19. aug. 2023 - 12:19

Putin-allieret leder opfordrer til vold mod korankrænkende lande




Det er ikke kun det militante islamistiske netværk al-Qaeda, der har sine øjne rettet mod Danmark efter den seneste tids koranafbrændinger.

Tjetjeniens leder, Ramzan Kadyrov, opfordrer således til voldshandlinger mod lande, “hvor man tillader, at vores hellige skrift Koranen brændes”.

Det fortæller han i en video, der blev offentliggjort på den sociale platform Telegram torsdag, skriver Berlingske.

Ramzan Kadyrov er en af den russiske præsident Vladimir Putins mest trofaste støtter, når det gælder krigen i Ukraine.

Ifølge den svenske avis Dagens Nyheter siger lederen i videoen, at “når vi er færdige i Ukraine, er det tid til at rejse til de lande, hvor Koranen krænkes”.

Her påpeger han, at “hans tropper kan bruges andre steder”.

Derudover retter lederen, der er kendt for sin brutalitet, kritik mod Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, for at være for passiv.

– Hvorfor tier Tyrkiet, der har verdens tredjestørste hær, om dette? Valget er ovre. Erdogan vandt. Vi ser ham som vores muslimske præsident. Hvorfor tier Tyrkiet?, siger Ramzan Kadyrov i videoen ifølge Dagens Nyheter.

Danmark har i løbet af sommeren mødt voldsomme reaktioner fra en lang række muslimske lande på grund af koranafbrændinger.

Senest har al-Qaeda igennem sin mediekanal, al-Sahab, udsendt en erklæring, hvor der opfordres til angreb på Sverige og Danmark.

Forsvarets Efterretningstjeneste har tidligere omtalt al-Qaeda udmeldingen som “terrorpropaganda” og mener, at den kan tjene som inspiration for både enkeltpersoner eller grupper til at planlægge og udføre voldelige angreb.

Udmeldingen har dog ikke fået Politiets Efterretningstjeneste til at hæve trusselsniveauet i Danmark, der aktuelt ligger på niveau 4 ud af 5 og derfor anses som “alvorlig”.

Omvendt har opmærksomheden på Danmark fra omverdenen fået det britiske udenrigsministerium til at opdatere sin rejsevejledning til briter, der ønsker at rejse til Danmark.

Fredag lød en ny besked, at “terrorister sandsynligvis vil forsøge at udføre angreb i Danmark”.

På en tidligere version af hjemmesiden stod der, at “terrorangreb i Danmark ikke kan udelukkes”.

Den tjetjenske leder er af USA anklaget for grove menneskeretskrænkelser, herunder tortur og drab.

Han har desuden tidligere opfordret Rusland til at bruge taktiske atomvåben i Ukraine. Den russiske regering var hurtig til at afvise hans forslag.