræver en øjeblikkelig respons på tværs af regionen, siger Ito.

Tæt på 100.000 mennesker er blevet fordrevet i Libanon, vurderer organisationen.

Samtidig er titusindvis af syriske flygtninge flygtet tilbage over grænsen til Syrien, anslås det.

Estimaterne over antallet af fordrevne ligger formentlig under det faktiske antal, siger Ito videre.

Inde i Iran er omkring 100.000 mennesker blevet fordrevet i løbet af konfliktens første dage, lyder det fra Ito.

Han siger, at ansatte fra FN’s Flygtningeorganisation dagligt får hundredvis af opkald fra iranere, som ønsker hjælp.

UNHCR-udmeldingen kommer, efter at Israel har indledt nye og omfattende angreb i det sydlige Libanon og i de sydlige forstæder til Beirut.

Inden angrebene har Israels militær udsendt omfattende evakueringsordrer.

Natten til lørdag indledte Israel og USA et angreb på Iran, der kort tid efter angreb Israel og amerikanske baser i Mellemøsten.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, blev dræbt i de amerikanske og israelske angreb.

Mandag blev også Libanon en del af konflikten, da den iranskstøttede libanesiske milits Hizbollah sendte missiler og en sværm af droner mod Israel.

Det skete som hævn for det israelsk-amerikanske angreb på Iran og drabet på Khamenei.

Siden har der været gensidige angreb.

Danskere opfordres til at forlade Libanon.

– Rejs ud nu, mens det er muligt. Der gennemføres en række luftangreb flere steder i Libanon, herunder i Beirut.

– Der er stor risiko for yderligere eskalation i kamphandlingerne, skriver udenrigsministeriet på sin hjemmeside.

Reuters

Miljøstyrelsen undersøger for asbest i dansk legesand

Miljøstyrelsen er i gang med at undersøge, om der er asbest i dansk legesand.

Det fortæller kontorchef Kim Holm Boesen, Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion. Der er indkøbt ti eksemplarer af legesand, som lige nu bliver analyseret.

Undersøgelserne er sat i gang, efter at Miljøstyrelsen har modtaget advarsler om fund af lave koncentrationer af asbest i legesand i flere lande.

Det drejer sig om Storbritannien, Belgien, Holland, Finland og Australien. De berørte produkter er blevet trukket tilbage.

Stoffet er kræftfremkaldende ved indånding og har i mange år været forbudt i legetøj ved et indhold over 0,1 procent.

– Der er ikke konstateret asbest i legesand i Danmark. Kontrollen er iværksat som en forebyggende foranstaltning, efter at myndigheder i flere lande har fundet lave koncentrationer af asbest i konkrete partier af legesand, oplyser Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen har endnu ikke fået analyseresultaterne og kan derfor ikke oplyse, hvor store eller små mængder asbest der er i de indkøbte stikprøver.

Analysen er både af legesand og sand, der anvendes i andre legetøjsprodukter.

Det vides endnu ikke, hvornår der vil være færdige analyseresultater, fortæller Kim Holm Boesen.

Asbest er et naturligt mineral, som kan være i visse råmaterialer, hvis råmaterialet ikke er tilstrækkeligt kontrolleret.

Der kan være forskelle mellem sandminer, og dets indhold af asbest. Indholdet af asbest i minerne kan variere inden for den samme mine, afhængigt af hvilket lag eller område sandet er udvundet fra.

Miljøstyrelsen råder forældre til at købe legesand hos danske eller europæiske forhandlere.

Forhandlere kan give oplysninger om producenten, hvordan produktets kvalitet er sikret, og om det er testet for asbest.

Danskere opfordres til at forlade Libanon hurtigst muligt

Udenrigsministeriet opfordrer alle danskere til at forlade Libanon hurtigst muligt.

Det fremgår af rejsevejledningen på ministeriets hjemmeside.

– Rejs ud nu, mens det er muligt. Der gennemføres en række luftangreb flere steder i Libanon, herunder i Beirut.

– Der er stor risiko for yderligere eskalation i kamphandlingerne, skriver ministeriet.

Opfordringen kommer i kølvandet på, at der endnu en gang er udbrudt konflikt i Mellemøsten.

Lørdag indledte USA og Israel en række angreb mod Iran. Angrebene er der siden blevet svaret tilbage på.

