Seneste nyheder

30. april 2026

Udenrigsministeriets hjemmeside er oppe igen efter timers nedbrud

Udenrigsministeriets hjemmeside er lørdag formiddag tilgængelig igen efter flere timers nedbrud.

Det oplyser Udenrigsministeriet.

Udenrigsministeriets Borgerservice kunne klokken 03 lørdag nat oplyse via det sociale medie X, at ministeriets hjemmeside “pt var nede”.

Danskere, som opholder sig i uroramte Mellemøsten, kunne derfor ikke tilgå ministeriets nyeste oplysninger om situationen i flere timer.

Men lørdag klokken 09.15 kunne siden tilgås igen, oplyser ministeriet.

– Udenrigsministeriets hjemmeside www.um.dk var natten til lørdag morgen nede grundet en teknisk fejl. Fejlen er nu udbedret, og driften af hjemmesiden har været normal siden lørdag klokken 09.15, skriver ministeriet til Ritzau.

Det er ikke uddybet, hvad den tekniske fejl var.

Udenrigsministeriets hjemmeside er der, hvor danskere, der opholder sig i Mellemøsten, kan finde de nyeste anbefalinger om situationen.

Israel og USA iværksatte 28. februar omfattende angreb på Iran, som har medført krig i Mellemøsten, hvor flere lande er impliceret. Derfor anbefales danskere nu at forlade flere af disse lande.

Udenlandsdanskere og borgere, der opholder sig i Mellemøsten, kan på Udenrigsministeriets hjemmeside læse om generelle anbefalinger, og om hvordan man sikrest forlader eller rejser i Mellemøsten.

På hjemmesiden um.dk har man på baggrund af krigen etableret en side kun med information om situationen i Mellemøsten.

Krigen har medført flere luftangreb i forskellige lande, og derfor er flere luftrum ikke tilgængelig for blandt andet flytrafikken.

Omkring 10.000 danske borgere er på nuværende tidspunkt registreret på danskerlisten for Mellemøsten.

To mænd er sigtet for drabsforsøg efter skyderi i Måløv

To mænd i 30’erne er sigtet for forsøg på manddrab i forbindelse med et skyderi onsdag i Måløv.

Derudover er de sigtet for besiddelse af våben på et offentligt sted.

Lørdag klokken 09.15 fremstilles de i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup.

Retten skal tage stilling til, om de to skal varetægtsfængsles.

De to mænd nægter sig begge skyldige.

Ifølge sigtelsen skal de to mænd efter forudgående aftale have forsøgt at dræbe to personer.

De skal have affyret to skud, hvoraf det ene ramte en af personerne i armen.

Personen fik kun overfladiske sår af skuddet.

Politiet mener, at flere gerningsmænd kan være involveret i sagen, og at skyderiet kan have forbindelse til et kriminelt miljø.

Af hensyn til den videre efterforskning anmodede anklagemyndigheden om lukkede døre, hvilket retten imødekom.

Når dørene lukkes, betyder det, at offentligheden forhindres i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad de sigtede eventuelt forklarer.

Sigtelsen læses derimod op for åbne døre, ligesom forsvarerne kan fortælle, hvordan de mistænkte forholder sig til sigtelsen.

Skudepisoden fandt sted onsdag eftermiddag på Måløv Hovedgade. Her blev der omkring klokken 16.40 affyret skud mod en bil.

Efter skyderiet blev gerningsstedet afspærret, og politiets efterforskere og teknikere arbejdede på stedet.

To dage senere kunne politiet anholde mændene i 30’erne.

Københavns Vestegns Politi oplyste fredag, at man stadig leder efter en mistænkt.

– Han ved, at vi leder efter ham, og vi opfordrer ham til at melde sig, lød det fra politikommissær Tue Lauenblad fredag på meddelelsestjenesten Politi Update.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Præsident: Iran vil stoppe med at angribe nabolande

Iran vil stoppe med at angribe sine nabolande, medmindre Iran selv bliver udsat for angreb, der kommer fra disse lande.

Det siger Irans præsident, Masoud Pezeshkian, lørdag i en tale transmitteret af stats-tv ifølge Reuters.

Ifølge præsidenten har landets midlertidige ledelsesråd godkendt, at angrebene bliver suspenderet.

– Det midlertidige ledelsesråd nåede i går til enighed om, at der ikke vil blive foretaget flere angreb på nabolande, og at der ikke vil blive affyret missiler, medmindre et angreb på Iran stammer fra disse lande, siger Pezeshkian.

Udtalelsen fra præsidenten kommer, efter at der i løbet af morgenen lørdag har været meldinger om eksplosioner i flere af Irans nabolande.

– Jeg undskylder over for de nabolande, der blev angrebet af Iran, siger Pezeshkian i talen ifølge Reuters.

Det er ikke klart, hvorvidt angrebene fra Iran mod dets nabolande reelt er stoppet, eller hvornår præsidentens melding om et angrebsstop gælder fra.

I talen understreger Pezeshkian desuden, at landet aldrig vil overgive sig til Israel eller USA, skriver nyhedsbureauet AFP.

Fredag meddelte USA’s præsident, Donald Trump, at USA ikke vil indgå en aftale med Iran, medmindre landet kapitulerer.

