Antallet af børn, som er blevet fordrevet fra deres hjem i det centrale Sahel, er mere end femdoblet over de seneste fem år på grund af eskalerende vold.
Sådan lyder det torsdag i en pressemeddelelse fra Red Barnet.
En ny analyse fra organisationen viser således, at antallet af fordrevne børn i Mali, Burkina Faso og Niger er steget fra omkring 321.000 til 1,8 millioner siden 2019.
Red Barnet baserer analysen på tal fra FN’s flygtningeorganisation (UNHCR), nationale regeringer og FN’s internationale organisation for migration (IOM).
Omkring 53.000 børn er blevet tvunget til at forlade deres hjem i de tre afrikanske lande siden starten af 2023, fremgår det.
Omkring ni ud af ti af de fordrevne børn er blevet inden for deres nationale grænser.
Det har lagt yderligere pres på byer og lokalsamfunds allerede sparsomme adgang til ressourcer.
Også Elfenbenskysten har været påvirket af konflikterne i nabolandene Burkina Faso og Mali.
Det har ført til en tolvdobling af antallet af børn, der søger tilflugt i Elfenbenskysten.
Ved udgangen af 2022 var antallet af børn, der søger tilflugt i landet, omkring 2450. I øjeblikket er tallet 29.700.
– Den stort set glemte krise i det centrale Sahel er fortsat en af de værste humanitære nødsituationer i verden. Det faktum, at det er en børnekrise, som rammer en af de yngste befolkninger i verden, gør den blot endnu mere ødelæggende, siger regional direktør i Red Barnet, Vishna Shah, i pressemeddelelsen.
Ifølge FN udgør børn 40 procent af verdens fordrevne mennesker. I de tre afrikanske lande udgør de dog en større andel – hele 58 procent, skriver Red Barnet.