Israel har siden udført flere luftangreb mod forskellige dele af Libanon, efter at militante grupper, der støtter Iran, begyndte at affyre raketter og droner mod landet.

Det israelske militær har ifølge det danske ministerium udstedt en omfattende evakueringsordre for folk i Libanon.

Ifølge det libanesiske sundhedsministerium er 123 mennesker blevet dræbt i israelske angreb i Libanon siden mandag.

Det danske udenrigsministerium vurderer, at udviklingen i de mellemøstlige uroligheder er uforudsigelig.

– Fortsat ophold i Libanon kan være med alvorlig risiko for egen sikkerhed, lyder det.

Torsdag fremgik det af rejsevejledningen, at der fortsat var muligheder for at forlade Libanon med kommercielle fly.

I den forbindelse lød opfordringen fra de danske myndigheder, at man ikke skulle vente på en afgang direkte til Danmark, men at man skulle benytte de muligheder, der måtte opstå.

10.000 danske borgere er på nuværende tidspunkt registreret på danskerlisten for Mellemøsten.

Det er en liste, som danske statsborgere og personer med opholdstilladelse i Danmark kan skrive sig på, når de rejser eller bor i udlandet.

Det faktiske antal af danskere i regionen kan være højere eller lavere, da det er frivilligt at tilmelde sig listen.

Personerne på listen fordeler sig blandt andet på landene De Forenede Arabiske Emirater, Egypten, Iran, Israel og Libanon.

Løkke: Overvældende interesse for særflyvning væk fra Mellemøsten

Omkring 800 personer har tilkendegivet ønske om at få en plads om bord på det særfly, som Udenrigsministeriet har planlagt, skal fragte strandede danskere hjem fra Mellemøsten.

Der er plads til 200 personer på flyet.

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til DR fredag formiddag og kalder interessen for at få en plads på særflyet for “overvældende”.

– Det er først til mølle. Derfor gør vi også det, at vi følger op og spørger, om der fortsat vil være en interesse hos de andre, siger han til mediet og fortsætter:

– Når jeg siger det på den måde, så er det, fordi der heldigvis nu er flere og flere kommercielle flyvninger ud af Emiraterne.

Lars Løkke oplyser, at en eventuel anden flyvning kan laves efter weekenden.

Udenrigsministeriet oplyste torsdag, at de danske myndigheder har indgået en aftale med et flyselskab om at skaffe fly til et antal strandede danskere, der forventeligt kan flyve hjem fra en lufthavn i Emiraterne søndag.

Løkke omtalte initiativet som “assisteret hjemrejse”. Billetten koster omkring 10.500 kroner. Børn under to år kan flyve med gratis.

Salg i fysiske butikker hjælper Imerco til omsætningsrekord

Butikskæden Imerco omsatte i 2025 for 1,8 milliarder kroner, hvilket er rekordhøjt.

Det skriver kæden, der sælger køkkenudstyr og boligtilbehør, i en pressemeddelelse fredag.

Omsætningen er blevet øget med 122 millioner kroner fra året før, og det er tredje år i træk med rekord.

Væksten er drevet af fremgang i salget i både fysiske butikker og gennem de digitale salgskanaler.

Imercos administrerende direktør, Frederik Brønnum, siger i meddelelsen, at man allerede fra begyndelsen af 2025 fik sat kursen mod rekord.

– I 11 ud af årets 12 måneder leverede vi rekordomsætning. Det vidner om en stærk organisation og stor opbakning fra vores kunder, siger han.

– Vi leverer både vækst og forbedret indtjening i et marked præget af forandring. Vores forretningsmodel og evne til at eksekvere – både digitalt og i butikkerne – står stærkt.

Den digitale omsætning udgør en stadig større andel af den samlede omsætning. I 2024 lød andelen på 32 procent, mens den sidste år var vokset til 34 procent.

I pressemeddelelsen løftes sløret også for en større del af de øvrige regnskabstal for 2025.

Overskuddet før skat endte således på 68 millioner kroner. Det er en stigning på 58 procent.

Selv om den digitale del af forretningen er blevet vigtig for Imerco, så fokuserer kæden stadig på at udvide sin tilstedeværelse i gadebilledet.