På det sociale medie X skriver Masoud Pezeshkian lørdag eftermiddag, at Iran – efter hans opfattelse – ikke reelt har angrebet sine nabolande, fordi Iran har rettet sine angreb mod amerikanske militærbaser og andre amerikanske faciliteter i landene.

Ifølge AFP er præsidenten ét af tre medlemmer i et midlertidigt ledelsesråd, der har ledet Iran siden Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, blev dræbt i amerikansk-israelske angreb for en uge siden.

Lørdag er der ifølge CNN meldinger om nye angreb i både Bahrain og Qatar. En sikkerhedsmeddelelse er desuden blevet sendt ud til folk i Qatars hovedstad, Doha, med information om, at sikkerhedstruslen er hævet.

Qatars forsvarsministerium oplyser ifølge mediet, at et missilangreb er blevet afværget.

Samtidig har myndighederne i byen Dubai i De Forenede Arabiske Emirater ligeledes afværget et angreb.

Det skriver regeringens mediekontor i Dubai i et opslag på X, hvor de bekræfter, at der har været “en mindre hændelse som følge af nedfald af vragdele efter en nedskydning”.

Luftfartsselskab genoptager afgange til og fra Dubai

Der er lørdag flere forskellige meldinger vedrørende flytrafik i Dubai.

Luftfartsselskabet Emirates har skrevet i et opslag på X, at selskabet genoptager sin aktivitet. Det skete, kort efter at Emirates tidligere lørdag meddelte på X, at det ville indstille alle fly til og fra Dubai i De Forenede Arabiske Emirater.

Samtidig oplyser Dubais lufthavne i et opslag på X, at lufthavnene delvist genoptager driften fra 7. marts med nogle flyvninger fra Dubai.

– Lad venligst være med at tage ud i lufthavnen, medmindre du er blevet kontaktet af dit flyselskab om, at dit fly er bekræftet, da tidsplanerne fortsat ændrer sig, lyder det fra lufthavnene i opslaget.

Kort forinden lød meldingen ellers modsat fra emiraternes regerings pressekontor for Dubai ifølge nyhedsbureauet AFP, at Dubais lufthavn havde indstillet driften, efter at et “objekt” blev afværget af luftforsvaret over området.

– Af hensyn til passagerernes, lufthavnspersonalets og flybesætningernes sikkerhed er driften i Dubai International (DXB) midlertidigt indstillet, lyder det fra pressekontoret ifølge nyhedsbureauet.

I løbet af morgenen samme dag har der været flere meldinger om eksplosioner over Dubai, skriver flere nyhedsbureauer.

Myndighederne i landet bekræfter at have afværget et angreb.

Det skriver regeringens mediekontor i Dubai i et opslag på X, hvor de bekræfter, at der har været “en mindre hændelse som følge af nedfald af vragdele efter en nedskydning”.

Også i det nærliggende land Qatar er der meldinger om nye eksplosioner efter afværgelse af angreb lørdag, skriver CNN.

Samtidig melder luftfartsselskabet Qatar Airways, at selskabet fra søndag vil begynde med delvise flyvninger til landets hovedstad, Doha.

Det skriver Qatar Airways i en pressemeddelelse.

Ifølge selskabet vil de starte med flyvninger fra byerne London, Paris, Madrid, Rom, Frankfurt og Bangkok til Doha.

Russell tager pole position i ren Mercedes-opvisning

Den britiske Mercedes-kører George Russell starter pole position i årets første Formel 1-grandprix i Australien.

Russell var hurtigste mand i tredje kvalifikationsrunde lørdag morgen dansk tid og starter foran teamkammerat Kimi Antonelli i en ren Mercedes-front.

Tredje mand i startrækken bliver den nye Red Bull-kører Isack Hadjar.

Franskmanden leverede en flot kvalifikation i sin første optræden for Red Bull, mens hans mere berømte teamkammerat Max Verstappen skuffede.

Verdensmesteren fra 2021 til og med 2024 kørte galt allerede i første kvalifikationsrunde og starter allersidst i søndagens grandprix.

En masse nye regler fra Formel 1 har gjort, at holdene har skullet tænke helt nyt på mange områder i forhold til konstruktion af bilerne.

Derfor har det været imødeset med spænding, hvilke hold der er lykkedes bedst med at gentænke bilerne efter sidste sæson.

Det kapløb ser foreløbig ud til at være vundet af Mercedes.

Den forsvarende verdensmester, McLarens Lando Norris, starter som nummer seks. Lige foran ham holder teamkammerat Oscar Piastri, mens Ferraris Charles Leclerc holder i fjerde position.

Ukraine melder om syv døde i angreb på boligblok

Mindst syv mennesker har lørdag mistet livet efter et russisk luftangreb på en boligblok i den ukrainske by Kharkiv.

Sådan lyder meldingen lørdag morgen fra Kharkivs regionale guvernør, Oleh Synjehubov, ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

To børn skulle ifølge guvernøren være blandt de dræbte i angrebet.

Dødstallet steg i lørdagens tidlige morgentimer, da redningsfolk fandt lig i murbrokkerne efter angrebet på bygningen, lyder det.

