Den syvende udveksling af gidsler og fanger mellem Israel og den militante bevægelse Hamas ventes at finde sted lørdag.
Her ventes seks israelske gidsler at blive løsladt i live.
Det er de sidste gidsler, som Hamas ventes at overdrage i live i våbenhvileaftalens første fase, der udløber i begyndelsen af marts.
Hamas har oplyst, at man i næste uge vil overdrage fire lig.
Ifølge organisationen Palestinian Prisoners Club vil Israel som led i lørdagens udveksling løslade 602 fanger fra israelske fængsler.
En talskvinde fra organisationen oplyser, at 445 er personer fra Gaza, der blev anholdt efter krigens begyndelse.
60 fanger afsonede længere straffe, 50 afsonede straffe på livstid, og 47 var blevet anholdt igen efter at være blevet løsladt i en fangeudveksling i 2011.
Den seneste udveksling, der fandt sted torsdag, udløste vrede, fordi det kvindelige gidsel Shiri Bibas ifølge Israel ikke var blandt de fire overdragne lig.
Det førte til, at den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, fredag kaldte Hamas for “monstre” og “barbarer”.
Han anklagede Hamas for at overtræde den våbenhvileaftale, de to parter har indgået, ved at undlade at udlevere Shiri Bibas og angiveligt i stedet anbringe liget af en kvinde fra Gaza i en kiste.
Fredag formiddag oplyste Hamas ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Shiri Bibas’ lig må være blevet “blandet med andre menneskelige rester” i ruinerne efter et israelsk luftangreb.
Efter Netanyahus udtalelser har Hamas understreget sit “fulde engagement” i den nuværende våbenhvileaftale, der indtil videre har ført til, at 19 gidsler er blevet løsladt i live.
Samtidig er over 1100 fanger blevet løsladt fra israelske fængsler.
Torsdag blev Shiri Bibas to børn, Ariel og Kfir Bibas, samt en ældre fredsaktivist ved navn Oded Lifshitz frigivet.
Alle tre identiteter er blevet bekræftet.
Fra Hamas lød det i november 2023, at de to drenge og deres mor var blevet slået ihjel i et israelsk luftangreb.
Israels militær sagde natten til fredag, at Kfir Bibas og Ariel Bibas blev slået ihjel i Gaza af “terrorister”.
Ifølge våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas, som trådte i kraft 19. januar, skal Hamas løslade 33 gidsler i de første 42 dage af våbenhvilen.
Omvendt skal Israel frigive omkring 1900 fanger fra israelske fængsler – størstedelen palæstinensere.
AFP