Imerco, der er et akronym for “Isenkræmmernes Merkantile Cooperation”, blev stiftet for 98 år siden af 28 isenkræmmere.

De ville etablere et indkøbssamarbejde for at sikre billigere varer til de danske forbrugere.

Kæden er i dag ejet af den danske ejendomsmilliardær Mikael Goldschmidt gennem investeringsselskabet M. Goldschmidt Capital.

Der findes 165 butikker fordelt rundtom i Danmark.

Ukraine beskylder Ungarn for at tage bankansatte som gidsler

Ukraine beskylder fredag Ungarn for at have taget syv medarbejdere i en statslig ukrainsk bank som “gidsler”.

De syv personer var på vej fra Østrig til Ukraine via Ungarn, da de blev tilbageholdt, siger den ukrainske udenrigsminister, Andrij Sybiha.

Ifølge Ukraine transporterede de guld og kontanter for over 500 millioner kroner.

– Vi taler i praksis om, at Ungarn tager gidsler og stjæler penge, skriver Andrij Sybiha på det sociale medie X.

Ungarske skattemyndigheder siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at anholdelserne omhandler “hvidvask”.

Ifølge Sybiha har Ukraine sendt en officiel meddelelse til Ungarn og krævet, at de bankansatte løslades.

De syv anholdte vil ifølge en talsperson for den ungarske regering blive udvist af landet, men det står ikke umiddelbart klart, hvad der vil ske med pengene.

De anholdte kommer fra den statslige Oschadbank, som oplyser, at de bankansatte var i besiddelse af 35 millioner euro, 40 millioner dollar og 9 kilo guld, da de blev anholdt.

Deres køretøjer befinder sig i nærheden af en bygning tilhørende ungarske sikkerhedstjenester i Budapest, viser et GPS-signal ifølge banken.

Oschadbank oplyser, at værditransporten fandt sted i overensstemmelse med en international aftale med østrigske Raiffeisen Bank. Ifølge banken blev transport- og toldregler overholdt.

Ungarns udenrigsminister, Péter Szijjártó, siger, at Ungarn ønsker svar på flere spørgsmål fra Ukraine i sagen. Det gælder blandt andet, om pengene skulle bruges i Ungarn eller komme nogen i Ungarn til gavn.

Imens opfordrer Ukraines udenrigsministerium ukrainere til ikke at rejse gennem Ungarn, da Ukraine ikke kan garantere for deres sikkerhed, hedder det.

Forholdet mellem Ungarn og Ukraine er i forvejen anspændt.

Ungarn og Slovakiet beskylder Ukraine for at forsinke en genoptagelse af russisk olieforsyning via Druzjba-rørledningen, som er beskadiget.

De to lande er på grund af EU-sanktioner de eneste i EU, der fortsat importerer russisk olie.

Reuters

Dansk Melodi Grand Prix 2027 bliver afholdt i Kolding

Kolding bliver værtsby for næste års danske melodigrandprix og for børnenes ditto, MGP.

Det afslører DR i en pressemeddelelse fredag.

Begge konkurrencer holdes i Sydbank Arena i samarbejde med Kolding Venue.

– Kolding viser et forbilledligt engagement og en lyst til at løfte grandprixtraditionen i fællesskab, siger DR’s grandprixboss, Erik Struve Hansen, i pressemeddelelsen.

– Det betyder meget for os i DR, når en by ikke blot stiller rammerne til rådighed, men også vil skabe et levende, lokalt ejerskab omkring både Dansk Melodi Grand Prix og MGP.

Det bliver tredje år i træk, at det danske melodigrandprix og børnenes grandprix afholdes i Jylland. Men det er første gang, at Kolding bliver vært for konkurrencen.

Byens borgmester, Jakob Ville (V), kalder det en “kæmpe anerkendelse”, at grandprixerne kommer til Kolding.

– Musik kan noget helt særligt: Den skaber fællesskab, glæde og nærvær. Det er værdier, vi i Kolding Kommune står på mål for, siger han i pressemeddelelsen.

– Det her er en begivenhed, vi vil løfte i fællesskab med borgere, foreninger, institutioner og erhvervsliv.

Med lokale arrangementer, fællesskabsinitiativer og en kommende pulje til grandprixprojekter er det ambitionen, at hele kommunen kan tage del i fejringen, lyder det.

