21. maj. 2024 - 17:15

Rusland begynder militærøvelser med atomvåben




Russiske styrker har påbegyndt den første fase af militærøvelser med ikke-strategiske atomvåben.

Det oplyser Ruslands forsvarsministerium tirsdag.

Ikke-strategiske atomvåben kendes også som taktiske atomvåben. De er designet til at blive brugt i en krigssituation på slagmarken. De kan blandt andet monteres på missiler.

Allerede 6. maj varslede Rusland, at en øvelse med den våbentype var på vej.

Ruslands forsvarsministerium meddeler, at øvelsen “involverer praktisk træning i forberedelsen og brugen af ikke-strategiske atomvåben” og vil finde sted i Ruslands sydlige militærdistrikt.

Det dækker over Ruslands sydvestlige områder tæt på Ukraine. Også dele af Ukraine, som Rusland nu kontrollerer, er en del af militærdistriktet.

Ved øvelsen vil der blive anvendt Iskander- og Kinzjal-missiler.

Øvelsen har som mål at sikre, at russiske enheder er “klar til i kamp at bruge ikke-strategiske atomvåben til at reagere på og betingelsesløst at sikre den russiske stats territoriale integritet og suverænitet”. Det udtaler det russiske ministerium.

Det sker “som reaktion på provokerende udtalelser og trusler fra enkelte vestlige embedsmænd mod Den Russiske Føderation”.

Rusland har tidligere langet skarpt ud efter både den britiske udenrigsminister, David Cameron, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

Under et besøg i Ukraine sagde Cameron, at Ukraine “absolut har retten til at slå tilbage mod Rusland”.

Han sagde også, at den britiske regering ikke lægger begrænsninger på, hvordan ukrainske styrker bruger de våben, som Storbritannien har leveret.

Imens har Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i et interview med The Economist sagt, at han ikke vil udelukke at sende soldater til Ukraine, hvis Rusland bryder igennem frontlinjen.

Sikkerhedsanalytikere har sagt, at øvelserne er en advarsel fra Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Den skal sende et signal til Vesten om ikke at involvere sig yderligere i krigen i Ukraine. Vestlige lande har i stort omfang sendt våben til Ukraine. De har også delt efterretninger med Ukraine.

Men de har afvist at sende soldater.

Imens har Rusland den seneste tid været involveret i en stor offensiv i den nordøstlige Kharkiv-region i Ukraine.

Reuters