11. jul. 2025 - 13:06

Kina og USA melder om godt møde midt i handelsspændinger




Den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, melder om et godt møde med sit kinesiske modstykke, Wang Yi, fredag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Samtalen mellem de to udenrigsministre fandt sted på sidelinjerne af et møde i den asiatiske samarbejdsorganisation Asean i Malaysia.

De to har haft samtaler, mens der er stor international opmærksomhed omkring handelsforholdet mellem de to stormagter på grund af den amerikanske præsident Donald Trumps toldpolitik.

– Jeg synes, at det var et meget konstruktivt og positivt møde, siger Rubio til journalister.

Også Wang Yi melder om et godt møde. Han siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at begge parter var enige om, at mødet var “positivt, praktisk og konstruktivt”.

De to lande vil arbejde på at udvide samarbejdet via diplomatiske kanaler samt at øge kommunikationen.

Der er dog ikke umiddelbart meldinger om konkrete resultater af samtalen mellem de to ministre.

Forholdet mellem USA og Kina er blevet et internationalt fokuspunkt i forbindelse med den anspændte handelsmæssige situation i verden.

Da Trump meddelte sin lange række af forhøjede toldsatser, blev Kina en overgang ramt af meget høje toldsatser på over 100 procent.

Nu har Kina ifølge Reuters indtil 12. august til at nå en aftale med USA, inden Trump vil genindføre nogle af de toldsatser, som blev meddelt, da de to lande eskalerede handelskrigen med gensidige toldtiltag i april og maj.

Samtidig har USA denne uge meddelt, at flere asiatiske lande bliver ramt af forhøjede toldsatser. Det gælder blandt andet Japan, Sydkorea, Malaysia og Indonesien.