DR oplyser, at programmet for aktiviteter og lokale arrangementer offentliggøres løbende.

Årets melodigrandprix blev afholdt i Arena Nord i Frederikshavn.

Her vandt Søren Torpegaard Lund konkurrencen med nummeret “Før vi går hjem”, som han skal repræsentere Danmark med til det internationale melodigrandprix, Eurovision, der afholdes i Østrig til maj.

Dansk Melodi Grand Prix 2027 bliver afholdt 13. februar, mens børnenes melodigrandprix, MGP, afholdes ugen efter.

Mand blev skubbet ned på togskinner: Meld dig selv – vi har video

Østjyllands Politi har videoovervågning fra stedet, hvor en 19-årig mand onsdag aften blev skubbet ned på skinnerne ved letbanestationen i den østjyske by Mørke.

Derfor gentager politiet en opfordring til gerningsmanden. Meld dig selv, lyder det.

– Politiet er i besiddelse af videoovervågning fra stedet og opfordrer derfor stadig den mistænkte til at melde sig selv, før det bliver nødvendigt med en offentlig efterlysning, skriver politiet fredag på meddelelsestjenesten Politi Update.

Det var onsdag aften kort før klokken 19.26, at den 19-årige mand blev skubbet i ryggen, så han faldt ned på togskinnerne, mens letbanetoget var på vej ind på perronen.

Den unge mand nåede selv at komme op på perronen igen og kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.

Gerningspersonen flygtede fra stedet, inden politiet kom frem. Personen flygtede i vestgående retning mod Ebeltoftvej og efterfølgende via Parkvej.

Politiet efterforsker sagen som drabsforsøg og kaldte torsdag sagen “meget alvorlig”.

– Episoden kunne være endt frygteligt galt, hvis ikke den unge mand selv havde været i stand til at komme op, mens lokomotivføreren foretog en kraftig nødopbremsning, sagde politiinspektør Anders Uhrskov torsdag.

Politiet har ikke umiddelbart modtaget anmeldelser om lignende episoder og kalder hændelsen onsdag aften for “umiddelbart et engangstilfælde”.

Men politikredsen er opmærksom på, at sagen kan medføre en del utryghed i området. Politiet er derfor i tæt dialog med flere øvrige relevante myndigheder på Djursland.

Desuden var politi og andre myndigheder torsdag aften til stede på letbanestationen i Mørke, hvor det var muligt for borgere at dele bekymringer eller komme med oplysninger i sagen.

Politiet fortalte også torsdag, at det gerne vil høre fra vidner med relevante oplysninger til sagen.

Dansk medicinalselskab straffes på børsen oven på vægttabsdata

Det danske medicinalselskab Zealand Pharma styrtdykker på børsen efter at have offentliggjort nye data for vægttabshåbet Petrilintid.

Klokken 10 er selskabets aktie nede med 30 procent.

Resultaterne af et fase 2-studie, som blev offentliggjort torsdag aften, viste et vægttab på op til 10,7 procent af kropsvægten efter 42 uger.

Ifølge mediet MarketWire var det ventet, at vægttabet skulle have været på mellem 13 og 15 procent.

Selskabets administrerende direktør, Adam Steensberg, har efterfølgende erkendt, at hans forventninger var højere. Men han er fortrøstningsfuld.

– Havde vi forventet at se et eller to procentpoint større vægttab i studiet? Ja. Ændrer det noget grundlæggende for os? Nej, sagde han ifølge MarketWire.

Direktøren er tilfreds med, at der er blevet rapporteret om en meget lav forekomst af kendte bivirkninger som svimmelhed, kvalme, opkast og diarré.

I fase 2-studier testes et lægemiddel i en større gruppe mennesker for at undersøge effekt, sikkerhed og dosis.

Hvis udviklerne vælger at gå videre med lægemidlet, vil det typisk blive testet i en endnu større gruppe for at få bekræftet effekten og få flere detaljer om eventuelle bivirkninger. Denne fase kaldes fase 3.

Efter vellykkede fase 3-studier kan man søge om at få godkendt et lægemiddel til salg.

Hvis fase 3-studiet af Petrilintid designes optimalt, er der en chance for, at resultaterne bliver bedre.