Rusland har ikke kommenteret den ukrainske melding om et dødeligt angreb.

Oleh Synjehubov skrev tidligere på beskedtjenesten Telegram, at ti personer er såret under angrebet. Blandt andre to drenge på henholdsvis 6 og 11 år samt en pige på 17 år.

Bygningen, der var på fem etager, er praktisk talt ødelagt, skriver Oleh Synjehubov.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, skriver i et opslag på X, at der stadig kan være folk fanget under murbrokkerne, og at redningsindsatsen stadig pågår.

Ifølge præsidenten var flere af nattens angreb desuden målrettet kritisk infrastruktur i landet.

– Rusland har ikke droppet sit forsøg på at ødelægge Ukraines beboelses- og kritiske infrastruktur, og derfor må støtten (til Ukraine, red.) fortsætte, skriver Zelenskyj i opslaget.

I den nærliggende by Tjuhujiv, der ligger i Kharkiv-regionen, meldes også om et droneangreb.

Borgmester Halyna Minajeva oplyser ifølge AFP, at to personer er såret efter et fjendtligt droneangreb på et hus.

Luftalarmerne har lørdag morgen været i gang over hele Ukraine, skriver AFP.

Polen har som følge af de russiske angreb mod nabolandet sendt kampfly på vingerne. Det oplyser den operative kommando i det polske militær lørdag på det sociale medie X.

Canadas Carney vil fjerne kong Charles’ lillebror fra tronfølgen

Andrew Mountbatten-Windsor, som er lillebror til kong Charles, bør fjernes fra den britiske tronfølge.

Det mener Canadas premierminister, Mark Carney.

– Jeg synes bestemt, at hans handlinger er beklagelige og har medført, at han er blevet frataget sine kongelige titler, hvilket bestemt fortjener – hvis det er det rette ord – nødvendiggør hans fjernelse fra tronfølgen, siger Carney ifølge The Guardian.

Andrew Mountbatten-Windsor er nummer otte i tronfølgen efter prins William og hans tre børn og prins Harry og hans to børn.

Den tidligere prins Andrew blev anholdt i februar i en sag om muligt embedsmisbrug i forbindelse med hans relation til den nu afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Han blev senere løsladt. En politiefterforskning er fortsat i gang.

Premierministrene i Australien og New Zealand har tidligere sagt, at de vil støtte den britiske regering, hvis den beslutter sig for at fjerne Andrew fra tronfølgen.

Australien og New Zealand er ligesom Canada en del af de Commonwealth-lande, som kong Charles er statsoverhoved for.

Hvis Andrew Mountbatten-Windsor skal fjernes fra tronfølgen, skal det vedtages ved lov i det britiske parlament. Der skal også være enighed blandt Commonwealth-landene, skriver The Guardian.

Andrew Mountbatten-Windsor mistede alle sine officielle titler efter aftale med kong Charles i efteråret 2025.

Tre år tidligere blev han også frataget retten til at blive tiltalt “hans kongelige højhed”, og han havde trukket sig fra sine kongelige forpligtelser.

Baggrunden var dels hans relation til Jeffrey Epstein, dels beskyldninger om overgreb fra den australske kvinde Virginia Giuffre.

Den daværende prins Andrew indgik et forlig med Giuffre i 2022. Han er aldrig blevet dømt og har aldrig erkendt at have begået overgreb mod hende.

Giuffre blev ifølge sine egne forklaringer udnyttet af Jeffrey Epstein, da hun var mindreårig, og fortalte, at hun i den forbindelse blev udsat for overgreb af prins Andrew, der var venner med Epstein.

Virginia Giuffre begik selvmord i foråret 2025.

Kilder: Rusland giver Iran information om amerikanske fly og skibe

Rusland har delt informationer med Iran omkring placeringen af amerikanske krigsskibe, militærfly og andre aktiver i Mellemøsten.

Det siger flere unavngivne amerikanske embedsmænd med kendskab til sagen til nyhedsbureauet AP og mediet CBS.

Der er i de amerikanske efterretninger foreløbig ikke fundet bevis for, at Rusland har instrueret Iran i, hvordan informationerne kan benyttes, siger de to unavngivne kilder, som AP har talt med.

Hverken Rusland eller Det Hvide Hus har kommenteret meldingen om den påståede russiske deling af information.

Karoline Leavitt, talsperson for Det Hvide Hus, svarer til AP, at det er uden betydning.

– Det gør åbenlyst ingen forskel i forhold til de militære operationer i Iran, for vi udsletter dem fuldstændigt, siger Karoline Leavitt.

USA’s forsvarsminister, Pete Hegseth, fortæller til CBS-programmet “60 Minutes”, at den amerikanske regering og præsident Donald Trump har styr på, hvad der foregår af informationsdeling.

– Det amerikanske folk kan være sikre på, at deres øverstkommanderende (Donald Trump, red.) er fuldt ud klar over, hvem der taler med hvem.

– Og alt, hvad der ikke burde finde sted, uanset om det er offentligt eller bag kulisserne, vil vi konfrontere – og det vil vi gøre med fuld styrke, siger Pete Hegseth.

Forsvarsministeren bliver spurgt, om den påståede russiske informationsdeling med Iran udgør en fare for amerikanske soldater.

