04. jun. 2025 - 10:06

Sabrina Carpenter kommer med ny sang fredag




Den amerikanske superstjerne Sabrina Carpenter kommer fredag med ny musik.

Det afslører hun i et opslag på det sociale medie Instagram, hvor det fremgår, at sangen har titlen “Manchild”.

– Denne her handler om dig, skriver hun uden at uddybe, hvem hun henviser til.

Opslaget er flankeret af et billede, hvor det ser ud, som om den 26-årige sanger står og blaffer på en landevej.

Sabrina Carpenter slog igennem med sangen “Espresso”, som sidste år gik hen og blev et internationalt hit.

Derudover er hun kendt for sange som “Please Please Please” og “Taste”. På Spotify har hun omkring 63,5 millioner lyttere om måneden, fremgår det på musikstreamingtjenesten.

Spotify har kommenteret nyheden fra musikeren:

– Sabrina sagde, at I alle har brug for endnu en sommersang, lyder det i en kommentar til opslaget.