Det påpeger Per Hansen, der er investeringsøkonom, i en skriftlig kommentar.

– Investorerne fokuserer først og fremmest på vægttab og dernæst på bivirkninger. Derfor falder kursen i dag.

– Samtidig er aktiemarkedets logik, at hvis man skuffer et sted, stiger sandsynligheden markant for, at du også skuffer andre steder. Det drejer sig om de andre datasæt, som kommer i 2026.

Britisk politi anholder fire mistænkte i sag om spionage for Iran

Britisk politi har anholdt fire mænd, der er mistænkt for at have spioneret for Iran.

Det oplyser politiet i den britiske hovedstad, London, i en pressemeddelelse fredag.

Anholdelserne har forbindelse til formodet overvågning af steder og personer i det jødiske samfund i London-området, hedder det.

Ifølge efterforskere er en af de anholdte iransk statsborger. De tre andre har både britisk og iransk statsborgerskab.

– Dagens anholdelser er del af en længerevarende efterforskning og del af vores løbende arbejde med at afværge fjendtlig aktivitet, hvor vi har mistanke om det, siger Helen Flanagan, som er leder af antiterrorenheden hos politiet i London.

– Vi forstår, at offentligheden kan være bekymret – i særdeleshed det jødiske samfund – og jeg vil som altid opfordre til at udvise årvågenhed, siger Flanagan i en pressemeddelelse.

Anholdelserne er sket i Barnet i det nordlige London og Watford umiddelbart nordvest for London. De fire mænd blev anholdt med henvisning til den nationale britiske sikkerhedslov.

Der er tale om en 22-årig, en 40-årig, en 52-årig og en 55-årig mand, oplyser politiet.

Der er også sket anholdelser af seks andre mænd, som mistænkes for at have hjulpet en gerningsmand. I alt er ti således blevet anholdt.

Både britiske parlamentsmedlemmer og efterretningstjenester har advaret om iranske trusler i flere år.

Anholdelserne sker, mens der er stor international uro omkring Iran, der i weekenden blev angrebet af USA og Israel og siden har slået igen mod en række mål i Mellemøsten.

Finsk præsident om atomlov: Vi bliver ikke en kernevåbenstat

Finland bliver “ikke en kernevåbenstat” trods planlagte lempelser af lovgivningen.

Det siger den finske præsident, Alexander Stubb, ifølge nyhedsbureauet STT fredag.

Den finske regering er kommet med et lovforslag om, at atomvåben kan føres ind i Finland eller transporteres igennem landet, hvis det kræves på grund af Finlands forsvar, Nato eller forsvarssamarbejde.

– Jeg vil understrege, at lovændringen ikke indebærer, at kernevåben skal placeres i Finland, siger Stubb.

– Finland ønsker ikke at have atomvåben på sit territorie, og der er ikke sådanne planer i Nato. Finland bliver altså ikke en kernevåbenstat.

Udmeldingen kommer midt i en genopblusset nordisk debat om atomvåben.

Tidligere på ugen oplyste den danske regering, at den har takket ja til en fransk invitation om at indgå i et tættere strategisk samarbejde om et atomafskrækkelsesprogram.

Finsk atomlovgivning fra 1987 forbyder import, fremstilling, besiddelse og sprængning af atomvåben på finsk jord, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Finlands forsvarsminister, Antti Häkkänen, handler den foreslåede lovændring om at kunne indgå fuldt ud i forsvarsalliancen Nato, som Finland blev en del af i 2023.

– Lovændringen er nødvendig for at muliggøre Finlands militære forsvar som en del af alliancen og drage den fulde fordel af Natos fælles afskrækkelse og forsvar, sagde Häkkänen torsdag på et pressemøde.

Forskning i berøring og smerte udløser verdens største hjernepris

For deres banebrydende forskning i, hvordan nervesystemet registrerer og bearbejder berøring og smerte, tildeles den amerikanske professor David Ginty og den svenske professor Patrik Ernfors verdens største hjerneforskningspris, The Brain Prize.

Det oplyser Lundbeckfonden, der står bag The Brain Prize, i en pressemeddelelse.

