25. aug. 2023 - 8:29

S-borgmestre vil have stoppet stort ø-projekt i Køge Bugt




Flere socialdemokratiske borgmestre kritiserer nu regeringen for ikke at stoppe et stort projekt med ni kunstige øer i Køge Bugt, der ifølge rapport har miljøskadelige konsekvenser.

Det skriver DR.

Projektet blev sat i værk i 2019 under den daværende VLAK-regering og består i, at ni kunstige øer skal etableres ved Avedøre Holme ved Køge Bugt. Projektet skabes i samarbejde med Hvidovre Kommune.

Øerne skal være et erhvervsområde, der skal skabe 12.000 arbejdspladser.

En af kritikerne er borgmester i Køge og næstformand i Socialdemokratiet, Marie Stærke, som opfordrer til at droppe projektet helt.

– Jeg synes, man skal droppe det helt. De antal kvadratmeter, man vil bygge til erhverv, er ledige i hovedstadsområdet. Og hvis man går længere ude på Sjælland, er der endnu mere erhvervsjord.

– Så jeg har svært ved at se behovet for ni kunstige øer. Vi er ikke Dubai. Der er masser af land, siger Marie Stærke til DR.

Andre kritikere er Ishøj Kommunes borgmester, Merete Amdisen (S) og Brøndby-borgmester Kent Max Magelund (S). I alt syv borgmestre er ifølge DR kritiske og har fået Aarhus Universitet til at udarbejde en rapport, der påviser miljøskadelige konsekvenser ved øerne.

Særligt skyder borgmestre på miljøminister Magnus Heunicke (S), der i et interview i Politiken har sagt, at han gerne vil være ministeren, der redder vandet.

Miljøministeriet oplyser dog til Ritzau, at sagen ligger under Transportministeriets ressort.