– Ingen udsætter os for fare. Vi udsætter de andre for fare, og det er vores job. Så det bekymrer os ikke, siger Pete Hegseth.

USA og Israel indledte lørdag i sidste uge krigen i Iran.

Landets øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, var blandt de første, der blev dræbt.

Ifølge Donald Trump skal de militære angreb sikre, at Iran ikke får atomvåben og forhindre, at Iran inden længe kommer til at råde over missiler, der kan nå USA.

USA: Over 3000 mål bombet i Iran i krigens første uge

USA har sammen med Israel angrebet flere end 3000 mål i Iran, siden krigen begyndte for knap en uge siden.

Det oplyser det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, på det sociale medie X.

Målene tæller blandt andet militærbygninger, luftforsvarssystemer, missilbaser, flådefartøjer og ubåde.

43 iranske skibe er blevet beskadiget eller sænket, lyder det.

USA indledte i sidste weekend i samarbejde med Israel et storstilet angreb på Iran. Den israelsk-amerikanske operation har fået navnet “Operation Epic Fury”.

Siden da har Iran svaret igen ved at angribe mål i flere lande i Mellemøsten.

Irans FN-ambassadør, Amir Saeid Iravani, siger til journalister i FN-bygningen i New York City, at mindst 1332 iranske civile har mistet livet i angrebene fra USA og Israel. Tusindvis er blevet såret, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

USA’s præsident, Donald Trump, har sagt, at målet med militæroperationen er at sikre, at Iran ikke får atomvåben. Angrebene kommer efter flere uger med forhandlinger mellem USA og Iran om det iranske atomprogram.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, samt flere af hans familiemedlemmer er blandt andre blevet dræbt i de omfattende angreb mod landet.

Konflikten har også bredt sig til Libanon, hvor Israel har angrebet den shiamuslimske Hizbollah-milits, der er støttet af Iran. Adskillige mennesker er blevet dræbt i angrebene.

Hizbollah har ligeledes affyret raketter og droner mod Israel.

De regionale uroligheder i Mellemøsten har sat en prop i flytrafikken. Flere knudepunkter for internationale rejsende er lammet af krigen.

Flere luftrum er lukket, og en række flyselskaber har indstillet deres flyvninger til og fra Mellemøsten efter konflikten mellem USA og Israel og Iran. Tusindvis af mennesker er derfor strandet i Mellemøsten.

/ritzau

USA overvejer at lempe sanktioner på russisk olie

USA’s regering overvejer at lempe på amerikanske sanktioner på russisk olie for at dæmpe stigende oliepriser.

Det siger USA’s finansminister, Scott Bessent, fredag i et interview med mediet Fox News.

Meldingen kommer, dagen efter at det amerikanske finansministerium gav Indien dispensation fra amerikanske sanktioner til at købe russisk olie, der var strandet til søs.

Scott Bessent hævder, at der i øjeblikket befinder sig store mængder russisk olie i tankskibe på havet.

– Vi kan ophæve sanktionerne på endnu mere russisk olie.

– Der er millionvis af tønder med sanktioneret råolie på havet. Og i praksis kan finansministeriet skabe ekstra udbud ved at ophæve sanktionerne, siger Bessent til Fox News.

Efter at USA og Israel lørdag i sidste uge indledte en militæroperation i Iran er prisen på råolie steget med næsten 30 procent.

Det skyldes, at skibstrafikken i Hormuzstrædet stort set er gået i stå, efter at USA og Israel indledte krigen. En femtedel af verdens forbrug af olie passerer daglig gennem det smalle stræde.

Scott Bessent afviser over for Fox News, at den amerikanske regering generelt er i gang med at lempe på restriktionerne på russisk olie, da det udelukkende handler om olie, der befinder sig til havs.

– Vi vil fortsætte med at komme med nye tiltag, der kan lette presset på markedet under denne konflikt, siger Bessent.

I et forsøg på at lægge pres på Rusland i forbindelse med landets invasion af Ukraine indførte USA’s regering sidste år sanktioner på russisk olie.

Begrundelsen var, at oliepengene er med til at finansiere krigen i Ukraine.

Indien var dengang blandt de største importører af russisk olie. Omkring 35 procent af Indiens samlede olieforsyning kom fra Rusland.

Sidste år fordoblede USA’s præsident, Donald Trump, den amerikanske importtold på indiske varer fra 25 til 50 procent på grund af Indiens køb af russisk olie.

Importtolden er sidenhen blevet sænket, efter at Indiens premierminister, Narendra Modi – ifølge Trump – har lovet, at Indien vil stoppe med at købe olie fra Rusland.

AFP

36-årig kvinde er i kritisk tilstand efter husspektakel i Aalborg

En 36-årig kvinde befinder sig i kritisk tilstand efter at være blevet udsat for vold fredag i et hjem i Vestbyen i Aalborg.

En 24-årig mand er anholdt og sigtet for grov vold i sagen.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen.

– Vi fik en anmeldelse om husspektakel fredag aften klokken 19.57.

– Da vi kom frem, fandt vi kun forurettede på stedet. Hun har fået lægehjælp og er kommet på sygehuset. Hun er kritisk tilskadekommen, siger Jesper Sørensen.

