07. aug. 2025 - 5:06

Rekordmange har åbnet en aktiesparekonto efter højere loft




Efter at indskudsloftet på en aktiesparekonto er blevet hævet, er det strømmet til med nye konti.

I første halvdel af 2025 har 103.000 danskere åbnet en aktiesparekonto.

Det er det højeste antal i løbet af seks måneder, siden kontotypen blev lanceret i Danmark i 2019.

Det oplyser Finans Danmark, som er interesseorganisation for landets banker.

Det vidner ifølge Kåre Valgreen, som er underdirektør for investering og opsparing i Finans Danmark, om, at investeringslysten blandt danskerne er stigende.

– Det er et tegn på, at flere opsparere begynder at investere. Det er godt for den langsigtede udvikling i den enkeltes formue, og det er også godt for samfundet generelt, at formuerne bliver aktiveret, siger han.

Nu har næsten 600.000 danskere en aktiesparekonto.

Aktiesparekontoen er en særlig konto, som er tilknyttet et aktiedepot. Man kan bruge kontoen til at investere i aktier og aktiefonde.

Man betaler kun 17 procent i skat af afkastet i modsætning til den normale skat på aktiegevinster, som er på mindst 27 procent.

Indskudsloftet på en aktiesparekonto gik ved indgangen til 2025 fra 135.900 kroner til 166.200 kroner.

Kåre Valgreen mener, at det har haft en effekt, at indskudsloftet er blevet hævet.

– Et højere loft betyder, at ordningen bliver mere attraktiv for flere. Der vil være investorer derude med større formuer, hvor et højere loft vil gøre det mere attraktivt, siger han.

Loftet betyder, at hvis man har værdier for 166.200 kroner eller mere på kontoen, kan man ikke sætte flere penge ind på kontoen.

Også i Norge og Sverige kan borgere få en lignende konto. Her er der dog intet loft over indbetalingerne, lige som kontoen i Sverige kan bruges til at investere i både aktier og obligationer.

I Danmark og Norge kan kontoen kun bruges til at investere i aktier og aktiefonde.

Ifølge Finans Danmark er ordningen væsentligt mere udbredt i både Norge og Sverige, hvor henholdsvis 1,9 og 4 millioner har en konto.

Finans Danmark ser gerne, at tilslutningen til den danske ordning stiger endnu mere. Derfor anbefaler organisationen, at man hæver indskudsloftet til mindst 300.000 kroner.