Rusland og Iran ventes i den kommende tid at indgå en ny aftale om et omfattende samarbejde de to lande imellem.
Det fortæller den russiske viceudenrigsminister Andrij Rudenko tirsdag til det statsejede russiske nyhedsbureau Ria.
– Vi har en forventning om, at aftalen bliver underskrevet i den meget nære fremtid, da arbejdet på teksten allerede er ved at blive færdiggjort, lyder det.
Ruslands udenrigsministerium oplyste ellers tidligere i juni, at arbejdet på aftalen midlertidigt var blevet suspenderet.
På samme tid sagde Iran dog, at arbejdet fortsatte.
Aftalen erstatter tilsyneladende en lignende ordning, der blev underskrevet i 2001 med en varighed på 20 år.
Den ordning blev forlænget med fem år i 2020 ifølge det statsejede russiske nyhedsbureau Tass.
Det er uklart, hvad den nye version af samarbejdet mellem de to lande omfatter.
Aftalen fra 2001 omfattede samarbejde inden for sikkerhed, energi, heriblandt atomkraft, industri og teknologi.
Rusland har siden sin invasion af Ukraine i februar 2022 øget samarbejdet med Iran efter at være blevet ramt af sanktioner fra Vesten.
Senest har Ruslands præsident, Vladimir Putin, besøgt Nordkorea for at indgå en aftale om blandt andet gensidig hjælp i tilfælde af angreb på den ene part.
Adskillige amerikanske politikere har beskrevet samarbejdet mellem Rusland, Iran og Nordkorea som en ny form for “ondskabens akse”.
Det er en reference til en tale fra den daværende amerikanske præsident George W. Bush, der i 2002 omtalte Iran, Irak og Nordkorea som “ondskabens akse”.
George W. Bush refererede dengang til lande, der støtter terrorisme og går efter at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben. Talen blev afholdt fem måneder efter terrorangrebet på World Trade Center 11. september 2001.
Reuters