– Senere har vi foretaget anholdelse af en mand, og nu venter der en afhøring og juridisk vurdering i forhold til et eventuelt grundlovsforhør, siger vagtchefen.

Jesper Sørensen kan ikke udtale sig om relationen mellem de to personer, og hvad der kan være gået forud for hændelsen.

Vagtchefen kan heller ikke oplyse, hvorvidt der var vidner.

Irans hær: Kun skibe fra USA og Israel er uønskede i Hormuzstrædet

Hormuzstrædet er fortsat åbent for international skibstrafik med undtagelse af amerikanske og israelske skibe.

Det siger talsmand for den iranske hær Abolfazl Shekarchi fredag aften til iransk stats-tv. Det skriver nyhedsbureauerne AFP og dpa.

– Vi kontrollerer sikkerheden i Hormuzstrædet, men vi vil ikke lukke det, siger talsmanden ifølge AFP.

Det er kun skibe fra USA og Israel, som risikerer at blive udsat for iranske angreb på den vigtige handelsrute, fastslår talsmanden.

– De har ikke noget at gøre der, siger Shekarchi ifølge dpa.

Talsmanden tilføjer, at Iran ikke kan garantere, at der ikke vil opstå problemer for internationale skibe, hvis de sejler gennem Hormuzstrædet.

Der har de seneste dage været forskellige meldinger fra Iran omkring det cirka 180 kilometer lange stræde mellem Oman og Iran, efter at USA og Israel lørdag i sidste uge indledte en militæroperation i Iran.

Mandag udtalte en rådgiver for Irans Revolutionsgarde, at Iran ville sætte ild til alle skibe, der forsøgte at passere.

Hjemmesiden Marinetraffic, der overvåger skibstrafik, har siden mandag registreret ni skibe sejle gennem strædet, efter tre skibe blev udsat for angreb søndag. Det skriver AFP.

Hormuzstrædet er en vigtig handelsrute for blandt andet olie. Omkring 20 procent af verdens forbrug af olie passerer gennem det smalle stræde.

Prisen på råolie er derfor steget kraftigt, efter at krigen er brudt ud.

USA’s præsident, Donald Trump, annoncerede tirsdag på sit sociale medie, Truth Social, at USA om nødvendigt var parat til at eskortere skibe gennem Hormuzstrædet.

– Hvis det bliver nødvendigt, vil USA’s flåde begynde at eskortere tankskibe gennem Hormuzstrædet så hurtigt som muligt. Uanset hvad vil USA sikre en fri strøm af energi til verden, skrev Trump.

Trump vil firedoble produktionen af avancerede våben

USA vil firedoble landets produktion af avancerede våben.

Det skriver USA’s præsident, Donald Trump, i et opslag på sit sociale medie, Truth Social.

Udmeldingen kommer omkring en uge, efter at USA i samarbejde med Israel indledte et større angreb på Iran.

– Vi har netop afsluttet et meget godt møde med de største amerikanske forsvarsproduktionsvirksomheder, hvor vi drøftede produktion og produktionsplaner, skriver Trump.

– De har indvilget i at firedoble produktionen af våben i “Exquisite Class”.

Det er en betegnelse for højteknologiske, avancerede og præcisionsstyrede våbensystemer.

Ifølge Trump har produktionen af de avancerede våben allerede været i gang de seneste måneder.

Trump siger, at USA har et næsten ubegrænset lager af våben i lavere kvalitet.

Det er ifølge Trump de våben, som bliver brugt lige nu i krigen i Iran og som også blev brugt, da amerikansk militær afsatte Venezuelas mangeårige præsident, Nicolás Maduro, i begyndelsen af januar.

Trump har netop holdt møde med de øverste chefer i virksomhederne BAE Systems, Boeing, Honeywell Aerospace, L3Harris Missile Solutions, Lockheed Martin, Northrop Grumman og Raytheon.

Lockheed Martin bekræfter på det sociale medie X, at virksomheden har indvilget i at firedoble våbenproduktionen.

Iran advarer EU-lande: Støt USA’s krig og bliv legitime mål

EU-lande, der slutter sig til amerikanske og israelske angreb i Iran, vil blive legitime mål for iranske angreb.

Det siger Irans viceudenrigsminister, Majid Takht-Ravanchi, i et interview med tv-stationen France 24.

Han fortæller, at han allerede har informeret europæiske lande om, “at de skal være forsigtige med ikke at blive involveret i denne aggressionskrig mod Iran.”

Hvis et land “slutter sig til USA og Israel i aggressionen mod Iran, vil det også være et legitimt mål for Irans gengældelse”, fortæller viceudenrigsministeren til det franske medie.

Flere europæiske lande har sendt krigsskibe mod Mellemøsten, siden USA og Israel indledte angreb i Iran sidste weekend. Det gælder blandt andre Frankrig, Grækenland og Italien, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det franske militær oplyste fredag, at det har sendt et hangarskib til helikoptere mod Middelhavet. Det skriver nyhedsbureauet AFP. Det sker for at styrke tilstedeværelsen af franske styrker i regionen, lyder det.