– Sansesystemet er afgørende for vores oplevelse af kroppen og grænsen mellem os selv og omverdenen. Det gør det muligt for os at registrere og fortolke berøring, smerte, kløe og temperatur, siger professor Andreas Meyer-Lindenberg, der er forperson for The Brain Prizes udvælgelseskomité.

Patrik Ernfors og David Gintys arbejde har omskrevet lærebøger og åbnet nye veje for udviklingen af målrettede behandlinger for blandt andet kroniske smerter og hypersensitivitet, lyder begrundelsen.

Professorerne har identificeret de mekanismer, der omdanner berøring, vibration eller tryk på huden til nerveimpulser.

De har også kortlagt, hvordan disse signaler overføres til rygmarven, hvor de bearbejdes, før de fortsætter til hjernen.

Her skabes vores oplevelse af berøring og smerte og de følelsesmæssige og adfærdsmæssige reaktioner, der følger med, når vi interagerer med den fysiske verden, lyder det videre.

Kosovo opløser parlamentet og udskriver valg

For tredje gang på lidt over et år skal borgerne i Kosovo til valg.

Kosovos præsident, Vjosa Osmani, har fredag opløst parlamentet og udskrevet valg, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Landets parlament havde frem til midnat til at vælge et nyt statsoverhoved, men det lykkedes ikke inden for den af forfatningen fastlagte tidsfrist.

Premierminister Albin Kurti og hans parti, Vetevendosje, havde nomineret udenrigsminister Glauk Konjufca til posten, men kunne ikke få opbakning til deres kandidat.

Med det seneste døgns udvikling fortsætter en politisk ustabil situation i landet, der har tæt på to millioner indbyggere.

Kosovo var nemlig også til valg 28. december, efter at det ikke var lykkedes at danne regering i kølvandet på et valg i februar 2025.

– Vi kan ikke gå videre med afstemningen, sagde parlamentsformand Albulena Haxhiu, da parlamentet måtte opgive at gå videre med forsøget på at få valgt en ny præsident.

Formanden bemærkede, at blot 66 parlamentsmedlemmer var til stede, hvilket var et godt stykke under de påkrævede 80.

Kosovo erklærede med amerikansk opbakning uafhængighed fra Serbien i 2008.

Landet er anerkendt af USA og de fleste lande i Europa, herunder Danmark. Blandt andet Serbien, Grækenland, Spanien og Rusland anerkender det dog ikke.

På trods af international støtte har Kosovo kæmpet med fattigdom, ustabilitet og organiseret kriminalitet.

Lufthansas overskud falder lidt trods stigende antal passagerer

Den tyske luftfartskoncern Lufthansa havde en omsætning på 39,6 milliarder euro i 2025.

Det svarer til godt 294 milliarder kroner og er en stigning på fem procent fra året før.

Det viser koncernens årsregnskab, som er blevet offentliggjort fredag morgen.

Væksten skyldes blandt andet, at Lufthansa har set en stigning i antallet af passagerer.

Koncernen, der har luftfartsselskaber som Lufthansa, Eurowings, Swiss og Austrian Airlines under sig, havde i alt 135 millioner passagerer sidste år.

Til sammenligning lød antallet på 131,3 millioner i 2024.

Driftsomkostningerne er dog også steget betydeligt sidste år, og det har medvirket til, at overskuddet efter skat faldt marginalt.

Overskuddet endte på 1,34 milliarder euro, hvilket var 41 millioner euro mindre end året før.

Når Lufthansa skal forsøge at spå om udviklingen i 2026, er prognosen behæftet med mere usikkerhed end normalt.

Det skyldes den aktuelle konflikt i Mellemøsten.

Israel og USA indledte lørdag en serie af angreb mod Iran. Siden svarede Iran igen med angreb mod Israel og en række andre lande i Mellemøsten.

Det fik mange selskaber til at aflyse rejser til området, der blandt andet omfatter vigtige transitlufthavne som Dubai og Doha.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har konflikten ført til den største forstyrrelse af luftrummet siden coronapandemien.

Til gengæld har Lufthansa siden lørdag oplevet en kraftig stigning i efterspørgslen på langdistanceflyvninger. Noget, der måske kan veje op for konfliktens konsekvenser.

Efterspørgsel på langdistanceflyvninger har fået koncernen til at overveje, om man skal indsætte ekstra fly på direkte ruter til eksempelvis Singapore, Indien, Kina og Sydafrika.

