08. mar. 2023 - 0:43

Politiet besvarer demokratiprotest i Georgien med tåregas




Politiet i Georgien har brugt tåregas og vandkanoner mod demonstranter, der protesterer mod et udkast til en lov om “udenlandske agenter” udenfor landets parlament.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Demonstranterne er gået på gaden, efter at landets lovgivere har givet indledende godkendelse til en lov, som kritikere betegner som et udtryk for, at landet bevæger sig i en mere autoritativ retning. En lov, som ifølge kritikerne også kan påvirke landets forsøg på at blive en del af EU.

Et Reuters-øjenvidne i hovedstaden Tbilisi fortæller, at politiet har anholdt personer langs med en central gade i byen.

Tidligere tirsdag stødte politiet sammen med demonstranterne, der kastede sten og molotovcocktails. Herefter samlede gruppen af demonstranter sig foran parlamentet.

I en udtalelse oplyser landets indenrigsminister, at flere personer fra begge sider af protesten er kommet til skade, efter hvad ministeriet omtaler som en ekstrem voldelig protest.

Tirsdag understregede Georgiens præsident, Giorgi Garibashvili, sin støtte til loven. Det skete under en tale i den tyske hovedstad, Berlin.