07. aug. 2025 - 14:47

Putin om muligt Zelenskyj-møde: Der er lang vej igen




Betingelserne er ikke til stede for et møde mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Det siger Putin ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass torsdag.

USA’s præsident, Donald Trump, og Putin skal mødes snart.

Trump ønsker angiveligt også, at de to mødes med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, kort tid efter.

Men ifølge den russiske præsident er et møde mellem Putin og Zelenskyj ikke lige på trapperne.

– Jeg har gentaget, at jeg ikke som sådan har noget imod det. Det er muligt, siger Putin.

– Men visse omstændigheder må skabes, for at det kan gøres. Desværre er der stadig lang vej igen, før sådanne omstændigheder er skabt, fortsætter den russiske præsident.

Ifølge nyhedsbureauet AFP siger Putin også, at De Forenede Arabiske Emirater kan blive vært for topmødet mellem Putin og Trump, som der endnu ikke er kommet et specifikt tidspunkt for.

Putin-rådgiveren Jurij Usjakov siger, at målet er, at mødet skal finde sted næste uge, men USA og Rusland arbejder ifølge rådgiveren fortsat på de sidste detaljer.