15. jul. 2023 - 1:03

Russer afviser at have smuglet udstyr til brug i Ukrainekrigen




En mistænkt russisk efterretningsofficer erklærede sig fredag ikkeskyldig i anklager om, at han skulle have smuglet amerikanskproduceret elektronisk udstyr til Rusland til brug i forbindelse med krigen i Ukraine.

Vadim Konoschenok, der blev udleveret fra Estland til USA torsdag, kom med erklæringen i en føderal domstol i Brooklyn i New York City.

Den 48-årige russer blev tilbageholdt af estiske myndigheder i oktober 2022, da han forsøgte at krydse grænsen til Rusland i besiddelse af 35 typer af halvledere og andre elektroniske komponenter.

Udstyret er underlagt amerikanske restriktioner om eksport.

Dommeren beordrede fredag Vadim Konoschenok varetægtsfængslet på grund af risikoen for, at han flygter.

– Hvis du bryder amerikanske sanktioner, så vil vi ikke hvile på laurbærrene, før du bliver stillet for en domstol, uanset hvor du er i verden, siger Breon Peace, den amerikanske statsanklager i Brooklyn, i en udtalelse.

Sabrina Shroff, der er advokat for den mistænkte, har ikke villet kommentere anklagerne over for nyhedsbureauet Reuters.

Vadim Konoschenok fortalte angiveligt sine medsammensvorne, at han opkrævede et gebyr på ti procent for at handle med sanktionsramt udstyr.

Han blev oprindeligt anklaget af amerikanske myndigheder tilbage i september, i takt med at USA har intensiveret håndhævelsen af de sanktioner, der har til formål at hindre Ruslands krigsførelse i Ukraine.

Den russiske ambassade i Washington D.C. siger ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass, at man følger situationen tæt.

– Vi kommer til at kræve, at den amerikanske side garanterer hans rettigheder og legitime interesser, lød det fra chefkonsul Nadezjda Sjumova på et pressemøde fredag.

Reuters