Der har fredag aften været skyderi i Aalborg.
Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
– Vi arbejder fortsat intenst på at få helt klarhed over hændelsesforløbet, men status lige nu er, at jeg kan bekræfte, at der er afgivet flere skud, og at ingen umiddelbart er blevet ramt.
– Ingen med skudsår har heller henvendt sig på skadestuen, udtaler vagtchef Bruno Brix ifølge pressemeddelelsen.
Politiet vurderer, at skudepisoden er et internt opgør i det kriminelle miljø og efterforsker fortsat.
En større politistyrke rykkede efter anmeldelsen klokken 19.18 ud for at afspærre et område nær hovedbiblioteket på Østerbro i byen, rapporterede det regionale medie nordjyske.dk tidligere fredag aften.
Ved 23.30-tiden var områderne endnu afspærret, oplyser politiet.
Antallet af affyrede skud er endnu ikke fastlagt, har vagtchefen oplyst.
Umiddelbart tyder det på, at der blev affyret fra en bil mod en gruppering, oplyser vagtchef Bruno Brix. Men han understreger, at det er et foreløbigt billede af, hvad der er sket.
– Vi arbejder i øjeblikket med at sikre spor og klarlægge, hvad der er sket, hvem der har affyret skud, og motivet bag. I den forbindelse mener vi, at en sort bil, muligvis en Volvo, kan være impliceret.
– Så vi hører gerne fra folk på telefon 114, hvis man har set sådan en bil køre formentlig hastigt eller hasarderet i midtbyen, siger Bruno Brix ifølge pressemeddelelsen.
Tidligere har et vidne ifølge TV2 Nord sagt, at en mand med elefanthue på hovedet kom ud af hovedbiblioteket. Derefter blev en bil beskudt. Bilen fortsatte kørslen.