Frankrig har allerede sendt sit største krigsskib, hangarskibet “Charles-de-Gaulle”, mod Mellemøsten. Det passerede fredag Gibraltarstrædet på vej mod det østlige Middelhav, skriver AFP.

De fleste topembedsmænd i EU har fordømt de iranske angreb i regionen. De opfordrer til en afslutning på krigen og til en diplomatisk løsning.

Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, sagde fredag, at tyskerne i samarbejde med partnere forsøger at finde en fredelig vej til at stoppe krigen.

USA og Israel har siden lørdag bombet flere end 3000 mål i Iran. Det oplyser det amerikanske militærs centralkommando, Centcom. Over 40 iranske krigsskibe er blevet beskadiget eller sænket.

Iran har svaret igen med at rette missiler og droner mod en række lande i regionen. Det gælder blandt andet Saudi-Arabien og Qatar.

Storbritannien er klar til at hjælpe Saudi-Arabien med at forsvare sig, hvis det bliver nødvendigt. Det sagde premierminister Keir Starmer fredag, da han talte i telefon med den saudiske kronprins, skriver AFP.

Storbritannien vil sende fire ekstra kampfly til Qatar for at styrke det, som landet betegner som defensive operationer.

Det britiske krigsskib HMS Dragon vil også sejle mod Mellemøsten. Det forventes dog først at ske i næste uge, skriver AFP.

Sen scoring sikrer Real Madrid vigtig sejr over Celta

Real Madrid havde fredag aften store problemer mod Celta Vigo, men en scoring i overtiden sikrede hovedstadsklubben sejren.

Kampen stod længe uafgjort på Celtas hjemmebane, men til sidst lykkedes det Federico Valverde at afgøre opgøret med en afrettet afslutning, der sendte Real Madrid i front.

Dermed tog Real Madrid tre vigtige point mod holdet på sjettepladsen i La Liga.

Sejren betyder, at Real Madrid haler ind på førerholdet FC Barcelona, som nu kun har ét point mere, men som har spillet en kamp færre. Catalonierne kan øge forspringet, når de lørdag møder Athletic Club fra Bilbao på udebane.

Real Madrid trængte i den grad til en sejr i guldjagten efter nederlag i de to foregående ligakampe mod Getafe og Osasuna.

Starten så lovende ud. Aurélien Tchouaméni modtog bolden et skridt inde i Celtas straffesparksfelt og tøvede ikke. Franskmanden sendte en præcist placeret afslutning i det venstre målhjørne uden chance for Ionuț Radu i Celta-målet.

Et kvarter senere kom gæsterne i problemer. En hurtig Celta-omstilling gav svenske Williot Swedberg mulighed for at spille bolden videre til Borja Iglesias, der udlignede til 1-1.

Real Madrid pressede på for at komme foran igen, men havde svært ved at bryde igennem det kompakte hjemmeforsvar.

I to omgange appellerede gæsterne for straffespark i anden halvleg. Dommeren valgte dog ikke at dømme straffespark i de to tilfælde, og jagten på det afgørende mål fortsatte.

Med fem minutter tilbage af den ordinære spilletid var Iago Aspas tæt på at bringe Celta i front, da hans afslutning prellede af på stolpen.

Kampen så ud til at ende uafgjort, men i tillægstiden fik Valverde heldet med sig, da hans afslutning blev afrettet og sejren dermed sikret til 2-1.

Obama om Jesse Jackson: Han banede vejen for mig som præsident

USA’s tidligere præsident Barack Obama beskriver fredag, hvordan borgerrettighedsforkæmperen Jesse Jackson banede vejen for, at Obama en dag kunne blive USA’s første sorte præsident.

Jacksons betydning for Obamas politiske karriere bliver opridset under en mindeceremoni i den amerikanske storby Chicago, skriver CNN.

Jesse Jackson døde i midten af februar. Han blev 84 år.

– På grund af den vej, han viste, på grund af hans mod og hans vovemod blev en ung sort senator fra Chicago overhovedet taget seriøst som kandidat til præsidentnomineringen to årtier senere, siger Obama i en tale.

Jesse Jackson stillede selv op som kandidat ved Demokraternes primærvalg op til præsidentvalgene i 1984 og 1988.

Han blev ikke valgt som partiets præsidentkandidat, men hans politiske kampagner fik alligevel betydning for amerikansk politik og det amerikanske samfund.

Barack Obama påpeger i talen, at Jesse Jacksons politiske kampagner i 1980’erne var med til at ændre reglerne for, hvordan Demokraterne vælger deres præsidentkandidater.

Kampagnerne var blandt andet med til at sikre en mere proportional fordeling af de delegerede ved Demokraternes primærvalg, hvilket betød, at minoriteters stemmer i højere grad blev repræsenterede.

I sin tale nævner Obama også nutidens politiske situation i USA og taler direkte til den amerikanske befolkning.

– Hvis vi ikke træder til, vil ingen andre gøre det, siger Obama og tilføjer, at amerikanerne ikke skal falde for fristelsen til at “sænke hovedet og vente på, at stormen er drevet over”.

Obama nævner ikke præsident Donald Trump ved navn, men det er ifølge CNN tydeligt, at det er Trump og hans administration, som Obama taler om.

