25. aug. 2023 - 12:51

Rusland: Vestlig løgn at Prigozjin er død på Kremls ordre




Vestens påstand om, at Jevgenij Prigozjin blev dræbt på den russiske regerings befaling, er en absolut løgn.

Det siger præsident Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov.

Han ønsker ikke at svare direkte på spørgsmålet, om Kreml kan bekræfte, at Prigozjin er død.

Han siger, at en undersøgelse er i gang. Man må afvente resultaterne herfra.

Den berygtede leder for lejesoldaterne i gruppen Wagner var på passagerlisten, da et privatfly onsdag styrtede i Tver-regionen i det vestlige Rusland.

– Der er en masse spekulation om flystyrtet og passagernes tragiske død. Alt dette er en fuldstændig løgn, siger Peskov med henvisning til vestlige spekulationer.

Prigozjin stod i juni bag et oprør mod den militære ledelse i Rusland. Han havde i længere tid kritiseret den russiske krigsførelse i Ukraine voldsomt og klaget over, at hans lejehær ikke fik nok ammunition til at kæmpe i Ukraine.

Mange eksperter sagde dengang, at Prigozjin med sin kritik og sit oprør underskrev sin egen dødsdom. At han ville forsvinde som en række andre tidligere kritikere af Putin-styret.

Putin kondolerede torsdag Prigozjins familie og kaldte ham en dygtig forretningsmand.

Peskov siger, at Putin ikke har mødt Prigozjin for nylig, og at det ikke er muligt på dette tidspunkt at tale om, hvorvidt præsidenten vil møde op til en eventuel begravelse.

Putin og Prigozjin kender hinanden fra deres fælles fortid i Skt. Petersborg. Wagner-lederen var ejer af et stor cateringfirma, og han gik populært under betegnelsen “Putins kok”.

Peskov bliver spurgt, hvad der vil ske med Wagnergruppen, som har lukrative kontrakter i Afrika, men som lige nu mangler en leder.

– Jeg kan ikke fortælle jer noget nu, jeg ved det ikke, svarer han.

Reuters