16. aug. 2023 - 11:35

Russer forsøgte at få 26 milliarder ud af Nationalbanken




En russisk forretningsmands kriminelle forsøg på at få Nationalbanken til at udbetale 3,5 milliarder dollar sidste efterår er helt enestående.

Det siger en anklager onsdag i Københavns Byret, hvor manden findes skyldig i forsøg på bedrageri og straffes med fængsel i tre år.

53-årige Igor Kirillovi Leonov har nægtet sig skyldig.

Men den sortklædte og gråhårede mand modtager dommen og rækker velvilligt hænderne om på ryggen, så betjente kan give ham håndjern på, inden turen går tilbage til Vestre Fængsel.

Her har han siddet siden anholdelsen på et københavnsk hotel i oktober sidste år.

Beløbet svarer til 26 milliarder kroner.

– Det er en yderst unik og meget bemærkelsesværdig sag, siger anklager Magnus Petersen i retsmødet.

Hvis man ser isoleret på beløbets størrelse, er sagen den største nogensinde, når det gælder økonomisk kriminalitet, lyder det fra retsformanden ved afsigelsen af dommen.

– Straffen er et vanskeligt spørgsmål set i lyset af sagens unikke karakter, siger han. Der er ikke tidligere domme at læne sig op ad.

I mails og ved fremmøde i Nationalbanken forsøgte den 53-årige at få Nationalbanken til at udbetale det enorme beløb.

19. oktober troppede han op i banken i selskab med en tolk. Han var ifølge retten insisterende, da han forlangte at indlede forhandlinger med ledende medarbejdere om en påstået aftale.

Nogle medbragte dokumenter skulle vise, at banken havde indgået en deponeringsaftale med et selskab ved navn Bollington Investments S.R.O.

Men dokumenterne var falske. Der var problemer med bankens adresse, der var stavefejl i navne, ligesom nogle påståede underskrivere var gået på pension. Desuden var de forsynet med et falsk stempel.

Fupnummeret blev hurtigt gennemskuet af bankens ansatte. Og reelt var der ingen risiko for tab. Blandt andet af den grund, at Nationalbanken ikke fører konti i dollar.

Den 53-åriges forsvarer, advokat Aksana Cetiner, bad byrettens dommer og to lægdommere om frifindelse.

Manden sad med korslagte arme og lyttede til forsvarerens ord om, at han ikke vidste, at dokumenterne var falske, og at det ikke var ham, der havde sendt flere mails til Nationalbanken med krav om at få udbetalt eller overført milliarderne.

– Alt peger på, at han var i god tro, sagde forsvareren.

Imidlertid har retten fundet hans forklaringer om forløbet utroværdige og usammenhængende.

At der på Whats’App på telefonen er fundet korrespondance med blandt andre Roman, Andrej og Vladimir, belaster ham. De handlede om dokumenternes indhold. Det blev også diskuteret, om det er tilladt at indføre op til 100 millioner dollar i kontanter ved indrejse til Rusland.

Om sin baggrund har Igor Leonov oplyst, at han beskæftiger sig med ejendomsinvestering. Og at han blandt andet er uddannet i økonomi fra en uddannelsesinstitution i Sankt Petersborg.

Med dommen mister han ud over sin frihed en attachémappe, en telefon, en notesblok og et stempel.