– Hver dag vågner man op til ting, som man bare ikke troede var mulige, siger den tidligere amerikanske præsident.

Barack Obama var præsident fra 2009 til 2017.

Jesse Jackson spillede sammen med Martin Luther King en central rolle i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse i USA fra 1960’erne, og de to stod hinanden nær.

Da Martin Luther King blev skudt og dræbt på et motel i Memphis i 1968, var Jackson en af Kings rådgivere. Han stod på en parkeringsplads under balkonen, hvor King blev skudt, da attentatet skete.

Jackson fortsatte sit arbejde med at bekæmpe racisme og sikre rettigheder og bedre liv for sorte i USA – også efter sine mislykkede forsøg på at blive præsidentkandidat for Demokraterne i 1984 og 1988.

Blandt deltagerne ved mindeceremonien for Jesse Jackson i Chicago fredag er foruden Obama de tidligere amerikanske præsidenter Joe Biden og Bill Clinton.

Strandede danskere kan køre med busser ud af Qatar

Udenrigsministeriet indsætter busser for fra søndag at køre strandede danskere ud af Qatar.

Det er planen, at de skal køres ud af Qatar fra Doha til hovedstaden Riyadh i Saudi-Arabien, hvor der fortsat er muligheder for udrejse med kommercielle fly.

Det skriver Udenrigsministeriets Borgerservice på X.

Busserne vil afgå søndag og mandag morgen klokken 08. Prisen ventes at være lidt mere end 1000 kroner.

Adspurgt af TV 2, om det er sikkert at tage med busserne mod Saudi-Arabien, svarer udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), at der er en risiko ved alt.

Han tilføjer, at aftalen er indgået i forståelse med de lokale myndigheder, og at den enkelte dansker må gøre op med sig selv, om man vil tage imod tilbuddet eller vente til, at luftrummet åbner igen.

Flere luftrum er lukket, og en række flyselskaber har indstillet deres flyvninger til og fra Mellemøsten herunder Qatar efter konflikten mellem USA og Israel og Iran.

– Rejsen kan tage ti timer, så det bliver en strabadserende rejse hjem. Men alternativet er, at vi ikke ved, hvornår situationen bedrer sig, og man kan flyve fra Qatar, siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2 fredag aften.

Der er flere end 500 danskere i Qatar, oplyste udenrigsministeriet torsdag og kaldte Qatar for det “mest udfordrede” område i øjeblikket.

I samme ombæring oplyste ministeriet, at det var ved at sende folk til Qatar for at hjælpe de strandede danskere.

Senere samme dag annoncerede udenrigsministeren, at ministeriet har indgået en aftale med et flyselskab om at hente strandede danskere hjem.

I første omgang skal et fly hente omkring 200 personer, der får plads via et først til mølle-princip.

Det er dog langt færre, end det antal danskere der fredag har tilkendegivet, at de ønsker at få plads om bord på særflyet.

Fredag formiddag lød det fra Udenrigsministeriet, at cirka 800 har ønsket at få en plads.

Svensk politi border fragtskib mistænkt for korntyveri på Krim-halvøen

Den svenske kystvagt og politiets indsatsstyrke har fredag bordet et fragtskib i Østersøen syd for Trelleborg i Skåne.

Det oplyser kystvagten og svensk politi ifølge mediet SVT.

Skibet er lastet med korn og var på vej til Sankt Petersborg i Rusland.

I en pressemeddelelse skriver kystvagten, at man mistænker, at skibet sejler under falsk flag. Skibet er registreret under Guineas flag.

Kystvagten har derfor iværksat en undersøgelse af skibet.

– Staten Sverige har beføjelse til at gribe ind i dette tilfælde mod et fartøj, hvis flagstatus i allerhøjeste grad er uklar. Vi betragter det som et falsk flag, siger pressechef hos kystvagten Mattias Lindblom til SVT.

Fragtskibet er på Ukraines sanktionsliste og har ifølge de ukrainske myndigheder været involveret i tyveri af korn fra Krim-halvøen, som Rusland hævder at have annekteret. Ukraine anser Krim for at være ukrainsk.

Politiet landede med en helikopter på skibet, mens andre styrker kravlede om bord fra en mindre båd under aktionen.

Ifølge Sveriges civilforsvarsminister, Carl-Oskar Bohlin, sejlede fragtskibet indtil sidste år under russisk flag. Det skriver han på det sociale medie X.

– Fartøjet er på Ukraines sanktionsliste, ejerstrukturen er uklar, og der er mistanke om, at det mangler forsikringer. Så sent som i sommer skal fartøjet være skiftet fra russisk til guineansk flag, skriver Carl-Oskar Bohlin.

Ifølge den svenske kystvagt peger flere forhold i retning af, at skibet er en del af den russiske skyggeflåde. Men om det er tilfældet, er endnu uklart.

– Det har mange egenskaber, som vi forbinder med skyggeflåden. Vi må vende tilbage til, om den beskrivelse kan anvendes her.

– Men at denne type skibe sejler i svenske farvande, kan vi ikke se igennem fingre med, siger Mattias Lindblom.

