Putins udenrigspolitiske rådgiver, Jurij Usjakov, ser ikke en foreslået våbenhvile mellem Ukraine og Rusland som andet end et midlertidigt pusterum for de ukrainske styrker.
Det siger Usjakov i et interview sendt på russisk tv torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
– Jeg har udtrykt vores holdning, at det her ikke er andet end en midlertidig hvilepause for det ukrainske militær, intet andet, siger Jurij Usjakov.
– Det forekommer mig, at ingen har brug for nogle tiltag, der blot skal se ud som fredelige handlinger i denne situation, lyder det videre.
I stedet ønsker Rusland en langsigtet aftale, som tager højde for landets interesser og bekymringer, lyder det fra rådgiveren.
– En 30 dage lang midlertidig våbenhvile. Tja, hvad giver det os? Det giver os ingenting, siger Jurij Usjakov.
På et møde mellem topfolk fra Ukraine og USA har USA fremlagt et forslag om en våbenhvile på 30 dage. Forslagets detaljer er ikke offentligt kendt.
Ukraine har sagt, at landet støtter det amerikanske forslag. Men Rusland har brug for flere informationer, før landet vil forholde sig til det.
Torsdag har Marija Zakharova, som er talsperson for det russiske udenrigsministerium, givet udtryk for, at Rusland er klar til at tale med USA om forslaget. Det kan allerede ske i dag, lyder det.
USA’s særlige udsending til Mellemøsten, Steve Witkoff, er torsdag landet i Moskva, hvor han ifølge Reuters skal diskutere våbenhvileforslaget.
To unavngivne kilder med kendskab til sagen har tidligere sagt til Reuters, at Rusland har præsenteret USA for en liste med krav til en fredsaftale.
Det er uvist, hvad der står på listen.
Ifølge kilderne har russiske og amerikanske embedsmænd i løbet af de seneste tre uger drøftet listen på både fysiske og virtuelle møder.