Det våde sommervejr, som har præget juli måned i Danmark, kan mærkes hos restauranter og hoteller.
Sådan lyder det fra Nadeem Wasi, som er medlemschef i brancheorganisationen Horesta.
– Der er jo rigtigt mange af vores medlemmer, som har en masse udeserveringsarealer. Der er det jo selvfølgelig ikke lige så attraktivt at sidde ude, når regnen siler ned, siger han.
Horesta har ikke tal for, hvad det dårlige vejr i år kan betyde for omsætningen i branchen.
Men ifølge Nadeem Wasi er der en forskel i forhold til eksempelvis sidste år, når Horesta taler med sine medlemmer.
Erfaringer fra tidligere år viser også, at en våd sommer kan have en betydning, fortæller han.
– Vi kan tydeligt mærke forskel på, når det er en god sommer, at det giver meget mere impulsive og spontane byture og dermed mere omsætning til restauranterne, siger han.
Men er det derimod en våd sommer, hvor der er vedvarende regn, får det betydning for danskernes adfærd.
En regnvåd sommer har ofte betydet, at danskerne har haft endnu større lyst til at rejse til udlandet på ferie, fortæller han.
Typisk får regn i Danmark dog mindre betydning, for de udenlandske turister, som vil holde ferie i Danmark.
De aflyser ikke nødvendigvis, fordi vejrudsigten lover regn ifølge Nadeem Wasi.
– Men de har jo samme adfærd, som når vi tager sydpå eller tager til en anden europæisk storby. Så er det lidt sjovere at sidde udendørs, når vejret er godt. Ellers så vil man skynde sig indenfor, siger han.
Juli i år er tæt på at blive den vådeste juli nogensinde målt i Danmark.
Sent mandag eftermiddag var der faldet 139,9 millimeter regn på landsplan.
Den gældende rekord er på 140 millimeter regn ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).