Kvinde retter beskyldninger mod Trump i ny Epstein-offentliggørelse

USA’s justitsministerium har torsdag offentliggjort hidtil tilbageholdte dokumenter i Epstein-sagen.

I offentliggørelsen er der FBI-dokumenter med opsummeringer af afhøringer fra 2019 af en kvinde, som blandt andet kommer med beskyldninger om et seksuelt overgreb begået af USA’s præsident, Donald Trump.

Karoline Leavitt, som er talsperson for Det Hvide Hus, kalder det over for mediet Politico “komplet grundløse beskyldninger, der ikke bakkes op af nogen troværdige beviser”.

Kvinden beskriver i afhøringen, at Trump forsøgte at tvinge hende til at udføre oralsex.

Det skal være sket i 1980’erne, på et tidspunkt hvor hun var mellem 13 og 15 år.

Inden da var hun af den nu afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein blevet introduceret for den kommende præsident i New York eller New Jersey.

Flere medier havde allerede inden torsdagens offentliggørelse beskrevet, at dokumentet eksisterer uden at kunne beskrive indholdet.

En oversigt over afhøringer var nemlig blevet offentliggjort.

Men selve opsummeringen af afhøringen var tidligere ikke blandt de millioner af dokumenter, som justitsministeriet har offentliggjort i Epstein-sagen.

Epstein blev i 2008 dømt for handel med mindreårige piger. Han afsonede 13 måneder. I juli 2019 blev han anklaget for smugling og misbrug af mindreårige. Han døde i fængslet i august 2019.

Det er velkendt, at Trump var i Epsteins omgangskreds. Præsidenten har sagt, at han afbrød kontakten til Epstein for årtier siden.

Reuters

De Radikale vil give lov til tidligere folkepension med lavere ydelse

Og De Radikale melder sig nu ind i pensionsdebatten.

Det sker med et udspil, der ifølge partiet skal gøre folkepensionen mere fleksibel.

De Radikale foreslår, at man skal kunne vælge at få udbetalt folkepensionens grundydelse op til tre år før den fastsatte pensionsalder.

Det skal ifølge partiet gøre det muligt for flere seniorer at gå ned i tid.

Til gengæld bliver den månedlige ydelse lavere, hvis man vælger at få udbetalt ydelsen tidligere.

Vælger man derimod at arbejde længere tid end til den fastsatte pensionsalder, foreslår De Radikale, at ydelsen bliver større.

Det skriver partiet i en pressemeddelelse.

Politisk leder i De Radikale Martin Lidegaard siger, at partiet ønsker at åbne for en ny måde at afslutte arbejdslivet.

– Nogen vil vælge en fridag om ugen med børnebørnene i de sidste arbejdsår. Andre et par ekstra år på jobbet med udsigt til en forhøjet pension derefter, siger han i pressemeddelelsen.

De Radikale foreslår, at folkepensionen skal sættes varigt ned med for eksempel fem procent per år, man vælger at få den udbetalt tidligere.

Folkepensionens grundbeløb er i dag 7544 kroner.

Den endelige model vil De Radikale fastlægge sammen med arbejdsmarkedets parter. Ifølge partiet skal modellen samlet set styrke de offentlige finanser og beskæftigelsen i 2035.

Torsdag kom Socialdemokratiet med sit bud på, hvordan fremtidens pensionssystem i Danmark skal indrettes.

Partiet foreslår en model med en differentieret pensionsalder, hvor op mod halvdelen af befolkningen kan trække sig tilbage tidligere end i dag.

Samtidig skal pensionsalderen blive ved med at stige for den anden halvdel, men fra 2045 i et lavere tempo end nu.

Socialdemokratiet vil udvide den tidlige pension, som også kaldes Arne-pension. Den omfatter i dag personer, som har været på arbejdsmarkedet i 42 til 44 år.

Står det til Socialdemokratiet, skal kravet til antallet af år på arbejdsmarkedet gradvis sænkes til 39 til 44 år.

Udspillet vil ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) samlet set reducere arbejdsudbuddet med 6000 personer i 2035 og koste 4,6 milliarder kroner i samme periode.

På længere sigt ventes en markant større regning.

