Sammenstød mellem drusere og sunnibeduinske klaner fortsætter for anden dag i streg i den sydlige syriske provins Sweida.
Antallet af dræbte i konflikten er mandag steget til 89.
Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, Sohr, der overvåger situationen i Syrien fra Storbritannien.
Natten til mandag lå dødstallet på 37 ifølge observatoriet.
Mens volden i Sweida eskalerer, oplyser Israel, at landets militær mandag har angrebet adskillige kampvogne i provinsen.
Det skriver Avichay Adraee, der er talsperson for det israelske militær, i et opslag på X, hvor han ligeledes lover en opdatering på angrebet senere.
Konflikten er første gang, at der er udbrudt dødelige sammenstød i området, siden kampe mellem druserne og sikkerhedsstyrker medførte flere dræbte i april og maj.
Beduiner og drusiske grupper er mangeårige fjender i Sweida, og der finder indimellem voldelige sammenstød sted.
Det syriske indenrigsministerium oplyste mandag morgen ifølge Reuters, at der er sendt regeringsstyrker til Sweida for at gribe ind i konflikten og standse sammenstødene.
AFP