30. sep. 2025 - 0:06

Putin lovpriser hårdt arbejde: Vi sejrer i Ukraine




Rusland har overtaget i Ukraine og er i gang med at vinde den mere end tre et halvt år lange krig.

Det siger Ruslands præsident, Vladimir Putin, mandag i en video på den russiske regerings hjemmeside. Det skriver Reuters.

– Vores soldater og hærchefer går til angreb, og hele landet – hele Rusland – fører denne retfærdige kamp og arbejder hårdt.

– Sammen forsvarer vi vores kærlighed til fædrelandet og vores forenede historiske skæbne. Vi kæmper, og vi sejrer, siger Vladimir Putin.

Rusland har de seneste dage intensiveret angrebene i Ukraine. I weekenden blev Ukraine angrebet af droner og missiler, der ramte mange forskellige steder i Ukraine.

Der har været et stort internationalt pres på at få Putin til at stoppe krigen, siden Rusland invaderede Ukraine i februar 2022.

I august afholdt USA’s præsident, Donald Trump, og Putin et møde i den amerikanske delstat Alaska for at diskutere krigen.

Trump havde håbet på, at hans personlige relation til Putin kunne skabe et gennembrud i forhandlingerne om en afslutning på krigen i Ukraine.

– Desværre betød det forhold ikke noget, erkendte Trump for nylig om relationen til Putin.