Rekordmange kontakter Alkolinjen, der hjælper personer med alkoholproblemer og deres pårørende.
Det skriver Alkohol og Samfund, der står bag Alkolinjen, i en pressemeddelelse.
Der var 4.648 personer, som kontaktede Alkolinjen i 2024, og det er en stigning på 10 procent fra 2023.
Henvendelserne kommer på telefon, brevkasse og via Alkolinjens chat.
Særligt chatfunktionen er blevet en populær kommunikationsform blandt unge og kvinder, og det kan være en af årsagerne til, at de får flere henvendelser, fortæller Bjarne Stenger Elholm, leder af rådgivningen Alkolinjen.
– Chatten udvidede vi for nogle år siden, fordi vi ikke fik så mange henvendelser fra unge og kvinder under 40, siger Bjarne Stenger Elholm og tilføjer:
– Det at være kvinde og have et alkoholproblem er rigtig tabuiseret at tale om, og det så ud som om, at unge har svært ved at tale i telefon, og derfor kunne chatten være en løsning for dem – og det er også de målgrupper, der bruger chatten allermest.