Den russiske skyggeflåde er en betegnelse for ofte ældre skibe med forbindelse til Rusland, som forsøger at omgå udenlandske sanktioner mod Rusland ved ikke at oplyse deres reelle tilhørsforhold.

Skibene er typisk ikke forsikrede og bruges til at transportere sanktionsbelagt olie og andet gods.

Tre kvinder mistænkes i stor voldtægtssag mod rigmanden al-Fayed

Britisk politi har afhørt tre kvinder, som sættes i forbindelse med den afdøde egyptiske forretningsmand Mohamed al-Fayed, og som mistænkes for at have medvirket til voldtægt og menneskehandel.

Det oplyser Metropolitan Police i en udtalelse, skriver nyhedsbureauet AFP.

Mohamed al-Fayed, der døde som 94-årig i 2023, er blevet beskyldt for adskillige voldtægter, andre seksuelle overgreb og menneskehandel.

Metropolitan Police, der dækker den britiske hovedstad, London, står for efterforskningen af sagen og har indtil videre fået henvendelser fra 154 vidner og mulige ofre.

Angela Craggs, der er en af politicheferne fra efterforskningen, beskriver afhøringen af de tre kvinder som “et vigtigt skridt i en kompleks og vidtrækkende efterforskning”.

– Vi har hele tiden været fast besluttede på at stille alle, der har spillet en rolle i hans (al-Fayeds, red.) overgreb, til ansvar, siger hun til AFP.

Det fremgår ikke, præcis hvordan de tre kvinder menes at have medvirket til voldtægt og menneskehandel. Men menneskehandlen skal være foregået med henblik på at udnytte ofrene seksuelt.

Efterforskningen blev åbnet i 2024, efter at der i en BBC-dokumentar blev rejst anklager mod al-Fayed.

Mohamed al-Fayed købte stormagasinet Harrods i London i 1985. Forinden havde han købt det berømte hotel Ritz i Paris, og i 1997 købte han fodboldklubben Fulham.

En del af de seksuelle overgreb, som al-Fayed beskyldes for, blev ifølge tidligere ansatte i Harrods begået i stormagasinet.

Andre overgreb blev angiveligt begået på Ritz, i andre ejendomme i Paris og i al-Fayeds lejligheder i London.

Nogle af ofrene for overgrebene har fortalt, at de blev ansat i Harrods efter en særlig udvælgelsesproces.

Når de var udvalgt, skulle de gennem “indgribende” gynækologiske undersøgelser, og resultaterne af undersøgelserne blev delt med al-Fayed.

I BBC-dokumentaren fra 2024 blev der fremlagt påstande om, at stormagasinet undlod at gribe ind og hjalp med at dække over anklager om overgreb, som kom frem under hans ejerskab fra 1985 til 2010.

Harrods har efterfølgende undskyldt til ofrene og sagt, at stormagasinet er “forfærdet” over anklagerne.

Mohamed al-Fayeds søn, filmproducenten Dodi al-Fayed, døde i august 1997 i samme bilulykke som den britiske prinsesse Diana.

Fodboldtrøjefredag indsamler rekordbeløb til kræftramte børn

Fredag har folk rundtom i hele landet doneret penge og er hoppet i fodboldtrøjen på den årlige “fodboldtrøjefredag”.

Selv om indsamlingen endnu ikke er ved vejs ende, er der allerede sat rekord.

Tidligt fredag aften er der indsamlet lige over 11 millioner kroner til fordel for børn med kræft.

Det oplyser Danske Spil, der står bag initiativet sammen med Børnecancerfonden, til Ritzau.

– Der skal lyde en kæmpe tak til alle dem, der er trukket i trøjen og har doneret i dag, så indsamlingen igen i år ender med et imponerende resultat og mange millioner kroner til Børnecancerfonden, siger administrerende direktør i Danske Spil Nikolas Lyhne-Knudsen i en pressemeddelelse.

Sidste år blev der på dagen samlet 8,2 millioner kroner ind. Den samlede mængde indsamlede penge nåede op på samlet rekordhøje 13,8 millioner kroner.

Det skyldtes, at donationerne fortsatte i de efterfølgende dage, ligesom det ventes at blive tilfældet i år.

I år er der nemlig både flere arrangementer over weekenden, og så vil en stor mængde donationer fra virksomheder først i de næste uger tikke ind fra fakturabetalingerne, oplyser Danske Spil.

Alle de indsamlede penge går ubeskåret til Børnecancerfondens arbejde.

I Danmark bliver cirka 200 børn i alderen 0 til 18 år hvert år ramt af kræft.

Antallet har i mange år været konstant, fremgår det på Børnecancerfondens hjemmeside.

Hos fonden er man “ekstra glade i dag”, fordi foreningen ved, hvor meget gavn pengene fra indsamlingen gør for børnene.

– De børn, som rammes af kræft, er fuldstændig afhængige af, at der samles midler ind til at støtte familierne, oplysning om børnekræft og særligt ikke mindst vigtig forskning, siger direktør i fonden Marianne Benzon Nielsen i pressemeddelelsen.

“Fodboldtrøjefredag” er altid den første fredag i marts.

[ajax_load_more loading_style="infinite skype" &posts_per_page="10" offset="20" repeater="template_2" post_type="seneste-nyheder" button_label="Se flere"]