Trump: USA har navne klar til ny ledelse i Iran

USA’s præsident, Donald Trump, antyder, at han ønsker Irans ledelsesstruktur fuldstændigt fjernet.

Han siger samtidig, at han har navne på folk, der i hans øjne kunne blive gode ledere af landet, i tankerne.

Det sker i et telefoninterview med det amerikanske medie NBC News.

– Vi vil gå ind og fjerne alt (“clean out everything”, red.), siger præsidenten.

– Vi vil ikke have nogen, der vil genopbygge over en tiårig periode.

Natten til lørdag indledte Israel og USA et angreb på Iran, der kort tid efter angreb Israel og amerikanske baser i Mellemøsten.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, blev dræbt i de amerikanske og israelske angreb.

Trump siger til NBC News, at USA ønsker, at Iran får en god leder. Han afviser dog at sætte navne på, hvem der ifølge ham vil være egnet til at stå i spidsen for landet.

– Vi har nogle folk, som jeg tror vil gøre et godt stykke arbejde, lyder det.

Mens angrebene i Mellemøsten står på, træffer præsidenten foranstaltninger for at sikre, at de kandidater, han har på sin liste, overlever de igangværende angreb, siger han.

– Vi holder øje med dem, siger Trump.

Torsdag sagde Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, til NBC, at Iran er parat til at reagere på en eventuel landoffensiv i Iran fra amerikanske styrker.

Den udtalelse kalder Trump for en “spildt” kommentar.

– Det er spild af tid. De har mistet alt. De har mistet deres flåde. De har mistet alt, de kan miste, siger præsidenten og tilføjer, at angrebenes nuværende tempo og intensitet vil fortsætte.

Analytikere siger ifølge NBC News, at Irans revolutionsgarde , som er den dominerende militære, politiske og økonomiske magtfaktor i landet, står klar til at udvide sin magt, hvis den kan overleve den igangværende konflikt.

Ifølge nyhedsbureauet AFP har Trump tidligere sagt, at han vil være nødt til at blive involveret i udpegelsen af Irans næste leder.

Regn og skyer præger weekend med både frost og sol

Weekenden lægger flot fra start fredag og slutter også hæderligt, men derimellem bliver det knap så forårsagtigt.

Det siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Anja Bodholdt.

– Indimellem kommer der lidt mange skyer og perioder med lidt regn. Det er lidt ærgerligt for dem, der har fri i weekenden.

– Men hvis man sidder et sted, hvor der er læ, og solen bager på én, kan man sagtens nyde sin eftermiddagskaffe udendørs fredag, siger hun.

Fredag holder det tørt, og der kommer masser af solskin.

Temperaturen kommer op mellem 8 og 13 grader, mens den ved kysten bliver højst seks grader.

– Vinden bliver svag til jævn fra syd og sydøst, så alt i alt bliver det en rigtig smuk forårsdag fredag, siger Anja Bodholdt.

Fredag aften fortsætter det klare vejr, men natten til lørdag begynder der at trække skyer ned over landet fra nordvest.

Temperaturen når ned på et par graders frost i den østlige del af landet og tre graders varme mod vest, hvor det kan regne lidt.

– Der er risiko for pletvis rimglatte veje alle de næste nætter, hvor vi lokalt kan komme ned under frysepunktet, siger Anja Bodholdt.

Lørdag kan man måske få solen at se i den sydøstlige del af landet, og det bliver mellem 7 og 12 grader. Vinden bliver svag til let fra forskellige retninger, lyder prognosen.

– Ellers bliver det en dag med skyer over hele landet, hvor der kan komme lidt regn i perioder, siger Anja Bodholdt.

Weekenden slutter med skyer, diset eller måske endda tåget vejr.

– Men i løbet af dagen ser det ud til, at det langsomt vil begynde at klare op, så der er altså håb for igen at få solen at se her sidst på søndagen, siger meteorologen.

Temperaturen ligger 8 og 13 grader, og vinden bliver svag til jævn.

– Når man er i solen, vil det føles rigtig dejligt og forårsagtigt, og man kan få lyst til at smide jakken.

– Men så snart man er i skyggen, eller der er lidt vind, vil det stadig være koldt. Man skal bestemt passe på, hvis man ikke har lyst til at få sig en omgang forkølelse, advarer Anja Bodholdt.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]