23. apr. 2025 - 12:06

Rekordvarme har bleget 84 procent af verdens koralrev




Høje havtemperaturer har fået voldsomme konsekvenser for de normalt farverige koralrev, der blandt andet findes ud for Australien og i Det Røde Hav og er hjemsted for mange eksotiske fisk.

Hele 84 procent af verdens koralrev er aktuelt blevet bleget som følge af stigende havtemperaturer.

Det fremgår af en kortlægning foretaget af sammenslutningen International Coral Reef Initiative (ICRI).

ICRI er et internationalt partnerskab bestående af både lande og organisationer, der arbejder for at bevare koralrevene.

Ifølge ICRI er der tale om en global blegningshændelse, som vurderes at have stået på siden januar 2023.

Der har været flere perioder med globale koralblegninger tidligere, men aldrig har de påvirket så stor en andel af verden koralrev, som tilfældet er denne gang.

Koraller bliver bleget, når der sker usædvanlige ændringer i havtemperaturen. Ved blegning udskilles farverige alger, som giver korallerne deres farver.

Da algerne hjælper korallerne med at optage næring, kan korallerne ikke leve uden algerne, og blegningen kan derfor ødelægge korallerne.